Sag C-283/11

Sky Österreich GmbH

mod

Österreichischer Rundfunk

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundeskommunikationssenat)

»Direktiv 2010/13/EU – udbud af audiovisuelle medietjenester – artikel 15, stk. 6 – gyldighed – begivenheder af stor interesse for offentligheden, som er genstand for eneret til tv-transmission – tv-spredningsforetagenders ret til adgang til sådanne begivenheder med henblik på at bringe korte nyhedsindslag – begrænsning af en eventuel godtgørelse til indehaveren af eneretten til de ekstraudgifter, der påløber i forbindelse med tilvejebringelse af denne adgang – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 16 og 17 – proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. januar 2013

1.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – ret i artikel 267 TEUF’s forstand – begreb – Bundeskommunikationssenat – omfattet

(Art. 267 TEUF)

2.        Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ejendomsret – anvendelsesområde – rettigheder i medfør af en erhvervet retsstilling – begreb – eneret til tv-transmission erhvervet ved aftale efter ikrafttrædelsen af direktiv 2007/65 – ret til at kræve en godtgørelse, der overstiger den begrænsning, der er fastsat i direktivet – udelukket

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65)

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – tv-radiospredningsvirksomhed – direktiv 2010/13 – eneret og korte nyhedsindslag – tv-spredningsforetagenders ret til adgang til begivenheder af stor interesse for offentligheden – begrænsning af friheden til at oprette og drive egen virksomhed for indehavere af eneret til tv-transmission – tilsidesættelse af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 11 og 16 samt art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13, art. 15, stk. 6)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26-29)

2.        Den beskyttelse, som gives i medfør af artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, vedrører ikke blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i enhver økonomisk aktivitet, men rettigheder, der har en formueværdi, som i henhold til retsordenen medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel.

Eneretten til tv-transmissioner skal i denne forbindelse ikke anses for blot at udgøre handelsinteresser eller handelsudsigter, men for at have en formueværdi, idet de overdrages til tv-spredningsforetagender mod vederlag og ifølge aftale og gør det muligt for disse foretagender at transmittere bestemte begivenheder med eneret, hvilket bevirker, at andre tv-spredningsforetagender udelukkes fra at bringe enhver tv-transmission af disse begivenheder.

En erhvervsdrivende, der efter ikrafttrædelsen den 19. december 2007 af direktiv 2007/65 om ændring af direktiv 89/552 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed ved aftale har erhvervet en eneret til tv-transmission, kan ikke i medfør af EU-retten påberåbe sig en erhvervet retsstilling med henblik på i strid med det ufravigelige indhold af direktiv 2007/65 at kræve en godtgørelse, som overstiger de ekstraudgifter, der påløber direkte i forbindelse med tilvejebringelse af adgang til signalet. Medlemsstaterne var således allerede forpligtede til at gennemføre direktivet, hvilket ville kunne foregå på et hvilket som helst tidspunkt og under alle omstændigheder skulle ske senest den 19. december 2009.

Under disse omstændigheder kan en indehaver af eneretten til tv-transmission af begivenheder af stor interesse for offentligheden ikke påberåbe sig beskyttelsen i henhold til chartrets artikel 17, stk. 1.

(jf. præmis 34, 35 og 38-40)

3.        Gyldigheden af artikel 15, stk. 6, i direktiv 2010/13 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, i medfør af hvilken en indehaver af eneretten til tv-transmission er forpligtet til at tillade ethvert andet tv-spredningsforetagende, der er etableret i Unionen, at bringe korte nyhedsindslag, uden at kunne kræve en godtgørelse, der overstiger de ekstraudgifter, der påløber direkte i forbindelse med tilvejebringelse af adgangen til signalet, berøres ikke af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Artikel 15, stk. 6, udgør ganske vist et indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed for indehavere af eneret til tv-transmission.

Friheden til at oprette og drive egen virksomhed udgør imidlertid ikke en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med dens funktion i samfundet. Den kan undergives en række myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed. Denne omstændighed afspejles bl.a. af den måde, hvorpå proportionalitetsprincippet i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal gennemføres.

Henset til dels vigtigheden af at beskytte den grundlæggende frihed til at modtage oplysninger, mediefriheden og mediernes pluralisme, som er sikret ved chartrets artikel 11, dels beskyttelsen af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er fastsat ved chartrets artikel 16, er det herved tilladt EU-lovgiver at vedtage regler som dem, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 2010/13, som indebærer begrænsninger i friheden til at oprette og drive egen virksomhed, og samtidig med hensyn til den nødvendige afvejning af de omhandlede rettigheder og interesser prioritere offentlighedens adgang til oplysninger frem for aftalefriheden.

Under disse omstændigheder kan EU-lovgiver lovligt pålægge indehaverne af eneretten til tv-transmission de begrænsninger i friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som følger af artikel 15, stk. 6, i direktiv 2010/13, og anse de byrder, der følger af denne bestemmelse, for at stå i et rimeligt forhold til de formål, som bestemmelsen forfølger, og for at være egnede til at skabe den rette balance mellem de forskellige grundlæggende rettigheder og friheder, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde.

(jf. præmis 44-47 og 66-68 samt domskonkl.)