RETTENS DOM (Første Afdeling)
17. februar 2017 (*)
»Ansvar uden for kontraktforhold – bevis for det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang – international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret – afgørelse om at afvise indsigelsen som grundløs på grund af manglende godtgørelse af den ældre rettighed – regel 19, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 2868/95 – berigtigelse af afgørelsen – artikel 62, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 – tab, der består i advokatudgifter – årsagsforbindelse«
I sag T-726/14,
Novar GmbH, Albstadt (Tyskland), ved advokat R. Weede,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), ved S. Hanne, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående et søgsmål på grundlag af artikel 268 TEUF vedrørende erstatning for et økonomisk tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt på grund af de advokatudgifter, som denne har afholdt i forbindelse med en klage over indsigelsesafdelingens afgørelse, der angiveligt blev truffet i strid med regel 19, stk. 2, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker og generelle retsprincipper,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden H. Kanninen, og dommerne E. Buttigieg (refererende dommer) og L. Calvo-Sotelo Ibáñez-Martín
justitssekretær: fuldmægtig S. Bukšek Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. september 2016,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Novar GmbH, er indehaver af en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af varemærket FlexES.
2 Den 15. juni 2012 rejste sagsøgeren på grundlag af dette varemærke indsigelse ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) mod ansøgningen om registrering af EU-varemærket FLEXPS. Behandlingssproget i indsigelsessagen var engelsk.
3 Ved skrivelse af 22. juni 2012 meddelte EUIPO sagsøgeren, at dennes indsigelse var blevet antaget til realitetsbehandling, og han blev i overensstemmelse med artikel 41, stk. 3, andet punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), og regel 19 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1) meddelt en frist for indgivelse af oplysninger, beviser og argumenter til støtte for indsigelsen, herunder beviser, der understøttede den ældre rettighed, der var blevet påberåbt til støtte for indsigelsen.
4 I denne skrivelse blev bl.a. følgende oplysninger meddelt for så vidt angår beviset for de ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, der var påberåbt til støtte for indsigelsen:
»For så vidt som en indsigelse er begrundet i ældre ansøgninger om eller registreringer af [EU]-varemærker, er det ikke nødvendigt, at indsigeren fremlægger noget bevis vedrørende de nævnte varemærker, henset til, at [kontoret] råder over de relevante oplysninger i sin database, og at det sender et link til denne database (CTM-Online) til den anden part. Desuden gør vi opmærksom på, at det samme gør sig gældende, såfremt det ældre varemærke er en international registrering, hvor [Den Europæiske Union] er designeret, dog med forbehold for, at sagsbehandlingssproget er engelsk, fransk eller spansk, som er de tre officielle sprog ved [Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret] (WIPO), og at oplysningerne foreligger på disse tre sprog.«
5 Med virkning fra den 1. juli 2012 har EUIPO ændret sin praksis for så vidt angår anvendelsen af regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, idet det er blevet besluttet, at udtræk fra EUIPO’s database, CTM-Online, ikke længere er tilstrækkeligt med henblik på at dokumentere eksistensen af et ældre varemærke i et tilfælde, hvor indsigelsen støttes på en international registrering, hvor Unionen er designeret. Denne nye praksis har fundet anvendelse på alle indsigelser indgivet efter den 1. juli 2012.
6 Den 26. oktober 2012 indgav sagsøgeren et skriftligt indlæg til støtte for indsigelsen, uden at vedlægge dokumentation for det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang.
7 Ved afgørelse af 14. maj 2013 afviste indsigelsesafdelingen indsigelsen som grundløs i henhold til regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 med den begrundelse, at det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang ikke var blevet godtgjort af sagsøgeren.
8 Den 21. maj 2013 indgav sagsøgeren klage til EUIPO over indsigelsesafdelingens afgørelse og fremlagde udtræk fra EUIPO’s register og registret ved Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO). Sagsøgeren indgav en subsidiær klage vedrørende restitutio in integrum for så vidt angik fristen for indgivelse af beviser for det ældre varemærke.
9 Den 27. juni 2013 meddelte indsigelsesafdelingen i overensstemmelse med artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 sagsøgeren og ansøgeren om det anfægtede EU-varemærke, at den havde til hensigt at imødekomme klagen, henset til, at der i modsætning til, hvad der fremgik af afgørelsen af 14. maj 2013, burde være taget hensyn til, at der var blevet forelagt oplysninger, beviser og argumenter til støtte for indsigelsen.
10 Den 27. august 2013 gav ansøgeren om EU-varemærket sit samtykke til berigtigelsen i overensstemmelse med artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. Den 9. oktober 2013 meddelte sekretariatet ved appelkammeret sagsøgeren, at indsigelsesafdelingen havde berigtiget sin afgørelse af 14. maj 2013, at klagesagen var afsluttet, og at klagegebyret ville blive tilbagebetalt.
11 Indsigelsessagen blev genoptaget, og ved afgørelse af 17. oktober 2013 gav indsigelsesafdelingen medhold i indsigelsen og afslog ansøgningen om EU-varemærket. Denne afgørelse blev endelig, da ingen af parterne indgav klage.
12 Ved skrivelser af 10. februar og 24. marts 2014 rejste sagsøgeren krav om erstatning over for EUIPO i henhold til artikel 118, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 på et beløb svarende til 2 498 EUR for advokatudgifter i forbindelse med anfægtelsen af indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013.
13 Ved skrivelse af 2. maj 2014 gav EUIPO afslag på sagsøgerens krav.
Retsforhandlinger og parternes påstande
14 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. september 2014 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
15 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– EUIPO tilpligtes at betale 2 498 EUR med tillæg af renter på fem procentpoint over basisrentesatsen fra tidspunktet for anlæggelsen af sagen.
– EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder udgifterne til advokatsalær.
16 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Efter forslag fra den refererende dommer har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse som omhandlet i procesreglementets artikel 89 dels opfordret parterne til at indgive visse dokumenter, dels stillet skriftlige spørgsmål til parterne og opfordret dem til at besvare dem delvist inden retsmødet, delvist under dette.
18 Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 30. september 2016.
Retlige bemærkninger
19 Ved nærværende erstatningssøgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for den materielle skade, der udgøres af de advokatomkostninger, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med en klage over indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013 (jf. præmis 12 ovenfor).
20 Sagsøgeren har anført, at de tre betingelser, der skal være opfyldt, for at EUIPO kan pålægges et ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 118, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, er opfyldt i den foreliggende sag. For det første er indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013 ifølge sagsøgeren en ulovlig retsakt, der udgør en tilstrækkelig alvorlig tilsidesættelse af retsregler som omhandlet i retspraksis på området for ansvar uden for kontraktforhold, for så vidt som afgørelsen er baseret på en fejlagtig anvendelse af regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95 og er blevet vedtaget i strid med princippet om god tro og forbuddet mod at handle selvmodsigende. Sagsøgeren har med hensyn hertil bemærket, at selskabets indsigelse blev afvist ved den pågældende afgørelse, fordi sagsøgeren ikke havde forelagt bevis for det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, selv om et sådant bevis ifølge de oplysninger, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 22. juni 2012 (jf. præmis 4 ovenfor), ikke krævedes i et tilfælde som det foreliggende, hvor indsigelsen er begrundet i en international registrering, hvor Unionen er designeret, og hvor sagsbehandlingssproget er engelsk.
21 For det andet havde EUIPO’s fejlagtige retsanvendelse tvunget sagsøgeren til at indgive klage og havde forårsaget tab svarende til de udgifter til advokat, som klagen afstedkom.
22 For det tredje foreligger der direkte årsagsforbindelse mellem disse udgifter og EUIPO’s ulovlige retsakt, idet sagsøgeren var tvunget til at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at kontrollere lovligheden af indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013.
23 EUIPO har bestridt, at denne argumentation er velbegrundet.
24 I henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal Unionen i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dens institutioner eller af dens ansatte under udøvelsen af deres hverv.
25 Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af fast retspraksis, at Unionens erstatningspligt uden for kontrakt i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF på grund af ulovlig adfærd udvist af dens institutioner og organer er undergivet en række kumulative betingelser, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab (dom af 29.9.1982, Oleifici Mediterranei mod EØF, 26/81, EU:C:1982:318, præmis 16; jf. ligeledes dom af 9.11.2006, Agraz m.fl. mod Kommissionen, C-243/05 P, EU:T:2006:708, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Disse principper finder tilsvarende anvendelse på Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i denne bestemmelse som følge af ulovlig adfærd og en skade, der forvoldes af dens kontorer eller agenturer, såsom EUIPO, som dette sidstnævnte har pligt til at erstatte i medfør af artikel 118, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 (jf. dom af 27.4.2016, European Dynamics Luxembourg m.fl. mod EUIPO, T-556/11, under appel, EU:T:2016:248, præmis 264 og den deri nævnte retspraksis).
26 Det bemærkes endvidere, at henset til disse betingelsers kumulative karakter, må sagsøgte frifindes i det hele, når en af disse betingelser ikke er opfyldt, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre betingelser (dom af 15.9.1994, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, C-146/91, EU:C:1994:329, præmis 19 og 81, og af 20.2.2002, Förde-Reederei mod Rådet og Kommissionen, T-170/00, EU:T:2002:34, præmis 37). I øvrigt er Unionens retsinstanser ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 13).
27 Det er Rettens opfattelse, at det først skal undersøges, om der foreligger en årsagsforbindelse mellem EUIPO’s angiveligt ulovlige adfærd, dvs. vedtagelsen af indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013, og den påberåbte skade, der består i de advokatudgifter, som sagsøgeren har afholdt med henblik på indgivelse af en klage over denne afgørelse.
28 I denne henseende fremgår det af retspraksis, at Unionen alene kan holdes ansvarlig for skader, der i tilstrækkelig grad er en direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd (dom af 4.10.1979, Dumortier m.fl. mod Rådet, 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, EU:C:1979:223, præmis 21). Det påhviler sagsøgeren at fremlægge bevis for eksistensen af en sådan forbindelse (dom af 30.1.1992, Finsider m.fl. mod Kommissionen, C-363/88 og C-364/88, EU:C:1992:44, præmis 25).
29 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at der foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem de afholdte advokatudgifter til indgivelse af klagen over indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013, og EUIPO’s ulovlige adfærd, der består i vedtagelsen af denne, idet sagsøgeren var nødsaget til at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på kontrol af lovligheden af den nævnte afgørelse, bl.a. på grund af forpligtelsen til at begrænse skaderne i maksimalt omfang.
30 EUIPO har bemærket, at i henhold til artikel 92 i forordning nr. 207/2009 er ingen forpligtet til at lade sig repræsentere ved en advokat i procedurerne for EUIPO. Såfremt en sådan repræsentation imidlertid forekommer, reguleres fordelingen og fastsættelsen af udgifterne til denne repræsentation af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og forordning nr. 2868/95. Følgelig kan en klage i henhold til artikel 118, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 ifølge EUIPO ikke indgives med henblik på at rejse krav om udgifter til repræsentation i en klageprocedure ved EUIPO’s afdelinger, for så vidt som en sådan klage vil kunne omgå de udtømmende regler i forordning nr. 207/2009 om fordelingen og fastsættelsen af udgifterne.
31 I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at når repræsentation ved en advokat eller juridisk rådgivning i forbindelse med en administrativ procedure ikke udgør en forpligtelse, er der ingen årsagsforbindelse mellem den angivelige skade, dvs. udgifterne til den sådan repræsentation, og institutionens, kontorets eller agenturets eventuelt kritisable adfærd. Selv om man nemlig ikke kan forbyde den berørte allerede i denne fase at søge råd hos en advokat, er dette den pågældendes eget valg, som derfor ikke kan lægges den berørte institution eller de berørte kontor eller agentur til last (jf. i denne retning dom af 9.3.1978, Herpels mod Kommissionen, 54/77, EU:C:1978:45, præmis 46-49, af 28.6.2007, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-331/05 P, EU:C:2007:390, præmis 24-29, og af 8.7.2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 415 og 416).
32 I nærværende sag fremgår det af artikel 92 i forordning nr. 207/2009, at repræsentation ved en advokat for EUIPO’s afdelinger ikke udgør en forpligtelse for en part såsom sagsøgeren, der har bopæl, hovedsæde eller en regulær industriel eller kommerciel virksomhed på Unionens område. Følgelig er de udgifter til advokatbistand, som sagsøgeren i den foreliggende sag har afholdt, et resultat af dennes eget valg, og de kan ikke lægges EUIPO direkte til last. Der er således ingen årsagsforbindelse mellem EUIPO’s angiveligt ulovlige adfærd og udgifterne til advokatbistand, som sagsøgeren har afholdt med henblik på klageproceduren.
33 Sagsøgerens argument om, at denne var forpligtet til at lade sig repræsentere af en advokat for at kunne anfægte indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013 med henblik på at »begrænse skaderne i maksimalt omfang«, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion. Med et sådant argument har sagsøgeren nemlig hævdet, at der forelå en årsagsforbindelse mellem institutionens adfærd og den påberåbte skade, og sagsøgeren har gjort gældende, at denne har udvist rettidig omhu ved at træffe de nødvendige foranstaltninger for at begrænse en eventuel skade og derved ikke bryde en årsagsforbindelse ved sin egen adfærd (jf. i denne retning dom af 27.3.1990, Grifoni mod Kommissionen, C-308/87, EU:C:1990:134, præmis 16 og 17, og af 19.5.1992, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-104/89 og C-37/90, EU:C:1992:217, præmis 33). I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ingen årsagsforbindelse. Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren ved at søge råd fra en advokat har begrænset rækkevidden af en eventuel skade, er derfor irrelevant i den foreliggende sag.
34 Under hensyn til det ovenstående og til den kumulative karakter af betingelserne for, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer pådrager sig et erstatningsansvar uden for kontrakt, skal sagsøgte i erstatningssøgsmålet frifindes i det hele, for så vidt som sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger en direkte årsagssammenhæng mellem EUIPO’s angiveligt ulovlige adfærd og den påberåbte skade, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre betingelser for pålæggelse af det nævnte ansvar.
35 Herudover skal det i lighed med EUIPO bemærkes, at selv om repræsentation ved en advokat ikke er obligatorisk i proceduren for EUIPO, fastsætter artikel 85 i forordning nr. 207/2009 og regel 94 i forordning nr. 2868/95 reglerne vedrørende fordeling af omkostningerne og maksimumssatserne for en parts omkostninger til repræsentation, som skal erstattes. Disse bestemmelser finder imidlertid alene anvendelse – hvilket sagsøgeren med rette har påpeget og EUIPO i det væsentlige har medgivet – inden for rammerne af en indsigelsessag og omhandler fordelingen af omkostningerne mellem parterne i en sådan sag.
36 Med hensyn hertil bemærkes endvidere, som anført af EUIPO, at der ikke er nogen bestemmelse i forordning nr. 207/2009 eller i forordning nr. 2868/95, der fastsætter erstatning af omkostningerne til repræsentation ved en advokat i forbindelse med en klage, såfremt den afdeling, der har truffet den anfægtede afgørelse, beslutter, som i den foreliggende sag, at berigtige den i overensstemmelse med artikel 62 i forordning nr. 207/2009. Navnlig er der ingen af bestemmelserne i disse forordninger, der tildeler den vindende part en erstatning fra EUIPO af omkostningerne til advokatbistand i forbindelse med en sådan sag. Der er alene fastsat bestemmelse om tilbagebetaling af klagegebyret i regel 51, litra a), i forordning nr. 2868/95, hvorefter den afdeling, hvis afgørelse er blevet anfægtet, træffer beslutning om tilbagebetaling af klagegebyret, hvis den berigtiger den påklagede afgørelse, jf. artikel 61 eller 62 i forordning nr. 207/2009. I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke anfægtet, at klagegebyret er blevet tilbagebetalt af EUIPO.
37 Det følger af det ovenstående, at tildeling af erstatning til sagsøgeren for de advokatomkostninger, som denne har afholdt i forbindelse med klagen over indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013, vil indebære en omgåelse af den ordning, der gælder for omkostninger til repræsentation, som omhandlet i forordning nr. 207/2009 og forordning nr. 2868/95 (jf. analogt dom af 8.11.2011, Idromacchine m.fl. mod Kommissionen, T-88/09, EU:T:2011:641, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).
38 Følgelig skal EUIPO frifindes.
Sagens omkostninger
39 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til samme procesreglements artikel 135, stk. 2, kan Retten imidlertid pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt denne har påført modparten udgifter, som Retten finder, er påført unødvendigt eller af ond vilje.
40 Ifølge retspraksis finder denne bestemmelse anvendelse, når en af Unionens institutioner eller et af dens kontorer eller agenturer ved sin adfærd har bidraget til, at en tvist er opstået (jf. dom af 8.7.2015, European Dynamics Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, T-536/11 (ikke trykt i Sml.), EU:T:2015:476, præmis 391 og den deri nævnte retspraksis).
41 I den foreliggende sag har EUIPO ikke bestridt, at skrivelsen af 22. juni 2012 til sagsøgeren indeholdt en meddelelse, hvorefter indsigeren, såfremt indsigelsen var støttet på en international registrering som i det foreliggende tilfælde, hvor Unionen var designeret, og på betingelse af, at sagsbehandlingssproget bl.a. var engelsk som i det foreliggende tilfælde, ikke skulle forelægge nogen form for dokumentation vedrørende den ældre rettighed. Denne meddelelse var desuden i overensstemmelse med EUIPO’s gældende praksis vedrørende indsigelser, der ligesom sagsøgerens var indgivet inden den 1. juli 2012, hvilket heller ikke er blevet bestridt af EUIPO. Til trods for denne meddelelse og denne praksis afviste indsigelsesafdelingen sagsøgerens indsigelse som grundløs netop med den begrundelse, at det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang ikke var blevet godtgjort af sagsøgeren.
42 En sådan adfærd hos EUIPO tvang sagsøgeren til at indgive en klage over indsigelsesafdelingens afgørelse af 14. maj 2013. Da sagsøgeren ikke kunne rejse krav om tilbagebetaling af udgifterne forbundet med dennes repræsentation ved en advokat i forbindelse med indgivelsen af klagen i henhold til forordning nr. 207/2009 og forordning nr. 2868/95, således som det fremgår af præmis 35 og 36 ovenfor, har denne anset et erstatningssøgsmål for at udgøre den eneste måde, hvorpå denne kunne opnå erstatning fra EUIPO for disse udgifter.
43 Anlæggelsen af nærværende søgsmål var derfor begrundet i EUIPO’s adfærd i forbindelse med sagen for dette. Uafhængigt af frifindelsen af EUIPO følger det derfor af en rimelig bedømmelse af sagens omstændigheder, at hver part bærer sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.
2) Novar GmbH og EUIPO bærer hver deres egne omkostninger.
Kanninen | Buttigieg | Calvo-Sotelo Ibáñez-Martín |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 2017.
Underskrifter