RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

12. april 2013 (*)

»Konkurrence – aftaler – ophavsret vedrørende offentlig fremførelse af musikværker via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel – beslutning om, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81 EF – opdeling af det geografiske marked – bilaterale aftaler mellem nationale forvaltningsselskaber – samordnet praksis, som udelukker muligheden for at udstede multiterritorie- og multirepertoirelicenser – bevis – uskyldsformodning«

I sag T-442/08,

International Confederation of Societies of Authors and Composers (CISAC), Neuilly-sur-Seine (Frankrig), ved advokaterne J.-F. Bellis og K. Van Hove,

sagsøger,

støttet af:

European Broadcasting Union (EBU), Grand-Saconnex (Schweiz), ved solicitor D. Slater og advokat D. Waelbroeck,

intervenient,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre og A. Biolan, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 3435 endelig af 16. juli 2008 om en procedure i henhold til […] artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C2/38.698 – CISAC)

har

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen (refererende dommer), og dommerne S. Soldevila Fragoso og M. van der Woude,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmøderne den 19. oktober 2011 og den 4. juni 2012,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund og den anfægtede beslutning

1        Kommissionens beslutning K(2008) 3435 endelig af 16. juli 2008 om en procedure i henhold til […] artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C2/38.698 – CISAC) (herefter »den anfægtede beslutning«) vedrører betingelserne for forvaltning af rettigheder til offentlig fremførelse af musikværker og om udstedelse af de tilsvarende licenser for så vidt angår udnyttelse af internettet og viderespredning pr. satellit eller kabel. Beslutningen er rettet til 24 forvaltningsselskaber i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) (herefter »forvaltningsselskaberne«).

2        Forvaltningsselskaberne forvalter de ophavsrettigheder, som ophavsmændene (tekstforfattere og komponister) har til de musikværker, som de har frembragt. Disse rettigheder omfatter generelt eneretten til at tillade eller forbyde udnyttelsen af beskyttede værker. Dette er navnlig tilfældet hvad angår retten til offentlig fremførelse. Et forvaltningsselskab opnår disse rettigheder enten ved direkte overdragelse fra de oprindelige rettighedshavere eller via et andet forvaltningsselskab, som forvalter de samme typer rettigheder i et andet land, og udsteder på vegne af sine medlemmer licenser til erhvervsbrugere, såsom radiospredningsvirksomheder eller arrangører af forestillinger (herefter »brugerne«).

3        Forvaltningen af ophavsrettigheder indebærer for hvert forvaltningsselskab, at det sikrer sig, at hver rettighedshaver modtager det ham tilkommende vederlag for udnyttelsen af hans værker, uanset på hvilket område denne udnyttelse finder sted, og overvåger, at udnyttelsen af beskyttede værker ikke finder sted uden tilladelse.

4        Sagsøgeren, International Confederation of Societies of Authors and Composers (CISAC), er en privat organisation uden økonomisk vinding for øje, som er registreret i Frankrig med status som juridisk person. Et af CISAC’s hovedformål er at fremme forvaltningsselskabers indgåelse af gensidige repræsentationsaftaler i hele verden.

5        I denne forbindelse har sagsøgeren udarbejdet en ikke-bindende standardkontrakt, hvis oprindelige version går tilbage til 1936, som er blevet ændret flere gange, og som de kontraherende forvaltningsselskaber skal udfylde, navnlig hvad angår definitionen af området, hvor selskaberne opererer (herefter »standardkontrakten«). På grundlag af standardkontrakten har forvaltningsselskaberne indgået gensidige repræsentationsaftaler, hvorved de gensidigt giver hinanden bemyndigelse til at meddele licenser. Disse gensidige repræsentationsaftaler omfatter ikke kun udnyttelsen af rettigheder for traditionel anvendelse, såkaldt »offline« (koncerter, radio, diskoteker osv.), men også udnyttelsen via internettet, satellit eller viderespredning pr. kabel.

A –  Den administrative procedure

6        I 2000 indgav RTL Group SA, som er en radio- og tv-koncern, en klage til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod et forvaltningsselskab, som var medlem af sagsøgeren, hvori RTL Group SA gjorde opmærksom på, at dette selskab havde nægtet at give en licens omfattende hele Fællesskabet til koncernens musiktransmissioner. I 2003 indgav Music Choice Europe Ltd, som leverer webbaserede radio- og tv-programmer, en anden klage, som var rettet mod sagsøgeren og vedrørte dennes standardkontrakt. Disse klager førte til, at Kommissionen indledte en procedure efter konkurrencereglerne.

7        Den 31. januar 2006 sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren og forvaltningsselskaberne (herefter »klagepunktsmeddelelsen«), idet den gav dem en svarfrist på to måneder, som sagsøgeren overholdt.

8        Sagsøgeren og de fleste forvaltningsselskaber blev hørt af Kommissionen under høringen, der fandt sted den 14., 15. og 16. juni 2006.

9        I marts 2007 foreslog sagsøgeren og 18 forvaltningsselskaber Kommissionen at afgive et tilsagn i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1), som er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i henhold til nævnte forordnings artikel 27, stk. 4 (EUT 2007 C 128, s. 12).

10      Kommissionen har i 72. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at de tilsagn, som er nævnt i præmis 8 ovenfor, under hensyn til de modtagne bemærkninger ikke ville give nogen tilfredsstillende løsning på de konkurrenceproblemer, der blev påpeget i klagepunktsmeddelelsen.

B –  Den omhandlede standardkontrakts klausuler

11      Den anfægtede beslutning omhandler bl.a. de klausuler, der i det mindste i en bestemt periode fremgår af standardkontrakten vedrørende dels rettighedshavernes medlemskab af forvaltningsselskaberne (herefter »medlemsklausulen«), dels den eksklusive karakter af de mandater, som forvaltningsselskaberne gensidigt overdrager til hinanden i de gensidige repræsentationsaftaler og deres territoriale rækkevidde.

12      Hvad angår medlemsklausulen bestemte standardkontraktens § 11, stk. 2, indtil den 3. juni 2004, at forvaltningsselskaberne kun på visse betingelser som medlem kunne optage en ophavsmand, som allerede var medlem af et andet selskab, eller som var statsborger i et af de lande, hvori et andet selskab opererede (18.-21. og 27. betragtning til den anfægtede beslutning). Det kan ikke udelukkes, at et vist antal gensidige repræsentationsaftaler stadig indeholder en sådan klausul (35., 125. og 260. betragtning til den anfægtede beslutning).

13      Hvad angår den eksklusive karakter af mandaterne og deres territoriale rækkevidde bestemte § 1, stk. 1 og 2, i standardkontrakten frem til maj 1996, at et forvaltningsselskab gensidigt tildelte et andet forvaltningsselskab eneretten til at give de nødvendige tilladelser til alle offentlige fremførelser på de områder, hvor sidstnævnte selskab opererede (herefter »eksklusivitetsklausulen«). For det andet opfordrer § 6, stk. 1, i standardkontrakten forvaltningsselskaberne til at fastlægge de områder, de opererer på, uden at præcisere dette yderligere. I § 6, stk. 2, angives, at hvert kontraherende selskab skal afholde sig fra, på det andet selskabs område, at gribe ind i sidstnævntes udøvelse af det mandat, det har fået overdraget (herefter »klausulen om ikke-indblanding«) (22.-25. betragtning til den anfægtede beslutning).

14      Forvaltningsselskaberne anvendte standardkontraktens § 6, stk. 1, på en måde, så der blev indført områdebegrænsninger, såsom at den geografiske dækning af licenser meddelt af et forvaltningsselskab, bortset fra visse minimale undtagelser, er begrænset til det EØS-land, hvori selskabet er etableret (herefter »nationale områdebegrænsninger«) (38. betragtning til den anfægtede beslutning).

15      De forhold, der er fremlagt af forvaltningsselskaberne under den administrative procedure, har ikke gjort det muligt for Kommissionen med sikkerhed at konkludere, for det første at 17 af disse forvaltningsselskaber reelt og fuldstændigt har slettet eksklusivitetsklausulen i deres gensidige repræsentationsaftaler, og for det andet at alle forvaltningsselskaberne rent faktisk helt har fjernet klausulen om ikke-indblanding i disse aftaler (37. og 40. betragtning til den anfægtede beslutning).

C –  De omhandlede markeder

16      Den kollektive forvaltning af ophavsrettigheder, som er omhandlet af standardkontrakten, omfatter følgende tre produktmarkeder: for det første, forvaltning af ophavsrettigheder for rettighedshaverne, for det andet, forvaltning af ophavsrettigheder for andre forvaltningsselskaber, og for det tredje, licensering af rettigheder til internet-, satellit- og kabelfremførelse til erhvervsbrugere (49. betragtning til den anfægtede beslutning).

17      Set ud fra et geografisk synspunkt er rækkevidden af det første marked nationalt, men uden medlemsbegrænsninger kan dette marked imidlertid værre større (58. og 59. betragtning til den anfægtede beslutning).

18      For så vidt angår det andet marked har det et nationalt aspekt, men rummer også bredere grænseoverskridende elementer. Da udsendelse via internettet ikke er afgrænset til et enkelt EØS-land, ønskede de virksomheder, der beskæftigede sig hermed, multiterritorielicenser, som forvaltningsselskaberne uden de begrænsninger, der er indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, ville have været i stand til at meddele. På samme måde gælder for viderespredning pr. satellit og kabel, at ethvert forvaltningsselskab beliggende inden for satellittens dækningsområde ville være i stand til at udstede en licens omfattende hele dette dækningsområde (60.-62. betragtning til den anfægtede beslutning).

19      Skønt det tredje marked endelig tidligere var blevet fastlagt som et nationalt marked på grund af nødvendigheden af lokal kontrol, gjorde det samme sig ikke nødvendigvis gældende for transmission via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel, hvor der er mulighed for fjernkontrol (63. og 64. betragtning til den anfægtede beslutning).

D –  Anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen

1.     Medlemsklausulen, eksklusivitetsklausulen og klausulen om ikke-indblanding

20      I nærværende sag udgjorde, for det første, medlemsklausulen en tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, EF og af artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen (123.-137. betragtning til den anfægtede beslutning).

21      Det fulgte for det andet af en undersøgelse af eksklusivitetsklausulen og klausulen om ikke-indblanding, at eksklusivitetsklausulen havde den virkning, at den udelukkede enhver konkurrence på forvaltningsselskabernes nationale markeder, for så vidt som den indebar, at intet forvaltningsselskab kunne udstede licenser på et andet forvaltningsselskabs nationale område. Ifølge Kommissionen var det endog udelukket, at et forvaltningsselskab udstedte en licens direkte til en bruger, som alene dækkede selskabets eget repertoire til fremførelser på et andet forvaltningsselskabs nationale område (herefter »direkte licens«).

22      Hvad angår klausulen om ikke-indblanding har Kommissionen anført, at den i klagepunktsmeddelelsen i det væsentlige havde fastslået, at denne klausul styrkede eksklusivitetsklausulen. Som følge af visse forvaltningsselskabers bemærkninger, hvorefter klausulen om ikke-indblanding ikke forhindrede udstedelse af direkte licenser, og henset til den omstændighed, at visse gensidige repræsentationsaftaler var blevet ændret for at ophæve denne klausul, har Kommissionen besluttet at afholde sig fra at gribe ind i forhold til denne bestemmelse i standardkontrakten (138.-152. betragtning til den anfægtede beslutning).

2.     Samordnet praksis vedrørende nationale områdebegrænsninger

23      Ifølge Kommissionen er de nationale områdebegrænsninger et resultat af en samordnet praksis, der begrænser konkurrencen (154. og 155. betragtning til den anfægtede beslutning).

24      Således kan de nationale områdebegrænsninger ikke bero på en autonom adfærd dikteret af markedskræfterne. Forvaltningsselskaberne erstatter den risiko, som konkurrence er forbundet med, gennem et samarbejde mellem dem, for at opnå en vis grad af sikkerhed for, at den pågældende territoriale afgrænsning ikke alene vil blive gensidigt accepteret af de andre forvaltningsselskaber, men også implementeret i alle de gensidige repræsentationsaftaler (156. og 157. betragtning til den anfægtede beslutning).

25      Denne sikkerhed beror på den gensidige afhængighed, der består mellem forvaltningsselskaberne, især på offline-området, som krævede lokale netværk til overvågning af brugen. Til licensering af rettigheder og opkrævning af royalties i udlandet har hvert forvaltningsselskab derfor brug for de andre forvaltningsselskaber og kan udsættes for disciplineringsforanstaltninger i tilfælde, hvor de ikke ønsker at cementere den historisk betingede segmentering af markedet på online-området (157. betragtning til den anfægtede beslutning).

26      Ifølge Kommissionen underbygges eksistensen af en samordnet praksis af en række elementer.

27      For det første har Kommissionen understreget, at forvaltningsselskaberne har drøftet standardiseringen af deres standardkontrakter inden for rammerne af sagsøgerens virksomhed (158. betragtning til den anfægtede beslutning).

28      For det andet viser Santiagoaftalen (Chile), som flere forvaltningsselskaber anmeldte til Kommissionen med henblik på at opnå en fritagelse efter artikel 81, stk. 3, EF, at spørgsmålet om den territoriale afgrænsning af de mandater, der følger af de gensidige repræsentationsaftaler, navnlig med henblik på nye former for udnyttelse af ophavsrettigheder, havde været genstand for multilaterale drøftelser mellem forvaltningsselskaberne. Denne aftale, hvorved forvaltningsselskaberne havde forpligtet sig til at udstede verdensomspændende licenser, men alene til brugere etableret på deres nationale område, var ikke blevet fornyet, da den udløb i slutningen af 2004, som følge af den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen havde sendt til forvaltningsselskaberne i forbindelse med proceduren indledt for at opnå den ovennævnte fritagelse (herefter »Santiagoklagepunktsmeddelelsen«), hvilket førte til en tilbagevending til nationale områdebegrænsninger. I den anfægtede beslutning har Kommissionen anført, at beslutningen om ikke at forny Santiagoaftalen er et tegn på, at forvaltningsselskaberne foretager en samordning af deres adfærd med hensyn til rækkevidden af licenser til internettet (158. og 169. betragtning til den anfægtede beslutning).

29      For det tredje skal denne parallelle adfærd vedrørende de nationale områdebegrænsninger ses i lyset af den hidtidige situation, hvor de gensidige repræsentationsaftaler indeholdt en eksklusivitetsklausul. Den omstændighed, at der ikke skete nogen ændring i adfærden for så vidt angår de pågældende begrænsninger efter ophævelsen af eksklusivitetsklausulen, kan opfattes som tegn på en samordnet praksis. Den anfægtede beslutning anerkendte imidlertid i denne forbindelse, at dette ikke er tilfældet, når andre forhold kan godtgøre, at segmenteringen af markedet er et resultat af en individuel markedsadfærd (170. betragtning til den anfægtede beslutning).

30      Hvad angår tilstedeværelsen af sådanne grunde i nærværende sag har Kommissionen for det første anført, at skønt ophavsretten og omfanget af den ophavsretlige beskyttelse er defineret i de nationale lovgivninger, betyder dette ikke, at det kun er det nationale forvaltningsselskab, der må kunne udstede licenser i det pågældende land. Den baserer i denne forbindelse sit synspunkt på Santiagoaftalen (159. og 160. betragtning til den anfægtede beslutning).

31      Kommissionen har for det andet afvist, at den relevante lovgivning, særligt Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248, s. 15), berettiger forvaltningsselskabernes adfærd for så vidt angår udsendelse via satellit. Det pågældende direktiv begrænser sig således til at fastlægge, hvilken lovgivning der finder anvendelse ved satellitudnyttelse af ophavsretligt beskyttede værker, nemlig lovgivningen i det EØS-land, hvor de programbærende signaler introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.

32      Direktiv 93/83 fastlægger imidlertid ikke, at det alene er det forvaltningsselskab, der er etableret i dette EØS-land, der kan udstede de nødvendige licenser til denne form for udnyttelse af ophavsrettigheder. Da direktivet bestemmer, at tilgængeliggørelseshandlingen skal betragtes som havende fundet sted alene i dette EØS-land, har brugerne alene brug for en licens til dette land. Direktiv 93/83 har således på dette punkt forældet Sydneyaftalen (Australien), hvorved forvaltningsselskaberne i 1987 indsatte en bestemmelse i standardkontrakten, hvorefter forvaltningsselskabet i det land, hvor de programbærende signaler stiger op til satellitten, kan udstede licenser omfattende hele denne satellits dækningsområde i givet fald efter at have hørt eller have opnået samtykke fra de øvrige berørte forvaltningsselskaber (163.-165. betragtning til den anfægtede beslutning).

33      Kommissionen har for det tredje anført, at forvaltningsselskaberne er meget forskellige for så vidt angår deres effektivitet, administrationsomkostninger og deres repertoire. Et af dem kunne således have en interesse i at lade et forvaltningsselskab, der opererer særlig effektivt, udstede licenser inden for et område, der er større end dets nationale område, eller i nogle områder overdrage licenseringen til mere end ét forvaltningsselskab for at opnå større dækning og dermed større royalties til deres rettighedshavere (167. og 168. betragtning til den anfægtede beslutning).

34      Kommissionen har for det fjerde anført, at da den anfægtede beslutning kun drejer sig om lovlig udnyttelse af ophavsretligt beskyttede værker (11. betragtning til den anfægtede beslutning), kan nødvendigheden af en lokal overvågning ikke forklare de nationale områdebegrænsninger. For udnyttelse via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel findes der således tekniske løsninger, der gør det muligt at overvåge licenstageren, også selv om udnyttelsen foregår uden for forvaltningsselskabets nationale område, eller licenstageren er etableret uden for dette område. Forvaltningsselskaberne har allerede indført licenseringsmetoder – hvilket særligt udstedelsen af direkte licenser er et eksempel på – der viser, at de er i stand til at overvåge brug og brugere uden for deres nationale område. Det aktuelle system er i øvrigt ikke baseret på en kort afstand til licenstageren, for så vidt som den territoriale afgrænsning indebærer, at hvert forvaltningsselskab udsteder licenser på brug af ophavsrettigheder inden for sit område, uanset hvor licenstageren er hjemmehørende (171.-174. betragtning til den anfægtede beslutning).

35      Kommissionen har givet yderligere præciseringer vedrørende hver udnyttelsesform omfattet af den anfægtede beslutning i 186.-199. betragtning. Hvad særligt angår internettet har den henvist til Simulcastaftalen, som har fået tildelt fritagelse i henhold til Kommissionens beslutning 2003/300/EF af 8. oktober 2002 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C2/38.014 – IFPI »Simulcasting«) (EUT 2003 L 107, s. 58). Denne aftale gav radio- og tv-stationer, hvis signaler havde oprindelse inden for EØS, mulighed for at henvende sig til et hvilket som helst forvaltningsselskab, der deltager i denne aftale, for at få udstedt en multiterritorie- og multirepertoirelicens på simulcasting (radio- og tv-stationers samsending via internet af lydoptagelser, der indgår i deres udsendte radio- og/eller tv-signaler). Det samme gør sig gældende for en anden aftale, nemlig Webcastingaftalen (191. betragtning til den anfægtede beslutning).

36      Kommissionen har endvidere henvist til den »nordiske og baltiske« samarbejdsmodel (herefter »NCB-modellen«), hvorunder en bruger kan opnå én samlet multiterritorielicens til »online«-udnyttelse, der omfatter rettighederne til såvel mekanisk reproduktion som offentlig fremførelse, der gælder i Danmark, Estland, Letland, Litauen, Finland, Sverige, Island og Norge (179. betragtning til den anfægtede beslutning).

37      Kommissionen har i øvrigt nævnt den omstændighed, at forvaltningsselskaberne fra Tyskland og Det Forenede Kongerige, Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte (GEMA) og Performing Right Society Ltd, i januar 2006 gik sammen i et joint venture, Celas, der vil kunne udstede én samlet paneuropæisk licens på »online«- og mobilrettighederne til en bestemt udgivers angloamerikanske repertoire (193. betragtning til den anfægtede beslutning).

38      Tilstedeværelsen af disse aftaler viser, at det ikke er nødvendigt at være til stede (190. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har i denne forbindelse bemærket, at hvis der ved den kontrol, som gennemføres uden tilstedeværelse på stedet, konstateres overtrædelser, som nødvendiggør retsforfølgning, eller hvis det er nødvendigt at gennemføre en revision på stedet, vil det være muligt for det forvaltningsselskab, som har udstedt en licens, som omfatter et andet område end den medlemsstat, hvori det er etableret, at overlade disse opgaver til en anden, f.eks. det lokale forvaltningsselskab, som er til stede og har den nødvendige kendskab til retssystemet i det pågældende land (177. og 178. betragtning til den anfægtede beslutning).

39      Efter at have fremført disse forhold med det formål at godtgøre, at de nationale områdebegrænsninger, som er indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, alene kan forklares med tilstedeværelsen af en samordnet praksis, har Kommissionen erkendt, at der kan være situationer, hvor beslutningen om ikke at give tilladelse til at meddele licenser uden for det område, hvor forvaltningsselskabet er etableret, kan hænge sammen med, at det andet forvaltningsselskab ikke anses for at have den tekniske kapacitet, der skal til for at sikre en effektiv overvågning og håndhævelse, eller den omstændighed, at der kan være elementer i et EØS-lands retsorden, der vil bevirke, at det nationale selskab foretrækkes på tidspunktet for valg af befuldmægtiget, f.eks. på grund af den særlige status, det eventuelt har i retssager ved de nationale domstole. En territorial afgrænsning, der beror på en vurdering af disse forhold, er normalt ikke en konkurrencebegrænsende samordnet praksis. En systematisk praksis med nationale områdebegrænsninger i alle de gensidige repræsentationsaftaler kan derimod ikke forklares ved disse forhold (182. og 183. betragtning til den anfægtede beslutning).

40      Efter således at have konkluderet, at forvaltningsselskabernes adfærd udgjorde en samordnet praksis, har Kommissionen undersøgt, hvorvidt denne praksis begrænsede konkurrencen. Den er af den opfattelse, at dette var tilfældet, idet praksissen sikrede hvert forvaltningsselskab, at det var det eneste, der kunne udstede multirepertoirelicenser til brugerne vedrørende det EØS-land, hvori det var etableret (207.-209. betragtning til den anfægtede beslutning).

41      Resultatet heraf er, at hvert forvaltningsselskab vil være i stand til at beregne administrationsgebyrer for forvaltningen af rettighederne og udstedelsen af licenser uden at være udsat for nogen konkurrence på disse gebyrer fra andre selskaber. Denne mangel på konkurrence kan også have negative indvirkninger for rettighedshaverne, hvis indtjening kan variere, i forhold til hvilket selskab der forvalter deres rettigheder (134. og 210. betragtning til den anfægtede beslutning).

42      Som svar på visse forvaltningsselskabers argument i svarene på klagepunktsmeddelelsen, hvorefter konkurrencen mellem forvaltningsselskaberne medførte en priskrig, der ville påvirke rettighedshavernes royalties i nedadgående retning, har Kommissionen med henvisning til beslutning 2003/300 bekræftet, at artikel 81, stk. 3, EF gjorde det muligt at udvikle en prismekanisme, der kunne begrænse konkurrencen på prisen for licenserne til administrationsgebyrerne uden at have indflydelse på aflønningen af rettighedshaverne. Et forvaltningsselskab, der har overdraget repertoiret til et andet selskab, kan under alle omstændigheder blot fastlægge et indtægtsniveau for sit repertoire over for de andre forvaltningsselskaber, der udsteder licenser i udlandet. Derigennem vil det opnå garanti for en bestemt engrospris for sit repertoire, samtidig med at de forvaltningsselskaber, der udsteder licenser til dette repertoire, kan konkurrere om den avance, de lægger til denne engrospris (217.-219. betragtning til den anfægtede beslutning).

43      Kommissionen har i denne forbindelse anført, at visse tilpasninger af prissætningen kan give forvaltningsselskaberne incitament til at konkurrere. De seneste tendenser på markedet har bekræftet, at det kan være en god strategi for rettighedshaverne og dermed også forvaltningsselskaberne at overdrage deres rettigheder til flere, indbyrdes konkurrerende forvaltningsselskaber. En udgivergruppe havde således meddelt, at selskabet agtede at udpege flere forvaltningsselskaber, som fik ret til at udstede paneuropæiske internetlicenser på de angloamerikanske mekaniske rettigheder i deres repertoire til »online«-anvendelse (220. betragtning til den anfægtede beslutning).

44      I den anfægtede beslutning nævnes i øvrigt Kommissionens beslutning K(2006) 4350 af 4. oktober 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C2/38.681 – aftalen om videreførelse af Cannes-aftalen) (EUT 2007 L 296, s. 27) vedrørende licenser på mekaniske rettigheder, hvori der blev afgivet bindende tilsagn om en ordning, der åbnede mulighed for at udstede multiterritorielicenser, uden at det gik ud over rettighedshavernes royalties, som følge af fastsættelsen af en ensartet sats, som var aftalt af alle forvaltningsselskaberne, samtidig med at der blev skabt en vis konkurrence i kraft af muligheden for, at forvaltningsselskaberne kunne tilbyde pladeselskaberne en rabat, der dog var begrænset til administrationsomkostningerne (82. betragtning til den anfægtede beslutning).

E –  Konklusion

45      På grundlag af bl.a. disse betragtninger har Kommissionen efter at have fastslået, at samhandelen mellem medlemsstater var påvirket af de omhandlede bilaterale aftaler, og at betingelserne for anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF og artikel 53, stk. 3, i EØF-aftalen ikke var opfyldt, uden at pålægge bøder fastslået følgende:

»Artikel 1

De [24] nedennævnte virksomheder har overtrådt artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen ved i deres gensidige repræsentationsaftaler at have indføjet de medlemsbegrænsninger, der var indeholdt i § 11, [stk. 2,] i [standardkontrakten,] eller ved i praksis at have anvendt disse medlemsbegrænsninger:

[…]

Artikel 2

De nedennævnte [17] virksomheder har overtrådt artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen ved i deres gensidige repræsentationsaftaler at have indføjet eksklusivitetsklausuler som fastsat i § 1, [stk. 1 og 2,] i [standardkontrakten]:

[…]

Artikel 3

De nedennævnte [24] virksomheder har overtrådt artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen ved at have samordnet de territoriale afgrænsninger på en måde, der begrænser en licens til hvert forvaltningsselskabs nationale område:

[…]

Artikel 4

1.      De i artikel 1 og 2 nævnte virksomheder skal omgående bringe de i disse artikler fastslåede overtrædelser til ophør, i det omfang dette endnu ikke er sket, og underrette Kommissionen om enhver foranstaltning, de har truffet med henblik herpå.

2.      De i artikel 3 nævnte virksomheder skal senest 120 dage efter meddelelsen af denne beslutning bringe den i artikel 3 fastslåede overtrædelse til ophør og inden for samme frist underrette Kommissionen om enhver foranstaltning, de har truffet med henblik herpå.

De i artikel 3 nævnte virksomheder skal med hver enkelt af de andre virksomheder, som er nævnt i artikel 3, bilateralt revidere den territoriale afgrænsning af deres mandater for så vidt angår viderespredning pr. satellit og kabel og udnyttelse af internet i alle deres gensidige repræsentationsaftaler og fremsende kopier af de reviderede aftaler til Kommissionen.

3.      De virksomheder, denne beslutning er rettet til, skal i fremtiden afstå fra enhver handling eller adfærd som beskrevet i artikel 1, 2 og 3 og fra enhver handling eller adfærd med samme eller tilsvarende formål eller virkning

[…]«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

46      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. oktober 2008 har sagsøgeren anlagt sag med påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning.

47      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 27. januar 2009 har European Broadcasting Union (EBU), som er en sammenslutning af radio- og tv-selskaber, som er blandt de største brugere, fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande. Interventionsbegæringen er blevet forkyndt for parterne i overensstemmelse med artikel 116, stk. 1, i Rettens procesreglement. Parterne har ikke rejst indsigelser.

48      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 30. januar 2009 rejste Kommissionen formalitetsindsigelse i medfør af procesreglementets artikel 114. Den 25. februar 2990 anmodede Kommissionen om tilladelse til at tilføre sagens akter et brev fra sagsøgeren af 16. februar 2009, hvorved sagsøgeren havde besvaret en anmodning om oplysninger, som Kommissionen havde fremsendt den 30. januar 2009 på grundlag af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (herefter »anmodningen om oplysninger af 30. januar 2009«). Ved afgørelse af 12. marts 2009 imødekom formanden for Rettens Syvende Afdeling denne anmodning.

49      Sagsøgeren har indgivet et skriftligt indlæg vedrørende såvel formalitetsindsigelsen som brevet af 16. februar 2009 inden for den fastsatte frist.

50      Ved kendelse af 2. juni 2009 har formanden for Rettens Syvende Afdeling tilladt EBU at intervenere i den foreliggende sag.

51      EBU har den 13. august 2009 indgivet interventionsindlæg, der er begrænset til formalitetsspørgsmålet. Hovedparterne har fremsat skriftlige bemærkninger vedrørende dette indlæg inden for de fastsatte frister.

52      Ved Rettens kendelse (Syvende Afdeling) af 22. oktober 2009 er formalitetsindsigelsen blevet henskudt til afgørelse i forbindelse med afgørelsen om sagens realitet.

53      Den skriftlige forhandling, som ud over svarskriftet ligeledes omfattede interventionsindlægget vedrørende realiteten, replikken, duplikken og hovedparternes bemærkninger til det pågældende interventionsindlæg, blev afsluttet den 29. april 2010.

54      Sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, og den refererende dommer er blevet tilknyttet Sjette Afdeling som afdelingsformand, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.

55      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som omhandlet i procesreglementets artikel 64, anmodet parterne om skriftligt at besvare en række spørgsmål. Alene hovedparterne har efterkommet disse anmodninger.

56      Parterne har afgivet indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 19. oktober 2011.

57      Da den refererende dommer har haft forfald, har Rettens præsident omfordelt sagen til en anden refererende dommer og har i henhold til procesreglementets artikel 32, stk. 3, udpeget en anden dommer, således at Sjette Afdeling blev beslutningsdygtig.

58      Ved kendelse af 11. januar 2012 har Retten (Sjette Afdeling) i sin nye sammensætning genåbnet den mundtlige forhandling, og parterne blev underrettet om, at de ville blive hørt i et nyt retsmøde.

59      Parterne har på ny afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 4. juni 2012.

60      Formanden for Sjette Afdeling har følgelig besluttet at afslutte den mundtlige forhandling.

61      Sagsøgeren og EBU har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutnings artikel 3 annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

62      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

A –  Kommissionens formalitetsindsigelse

63      Da sagsøgeren ikke er adressat for den anfægtede beslutning, skal det undersøges, om denne beslutning, og nærmere bestemt dens artikel 3, som er omfattet af sagsøgerens annullationspåstand, berører organisationen umiddelbart og individuelt som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF.

64      Kommissionen har anført, at sagsøgeren ikke er adressat for den anfægtede beslutning, fordi der ikke for så vidt angår den samordnede praksis omhandlet i beslutningens artikel 3 var tilstrækkelig bevis for, at organisationen havde haft en selvstændig rolle i overtrædelsen, eller at organisationens adfærd kunne adskilles fra adfærden fra dens medlemmer, forvaltningsselskaberne. Da sagsøgeren ikke er blevet anset for ansvarlig for den samordnede praksis, der er fastslået i den anfægtede beslutning, er organisationen ifølge Kommissionen ikke umiddelbart og individuelt berørt heraf.

65      Hvad særligt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, har Kommissionen anført, at der ikke kan udledes noget bekræftende svar af den omstændighed, at beslutningen udgør en indgriben i organisationens rolle som katalysator for dens medlemmers aktiviteter. For det første havde den anfægtede beslutning ingen betydning for indholdet af standardkontrakten og rejste ikke tvivl ved selve eksistensen af de gensidige repræsentationsaftaler eller ved muligheden for, at sagsøgeren kunne arrangere møder, hvorunder forvaltningsselskaberne drøftede visse emner. For det andet er enhver ændring af de gensidige repræsentationsaftaler ikke en direkte følge af denne beslutning, idet forvaltningsselskaberne rådede over en skønsmargin for så vidt angår valget af, hvorledes de ville bringe den samordnede praksis, som Kommissionen havde fastslået, til ophør. Ifølge Kommissionen fremviser det foreliggende tilfælde således ikke omstændigheder, der kan sammenlignes med omstændighederne i den sag, der gav anledning til Domstolens dom af 5. maj 1998, Dreyfus mod Kommissionen (sag C-386/96 P, Sml. I, s. 2309), hvori sagsøgeren blev anset for umiddelbart berørt af den omtvistede retsakt bl.a. med den begrundelse, at beslutningens adressater ikke rådede over en sådan skønsmargin for så vidt angik beslutningens gennemførelse.

66      Det følger af fast retspraksis, at betingelsen for at antage et søgsmål vedrørende det at være umiddelbart berørt til realitetsbehandling for det første kræver, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på sagsøgerens retsstilling, og for det andet at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til foranstaltningens adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (Domstolens dom af 29.6.2004, sag C-486/01 P, Front National mod Parlamentet, Sml. I, s. 6289, præmis 34, og af 10.9.2009, forenede sager C-445/07 P og C-455/07 P, Kommissionen mod Ente per le Ville Vesuviane og Ente per le Ville Vesuviane mod Kommissionen, Sml. I, s. 7993, præmis 45).

67      Det er i denne forbindelse en direkte konsekvens af den anfægtede beslutnings artikel 4, stk. 2, andet afsnit, at forvaltningsselskaberne skal tage den territoriale afgrænsning af de mandater, der følger af de gensidige repræsentationsaftaler, op til fornyet overvejelse, og dette skal ske bilateralt, dvs. uden for rammerne af de af sagsøgeren organiserede aktiviteter. Det følger heraf, at for så vidt angår den bilaterale karakter af forhandlingerne har forvaltningsselskaberne ingen skønsmargin.

68      I den anfægtede beslutning har Kommissionen i øvrigt anført, at spørgsmålet om den territoriale afgrænsning af de gensidige mandater havde været genstand for multilaterale drøftelser mellem forvaltningsselskaberne i forbindelse med sagsøgerens aktiviteter. Kommissionen kunne således ikke på tidspunktet for undersøgelsen af, hvorvidt sagen kunne antages til realitetsbehandling, gøre gældende, at den anfægtede beslutning ikke berørte sagsøgeren umiddelbart.

69      Der kan ikke rejses tvivl ved denne konklusion ved Kommissionens argument om, at svaret på anmodningen om oplysninger af 30. januar 2009 bekræfter, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, idet sagsøgeren selv ved denne lejlighed erkendte, at organisationen ikke var forpligtet til at iværksætte nogen foranstaltninger som følge af beslutningens artikel 3.

70      Det fremgår således af referatet fra sagsøgerens bestyrelsesmøde, som blev afholdt kort efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning (16.7.2008), nemlig den 26. august 2008, som er vedlagt som bilag til sagsøgerens bemærkninger til formalitetsindsigelsen, at organisationen ved denne lejlighed fandt, at bestemmelserne i standardkontrakten vedrørende områder ikke skulle ændres (»The Board unanimously agreed that the territorial provisions of the CISAC Model contract should be left intact«).

71      Da Kommissionen blev underrettet om indholdet af referatet fra dette møde, tilsendte den imidlertid sagsøgeren anmodningen om oplysninger af 30. januar 2009, hvori den bl.a. anmodede organisationen om:

–        at fremlægge den endelige version af referatet fra det pågældende møde

–        at redegøre for betydningen af den sætning i dette referat, som er nævnt i foregående præmis

–        at fremlægge midlertidige og endelige referater fra alle sagsøgerens bestyrelsesmøder, som havde fundet sted mellem august 2008 og januar 2009, sammen med enhver korrespondance, som var blevet udvekslet med forvaltningsselskaberne vedrørende disse møder

–        at fremlægge enhver korrespondance, ethvert referat af drøftelser og ethvert andet dokument, som sagsøgeren havde udvekslet med forvaltningsselskaberne vedrørende den territoriale afgrænsning af mandaterne i de gensidige repræsentationsaftaler.

72      Disse forhold viser tydeligt, at Kommissionen er af den opfattelse, at de aktiviteter, som sagsøgeren har deltaget i, og som organisationen selv har ledet, er relevante ved vurderingen af, om forvaltningsselskaberne er i færd med at gennemføre den anfægtede beslutning ved at bringe den i beslutningens artikel 3 fastslåede overtrædelse til ophør og ved at undgå en sådan tilsvarende adfærd i fremtiden.

73      Hvad angår den individuelle berøring skal det bemærkes, at som sagsøgeren har anført, berører den anfægtede beslutning organisationens rolle som katalysator for samarbejdet mellem forvaltningsselskaberne, særligt dens rolle som mægler i forhandlingerne mellem de forskellige forvaltningsselskaber om spørgsmål vedrørende udstedelsen af multiterritorielicenser.

74      I henhold til retspraksis foreligger der netop et af de tilfælde, hvor en sammenslutning af virksomheder, som ikke er adressat for en omtvistet beslutning, er individuelt berørt heraf, når sammenslutningen selv har en søgsmålsinteresse, navnlig fordi dens forhandlerposition er blevet berørt ved den retsakt, som påstås annulleret (jf. Rettens kendelse af 18.9.2006, sag T-350/03, Wirtschaftskammer Kärnten og best connect Ampere Strompool mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

75      Den rolle som katalysator, som sagsøgeren havde, bekræftes ved organisationens deltagelse i den administrative procedure som vigtig forhandlingspartner med Kommissionen, som var involveret i forhandlingen af de tilsagn, som førte Kommissionen til ikke at vedtage en beslutning, som fastslog overtrædelse for så vidt angår de nationale områdebegrænsninger.

76      Selv om den omstændighed, at sagsøgeren var adressat for klagepunktsmeddelelsen, ikke er et forhold, der i sig selv kan føre til den konklusion, at organisationen er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, underbygger dette forhold imidlertid det synspunkt, at organisationen var dybt involveret i den administrative procedure netop på grund af organisationens rolle som katalysator for samarbejdet mellem forvaltningsselskaberne.

77      I modsætning til hvad Kommissionen har anført, befandt sagsøgeren sig under den administrative procedure i den særlige situation, hvor organisationen havde en stilling som forhandlingsleder, der var klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebar, at sagsøgeren befandt sig i en faktisk situation, der adskilte den pågældende fra alle andre. I overensstemmelse med retspraksis bekræfter denne omstændighed, at sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede beslutning (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 29 og 30, og af 9.7.2009, sag C-319/07 P, 3F mod Kommissionen, Sml. I, s. 5963, præmis 87).

78      Det følger heraf, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, at den anfægtede beslutnings konklusion, sammenholdt med beslutningens begrundelse, berører sagsøgerens aktiviteter direkte og individuelt.

79      Det følger af det ovenstående, at den af Kommissionen fremførte formalitetsindsigelse ikke kan tages til følge.

B –  Om realiteten

80      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremsat følgende to anbringender:

–        Principalt tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF, for så vidt som Kommissionen ikke har godtgjort, at der forelå samordnet praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger.

–        Subsidiært tilsidesættelse af artikel 81 EF, for så vidt som den samordnede praksis – selv hvis den antages at have fundet sted – ikke begrænsede konkurrencen.

1.     Indledende bemærkninger

81      Indledningsvis skal der redegøres for visse aspekter af den sammenhæng, som den foreliggende sag indgår i. For det første tager den anfægtede beslutning alene sigte på udnyttelse af ophavsret via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel og ikke traditionel – såkaldt »offline« – udnyttelse, mens standardkontrakterne og de gensidige repræsentationsaftaler dækker alle former for udnyttelse.

82      Vedrørende de former for udnyttelse af ophavsret, som er omfattet af den anfægtede beslutning, har forvaltningsselskaberne og sagsøgeren ikke etableret et nyt forvaltningssystem ex nihilo, som er adskilt fra det, som var gældende for de traditionelle udnyttelsesformer. Det anerkendes imidlertid, at i takt med den teknologiske udvikling er standardkontrakten, som blev skabt i 1936 for traditionel udnyttelse, blevet tilpasset bl.a. ved Sydney- og Santiagoaftalerne.

83      Kommissionen har ikke kritiseret selve eksistensen af standardkontrakten eller rejst tvivl om nødvendigheden af et samarbejde mellem forvaltningsselskaberne under forudsætning af, at dette samarbejde ikke tilsidesætter konkurrencereglerne.

84      Hvad angår de nationale områdebegrænsninger, som er indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, har disse ikke været genstand for anfægtelse fra Kommissionens side før udviklingen af de nye teknologier og udgjorde således den sammenhæng for den kollektive forvaltning, som forvaltningsselskaberne befandt sig i, da de nye teknologier udviklede sig progressivt. Den anfægtede beslutning præciserer ikke, fra hvilket tidspunkt disse begrænsninger kom i strid med konkurrencerettens regler.

85      Selv i forhold til udnyttelser med anvendelse af de nye teknologier har Kommissionen i øvrigt ikke anfægtet de nationale områdebegrænsninger som sådan, men alene den omstændighed, at de forekommer i alle de gensidige repræsentationsaftaler, hvilket nødvendigvis udspringer af en samordning.

86      Det er særligt i lyset af disse forhold, at den foreliggende sag skal undersøges.

2.     Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF, for så vidt som Kommissionen ikke har godtgjort, at der forelå samordnet praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger

87      Sagsøgeren har støttet af EBU gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der forelå den samordnede praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger, som er omhandlet i den anfægtede beslutnings artikel 3. Det gælder særligt ifølge sagsøgeren, at Kommissionen blot har anført, at for de former for udnyttelse af ophavsretten, som er berørt af denne beslutning, udspringer forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, som består i den omstændighed, at alle de gensidige repræsentationsaftaler indeholder nationale områdebegrænsninger, ikke af normale konkurrencevilkår. Denne parallelle adfærd kan derimod forklares med andre grunde, end at der foreligger en samordning.

88      Kommissionen har heroverfor anført, at for at fastslå, at der foreligger den omhandlede samordnede praksis, har den ikke kun lagt forvaltningsselskabernes parallelle adfærd til grund, men ligeledes taget hensyn til andre forhold, nemlig:

–        de drøftelser vedrørende rækkevidden af de mandater, der var indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, som forvaltningsselskaberne havde ført i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren havde stået for

–        Santiagoaftalen

–        Sydneyaftalen

–        den historiske forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger.

89      De forhold, der er nævnt i foregående præmis, første, andet og fjerde led, er nævnt udtrykkeligt i 158. betragtning til den anfægtede beslutning som betragtninger, der understøttede den samordnede praksis. Ved Retten har Kommissionen ligeledes henvist til Sydneyaftalen for at godtgøre, at der havde været multilaterale drøftelser mellem forvaltningsselskaberne vedrørende rækkevidden af de territoriale mandater.

90      Ifølge Kommissionen udgør de forhold, som er nævnt i præmis 88 ovenfor, »bevismateriale« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Rettens dom af 20. april 1999, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, den såkaldte »PVC II-dom« (forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Sml. II, s. 931, præmis 727), som gør det muligt for Kommissionen at undlade at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt forvaltningsselskabernes parallelle adfærd kan forklares ved andre grunde end tilstedeværelsen af en samordning.

91      Det følger af artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og af fast retspraksis, at Kommissionen på konkurrencerettens område i tilfælde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, skal føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58, og af 8.7.1999, sag C-49/92, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 86, Rettens dom af 25.10.2011, sag T-348/08, Aragonesas Industrias y Energía mod Kommissionen, Sml. II, s. 7583, præmis 90).

92      Såfremt der i denne forbindelse foreligger en tvivl hos Retten, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for den beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde (Rettens dom af 27.9.2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3567, præmis 60, og af 5.10.2011, sag T-11/06, Romana Tabacchi mod Kommissionen, Sml. I, s. 6681, præmis 129).

93      Der skal således tages hensyn til uskyldsformodningen, således som den bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, der i henhold til Domstolens retspraksis udgør generelle EU-retlige principper. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og alvoren af de sanktioner, der kan knyttes hertil, finder uskyldsformodningen særligt anvendelse på procedurer vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 149 og 150, og sag C-235/92 P, Montecatini mod Kommissionen, Sml. I, s. 4539, præmis 175 og 176; jf. ligeledes dommen i sagen Romana Tabacchi mod Kommissionen, præmis 129).

94      Denne retspraksis, som er udviklet i forbindelse med sager, hvor Kommissionen havde pålagt en bøde, finder ligeledes anvendelse i et tilfælde, som det i denne sag omhandlede, hvor den beslutning, som fastslår en overtrædelse, ikke i sidste ende medfører pålæggelsen af en bøde. Klagepunktsmeddelelsen lagde i øvrigt op til at ledsage fastslåelsen af en overtrædelse med pålæggelsen af en bøde.

95      Der skal i øvrigt tages hensyn til den ikke ubetydelige skade, som en fysisk eller juridisk persons omdømme kan lide som følge af, at det fastslås, at den pågældende har været involveret i en overtrædelse af konkurrencereglerne (jf. i denne retning EFTA-Domstolens dom af 18.4.2012, sag E-15/10, Posten Norge mod ESA, endnu ikke trykt i EFTA Court Report, præmis 90).

96      Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen baserer sig på præcise og samstemmende beviser, for at den kan fastslå, at overtrædelsen foreligger (dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, præmis 62), og for at den kan danne sig en fast overbevisning om, at de påståede overtrædelser udgør konkurrencebegrænsninger i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand (Rettens dom af 21.1.1999, forenede sager T-185/96, T-189/96 og T-190/96, Riviera Auto Service m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 93, præmis 47, og dommen i sagen Romana Tabacchi mod Kommissionen, præmis 129).

97      Det skal imidlertid fremhæves, at hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis skal opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav (dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, præmis 63, og dommen i sagen Romana Tabacchi mod Kommissionen, præmis 130).

98      Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, såsom referater fra et møde, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (jf. Domstolens dom af 1.7.2010, sag C-407/08 P, Knauf Gips mod Kommissionen, Sml. I, s. 6371, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

99      I PVC II-dommen, som Kommissionen har påberåbt sig, kom Retten til en løsning, som afbalancerer disse principper. Retten fastslog således ved denne lejlighed, at når Kommissionens argumentation hvilede på den forudsætning, at der ikke kunne være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen havde bevist i sin beslutning, end at der forelå en samordning mellem virksomhederne, var det tilstrækkeligt, at sagsøgerne godtgjorde, at der forelå omstændigheder, der kunne sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys og dermed give en anden forklaring på disse end den, der blev lagt til grund i Kommissionens beslutning. Retten præciserede imidlertid, at denne retspraksis ikke fandt anvendelse, når beviset for samordningen mellem virksomhederne ikke blot var konstateringen af en parallel adfærd på markedet, men dokumenter, hvoraf det fremgik, at virksomhedernes praksis var resultatet af en samordning. Under disse omstændigheder påhviler det sagsøgerne ikke alene at give en påstået anden forklaring på de forhold, Kommissionen har konstateret, men at bestride eksistensen af disse forhold, som er bevist ved de af Kommissionen fremlagte dokumenter (PVC II-dommen, præmis 725-728; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, præmis 16, og af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, præmis 71 og 126).

100    Sagsøgeren har i det foreliggende tilfælde principalt gjort gældende, at den parallelle adfærd ikke udspringer af en samordnet praksis, som den anfægtede beslutning ikke indeholder noget bevis for, men at denne adfærd kan forklares med en række andre forhold. EBU har særligt anfægtet, at Santiagoaftalen og standardkontrakten kan betragtes som beviser for, at der forelå en samordnet praksis.

101    Før det undersøges, om der findes andre forklaringer på den parallelle adfærd end samordningen, skal det undersøges, om Kommissionen, således som den har hævdet, har godtgjort, at der forelå en overtrædelse vedrørende de nationale områdebegrænsninger, ved beviser, som går videre end blot konstateringen af en parallel adfærd. Undersøgelsen af dette spørgsmål går således forud for spørgsmålet om velbegrundetheden af de andre forklaringer end samordningen, idet – hvis Retten kommer til den konklusion, at sådanne beviser er blevet fremlagt i den anfægtede beslutning – sådanne forklaringer, selv hvis de var troværdige, ikke kunne rejse tvivl ved konstateringen af overtrædelsen. Det skal i øvrigt bemærkes, at den anfægtede beslutning ikke har samme struktur med to stadier som den, der er fremlagt af Kommissionen ved Retten, hvorefter beviset for den samordnede praksis for det første var blevet ført ved bevismateriale i PVC II-dommens forstand, og de andre forklaringer på den parallelle adfærd for det andet ikke var afgørende med henblik på beviset for denne praksis på grund af dette bevismateriale og dets hævdede bevismæssige værdi.

102    Det skal således i en første fase afgøres, om Kommissionen har bevist, at der forelå samordnet praksis, ved andre beviser end forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, som kan sidestilles med »bevismateriale« i PVC II-dommens forstand, således som Kommissionen har gjort gældende. Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommissionen for at fastslå oprindelsen af det kartel, som det drejede sig om i nævnte dom, gik ud fra ordlyden af planlægningsdokumenterne, en af sagsøgernes oplysninger vedrørende disse dokumenter som svar på en begæring om oplysninger samt den store overensstemmelse, der var mellem på den ene side den påtænkte praksis, der beskrives i disse dokumenter, og på den anden side den praksis, der faktisk kunne konstateres på markedet (PVC II-dommen, præmis 582).

103    Som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet den 4. juni 2012 erkendte Kommissionen, at den ikke rådede over beviser såsom e-mails, breve eller referater fra møder vedrørende de nationale områdebegrænsninger. De forhold, som kan bevise samordningen mellem forvaltningsselskaberne, er således dem, der er nævnt i præmis 88 ovenfor, dvs. de drøftelser vedrørende rækkevidden af de mandater, der var indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, som forvaltningsselskaberne havde ført i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren havde stået for, Santiagoaftalen, Sydneyaftalen og den historiske forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger.

104    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de manglende bevisdokumenter vedrørende netop de nationale områdebegrænsninger er så meget desto mere slående, som Kommissionen har erkendt, at visse forvaltningsselskaber ønskede at gå bort fra de nationale områdebegrænsninger. Disse forvaltningsselskaber havde imidlertid haft en interesse i at samarbejde med Kommissionen ved at fremsende bevisdokumenter for, at der forelå en sådan samordning til Kommissionen. Henset til den omstændighed, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen havde nævnt, at den havde til hensigt at pålægge alle meddelelsens adressater en bøde, kunne de berørte forvaltningsselskaber have haft samarbejdet med Kommissionen for at nedsætte risikoen for at blive pålagt en bøde eller i det mindste have begrænset dennes størrelse. Disse forvaltningsselskaber havde i øvrigt kunnet fremlægge dokumenter for Kommissionen, som kunne godtgøre, at de øvrige forvaltningsselskaber udøvede et pres for at forpligte dem til at opretholde de nationale områdebegrænsninger, som var besluttet på en samordnet måde, hvilket de ikke har gjort.

105    Under disse omstændigheder skal bevisværdien af det bevismateriale, som Kommissionen har påberåbt sig, undersøges.

a)     Bevisværdien af de forhold, Kommissionen har anført for at godtgøre den samordnede praksis uden udelukkende at lægge forvaltningsselskabernes parallelle adfærd til grund

 De drøftelser vedrørende rækkevidden af mandaterne i de gensidige repræsentationsaftaler, som forvaltningsselskaberne har ført i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren har stået for

106    Hvad angår de drøftelser, som forvaltningsselskaberne har ført i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren har stået for (præmis 88 ovenfor, første led), skal det bemærkes, at Kommissionen selv har fremhævet, at den anfægtede beslutning ikke forbød ordningen med gensidig repræsentation mellem forvaltningsselskaberne eller alle former for områdebegrænsninger af de mandater, som de gav hinanden (95. og 259. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har heller ikke kritiseret forvaltningsselskaberne for at have haft et vist samarbejde i forbindelse med de aktiviteter, som sagsøgeren stod for. Det, som Kommissionen kritiserer, er den samordnede karakter af den tilgang, som alle forvaltningsselskaberne har haft vedrørende områdebegrænsningerne.

107    Den omstændighed alene, at forvaltningsselskaberne mødtes i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren stod for, og at der foreligger former for samarbejde mellem dem, udgør ikke i sig selv et indicium for en forbudt samordning. Når den sammenhæng, hvori møder mellem virksomheder, som beskyldes for at have tilsidesat konkurrenceretten, indgår, viser, at disse møder var nødvendige for i fællesskab at behandle spørgsmål, som ikke drejer sig om tilsidesættelser af konkurrenceretten, kan Kommissionen ikke antage, at sådanne møder havde til formål at blive enige om en konkurrencebegrænsende adfærd (jf. i denne retning dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, præmis 105 og 145). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ikke har ført noget bevis for, at de af sagsøgeren organiserede møder vedrørte begrænsning af konkurrencen vedrørende de nationale områdebegrænsninger.

108    Hvad endelig angår drøftelserne vedrørende standardkontrakten skal det bemærkes, at denne ikke udtrykkeligt fastsætter nationale områdebegrænsninger, men blot opfordrer forvaltningsselskaberne til at fastsætte den territoriale rækkevidde af de mandater, som de giver hinanden i de gensidige repræsentationsaftaler.

 Santiagoaftalen

109    Hvad angår Santiagoaftalen (præmis 88 ovenfor, andet led) skal det bemærkes, at denne fastsatte, at for så vidt angår udnyttelse af ophavsretten via internettet kunne hvert forvaltningsselskab, som deltog heri, udstede licenser vedrørende hele territoriet og hele repertoiret (første led), men alene til brugere, som havde deres økonomiske hjemsted i det EØS-land, hvor det forvaltningsselskab, som udsteder licensen, var etableret (andet led). Under den ordning, som er indført med Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962 s. 81), blev denne aftale meddelt Kommissionen af visse forvaltningsselskaber med henblik på at opnå fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, EF. Kommissionen anfægtede den klausul, der forhindrede hvert forvaltningsselskab i at udstede licenser til brugere, som ikke var etableret i samme stat som forvaltningsselskabet, og fremsendte Santiagoklagepunktsmeddelelsen. Under disse omstændigheder var der ingen forvaltningsselskaber, som fornyede Santiagoaftalen for perioden efter dennes udløbsdato, som fra begyndelsen havde været fastsat til udgangen af 2004. Da denne aftale udløb, blev de nationale områdebegrænsninger, som var indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler, der var forblevet i kraft for andre brugere end dem, der anvendte internettet, selv i den periode, der var dækket af den pågældende aftale, blevet anvendelige for alle forvaltningsselskaberne ligeledes for udnyttelse af ophavsretten via internettet, idet den fravigelsesklausul, som var indført ved de gensidige repræsentationsaftaler som følge af Santiagoaftalen for så vidt angår udnyttelse via internettet, var udløbet.

110    Kommissionens synspunkt, hvorefter denne genindførelse af de nationale områdebegrænsninger fra alle forvaltningsselskabernes side udgør et bevis for en samordning, kan ikke lægges til grund. Idet der ikke foreligger bevis for, at forvaltningsselskaberne er blevet enige herom, godtgør denne genindførelse af de nationale områdebegrænsninger ikke, at der forelå en samordning om de nationale områdebegrænsninger, men kan betragtes som blot at være den automatiske følge af den manglende fornyelse af Santiagoaftalen, som havde mistet sin interesse, fordi dens anden del ikke var blevet godkendt af Kommissionen. Den omstændighed, at forvaltningsselskaberne vendte tilbage til status quo ante, beviser ikke i sig selv, at de er blevet enige herom.

111    Det skal bemærkes, at tilbagevenden til status quo ante kan forklares med den omstændighed, at forvaltningsselskaberne ikke kunne indstille alle former for samarbejde mellem sig vedrørende formen for udnyttelse af ophavsretten med hensyn til de nye teknologier, mens de ventede på – bilateralt eller endog multilateralt, men dog i overensstemmelse med konkurrenceretten – at finde andre løsninger end dem, der var indeholdt i Santiagoaftalen.

112    Det skal i øvrigt bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke har gjort gældende, at tilsidesættelsen af artikel 3 heri begyndte efter udløbet af Santiagoaftalen, men synes uden at præcisere noget begyndelsestidspunkt at finde, at dette lå før den pågældende aftale.

113    I denne forbindelse gør et af følgende to forhold sig gældende: Enten ligger Santiagoaftalen efter det tidspunkt, som ikke er præciseret i den anfægtede beslutning, hvor overtrædelsen vedrørende de nationale områdebegrænsninger formodes at være påbegyndt, hvilket forhindrer dens anvendelse som bevis for den oprindelige samordning, i forhold til hvilken den snarere udgør en afbrydelse; eller denne aftale ligger forud for påbegyndelsen af overtrædelsen vedrørende de nationale områdebegrænsninger, men i dette tilfælde kan den ikke bevise den nævnte overtrædelse, idet den ikke vedrører samme konkurrencebegrænsning. Klausulen om etablering, som er indeholdt i Santiagoaftalen, fører således til en anden situation end den, som følger af de nationale områdebegrænsninger. I det første tilfælde kan et forvaltningsselskab udstede multiterritorielicenser, som ikke har nationale områdebegrænsninger, men alene til brugere etableret på samme område, som selskabet er etableret i, mens dette forvaltningsselskab i det andet tilfælde kan udstede licenser til alle brugere, forudsat at den pågældende udnyttelse af ophavsretten finder sted på samme område som det, hvor selskabet er etableret.

114    Det fremgår af det ovenfor anførte, at hverken Santiagoaftalen eller de omstændigheder, hvorunder denne blev bragt til ophør, kan udgøre beviser for en samordning vedrørende de nationale områdebegrænsninger.

 Sydneyaftalen

115    Med Sydneyaftalen (præmis 88 ovenfor, tredje led) indsatte forvaltningsselskaberne i 1987 en bestemmelse i standardkontrakten, hvorefter forvaltningsselskabet i det land, hvor de programbærende signaler stiger op til satellitten, kan udstede licenser omfattende hele denne satellits dækningsområde i givet fald efter at have hørt eller have opnået samtykke fra de øvrige berørte forvaltningsselskaber.

116    Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning nævnte Sydneyaftalen med det formål at godtgøre, at denne ikke udgjorde et passende svar på de klagepunkter, der var rejst af Kommissionen om den samordnede praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger [165. betragtning og punkt 7.6.1.2, litra b), i den anfægtede beslutning]. I 158. betragtning til den anfægtede beslutning, som særligt vedrører de forhold, som understøtter den samordnede praksis, har Kommissionen ikke udtrykkeligt henvist til denne aftale. Kommissionen har endvidere anført, at da det fremgår af anvendelsen af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/83, at handlingen med udsendelse af musikværker via satellit alene sker i det land, hvor det første signal introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden, har brugerne af disse værker alene brug for en eneste licens vedrørende det pågældende land, for at være aktive i hele satellittens dækningsområde. Følgelig har Kommissionen selv medgivet, at Sydneyaftalen er forældet for så vidt angår den multiterritoriale rækkevidde af licenserne vedrørende udnyttelse via satellit (162., 163. og 165. betragtning til den anfægtede beslutning). Endelig har Kommissionen anført, at Sydneyaftalen ikke havde været genstand for undersøgelse i forbindelse med den anfægtede beslutning, og at den forbeholdt sig ret til at undersøge den i forbindelse med konkurrencereglerne (fodnote 131 i den anfægtede beslutning).

117    For det første bemærkes, at idet Sydneyaftalen gjorde det muligt at udstede multirepertoirelicenser for hele det område, som var dækket af en satellit, havde denne aftale ikke samme virkninger som de nationale områdebegrænsninger, der netop betød, at hvert forvaltningsselskab kun kunne udstede multirepertoirelicenser på et eneste område.

118    For det andet betyder den omstændighed, at Sydneyaftalen har været forældet siden den frist, der er fastsat for gennemførelsen af direktiv 93/83, nemlig den 1. januar 1995 (jf. dette direktivs artikel 14, stk. 1), at en eventuel tilsidesættelse af konkurrencereglerne, som denne aftale indeholdt, ikke længere blev anvendt ved indledningen af den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Forbindelsen mellem den overtrædelse, der er omhandlet i denne beslutnings artikel 3, og den, der eventuelt følger af Sydneyaftalen, er således ikke klar endog af rent kronologiske årsager.

119    Det følger af det ovenstående, at selv hvis Sydneyaftalen udsprang af en ulovlig samordning, udgjorde den ikke bevismateriale i PVC II-dommens forstand, som kunne godtgøre, at der forelå samordning vedrørende de nationale områdebegrænsninger.

 Den hævdede historiske forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger

120    Hvad angår den hævdede historiske forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger (præmis 88 ovenfor, fjerde led) har Kommissionen i et skriftligt svar på et spørgsmål fra Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse fremhævet, at da rækkevidden af mandatet havde afgørende indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt et område var tildelt et eneste forvaltningsselskab med mandat, var eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger uløseligt forbundet. Kommissionen er af den opfattelse, at da standardkontrakten anbefalede eksklusivmandater, kunne det område, der blev tildelt et forvaltningsselskab, ikke dække et område, som et andet forvaltningsselskab havde mandat til at dække. Den systematiske medtagelse af nationale områdebegrænsninger i alle de gensidige repræsentationsaftaler var således det nødvendige modstykke til gennemførelsen af den eksklusivitet, der var fastsat i standardkontrakten. Det følger heraf, at de nationale områdebegrænsninger udsprang af og tog udgangspunkt i drøftelserne inden for sagsøgeren.

121    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning har fastslået, at de nationale områdebegrænsninger var en del af samme overtrædelse som den vedrørende medtagelsen af eksklusivitetsklausulen i de gensidige repræsentationsaftaler. Kommissionen er af den opfattelse, at eksklusiviteten udspringer af den omstændighed, at der i de gensidige repræsentationsaftaler tildeles eksklusive rettigheder således som fastsat i standardkontraktens § 1, stk. 1 og 2, mens de nationale områdebegrænsninger er blevet koordineret gennem en samordnet praksis. Det, som Kommissionen har anført i 158. betragtning til den anfægtede beslutning, er, at den omstændighed, at den eksplicitte eksklusivitet blev slettet, ikke har resulteret i nogen større ændring af forvaltningsselskabernes adfærd. Som Kommissionen selv anfører i denne betragtning, rejser der sig et spørgsmål om, hvorvidt der – efter at eksklusivitetsklausulen blev slettet – foreligger andre forhold end samordning, som kan forklare de nationale områdebegrænsninger.

122    Selv om der er en forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger, skal forvaltningsselskabernes adfærd, efter at denne klausul blev slettet, følgelig undersøges i denne sag, hvilket fører til en vurdering af andre troværdige forklaringer på opretholdelsen af de nationale områdebegrænsninger end en samordning (jf. præmis 134-181 nedenfor).

123    For så vidt som Kommissionen har gjort gældende ved Retten, at de nationale områdebegrænsninger blot var en fortsættelse af eksklusiviteten, efter at denne blev ophævet ved de gensidige repræsentationsaftaler, skal det endelig bemærkes, at artikel 81 EF i henhold til retspraksis finder anvendelse, hvis en parallel adfærd forlænges, efter at en tidligere aftale er blevet bragt til ophør, uden at der er vedtaget en ny aftale, idet det i tilfælde af aftaler, som er ophørt med at være i kraft, er tilstrækkeligt, for at artikel 81 EF finder anvendelse, at de fortsætter deres virkninger efter den formelle afslutning (Domstolens dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, præmis 17; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 11.12.2003, sag T-59/99, Ventouris mod Kommissionen, Sml. II, s. 5257, præmis 182).

124    I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid bemærkes, at den anfægtede beslutnings artikel 2 forbyder den blotte tilstedeværelse af eksklusivitetsklausulen i de gensidige repræsentationsaftaler i sig selv og ikke den omstændighed, at flere forvaltningsselskaber er blevet enige om at medtage denne klausul i alle deres gensidige repræsentationsaftaler. Hvad derimod angår de nationale områdebegrænsninger har Kommissionen i den anfægtede beslutning erkendt, at de ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende, men anført, at der derimod foreligger en tilsidesættelse, med den begrundelse, at forvaltningsselskaberne har samordnet deres adfærd, således at de samme begrænsninger findes i alle de gensidige repræsentationsaftaler. Arten af disse to overtrædelser, således som der er redegjort for i den anfægtede beslutning, er således forskellig.

125    Den omstændighed, at man gik bort fra eksklusivitetsklausulen, muliggjorde i øvrigt en vis udvikling af markedet, nemlig udstedelsen af de første direkte licenser, som var nødvendige for at kunne påbegynde overskridelsen af de nationale områdebegrænsninger.

126    Et forvaltningsselskab, som interesserede sig for muligheden for, at der på et andet område end det, hvor selskabet var etableret, blev udstedt licenser vedrørende dets repertoire af andre forvaltningsselskaber end det lokale forvaltningsselskab, overvejede først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt det selv kunne udstede direkte licenser på det pågældende område. Et forvaltningsselskab, der ønskede at modtage mandater fra andre forvaltningsselskaber, som strakte sig videre end det område, hvor selskabet var etableret, skulle på samme måde råde over en struktur, der gjorde det muligt for det at udstede direkte licenser i andre lande. Så længe eksklusivitetsklausulen stadig var i kraft, ville sådanne licenser have tilsidesat det lokale forvaltningsselskabs eksklusive mandat. Dette er ikke længere tilfældet, efter at eksklusivitetsklausulen er fjernet, og dette gælder endog, selv om de nationale områdebegrænsninger består. Det kan således ikke antages, at det drejer sig om en fortsættelse af samme begrænsning med andre midler.

127    Som Kommissionen har erkendt i sit skriftlige svar på et spørgsmål fra Retten, er det korrekt, at markedet for direkte licenser stadig befandt sig på fosterstadiet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Udstedelsen af direkte licenser afhang bl.a. af, at der udviklede sig en efterspørgsel herefter fra de store brugere, som i stedet for at henvende sig til forvaltningsselskaberne i alle lande, hvor de var aktive, foretrak at købe direkte licenser, som var gyldige i hele verden, til de repertoirer, der interesserede dem.

128    Den omstændighed, at denne udvikling ikke skete så hurtigt, og at den ikke umiddelbart berørte de nationale områdebegrænsninger, fører ikke til den konklusion, at disse begrænsninger udgjorde opretholdelsen af en aftale vedrørende eksklusivitetsklausulen ved hjælp af en samordnet praksis.

129    Der skal endvidere tages hensyn til den omstændighed, at de strukturer for den kollektive forvaltning af ophavsrettigheder til de former for udnyttelse, som er omfattet af den anfægtede beslutning, udspringer af de strukturer, der blev anvendt til de traditionelle udnyttelsesformer, i forhold til hvilke de nationale områdebegrænsninger ikke af Kommissionen er fundet at udgøre en overtrædelse af konkurrencereglerne.

130    Fremkomsten af de nye informationsteknologier, som gjorde det muligt at udnytte værker »online«, betyder ikke, at strukturerne pludselig blev forældet, eller at de berørte erhvervsdrivende skulle udvise en umiddelbar vilje til konkurrence. Den omstændighed i sig selv, at forvaltningsselskaberne efter ophævelsen af eksklusivitetsklausulen ikke hurtigt ændrede de nationale områdebegrænsninger, kan således godtgøre, at disse kunne forklares med andre grunde end fortsættelsen af eksklusiviteten i en anden form.

131    Det følger heraf, at den omstændighed, at Kommissionen har godtgjort, at der forelå en aftale vedrørende eksklusivitetsklausulen, ikke medfører, at dette bevis ligeledes er ført for så vidt angår de nationale områdebegrænsninger.

 Konklusioner vedrørende de bevisforhold, som Kommissionen har påberåbt sig

132    Det fremgår af den ovenstående analyse, at de forhold, som Kommissionen har påberåbt sig, ikke i fornødent omfang godtgør, at der forelå en samordnet praksis mellem forvaltningsselskaberne om at fastsætte de nationale områdebegrænsninger.

133    Det skal følgelig undersøges, om Kommissionen har ført tilstrækkeligt bevis for, at de andre forklaringer på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, end at der forelå en samordning, ikke er troværdige.

b)     Om troværdigheden af de andre forklaringer på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, end at der forelå en samordning

 Indledende bemærkninger

134    Sagsøgeren har støttet af EBU gjort gældende, at de nationale områdebegrænsninger er en følge af individuelle beslutninger, som er gennemtænkte og rationelle på det praktiske og økonomiske plan, henset til markedets særlige vilkår, og ikke en følge af en samordnet praksis.

135    Sagsøgerens argumenter vedrørende tilstedeværelsen af andre forklaringer på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd end en samordning kan grupperes omkring nødvendigheden af at være til stede for at kunne foretage en effektiv overvågning af udnyttelsen af ophavsrettighederne og nødvendigheden af at sikre, at de opkrævede royalties fra brugerne ikke faldt. De har i øvrigt nævnt vigtigheden af de nationale områdebegrænsninger for at opretholde tilstedeværelsen af nationale »one-stop shops«, hvorfra brugerne kan opnå licenser vedrørende et verdensomspændende repertoire. Denne sidste forklaring er fremført af EBU.

136    Det skal først bemærkes, at Domstolen i domme af 13. juli 1989, Tournier (sag 395/87, Sml. s. 2521) og Lucazeau m.fl. (forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Sml. s. 2811), har taget stilling til præjudicielle spørgsmål forelagt af franske retter om, hvorvidt en situation, hvori forvaltningsselskab B for så vidt angår traditionelle (»offline«) udnyttelsesformer af ophavsret nægtede at udstede en licens til repertoire B på område A, hvorfor brugerne etableret i område A var tvunget til at henvende sig til forvaltningsselskab A, hvis takster var højere, var forenelig med konkurrencereglerne.

137    Domstolen fastslog, at de gensidige repræsentationsaftaler kunne betragtes som en konkurrencebegrænsende aftale, hvis de indførte en eksklusivitet i den forstand, at forvaltningsselskaberne blev forpligtede til ikke at udstede direkte licenser til brugere etableret i udlandet. Domstolen har imidlertid bemærket, at klausuler med et sådant formål, som tidligere fandtes i de gensidige repræsentationsaftaler, var blevet fjernet efter anmodning fra Kommissionen. Domstolen har derefter undersøgt, om den omstændighed, at ophævelsen af disse klausuler ikke havde til følge, at forvaltningsselskabernes adfærd blev ændret, gjorde det muligt at fastslå, at disse havde bevaret deres eksklusivitet ved en samordnet praksis. Domstolen har i denne forbindelse anført, at en parallel adfærd under visse omstændigheder kan udgøre et vigtigt indicium for, at der foreligger en samordnet praksis, når den fører til konkurrencevilkår, som ikke svarer til normale vilkår. Kommissionen har imidlertid fremhævet, at en sådan samordning ikke kan antages at foreligge, såfremt den parallelle adfærd kan forklares ud fra andre hensyn end en samordning, og at et sådant hensyn kunne være, at forvaltningsselskaber for at kunne udstede direkte licenser ville være nødt til at have deres eget forvaltnings- og overvågningssystem på et andet område. Vurderingen af, hvorvidt en samordning i strid med konkurrencereglerne faktisk havde fundet sted, blev overladt til de nationale retter, som havde forelagt de præjudicielle spørgsmål (Tournier-dommen, præmis 20-25, og dommen i sagen Lucazeau m.fl., præmis 14-19).

138    Det drejer sig i den foreliggende sag om at undersøge, om Kommissionen med rette kunne finde, at tilstedeværelsen af nationale områdebegrænsninger i alle de gensidige repræsentationsaftaler ikke svarede til de normale markedsvilkår. Der skal i denne forbindelse mindes om Domstolens praksis, i henhold til hvilken det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrencereglerne gældende, at føre bevis herfor, og det tilkommer den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser. Selv om den i loven fastsatte bevisbyrde efter disse principper således påhviler enten Kommissionen eller den berørte virksomhed eller sammenslutning, kan de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at bevisbyrden er blevet løftet (jf. dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

139    Det skal dernæst bemærkes, at Kommissionen ikke har gjort gældende, at den omstændighed, at den geografiske rækkevidde af de gensidige mandater i de gensidige repræsentationsaftaler begrænses til de nationale territorier, ikke kan henhøre under normale markedsvilkår. Det er blot konstateringen af, at alle de gensidige repræsentationsaftaler indeholder en sådan begrænsning, der ifølge Kommissionen ikke kan forklares ved andet end en samordnet praksis. Det skal i denne forbindelse i øvrigt bemærkes, at den anfægtede beslutning ikke indeholder oplysninger eller økonomiske analyser for så vidt angår de finansielle incitamenter, som kunne have ført forvaltningsselskaberne til at gå bort fra de nationale områdebegrænsninger for så vidt angår de udnyttelsesformer for ophavsretten, der er omfattet af den pågældende beslutning, mens det ikke er anfægtet, at disse begrænsninger var rationelle for de traditionelle udnyttelsesformer.

 Om nødvendigheden af en lokal tilstedeværelse for at sikre effektiviteten af kampen mod uautoriseret brug af musikværker

140    Sagsøgeren og EBU har gjort gældende, at forvaltningsselskaberne betragter det som værende i deres medlemmers interesse, og dermed rationelt, i deres gensidige repræsentationsaftaler at fastsætte nationale områdebegrænsninger, idet disse gør det muligt at sikre effektiviteten af kampen mod uautoriseret brug af musikværker.

141    Det skal undersøges, om de forhold, som Kommissionen har lagt til grund for den anfægtede beslutning, fører til den konklusion, at denne forklaring ikke er troværdig.

142    Det skal i denne forbindelse fastslås, at Kommissionen i 11. betragtning til den anfægtede beslutning har fremhævet, at dens undersøgelse kun drejer sig om lovlig udnyttelse af ophavsretligt beskyttede værker. I 47. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen ligeledes anført, at beslutningen alene vedrører lovlige former for udnyttelse af værker, og at plagiering eller brug af et værk uden en licens derfor ikke er genstand for beslutningen. Ifølge sidstnævnte betragtning gælder betragtningerne og vurderingerne i den anfægtede beslutning kun for de sædvanlige og normale relationer mellem forvaltningsselskaber og brugere.

143    I 46. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen imidlertid erkendt, at forvaltningsselskaberne må føre kontrol med brugen af ophavsrettighederne, revidere brugernes regnskaber og håndhæve disse rettigheder i tilfælde af krænkelser. I 11. betragtning til beslutningen har Kommissionen i øvrigt anført, at som anført i punkt 7.6.1.4 i samme beslutning, er denne ikke til hinder for, at forvaltningsselskaberne kan overvåge markedet med det formål at afsløre uautoriseret brug af ophavsretligt beskyttede værker, eller at de kan gribe ind over for en sådan brug.

144    I lyset af disse tvetydige betragtninger fra Kommissionen skal det fastslås, at hvis denne institution med disse blot har begrænset sig til at tage hensyn til lovlig udnyttelse, skal beslutningen annulleres af denne grund, for så vidt som Kommissionen ikke har redegjort for grundene til, at det var muligt at adskille kontrollen med lovlig brug og overvågningen og håndhævelsen af uautoriseret brug. Det er korrekt, at under retsforhandlingerne for Retten, særligt under retsmødet den 4. juni 2012, har Kommissionen gjort gældende, at kampen mod plagiering er en opgave, som i det væsentlige henhører under International Federation of the Phonographic Industry (IFPI), en international organisation, som repræsenterer pladeselskaberne og opererer fra sit kontor i London (Det Forenede Kongerige). Hvis Kommissionen med denne udtalelse, som i øvrigt ikke er underbygget, vil gøre gældende, at forvaltningsselskaberne ikke på nogen måde er involveret i den kontrol, som skal afdække uautoriseret brug, skal det bemærkes, at et sådant synspunkt ikke fremgår af den anfægtede beslutning. Retten kan imidlertid ikke tage hensyn til en omstændighed, som Kommissionen har gjort gældende for første gang ved Retten, idet en manglende begrundelse i den anfægtede beslutning på et sådant punkt ikke kan afhjælpes under sagen for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 149 og den deri nævnte retspraksis).

145    På trods af Kommissionens betragtninger gengivet ovenfor fremgår det imidlertid af den anfægtede beslutning, at den under alle omstændigheder har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt forvaltningsselskabernes parallelle adfærd for så vidt angår de nationale områdebegrænsninger var en følge af forvaltningsselskabernes vilje til effektivt at bekæmpe uautoriseret brug. Kommissionen ses således selv at anerkende, at denne forklaring ikke kan forkastes ved den simple påstand, at den anfægtede beslutning alene vedrører lovlig udnyttelse af ophavsrettighederne. Det skal således undersøges, om de passager i den anfægtede beslutning, som vedrører dette spørgsmål, er tilstrækkelige for at fastslå, at sagsøgerens synspunkt, gengivet ovenfor i præmis 140, ikke er troværdigt.

146    Kommissionen har for det første fremhævet, at den ordning, som Kommissionen har kritiseret i den anfægtede beslutning, ikke bygger på nærhedsprincippet mellem det forvaltningsselskab, der udsteder en licens, og brugeren, som modtager denne licens, men på princippet om, at licensen udstedes af det forvaltningsselskab, som er etableret i det land, hvor udnyttelsen finder sted, uanset hvilket land licensmodtageren bor i (171.-173. betragtning til den anfægtede beslutning).

147    Det er i denne forbindelse korrekt, at i forbindelse med den ordning, som Kommissionen har anfægtet, er det muligt, at forvaltningsselskab B, som har udstedt en licens til en bruger etableret i land A til udnyttelse, som finder sted i land B, skal træffe administrative eller retlige foranstaltninger mod denne bruger i land A, dvs. på afstand.

148    Det forholder sig ikke desto mindre således, at når forvaltningsselskab B i en sådan ordning udsteder en licens til en bruger etableret i land A, men som er aktiv i land B, i tilfælde af at der opdages en tilsidesættelse af den udstedte licens, kan støtte sig til forvaltningsselskab A, hvis der er behov herfor. Sidstnævnte selskab ser således ikke forvaltningsselskab B som en konkurrent, idet forvaltningsselskab A ikke selv kan udstede licenser til udnyttelse, som finder sted i land B. Eftersom forvaltningsselskab A i øvrigt for så vidt angår udnyttelse, som finder sted i land B, har overladt sit repertoire til forvaltningsselskab B, har det en interesse i, at tilsidesættelser af licenserne udstedt af forvaltningsselskab B bliver retsforfulgt effektivt.

149    I den anfægtede beslutning har Kommissionen gjort gældende, at ved udøvelsen af overvågning og »håndhævelse« af ophavsrettigheder, for hvilke en lokal tilstedeværelse er nødvendig, kan det forvaltningsselskab, som har udstedt en licens til en bruger etableret i et andet land, henvende sig til lokale udbydere, særligt det lokale forvaltningsselskab. Kommissionen har imidlertid ikke redegjort for, hvorledes et sådant samarbejde kan fungere, når konkurrencen mellem forvaltningsselskaberne mærkes. I den anfægtede beslutning har Kommissionen navnlig undladt at undersøge, hvilke finansielle og kommercielle interesser der ville tilskynde det lokale forvaltningsselskab til at samarbejde med et andet forvaltningsselskab, som konkurrerer med det på dets område.

150    Det skal i øvrigt for det første bemærkes, at Kommissionen ikke har givet nogen forklaring på spørgsmålet om, hvem der ville foretage den generelle overvågning af markedet med henblik på at forpligte brugerne til at ansøge om licenser og ikke alene en overvågning af de allerede udstedte licenser, hvis forvaltningsselskaberne ikke var involveret i udførelsen af denne opgave. Sagsøgeren har – uden at blive modsagt af Kommissionen – anført, at forvaltningsselskabernes opgave indebærer hvervet med at forpligte de brugere, der udnytter musikværker uden godkendelse, til at ansøge om den nødvendige licens. Det forvaltningsselskab, der bedst kan varetage dette hverv, vil for hvert land være det lokale forvaltningsselskab, der råder over det bedste kendskab til markedet i dets etableringsland. Hvis dette forvaltningsselskab ikke ved hjælp af betaling svarende til udstedelsen af en licens var sikret at kunne opkræve de omkostninger, der var forbundet med den overvågning, som det skulle foretage, ville denne aktivitet simpelthen ikke være levedygtig. Denne sikring ville blive bragt i fare, hvis flere forvaltningsselskaber kunne udstede licenser for samme område vedrørende de samme repertoirer. Det skal således fastslås, at Kommissionen ikke har kunnet fremlægge nogen oplysninger, der kan rejse tvivl om sagsøgerens argument.

151    For det andet har Kommissionen ikke forklaret, hvorledes forvaltningsselskaberne, som konkurrerer om udstedelsen af licenser vedrørende repertoirer, der overlapper hinanden og dækker samme områder, ville kunne samarbejde. Selv om det er korrekt, at den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, er, at enhver erhvervsdrivende selvstændigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det indre marked, gælder det ligeledes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har erkendt, at et samarbejde mellem forvaltningsselskaberne er nødvendigt, for at hvert forvaltningsselskab er i stand til at udbyde multirepertoirelicenser (jf. f.eks. 166. betragtning til den anfægtede beslutning). For at kunne udstede en licens vedrørende et verdensomspændende repertoire skal et forvaltningsselskab særligt samarbejde med alle de andre forvaltningsselskaber. Der anføres imidlertid ikke i den anfægtede beslutning nogen elementer, som gør det muligt at forstå, hvorledes dette samarbejde, som Kommissionen finder nødvendigt, skal foregå mellem forvaltningsselskaber, der er blevet konkurrenter, således som Kommissionen forudser, særligt med hensyn til visse overvågningsaktiviteter og retsforfølgning af overtrædelser (177. og 178. betragtning til den anfægtede beslutning).

152    Kommissionen har ved Retten gjort gældende, at det lokale forvaltningsselskab ikke kan opgive sin overvågningsrolle, for så vidt som det havde en tillidsforpligtelse i forhold til rettighedshaverne, skønt det konkurrerer med andre forvaltningsselskaber. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omhandlede tillidsforpligtelse alene gælder i forholdet mellem et forvaltningsselskab og rettighedshaverne, som er tilsluttet selskabet. Det er således ikke sikkert, at denne forpligtelse pålægger det lokale forvaltningsselskab at forfølge sine aktiviteter til fordel for rettighedshavere, der hører til hos de øvrige selskaber, når det ikke længere er det eneste forvaltningsselskab, der kan udstede licenser på det område, hvor det er etableret. Det er i øvrigt ubestridt, at forvaltningsselskab A ikke ville have nogen forpligtelse i forhold til forvaltningsselskab B, hvis forvaltningsselskab B havde overladt forvaltningen af repertoire B på område A til forvaltningsselskab C, som ikke var etableret på område A.

153    Hvad angår det argument, som Kommissionen ligeledes har fremført ved Retten, hvorefter det lokale forvaltningsselskab har en interesse i at opretholde sit omdømme for effektivitet i overvågningen i dets medlemmers øjne, for at de ikke vælger at henvende sig til andre forvaltningsselskaber, kan det ikke tiltrædes. Hvis de brugere, hvis uautoriserede brug af musikværker var blevet opdaget af det lokale forvaltningsselskab, kunne opnå de nødvendige licenser til lovlig brug af disse værker hos andre forvaltningsselskaber, kunne det lokale forvaltningsselskab således ikke ved hjælp af opkrævning af prisen for licenserne vælte omkostningerne for den forvaltning, der udspringer af dens aktivitet med overvågning af markedet, over på brugerne. Denne omstændighed ville skade forvaltningsselskabets omdømme hos dets medlemmer, fordi disses royalties ville blive reduceret på grund af de forvaltningsomkostninger, der var forbundet med overvågning af markedet, som ikke blev opkrævet ved samme forvaltningsselskabs udstedelse af licenser. Et forvaltningsselskab har ikke nogen interesse i at udøve overvågningsaktiviteter, som afføder forvaltningsomkostninger, der nedsætter de royalties, som selskabet er i stand til at udbetale til sine medlemmer, hvis det ikke er sikker på at kunne opkræve størrelsen af disse omkostninger ved udstedelse af licenser, når det opdager uautoriseret brug, navnlig eftersom ophavsmændene fremover frit kan blive medlem af det forvaltningsselskab, de ønsker.

154    Kommissionens argument, hvorefter omkostningerne ved den overvågning, som det lokale forvaltningsselskab skal udøve for at beskytte sine medlemmer, ikke stiger som følge af den omstændighed, at dette forvaltningsselskab ligeledes kontrollerer udnyttelsen af andre ophavsmænds rettigheder, er i øvrigt på ingen måde underbygget.

155    Endelig skal der tages hensyn til, at selv hvis det antages, at samarbejdet mellem det lokale forvaltningsselskab og det forvaltningsselskab, der udsteder licens til en bruger, er muligt, indebærer dette samarbejde inddragelse af tre forvaltningsselskaber, nemlig det lokale forvaltningsselskab C, det forvaltningsselskab A, der er indehaver af repertoire A, men har overdraget dette til et andet selskab, og forvaltningsselskab B, som i henhold til mandatet fra forvaltningsselskab A har fået overdraget retten til at udstede licenser vedrørende repertoire A på område C. Skønt forvaltningsselskab C’s indgriben kan give anledning til omkostninger, har Kommissionen ikke redegjort for, hvilken fordel forvaltningsselskab A ville opnå ved at overdrage forvaltningen af repertoire A på område C til forvaltningsselskab B i stedet for forvaltningsselskab C, når dette medfører ekstraomkostninger.

156    Kommissionen har for det andet gjort gældende, at for så vidt angår de udnyttelsesformer for ophavsretten, der er omfattet af den anfægtede beslutning, findes der tekniske løsninger, der gør det muligt at fjernovervåge licenstageren. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at forvaltningsselskaberne allerede har indført licenseringsmetoder, der viser, at de er i stand til at overvåge brug og brugere uden for det område, hvor de selv er etableret (174. betragtning til den anfægtede beslutning).

157    Kommissionen kan imidlertid ikke afvise sagsøgerens forklaring på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd vedrørende nødvendigheden af at bekæmpe ulovlig brug ved blot at lægge det synspunkt til grund, at der findes tekniske løsninger, som gør det muligt at fjernovervåge, for så vidt angår de udnyttelsesformer, der er omhandlet i den anfægtede beslutning.

158    Det er ganske vist korrekt, at Kommissionen i 189. betragtning til den anfægtede beslutning har tilføjet, at det under høringen, navnlig af European Digital Media Association (europæisk sammenslutning for digitale medier – EDIMA), en sammenslutning, der repræsenterer selskaber, der leverer lydindhold og audiovisuelt indhold »online«, blev godtgjort, at det i praksis er muligt at fjernovervåge »online«-brugen af musik. Thi ethvert musikværk har en elektronisk identitet, og hver pc har en internetprotokoladresse. Disse oplysninger viser, at forvaltningsselskaberne, når de udsteder en licens, kan sikre sig, at brugeren er i stand til at skaffe sig et klart overblik over, hvilke musikværker der lyttes til på hvilken computer og til hvilket formål. Brugeren, der har opnået en licens, kan derefter fremsende disse data til forvaltningsselskaberne, som så kan bruge dem til at foretage en korrekt udbetaling af royalties til rettighedshaverne.

159    Denne forklaring begrænser sig imidlertid til overvågning af udstedte licenser, men besvarer ikke spørgsmålet om, hvordan og af hvem den uautoriserede brug skal identificeres og retsforfølges. Denne forklaring gør det endnu mindre muligt at forstå, hvilke økonomiske incitamenter forvaltningsselskaberne ville have til at fjernovervåge et givent marked, når de brugere, der er aktive på dette marked uden at råde over den nødvendige licens, ville kunne ansøge om en licens hos et andet forvaltningsselskab end det, der har udført overvågningen.

160    I mangel på præcisering af, om de tekniske løsninger, der er nævnt i 189. betragtning til den anfægtede beslutning, gør det muligt at bekæmpe uautoriseret brug effektivt, skal det undersøges, om de af Kommissionen i den anfægtede beslutning fremførte eksempler som svar på sagsøgerens argumenter rejser tvivl om troværdigheden af sagsøgerens forklaring, hvorefter de nationale områdebegrænsninger skal sikre effektiviteten i bekæmpelsen af uautoriseret brug af musikværker.

161    Der skal i denne forbindelse tages hensyn til den omstændighed, at når Kommissionen påberåber sig visse eksempler for at rejse tvivl ved troværdigheden af sagsøgerens synspunkt, har den bevisbyrden for, hvorfor disse eksempler er relevante. Kommissionen kan i øvrigt ikke kritisere sagsøgeren for ikke i tilstrækkelig grad at have præciseret sin anden forklaring, for så vidt som det er Kommissionen, der skal godtgøre overtrædelsen. Hvis Kommissionen således under den administrative procedure er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har underbygget sin forklaring tilstrækkeligt, skal den fortsætte med at opklare sagen eller fastslå, at de berørte ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkelige oplysninger. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid ikke af den anfægtede beslutning, at Kommissionens utilstrækkelige undersøgelse skyldes den omstændighed, at den ikke har kunnet opnå de oplysninger fra sagsøgeren og forvaltningsselskaberne, som den havde behov for for at kunne undersøge, om der forelå troværdige forklaringer på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd.

–       Om NCB-modellen

162    Kommissionen har for det første henvist til NCB-modellen (jf. præmis 36 ovenfor), om hvilken den har anført i 179. betragtning til den anfægtede beslutning, at den gjorde det muligt at udstede én samlet licens, der omfatter såvel de mekaniske rettigheder som rettighederne til fremførelse, og dette for alle de lande, hvori de forvaltningsselskaber, der deltog i denne model, var etableret. Kommissionen nævnte ligeledes, at de »nordiske og baltiske« forvaltningsselskaber havde fremført, at erfaringerne med NCB-modellen bl.a. havde vist, at det under enhver multiterritorielicenseringsordning var afgørende, at der består et netværk mellem nationale selskaber, der samarbejder om at værne om rettighedshavernes rettigheder og interesser, idet lokal tilstedeværelse var nødvendig for at afsløre misbrug og overvåge brugen af rettighederne.

163    For Retten har Kommissionen derimod i sin skriftlige besvarelse af et spørgsmål, der var stillet den som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, gjort gældende, at NCB-modellen i det mindste på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke vedrørte rettigheder til fremførelse, men alene mekaniske rettigheder. Den har tilføjet, at dette ikke er til hinder for, at man kan støtte sig på denne model for at gøre gældende, at udstedelsen af licenser til rettigheder til fremførelse vedrørende flere områder ikke gav anledning til vanskeligheder, idet de problemer, der var forbundet med overvågningen af brugen af de mekaniske rettigheder på internettet, var de samme som de problemer, der vedrørte rettighederne til fremførelse. Under retsforhandlingerne for Retten har Kommissionen gjort gældende, at NCB-modellen ikke havde medført ændringer af de gensidige repræsentationsaftaler mellem de involverede forvaltningsselskaber, og at udstedelsen af multiterritorielicenser inden for rammerne af denne model for rettighederne til fremførelse var en form for »samling« af monoterritorielicenser, som reelt blev udstedt af hvert forvaltningsselskab for dets respektive etableringsområde og »samlet« af det forvaltningsselskab, som brugeren havde henvendt sig til.

164    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionens tilbageholdenhed endsige selvmodsigelser vedrørende definitionen af NCB-modellen viser, at denne ikke har været genstand for en tilbundsgående undersøgelse i den anfægtede beslutning.

165    Under alle omstændigheder gælder på den ene side, at hvis NCB-modellen alene vedrører de mekaniske rettigheder, har Kommissionen ikke redegjort for grundene til, at det skulle antages, at de vanskeligheder, som opstod ved overvågning af brugen af rettighederne til fremførelse, i det væsentlige var de samme som de vanskeligheder, der opstod ved overvågning af de mekaniske rettigheder. Hvis NCB-modellen på den anden side ligeledes omfatter rettigheder til fremførelse, men begrænser sig til at tillade udstedelse af en samling af monoterritorielicenser, har Kommissionen ikke redegjort for, hvorledes de problemer med overvågning netop af sådanne former for licensering kunne sammenlignes med problemerne forbundet med multiterritorielicenser.

166    Som følge af Kommissionens mangelfulde undersøgelse af denne model i den anfægtede beslutning kan Retten ikke heraf udlede nogen konklusion vedrørende velbegrundetheden af Kommissionens synspunkt om, at nødvendigheden af at bekæmpe ulovlig brug af ophavsretligt beskyttede værker ikke begrundede forvaltningsselskabernes valg med at opretholde de nationale områdebegrænsninger i de gensidige repræsentationsaftaler.

–       Simulcast- og Webcastingaftalerne

167    I 191. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen henvist til Simulcast- og Webcastingaftalerne (jf. præmis 35 ovenfor), som viser, at det ikke er nogen teknisk nødvendighed, at forvaltningsselskaberne har en fysisk territorial tilstedeværelse for at kunne tilbyde multiterritorie- og multirepertoirelicenser til internetbrug og overvåge brugen af dem effektivt.

168    Det er ubestridt, at Simulcast- og Webcastingaftalerne ikke vedrører rettigheder til fremførelse, men andre former for intellektuelle ejendomsrettigheder, såsom de såkaldte »beslægtede« rettigheder. Den anfægtede beslutning indeholder imidlertid ikke nogen forklaring på grundene til, at de løsninger, der er valgt for disse sidstnævnte rettigheder, kan overføres på de rettigheder, der er omfattet af den anfægtede beslutning. Der findes ikke i beslutningen nogen sammenligning mellem de forskellige omhandlede former for intellektuelle ejendomsrettigheders kendetegn eller økonomiske værdi eller nogen oplysninger vedrørende den praktiske anvendelse af Simulcast- og Webcastingaftalerne.

169    Under disse omstændigheder kan det ikke gøres gældende, at Kommissionens henvisning til disse aftaler gør det muligt at afvise forklaringen om, at opretholdelsen af de nationale områdebegrænsninger i de gensidige repræsentationsaftaler skyldes viljen til at sikre bekæmpelsen af uautoriseret brug.

–       Om Santiagoaftalen

170    I 192. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen støttet sig på Santiagoaftalen (jf. præmis 28, 30 og 109-114 ovenfor), som viser muligheden for at udstede multiterritorielicenser.

171    Henvisningen til denne aftale er imidlertid ikke relevant, for så vidt som Kommissionen blot har taget hensyn til den første del af denne aftale, nemlig muligheden for at udstede licenser uden områdebegrænsning, uden at tage hensyn til aftalens anden del, nemlig begrænsningen i muligheden for at udstede sådanne licenser til brugere etableret på samme område som det forvaltningsselskab, der udsteder licensen. Kommissionen har ikke i den anfægtede beslutning redegjort for grundene til, at ordningen i Santiagoaftalen sikrer effektiviteten af bekæmpelsen af ulovlig brug, selv hvis der ses bort fra aftalens anden del.

172    Selv om det ikke tilkommer Retten i forbindelse med nærværende sag at tage stilling til grundlaget for, hvorfor Kommissionen i Santiagoklagepunktsmeddelelsen antog, at den pågældende aftale var i strid med artikel 81 EF, netop fordi den sikrede et enkelt forvaltningsselskab mulighed for at udstede licenser til brugere etableret på et givent område, kan der imidlertid ikke ses bort fra, at den ordning, der er fastsat i Santiagoaftalen, hvorefter der indføres en anden ordning end den, der udspringer af de nationale områdebegrænsninger, men med udgangspunkt i en form for eksklusivitet for det lokale forvaltningsselskab, ikke gør det muligt at konkludere noget om effektiviteten af bekæmpelsen af uautoriseret brug i en situation, hvor forvaltningsselskaberne konkurrerer med hinanden.

173    Af samme grunde kan Kommissionen heller ikke med rette støtte sig på svaret fra det tjekkiske forvaltningsselskab, Ochranný svaz autorský pro práva k dílům hudebním (OSA), på klagepunktsmeddelelsen, nævnt i 180. og 181. betragtning til den anfægtede beslutning. OSA har således blot forklaret, at selskabet i det væsentlige havde udstedt licenser på grundlag af Santiagoaftalen, dvs. licenser, som ganske vist var multiterritoriale, men alene til fordel for brugere, der var etableret i Den Tjekkiske Republik.

–       Om joint venture-selskabet Celas, udstedelse af direkte licenser og en udgivers initiativ

174    I 193. betragtning til den anfægtede beslutning (jf. præmis 37 ovenfor) har Kommissionen henvist til den omstændighed, at forvaltningsselskaberne fra Tyskland og Det Forenede Kongerige i januar 2006 gik sammen i et joint venture, Celas, der skulle kunne udstede én samlet paneuropæisk licens på »online«- og mobilrettighederne til et pladeselskabs angloamerikanske repertoire. Ifølge den anfægtede beslutning udstedte Celas paneuropæiske licenser til erhvervsbrugere etableret i et hvilket som helst EØS-land. Denne nye model var følgelig et godt eksempel på, at det var teknisk muligt for forvaltningsselskaberne at tilbyde multiterritorielicenser, og at påstandene angående forvaltningsselskabernes revisions-, overvågnings- og håndhævelsesbehov og nødvendigheden af en kort afstand mellem licensgiver og licenstager ikke kan begrunde den her omhandlede parallelle adfærd med hensyn til områdebegrænsning.

175    Det skal bemærkes, at som Kommissionen selv har erkendt, udstedte Celas licenser vedrørende mekaniske rettigheder og ikke vedrørende rettigheder til fremførelse. Da Kommissionen ikke har redegjort for, hvorledes overvågningen af brugen af den første kategori af rettigheder skabte vanskeligheder, som kan sammenlignes med dem, der er forbundet med overvågning af brugen af den anden kategori, giver Celas-eksemplet ikke mulighed for at afvise sagsøgerens argumenter. Det er korrekt, at Celas-licenser – således som det fremgår af det skriftlige svar fra Kommissionen på et af de af Retten stillede spørgsmål – blev suppleret med de tilsvarende licenser vedrørende rettigheder til fremførelse, som blev udstedt af Performing Right Society og GEMA. Disse sidstnævnte licenser er imidlertid alene en form for direkte licenser, for så vidt som disse to forvaltningsselskaber kun udsteder licenser, der, selv om de gælder for flere områder, er begrænset til det repertoire, der er blevet tildelt direkte af rettighedshaverne og ikke gennem de gensidige repræsentationsaftaler.

176    Under disse omstændigheder rejser der sig et spørgsmål om, hvorvidt fænomenet direkte licenser gør det muligt at konkludere noget om beviset for den samordnede praksis omhandlet i den anfægtede beslutnings artikel 3. Det skal imidlertid bemærkes, at den omstændighed, at sådanne licenser foreligger, ikke rejser tvivl ved forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, for så vidt som de nationale områdebegrænsninger indeholdt i de gensidige repræsentationsaftaler ikke berøres af den omstændighed, at det forvaltningsselskab, der har overladt retten til at udstede licenser, selv udsteder licenser til sit repertoire, som ligeledes er gyldige på området for det forvaltningsselskab, der har fået mandat til at udstede licenser. Udstedelsen af direkte licenser sætter imidlertid ikke to forvaltningsselskaber i konkurrence med hensyn til udstedelse af licenser til samme brugere. Som det fremgår af det skriftlige svar fra Kommissionen på et spørgsmål fra Retten, udsteder forvaltningsselskaberne – i det mindste ikke dem, der råder over den nødvendige struktur – kun direkte licenser til de store brugere, idet det alene er i forhold til disse, at de omkostninger, som er forbundet med overvågning af brugen af licenserne, kan kompenseres af disse brugeres store antal udnyttelser. Hvis forvaltningsselskab A således udstedte direkte licenser til store brugere, som var aktive i land B, ville forvaltningsselskab B ikke desto mindre stadig være det eneste selskab, som ville være i stand til at udstede licenser vedrørende bl.a. repertoire A til brugere, som var aktive i land B.

177    Det følger heraf, at fænomenet direkte licenser, som er en del af aktiviteterne for Celas og de forvaltningsselskaber, der er blevet oprettet, og som udsteder supplerende licenser til Celas-licenser, ikke skaber vanskeligheder for overvågningen, der kan sammenlignes med de vanskeligheder, som sagsøgeren har henvist til. Disse forhold, som Kommissionen har påberåbt sig, gør det således i mangel af yderligere forklaringer ikke muligt at rejse tvivl om sagsøgerens synspunkt.

178    Det samme gør sig gældende for en udgivers initiativ (jf. præmis 43 ovenfor), som Kommissionen har henvist til i 220. betragtning til den anfægtede beslutning. Skønt dette ikke fremgår af beslutningen, har Kommissionen erkendt i sine skriftlige indlæg for Retten, at dette initiativ alene vedrørte mekaniske rettigheder. Som sagsøgeren i øvrigt har understreget, har Kommissionen aldrig forklaret – og end mindre i den anfægtede beslutning – hvorledes de betingelser, hvorunder en stor udgiver, der har et kommercielt internationalt attraktivt repertoire, opererer, er sammenlignelige med betingelserne for forvaltningsselskaberne.

–       Om dokumentet med overskriften »Cross border collective management of online rights in Europe«

179    I 194. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen bemærket, at de manglende tekniske og økonomiske vanskeligheder, som er en følge af, at man gik bort fra de nationale områdebegrænsninger, blev godtgjort ved den omstændighed, at visse forvaltningsselskaber havde underskrevet et dokument med overskriften »Cross border collective management of online rights in Europe« (kollektiv grænseoverskridende forvaltning af »online«-rettigheder i Europa), som talte for en ordning med tildeling af multirepertoire- og multiterritorielicenser.

180    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de forvaltningsselskaber, der har underskrevet dette dokument, alligevel har anlagt sag til prøvelse af den anfægtede beslutning, hvilket kan rejse tvivl ved dette dokuments mulighed for at bevise, at der ikke foreligger tekniske vanskeligheder for udstedelsen af multirepertoire- og multiterritorielicenser. Under alle omstændigheder er dette dokuments bevisværdi ekstremt nedsat, for så vidt som det ikke fremgår af sagsakterne, at de berørte forvaltningsselskaber har truffet det mindste skridt til at gennemføre det forslag, der er anført heri.

181    Det fremgår af ovenstående bemærkninger, at de forhold, som Kommissionen har fremført, ikke er tilstrækkelige til at rejse tvivl om troværdigheden af den af sagsøgeren fremførte anden forklaring på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, end at der foreligger en samordning, som er baseret på nødvendigheden af at sikre effektiviteten i bekæmpelsen af uautoriseret brug af musikværker.

3.     Konklusion om sagens udfald

182    På grundlag af de foregående bemærkninger skal det fastslås, at Kommissionen ikke tilstrækkeligt har godtgjort, at der forelå en samordnet praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger, idet den hverken har godtgjort, at forvaltningsselskaberne var blevet enige i denne forbindelse, eller har fremlagt forhold, som kan rejse tvivl om troværdigheden af en af sagsøgerens forklaringer på den parallelle adfærd.

183    Den anfægtede beslutnings artikel 3 bør således annulleres for så vidt den angår sagsøgeren (jf. præmis 78 ovenfor), uden at det er nødvendigt at undersøge de andre argumenter fremført af sagsøgeren og EBU i forbindelse med første anbringende vedrørende bl.a. vigtigheden af de nationale områdebegrænsninger for at undgå nedsættelser i royalties og for at opretholde tilstedeværelsen af nationale »one-stop shops« eller at undersøge andet anbringende.

 Sagens omkostninger

184    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens og EBU’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Artikel 3 i Kommissionens beslutning K(2008) 3435 endelig af 16. juli 2008 om en procedure i henhold til […] artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C2/38.698 – CISAC) annulleres, for så vidt som den vedrører International Confederation of Societies of Authors and Composers (CISAC).

2)      Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Kanninen Soldevila Fragoso Van der Woude

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. april 2013

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund og den anfægtede beslutning

A –  Den administrative procedure

B –  Den omhandlede standardkontrakts klausuler

C –  De omhandlede markeder

D –  Anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen

1.  Medlemsklausulen, eksklusivitetsklausulen og klausulen om ikke-indblanding

2.  Samordnet praksis vedrørende nationale områdebegrænsninger

E –  Konklusion

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

A –  Kommissionens formalitetsindsigelse

B –  Om realiteten

1.  Indledende bemærkninger

2.  Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF, for så vidt som Kommissionen ikke har godtgjort, at der forelå samordnet praksis vedrørende de nationale områdebegrænsninger

a)  Bevisværdien af de forhold, Kommissionen har anført for at godtgøre den samordnede praksis uden udelukkende at lægge forvaltningsselskabernes parallelle adfærd til grund

De drøftelser vedrørende rækkevidden af mandaterne i de gensidige repræsentationsaftaler, som forvaltningsselskaberne har ført i forbindelse med aktiviteter, som sagsøgeren har stået for

Santiagoaftalen

Sydneyaftalen

Den hævdede historiske forbindelse mellem eksklusivitetsklausulen og de nationale områdebegrænsninger

Konklusioner vedrørende de bevisforhold, som Kommissionen har påberåbt sig

b)  Om troværdigheden af de andre forklaringer på forvaltningsselskabernes parallelle adfærd, end at der forelå en samordning

Indledende bemærkninger

Om nødvendigheden af en lokal tilstedeværelse for at sikre effektiviteten af kampen mod uautoriseret brug af musikværker

–  Om NCB-modellen

–  Simulcast- og Webcastingaftalerne

–  Om Santiagoaftalen

–  Om joint venture-selskabet Celas, udstedelse af direkte licenser og en udgivers initiativ

–  Om dokumentet med overskriften »Cross border collective management of online rights in Europe«

3.  Konklusion om sagens udfald

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.