Sag T-86/11

Nadiany Bamba

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire – indefrysning af midler – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 560/2005, som ændret ved forordning nr. 25/2011, bilag I A; Rådets afgørelse 2010/656, som ændret ved afgørelse 2011/18, bilag II)

2.      Grundlæggende rettigheder – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsprøvelse – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 560/2005, som ændret ved forordning nr. 25/2011, bilag I A; Rådets afgørelse 2010/656, som ændret ved afgørelse 2011/18, bilag II)

3.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger

(Art. 264, stk. 2, TEUF og art. 280 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2; Rådets forordning nr. 560/2005, som ændret ved forordning nr. 25/2011, Rådets afgørelse 2010/656, som ændret ved afgørelse 2011/18)

1.      Begrundelsespligten er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar. Forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt har således for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed.

Hensynet til en effektiv domstolskontrol, hvorunder det skal være muligt at efterprøve, om begrundelsen for optagelsen af en persons, en enheds eller et organs navn på den liste, der udgør bilag II til afgørelse 2010/656 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Côte d’Ivoire og bilag I A til forordning nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire, og som medfører, at disse adressater pålægges en række restriktive foranstaltninger, er lovlig, kræver, at vedkommende EU-myndighed er forpligtet til i videst muligt omfang at meddele den berørte person eller enhed begrundelsen, enten på det tidspunkt, hvor optagelsen på listen bliver besluttet, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at disse adressater sættes i stand til rettidigt at udnytte deres søgsmålsadgang. Når den pågældende ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en oprindelig foranstaltning, hvorved denne pålægges sådanne foranstaltninger, er det endnu vigtigere, at begrundelsespligten overholdes, eftersom den udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter vedtagelsen af denne foranstaltning kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af foranstaltningen.

Det er foreskrevet i afgørelse 2010/656 og i forordning nr. 560/2005, at personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, skal underrettes om begrundelsen for, at de er optaget på listerne i bilag II til den nævnte afgørelse og bilag I A til den nævnte forordning.

Begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives sådanne foranstaltninger, skal principielt henvise ikke blot til de lovfæstede betingelser for at anvende denne retsakt, men også til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af disse foranstaltninger. Da Rådet er tillagt en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de forhold, der skal tages i betragtning ved vedtagelsen eller opretholdelsen af en foranstaltning vedrørende indefrysning af midler, kan det ikke kræves, at det mere specifikt angiver, på hvilken måde indefrysningen af en persons midler konkret bidrager til kampen mod, at der lægges hindringer i vejen for den nationale freds‑ og forsoningsproces, eller at det fremlægger beviser, der godtgør, at den pågældende i fremtiden ville kunne anvende sine midler til at lægge hindringer i vejen for freds- og forsoningsprocessen.

Vage og generelle betragtninger, såsom oplysningen om, at den berørte person er direktør for gruppen Cyclone, der udgiver avisen »Le temps«, er ikke egnede til tilstrækkeligt og specifikt at begrunde de retsakter, der er vedtaget over for denne. Denne oplysning gør det således ikke muligt at forstå, på hvilken måde den pågældende skulle have lagt hindringer i vejen for freds- og forsoningsprocessen ved offentligt at opildne til had og vold og ved at deltage i misinformationskampagner i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

(jf. præmis 38-40, 42, 47, 48, 51 og 52)

2.      Restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for en person som følge af, at denne er optaget på listen i bilag II til afgørelse 2010/656 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Côte d’Ivoire og i bilag I A til forordning nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire, udgør imidlertid ikke en strafferetlig sanktion og indebærer heller ikke en anklage af denne art.

En indsigelse om, at det i en sådan afgørelse og en sådan forordning ikke er foreskrevet, at der skal gives en præcis og detaljeret underretning om årsagerne til anklagen og dennes art, må derfor forkastes, eftersom den er baseret på en forudsætning om, at de i et sådant tilfælde omhandlede restriktive foranstaltninger er af strafferetlig karakter, og at artikel 6, stk. 3, litra a), i den europæiske menneskerettighedskonvention finder anvendelse. Denne bestemmelse, hvorefter enhver, der sigtes for en lovovertrædelse, bl.a. er berettiget til at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som denne forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod den pågældende, finder kun anvendelse i straffesager.

(jf. præmis 43)

3.      I medfør af artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning uanset artikel 280 TEUF først retsvirkning fra udløbet af den appelfrist, der er omhandlet i artikel 56, stk. 1, i denne statut, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra stadfæstelsen eller fra afvisningen af appellen. Rådet har således under alle omstændigheder en frist på to måneder, forlænget med afstandsfristen på ti dage, regnet fra forkyndelsen af en dom fra Retten, hvorved en forordning om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire annulleres, for så vidt som den vedrører en sagsøger, til at afhjælpe den konstaterede tilsidesættelse, hvilket i givet fald kan bestå i vedtagelse af en ny restriktiv foranstaltning rettet mod denne sagsøger.

Artikel 264, stk. 2, TEUF – hvorefter Retten, dersom den skønner det nødvendigt, kan angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående – kan i øvrigt også anvendes analogt på en afgørelse, når der foreligger vigtige retssikkerhedsmæssige hensyn, der kan sammenlignes med dem, der gælder, når visse forordninger annulleres, som begrunder, at Unionens retsinstanser udøver den kompetence, der udtrykkeligt er tildelt dem ved artikel 264, stk. 2, TEUF.

En forskel mellem den dato, hvor annullationen af forordning nr. 25/2011 om ændring af forordning nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d’Ivoire får virkning, og den tilsvarende dato for afgørelse 2011/18 om ændring af afgørelse 2010/656 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Côte d’Ivoire, som annulleres, for så vidt som den angår samme sagsøger, ved den samme dom fra Retten, vil kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger nævnte sagsøger identiske foranstaltninger. Virkningerne af afgørelse 2011/18 skal derfor opretholdes for så vidt angår nævnte sagsøger, indtil annullationen af forordning nr. 25/2011 får virkning.

(jf. præmis 58 og 59)