Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. september 2014 – Monika Kušionová mod SMART Capital, a.s. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajský súd v Prešove – Slovakiet)

(Sag C-34/13) 1

(Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår – forbrugerkreditaftale – artikel 1, stk. 2 – vilkår, der afspejler en bindende lovbestemmelse – direktivets anvendelsesområde – artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1 – sikkerhed for fordring ved pant i fast ejendom – mulighed for fuldbyrdelse af pantsat gode ved auktion – domstolsprøvelse)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Krajský súd v Prešove

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Monika Kušionová

Sagsøgt: SMART Capital, a.s.

Konklusion

1)    Bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en fordring, som er baseret på eventuelt urimelige kontraktvilkår, kan inddrives ved en udenretlig fuldbyrdelse af den pantsatte faste ejendom, der er stillet som sikkerhed af forbrugeren, for så vidt som denne ordning i praksis ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at beskytte de rettigheder, der er tillagt forbrugere ved dette direktiv, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)    Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger kun er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, hvis nævnte kontraktvilkår afspejler indholdet af en lov eller en bindende administrativ bestemmelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

____________

1 EUT C 141 af 18.5.2013.