FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. SHARPSTON
fremsat den 16. juli 2009 1(1)
Sag C-325/08
Olympique Lyonnais
mod
Olivier Bernard and Newcastle United
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig))
»Arbejdskraftens frie bevægelighed – national regel, hvorefter en fodboldspiller har pligt til at godtgøre den klub, der har uddannet ham, hvis han ved uddannelsens afslutning indgår en kontrakt som professionel spiller med en klub i en anden medlemsstat – hindring for den frie bevægelighed – begrundelse i behovet for at fremme rekruttering og uddannelse af unge professionelle spillere«
1. For dem, der går op i det smukke spil, er det en passion – næsten en religion (2). Hære af dedikerede fans rejser hele Storbritannien rundt for at støtte deres hold ved hver kamp, og de følger med liv og sjæl, hvorledes eventuelle nye spillere klarer sig (mulige kontraktoverførsler og klubuddannede talenter). For talentfulde unge er det at blive kontaktet af en talentspejder og tilbudt en læreplads (dvs. en uddannelseskontrakt) i en god klub en magisk nøgle, der kan åbne døren til en professionel karriere. Før eller senere udmønter drømmen om en glorværdig karriere inden for fodbold sig dog nødvendigvis i den barske virkelighed, hvor den højest mulige indkomst skal tjenes i en begrænset tidsperiode som professionel spiller i den klub, der tilbyder den bedste lønpakke. Samtidig er klubberne, forståeligt nok, trætte af, at »deres« bedste unge, lovende talenter, i hvis uddannelse de har foretaget store investeringer, hugges af andre klubber. Er klubben, hvori spilleren uddannes, lille og forholdsvis fattig, og er klubben, der går på strandhugst, stor og betydeligt mere velhavende, udgør denne strandhugst en reel trussel for den mindre klubs overlevelse (såvel økonomisk som sportsligt).
2. De omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende anmodning, er i korthed som følger. En ung fodboldspiller blev tilbudt en professionel kontrakt af den franske klub, som havde stået for hans uddannelse i tre år. Han afslog tilbuddet, men accepterede et andet tilbud om at spille professionelt for en engelsk klub. På det tidspunkt var han ifølge de regler, som gjaldt for professionel fodbold i Frankrig, erstatningspligtig over for den franske klub. Klubben sagsøgte både ham og den engelske klub ved en fransk domstol og nedlagde påstand om betaling af en sum baseret på den årlige løn, som han ville have modtaget, hvis han havde tegnet kontrakt med den franske klub.
3. I forbindelse hermed spørger cour de cassation, om disse regler er i strid med princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere, der er fastsat i artikel 39 EF, og i bekræftende fald, om behovet for at fremme rekruttering og uddannelse af unge, professionelle spillere udgør et legitimt formål.
Relevante bestemmelser
Fællesskabsretten
4. Artikel 39 EF sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet. Med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer den retten til a) at søge faktisk tilbudte stillinger, b) frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed og c) at tage ophold i en af medlemsstaterne for dér at have beskæftigelse.
Nationale bestemmelser
5. På det omtvistede tidspunkt (3) bestemte artikel L. 120-2 i code du travail, at »[i]ngen må begrænse personlige rettigheder eller individuelle eller kollektive friheder med en bestemmelse, som ikke er begrundet i karakteren af den opgave, der skal udføres, og som ikke står i forhold til det forfulgte formål«.
6. Ifølge artikel L. 122-3-8 i code du travail kunne en ansættelseskontrakt om tidsbegrænset ansættelse kun opsiges før tid, hvis begge parter var enige herom, eller hvis der forelå en alvorlig forseelse eller force majeure. Hvis arbejdsgiveren opsagde kontrakten før tid under andre omstændigheder, havde arbejdstageren ret til en erstatning, som mindst svarede til den løn, han ville have oppebåret, hvis kontrakten ikke var blevet opsagt. Hvis arbejdstageren opsagde kontrakten, havde arbejdsgiveren ret til en erstatning, der svarede til det lidte tab.
7. På daværende tidspunkt indeholdt code du sport ingen bestemmelse om uddannelse af professionelle sportsudøvere, selv om artikel L. 211-5 nu bestemmer, at professionelle uddannelseskontrakter kan kræve, at en praktikant, efter at have afsluttet sin uddannelse, skal indgå en ansættelseskontrakt med uddannelsesklubben i en periode på højst tre år.
8. Ansættelsen af fodboldspillere var i Frankrig reguleret af charte du football professionel, som havde karakter af en kollektiv aftale for sektoren. Titel III, kapitel IV i chartret (version 1997-1998) vedrørte en kategori kaldet »joueurs espoir« – lovende unge spillere mellem 16 og 22 år, som håbede at få en professionel karriere, og som var ansat som praktikanter i en professionel klub under en tidsbestemt ansættelseskontrakt. Artikel 23 i dette kapitel (4) bestemte bl.a.:
»[…]
Ved normalt ophør af kontrakten er klubben berettiget til at kræve, at spilleren indgår en kontrakt som professionel spiller.
[…]
1. Hvis klubben undlader at gøre brug af denne mulighed, kan spilleren selv træffe aftale om sin ansættelse:
a) ved at indgå en professionel kontrakt med en klub efter eget valg uden at skulle betale nogen godtgørelse til den tidligere klub
[…]
2. Hvis spilleren afslår at indgå en kontrakt som professionel, vil han i en periode på tre år ikke kunne indgå en kontrakt af nogen art med en anden klub [i den franske fodboldliga] uden et skriftligt samtykke fra den klub, hvor han har været »joueur espoir« […]
[…]«
9. På det omtvistede tidspunkt indeholdt chartret – som kun fandt anvendelse og fortsat kun finder anvendelse i Frankrig – ingen bestemmelser om godtgørelse mellem klubber i tilfælde, hvor en spiller var uddannet af en klub for derefter at indgå kontrakt med en anden klub, som det gør nu. Den franske regerings repræsentant har på retsmødet gjort gældende, at de bestemmelser, der nu finder i anvendelse i Frankrig, svarer nøje til de gældende FIFA-regler, som jeg efterfølgende skal redegøre for.
Internationale regler
10. Hvad angår overførsler mellem fodboldklubber i forskellige lande indeholder FIFA’s regler om status og overførsel af spillere nu bestemmelser om godtgørelse for uddannelse, når en spiller indgår sin første professionelle kontrakt eller overføres inden udgangen af sæsonen i hans 23. fødselsår. Disse bestemmelser blev præciseret i samarbejde med Kommissionen i kølvandet på Domstolens dom i Bosman-sagen (5).
11. I henhold til artikel 20 i FIFA’s bestemmelser og bilag 4 dertil har spilleren pligt til at yde godtgørelse til den eller de klubber, hvori han har modtaget sin uddannelse, når han indgår sin første kontrakt som professionel, og efterfølgende hver gang han overføres som professionel spiller, indtil udgangen af sæsonen i hans 23. fødselsår.
12. Ved første registrering som professionel betaler den klub, som han er registreret hos, en godtgørelse til hver enkelt klub, som har bidraget til hans uddannelse, pro rata i forhold til den periode, som han har tilbragt i hver enkelt klub. Ved efterfølgende overførsler ydes kun godtgørelse til spillerens tidligere klub for den tid, han blev uddannet af den pågældende klub.
13. Klubberne opdeles i kategorier på grundlag af den økonomiske investering, de har foretaget i at uddanne spillere. Uddannelsesomkostningerne, som er fastsat for hver kategori, svarer til det beløb, som det koster at uddanne en spiller i et år, multipliceret med en gennemsnitlig »spillerfaktor« – det antal spillere, som det er nødvendigt at uddanne for at skabe én professionel spiller.
14. Beregningen tager hensyn til de omkostninger, som den nye klub ville have pådraget sig, hvis den selv havde uddannet spilleren. Generelt beregnes godtgørelsen, den første gang en spiller registreres som professionel, som uddannelsesomkostningerne for den nye klub, multipliceret med antallet af års træning. Ved efterfølgende overførsler foretages beregningen på grundlag af den nye klubs uddannelsesomkostninger, multipliceret med antallet af års træning i den tidligere klub.
15. For spillere, der overføres inden for EU eller EØF, foretages beregningen, hvis spilleren flytter fra en klub i en lavere kategori til en klub i en højere kategori, på grundlag af de gennemsnitlige uddannelsesomkostninger i de to klubber. Overføres han fra en klub i en højere kategori til en klub i en lavere kategori, foretages beregningen på grundlag af uddannelsesomkostningerne i klubben i den lavere kategori.
16. Artikel 21 og bilag 5 indeholder også en »solidaritetsordning«. Hvis en professionel spiller overføres før udløbet af hans kontrakt, modtager alle de klubber, der har bidraget til hans uddannelse mellem hans 12. og 23. fødselsår, en andel af den godtgørelse, der udbetales til hans tidligere klub. Dette beløber sig i alt til højst 5% af den samlede godtgørelse, fordelt over sæsoner og blandt de berørte klubber.
17. Ligesom i Frankrig fandtes disse internationale regler ikke på det omtvistede tidspunkt.
Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål
18. I 1997 underskrev Olivier Bernard en »joueur espoir«-kontrakt med den franske fodboldklub Olympique Lyonnais for tre sæsoner med virkning fra den 1. juli 1997. Før udløbet af denne kontrakt tilbød Olympique Lyonnais ham en professionel kontrakt for en periode af et år fra den 1. juli 2000. Olivier Bernard (som ikke var tilfreds med den tilbudte aflønning) afslog tilbuddet, men underskrev i august 2000 en professionel kontrakt med den engelske klub Newcastle United (6).
19. Da denne kontrakt kom til Olympique Lyonnais’ kendskab, sagsøgte den Olivier Bernard og Newcastle United i fællesskab ved conseil de prud’hommes i Lyon med påstand om betaling af erstatning. Olympique Lyonnais nedlagde påstand om betaling af 53 357,16 EUR – hvilket ifølge forelæggelsesafgørelsen svarer til den løn, Olivier Bernard ville have modtaget for et år, hvis han havde underskrevet den kontrakt, han var blevet tilbudt af Olympique Lyonnais.
20. Conseil de prud’hommes fandt, at Olivier Bernard havde opsagt sin kontrakt ensidigt, og tilpligtede ham og Newcastle United til i fællesskab at betale Olympique Lyonnais en erstatning på 22 867,35 EUR på grundlag af artikel L. 122-3-8 i employment code. Afgørelsen indeholdt ingen begrundelse for forskellen mellem den krævede erstatning og den tilkendte erstatning.
21. Sagsøgte appellerede dommen til cour d’appel, som fastslog, at artikel 23 i fodboldchartret var ulovlig. Den begrænsning, som den pålagde, var uforenelig med det grundlæggende princip om frihed til at udøve erhvervsaktivitet og med artikel L. 120-2 i employment code. Der var navnlig ingen bestemmelse, hvorefter der skulle betales en godtgørelse for uddannelse i tilfælde af førtidigt ophør. At kræve, at en spiller skal fortsætte med at arbejde for den klub, som har uddannet ham, udgør en begrænsning af aftalefriheden, som er uforholdsmæssig i forhold til beskyttelseshensynet vedrørende klubbens legitime interesser, uanset hvad uddannelsen har kostet.
22. Begge disse domstole fandt det ufornødent at forelægge et spørgsmål til præjudiciel afgørelse, selv om Newcastle United anmodede dem herom. Cour d’appel, hvis afgørelse var baseret på fransk lov, fandt imidlertid, at kravet i artikel 23 i fodboldchartret også var i strid med princippet i artikel 39 EF.
23. Olympique Lyonnais har nu appelleret sagen til cour de cassation. Denne ret har påpeget, at Olympique Lyonnais’ anfægtelse er baseret på Olivier Bernards tilsidesættelse af forpligtelsen til at indgå en kontrakt med den klub, der har uddannet ham, ikke på forbuddet mod at indgå kontrakt med en anden klub i den franske liga. Den pågældende forpligtelse forbyder ikke en spiller at indgå en kontrakt med en udenlandsk klub, men vil sandsynligvis afskrække ham fra at gøre det, da han sandsynligvis vil ifalde erstatningsansvar. På den anden side kan et sådant erstatningsansvar måske være begrundet i klubbens legitime interesse i at beholde en ung spiller, som den netop har uddannet.
24. Cour de cassation har henvist til afgørelsen i Bosman-sagen, hvorefter artikel 39 EF »er til hinder for anvendelsen af regler, som er fastsat af sportsforbund, hvorefter en professionel fodboldspiller, der er statsborger i en medlemsstat, ved udløbet af den kontrakt, som binder ham til en klub, kun kan ansættes af en klub i en anden medlemsstat, såfremt sidstnævnte klub betaler den førstnævnte klub en transfersum eller en trænings- eller udviklingsgodtgørelse«, og er af den opfattelse, at sagen rejser et væsentligt spørgsmål om fortolkningen af denne artikel.
25. Den har derfor anmodet om en præjudiciel afgørelse vedrørende følgende spørgsmål:
»1) Er princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, som er fastsat i [artikel 39 EF], til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en »espoir«-spiller, der ved udløbet af sin uddannelsesperiode indgår en kontrakt som professionel med en klub i en anden EU-medlemsstat, risikerer at blive idømt en erstatningspligt?
2) Udgør behovet for at fremme rekrutteringen og uddannelsen af unge professionelle spillere i bekræftende fald et legitimt formål eller et hensyn af almen interesse, som kan begrunde en sådan begrænsning?«
26. Olympique Lyonnais, Newcastle United, den franske, italienske og nederlandske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Olympique Lyonnais, den franske regering og Kommissionen fremsatte mundtlige indlæg på retsmødet den 5. maj 2009.
Stillingtagen
Indledende bemærkninger
Konsekvenser af spørgsmålene
27. Det er efter min opfattelse vigtigt at huske, at udøvelsen af sport netop og kun er omfattet af fællesskabsretten, fordi og i det omfang den finder sted inden for rammerne af de økonomiske og individuelle aktiviteter og de friheder, som denne lov omhandler. Dette er et af de grundlæggende principper bag Bosman-dommen (7).
28. Hvis fællesskabsrettens principper og forskrifter følgelig finder anvendelse på en situation som i denne sag, har Domstolens afgørelse i denne sag potentielt mere vidtgående konsekvenser for arbejdstagere og arbejdsgivere i alle de sektorer, som er berørt af disse principper og forskrifter.
29. Den nederlandske regering har derfor med rette påpeget, at sagen vedrører et generelt spørgsmål om en arbejdsgiver, som er parat til at investere i uddannelse af en medarbejder, men som ikke ønsker at se den samme medarbejder forlade sin stilling med de værdifulde kompetencer, han har erhvervet, og stille dem til rådighed for en konkurrerende arbejdsgiver. Sagen vedrører fællesskabsretten, for så vidt som eventuelle begrænsninger af medarbejderens frihed til at søge eller optage anden beskæftigelse kan hindre dennes bevægelsesfrihed inden for Fællesskabet.
30. De særlige kendetegn for sport generelt, og fodbold i særdeleshed, er efter min opfattelse ikke af afgørende betydning ved afgørelsen af, om der foreligger en forbudt begrænsning af bevægelsesfriheden. Disse må dog vurderes nøje ved efterprøvelsen af, om der foreligger eventuelle begrundelser for en sådan begrænsning – ligesom de særlige kendetegn for andre sektorer ville skulle vurderes, hvis begrundelsen for begrænsninger i netop disse sektorer skulle efterprøves.
31. Jeg mener dog ikke, at Domstolen har fået forelagt tilstrækkelige indlæg til at kunne behandle spørgsmålet i mere vidtrækkende forstand. Den nederlandske regering, som har rejst det mere generelle spørgsmål i sit skriftlige indlæg, var ikke til stede på retsmødet, og ingen af de tilstedeværende parter ønskede at uddybe spørgsmålet, end ikke på Domstolens opfordring. Under disse omstændigheder skal jeg ikke behandle de mere vidtrækkende følger af sagen nærmere, og jeg foreslår, at Domstolen begrænser sin stillingtagen til de specifikke omstændigheder i hovedsagen.
Anvendelsesområdet for den omstridte bestemmelse
32. Som både Newcastle United og Det Forenede Kongeriges regering har anført, indeholder artikel 23 i fodboldchartret intet udtrykkeligt krav om, at en spiller, som indgår aftale med en klub i en anden medlemsstat, skal betale en godtgørelse, når han afslutter sin uddannelse i en fransk klub.
33. De forelagte spørgsmål vedrører dog ikke spørgsmålet, om en bestemt bestemmelse er forenelig med fællesskabsretten, men om en bestemmelse, »hvorefter en »espoir«-spiller, der ved udløbet af sin uddannelsesperiode indgår en kontrakt med en klub i en anden EU-medlemsstat, risikerer at blive idømt en erstatningspligt«, er forenelig hermed. Dette var den virkning, som conseil de prud’hommes tillagde artikel 23 i fodboldchartret og artikel L. 122-3-8 i employment code, og hverken cour d’appel eller cour de cassation har gjort gældende, at denne fortolkning var forkert, men kun, at den pågældende virkning er eller kan være uforenelig med en højere retsregel.
34. Følgelig skal Domstolen kun tage stilling til den beskrevne virkning, uanset hvilke bestemmelser den er afledt af.
Første spørgsmål: forenelighed med artikel 39 EF
35. Det første spørgsmål kan besvares i korthed: En bestemmelse, som har den beskrevne virkning, udelukkes i princippet af artikel 39 EF. Begrundelsen for denne konklusion fremgår mere eller mindre detaljeret i de fleste af de indlæg, som er afgivet til Domstolen.
36. Sportsudøvelse anses for at henhøre under fællesskabsretten, for så vidt som der er tale om en økonomisk virksomhed i artikel 2 EF’s forstand. Lønnet beskæftigelse som professionel eller halvprofessionel fodboldspiller udgør en sådan økonomisk virksomhed (8).
37. Anvendelsesområdet for artikel 39 EF omfatter ikke alene offentlige myndigheders retsakter, men tillige andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde og tjenesteydelser, herunder fodboldforbunds bestemmelser (9). Alle de bestemmelser, som denne sag henviser til, er omfattet af den ene eller den anden af disse kategorier.
38. Den omstændighed, at en fransk spiller, som er bosiddende i Frankrig, indgår en ansættelsesaftale med en fodboldklub i en anden medlemsstat, er ikke en rent intern situation, som ikke er omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde. Det er accepten af det fremsatte tilbud om faktisk ansættelse, som artikel 39 EF udtrykkeligt finder anvendelse på.
39. Bestemmelserne udgør en hindring for arbejdstageres frie bevægelighed, hvis de udelukker eller afholder en statsborger fra en medlemsstat fra at udøve sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, uanset om de finder anvendelse uafhængigt af de pågældende arbejdstageres nationalitet (10), medmindre denne potentielle hindring er for usikker og indirekte (11).
40. Bestemmelser, hvorefter der kræves betaling af et gebyr for overførsel, uddannelse eller udvikling mellem klubber ved overførslen af en professionel fodboldspiller, er i princippet en hindring for arbejdstageres frie bevægelighed. Uanset om de finder anvendelse på alle overførsler mellem klubber i den samme medlemsstat, begrænser de den frie bevægelighed for spillere, som ønsker at udøve beskæftigelse i en anden medlemsstat (12). Bestemmelser, hvorefter en professionel fodboldspiller kun kan udøve virksomhed i en ny klub i en anden medlemsstat, såfremt den nye klub har betalt den tidligere klub en transfersum, udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed (13).
41. Hvis en bestemmelse, der kræver, at den nye arbejdsgiver skal betale en sum penge til den tidligere arbejdsgiver, således i princippet er en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, må dette også eller så meget desto mere være tilfældet, hvis arbejdstageren selv hæfter i et vist omfang. Enten må han overtale den nye arbejdsgiver til at dække hans erstatningsansvar, eller han må betale erstatningen af egne midler, som sandsynligvis ikke er så betydelige som arbejdsgiverens. Den potentielle hindring for udøvelsen af den frie bevægelighed er heller ikke på nogen måde usikker eller indirekte. Et krav om betaling af en sum penge er en umiddelbar og vigtig overvejelse for en arbejdstager, som overvejer at afslå et tilbud om ansættelse for at acceptere et andet (14).
42. Denne konklusion ændres efter min opfattelse ikke af Olympique Lyonnais’ indlæg, hvorefter artikel 39 EF ikke omfatter en situation som den pågældende, da hensigten med denne artikel var, at den skulle dække forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, ikke begrænsninger for aftalefriheden inden for rammerne af gensidigt belastende forpligtelser, og/eller fordi tvisten er omfattet af konkurrenceloven, da den vedrører (påstået) illoyal konkurrence.
43. Hvad angår det første punkt fremgår det af Domstolens praksis, at artikel 39 EF omfatter begrænsninger af aftalefriheden, hvis de har til formål at udelukke eller afholde en statsborger i en medlemsstat fra at udøve sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, i hvert fald så længe de er afledt af offentlige myndigheders retsakter eller bestemmelser, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde. Hvad angår det andet punkt vedrører tvisten mellem Olympique Lyonnais og Newcastle United ganske vist spørgsmål af konkurrenceretlig karakter, men disse spørgsmål er ikke blevet rejst af den forelæggende ret, hvorfor medlemsstaterne og Kommissionen ikke har haft lejlighed til at udtale sig herom. Hvis tvisten havde rejst spørgsmål, der vedrører konkurrenceretten, ville dette endvidere ikke uden videre have udelukket anvendelse af traktatens bestemmelser om fri bevægelighed (15).
Andet spørgsmål: eventuel begrundelse
44. Nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, kan dog tillades, såfremt de forfølger et lovligt formål, der er foreneligt med traktaten. For at dette skal være tilfældet, skal de opfylde fire yderligere betingelser: De skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet (16).
45. Der kan næppe sættes spørgsmålstegn ved, at rekruttering og uddannelse af unge professionelle fodboldspillere er et legitimt formål og foreneligt med traktaten. Det er ikke kun alle de, der har indgivet skriftlige indlæg, enige om, Domstolen har også fastslået det (17). Der er heller intet i denne sag, der taler for, at de pågældende bestemmelser er anvendt på en måde, der indebærer forskelsbehandling.
46. Som Domstolen fastslog i Bosman-dommen (18), er det vanskeligt med sikkerhed at forudsige unge spilleres sportslige karriere. Kun et begrænset antal spillere går videre som professionelle fodboldspillere, hvilket betyder, at der ingen garanti er for, at en praktikant vil blive et værdifuldt aktiv for uddannelsesklubben eller en anden klub. Bestemmelser som den omhandlede har derfor måske ikke afgørende indflydelse på, om klubberne vælger at rekruttere og uddanne unge spillere. Bestemmelser af denne art sikrer ikke desto mindre, at klubber ikke afskrækkes fra at rekruttere og uddanne spillere, selv om deres investering i uddannelse anvendes til fordel for en anden klub, uden at de selv modtager nogen godtgørelse herfor. Et argument om, at bestemmelser med denne virkning er begrundet i tvingende almene hensyn, virker plausibelt.
47. Professionel fodbold er ikke kun en økonomisk aktivitet, men spiller også en vigtig samfundsmæssig rolle i Europa. Da rekruttering og uddannelse af unge spillere generelt opfattes som værende knyttet til og besidde mange af amatørsportens kendetegn, er der bred konsensus i offentligheden om, at rekruttering og uddannelse skal fremmes frem for det modsatte. Nærmere bestemt anerkendte Det Europæiske Råd i 2000 i Nice, at [Fællesskabet] [...] [skal] tage hensyn til sportens sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle funktioner, der udgør dens særlige kendetegn, for at respektere og fremme den etik og den solidaritet, der er nødvendig for at bevare sportens sociale rolle« (19). Endvidere lægger både Kommissionens hvidbog om idræt (20) og Parlamentets beslutning herom (21) betydelig vægt på uddannelse.
48. På den anden side tillægger Lissabon-traktaten, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i marts 2000, og de forskellige beslutninger og retningslinjer, som siden er vedtaget med henblik på dens gennemførelse på området for uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring, professionel uddannelse i alle sektorer grundlæggende betydning, således som den nederlandske regering har anført. Hvis en arbejdsgiver kan være sikker på, at han i et rimeligt tidsrum vil have ret til de tjenesteydelser, som ydes af de ansatte, han har uddannet, vil dette være et incitament til at tilbyde uddannelse, som også er i de ansattes interesse.
49. Det er dog vanskeligere at medgive, at en bestemmelse i denne sag er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt, for at formålet opfyldes.
50. Alle, der har indgivet skriftlige indlæg – herunder Olympique Lyonnais – er enige om, at kun en foranstaltning, hvorefter klubber modtager en godtgørelse, som svarer til de faktiske uddannelsesomkostninger, er passende og forholdsmæssig i denne henseende. Følgelig vil en godtgørelse, som er baseret på spillerens fremtidige indtjening eller klubbens fremtidige (tab af) fortjeneste, ikke være acceptabel.
51. Dette er efter min opfattelse en korrekt konklusion. Hvad angår de to sidstnævnte kriterier har klubben mulighed for at manipulere med det første, og det sidste vil være for usikkert. Ingen af dem vil have nogen særlig relevans for det væsentlige spørgsmål om at fremme (eller i det mindste ikke afholde fra) rekruttering og uddannelse af unge spillere. Godtgørelse af de faktiske uddannelsesomkostninger er væsentlig mere relevant. Der er dog blevet fremsat en række forbehold.
52. Den omstændighed, at kun en mindre del af de unge spillere under uddannelse efterfølgende vil have en markedsværdi inden for professionel fodbold, mens det er nødvendigt at uddanne et betydeligt større antal for at kunne afdække denne mindre gruppe, vil for det første afholde klubberne fra at investere i uddannelse, hvis beregningen af godtgørelsen udelukkende baseres på de omkostninger, der er medgået til uddannelse af den enkelte spiller. En klub, som ansætter en spiller, der er uddannet af en anden klub, bør derfor betale en godtgørelse, som repræsenterer en relevant andel af den anden klubs samlede uddannelsesomkostninger.
53. For det andet kan mere end en klub have forestået uddannelsen af en spiller, således at godtgørelsen, som skal betales, skal deles pro rata mellem de pågældende klubber på basis af en fordelingsfaktor.
54. Begge forbehold er efter min opfattelse relevante for vurderingen af, om en godtgørelsesordning er passende og står i forhold til det forfulgte mål om rekruttering og uddannelse af unge professionelle fodboldspillere.
55. Jeg er mindre overbevist om det tredje forbehold, som er blevet fremsat, hvorefter forpligtelsen til at betale godtgørelse kun bør påhvile den nye arbejdsgiver og ikke den tidligere praktikant.
56. Dette er efter min mening ikke en opfattelse, der kan tages ubetinget til følge. I almindelighed erhverves de kvalifikationer og den viden, som gør den enkelte værdifuld på arbejdsmarkedet for hans egen regning, på det offentliges regning eller for en arbejdsgivers regning, som uddanner ham til gengæld for at modtage hans tjenester. Hvis »balancen på kontoen« for uddannelsesomkostninger og modtagne tjenesteydelser ved uddannelsesperiodens udløb i sidstnævnte tilfælde viser, at omkostningerne til uddannelse endnu ikke er fuldt ud godtgjort, vil det ikke være urimeligt at kræve, at praktikanten »bringer kontoen i balance« enten ved at levere flere tjenesteydelser som ansat, eller (såfremt han ikke ønsker dette) ved at betale en tilsvarende godtgørelse. Behovet for at betale uddannelsesgodtgørelse kan ganske vist afholde en ansat fra at indgå en kontrakt med en ny arbejdsgiver i enten den samme eller en anden medlemsstat, men der er ingen særlig grund til, at han, når uddannelsesklubben afholder omkostningerne til hans uddannelse, skal stilles gunstigere med hensyn til at indgå en sådan kontrakt end andre kandidater, som selv har afholdt omkostningerne til deres uddannelse.
57. Disse betragtninger afhænger dog af, hvorledes uddannelsen generelt er organiseret i den enkelte sektor. Hvis omkostningerne til uddannelse af professionelle fodboldspillere normalt afholdes af klubberne, hvilket tilsyneladende er tilfældet, vil en godtgørelsesordning mellem klubberne, som ikke involverer spillerne, være passende. Jeg skal herved understrege, at hvis pligten til at betale uddannelsesgodtgørelse skulle påhvile spilleren, skulle beløbet kun beregnes på grundlag af de omkostninger, der er forbundet med at uddanne ham, ikke på grundlag af de samlede uddannelsesomkostninger. Hvis det er nødvendigt at uddanne n antal spillere for at frembringe en, der kan skabe sig en professionel karriere, er uddannelsesklubbens omkostninger (og den nye klubs besparelse) den omkostning, der er forbundet med at uddanne disse n antal spillere. At basere den godtgørelse, som skal betales mellem klubberne, på denne omkostning, er både passende og står i et rimeligt forhold til det forfulgte mål. For den enkelte spiller er kun de individuelle omkostninger dog relevante.
58. Sammenfattende er det derfor min opfattelse, at behovet for at fremme rekruttering og uddannelse af unge professionelle fodboldspillere kan begrunde kravet om at betale uddannelsesgodtgørelse, hvis en forpligtelse til at fortsætte i uddannelsesklubben i en nærmere angivet (og ikke urimeligt lang) periode (22) efter uddannelsesperiodens udløb ikke opfyldes. Dette er imidlertid kun tilfældet, hvis det pågældende beløb beregnes på grundlag af de faktiske uddannelsesomkostninger, som uddannelsesklubben har afholdt, og/eller som den nye klub har sparet, og såfremt den godtgørelse, der skal betales af spilleren selv, er begrænset til de omkostninger, som har været forbundet med uddannelsen af den pågældende spiller.
De gældende franske regler og FIFA’s regler
59. Flere af de parter, der har indgivet indlæg, har henledt Domstolens opmærksom på reglerne i artikel 20 og 21 samt bilag 4 og 5 i FIFA’s regler om status og overførsel af spillere. Disse regler regulerer nu forhold som Olivier Bernards, men var ikke gældende på det omtvistede tidspunkt i denne sag. De blev vedtaget i 2001 med Kommissionens godkendelse og har til formål at sikre opfyldelse af Domstolens praksis, navnlig Bosman-dommen. Den franske regering har endvidere påpeget, at charte du football professionel også er blevet ændret og nu indeholder tilsvarende regler for nationale forhold.
60. Det Forenede Kongeriges regering har navnlig påpeget, at klubben og ikke spilleren i henhold til de gældende FIFA-regler skal betale godtgørelsen, at godtgørelsen beregnes på grundlag af de omkostninger, der medgår til at uddanne en spiller, reguleret med den forholdsmæssige andel af spillere, som det er nødvendigt at uddanne for at få én professionel spiller, at en række sikkerhedsforanstaltninger og begrænsninger sikrer, at godtgørelsen står i et rimeligt forhold til det forfulgte mål, og at godtgørelsen fordeles ud fra en solidaritetsfaktor, når flere klubber har bidraget til uddannelsen.
61. Disse parter anmoder også, direkte eller indirekte, Domstolen om at »blåstemple« de nugældende regler.
62. Efter min opfattelse vil en sådan »blåstempling« dog ikke være hensigtsmæssig i denne sag, der vedrører en situation, som disse regler ikke fandt anvendelse på. Visse af betragtningerne ovenfor og en del af den argumentation, som Domstolen vil anvende i denne dom, vil dog meget vel kunne være relevant, hvis og når det bliver nødvendigt at undersøge disse reglers forenelighed med fællesskabsretten.
Forslag til afgørelse
63. Henset til samtlige ovennævnte betragtninger, foreslår jeg Domstolen at besvare de af cour de cassation forelagte spørgsmål på følgende måde:
»1) En national bestemmelse, hvorefter en fodboldspiller under uddannelse, som ved udløbet af sin uddannelsesperiode indgår en kontrakt som professionel fodboldspiller med en klub i en anden medlemsstat, risikerer at blive idømt en erstatningspligt, er i princippet udelukket af princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere som omhandlet i artikel 39 EF.
2) En sådan bestemmelse kan ikke desto mindre være begrundet i behovet for at fremme rekruttering og uddannelse af unge professionelle fodboldspillere, hvis det pågældende beløb beregnes på grundlag af de faktiske uddannelsesomkostninger, som uddannelsesklubben har afholdt, og/eller som den nye klub har sparet, og såfremt den godtgørelse, der skal betales af spilleren selv, er begrænset til de omkostninger, som har været forbundet med uddannelse af den pågældende spiller.«