Sag C-1/09
Centre d’exportation du livre français (CELF)
og
Ministre de la Culture et de la Communication
mod
Société internationale de diffusion et d’édition (SIDE)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig))
»Statsstøtte – artikel 88, stk. 3, EF – ulovlig støtte, som er blevet erklæret forenelig med fællesmarkedet – annullation af Kommissionens beslutning – nationale domstole – tilbagesøgning af en ulovligt gennemført støtte – udsættelse af sagen, indtil Kommissionen har vedtaget en ny beslutning – ekstraordinære omstændigheder, der kan begrænse tilbagesøgningspligten«
Sammendrag af dom
1. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte tildelt i strid med procedurereglerne i artikel 88, stk. 3, EF – Kommissionens beslutning om at erklære støtten forenelig med fællesmarkedet – Fællesskabets retsinstansers annullation af denne beslutning
(Art. 88, stk. 3, EF)
2. Statsstøtte – overholdelse af de fællesskabsretlige bestemmelser – de nationale retters rolle
(Art. 88, stk. 3, EF)
3. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte tildelt i strid med procedurereglerne i artikel 88, stk. 3, EF – støttemodtagernes eventuelle berettigede forventning – foreligger ikke, medmindre der er ekstraordinære omstændigheder
(Art. 88, stk. 3, EF)
1. En national ret, som på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF skal tage stilling til en anmodning om tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, kan ikke udsætte vedtagelsen af sin afgørelse om denne anmodning, indtil Kommissionen har udtalt sig om støttens forenelighed med fællesmarkedet efter annullationen af en forudgående positiv beslutning.
Artikel 88, stk. 3, EF tillægger de nationale retter den opgave – i tiden indtil Kommissionen vedtager sin endelige beslutning – at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde, hvor de statslige myndigheder tilsidesætter forbuddet i denne bestemmelse.
Formålet med de nationale retters opgave er følgelig at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe ulovligheden af støttens gennemførelse, således at støttemodtageren ikke bevarer den frie rådighed herover i den tid, der forløber, indtil Kommissionen vedtager sin beslutning.
En beslutning om at udsætte sagen ville de facto give samme resultat som en beslutning om at afvise anmodningen om redningsforanstaltninger. Den ville således føre til, at der ikke blev truffet nogen afgørelse om anmodningens berettigelse før Kommissionens beslutning. Den ville opretholde fordelen ved en støtte i den periode, hvor gennemførelse af støtten var ulovlig, hvilket ville være i strid med selve formålet med artikel 88, stk. 3, EF og fratage denne bestemmelse dens effektive virkning.
Den nationale ret kan derfor ikke udsætte sagens afgørelse uden at fratage artikel 88, stk. 3, EF dens effektive virkning i strid med princippet om de nationale procedurers effektivitet.
Fællesskabets retsinstansers annullation af Kommissionens første positive beslutning kan ikke begrunde en anden løsning ud fra den betragtning, at støtten i dette tilfælde senere på ny kan blive erklæret forenelig af Kommissionen. Formålet med artikel 88, stk. 3, EF er klart inspireret af en betragtning om, at indtil Kommissionen har vedtaget en ny beslutning, kan det positive indhold heraf ikke antages på forhånd.
(jf. præmis 26, 30-34 og 40 samt domskonkl. 1)
2. En national ret, som på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF skal tage stilling til en anmodning om tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, har alene forpligtelse til at vedtage redningsforanstaltninger, hvis betingelserne for sådanne foranstaltninger er opfyldt, nemlig hvis der ikke er tvivl om kvalifikationen som statsstøtte, hvis støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og hvis der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning uhensigtsmæssig. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal den nationale ret afvise anmodningen. Når den nationale ret tager stilling til anmodningen, kan den enten træffe afgørelse om tilbagebetaling af støtten med renter eller f.eks. stille krav om, at midlerne indsættes på en spærret konto, for at støttemodtageren ikke bevarer rådigheden over midlerne, uden at dette berører betalingen af renter for perioden mellem den for tidlige udbetaling af støtten og indsættelsen af midlerne på denne spærrede konto. »Standstill«-forpligtelsen i artikel 88, stk. 3, EF er derimod ikke overholdt på dette punkt, hvis virksomheden blot tilpligtes at betale renter af det beløb, som stadig står på virksomhedens konti. Det er således på ingen måde sikkert, at en virksomhed, som har modtaget ulovlig statsstøtte, i tilfælde af, at den ikke havde modtaget denne støtte, ville have kunnet opnå et lån af samme størrelse ved et finansieringsinstitut på normale markedsvilkår og således have haft rådighed over dette beløb forud for Kommissionens beslutning.
(jf. præmis 36-38)
3. Kommissionens vedtagelse af tre på hinanden følgende beslutninger, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet, og som efterfølgende er blevet annulleret af Fællesskabets retsinstanser, kan ikke i sig selv udgøre en ekstraordinær omstændighed, som kan begrunde en begrænsning af støttemodtagerens forpligtelse til at tilbagebetale denne støtte, når den er gennemført under tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF.
Den omstændighed, at der har fundet tre annullationer sted, hvilket er sjældent, viser derimod blot sagens kompleksitet, og mens den langt fra kan give anledning til en berettiget forventning, forekommer den snarere egnet til at rejse tvivl hos støttemodtageren med hensyn til den omhandlede støttes forenelighed.
Det er ganske vist korrekt, at tre på hinanden følgende søgsmål, som har ført til tre annullationer, udgør en meget sjælden situation. Sådanne omstændigheder indgår ikke desto mindre i retssystemets normale funktion, som giver de retssubjekter, som mener, at de har lidt under konsekvenserne af en ulovlig støtte, mulighed for at handle for at opnå annullation af de forskellige beslutninger, som de mener ligger til grund for situationen.
(jf. præmis 51, 52 og 55 samt domskonkl. 2)