Sag C-234/12

Sky Italia Srl

mod

Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio)

»Tv-radiospredning – direktiv 2010/13/EU – artikel 4, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 – reklameindslag – national lovgivning, der for betalings-tv-selskaberne fastsætter en lavere maksimal procentdel af den sendetid, som kan anvendes til reklame, end den, der er fastsat for gratis-tv-selskaberne – ligebehandling – fri udveksling af tjenesteydelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013

1.        Fri udveksling af tjenesteydelser – tv-radiospredningsvirksomhed – direktiv 2010/13 – fastsættelse af minimumsregler uden fuldstændig harmonisering af de nationale lovgivninger

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13)

2.        Fri udveksling af tjenesteydelser – tv-radiospredningsvirksomhed – direktiv 2010/13 – national lovgivning, der for betalings-tv-selskaber fastsætter grænser for sendetiden for tv-reklamer pr. klokketime, som er lavere end de grænser, som er fastsat for gratis-tv-selskaber – lovlig – betingelse – overholdelse af proportionalitetsprincippet – den nationale rets efterprøvelse

(Art. 56 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13, art. 4, stk. 1)

3.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – nødvendigheden af at forelægge Domstolen tilstrækkelige præciseringer med hensyn til den faktiske og retlige sammenhæng – rækkevidden af forpligtelsen på konkurrenceområdet – afvisning

(Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 94)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 12)

2.        Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, det almindelige princip om ligebehandling og artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at de i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, der for betalings-tv-selskaber fastsætter grænser for sendetiden for tv-reklamer pr. klokketime, der er lavere end de grænser, som er fastsat for gratis-tv-selskaber, for så vidt som proportionalitetsprincippet er overholdt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

I denne henseende har principperne i og formålene med de i direktiverne på området for udbud af audiovisuelle medietjenester fastsatte bestemmelser om sendetid for tv-reklamer til formål at sikre en afbalanceret beskyttelse af på den ene side tv-radiospredningsforetagendernes og annoncørernes finansielle interesser og på den anden side rettighedsindehavernes, dvs. ophavsmænds og fremstilleres, interesser og forbrugernes interesser i deres egenskab af seere. Den afbalancerede beskyttelse af nævnte interesser er imidlertid forskellig, afhængig af, om tv-radiospredningsforetagenderne udbyder deres programmer mod betaling eller ej, idet de førstnævnte genererer indtægter fra de af seerne tegnede abonnementer, hvorimod de sidstnævnte ikke en sådan direkte finansieringskilde og skal finansieres enten ved at oppebære tv-reklameindtægter eller ved andre finansieringskilder. Desuden er seernes situation objektivt forskellig som følge af, at abonnenterne hos et betalings-tv-selskab, i modsætning til et gratis-tv-selskabs seere, opretholder et direkte forretningsforhold til deres tv-radiospredningsforetagende og betaler for at nyde tv-udsendelserne.

Hvad endelig angår den i artikel 56 TEUF fastsatte frie udveksling af tjenesteydelser kan den omhandlede nationale lovgivning udgøre en restriktion for denne frihed. Hensynet til at beskytte forbrugerne mod en overdreven udsendelse af kommercielle reklamer udgør imidlertid et tvingende alment hensyn, som kan begrunde restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, forudsat at anvendelsen af en sådan restriktion dels kan sikre, at det forfulgte mål nås, dels ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå det pågældende mål.

(jf. præmis 18-20, 22, 24 og 26 samt domskonkl.)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30-33)