Language of document : ECLI:EU:C:2012:583

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

Y. BOT

fremsat den 20. september 2012 (1)

Sag C-325/11

Krystyna Alder

og

Ewald Alder

mod

Sabina Orłowska

og

Czeslaw Orłowski

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Koszalinie (Polen))

»Forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning (EF) nr. 1393/2007 – rækkevidde – bestemmelse af de tilfælde, hvor et dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden – national bestemmelse, hvorefter der sker fiktiv forkyndelse ved overgivelse til sagsakterne i hovedsagen, såfremt den part, der er bosiddende på en anden medlemsstats område, ikke har udpeget nogen befuldmægtiget med bopæl på det nationale område, for hvem forkyndelse kan ske«





1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (2).

2.        Anmodningen vedrører nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne har et råderum til at definere de tilfælde, hvor der skal ske forkyndelse af et dokument på tværs af landegrænser i henhold til fremgangsmåden i forordning nr. 1393/2007.

3.        Da den ensartede anvendelse af bestemmelserne om forkyndelse af retslige dokumenter i alle medlemsstaterne er en stor udfordring for skabelsen af et europæisk retsområde, må det tekniske aspekt og emnets kompleksitet, som både er karakteriseret ved uhyre komplicerede nationale, internationale og EU-retlige normer og ved sameksistensen i Den Europæiske Unions retsorden af bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 og bestemmelserne i andre instrumenter, ikke dække over den væsentlige betydning af dette spørgsmål, som giver Domstolen lejlighed til at præcisere reglerne for samordning af de nationale processuelle rettigheder og Unionens retsorden.

4.        Nærværende sag udspringer af en erstatningssag anlagt den 20. november 2008 ved Sąd Rejonowy w Koszalinie (byretten i Koszalin, Polen) af Krystyna Alder og Ewald Alder (3), der er bosiddende i Tyskland, mod Sabina Orłowska og Czeslaw Orłowski, der er bosiddende i Polen.

5.        Retten oplyste ægteparret Alder om deres forpligtelse til inden for en frist på en måned at udpege en befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, i overensstemmelse med artikel 1135 i Kodeks postępowania cywilnego (den polske retsplejelov i borgerlige sager, herefter »den polske retsplejelov«), der bestemmer, at såfremt den part, som har bopæl i udlandet, ikke udpeger en rettergangsfuldmægtig eller en befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, opbevares de retslige dokumenter, der er rettet til denne part, i sagsakterne og betragtes som forkyndt.

6.        Da ægteparret Alder ikke udpegede en rettergangsfuldmægtig eller en befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kunne ske, blev Sabina Orłowska og Czeslaw Orłowski frifundet ved dom af 5. juni 2009 efter et retsmøde, hvor ægteparret Alder ikke gav møde.

7.        Den 29. oktober 2009 anlagde ægteparret Alder sag med påstand om, at sagen blev genoptaget, og at dommen blev ophævet, idet de gjorde gældende, at de var blevet afskåret fra at varetage deres interesser i sagen, da de rent faktisk ikke fik forkyndt indkaldelsen til mødet, og at Sąd Rejonowy w Koszalinie ved at undlade at forkynde de retslige dokumenter på deres adresse i Tyskland handlede i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Den 23. juni 2010 afviste retten sagen.

8.        Ægteparret Alder ankede dommen, hvorefter Sąd Okręgowy w Koszalinie (distriktsdomstolen i Koszalin, Polen) den 19. april 2011 ophævede dommen og hjemviste sagen til den ret, der traf afgørelse i første instans, med henblik på fornyet behandling, idet distriktsdomstolen var af den opfattelse, at den fiktive forkyndelse var i strid med forordning nr. 1393/2007.

9.        Sąd Rejonowy w Koszalinie, der ikke deler nævnte opfattelse, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal […] artikel 1, stk. 1, i […] forordning […] nr. 1393/2007 […] [og] artikel 18 [TEUF] fortolkes således, at det er tilladt at lade retslige dokumenter, der er rettet til en part med bopæl eller sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, forblive i sagsakterne med den følge, at dokumenterne betragtes som forkyndt, når denne part ikke har udpeget nogen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, som har bopæl i den medlemsstat, hvor retssagen verserer?«

I –    Retsforskrifter

A –    EU-retten

1.      Artikel 18 TEUF

10.      Artikel 18 TEUF bestemmer:

»Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.

Efter den almindelige lovgivningsprocedure kan Europa-Parlamentet og Rådet give forskrifter med henblik på at forbyde sådan forskelsbehandling.«

2.      Forordning nr. 1393/2007

11.      Forordning nr. 1393/2007, som ophæver og erstatter Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (4), indfører en ordning for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle sager i Unionens medlemsstater. Med henblik på at sikre en hurtigere og lettere fremsendelse af dokumenter bestemmer forordning nr. 1393/2007, at dokumenter skal fremsendes direkte og hurtigst muligt (5) via de fremsendende og modtagende instanser, som er udpeget af medlemsstaterne (6), idet forordningen samtidig tillader andre fremsendelsesmåder (7) uden at opstille et hierarki imellem dem (8), såsom fremsendelse ad konsulær eller diplomatisk vej i særlige tilfælde (9), forkyndelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter (10), postforkyndelse (11) eller direkte forkyndelse ved stævningsmænd på begæring af enhver, der har interesse i sagen (12).

12.      Sjette til niende betragtning til forordning nr. 1393/2007 er affattet således:

»(6)      En effektiv og hurtig afvikling af de civilretlige procedurer kræver, at retslige og udenretslige dokumenter fremsendes direkte og ved hjælp af hurtige midler mellem de af medlemsstaterne udpegede lokale instanser. […]

(7)      En hurtig fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under overholdelse af visse krav vedrørende det modtagne dokuments læselighed og pålidelighed. […]

(8)      Denne forordning bør ikke finde anvendelse på forkyndelse af et dokument over for en parts godkendte repræsentant i den medlemsstat, hvor retssagen finder sted, uanset partens bopæl.

(9)      Forkyndelse af dokumenter bør foretages hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter, at den modtagende instans har modtaget dokumentet.«

13.      Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1.      Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.      Denne forordning finder ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke er kendt.

3.      I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.«

14.      Ifølge forordningens artikel 26, sidste stykke, er den »bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab«.

B –    De polske bestemmelser

15.      Den polske retsplejelovs artikel 1135 har følgende ordlyd:

»1.      Når en part, der har bopæl, sædvanligt opholdssted eller hjemsted i udlandet, ikke har udpeget en rettergangsfuldmægtig med bopæl i Polen, er parten pligtig at udpege en befuldmægtiget i Polen, for hvem forkyndelse kan ske.

2.      Udpeges ingen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, forbliver de parten tiltænkte retslige dokumenter i sagsakterne, og de betragtes som forkyndt. Parten skal have meddelelse herom i forbindelse med den første forkyndelse. Endvidere skal parten have meddelelse om muligheden for at afgive svar på stævningen og fremsætte skriftlige bemærkninger, samt om, hvem der kan udpeges som befuldmægtiget.«

II – Analyse

16.      Spørgsmålet, som er forelagt af Sąd Rejonowy w Koszalinie, kræver en vurdering af, hvorvidt den polske retsplejelovs artikel 1135 er forenelig med EU-retten i to henseender. For det første skal det undersøges, om den fiktive forkyndelse, i tilfælde af at der ikke er udpeget en repræsentant, er tilladt i henhold til forordning nr. 1393/2007, herunder navnlig forordningens artikel 1. For det andet skal det efterprøves, om den omtvistede bestemmelse er forenelig med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 18 TEUF.

17.      Af hensyn til klarheden skal jeg foretage en særskilt gennemgang af disse to aspekter af spørgsmålet.

A –    Undersøgelsen af den omtvistede bestemmelse i forhold til artikel 1 i forordning nr. 1393/2007

18.      Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 finder anvendelse, »hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér«.

19.      Forordning nr. 1393/2007, der blev vedtaget på grundlag af artikel 61, litra c), EF, hvorefter Rådet alene kan træffe foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde, hvis de har »grænseoverskridende virkninger«, finder kun anvendelse på international forkyndelse og ikke på indenlandsk forkyndelse.

20.      Da det ikke er præciseret i forordningens artikel 1, i hvilke tilfælde et dokument »skal« sendes til udlandet for at blive forkyndt dér, opstår spørgsmålet, om bestemmelsen overlader det til den enkelte medlemsstat at definere, hvornår et dokument skal sendes til udlandet med henblik på forkyndelse, eller tværtimod om bestemmelsen finder anvendelse, så snart adressen på modtageren af det dokument, der skal forkyndes, befinder sig i en anden medlemsstat.

1.      Parternes argumenter

21.      De sagsøgte i hovedsagen samt den polske og den italienske regering har udtalt sig i retning af det første alternativ, idet de har gjort gældende, at forordning nr. 1393/2007 i overensstemmelse med princippet om procesautonomi er begrænset til at organisere iværksættelsen af de forkyndelser, der kræves i henhold til de nationale procesretlige bestemmelser.

22.      Den polske og den italienske regering har tilføjet, at der i EU-retten findes lignende forpligtelser til at udpege en repræsentant, for hvem forkyndelse kan ske (13).

23.      Den polske regering er endvidere af den opfattelse, at den polske ordning med at udpege en repræsentant, for hvem forkyndelse kan ske, har til formål at varetage de samme hensyn til effektivitet og hurtighed i retslige procedurer som dem, der ligger til grund for forordning nr. 1393/2007.

24.      Ægteparret Alder, den portugisiske regering og Europa-Kommissionen taler derimod for det andet alternativ, idet de har gjort gældende, at forkyndelsesmåderne i forordning nr. 1393/2007 finder anvendelse, når den part, over for hvem dokumentet skal forkyndes, er bosiddende i en anden medlemsstat, og den pågældendes adresse er kendt.

25.      Ved kun at anvende denne forordning i forbindelse med den første forkyndelse blokerer den nationale polske bestemmelse ifølge ægteparret Alder for den fællesskabsretlige cirkulation af retslige dokumenter, selv om forordningens artikel 14 tillader postforkyndelse.

26.      Med støtte i artikel 26, sidste stykke, i forordning nr. 1393/2007 har den portugisiske regering i samme retning anført, at bestemmelserne i den polske retsplejelov kun kan finde anvendelse på borgere med bopæl i en stat uden for EU, idet pligten til fremsendelse i henhold til forordningen alene er knyttet til den omstændighed, at en af parternes bopæl, sædvanlige opholdssted eller hjemsted ikke befinder sig i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, hvilket tilfører sagen en transnational karakter uafhængigt af, hvad der er fastsat i national procesret.

27.      Kommissionen, som også er af den opfattelse, at forpligtelsen til at udpege en repræsentant i Polen ikke er i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, og som har oplyst, at foreneligheden af den polske retsplejelovs artikel 1135 med EU-retten er genstand for en dialog med de polske myndigheder efter et andragende til Europa-Parlamentet (14), har viet størstedelen af sit indlæg til en undersøgelse af denne bestemmelses forenelighed med artikel 18 TEUF. Kommissionen har anført, at forpligtelsen til at udpege en repræsentant i Polen er uforenelig med denne bestemmelse, da den udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, for så vidt som den sædvanligvis vedrører statsborgere fra andre medlemsstater, der i mange tilfælde ikke har bopæl, sædvanligt opholdssted eller hjemsted i Polen.

2.      Bedømmelse

28.      I lighed med ægteparret Alders, den portugisiske regerings og Kommissionens standpunkt er jeg af den opfattelse, at det ikke er i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, at det sanktioneres med en fiktiv forkyndelse, at den part, der er bosiddende i udlandet, ikke udpeger en repræsentant, som er bemyndiget til at modtage dokumenterne og har bopæl i Polen.

29.      Denne forordning ophæver og erstatter forordning nr. 1348/2000, som var inspireret af konventionen, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (15). 1997-konventionen, som havde til formål at udarbejde et instrument med det formål at forenkle og fremskynde fremsendelsesprocedurerne for retslige og udenretslige dokumenter mellem medlemsstaterne, er ikke trådt i kraft, da den ikke var ratificeret, da Amsterdamtraktaten trådte i kraft.

30.      Selv om 1997-konventionen indfører nogle nyskabelser (16), bl.a. for bedre at beskytte parternes rettigheder, ligger den i direkte forlængelse af Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (17), som fastsætter en administrativ samarbejdsmekanisme, der muliggør forkyndelse af et dokument via en central myndighed med ansvar for at modtage og behandle anmodninger. Endvidere indførtes med artikel IV i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelleskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (18), som ændret ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (19), den fakultative fremsendelsesform af retslige dokumenter, der består i forkyndelse mellem offentligt godkendte personer.

31.      Haagerkonventionen af 1965 må anses for at være uden bindende virkning, idet den kun finder anvendelse, når den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område retssagen føres, bestemmer, at et dokument skal sendes til udlandet med henblik på forkyndelse. Det er således nævnt i vejledningen til konventionen, som er udarbejdet af det permanente bureau i Haagerkonferencen om International Privatret (20), at et »kort overblik« over medlemsstaternes praksis »synes med få undtagelser at bekræfte konventionens ikke-bindende karakter« (21), samtidig med, at det nærmest med beklagelse tilføjes, at Haagerkonventionen af 1965 for fuldt ud at opfylde formålet om at sikre, at modtageren rent faktisk er blevet gjort bekendt med det forkyndte dokument, skulle have grebet ind i national ret og selv have defineret betingelserne for en gyldig forkyndelse, hvilket havde været den eneste metode til at fjerne fiktive forkyndelsesmåder, såsom forkyndelse over for statsadvokaturen.

32.      Alligevel er jeg af den opfattelse, at den gennemgribende udvikling, der efterfølgende har været på området, herunder navnlig, at området er blevet gjort til et fællesskabsanliggende, indebærer en ny udlægning af forholdet mellem de nuværende forskrifter i forordning nr. 1393/2007 og de nationale proceslovgivninger.

33.      Der skal således tages hensyn til udviklingen i målsætningerne for Unionens politik inden for det civilretlige samarbejde og viljen til at skabe et europæisk retligt område, som dels skal sikre den frie udveksling af retslige og udenretslige dokumenter, dels skal fremme de grundlæggende rettigheder.

34.      Jeg vil nu undersøge disse to uadskillelige formål hver for sig.

35.      Forordning nr. 1393/2007 er for det første en del af skabelsen af et europæisk retligt område, indenfor hvilket den frie udveksling af retslige og udenretslige dokumenter skal sikres.

36.      Som Domstolen fastslog i sin dom af 8. november 2005, Leffler (22), og af 25. juni 2009, Roda Golf & Beach Resort (23), bevidner Amsterdamtraktatens formål om at skabe et »område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«, hvorved Det Europæiske Fællesskab gives en »ny dimension«, samt overførslen fra EU-traktaten til EF-traktaten af den ordning, der gør det muligt at vedtage foranstaltninger på området for retligt samarbejde i civile sager med grænseoverskridende virkninger, nemlig medlemsstaternes vilje til at »forankre« sådanne foranstaltninger i Unionens retsorden (24).

37.      Denne »forankring« tilfører en ny konsistens til ordningen for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter, som medvirker til, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, ved at sikre den frie udveksling af retslige og udenretslige dokumenter.

38.      Viljen til at opbygge et europæisk retligt område har i øvrigt ført EU-lovgiver til at gå videre end blot en samordning af de nationale procedurer ved at gennemføre tiltag med henblik på opstilling af specifikke fællesskabsretlige procedurer for en hurtigere og mere effektiv regulering af grænseoverskridende retssager, såsom et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (25), en europæisk betalingspåkravsprocedure (26) og en europæisk småkravsprocedure (27).

39.      Selv om disse nye instrumenter ikke gennemfører en harmonisering af forkyndelsesmåderne på europæisk plan, indfører de derimod mindstestandarder, under hensyntagen til hvilke det såvel i forordning nr. 805/2004 som i forordning nr. 1896/2006 er præciseret, at en forkyndelsesmåde, der støttes på en retlig formodning, ikke vil kunne anses for fyldestgørende (28).

40.      Selv om gennemførelse af processuelle handlinger på en anden medlemsstats område traditionelt set blev betragtet som værende i strid med staternes suverænitet, gennemfører de forskellige forordninger ved hjælp af indførelsen af disse mindstestandarder et gradvist afkald, om end begrænset, på visse rettigheder i henhold til denne suverænitet, fordi de giver mulighed for at foretage direkte grænseoverskridende forkyndelse pr. post (29), uden at give medlemsstaterne kompetence til at modsætte sig denne forsendelsesmåde. På samme måde og til forskel fra Haagerkonventionen af 1965, hvorefter modtagerstaten kan modsætte sig direkte fremsendelse af retslige dokumenter pr. post til personer, der befinder sig på statens område (30), er det efter forordning nr. 1393/2007 ikke tilladt for den medlemsstat, på hvis område modtageren er bosiddende, at udelukke postforkyndelse og heller ikke at præcisere betingelserne for anvendelsen heraf (31).

41.      Skabelsen af et europæisk retligt område kan for det andet ikke adskilles fra det generelle formål om en retsunion til fremme af de grundlæggende rettigheder.

42.      Dette nye område har bl.a. til formål at fremme de processuelle garantier, som er indeholdt i retten til en retfærdig rettergang i henhold til artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, samtidig med at skabe forenelighed mellem dem og kravene til hurtighed og effektivitet i den civile retspleje.

43.      Som en opfølgning af Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 og Haagprogrammet, vedtaget i 2004, erklærede Det Europæiske Råd i Stockholmprogrammet, der blev vedtaget i 2010 (32), at det vigtigste politiske mål inden for civil retspleje er, at grænserne mellem medlemsstaterne ikke skal udgøre en hindring hverken for bilæggelse af civile sager eller for anlæggelse af retssager eller for fuldbyrdelsen af afgørelser i civile sager. Det Europæiske Råd erklærede ligeledes, at mekanismer, der letter adgangen til domstolene, så folk kan håndhæve deres rettigheder i hele Unionen, bør prioriteres. Ud over det traditionelle retlige samarbejde har opbygningen af »et Europa for ret og retfærdighed« (33) dermed således direkte til formål at opfylde borgernes behov (34).

44.      Iværksættelsen af effektive forkyndelsesmåder skal findes blandt de processuelle garantier for en retfærdig rettergang. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således anført, at »adgangen til domstolsprøvelse« og princippet om ligestilling af parterne, som er uadskilleligt forbundet med en retfærdig rettergang, og »som omfatter samtlige processuelle regler i de kontraherende stater, [...] ligeledes finder anvendelse på det særlige område for forkyndelse af retslige dokumenter over for parterne« (35), og at de kontraherende staters forpligtelse til at »organisere deres nationale retsorden således, at deres domstole kan sikre enhver borgers ret til, at der træffes en endelig afgørelse i sager vedrørende vedkommendes rettigheder og pligter af civil karakter inden for en rimelig frist [...], ligeledes forudsætter, at der oprettes effektive forkyndelsesprocedurer, som gør det muligt at sikre, at datoerne for retsmøderne forkyndes for parterne i tide« (36).

45.      I sin dom af 8. maj 2008, Weiss und Partner (37), hvor Domstolen fandt, at fortolkningen af forordning nr. 1348/2000 ikke kunne adskilles fra udviklingen på området for retsligt samarbejde i civile sager, som denne forordning er en del af, lagde den vægt på beskyttelse af retten til forsvar, idet den ved anvendelse af en analogislutning med fortolkningen af forordning nr. 44/2001 anførte, at formålene om forbedring og fremskyndelse af fremsendelsen af dokumenter, som forfølges med forordning nr. 1348/2000, »ikke [kan] virkeliggøres ved en svækkelse af retten til forsvar«, som »afledes af retten til retfærdig rettergang, der er knæsat i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder« og »udgør en grundlæggende rettighed, som er en del af de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte« (38).

46.      Flere bestemmelser i forordning nr. 1393/2007 vidner om viljen til at skabe en ordning for forkyndelse af retslige dokumenter, som er egnet til at sikre retten til en retfærdig rettergang. Systemet med to datoer, som gør det muligt, når et dokument skal forkyndes inden for en given frist, at tage hensyn til loven i afsenderstaten med henblik på at fastsætte datoen over for sagsøgeren, mens der samtidig tages hensyn til modtagerstatens lovgivning ved fastsættelsen af datoen over for modtageren af dokumentet, opfylder formålet om at sikre en ligevægt mellem parternes interesser. Beskyttelsen af modtageren af dokumentet er sikret ved dennes ret til at afvise at modtage dokumentet, hvis det ikke er oversat til et sprog, som han forstår, eller til modtagerstatens officielle sprog, ved pligten for retten til at udsætte afgørelsen, såfremt sagsøgte ikke giver møde, eller ved muligheden for i forhold til sagsøgte at tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, såfremt han har fået kendskab til sagen for sent, og såfremt sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse.

47.      Formålet om beskyttelse af retten til forsvar, som allerede lå til grund for forordning nr. 1348/2000, er i øvrigt blevet styrket ved de ændringer til denne tekst, der er indført med forordning nr. 1393/2007, som for eksempel forbedrer underretningen af adressaten ved at indføre en pligt til ved hjælp af en standardformular skriftligt at underrette den pågældende om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet på et sprog, som han forstår, eller på modtagerstatens officielle sprog (39), eller styrker sikkerheden for, at et dokument er modtaget, ved at indføre postforkyndelse ved anbefalet brev med modtagelsesbevis eller en enhver anden tilsvarende fremgangsmåde (40).

48.      Det er i lyset af disse formål, at forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes, idet der skal tages hensyn til kravet om, at dets bestemmelser skal anvendes ensartet. I denne henseende bemærkes, at selv om Kommissionen i første omgang fremsatte et direktivforslag om omdannelse af 1997-konventionen til en fællesskabsretsakt (41), fulgte den Parlamentets anderledes opfattelse, som foreslog at lovgive ved forordning (42) med henblik på at sikre en »hurtig, klar og ensartet gennemførelse« af de nye bestemmelser (43). Det forhold, at man valgte at anvende en forordning frem for et direktiv som instrument for indførelse af denne ordning, viser, hvilken betydning EU-lovgiver tillægger den »umiddelbare og ensartede anvendelse« af bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 (44).

49.      Efter min opfattelse skal forkyndelse af et retsligt dokument nødvendigvis foretages i overensstemmelse med forskrifterne i denne forordning, når modtageren af dokumentet er bosiddende i en anden medlemsstat.

50.      Denne fortolkning støttes såvel af forordningens ordlyd som af dens formål og opbygningen af den.

51.      For det første taler en ordlydsfortolkning af artikel 1 i forordning nr. 1393/2007 herfor. Selv om forordningens artikel 1, stk. 1, er tvetydig, idet den ikke angiver, i hvilke tilfælde et retsligt eller udenretsligt dokument »skal« sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér, skal denne bestemmelse sammenholdes med forordningens artikel 1, stk. 2, som præciserer, at den »ikke finder […] anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke er kendt«. Da den omstændighed, at modtagerens bopæl ikke er kendt, er det eneste tilfælde, hvor anvendelsen af forordning nr. 1393/2007 udtrykkeligt er udelukket, er det muligt at slutte modsætningsvis heraf, at forordningen finder anvendelse i alle andre tilfælde, hvor modtageren har en kendt adresse i en anden medlemsstat.

52.      For det andet er det min opfattelse, at det ville kompromittere formålet om fri udveksling af dokumenter og om fremme af de grundlæggende rettigheder at tillade hver enkelt medlemsstat fortsat at anvende nationale bestemmelser, der fastsætter en fiktiv forkyndelse, når adressaten er bosiddende i en anden medlemsstat. Det skal navnlig understreges, at integrationen af reglerne om forkyndelse af retslige dokumenter i en retfærdig rettergangs enkelte bestanddele, som skal sikre sagsøgeren retten til at få adgang til domstolene og sagsøgte retten til i tide at blive underrettet om sagens genstand og årsagen til kravet med henblik på at kunne forsvare sig, forudsætter, at enhver form for fiktiv forkyndelse, som har den konsekvens, at parterne fratages de beskyttelsesregler, der er indeholdt i forordning nr. 1393/2007, forbydes. En fiktiv forkyndelse vil f.eks. kunne have den virkning, at den sagsøgte, som er bosiddende i en anden medlemsstat, fratages muligheden for at nægte at modtage en stævning, som ikke er oversat til et sprog, som han forstår, eller til modtagermedlemsstatens officielle sprog (45).

53.      For det tredje følger det af opbygningen af forordning nr. 1393/2007, at den forkyndelsesordning, som den opretter, skal sikre, at det retslige dokument reelt og faktisk bliver modtaget af adressaten, hvilket udgør fællesnævneren for de forskellige forkyndelsesmåder, der stilles til rådighed for medlemsstaterne. Under denne synsvinkel kan en rent fiktiv overgivelse, som følger af en legal formodning udledt af overgivelsen af dokumenter til sagsakterne, ikke tillades. I modsætning til, hvad den polske regering har gjort gældende, kan det heller ikke antages, at det processuelle kunstgreb, som består i fiktiv forkyndelse ved overgivelse til sagsakterne i hovedsagen, gyldigt kan sammenlignes med de mekanismer til fremsendelse af dokumenter, der er opstillet i forordningen.

54.      Endelig forekommer den omstændighed, at de nationale bestemmelser, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, på området for forkyndelse af retslige dokumenter fastsætter en formodning, som undtager fra forpligtelsen til at forkynde på den reelle bopæl tilhørende den part, der er bosiddende i udlandet, at være i strid med såvel ordlyden af som formålet med og opbygningen af forordning nr. 1393/2007 og egnet til at fratage forordningen sin effektive virkning ved omgåelse af den ordning for forkyndelse af retslige dokumenter, som den opretter.

55.      Dommen af 15. marts 2012, G (46), støtter denne fortolkning.

56.      I denne dom, hvor der var rejst spørgsmål om foreneligheden med EU-retten af en bestemmelse i Zivilprozessordnung (den tyske retsplejelov) , hvorefter forkyndelse kunne ske ved offentlig bekendtgørelse af stævningen, når sagsøgtes adresse var ukendt, opridsede Domstolen betingelserne for, hvornår der kan afsiges udeblivelsesdom over en sagsøgt, som på grund af den omstændighed, at det ikke har været muligt at finde ham, har fået forkyndt stævningen ved offentlig forkyndelse i henhold til national ret. Selv om den pågældende dom blev afsagt under omstændigheder i hovedsagen, hvor forordning nr. 1393/2007 ikke fandt anvendelse, fordi dokumentmodtagerens adresse ikke var kendt (47), kan der udledes to erfaringer af dens behandling, som er relevante for besvarelsen af det foreliggende præjudicielle spørgsmål.

57.      Den første af disse erfaringer er, at det råderum, der er tillagt medlemsstaterne, til at fastsætte de procedureregler, som finder anvendelse på sager indbragt for deres retter, nødvendigvis er begrænset af forpligtelsen til at overholde EU-retten. Domstolen anførte således, at »[s]elv om det [...] i mangel af en systematisk EU-retlig lovgivning vedrørende interne procedurer tilkommer medlemsstaterne inden for rammerne af deres procesautonomi at fastsætte de procedureregler, som finder anvendelse på sager indbragt for deres retter, må nævnte regler ikke gøre indgreb i EU-retten (48)«.

58.      Den anden erfaring, der kan udledes af behandlingen af nævnte dom, er, at en forkyndelsesmåde, som ikke har til formål at gøre det muligt for adressaten faktisk at modtage dokumentet, såsom forkyndelse ved offentliggørelse, kun kan tillades, når adressen på modtageren af dokumentet ikke er kendt, og når alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at finde den pågældende (49). Det kan heraf sluttes modsætningsvist, at dokumentet, når modtagerens adresse er kendt, skal forkyndes på denne adresse.

59.      Konklusionen om, at forordning nr. 1393/2007 er til hinder for en fiktiv forkyndelse som den, der er fastsat ved den omtvistede nationale bestemmelse, imødegås imidlertid af tre indvendinger, som jeg nu vil tilbagevise.

60.      Den første indvending, der er gjort gældende over for denne løsning, vedrører artikel 1 135 i den polske retsplejelov, som – selv om den indfører en fiktiv forkyndelse – også bestemmer, at parterne ved den første forkyndelse skal have meddelelse om, at det er nødvendigt at udpege en repræsentant, og om muligheden for at anmode om fritagelse for sagsomkostninger og om udpegelse af en rettergangsfuldmægtig.

61.      Denne meddelelse kan efter min opfattelse imidlertid ikke begrunde en fravigelse af bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 og indebære, at den fiktive forkyndelse, som ikke lever op til kravene om en retfærdig rettergang, anses for acceptabel. Desuden har den polske regering anført, at den første forkyndelse kun »som oftest« foretages i henhold til forordningen, hvoraf det fremgår, at den ikke konsekvent bliver det, hvorfor det er min opfattelse, at den information, der gives indledningsvist, ikke sikrer, at sagen forløber kontradiktorisk, og følgelig ikke kan kompensere for den manglende efterfølgende forkyndelse af retslige dokumenter.

62.      Desuden vil det at tillade en fiktiv forkyndelse med det foregivende, at modtageren er blevet underrettet om sin forpligtelse til at udpege en repræsentant, for hvem forkyndelse kan ske, ikke være i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde og om gensidig tillid, som forudsætter, at alle retslige dokumenter, der skal forkyndes for en modtager, som er bosiddende i en anden medlemsstat, bliver det i overensstemmelse med den ordning, der er oprettet ved forordning nr. 1393/2007.

63.      Den anden indvending er støttet på ottende betragtning til forordning nr. 1393/2007, hvori det præciseres, at forordningen ikke bør finde anvendelse på forkyndelse af et dokument over for en parts godkendte repræsentant i den medlemsstat, hvor retssagen finder sted, uanset partens bopæl.

64.      Det er imidlertid min opfattelse, at denne undtagelse, som i øvrigt kun fremgår af en betragtning uden hverken at være gentaget eller uddybet i en bestemt artikel, skal fortolkes strengt, og kun, ud over udpegelsen af en rettergangsfuldmægtig, kan omfatte en frivilligt valgt adresse, som følger af en viljestilkendegivelse, hvorved den person, hos hvem der er valgt adresse, anerkender at kunne anses for beføjet til at modtage forkyndelse af retslige dokumenter.

65.      Den tredje indvending vedrører tilstedeværelsen af EU-retlige bestemmelser om processuel bopæl, som heller ikke forekommer mig at være relevante.

66.      Det er ganske vist korrekt, at både forordning nr. 44/2001 og forordning nr. 2201/2003 forpligter den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, til at vælge en processuel bopæl i retskredsen for den ret, som anmodningen er indgivet til, eller udpege en procesfuldmægtig, såfremt lovgivningen i modtagerstaten ikke har regler om et sådant valg af bopæl.

67.      Jeg kan imidlertid ikke se, hvordan tilstedeværelsen på europæisk plan af denne undtagelsesordning i forhold til de almindelige regler i forordning nr. 1393/2007 skal kunne give medlemsstaterne kompetence til at indføre eller opretholde bestemmelser i deres nationale retsorden om grænseoverskridende forkyndelse, som træder i stedet for den forkyndelsesordning, der er fastsat i denne forordning, når betingelserne for anvendelse af forordningen i øvrigt er opfyldt.

68.      Desuden finder kravet om en processuel bopæl, der har forbindelse med eksekvaturproceduren og har til formål såvel at gøre det lettere at give sagsøgeren meddelelse om afgørelsen om hans ansøgning som at gøre det lettere for den part, over for hvem fuldbyrdelsen søges gennemført, at iværksætte appel, i princippet anvendelse på enhver borger i Unionen uanset dennes nationalitet.

69.      Endelig skal det anføres, at selv om de konsekvenser, der følger af en tilsidesættelse af de nærmere bestemmelser vedrørende valg af processuel bopæl, er defineret i modtagermedlemsstatens lov, har Domstolen ikke desto mindre fastsat rammerne for medlemsstaternes råderum ved at fastslå, at »den hjemlede sanktion […] hverken [kan] anfægte gyldigheden af den dom, der imødekommer begæringen om fuldbyrdelse, eller anfægte de rettigheder, der tilkommer den, imod hvem fuldbyrdelsen begæres« (50).

70.      Hvad angår det argument, som er udledt af procesreglementet, mener jeg, at det er irrelevant, eftersom procesreglementet ikke kan sammenlignes med det instrument til harmonisering af lovgivningerne, som udgøres af forordning nr. 1393/2007. For fuldstændighedens skyld skal jeg tilføje, at det valg af adresse, som er omhandlet i procesreglementets artikel 38, stk. 2, blot er fakultativt (51), og desuden, i tilfælde af at en part ikke har valgt adresse eller indvilliget i at modtage forkyndelser ved et teknisk kommunikationsmiddel, sker alle forkyndelser for den pågældende part ved rekommanderet brev til partens befuldmægtigede eller advokat.

71.      Dette er grundene til, at jeg må konkludere, at den omtvistede bestemmelse skal anses for uforenelig med forordning nr. 1393/2007. Uanset forordningens mangler og ufuldstændigheder, navnlig med hensyn til bestemmelserne om postforkyndelse (52), udgør den både en væsentlig forbedring og en afgørende betingelse for opbygningen af et europæisk retsområde, inden for hvilket der ikke er plads til det »processuelle fortidslevn« (53), som fiktiv forkyndelse ved overgivelse til sagsakterne i hovedsagen udgør.

72.      Følgelig foreslår jeg Domstolen at fastslå, at artikel 1 i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, såsom den i hovedsagen omhandlede, hvorefter retslige dokumenter, der er rettet til en part, som har bopæl, sædvanligt opholdssted eller hjemsted i en anden medlemsstat, forbliver i sagsakterne i hovedsagen med den følge, at dokumenterne betragtes som forkyndt, når denne part ikke har udpeget nogen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, som har bopæl i den medlemsstat, hvor sagen verserer.

73.      De ovenfor anførte betragtninger er tilstrækkelige til at besvare den forelæggende rets forespørgsel. Ikke desto mindre forekommer det mig nyttigt hurtigt at behandle spørgsmålet vedrørende artikel 18 TEUF for det tilfælde, at Domstolen ikke skulle tiltræde den foreslåede fortolkning af forordning nr. 1393/2007.

B –    Undersøgelsen af den omtvistede bestemmelse i forhold til artikel 18 TEUF

74.      Jeg er i lighed med ægteparret Alder, den portugisiske regering og Kommissionen af den opfattelse, at forpligtelsen til at vælge bopæl udgør en krænkelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 18 TEUF.

75.      Inden for det europæiske retsområde indebærer dette princip en forpligtelse til at sikre ligebehandling af alle borgere i Unionen uanset deres nationalitet og bopæl. Under sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 understregede Det Europæiske Råd således, at »hvis denne frihed skal kunne nydes, kræver det et ægte område med retfærdighed, hvor borgerne har lige så let adgang til domstole og myndigheder i de andre medlemsstater som i deres egen«.

76.      Domstolen har gentagne gange fastslået, at en national civilprocesretlig regel, der indeholder et krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger i forbindelse med et sagsanlæg, ikke må udøve nogen forskelsbehandling over for de personer, som efter EU-retten har krav på ligebehandling (54).

77.      I dom af 10. februar 1994, Mund & Fester (55), fandt Domstolen, at en national procesretlig bestemmelse, hvorefter arrest – når en dom skal fuldbyrdes i en anden medlemsstat – kan finde sted, når blot fuldbyrdelsen skal ske i udlandet, mens arrest – når en dom skal fuldbyrdes i indlandet – kun kan finde sted, når det er sandsynligt, at fuldbyrdelsen ellers umuliggøres eller vanskeliggøres væsentligt, førte til en form for skjult forskelsbehandling, der ikke var sagligt begrundet.

78.      I lyset af disse afgørelser må det antages, at en processuel bestemmelse, der pålægger parter, som er bosiddende i en anden medlemsstat, en forpligtelse til at udpege en repræsentant i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, som kan modtage forkyndelser af retslige dokumenter, udgør en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

79.      Selv om artikel 1135 i den polske retsplejelov, som påpeget af den polske regering, ikke udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, idet den finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor en part uanset dennes nationalitet er bosiddende i en anden medlemsstat, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne bestemmelse, som det med rette er anført af Kommissionen, hovedsageligt finder anvendelse på statsborgere fra andre medlemsstater, der som oftest ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Polen, frem for på polske statsborgere.

80.      Desuden er det af den polske regering anførte, hvorefter den fiktive forkyndelse ikke udgør forskelsbehandling, eftersom en identisk sanktion er fastsat i artikel 136, stk. 2, i den polske retsplejelov i forhold til parter med bopæl i Polen, efter min opfattelse ikke korrekt. Til forskel fra den part, der er bosiddende i udlandet, er den part, der er bosiddende i Polen, således ikke forpligtet til at udpege en repræsentant, for hvem forkyndelse kan ske. Denne part udsætter sig kun for sanktionen bestående i fiktiv forkyndelse i det særlige tilfælde, hvor parten ikke har oplyst retten om ændringer i den pågældendes bopæl eller hjemsted under retssagen.

81.      De af den polske regering anførte begrundelser til støtte for forpligtelsen til at vælge adresse i Polen, dvs. primært en effektiv afvikling af retsforhandlingerne, synes ikke at være forhold, der kan begrunde opretholdelsen af forpligtelsen, idet forordning nr. 1393/2007 netop har til formål at sikre en hurtigere og lettere grænseoverskridende fremsendelse ved at fastsætte forskellige måder til fremsendelse af dokumenter.

82.      Det er følgelig min opfattelse, at artikel 1135 i den polske retsplejelov udgør forskelsbehandling i henhold til artikel 18 TEUF.

III – Forslag til afgørelse

83.      Jeg foreslår Domstolen at besvare det af Sąd Rejonowy w Koszalinie stillede spørgsmål således:

»Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, såsom den i hovedsagen omhandlede, hvorefter retslige dokumenter, der er rettet til en part, som har bopæl, sædvanligt opholdssted eller hjemsted i en anden medlemsstat, forbliver i sagsakterne i hovedsagen med den følge, at dokumenterne betragtes som forkyndt, når denne part ikke har udpeget nogen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, som har bopæl i den medlemsstat, hvor sagen verserer.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 – EUT L 324, s. 79.


3 –      Herefter »ægteparret Alder«.


4 – EFT L 160, s. 37.


5 – Forordningens artikel 4, stk. 1.


6 – Forordningens artikel 2, stk. 1 og 2.


7 –      Afdeling 2 i forordning nr. 1393/2007.


8 – Jf. dom af 9.2.2006, sag C-473/04, Plumex, Sml. I, s. 1417, præmis 19-22.


9 –      Forordningens artikel 12.


10 – Forordningens artikel 13.


11 – Artikel 14 i forordning nr. 1393/2007.


12 –      Forordningens artikel 15.


13 – Den polske og den italienske regering har henvist til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1). Den polske regering har tilføjet Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1) samt Domstolens procesreglement.


14 –      Andragende 0277/2010 fra A.K., der er af polsk nationalitet, vedrørende den manglende mulighed for i Polen at forkynde retslige og udenretslige dokumenter pr. brev eller ad elektronisk vej.


15 –      EFT 1997 C 261, s. 2, herefter »1997-konventionen«.


16 –      Jf. punkt 3 i indledningen til den forklarende rapport om konventionen, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (EFT 1997 C 261, s. 26).


17 – Herefter »Haagerkonventionen af 1965«.


18 – EFT 1978 L 304, s. 77.


19 – EFT 1997 C 15, s. 1.


20Practical Handbook on the Operation of The Hague Service Convention, det permanente bureau i Haagerkonferencen om International Privatret, 3. udg., Wilson & Lafleur, Montreal, 2006.


21 –      Punkt 41, s. 23.


22 – Sag C-443/03, Sml. I, s. 9611.


23 – Sag C-14/08, Sml. I, s. 5439.


24 – Leffler-dommen (præmis 45) og dommen i sagen Roda Golf & Beach Resort (præmis 48).


25 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT L 143, s. 15).


26 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399, s. 1).


27 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11.7.2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT L 199, s. 1).


28 –      Det følger af 13. betragtning til forordning nr. 805/2004, at »en forkyndelsesmåde, der støttes på en retlig formodning med hensyn til opfyldelsen af mindstestandarderne, ikke [vil] kunne anses for fyldestgørende grundlag for attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument«, og af 19. betragtning til forordning nr. 1896/2006, at »en forkyndelsesmåde, der støttes på en retlig formodning, ikke [bør] kunne anses for fyldestgørende i forbindelse med forkyndelse af et europæisk betalingspåkrav«.


29 –      Artikel 13, stk. 1, litra c), i forordning nr. 805/2004, artikel 14, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1896/2006 og artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 861/2007.


30 –      Konventionens artikel 10, litra a).


31 –      Artikel 14 i forordning nr. 1393/2007 fastsætter anvendelsen af anbefalet brev med modtagelsesbevis eller enhver tilsvarende fremgangsmåde.


32 – Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (EUT 2010 C 115, s. 1).


33 – Jf. punkt 3 i Stockholmprogrammet.


34 –      Jf. i denne retning B. Hess, »Nouvelles techniques de la coopération judiciaire transfrontière en Europe«, Revue critique de droit international privé, 2003, s. 215. Denne forfatter henviser til en »begrebsmæssig forandring« i det europæiske retlige samarbejde, som »ikke længere defineres ud fra synsvinklen om samarbejde mellem flere stater, men ud fra borgernes interesser og behov« (s. 221 og 222).


35 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.10.2009, Övüs mod Tyrkiet, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis.


36 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.5.2007, Gospodinov mod Bulgarien, præmis 40.


37 – Sag C-14/07, Sml. I, s. 3367.


38 – Præmis 47.


39 – Forordningens artikel 8, stk. 1.


40 – Forordningens artikel 14.


41 – Kommissionens forslag til Rådets direktiv om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender (KOM(99) 219, endelig).


42 – Jf. ændret forslag til Rådets forordning om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle (KOM(2000) 75, endelig).


43 –      Jf. begrundelsen for ændring 1 i rapporten om forslag til Rådets direktiv om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender (A5-0060/1999, endelig).


44 –      Leffler-dommen (præmis 46) og dommen i sagen Roda Golf & Beach Resort (præmis 49)..


45 –      Jf. i denne retning H. Schack, »Transnational Service of Process: A Call for Uniform and Mandatory Rules», Revue de droit uniforme, april 2001, s. 827. Ifølge denne forfatter »[i]nsofar as national rules on service of process deny the defendant’s right to be heard, they infringe the fair proceeding requirement of Article 6 I ECHR« (s. 836).


46 – Sag C-292/10.


47 –      G-dommen anvender reglen i artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, hvorefter retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet. Imidlertid findes en identisk regel om udsættelse af sagen i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, hvilket let kan forklares, idet reglen i artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 er hentet direkte fra artikel 15 i Haagerkonventionen af 1965, som forordning nr. 1393/2007 er inspireret af (jf. i denne retning E. Pataut, »Notifications internationales et règlement »BruxellesI««, Vers de nouveaux équilibres entre ordres juridiques - Mélanges en l’honneur d’Hélène Gaudemet-Tallon, Dalloz, Paris, 2008, s. 377, navnlig s. 381).


48 – G-dommen, præmis 45.


49 – Ibidem., præmis 55 og den deri nævnte retspraksis.


50 – Dom af 10.7.1986, sag 198/85, Carron, Sml. s. 2437, præmis 14.


51 – Denne bestemmelse fastsætter, at ud over eller »i stedet« for en angivelse af en valgt adresse kan det i stævningen angives, at advokaten eller den befuldmægtigede indvilliger i, at forkyndelser for ham sker pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel.


52 –      Jf. om dette emne B. Hess, op.cit.


53 –      Udtrykket er anvendt af Herbert Roth til at betegne den metode til fiktiv forkyndelse, som består i »forkyndelse over for statsadvokaturen«, der tidligere var gældende i mange medlemsstaters lovgivning jf. H. Roth, »Remise au parquet und Auslandszustellung nach dem Haager Zustellungsübereinkommen von 1965«, Praxis des Internationalen Privat-und Verfahrensrechts, 2000, s. 497).


54 – Dom af 26.9.1996, sag C-43/95, Data Delecta og Forsberg, Sml. I, s. 4661, præmis 12, af 20.3.1997, sag C-323/95, Hayes, Sml. I, s. 1711, præmis 13, og af 2.10.1997, sag C-122/96, Saldanha og MTS, Sml. I, s. 5325, præmis 19.


55 – Sag C-398/92, Sml. I, s. 467.