Sag C‑91/13

Essent Energie Productie BV

mod

Minister van Sociale Zaken en Werkgelegenheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene))

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 – anvendelsesområde – indførelse af nye restriktioner for etableringsretten, den frie udveksling af tjenesteydelser og betingelserne for adgangen til arbejdsmarkedet – forbud – fri udveksling af tjenesteydelser – artikel 56 TEUF og 57 TEUF – udstationering af arbejdstagere – tredjelandsstatsborgere – krav om beskæftigelsestilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 11. september 2014

1.        Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – fri udveksling af tjenesteydelser – standstill-klausulen i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1 – direkte virkning – anvendelsesområde

(Tillægsprotokollen til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, art. 41, stk. 1)

2.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige bestemmelser – omformulering af spørgsmålene

(Art. 267 TEUF)

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – udstationeringen af arbejdstagere fra tredjelande af en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat – national lovgivning, som stiller krav om beskæftigelsestilladelse for tilrådighedsstillelse af arbejdskraft – ikke tilladt – uforholdsmæssigheden af det omhandlede krav

(Art. 56 TEUF og 57 TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 21 og 31-34)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36)

3.        Artikel 56 TEUF og 57 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, i henhold til hvilken det – når arbejdstagere fra en tredjestat stilles til rådighed af en virksomhed etableret i en anden medlemsstat for en virksomhed etableret i den første medlemsstat, som anvender disse med henblik på at gennemføre arbejde for en anden virksomheds regning, som ligeledes er etableret i denne samme medlemsstat – er en betingelse for en sådan tilrådighedsstillelse, at disse arbejdstagere er i besiddelse af en beskæftigelsestilladelse.

Selv om en medlemsstat skal have anerkendt retten til dels at have mulighed for at kontrollere, at en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat og leverer en ydelse, der består i tilrådighedsstillelse af arbejdstagere fra tredjelande til en brugervirksomhed etableret i den første medlemsstat, ikke gør brug af den frie udveksling af tjenesteydelser med andre formål end levering af den pågældende tjenesteydelse, dels at have mulighed for at træffe de nødvendige kontrolforanstaltninger i denne henseende, må udøvelsen af denne mulighed imidlertid ikke give medlemsstaten ret til at pålægge uforholdsmæssige krav. En medlemsstats varige opretholdelse af et krav om beskæftigelsestilladelse for tredjestatsborgere, som er udlejet til en virksomhed etableret i denne medlemsstat af en virksomhed etableret i en anden medlemsstat, går imidlertid videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning.

Forpligtelsen for en virksomhed, der leverer tjenesteydelser, til at give myndighederne i en værtsmedlemsstat oplysninger, der attesterer, at de pågældende arbejdstagere opfylder de gældende retsforskrifter, navnlig med hensyn til bopæl, arbejdstilladelse og social dækning i den medlemsstat, hvor denne virksomhed har ansat dem, giver på en mindre indgribende og lige så effektiv måde som kravet om beskæftigelsestilladelse de pågældende myndigheder sikkerhed for lovmæssigheden af disse arbejdstageres situation og den omstændighed, at disse udøver deres hovedaktivitet i den medlemsstat, hvor den virksomhed, der leverer tjenesteydelser, er etableret.

Forpligtelsen for en virksomhed, der leverer tjenesteydelser, til på forhånd at give de myndighederne i en værtsmedlemsstat meddelelse om tilstedeværelsen af en eller flere udstationerede arbejdstagere, den påtænkte periode for denne tilstedeværelse og den eller de tjenesteydelser, der begrunder udstationeringen, er en foranstaltning, der er lige så effektiv og mindre indgribende end kravet om beskæftigelsestilladelse. Herved er det muligt for myndighederne at kontrollere overholdelsen af den nationale sociallovgivning i udstationeringsperioden under hensyntagen til de forpligtelser, som denne virksomhed allerede er pålagt i medfør af socialretten i oprindelsesmedlemsstaten.

(jf. præmis 55-57, 59 og 60 samt domskonkl.)