Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 14. september 2016 – Incyte Corporation mod Szellemi Tulajdon Nemzeti Hivatala

(Sag C-492/16)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Incyte Corporation

Sagsøgt: Szellemi Tulajdon Nemzeti Hivatala

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1610/96 af 23. juli 1996 om indførelse af et supplerende beskyttelsescertifikat for plantebeskyttelsesmidler 1 fortolkes således, at »dato[en] for meddelelse af den første tilladelse til markedsføring i [Den Europæiske Union]« i en ansøgning om opnåelse af et supplerende beskyttelsescertifikat som omhandlet i denne forordning og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler 2 er ukorrekt, når denne dato er blevet fastlagt i strid med Den Europæiske Unions Domstols fortolkning i dommen Seattle Genetics (C-471/14), og at det supplerende beskyttelsescertifikats udløbsdato derfor skal berigtiges, selv om afgørelsen om udstedelse af certifikatet blev truffet før denne doms afsigelse, og fristen for at påklage denne afgørelse allerede er udløbet?

Skal den patentmyndighed i en medlemsstat, der har kompetence til at udstede certifikaterne, ex officio berigtige det supplerende beskyttelsescertifikats udløbsdato for at bringe denne i overensstemmelse med Domstolens fortolkning i dommen Seattle Genetics (C-471/14)?

____________

1     EFT 1996, L 198, s. 30.

2     EUT 2009, L 152, s. 1.