FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. CRUZ VILLALÓN
fremsat den 21. juni 2012 (1)
Sag C-173/11
Football Dataco Ltd
Scottish Premier League Ltd
Scottish Football League
PA Sport UK Ltd
mod
Sportradar GmbH (selskab registreret i Tyskland)
og
Sportradar AG (selskab registreret i Schweiz)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige))
»Direktiv 96/9/EF – retlig beskyttelse af databaser – begreberne udtræk og genanvendelse – lokalisering af genanvendelse«
1. I forbindelse med en retssag, der omhandler sui generis-retten, der er fastsat i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (2), ønsker Court of Appeal oplyst, om en bestemt anvendelse af indholdet af en database, der er beskyttet ved denne ret, skal kvalificeres som »udtræk« eller »genanvendelse«, og når den er kvalificeret, hvor det skal anses for at være sket.
2. Formålet med dette præjudicielle spørgsmål er at give Domstolen lejlighed til at udtale sig om problemet med lokalisering af krænkelser af, hvad der er kendt som sui generis-retten. I tråd med Domstolens praksis vedrørende internetkommunikation skal jeg begrænse mig til at foreslå en løsning, der er tilpasset dette mediums særegenheder og navnlig de begrebslige kategorier i direktiv 96/9, og afholde mig fra at behandle andre spørgsmål, såsom retternes kompetence, som den forelæggende rets spørgsmål efter min opfattelse ikke omhandler.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
3. I kapitel II (»Ophavsret«) i direktiv 96/9, under overskriften »Ophavsretlige enerettigheder«, bestemmer artikel 5:
»Ophavsmanden til en database har med hensyn til de af basens udtryk, der kan omfattes af ophavsretlig beskyttelse, eneret til at foretage eller tillade:
[…]
d) tilgængeliggørelse, visning eller fremførelse til almenheden
[…]«
4. I kapitel III (»Sui generis-ret«) i direktiv 96/9 fastsætter artikel 7, under overskriften »Beskyttelsens genstand«, følgende:
»1. Når indsamling, kontrol eller præsentation af en databases indhold ud fra et kvalitativt eller kvantitativt synspunkt er udtryk for en væsentlig investering, sikrer medlemsstaterne databasens fremstiller en ret til at forbyde udtræk og/eller genanvendelse af hele basens indhold eller en væsentlig del deraf, vurderet kvalitativt eller kvantitativt.
2. I dette kapitel forstås ved:
a) »udtræk«: permanent eller midlertidig overførsel af hele en databases indhold eller en væsentlig del deraf til et andet medium på en hvilken som helst måde eller i en hvilken som helst form
b) »genanvendelse«: enhver form for tilgængeliggørelse for almenheden af hele databasens indhold eller en væsentlig del deraf ved spredning af eksemplarer, udlejning, on line-transmission eller på anden måde. Første gang et eksemplar af en database sælges i Fællesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse, er rettighedshaverens ret til at udøve kontrol med videresalg af dette eksemplar inden for Fællesskabet udtømt.
Offentligt udlån er ikke udtræk eller genanvendelse.
[…]«
B – National ret
5. Direktiv 96/9 blev gennemført i Det Forenede Kongerige ved at ændre Copyright Design and Patents Act 1988 ved Copyright and Rights in Database Regulations 1997 (SI 1997/3032). Indholdet i den britiske lov er sammenfaldende med direktivets.
II – Faktiske omstændigheder
6. Football Dataco Ltd, Scottish Premier League Ltd, Scottish Football League, PA Sport UK Ltd (herefter »Football Dataco m.fl.«), hvilke selskaber indbragte hovedsagen, er ansvarlige for organiseringen af kampprogrammer for de engelske og skotske fodboldmesterskaber. Den førstnævnte har ansvaret for at generere og udnytte data og intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende mesterskaberne og påstår i medfør af britisk ret at have sui generis-ret til databasen med betegnelsen »Football Live«.
7. Den omtvistede database (Football Live) er en kompilation af data om igangværende fodboldkampe (mål og målscorere, spillernes navne, gule og røde kort, frispark, udskiftninger). Dataene indsamles hovedsagelig af tidligere professionelle fodboldspillere, som Football Dataco m.fl. har ansat på freelancebasis, og som overværer de relevante kampe med dette formål. Ifølge sagsøgerne er der ikke alene en væsentlig investering forbundet med at indsamle og/eller kontrollere dataene, men kompilationen af Football Live kræver betydelig faglig kompetence, indsats, diskretion og intellektuelt input ved erfarent personale.
8. På den anden side leverer det tyske selskab Sportradar GmbH resultater og anden statistik vedrørende fodboldkampe fra Det Forenede Kongerige til offentligheden via internet. Denne service betegnes Sport Live Data.
9. Sportradar GmbH har en webside, betradar.com. De væddemålsvirksomheder, der er Sportradar GmbH’s kunder, indgår angiveligt kontrakter med det schweiziske selskab Sportradar AG, som er Sportradar GmbH’s moderselskab. Disse selskaber omfatter det britiske selskab bet365 og det gibraltariske selskab Stan James. Begge leverer tjenesteydelser vedrørende væddemål rettet mod det britiske marked. Deres respektive websider har et link til betradar.com. Klikker man på Live Score, kommer dataene frem under et banner på tværs af skærmen med teksten bet365 eller Stan James, hvoraf Court of Appeal udleder, at Det Forenede Kongeriges offentlighed er et væsentligt mål for de sagsøgte.
10. Den 23. april 2010 anlagde Football Dataco m.fl. sag mod Sportradar ved High Court of Justice (England & Wales), idet de gjorde gældende, at de data, der leveredes på Sport Live Data, var taget fra Football LiveSport, og nedlagde påstand om erstatning for de skader, der fulgte af en krænkelse af deres sui generis-ret til databasen Football Live.
11. Sportradar anfægtede den britiske domstols kompetence og søgte fra Landgericht Gera (Tyskland) en formel erklæring om, at dens aktiviteter ikke krænker Football Dataco m.fl.’s intellektuelle ejendomsret.
12. High Court erklærede sig kompetent til at behandle den af Football Dataco m.fl. anlagte sag, for så vidt som den tog sigte på at fastslå solidarisk ansvar for Sportradar og virksomhedens kunder, som benytter dens webside i Det Forenede Kongerige, og ikke kompetent til at behandle sagen, for så vidt som den tog sigte på at fastslå Sportradars hovedansvar. High Courts afgørelse blev appelleret af begge parter til Court of Appeal, som nu forelægger dette præjudicielle spørgsmål.
III – Det forelagte spørgsmål
13. Det af Court of Appeal forelagte spørgsmål lyder således:
»Såfremt en part uploader data fra en database, der er beskyttet af sui generis-retten i henhold til direktiv 96/9/EF (herefter »databasedirektivet«), på sin webserver, der forefindes i medlemsstat A, og webserveren som svar på anmodninger fra en bruger i en anden medlemsstat B sender sådanne data til den pågældende brugers computer, således at dataene lagres i denne computers hukommelse og vises på dens skærm
a) foretager den pågældende part da »udtræk« eller »genanvendelse« ved at sende dataene?
b) sker den pågældende parts udtræk og/eller genanvendelse
i) kun i A
ii) kun i B, eller
iii) i både A og B?«
14. Court of Appeal har udtalt, at det ikke var passende at udtrykke sin egen mening om dette spørgsmål, og at den derfor begrænsede sig til at gengive parternes argumenter (forelæggelsesafgørelsens punkt 45).
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen
15. Det præjudicielle spørgsmål indgik til Domstolen den 8. april 2011.
16. Den spanske og den portugisiske regering samt hovedsagens parter og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
17. Efter at datoen for retsmødet var fastsat, opfordrede Domstolen parterne til at koncentrere deres argumenter om to spørgsmål:
– Hvilken forbindelse er der mellem spørgsmålet om den af den forelæggende ret nævnte lokalisering af fremsendelsen af dataene, og spørgsmålene om, hvilken lov der gælder for tvisten i hovedsagen og den stedligt kompetente retsinstans i medfør af henholdsvis Rom II-forordningen og Bruxelles I-forordningen?
– Hvilken eventuel indflydelse har den udvikling i retspraksis, der fremgår af præmis 61-67 i dommen i sagen L’Oréal m.fl. (3), af præmis 61-94 i dommen i sagen Pammer og Hotel Alpenhof (4) og af præmis 45-52 i dommen i sagen eDate Advertising m.fl. (5), på denne sag?
18. I retsmødet, der blev afholdt den 8. marts 2012, deltog den belgiske og den portugisiske regering samt hovedsagens parter og Kommissionen.
V – De vigtigste argumenter
19. Football Dataco m.fl. har vedrørende det første spørgsmål fra Court of Appeal gjort gældende, at fremsendelsen af data til en brugers computer samtidig udgør udtræk – i form af overførsel fra et medium til et andet af data, som oprindelig stammer fra en beskyttet base – og genanvendelse – i form af transmission af de nævnte data til offentligheden.
20. Med hensyn til den forelæggende rets andet spørgsmål har Football Dataco m.fl. gjort gældende, at Sportradars handlinger skal anses for at have fundet sted i Det Forenede Kongerige, da det er den medlemsstat, de er rettet mod. Efter deres mening finder »tilgængelighedsteorien« derfor anvendelse, således som fastslået i både direktiv 2001/29 (6), WIPO-traktaten (7) og af Domstolen i dommen i sagen L’Oréal m.fl.
21. Den spanske regerings opfattelse er stort set den samme som Football Dataco m.fl.’s opfattelse, for så vidt som den mener, at den undersøgte aktivitet indebærer et udtræk, som er foretaget i medlemsstat A, hvor den database, hvortil der uploades data fra en beskyttet base, befinder sig, og en genanvendelse, der er sket i medlemsstat B, hvor den bruger, de pågældende data sendes til på dennes anmodning, befinder sig.
22. Den portugisiske regering påpeger, at dataene i den foreliggende situation kunne være indsamlet uden brug af den beskyttede database. Da det er umuligt at være sikker på dette punkt, kan der kun være tale om genanvendelse, som desuden vil være sket i de to medlemsstater.
23. Kommissionen har anført, at spørgsmålet skal udvides til at omfatte uploading af dataene, før de bliver sendt, ud fra den begrundelse, at den førstnævnte handling udgør et udtræk og den sidstnævnte en genanvendelse. Med hensyn til spørgsmålet om lokaliseringen af disse handlinger har Kommissionen gjort gældende, at det er ligegyldigt for deres retlige kvalifikation, og at det i givet fald kun vil være af interesse på et tidspunkt efter hovedsagen, når der skal træffes afgørelse om den lov, der skal anvendes på sagen.
24. Sportradar begrænser sig til spørgsmålet om lokaliseringen af de undersøgte handlinger og har gjort gældende, at for en afgørelse af spørgsmålet må der tages hensyn til »emissionsteorien«. Efter Sportradars mening er denne teori anvendt i direktiv 96/9, Bernerkonventionen (8), direktiv 89/52 (9), direktiv 93/83 (10) og direktiv 2001/29. Følgen af den tilgang er, at både fremsendelsen af dataene og den forudgående uploading af dem udgør genanvendelse, der alene er foretaget i den medlemsstat, hvor den server, hvorpå de beskyttede data er uploadet, er beliggende.
25. For så vidt angår de to spørgsmål, som Domstolen opfordrede parterne til at koncentrere deres argumenter om under retsmødet, er de alle enige om at påpege, at spørgsmålet om lokaliseringen af fremsendelsen af data er afgørende for at identificere både den kompetente nationale ret og den gældende materielle ret. Som følge heraf har debatten mellem parterne fra begyndelsen drejet sig om at identificere det sted, hvor krænkelsen af de omhandlede sui generis-rettigheder fandt sted. I den forbindelse har de alle opretholdt de standpunkter, som de indtog i deres skriftlige indlæg, med undtagelse af Kommissionen, som under retsmødet har gjort gældende, at der i den foreliggende sag både har været tale om udtræk og genanvendelse, og at begge har fundet sted i såvel medlemsstat A som medlemsstat B, idet den afgørende faktor efter dens mening er sondringen mellem den skadelige handling på den ene side og skaden i sig selv på den anden side.
26. Under retsmødet gjorde både den belgiske regering og den portugisiske regering gældende, at Football Live ikke skulle anses for en »database« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 96/9, eftersom den hverken med hensyn til indhold eller udformning opfylder de nødvendige betingelser for at være omfattet af den ved det nævnte direktiv sikrede beskyttelse.
VI – Bedømmelse
A – Indledende betragtninger
27. Med henblik på en korrekt forståelse af betydningen og rækkevidden af de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal, er indholdet af de erklæringer, der er foretaget af Court of Appeal i den kendelse, der ligger til grund for og ledsager forelæggelsesafgørelsen af samme dato, særdeles oplysende.
28. Konklusionen i den ovennævnte kendelse er en erklæring (a) om, at Court of Appeal ikke er kompetent til at behandle påstande vedrørende indgreb i ophavsrettigheder (hvilket spørgsmål behandles i forelæggelsesafgørelsens præmis 14-18), (b) om at den er kompetent til at behandle påstande vedrørende Sportradars solidariske ansvar (hvilket spørgsmål behandles i forelæggelsesafgørelsens præmis 19-39), og (c) om at den ikke har vedtaget nogen endelig afgørelse om, hvorvidt High Court er kompetent til at behandle de påstande, der er nedlagt i forhold til de sagsøgte hver især.
29. Der er ikke noget i forelæggelsesafgørelsen, der klart modsvarer den sidstnævnte erklæring. Derimod udtrykkes fra og med afgørelsens præmis 40 det, der kan betragtes som grundlaget til støtte for spørgsmålene, således som de endegyldigt er formuleret, dvs. spørgsmål vedrørende kategorierne »udtræk« og »genanvendelse« (præmis 40 og 41), men som frem for alt er helliget en indgående beskrivelse af parternes standpunkter i forhold til teorierne om »transmission« og »tilgængeliggørelse« (præmis 42-46), idet der som konklusion direkte er anført de spørgsmål, der er gengivet ovenfor.
30. Det første af disse spørgsmål omhandler den retlige kvalifikation, som i henhold til direktiv 96/9 skal gives en handling, som Court of Appeal har beskrevet således: En person, som driver en server i en medlemsstat, »sender« data indsamlet fra en database, der er beskyttet af en sui generis-ret til en brugers computer i en anden medlemsstat, på sidstnævntes anmodning.
31. Der spørges således ikke om Football Lives database, hvilket må forstås således, at den udgør en »database« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 96/9, og heller ikke om de rettigheder til den, som Football Dataco m.fl. mener at have. Den belgiske og den portugisiske regerings forsøg på at få gennemført en fornyet undersøgelse af dette med anfægtelsen af, at Football Live er en database, der er beskyttet ved direktiv 96/9, er derfor efter min mening ikke relevant.
32. Hverken ovenstående spørgsmål eller spørgsmålet, om Football Dataco m.fl. er indehavere af en sui generis-ret til databasen Football Live, er blevet drøftet i hovedsagen.
33. Snarere tværtimod skal det, som anført i forelæggelsesafgørelsens punkt 19 bemærkes, at hvad Sportradar specifikt diskuterer i hovedsagen, er de britiske retters kompetence til at behandle den af sagsøgerne kritiserede krænkelse af sui generis-retten i den del af sagen, der vedrører Sportradar individuelt.
34. Det anfægtes heller ikke, at de »sendte« data kommer fra Football Live, og at »fremsendelsen« er sket fra Sportradars server, som er beliggende i en anden medlemsstat end Det Forenede Kongerige. Med udgangspunkt heri mener jeg i modsætning til Kommissionen, at det er irrelevant at spørge om den retlige kvalifikation af uploadingen på Sportradars server af data, der er indsamlet fra Football Live. Svaret på det nævnte spørgsmål har ingen betydning for det svar, som Court of Appeal nu anmoder Domstolen om, og som udelukkende vedrører fremsendelsen til en computer, der tilhører brugere med hjemsted i Det Forenede Kongerige, af data, om hvis karakter, indsamling og oprindelse der ikke er rejst tvivl.
35. Det andet forelagte spørgsmål drejer sig om stedet, hvor »fremsendelsen« foregår, når det er afgjort, hvordan den skal kvalificeres. Efter Kommissionens mening er fastlæggelsen af det sted, hvor fremsendelsen er foregået, uden betydning for kvalifikationen af denne. Og sådan forholder det sig utvivlsomt. Dette er imidlertid ikke i sig selv afgørende. Det kan antages, at Court of Appeal har stillet spørgsmål om stedet for »fremsendelsen«, fordi den kun med udgangspunkt heri er i stand til at afgøre, hvilken ret der er kompetent til at behandle tvisten i hovedsagen, hvilket spørgsmål, som det er fremgået under retsmødet, udgør et omtvistet spørgsmål i hovedsagen (forelæggelsesafgørelsens præmis 19 og 20).
36. Det skal alligevel bemærkes, at Court of Appeal er yderst præcis med formuleringen af de to spørgsmål, den har forelagt Domstolen. Den har gennemgående henvist til sin tvivl vedrørende Sportradars fremsendelse af data, og for det første spurgt, om den skal kvalificeres som »udtræk« eller »genanvendelse« og efterfølgende om stedet, hvor denne handling foretages. Ved at undgå enhver henvisning til den ved denne handling forvoldte skade viser den forelæggende ret efter min mening, at den ikke ønsker, at Domstolen skal udtale sig om en identifikation af stedet for »fremsendelsen«. Jeg begrænser mig derfor til spørgsmålet om, fra hvilket sted fremsendelsen foregår, uden at komme ind på spørgsmålet om de følger, der kan uddrages af besvarelsen af det, hvilket den forelæggende ret må afgøre.
37. Jeg mener endvidere ikke, at det af de oplysninger, der kan udledes af akterne i hovedsagen, fremgår, at Court of Appeal forventer tvivl om identifikationen af, hvilken lov der gælder i sagen, når det er afgjort, hvilken ret der er kompetent til at afgøre hovedsagen. Heller ikke under retsmødet har dette været omtvistet, hvorfor det efter min mening ikke vil være hensigtsmæssigt, at Domstolen udtaler sig om dette særlige spørgsmål.
B – Retlig kvalifikation af den handling, hvorved en aktør, der driver en server, der er beliggende i en medlemsstat, til en computer, som tilhører en bruger, der befinder sig i en anden medlemsstat, fremsender data, der er indsamlet fra en database, der er beskyttet ved en sui generis-ret, på anmodning af den nævnte bruger. Objektive og subjektive aspekter
38. Svaret på dette første spørgsmål fremgår efter min mening klart og tydeligt af den praksis, Domstolen har fastsat i en række afgørelser i den senere tid (11).
39. I henhold til denne retspraksis skal begreberne udtræk og genanvendelse »derfor fortolkes som en henvisning til enhver handling, der består i uden tilladelse fra den person, der har oprettet databasen, at tilegne sig og tilgængeliggøre resultaterne af dennes investering for almenheden, hvorved sidstnævnte mister den indtægt, som skulle give ham mulighed for at nedbringe omkostningerne ved sin investering« (dommen i sagen The British Horseracing Board Ltd m.fl., præmis 51).
40. Det drejer sig desuden om begreber, der »ikke [kan] begrænses til tilfælde af udtræk og genanvendelse, der sker direkte fra den oprindelige database, idet der således er risiko for, at den person, der har oprettet databasen, lades uden beskyttelse med hensyn til uautoriserede kopihandlinger, som sker fra et eksemplar af dennes database« (dommen i sagen The British Horseracing Board Ltd m.fl., præmis 52). Det må således fastslås, at »begreberne udtræk og genanvendelse ikke forudsætter en direkte adgang til den pågældende database« (dommen i sagen The British Horseracing Board Ltd m.fl., præmis 53).
41. I den foreliggende sag, der er begrænset til »fremsendelsen« til en brugers computer, på brugerens anmodning, af data, der er indsamlet fra en database, der er beskyttet ved en sui generis-ret, er det åbenbart, at der er tale om en handling, der som et nødvendigt element indgår i tilgængeliggørelse for almenheden, som i henhold til retspraksis i dommen i sagen The British Horseracing Board Ltd m.fl. udgør en genanvendelse som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i direktiv 96/9.
42. Den »genanvendelse«, som direktiv 9/96 omhandler, kan kun forstås i konteksten kommunikation via internettet som en i almindelighed sammensat handling, der er udgjort af de nødvendige handlinger for at skabe virkningen af den »tilrådighedsstillelse«, som »genanvendelse« består i, som det fremgår af direktivets egen ordlyd. Sportradars fremsendelse, som Court of Appeal henviser til, indgår i den sammensatte handling som en af dens nødvendige komponenter, og derfor må det konkluderes, at den i det foreliggende tilfælde må anses for »genanvendelse«.
43. På dette punkt finder jeg det hensigtsmæssigt at vende tilbage til de omstændigheder, på baggrund af hvilke det foreliggende præjudicielle spørgsmål er blevet forelagt. Hermed vil vi kunne forstå relevansen af de oplysninger, der fører til den forelæggende rets tvivl om dens kompetence til at behandle en yderst konkret handling, nemlig den »fremsendelse«, som Sportradar har foretaget.
44. Det skal først og fremmest bemærkes, at Court of Appeal ikke nærer nogen tvivl om sin kompetence til at behandle den af Football Dataco m.fl. anlagte sag om solidarisk ansvar mod Sportradar og dets kunder med hjemsted i Det Forenede Kongerige. Den er derimod i tvivl om sin kompetence til at afgøre den af Football Dataco m.fl. anlagte sag i den del, der vedrører Sportradar individuelt.
45. Det er efter min mening klart, at den række handlinger, der begynder med Sportradar og slutter med tilrådighedsstillelse for enkelte borgere, gennem de væddemålsselskaber, der har kontraheret med Sportradar af Football Lives data, udgør et typisk tilfælde af »genanvendelse«.
46. For så vidt som sagen ved den nationale ret kun er rettet mod Sportradar, har den forelæggende ret spurgt, om alene dette selskabs handling, som indgår i denne række og dermed skal bedømmes på samme måde som rækken af handlinger i sin helhed, i sig selv har tilstrækkelig enhed og selvstændighed til at få en anden kvalifikation.
47. Jeg mener, at svaret må være klart benægtende. Det forhold, at »genanvendelse« under de omstændigheder, der har givet anledning til hovedsagen, er et resultat af forekomsten af en række handlinger, der kan tillægges forskellige aktører, indebærer ikke, at hver af de nævnte handlinger ikke i sig selv skal anses for »genanvendelse« som omhandlet i direktiv 96/9 og med de følger, der fremgår heraf. Det er klart, at hver af de nævnte handlinger kun giver mening, for så vidt som de indgår som en del af den sammensatte handling, og derfor kun kan kvalificeres på den måde, der svarer til den pågældende sammensatte handling.
48. På denne baggrund foreslår jeg som første konklusion, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at den »fremsendelse«, der specifikt er foretaget af Sportradar, udgør en genanvendelse som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 96/9.
C – Lokalisering af »genanvendelsen« af de data, der er indsamlet fra en database, der er beskyttet ved en sui generis-ret
49. Svaret på den forelæggende rets andet spørgsmål har medført, at parterne har taget parti for en af to klassiske kommunikationsteorier. På den ene side »emissionsteorien«, i medfør af hvilken genanvendelse sker der, hvor Sportradars server er beliggende, idet det er herfra, at de data, som de to væddemålsselskabers kunder, som leverer service på det britiske marked, er »sendt«. På den anden side »transmissions- eller modtagelsesteorien«, i henhold til hvilken genanvendelsen har fundet sted i Det Forenede Kongerige, hvor de britiske kunder til de væddemålsselskaber, der er knyttet til Sportradar, på anmodning har modtaget data, som Sportradar har transmitteret fra et sted uden for Det Forenede Kongerige.
50. Denne tilgang til problemet viser, at anvendelsen af begrebslige konstruktioner, der er formuleret for radio- og tv-virksomhed, er af tvivlsom nytte i sammenhæng med internettet. I EU-lovgivningen, som er påberåbt af parterne, er der intet, der tyder på, at lovgiver klart har valgt et af de to mulige alternativer (12), eller, hvis lovgiver har gjort det, alene har gjort det med henblik på formålet om at opstille en garanti for en virksomhed, som er nært knyttet til et af dem (13).
51. I den foreliggende sag kræves der i overensstemmelse med Domstolens praksis snarere en egen konstruktion, der er tilpasset internetkommunikationens særpræg, og som passer navnlig til den EU-lovgivning, der finder anvendelse på sagen, og for hvis gældende fortolkning den forelæggende ret har interesseret sig.
52. Det første aspekt vedrører internetkommunikation, hvis særpræg i forbindelse med informationsspredning jeg har haft lejlighed til at udtale mig om i forbindelse med et andet præjudicielt forslag (14).
53. Det andet aspekt vedrører en retsakt, direktiv 96/9, hvis eksistensberettigelse er at udgøre et svar på konstateringen af, at rettighederne til databaser ikke er tilstrækkeligt beskyttede i medlemsstaterne, som det udtrykkeligt er anført i første betragtning, således at EU-lovgivers formål er at foreskrive den pågældende beskyttelse ved anerkendelse og sikring af de sui generis-rettigheder, som ophavsmanden til en database har i forhold til handlinger, der i direktivet beskrives som »udtræk« og »genanvendelse«, som netop er de handlinger, vi er beskæftiget med i denne sag.
54. Som sagt benytter direktiv 96/9 begrebet »genanvendelse« som en selvstændig kategori, der er defineret på en måde, der efter min mening er perfekt tilpasset den teoretiske konstruktion, der kræves af det, der kendetegner dataoverføring via internet.
55. I internetsammenhæng får kategorierne »emission« og »modtagelse« en særdeles relativ værdi som kriterium for at fastlægge »lokaliseringen« af de punkter, hvor imellem der etableres kommunikation. Netværkskonfigurationen af et kommunikationsmedium af verdensomspændende dimensioner, som vedvarende fornyer sit indhold og på indeværende tidspunkt stadig er kendetegnet ved en betydelig grad af modstandsdygtighed mod disciplinen i en lovramme, som derfor for at være virkningsfuld og effektiv kun kan fungere på grundlag af fælles vilje hos staterne i det internationale samfund, betyder, at kategorier baseret på begreber som tid og rum, der får en meget upræcis betydning i den virtuelle verden, ikke er nyttige.
56. Domstolen har fundet et passende kriterium i ideen om destinationen for information, som cirkulerer via internettet. Den har benyttet den i både dommen i sagen L’Oréal m.fl. (15) og i dommen i sagen Pammer og Hotel Alpenhof (16).
57. Efter min mening er dette kriterium på linje med det, der foreskrives i artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 96/9, som definerer »genanvendelse« som »enhver form for tilrådighedsstillelse for almenheden« af indholdet i en beskyttet database.
58. Formuleringen »tilrådighedsstillelse for almenheden« udgør efter min mening den nødvendige begrebsnøgle for at give et svar på den britiske rets spørgsmål. I denne sammenhæng omfatter begrebet »genanvendelse« den række af handlinger, som i dette tilfælde starter med, at der »sendes« data fra Sportradars server til væddeløbsselskabernes server, og slutter med, at sidstnævntes kunder får adgang til de sendte data.
59. Eftersom »genanvendelse« i internetsammenhæng ikke plejer at være en enkeltstående handling, men en række successive handlinger, der udgør en helhed med sigte på at »tilgængeliggøre« bestemte data via et netværksbaseret multipolært kommunikationsmedium, og genanvendelse i dette medium er et resultat af handlinger foretaget af individer, der er lokaliseret på forskellige områder, må konklusionen være, at »stedet« for »genanvendelsen« er stedet for hver enkelt af de handlinger, der er nødvendige for at opnå det resultat, som genanvendelsen består i, nemlig »tilgængeliggørelsen« af de beskyttede data.
60. På denne baggrund foreslår jeg som den anden konklusion, at Domstolen bevarer det andet spørgsmål således, at den undersøgte genanvendelse er sket som et resultat af en række handlinger i forskellige medlemsstater og skal anses for at have fundet sted i hver enkelt af dem.
VII – Forslag til afgørelse
61. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:
»1) Såfremt en part uploader data fra en database, der er beskyttet af sui generis-retten i henhold til direktiv 96/9/EF, på sin webserver, der forefindes i medlemsstat A, og webserveren som svar på anmodninger fra en bruger i en anden medlemsstat B sender sådanne data til den pågældende brugers computer, således at dataene lagres i denne computers hukommelse og vises på dens skærm, foretager den pågældende part en »genanvendelse« ved at sende dataene.
2) Den af den pågældende part foretagne genanvendelse finder sted både i medlemsstat A og i medlemsstat B.«