RETTENS DOM (Første Afdeling)

17. februar 2017 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – ulovlighedsindsigelse – retsgrundlag – magtfordrejning – ret til forsvar – berettiget forventning – retssikkerhed – ne bis in idem – retskraft – proportionalitet – åbenbart urigtigt skøn – grundlæggende rettigheder«

I de forenede sager T-14/14 og T-87/14,

Islamic Republic of Iran Shipping Lines, Teheran (Iran), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, ved F. Randolph, QC, solicitor P. Pantelis, barrister M. Lester og solicitor M. Taher,

sagsøgere,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og V. Piessevaux, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved D. Gauci og T. Scharf, som befuldmægtigede,

intervenient i sag T-87/14,

angående i sag T-14/14 en påstand baseret på artikel 263 TEUF om annullation af Rådets afgørelse 2013/497/FUSP af 10. oktober 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013, L 272, s. 46) og af Rådets forordning (EU) nr. 971/2013 af 10. oktober 2013 om ændring af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013, L 272, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne, og i sag T-87/14 dels en påstand baseret på artikel 277 TEUF om, at det fastslås, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 ikke finder anvendelse, dels en påstand baseret på artikel 263 TEUF om annullation af Rådets afgørelse 2013/685/FUSP af 26. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013, L 316, s. 46) og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1203/2013 af 26. november 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013, L 316, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og E. Buttigieg,

justitssekretær: fuldmægtig L. Grzegorczyk,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juli 2016,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgerne, Islamic Republic of Iran Shipping Lines (herefter »IRISL«), som er Den Islamiske Republik Irans søtransportvirksomhed, og de ti andre enheder, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, er iranske selskaber med undtagelse af IRISL Europe GmbH, der er et tysk selskab.De udøver alle virksomhed inden for søtransportsektoren.

2        De foreliggende sager er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er blevet truffet for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få denne til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«).

3        Den 26. juli 2010 blev sagsøgernes navne opført på listen i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT 2010, L 195, s. 39).

4        Som følge heraf blev sagsøgernes navne opført på listen i bilag V til Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2007, L 103, s. 1) ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 (EUT 2010, L 195, s. 25).

5        Opførelsen af IRISL’s navn på den liste, der er indeholdt i bilag II til afgørelse 2010/413, var støttet på følgende begrundelse, der i det væsentlige er identisk med begrundelsen i bilag V til forordning nr. 423/2007:

»IRISL har været involveret i transport af militærrelateret fragtgods, herunder forbudt gods fra Iran. I tre tilfælde var der tale om klare overtrædelser, som blev indberettet til Iransanktionskomitéen under [De Forenede Nationers] Sikkerhedsråd. IRISL’s sammenkædning med spredning var af en sådan art, at [De Forenede Nationers] Sikkerhedsråd opfordrede staterne til at inspicere IRISL’s skibe, hvis der er begrundet formodning om, at de medfører forbudte varer i henhold til [De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution] 1803 og 1929.«

6        Opførelsen af de øvrige sagsøgeres navne var begrundet med, at der var tale om selskaber, som var ejet eller kontrolleret af IRISL, eller som handlede på deres vegne.

7        Forordning nr. 423/2007 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2010, L 281, s. 1), og forordning nr. 961/2010 blev efterfølgende ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2012, L 88, s. 1). Sagsøgernes navne blev opført på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012, og begrundelserne for opførelsen af deres navne blev ikke ændret.

8        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. oktober 2010 anlagde sagsøgerne sag med påstand om annullation af opførelsen af deres navne i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag V til forordning nr. 423/2007. Under sagens behandling tilpassede de deres påstande med henblik på bl.a. at nedlægge påstand om annullation af opførelsen af deres navne i bilag IX til forordning nr. 267/2012.

9        Ved dom af 16. september 2013, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet (T-489/10, herefter »IRISL-dommen«, EU:T:2013:453), gav Retten sagsøgerne medhold.

10      Retten fastslog for det første, at Rådet for Den Europæiske Union ikke havde givet en retligt tilstrækkelig begrundelse for sin påstand om, at IRISL ved den adfærd, som blev foreholdt virksomheden, havde bistået en person, en enhed eller et organ, der var opført på en liste, med at overtræde bestemmelserne i Unionens relevante lovgivning og i gældende resolutioner fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, litra b), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012. For det andet fastslog Retten, at Rådet ikke havde godtgjort, at IRISL havde ydet støtte til nuklear spredning – som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 – ved i tre tilfælde at have transporteret militært materiel under overtrædelse af det forbud, der var fastsat i punkt 5 i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007). For det tredje fastslog Retten, at selv om det antoges, at de øvrige sagsøgere end IRISL faktisk var ejet eller kontrolleret af sidstnævnte eller havde handlet på virksomhedens vegne, kunne denne omstændighed ikke begrunde vedtagelsen og opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for disse, eftersom IRISL ikke gyldigt var blevet anset for at yde støtte til nuklear spredning.

11      Ved afgørelse 2013/497/FUSP af 10. oktober 2013 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2013, L 272, s. 46) erstattede Rådet artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 med følgende affattelse, der fastsætter indefrysning af midlerne tilhørende følgende personer og enheder:

»de personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, men som er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller til udvikling af fremføringsmidler til kernevåben, herunder også ved at være involveret i indkøb af forbudte produkter, varer, udstyr, materiel og teknologi, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, herunder ved hjælp af ulovlige midler, eller personer og enheder, der har unddraget sig eller overtrådt, eller som har bistået udpegede personer eller enheder med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i [Sikkerhedsrådets resolution] 1737 (2006), […] 1747 (2007), […] 1803 (2008) og […] 1929 (2010) eller i denne afgørelse, samt andre medlemmer af og enheder i [Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC)] og IRISL og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, eller personer og enheder der handler på deres vegne, eller personer og enheder, som forsyner IRGC og IRISL eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, eller handler på deres vegne, med forsikring eller andre grundlæggende ydelser, som opført på listen i bilag II«.

12      Ved forordning (EU) nr. 971/2013 af 10. oktober 2013 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT 2013, L 272, s. 1) erstattede Rådet som følge heraf artikel 23, stk. 2, litra b) og e), i forordning nr. 267/2012 med følgende affattelse, der fastsætter indefrysning af midlerne tilhørende de personer, enheder og organer, som anses for:

»b)      at være en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der har unddraget sig eller overtrådt, eller som har bistået personer, enheder eller organer, der er opført på listen, med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i denne forordning, i [afgørelse 2010/413] eller i [Sikkerhedsrådets resolution] 1737 (2006), […] 1747 (2007), […] 1803 (2008) og […] 1929 (2010)

[…]

e)      at være en juridisk person, en enhed eller et organ, som ejes eller kontrolleres af [IRISL], eller en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som handler på deres vegne eller leverer forsikringsydelser eller andre væsentlige tjenester til dem, eller til enheder ejet eller kontrolleret af dem eller som handler på deres vegne.«

13      Ved skrivelse af 22. oktober 2013 meddelte Rådet IRISL, at det var af den opfattelse, at virksomheden havde været involveret i transport af våbenrelateret materiel fra Iran under overtrædelse af bestemmelserne i punkt 5 i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007), og at virksomheden derfor opfyldte det i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterium vedrørende de personer og enheder, som havde unddraget sig eller overtrådt bestemte resolutioner fra Sikkerhedsrådet. Rådet underrettede derfor virksomheden om sin hensigt om at genopføre dens navn på de i bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag IX til forordning nr. 267/2012 indeholdte lister over de personer og enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger (herefter »de omtvistede lister«).

14      Ved skrivelser af 22. og 30. oktober 2013 meddelte Rådet hver af de øvrige sagsøgere, at det af forskellige grunde var af den opfattelse, at de opfyldte de i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterier vedrørende de enheder, der ejes eller kontrolleres af IRISL, som handler på virksomhedens vegne, eller som leverer væsentlige tjenester til den (herefter »kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder«). Rådet underrettede dem derfor om sin hensigt om at genopføre deres navne på de omtvistede lister.

15      Ved skrivelse af 15. november 2013 svarede IRISL Rådet, at som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), ville genopførelsen af virksomhedens navn på de omtvistede lister på grundlag af de samme faktiske påstande være ulovlig. Virksomheden anførte, at den havde ført bevis for, at den aldrig havde været involveret i nuklear spredning, og at den ikke var en befragter, men en transportør, og at den derfor ikke havde kendskab til det, der blev transporteret på dens fartøjer, og ikke kunne holdes ansvarlig herfor. IRISL anmodede Rådet om at tilstille den de oplysninger og dokumenter, hvorpå det havde støttet sin afgørelse om genopførelse.

16      Ved skrivelser af 15. og 19. november 2013 svarede hver af de øvrige sagsøgere Rådet, idet de anførte grundene til, at de var af den opfattelse, at en genopførelse af deres navne på de omtvistede lister ville være ulovlig som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453). De anmodede Rådet om at tilstille dem de oplysninger og beviser, hvorpå det havde støttet sin afgørelse om genopførelse.

17      Ved Rådets afgørelse 2013/685/FUSP af 26. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2013, L 316, s. 46) blev sagsøgernes navne genopført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413.

18      Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1203/2013 af 26. november 2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT 2013, L 316, s. 1) blev sagsøgernes navne som følge heraf genopført på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012.

19      Genopførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister var støttet på følgende begrundelse:

»IRISL har været involveret i transport af våbenrelateret materiel fra Iran under overtrædelse af punkt 5 i [Sikkerhedsrådets] resolution 1747 (2007). Der blev indberettet tre klare overtrædelser til Iransanktionskomitéen under [Sikkerhedsrådet] i 2009.«

20      Opførelsen af de øvrige sagsøgeres navne på de omtvistede lister var støttet på følgende begrundelser:

–        For så vidt angår Hafize Darya Shipping Co.: »[Hafize Darya Shipping Lines (HDSL)] har som egentlig ejer overtaget en række af [IRISL’s] fartøjer. Som følge deraf optræder HDSL på vegne af IRISL.«

–        For så vidt angår Khazar Sea Shipping Lines Co.: »Khazar Shipping Lines ejes af IRISL.«

–        For så vidt angår IRISL Europe: »IRISL Europe GmbH (Hamburg) ejes af IRISL.«

–        For så vidt angår Qeshm Marine Services & Engineering Co., tidligere IRISL Marine Services and Engineering Co.: »IRISL Marine Services and Engineering Company kontrolleres af IRISL.«

–        For så vidt angår Irano Misr Shipping Co.: »Irano Misr Shipping Company yder som agent for IRISL i Egypten grundlæggende ydelser til IRISL.«

–        For så vidt angår Safiran Payam Darya Shipping Co.: »Safiran Payam Darya (SAPID) har som egentlig ejer overtaget en række af [IRISL’s] fartøjer. Som følge deraf optræder selskabet på vegne af IRISL.«

–        For så vidt angår Marine Information Technology Development Co., tidligere Shipping Computer Services Co.:»Shipping Computer Services Company kontrolleres af IRISL.«

–        For så vidt angår Rahbaran Omid Darya Ship Management Co., alias Soroush Sarzamin Asatir (SSA):»Soroush Saramin Asatir (SSA) opererer og forvalter en række af [IRISL’s] fartøjer. Som følge deraf handler det på vegne af IRISL og leverer grundlæggende ydelser til det.«

–        For så vidt angår Hoopad Darya Shipping Agency, alias South Way Shipping Agency Co. Ltd: »South Way Shipping Agency Co Ltd forvalter containerterminaloperationer i Iran og leverer tjenester til flådepersonale i Bandar Abbas på vegne af IRISL. Som følge deraf handler South Way Shipping Agency Co Ltd på vegne af IRISL.«

–        For så vidt angår Valfajr Shipping Line Co.: »Valfajr 8th Shipping Line ejes af IRISL.«

21      Ved skrivelse af 27. november 2013 underrettede Rådet IRISL om sin afgørelse om at genopføre dens navn på de omtvistede lister og besvarede virksomhedens anmodning om aktindsigt. Rådet anførte, at som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), var der ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 blevet indført et kriterium vedrørende de personer og enheder, som havde unddraget sig eller overtrådt bestemmelserne i de relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet, hvilket gav Rådet ret til at genopføre virksomhedens navn på de omtvistede lister. Rådet afviste IRISL’s påstand om, at virksomheden ikke havde kendskab til den last, der blev transporteret på dens fartøjer, eller ikke var ansvarlig herfor. Rådet anførte yderligere, at eftersom IRISL var ejet af den iranske regering og var det største iranske rederi, forelå der en klar risiko for, at virksomhedens fartøjer blev anvendt til at transportere forbudte materialer og varer under overtrædelse af de relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet. Rådet anførte ligeledes, at det tilkom IRISL at træffe samtlige mulige foranstaltninger for at sikre, at virksomhedens fartøjer ikke blev anvendt til at transportere forbudte varer, sågar foranstaltninger, der gik videre end almindelig praksis i søtransportsektoren, og at der var blevet indberettet flere klare overtrædelser, der involverede fartøjer tilhørende IRISL, til Iransanktionskomitéen under Sikkerhedsrådet (herefter »sanktionskomitéen«).

22      Ved skrivelser af 27. november 2013 underrettede Rådet hver af de øvrige sagsøgere om sin afgørelse om at genopføre deres navne på de omtvistede lister og besvarede deres anmodninger om aktindsigt. Rådet anførte, at for så vidt som IRISL opfyldte det nye kriterium, der var blevet indført ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, og for så vidt som virksomhedens navn på dette grundlag var blevet genopført på de omtvistede lister, var genopførelsen af navnene på de øvrige sagsøgere ligeledes begrundet, idet de var ejet eller kontrolleret af IRISL, handlede på dennes vegne eller leverede væsentlige tjenester til denne.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

23      Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 6. januar 2014 og den 7. februar 2014 anlagde sagsøgerne de foreliggende sager.

24      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 5. maj 2014 anmodede Europa-Kommissionen om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande i sag T-87/14. Ved kendelse af 1. juli 2014 tillod formanden for Rettens Første Afdeling denne intervention. Kommissionen indgav sit interventionsindlæg den 6. august 2014. Sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger til indlægget inden for den fastsatte frist.

25      På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Første Afdeling) at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

26      Inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodede Retten parterne i sag T-14/14 og T-87/14 om at fremlægge dokumenter og om at besvare visse spørgsmål. Parterne efterkom denne anmodning inden for de fastsatte frister.

27      Efter at parterne var blevet hørt, blev de foreliggende sager ved kendelse af 27. januar 2016 forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

28      Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 12. juli 2016.

29      I sag T-14/14 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30      I sag T-87/14 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

–        Det fastslås, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 ikke finder anvendelse på grundlag af artikel 277 TEUF.

–        Afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31      I de forenede sager T-14/14 og T-87/14 har Rådet nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

32      I sag T-87/14 har Kommissionen nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.

 Retlige bemærkninger

1.     Vedrørende sag T-14/14

33      Sagsøgerne har ved deres søgsmål nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, for så vidt som de i disse retsakter indeholdte kriterier for opførelse på listerne over de personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, indeholder en angivelse af IRISL og enhver enhed med tilknytning til sidstnævnte. Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet i afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 ikke kunne lade opførelseskriterierne omfatte den omstændighed at være: en juridisk person, en enhed eller et organ, som ejes eller kontrolleres af IRISL, eller en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som handler på IRISL’s vegne eller leverer forsikringsydelser eller andre væsentlige tjenester til IRISL, eller til enheder ejet eller kontrolleret af virksomheden, eller som handler på dens vegne. De har gjort gældende, at Rådet som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), hverken kunne inkludere eller opretholde kriterier, der udtrykkeligt henviser til en tilknytning til IRISL, for så vidt som Retten har fastslået, at opførelsen af IRISL’s navn var ulovlig, og at en tilknytning til denne ikke var tilstrækkelig til at begrunde en opførelse.

34      I overensstemmelse med retspraksis kan Unionens retsinstanser til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger, hvorunder rækkevidden af retsinstansernes kompetence og betingelserne for realitetsbehandling af en sag henhører, ikke er opfyldt (jf. dom af 4.6.2014, Hemmati mod Rådet, T-68/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:349, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

35      I det foreliggende tilfælde skal det af egen drift efterprøves dels, om Retten har kompetence til at påkende påstanden om delvis annullation af afgørelse 2013/497, dels om påstanden om delvis annullation af forordning nr. 971/2013 kan antages til realitetsbehandling.

 Om påstanden om delvis annullation af afgørelse 2013/497

36      Sagsøgerne har i det væsentlige nedlagt påstand om annullation af artikel 1, nr. 2), i afgørelse 2013/497, for så vidt som bestemmelsen erstatter artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413.

37      Det bemærkes, at de nævnte bestemmelser er blevet vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU, der er en bestemmelse vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) som omhandlet i artikel 275 TEUF. Det fremgår af artikel 275, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF, at Retten kun har kompetence til at træffe afgørelse i sager anlagt på de betingelser, der fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF vedrørende prøvelsen af lovligheden af afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer vedtaget af Rådet på grundlag af afsnit V, kapitel 2, i EU-traktaten. Således som Domstolen har fastslået, er det for så vidt angår de retsakter, der er vedtaget på grundlag af bestemmelserne vedrørende FUSP, disse retsakters individuelle karakter, som i overensstemmelse med ordlyden af artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4, TEUF giver adgang til Unionens retsinstanser (domme af 4.6.2014, Sina Bank mod Rådet, T-67/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:348, præmis 38, og Hemmati mod Rådet, T-68/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:349, præmis 31).

38      De i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 fastsatte restriktive foranstaltninger er almengyldige foranstaltninger, idet de finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer og på en kategori af personer, der på en generel og abstrakt måde er udpeget som værende »personer og enheder […], som opført på listen i bilag II [til afgørelse 2010/413]«. Følgelig kan denne bestemmelse ikke anses for »en afgørelse […] om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer« som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF. Denne løsning berøres ikke af den omstændighed, at sagsøgerne har anført, at de kun anfægter denne bestemmelse, for så vidt som den vedrører dem. Den berøres heller ikke af den omstændighed, at IRISL’s navn er angivet i bestemmelsen, for så vidt som bestemmelsen ikke direkte vedrører IRISL, men de enheder, der er knyttet til virksomheden, og som er fastlagt generelt og abstrakt på grundlag af objektive kriterier. Den omstændighed, at bestemmelsen er blevet anvendt på sagsøgerne, ændrer nemlig ikke ved dens retlige karakter af almengyldig retsakt. I det foreliggende tilfælde er »afgørelse[n] om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer« som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF at finde i den retsakt, hvorved sagsøgernes navne blev genopført i bilag II til afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2013/685, fra og med den 27. november 2013 (jf. i denne retning dom af 4.6.2014, Sina Bank mod Rådet, T-67/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:348, præmis 39).

39      Påstanden om annullation af artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2013/497, for så vidt som bestemmelsen har erstattet artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, opfylder derfor ikke de i artikel 275, stk. 2, TEUF fastsatte regler for Rettens kompetence. Den skal derfor afvises, idet den er anlagt ved en ret, der ikke har kompetence til at påkende den.

 Om påstanden om delvis annullation af forordning nr. 971/2013

40      Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af procesreglementets artikel 76, litra d), at stævningen skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand, hvilket indebærer, at genstanden skal være fastlagt tilstrækkelig præcist, således at sagsøgte effektivt kan gøre sine forsvarsanbringender gældende herimod, og således at Retten kan forstå genstanden for sagsøgerens påstande.

41      I denne henseende bemærkes, at sagsøgerne ikke udtrykkeligt har angivet i stævningen, hvilke bestemmelser i forordning nr. 971/2013 de påstår annulleret.

42      Det fremgår imidlertid af de i stævningen fremsatte argumenter, at disse udelukkende vedrører annullationen af de bestemmelser i forordning nr. 971/2013, der vedrører opførelseskriterierne, og hvori IRISL og enhver enhed med tilknytning til denne er angivet. Det er kun bestemmelserne i artikel 1, litra c), i forordning nr. 971/2013 – hvilke har erstattet bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012 – som udtrykkeligt er anført i stævningen.

43      Det må, ligesom Rådet har gjort det i svarskriftet, derfor fastslås, at det alene er disse bestemmelser, der er omfattet af sagsøgernes annullationspåstand. I stævningen har sagsøgerne således hverken henvist til bestemmelserne i artikel 1, litra a), i forordning nr. 971/2013, som har erstattet artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012, eller endsige nævnt kriteriet vedrørende de personer, der har unddraget sig eller overtrådt bestemmelserne i forordning nr. 267/2012, afgørelse 2010/413 eller Sikkerhedsrådets resolutioner. De har ikke fremsat noget argument med henblik på at anfægte lovligheden af dette kriterium.

44      Sagsøgerne har i replikken anfægtet denne fortolkning af stævningen og hævdet, at kriteriet i artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012 ligeledes var blevet anfægtet. Det fremgår imidlertid af de punkter i stævningen, hvortil sagsøgerne har henvist, at det herved alene er genopførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister, der er anfægtet, og ikke lovligheden af det kriterium, på grundlag af hvilket virksomheden er blevet genopført.

45      Det fremgår desuden af fast retspraksis, at selv om bestemmelserne i procesreglementets artikel 84, stk. 1, åbner mulighed for under visse omstændigheder at fremsætte nye anbringender under sagens behandling, kan disse bestemmelser under ingen omstændigheder fortolkes således, at de skulle åbne mulighed for, at en sagsøger kan fremsætte nye påstande for Retten og således ændre tvistens genstand under sagens behandling (jf. kendelse af 30.4.2015, EEB mod Kommissionen, T-250/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:274, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

46      Det følger heraf, at de nye argumenter, som sagsøgerne fremsatte for første gang i replikken, og hvorefter Rådet uretmæssigt har udvidet kategorien af de personer, hvis navne kunne opføres eller genopføres på de omtvistede lister, ved at inkludere de personer eller enheder, der havde unddraget sig eller overtrådt Sikkerhedsrådets relevante resolutioner, skal fortolkes således, at der er tale om en ny påstand om annullation af artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012, og de kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

47      Det følger af det ovenstående, at det må fastslås, at påstanden om delvis annullation af forordning nr. 971/2013 alene vedrører annullation af artikel 1, litra c), i forordning nr. 971/2013, for så vidt som bestemmelsen erstatter artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012.

48      Det bemærkes, at artikel 1, litra c), i forordning nr. 971/2013, som har erstattet artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012, er blevet vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF, der regulerer de restriktive foranstaltninger, som Rådet vedtager inden for rammerne af Unionens optræden udadtil. Det fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF, at Retten har kompetence til at udtale sig om søgsmål, som er anlagt af enhver fysisk eller juridisk person på det grundlag, der er omhandlet i artikel 263, stk. 1 og 2, TEUF, med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

49      De i artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012 fastsatte restriktive foranstaltninger er almengyldige foranstaltninger, idet de finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer og på en kategori af personer, der på en generel og abstrakt måde er udpeget som værende de personer, enheder og organer, som er opført på bilag IX til denne forordning. For at bestemmelsen kan finde anvendelse, er det nødvendigt at vedtage en gennemførelsesforanstaltning eller, med andre ord, en individuel retsakt, der, som det fremgår af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, består i at opføre eller i efter fornyet gennemgang at opretholde opførelsen af navnet på den person eller enhed eller det organ, som er omhandlet i bilag IX til den nævnte forordning. Følgelig er artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012 ikke som sådan en bestemmelse i en retsakt, som sagsøgerne kan anfægte direkte på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF. Denne løsning berøres ikke af den omstændighed, at sagsøgerne har anført, at de kun anfægter denne bestemmelse, for så vidt som den vedrører dem. Den omstændighed, at bestemmelsen er blevet anvendt på sagsøgerne, ændrer nemlig ikke ved dens retlige karakter af almengyldig retsakt (jf. analogt dom af 4.6.2014, Sina Bank mod Rådet, T-67/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:348, præmis 42). I det foreliggende tilfælde er den individuelle retsakt, som sagsøgerne kan anfægte direkte, den retsakt, hvorved deres navne fra og med den 27. november 2013 blev genopført i bilag IX til forordning nr. 961/2010.

50      Påstanden om annullation af artikel 1, litra c), i forordning nr. 971/2013, som har ændret artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012, opfylder derfor ikke de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for antagelse til realitetsbehandling. Den skal derfor afvises.

51      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at søgsmålet i sag T-14/14 dels skal anses for at være blevet indbragt for en domstol, der ikke har kompetence til at påkende det, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om delvis annullation af afgørelse 2013/497, dels skal afvises, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om delvis annullation af forordning nr. 971/2013.

2.     Vedrørende sag T-87/14

52      Med deres første påstand har sagsøgerne på grundlag af artikel 277 TEUF fremsat en ulovlighedsindsigelse i forhold til afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, og de har med deres anden påstand påstået afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 annulleret, for så vidt som disse retsakter vedrører dem.

 Om ulovlighedsindsigelsen

53      Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, med hvilke det tilsigtes at fastlægge kriterierne for det grundlag, hvorpå sagsøgernes navne er blevet opført på de omtvistede lister, er ulovlige, og at det derfor skal fastslås, at de er uanvendelige på grundlag af artikel 277 TEUF. De har foreholdt Rådet, at sidstnævnte ved vedtagelsen af afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), har ændret de kriterier, der er indeholdt i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra b) og e), i forordning nr. 267/2012, med henblik på at genopføre deres navne på de omtvistede lister.

54      Sagsøgerne har gjort gældende, at idet Retten i dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), fastslog, at ingen af dem ydede støtte til nuklear spredning, skulle Rådet have fjernet de kriterier, der henviser til IRISL. De kriterier, som Rådet har indført i afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, er uforholdsmæssige, hvilket er i strid med artikel 215 TEUF, og formålet med kriterierne er at omgå denne dom ved at gøre det muligt for Rådet at genopføre sagsøgernes navne på de omtvistede lister med tilbagevirkende kraft.

55      Artikel 277 TEUF er ifølge fast retspraksis udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en retsakt, som vedkommende kan indbringe en klage over, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfægtede retsakt, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af disse retsakter, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at påstå den annulleret (dom af 25.4.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, T-526/10, EU:T:2013:215, præmis 24). Den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet, og der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den pågældende generelle retsakt (jf. dom af 10.7.2014, Moallem Insurance mod Rådet, T-182/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:624, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

56      Hvad angår IRISL blev virksomhedens navn genopført på de omtvistede lister på grundlag af artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012 med den begrundelse, at den havde overtrådt bestemmelserne i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007).

57      Hvad angår de øvrige sagsøgere blev deres navne genopført på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

58      Det må derfor fastslås, at den af sagsøgerne fremsatte ulovlighedsindsigelse kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det herved tilsigtes, at det fastslås dels, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 ikke finder anvendelse for så vidt angår IRISL, for så vidt som der ved disse i henholdsvis artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012 er blevet indført et kriterium, der gør det muligt at indefryse midler tilhørende de personer og enheder, som har unddraget sig eller overtrådt Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007) (herefter »kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747«), dels at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 ikke finder anvendelse for så vidt angår de øvrige sagsøgere, for så vidt som disse har erstattet henholdsvis artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 267/2012.

59      Sagsøgerne har til støtte for deres ulovlighedsindsigelse i forhold til afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 i det væsentlige anført fem anbringender, der for så vidt angår det første vedrører et manglende retsgrundlag, for så vidt angår det andet en tilsidesættelse af deres berettigede forventninger samt af retssikkerhedsprincippet, princippet ne bis in idem og princippet om retskraft, for så vidt angår det tredje magtfordrejning, for så vidt angår det fjerde en tilsidesættelse af deres ret til forsvar og for så vidt angår det femte en tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, herunder deres ejendomsret og deres ret til respekt for deres omdømme.

 Om det første anbringende vedrørende et manglende retsgrundlag

60      Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 savner et retsgrundlag. Rådet har ikke anført, at ændringen af kriterierne i 2013 var begrundet i et objektivt hensyn knyttet til de restriktive foranstaltninger, der var truffet med hensyn til det iranske atomprogram. Artikel 215 TEUF hjemler imidlertid kun pålæggelse af restriktive foranstaltninger, når disse er nødvendige og står i forhold til det mål, der skal gennemføres inden for rammerne af FUSP, og som består i at forhindre finansieringen af nuklear spredning i Iran.

61      Det bemærkes, at retsgrundlaget for afgørelse 2013/497 er artikel 29 TEU, og at retsgrundlaget for forordning nr. 971/2013 er artikel 215 TEUF. Det må fastslås, at sagsøgerne med dette første klagepunkt i realiteten har gjort gældende, at de ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 indførte ændringer udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

62      For så vidt angår domstolsprøvelsen af overholdelsen af proportionalitetsprincippet har Domstolen fastslået, at der må indrømmes EU-lovgiver et vidt skøn inden for områder, der for lovgiver indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor lovgiver skal foretage komplekse vurderinger. Domstolen har deraf udledt, at kun såfremt en foranstaltning på disse områder er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger, vil en sådan foranstaltning kunne kendes ulovlig (dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 120, og af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 77).

63      Ligeledes bemærkes, at formålet med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 er at hindre nuklear spredning og dermed at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran, for at den ophører med de pågældende aktiviteter. Dette formål er en del af den mere generelle indsats forbundet med bevarelsen af freden og den internationale sikkerhed og er derfor lovligt (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

64      Der skal sondres mellem det kriterium, der har tjent som retligt grundlag til opførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister, og det kriterium, der vedrører de øvrige sagsøgere.

–       Hvad angår IRISL

65      Det bemærkes, at Rådet som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), ved afgørelse 2013/497 og ved forordning nr. 971/2013 ændrede henholdsvis det kriterium, der var fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, og det kriterium, som var fastsat i artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 267/2012, således at der ikke længere udelukkende bliver taget sigte på de personer og enheder, der har bistået en person eller en enhed med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i bestemte resolutioner fra Sikkerhedsrådet, men ligeledes på de personer og enheder, som har unddraget sig eller overtrådt disse.

66      Det bemærkes ligeledes, at IRISL’s navn blev genopført på de omtvistede lister ved afgørelse 2013/685 og ved gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 med den begrundelse, at virksomheden havde overtrådt bestemmelserne i punkt 5 i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007).

67      Det fremgår af punkt 5 i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007), at Sikkerhedsrådet »[d]ecides that Iran shall not supply, sell or transfer directly or indirectly from its territory or by its nationals or using its flag vessels or aircraft any arms or related materiel, and that all States shall prohibit the procurement of such items from Iran by their nationals, or using their flag vessels or aircraft, and whether or not originating in the territory of Iran«. Inden for rammerne af bekæmpelsen af atomvåbenspredningen har Sikkerhedsrådet med denne resolution udvidet rækkevidden af de restriktive foranstaltninger over for Iran ved at forbyde, at der erhverves våben og tilhørende materiel fra Iran. Formålet med denne resolution er at sikre, at det iranske atomprogram udelukkende tjener fredelige formål, og at forhindre, at Iran udvikler følsomme teknologier til støtte for sine atomprogrammer eller udvikler missiler.

68      Det bemærkes, at Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007) fremgår af anden betragtning til afgørelse 2010/413. EU’s generelle forskrifter, der fastsætter vedtagelse af restriktive foranstaltninger, skal imidlertid fortolkes i lyset af affattelsen af og formålet med de af Sikkerhedsrådets resolutioner, som de gennemfører (dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, EU:C:2011:735, præmis 104).

69      I modsætning til det af sagsøgerne påståede er målet med de restriktive foranstaltninger over for Iran ikke udelukkende at forhindre finansieringen af nuklear spredning i Iran, men mere generelt at lægge pres på Iran med henblik på at få denne til at ophøre med sine spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udviklingen af fremføringssystemer til kernevåben.

70      Ved at fastsætte indefrysning af midler tilhørende de personer, som under overtrædelse af resolution 1747 (2007) har været indblandet i leveringen, salget eller overførslen af våben eller tilhørende materiel til Iran, indgår det ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 indførte kriterium i en retlig ramme, som er klart afgrænset af de mål, der forfølges med lovgivningen vedrørende de restriktive foranstaltninger over for Iran.

71      I overensstemmelse med den retspraksis, der er anført i præmis 62 ovenfor, skal kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747 derfor anses for at være egnet til det i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 fastsatte mål om bekæmpelse af nuklear spredning, og det overholder derfor proportionalitetsprincippet.

72      Desuden bemærkes, at Retten allerede har fastslået, at indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer tilhørende en enhed, der har bistået en person, en enhed eller et organ, som er opført på en liste, med at overtræde eller unddrage sig bestemmelserne i afgørelse 2010/413, forordning nr. 961/2010, forordning nr. 267/2012 eller Sikkerhedsrådets resolution 1737 (2006), 1747 (2007), 1803 (2008) eller 1929 (2010), var knyttet til det i præmis 63 ovenfor nævnte mål med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012. Retten fastslog, at under disse omstændigheder var indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer tilhørende enheder, der blev anset for at have ydet en sådan bistand til en udpeget enhed, nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af den ved afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 fastsatte ordning med restriktive foranstaltninger og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke blev omgået (dom af 6.9.2013, Europäisch-Iranische Handelsbank mod Rådet, T-434/11, EU:T:2013:405, præmis 192).

73      Dette gælder i endnu højere grad kriteriet om manglende iagttagelse af resolution 1747.

–       Hvad angår de øvrige sagsøgere

74      Hvad angår kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder bemærkes indledningsvis, at sagsøgerne ikke har fremført noget specifikt argument, der taler imod, at disse kriterier står i forhold til målene med FUSP.

75      Således som Domstolen allerede har fastslået, er der, når en enheds midler indefryses, en ikke-ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af, således at indefrysning af disse enheders midler er nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås (dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, EU:C:2012:137, præmis 58).

76      Det må fastslås, at denne risiko for omgåelse ligeledes foreligger, når en enhed, hvis midler er indefrosset, delegerer visse af sine aktiviteter til andre virksomheder eller andre enheder, der, selv om de ikke er ejet af denne enhed, handler på dennes vegne eller udøver bestemte væsentlige aktiviteter i dennes navn.

77      Det følger heraf, at kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder ikke er vilkårlige, men er blevet vedtaget af Rådet inden for rammerne af det til Rådet indrømmede vide skøn og er støttet på en ikke-ubetydelig risiko for, at en enhed, hvis midler er indefrosset, omgår de restriktive foranstaltninger. Disse kriterier skal anses for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

78      Det første anbringende må derfor forkastes.

 Om det andet anbringende vedrørende tilsidesættelsen af sagsøgernes berettigede forventninger samt af retssikkerhedsprincippet, princippet ne bis in idem og princippet om retskraft

79      Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 udgør en tilsidesættelse af deres berettigede forventninger samt af retssikkerhedsprincippet, princippet ne bis in idem og princippet om retskraft. De er af den opfattelse, at som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), kunne Rådet ikke indføre nye kriterier, der gør det muligt at opføre deres navne på de omtvistede lister.

80      For det første bemærkes, at selv om Retten i den nævnte dom annullerede den i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag IX til forordning nr. 267/2012 foretagne opførelse af sagsøgernes navne, udtalte den sig derimod ikke om gyldigheden af de kriterier, som var fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 267/2012 i den affattelse heraf, som fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder i den nævnte sag.

81      Det er derfor med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), skulle have trukket kriterierne vedrørende IRISL tilbage og ikke kunne opretholde kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

82      For det andet fastslog Retten i den nævnte doms præmis 64, at såfremt Rådet fandt, at den gældende lovgivning ikke tillod det at gribe tilstrækkeligt effektivt ind med henblik på at bekæmpe nuklear spredning, var det Rådet tilladt i sin rolle som lovgiver at tilpasse denne lovgivning med forbehold af den legalitetskontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, for at udvide de tilfælde, hvor restriktive foranstaltninger kan vedtages.

83      Selv om det endvidere er korrekt, at det i dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), forholdt sig således, at virkningerne af opførelsen af sagsøgernes navne på de omtvistede lister, uanset artikel 280 TEUF, blev opretholdt indtil udløbet af fristen i artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dvs. regnet fra udløbet af appelfristen i nævnte statuts artikel 56, stk. 1, skal det dog alligevel fastslås, at nævnte opførelse, da nævnte frist var udløbet, blev fjernet fra retsordenen med tilbagevirkende kraft, som om den aldrig havde eksisteret (dom af 24.5.2016, Good Luck Shipping mod Rådet, T-423/13 og T-64/14, EU:T:2016:308, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

84      Retten kan således fastsætte en frist, inden for hvilken virkningerne af annullationen af en retsakt udsættes for at gøre det muligt for Rådet at afhjælpe de fastslåede tilsidesættelser ved i givet fald at vedtage nye generelle kriterier for opførelse på listen af personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og nye restriktive foranstaltninger, som tager sigte på for fremtiden at indefryse den omhandlede enheds midler. Det skal imidlertid understreges, at hverken de nævnte nye generelle kriterier for opførelse eller de nævnte nye restriktive foranstaltninger gør det muligt at gøre de foranstaltninger, der ved en dom fra Retten blev anset for ulovlige, gyldige (dom af 24.5.2016, Good Luck Shipping mod Rådet, T-423/13 og T-64/14, EU:T:2016:308, præmis 80).

85      Det følger heraf, at sagsøgerne ikke kan gøre gældende, at Rådet som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), ikke kunne indføre nye kriterier, der gør det muligt at opføre deres navne på de omtvistede lister, og dette så meget desto mere, som det fremgår af behandlingen af det første anbringende, at kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747 og kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder i afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 er i overensstemmelse med målene med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012.

86      For det tredje er det ligeledes med urette, at sagsøgerne har hævdet, at Rådet har ændret kriterierne i afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 med henblik på at opføre deres navne på listerne med tilbagevirkende kraft.

87      De retsakter, som førte til den første opførelse af sagsøgernes navne på de omtvistede lister, blev nemlig ved dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), slettet af retsordenen med tilbagevirkende kraft, således at sagsøgernes navne skal anses for aldrig at have været opført på disse lister i perioden forud for den nævnte dom.

88      Afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 trådte i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 12. oktober 2013. Fra og med denne dato er enhver opførelse på grundlag af de kriterier, der er indeholdt i disse retsakter, mulig. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at den ved afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 foretagne genopførelse af sagsøgernes navne på de omtvistede lister trådte i kraft den 27. november 2013. Sagsøgerne har ikke gjort rede for, hvorledes den ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 foretagne ændring af kriterierne har gjort det muligt at opføre deres navne på de omtvistede lister med tilbagevirkende kraft.

89      Hvad angår sagsøgernes argument, hvorefter de kunne lægge til grund, at de som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), ikke ville blive genstand for en ny opførelse på de omtvistede lister uden nye beviser, er formålet med dette at anfægte gyldigheden af den ved afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 foretagne opførelse af deres navne på disse lister, og argumentet vil derfor blive behandlet i forbindelse med den anden påstand.

90      Det følger af det ovenstående, at Rådet ved at vedtage afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 hverken har tilsidesat sagsøgernes berettigede forventninger eller retssikkerhedsprincippet, princippet ne bis in idem eller princippet om retskraft. Det andet anbringende må derfor forkastes.

 Om det tredje anbringende vedrørende magtfordrejning

91      Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 er udtryk for en ubegrundet og uforholdsmæssig »forskelsbehandling« af IRISL. Disse tekster indeholder en angivelse af navnet IRISL med henblik på at omgå dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), og ikke med henblik på at bekæmpe det iranske atomprogram. Rådet har misbrugt sine beføjelser ved at vedtage afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 og ved at pålægge restriktive foranstaltninger over for IRISL og de øvrige sagsøgere med henblik på at omgå den nævnte dom.

92      Ifølge retspraksis er en retsakt kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende omstændigheder (jf. dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det fremgår af behandlingen af det første anbringende, at de ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 indførte ændringer af kriterierne er i overensstemmelse med målet om bekæmpelse af nuklear spredning.

94      Det fremgår desuden af behandlingen af det andet anbringende, at det ikke kan udledes af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), at denne indeholdt et forbud mod vedtagelse eller opretholdelse af almengyldige kriterier, såsom kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747 eller kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder. Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgernes navne med føje kunne opføres på de omtvistede lister på grundlag af disse kriterier, henhører under behandlingen af den anden påstand.

95      Rådet har derfor ikke misbrugt sine beføjelser ved at vedtage afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, og det tredje anbringende må forkastes.

 Om det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelsen af retten til forsvar

96      Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 udgør en tilsidesættelse af deres ret til forsvar, idet Rådet ikke underrettede dem om sin hensigt om i afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 at indføre kriterier, der henviser direkte til IRISL. Rådet tilstillede dem ikke noget dokument med en forklaring på, hvorledes indførelsen af sådanne kriterier kunne være lovlig, og Rådet gav dem ikke mulighed for at svare.

97      Det bemærkes blot, at retten til at blive hørt i forbindelse med en administrativ procedure vedrørende en bestemt person, hvilken ret skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure, ikke kan overføres til proceduren i artikel 29 TEU og proceduren i artikel 215 TEUF, der, som det er tilfældet i den foreliggende sag, fører til vedtagelsen af almengyldige retsakter (jf. analogt dom af 11.9.2002, Alpharma mod Rådet, T-70/99, EU:T:2002:210, præmis 388 og den deri nævnte retspraksis).

98      Der foreligger ingen bestemmelse, som forpligter Rådet til at underrette enhver person, der potentielt kan være omfattet af et nyt almengyldigt kriterium, om vedtagelsen af dette kriterium. Sagsøgerne kan ikke gøre gældende, at deres ret til forsvar er blevet tilsidesat som følge af vedtagelsen af afgørelse 2013/497 og gennemførelsesforordning nr. 971/2013.

99      Det fjerde anbringende må dermed forkastes.

 Om det femte anbringende vedrørende tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til respekt for omdømmet

100    Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 udgør en tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, herunder deres ejendomsret og retten til respekt for deres omdømme, idet der under kriterierne for opførelse på de omtvistede lister herved er henført en tilknytning til IRISL, og idet IRISL udtrykkeligt er angivet ved navn. Det synes at fremgå af afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013, at IRISL og de enheder, der har en tilknytning til denne, er knyttet til nuklear spredning, hvilket savner ethvert grundlag, idet Retten i dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), fastslog, at dette ikke var tilfældet.

101    Hvad angår IRISL blev virksomhedens navn genopført på de omtvistede lister på grundlag af kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747. Det bemærkes dels, at dette almengyldige kriterium ikke angiver IRISL ved navn, dels at kriteriet adskiller sig fra det i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterium vedrørende ydelse af »støtte til [nuklear spredning]« og ikke pålægger Rådet at godtgøre en direkte eller indirekte tilknytning mellem den virksomhed, som udøves af den af restriktive foranstaltninger omfattede person eller enhed, og nuklear spredning.

102    Hvad angår de øvrige sagsøgere er deres navne blevet genopført på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder. Disse kriterier indebærer ikke, at der skal godtgøres en direkte eller indirekte tilknytning mellem den omhandlede persons eller enheds virksomhed og nuklear spredning.

103    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at de ved afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 indførte kriterier udgør en tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder ved at fastslå, at der foreligger en tilknytning mellem dem og nuklear spredning.

104    Det femte anbringende må derfor forkastes.

105    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at ulovlighedsindsigelsen i forhold til afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 må forkastes.

 Om påstanden om annullation af afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne

106    Sagsøgerne har til støtte for deres annullationspåstand anført fem anbringender, der for så vidt angår det første vedrører et manglende retsgrundlag, for så vidt angår det andet åbenbart urigtige skøn foretaget af Rådet, for så vidt angår det tredje en tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt angår det fjerde en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om retskraft, princippet ne bis in idem og princippet om forbud mod forskelsbehandling og for så vidt angår det femte dels en tilsidesættelse af sagsøgernes grundlæggende rettigheder, herunder deres ejendomsret og retten til respekt for deres omdømme, dels en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

 Om det første anbringende vedrørende et manglende retsgrundlag

107    Sagsøgerne har gjort gældende, at idet afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 er ulovlige af de grunde, som er fremsat i deres ulovlighedsindsigelse, og idet det skal fastslås, at de ikke finder anvendelse, savner afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 et retsgrundlag.

108    I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at for så vidt som ulovlighedsindsigelsen i forhold til afgørelse 2013/497 og forordning nr. 971/2013 er blevet forkastet, må det første anbringende ligeledes forkastes.

 Om det andet anbringende vedrørende åbenbart urigtige skøn foretaget af Rådet

109    Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet foretog åbenbart urigtige skøn, da det besluttede at genopføre dels IRISL’s navn, dels de øvrige sagsøgeres navne på de omtvistede lister.

110    Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer bl.a., at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons eller en enheds navn på listerne over de personer eller enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person eller denne enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af sandsynligheden af den anførte begrundelse, men skal indebære en stillingtagen til spørgsmålet, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119).

111    Det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. Det er vigtigt, at de fremlagte oplysninger eller beviser understøtter den begrundelse, som er foreholdt den berørte person. Hvis det på dette grundlag ikke er muligt at fastslå, at en del af begrundelsen er velbegrundet, skal Unionens retsinstanser udelukke denne fra grundlaget for afgørelsen om den pågældende opførelse eller opretholdelse af en opførelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121-123).

–       Hvad angår IRISL

112    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Rådet ikke kunne støtte sig på adfærd udvist i 2009, dvs. de forhold vedrørende overtrædelsen af Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007), hvorpå Rådet havde støttet sig for at inkludere IRISL’s navn i de retsakter, der blev annulleret ved dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), med henblik på at genopføre virksomhedens navn på de omtvistede lister i 2013. I denne henseende fastslog Retten i den nævnte dom, at disse forhold ikke havde nogen forbindelse til nuklear spredning og ikke havde ført til, at Sikkerhedsrådet havde indført sanktioner over for virksomheden.

113    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at IRISL ikke har overtrådt nogen resolution fra Sikkerhedsrådet, således som det fremgår af vidneerklæringer, der blev fremsendt til Rådet inden vedtagelsen af afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013. Rådet har ikke forklaret, hvorfor det afviste disse beviser.

114    Sagsøgerne har for det tredje anmodet Retten om ikke at tage hensyn til Rådets skrivelse af 27. november 2013, hvori Rådet har tilføjet nye grunde til genopførelsen af IRISL’s navn, som ikke var indeholdt i afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013.

115    De har gjort gældende, at skrivelsens indhold under alle omstændigheder er fejlbehæftet. For det første er IRISL ikke ejet af den iranske regering, således som det fremgår af forklaringen fra virksomhedens administrerende direktør. Den omstændighed, at Rådet »ikke vil acceptere«, at IRISL ikke har kendskab til den last, som transporteres på dens fartøjer, eller at virksomheden ikke kan holdes ansvarlig, svarer for det andet til at bekræfte et princip om objektivt ansvar, som savner et retsgrundlag. I denne henseende har sagsøgerne anført, at i overensstemmelse med internationale søretsprincipper er IRISL i sin egenskab af transportør ikke ansvarlig for den last, som transporteres på virksomehedens fartøjer. Endelig har IRISL erkendt, at virksomhedens fartøjer kan anvendes til at transportere forbudte varer, og den har for at undgå denne risiko indført strenge systemer, der går videre end almindelig praksis i søtransportsektoren.

116    Det bemærkes, at Rådet ved afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 besluttede at genopføre IRISL’s navn på de omtvistede lister med den begrundelse, at virksomheden »[havde] været involveret i transport af våbenrelateret materiel fra Iran under overtrædelse af punkt 5 i [Sikkerhedsrådets] resolution 1747(2007)«, og at »[d]er [var blevet] indberettet tre klare overtrædelser til Iransanktionskomitéen under [Sikkerhedsrådet] i 2009«.

117    Indledningsvis bemærkes, at begrundelsen for genopførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister er støttet på konstateringen af faktiske overtrædelser af Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007). I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, hviler denne konstatering derfor nødvendigvis på faktiske omstændigheder, der forelå inden vedtagelsen af afgørelsen om genopførelse. Rådet kunne således med rette tage hensyn til de i 2009 konstaterede overtrædelser af denne resolution fra Sikkerhedsrådet. I 2013 kunne Rådet ligeledes lægge til grund, at begivenheder, der fandt sted i 2009, var tilstrækkeligt nylige.

118    Rådet støttede sig på rapporten for 2009 fra Sikkerhedsrådets sanktionskomité (herefter »sanktionskomitéens rapport«), som angav at have modtaget tre rapporter om overtrædelser af bestemmelserne i punkt 5 i resolution 1747 (2007), hvorved der over for Iran blev indført en embargo på eksporten af våben og tilhørende materiel. Det fremgik af denne rapport, at de tre rapporterede overtrædelser vedrørte IRISL, der havde chartret det fartøj, som transporterede materiel fra Iran til en anden stat.

119    Rapporten indeholdt præciseringer med hensyn til de tre forhold, som IRISL var involveret i. For hvert af disse tre forhold havde sanktionskomitéen modtaget oplysninger fra et tredjeland om tilstedeværelsen af en mistænkelig last fra Iran til en anden stat om bord på et fartøj chartret af IRISL. I forbindelse med en inspektion af fartøjet foretaget af myndighederne i den stat, der havde rapporteret forholdene, blev det konstateret, at lasten indeholdt materiel, der kunne anvendes militært. Den nævnte stat angav, at den havde tilbageholdt, losset og oplagret lasten.

120    Det bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremsat noget argument med henblik på at anfægte de faktiske omstændigheder, der var blevet rapporteret i sanktionskomitéens rapport, dvs. at der var blevet beslaglagt militært materiel om bord på fartøjer, som IRISL havde chartret. Sagsøgerne har ikke fremsat noget argument eller bevis med henblik på at godtgøre, at IRISL ikke havde været involveret i disse tre forhold.

121    Sagsøgerne har blot støttet sig på en erklæring fra IRISL’s administrerende direktør og bestyrelsesformand og på en erklæring fra IRISL’s administrerende direktør for afdelingen for foder i løs vægt, der skulle bevise, at IRISL ikke har overtrådt nogen resolution fra Sikkerhedsrådet.

122    For Domstolens og Rettens virksomhed gælder der ifølge retspraksis et princip om fri bevisbedømmelse, og det er alene de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der derudover tages hensyn til sandsynligheden af den information, som dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, fra hvem dokumentet hidrører, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis).

123    Da disse to erklæringer hidrører fra personer, som har været ansat hos IRISL siden 1984 eller 1985, og som dér for tiden udøver direktørfunktioner, kan deres forklaring derfor ikke anses for at adskille sig fra eller være uafhængig af IRISL’s forklaring. Erklæringerne er desuden fremkommet på IRISL’s anmodning i forbindelse med den foreliggende sag, og de er blevet tilstillet virksomheden.

124    Det må derfor fastslås, at disse erklæringer kun har en ringe bevisværdi.

125    Hvad desuden angår indholdet af disse erklæringer er det tilstrækkeligt for det første at bemærke, at erklæringen fra IRISL’s administrerende direktør for afdelingen for foder i løs vægt ikke indeholder nogen oplysning vedrørende de tre forhold, som er omhandlet i sanktionskomiteens rapport.

126    For det andet har IRISL’s administrerende direktør i sin erklæring for det første anført, at IRISL i sin egenskab af transportør ikke havde kendskab til arten af den last, der var blevet transporteret på de tre fartøjer, som var indblandet i forholdene, og at virksomheden lagde den af befragteren foretagne beskrivelse af lasten til grund. For det andet har han anført, at der ikke forelå beviser for, at der var blevet fundet følsomt nukleart materiale om bord på disse fartøjer. For det tredje har han anført, at FN ikke har konstateret nogen overtrædelse af en resolution fra Sikkerhedsrådet.

127    Disse påstande er identiske med de argumenter, som sagsøgeren har fremført i stævningen.

128    Det bemærkes, at det argument, hvorefter IRISL ikke havde kendskab til indholdet af den last, som blev transporteret på virksomhedens fartøjer, er irrelevant. Det er således tilstrækkeligt at fastslå, at selv om det antages, at IRISL ikke havde kendskab til, at der blev transporteret våben eller militært materiel på virksomhedens fartøjer, forholder det sig ikke desto mindre således, at de forhold, der var blevet rapporteret i sanktionskomitéens rapport, godtgør, at virksomheden i sin egenskab af befragter »har været involveret i transport af våbenrelateret materiel fra Iran«.

129    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, indeholder kriteriet vedrørende manglende iagttagelse af resolution 1747 endvidere ikke et krav om, at de forhold, der begrunder anvendelsen heraf, har forbindelse til nuklear spredning. Anvendelsen af dette kriterium kræver heller ikke, at den af kriteriet omfattede person er blevet sanktioneret af Sikkerhedsrådet.

130    Hvad angår det argument, hvorefter Rådet begik en fejl i skrivelsen af 27. november 2013 ved at anføre, at IRISL var ejet af den iranske regering, er dette irrelevant, for så vidt som denne betragtning ikke udgør en del af begrundelsen for, at IRISL’s navn er blevet genopført på de omtvistede lister.

131    Endelig er sagsøgernes argument, hvorefter Rådet i sin skrivelse af 27. november 2013 ikke kunne påstå, at der forelå en risiko for, at IRISL’s fartøjer blev anvendt til at transportere forbudte varer under overtrædelse af resolutioner fra Sikkerhedsrådet, idet sagsøgerne havde godtgjort, at denne risiko ikke forelå, ligeledes irrelevant. Som sagsøgerne selv har anført, udgør denne påstand nemlig ikke en del af begrundelsen for afgørelsen om genopførelse, hvilken er støttet på konstateringen af faktiske overtrædelser af Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007). Den nævnte påstand er alene et svar fra Rådet på de bemærkninger, som IRISL havde fremsat i sin skrivelse af 15. november 2013. Sagsøgerne kan derfor ikke hævde, at Rådet har set bort fra disse bemærkninger og de forklaringer, som de havde tilstillet det. Dette argument er endvidere i strid med den i stævningen indeholdte erklæring fra sagsøgerne, i henhold til hvilken de har anerkendt, at denne risiko foreligger, og har anført, at IRISL har truffet foranstaltninger for at undgå denne risiko.

132    Det må derfor fastslås, at Rådet ikke begik nogen fejl ved at lægge til grund, at IRISL havde været involveret i transport af våbenrelateret materiel fra Iran, og at genopførelsen af virksomhedens navn var begrundet på grundlag af kriteriet om manglende iagttagelse af resolution 1747.

–       Hvad angår de øvrige sagsøgere

133    Sagsøgerne har indledningsvis gjort gældende, at idet genopførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister er ulovlig, er genopførelsen af de øvrige sagsøgeres navne som følge af disses tilknytning til IRISL ligeledes ulovlig.

134    I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at da Rådet ikke begik nogen fejl, da det genopførte IRISL’s navn på listerne, må dette argument forkastes.

135    Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet begik en række faktiske fejl for så vidt angår begrundelserne for, at det genopførte navnet på hver af de øvrige sagsøgere på listerne.

136    For det første blev navnene på Khazar Sea Shipping Lines, IRISL Europe og Valfajr Shipping Line genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at disse enheder var ejet af IRISL.

137    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerne ikke har anfægtet, at disse tre enheder er ejet af IRISL.

138    Det er derfor med føje, at Rådet har opført deres navne på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

139    For det andet blev navnene på Qeshm Marine Services & Engineering og Marine Information Technology Development genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at disse enheder var kontrolleret af IRISL.

140    Sagsøgerne har anfægtet begrundelsen vedrørende disse to enheder, idet de alene har gjort gældende, at enhederne har ændret selskabsnavn.

141    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument er irrelevant. Den blotte ændring af disse to enheders selskabsnavne har nemlig hverken nogen betydning for ejerforholdet eller for den omstændighed, at de er datterselskaber af IRISL.

142    Det er derfor med føje, at Rådet har opført deres navne på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

143    For det tredje blev navnene på Hafize Darya Shipping og Safiran Payam Darya Shipping genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at disse enheder optrådte på vegne af IRISL, idet de som egentlige ejere havde overtaget en række af sidstnævntes fartøjer.

144    Sagsøgerne har gjort gældende, at de to enheder ikke ejer nogen fartøjer, og at Rådet støttede sig på generelle erklæringer, der hidrører fra ikke-uafhængige kilder, og som ikke beviser, at de ejer fartøjer. Sagsøgerne er desuden af den opfattelse, at Rådet hverken har redegjort for betydningen af at være »egentlig ejer« eller bevist, at disse to enheder opfyldte denne kvalificering.

145    Det bemærkes, at Rådet i sine skrivelser af 22. oktober 2013, der blev fremsendt til hver af disse to enheder, anførte, at den omstændighed, at de som egentlige ejere havde overtaget en række af IRISL’s fartøjer, var bekræftet af rapporten af 12. juni 2012 og rapporten af 5. juni 2013 fra en ekspertgruppe under FN, der var blevet oprettet ved Sikkerhedsrådets resolution 1929 (2010). I sine skrivelser af 27. november 2013, der blev fremsendt til hver af disse to enheder, præciserede Rådet, at det fremgik af rapporten af 12. juni 2012, at IRISL som følge af Sikkerhedsrådets resolution 1803 (2008) var begyndt at overføre fartøjer til Hafize Darya Shipping og til Safiran Payam Darya Shipping, der er knyttet til IRISL, og at IRISL og de hertil knyttede selskaber havde foretaget adskillige ændringer for så vidt angår de registrerede ejere og de egentlige ejere af deres fartøjer fra 2008 frem til vedtagelsen af resolution 1929 (2010). Rådet tilføjede, at det fremgik af rapporten af 5. juni 2013, at fartøjerne, hvis egentlige ejere var IRISL, Hafize Darya Shipping og Safiran Payam Darya Shipping, ustandseligt havde ændret navn, flag og registreret ejer mellem april 2012 og april 2013.

146    Det bemærkes, at rapporten af 12. juni 2012 og rapporten af 5. juni 2013 er tilgængelige på De Forenede Nationers websted, og at sagsøgerne ikke har bestridt, at de har fået kendskab hertil.

147    Rapporten af 12. juni 2012 beskriver mekanismen med overførslen af ejendomsretten til fartøjerne fra IRISL til Hafize Darya Shipping og Safiran Payam Darya Shipping som følge af vedtagelsen af Sikkerhedsrådets resolution 1803 (2008), der for første gang indeholdt en angivelse af IRISL. I denne rapport bliver det bl.a. forklaret, at et fåtal af fartøjerne var registret direkte i Hafize Darya Shippings og Safiran Payam Darya Shippings navne, idet deres fartøjer var registreret i navnene på adskillige forskellige selskaber, som tilhørte dem.

148    Det fremgår klart heraf, at Rådet ved begrebet »egentlig ejer«, som er blevet anvendt i modsætning til begrebet »registreret ejer«, udpeger en enhed, der, selv om den ikke officielt er registreret som ejeren af et fartøj, er den »egentlige ejer« heraf gennem et selskab, som den ejer, og som er den registrerede ejer heraf.

149    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at dette begreb ikke er klart, og at de ikke er i stand til at forstå, i hvilket omfang Hafize Darya Shipping og Safiran Payam Darya Shipping opfyldte denne kvalificering.

150    Desuden bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremsat noget argument eller fremlagt noget bevis med henblik på at bestride de faktiske forhold, som er gengivet i rapporten af 12. juni 2012 og rapporten af 5. juni 2013. De kan ikke gøre gældende, at rapporterne fra FN’s ekspertgruppe hidrører fra kilder, der ikke er uafhængige.

151    Det er derfor med føje, at Rådet har opført navnene på Hafize Darya Shipping og Safiran Payam Darya Shipping på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

152    For det fjerde er navnet på Rahbaran Omid Darya Ship Management blevet genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at enheden handlede på vegne af IRISL og leverede grundlæggende ydelser til denne, idet enheden opererede og forvaltede en række af IRISL’s fartøjer. Navnet på Hoopad Darya Shipping Agency er blevet genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at enheden handlede på vegne af IRISL, idet enheden forvaltede containerterminaloperationer i Iran og leverede tjenester til flådepersonale i Bandar Abbas på vegne af IRISL.

153    Hvad angår Rahbaran Omid Darya Ship Management har sagsøgerne erkendt, at enheden leverer visse ydelser til en række fartøjer tilhørende IRISL, men de har anfægtet, at disse ydelser er »grundlæggende«.

154    Hvad angår Hoopad Darya Shipping Agency har sagsøgerne erkendt, at enheden foretager oplagringsoperationer for fartøjer tilhørende IRISL, og at enheden handler på vegne af sidstnævnte, men de har anfægtet, at disse ydelser er »grundlæggende«.

155    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at for så vidt angår Rahbaran Omid Darya Ship Management og Hoopad Darya Shipping Agency har sagsøgerne enten undladt at anfægte eller udtrykkeligt erkendt, at disse handler på vegne af IRISL.

156    Den omstændighed, at disse enheder handler på vegne af IRISL, udgør en tilstrækkelig begrundelse for genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

157    De argumenter, der er blevet fremsat med henblik på at anfægte, at de ydelser, som disse enheder har leveret til IRISL, ikke er »grundlæggende«, er derfor irrelevante, hvilket gælder så meget desto mere for Hoopad Darya Shipping Agency, for hvilken leveringen af grundlæggende ydelser ikke udgør en begrundelse for genopførelsen af enhedens navn på de omtvistede lister.

158    Hvad angår sagsøgernes forklaring om, at disse to enheder har ændret selskabsnavn, har sagsøgerne ikke redegjort for, hvorledes denne oplysning er relevant med henblik på at rejse tvivl om den begrundelse, hvorpå Rådet støttede sig for at genopføre deres navne på de omtvistede lister.

159    Det er derfor med føje, at Rådet har opført navnene på Rahbaran Omid Darya Ship Management og Hoopad Darya Shipping Agency på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

160    For det femte er navnet på Irano Misr Shipping blevet genopført på de omtvistede lister med den begrundelse, at enheden som agent for IRISL i Egypten leverede grundlæggende ydelser til IRISL.

161    Sagsøgerne har gjort gældende, at Irano Misr Shipping handler som agent for IRISL og leverer visse ydelser til denne, men de har anfægtet, at disse ydelser er »grundlæggende«.

162    I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at den nævnte enhed i sin egenskab af agent for IRISL i Egypten udøver virksomhed, der er nødvendig for IRISL’s udøvelse af transportvirksomhed i dette land. Sagsøgerne kan derfor ikke anfægte, at enheden leverer grundlæggende ydelser til IRISL i forbindelse med sin virksomhed.

163    Desuden har sagsøgerne som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten anført, at de ydelser, som denne enhed leverede til IRISL, bl.a. omfattede udskiftning af besætning, fortøjning eller udstedelse af konnossementer, hvilke udgør grundlæggende ydelser for en søtransportvirksomheds aktiviteter.

164    Det er derfor med føje, at Rådet har opført navnet på Irano Misr Shipping på de omtvistede lister på grundlag af kriterierne vedrørende de til IRISL knyttede enheder.

165    Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende må forkastes.

 Om det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar

166    Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet i det foreliggende tilfælde underrettede dem om sin hensigt om at genopføre deres navne og meddelte dem de begrundelser, hvorpå det støttede sig, og at det gav dem en kort frist til at fremsætte bemærkninger. Rådet har imidlertid tilsidesat deres ret til forsvar.

167    For det første meddelte Rådet nemlig først de forhold, hvorpå det havde støttet sig, efter vedtagelsen af afgørelsen om genopførelse, således at det var for sent til, at sagsøgerne kunne fremsætte bemærkninger, og til, at Rådet kunne tage hensyn hertil. For det andet anførte Rådet ikke grundlaget for, at det var begrundet at genopføre sagsøgernes navne på de omtvistede lister i november 2013, og Rådet tog ikke hensyn til deres bemærkninger og forklarede ikke, hvorfor det afviste disse. Sagsøgerne har tilføjet, at den omstændighed, at deres bemærkninger ikke fremgår af de dokumenter, som Rådet har undersøgt med henblik på at begrunde sin afgørelse om genopførelse, er et udtryk for, at det ikke har taget hensyn til dem. Idet Rådet først redegjorde for begrundelsen for genopførelsen af IRISL’s navn i sin skrivelse af 27. november 2013, dvs. efter vedtagelsen af afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013, er denne begrundelse for det tredje ikke relevant. Rådet skulle have givet IRISL mulighed for at fremsætte bemærkninger til de påstande, der var indeholdt i den nævnte skrivelse, og Rådet skulle have inkluderet disse bemærkninger i den begrundelse for genopførelse af virksomhedens navn på de omtvistede lister, som er indeholdt i afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013.

168    Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, i forbindelse med enhver procedure, der indledes over for en enhed, og som kan resultere i en retsakt, der er bebyrdende for denne enhed, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure (jf. dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

169    Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de forhold, der lægges den berørte enhed til last med henblik på at begrunde den for enheden bebyrdende retsakt, skal tilstilles den. For det andet skal den berørte enhed have haft mulighed for effektivt at give sin mening til kende for så vidt angår disse forhold (jf. dom af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, EU:T:2013:397, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

170    Endvidere skal Rådet inden for rammerne af vedtagelsen af en afgørelse om opretholdelse af navnet på en person eller en enhed på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, overholde denne persons eller enheds ret til at blive hørt forudgående, når Rådet i afgørelsen om opretholdelse af opførelsen af personens eller enhedens navn på listen foreholder denne nye forhold, dvs. forhold, som ikke fremgik af den oprindelige afgørelse om opførelse af den pågældendes navn på denne liste (dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 26).

171    Det bemærkes desuden, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed effektivt at give sin mening til kende vedrørende de forhold, som den lægges til last af Rådet, er blevet meddelt, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for denne institution til uden videre at give adgang til de dokumenter, der er indeholdt i dens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den berørte part, at Rådet har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, der ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. dom af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, EU:T:2013:397, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

172    Hvad endelig angår princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse bemærkes, at det udgør et almindeligt EU-retligt princip, der i dag er fastsat i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Princippet indebærer, at en EU-myndighed, som vedtager en retsakt, der medfører restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, i videst muligt omfang meddeler begrundelsen for denne retsakt til den berørte person eller enhed, enten på det tidspunkt, hvor retsakten bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at denne person eller enhed sættes i stand til rettidigt at udøve sin ret til domstolsprøvelse (jf. i denne retning dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, EU:C:2011:735, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

173    I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Rådet ved skrivelserne af 22. og 30. oktober 2013 meddelte sagsøgerne begrundelserne for, at det havde til hensigt at genopføre deres navne på de omtvistede lister, og de forhold, der efter dets opfattelse begrundede, at hver af sagsøgerne opfyldte kriterierne i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra b) og e), i forordning nr. 267/2012 (jf. præmis 13 og 14 ovenfor).

174    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, meddelte Rådet ved disse skrivelser sagsøgerne begrundelserne og retsgrundlaget for genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister inden vedtagelsen af afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013. I disse skrivelser gav Rådet dem ligeledes en frist til at fremsætte bemærkninger.

175    Endvidere bemærkes, ligesom sagsøgerne har gjort det, at genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister var støttet på de samme faktiske forhold som dem, hvorpå den første opførelse var støttet, dvs. for så vidt angår IRISL de tre forhold knyttet til transporten af militært materiel og for så vidt angår de øvrige sagsøgere deres tilknytning til IRISL.

176    Ved skrivelser af 15. og 19. november 2013 (jf. præmis 15 og 16 ovenfor) fremsatte sagsøgerne på detaljeret vis deres bemærkninger til de faktiske forhold, som Rådet havde gjort gældende. De har derfor haft mulighed for at gøre deres synspunkter gældende med hensyn til de forhold, som er blevet lagt dem til last af Rådet.

177    Ved skrivelser af 27. november 2013 besvarede Rådet specifikt sagsøgernes bemærkninger og afviste de påstande, som sagsøgerne havde gjort gældende. Det er derfor med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet hverken har taget hensyn til deres bemærkninger eller forklaret, hvorfor det afviste disse.

178    Det er ligeledes med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at eftersom deres bemærkninger ikke er indeholdt i Rådets sagsakter, er dette et udtryk for, at Rådet ikke har taget hensyn til disse med henblik på at vedtage sin afgørelse om genopførelse. Det bemærkes nemlig, at Rådet, foruden de i dets sagsakter indeholdte oplysninger, som det rådede over i forhold til sagsøgerne med henblik på at begrunde sine afgørelser om genopførelser, ved skrivelser af 27. november 2013 meddelte sagsøgerne grundene til, at disse afgørelser ikke blev draget i tvivl af deres bemærkninger.

179    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, indeholder Rådets skrivelser af 27. november 2013 desuden ingen nye begrundelser til støtte for genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister, som er forskellige fra de begrundelser, der er indeholdt i skrivelserne af 22. og 30. oktober 2013, og som blev meddelt inden afgørelsen om genopførelse på disse lister. De forklaringer, som Rådet gav som svar på sagsøgernes bemærkninger, kan ikke sidestilles med nye begrundelser for deres opførelse.

180    Endelig bemærkes, at Rådet ved skrivelser af 27. november 2013, og som svar på sagsøgernes anmodning om aktindsigt, tilstillede sagsøgerne de dokumenter, hvorpå det havde støttet sig med henblik på at genopføre deres navne på de omtvistede lister (jf. præmis 21 og 22 ovenfor). I overensstemmelse med den i præmis 171 ovenfor nævnte retspraksis var Rådet ikke forpligtet til spontant at tilstille dem disse dokumenter forud for afgørelsen om genopførelse.

181    Det følger af det ovenstående, at Rådet ikke har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar, og det tredje anbringende må derfor forkastes.

 Om det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om retskraft, princippet ne bis in idem og princippet om forbud mod forskelsbehandling

182    Sagsøgerne har gjort gældende, at de som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), var berettigede til at forvente, at deres navne ikke ville blive genopført på de omtvistede lister uden nye påstande eller beviser fra Rådet. Ved at genopføre deres navne på disse lister har Rådet tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om retskraft, princippet ne bis in idem og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

–       Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

183    Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at annullationsdomme afsagt af Unionens retsinstanser har fuld materiel retskraft, så snart de er blevet endelige. Dette omfatter ikke blot annullationsdommens konklusion, men også de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag for domskonklusionen, og derved er uadskillelige herfra (jf. dom af 5.9.2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, T-471/11, EU:T:2014:739, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis). En annullationsdom indebærer således, at ophavsmanden til den annullerede retsakt vedtager en ny retsakt, idet der ikke blot skal tages hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, der har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne, og idet det således sikres, at denne nye retsakt ikke er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i annullationsdommen (jf. i denne retning dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 29 og 30).

184    En doms retskraft vedrører imidlertid kun de faktiske og retlige omstændigheder, som der rent faktisk eller nødvendigvis er blevet taget stilling til (dom af 19.2.1991, Italien mod Kommissionen, C-281/89, EU:C:1991:59, præmis 14). Artikel 266 TEUF forpligter således kun den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, inden for de grænser, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af annullationsdommen. Ophavsmanden til retsakten kan desuden i sin nye afgørelse påberåbe sig andre hensyn end dem, hvorpå den pågældende havde baseret sin første afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 28-32).

185    Det bemærkes, at dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), hverken har rejst tvivl om rigtigheden af den adfærd, som IRISL blev foreholdt, dvs. de tre forhold, hvor virksomheden havde deltaget, og som var knyttet til transporten af militært materiel under overtrædelse af punkt 5 i Sikkerhedsrådets resolution 1747 (2007), eller om beviserne for denne adfærd. Retten fastslog alene, at denne adfærd dels var utilstrækkelig til at begrunde opførelsen af IRISL’s navn på de omtvistede lister på grundlag af kriteriet vedrørende de personer, der har bistået en person med at overtræde bestemmelserne i den pågældende resolution fra Sikkerhedsrådet, dels ikke udgjorde støtte til nuklear spredning som omhandlet i kriteriet vedrørende de personer, der har ydet støtte til Irans nukleare aktiviteter.

186    Det kriterium, på grundlag af hvilket IRISL’s navn blev genopført på de omtvistede lister ved afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013, adskiller sig imidlertid fra de kriterier, som Rådet havde anvendt i de retsakter, der blev annulleret ved dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453). I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, har Rådet derfor ikke unddraget sig den nævnte dom ved at støtte sig på et lovligt vedtaget nyt kriterium, som begrunder pålæggelse af restriktive foranstaltninger over for dem.

187    Hvad angår sagsøgernes argument, hvorefter Rådet ikke kunne støtte sig på de samme påstande og de samme beviser som dem, der blev gjort gældende til støtte for den første opførelse af deres navne på de omtvistede lister, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), ikke udtalte sig om, hvorvidt disse påstande og beviser kunne begrunde opførelsen af IRISL’s navn på grundlag af det nye kriterium indført ved afgørelse 2013/497 og gennemførelsesforordning nr. 971/2013.

188    Hvad endelig angår de øvrige sagsøgere end IRISL fastslog Retten blot i den nævnte doms præmis 77, at den omstændighed, at de var ejet eller kontrolleret af IRISL eller handlede på dennes vegne, ikke begrundede vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for dem, eftersom IRISL ikke selv gyldigt var blevet anset for at yde støtte til nuklear spredning.

189    For så vidt som det fremgår af de ovenstående betragtninger, at det ikke kan udledes af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), at dommen forhindrede Rådet i at genopføre IRISL’s navn på de omtvistede lister med en anden begrundelse end den, der blev efterprøvet i den nævnte dom, gælder det samme for de øvrige sagsøgere, hvis genopførelse er knyttet til genopførelsen af IRISL.

190    Klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om retskraft må derfor forkastes.

–       Om tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

191    Det bemærkes, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en af EU-institutionerne har skabt på baggrund af præcise løfter, som institutionen har afgivet til denne. Når en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende kan påregne vedtagelsen af en EU-foranstaltning, der kan påvirke den pågældendes interesser, kan vedkommende dog ikke påberåbe sig dette princip, når foranstaltningen vedtages (dom af 22.6.2006, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, C-182/03 og C-217/03, EU:C:2006:416, præmis 147, af 17.9.2009, Kommissionen mod Koninklijke FrieslandCampina, C-519/07 P, EU:C:2009:556, præmis 84, og af 16.12.2010, Kahla Thüringen Porzellan mod Kommissionen, C-537/08 P, EU:C:2010:769, præmis 63).

192    Hvad desuden angår retssikkerhedsprincippet bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at princippet indebærer, at EU-lovgivningen er klar, og at retssubjekterne kan forudse dens anvendelse (dom af 22.6.2006, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, C-182/03 og C-217/03, EU:C:2006:416, præmis 69, og af 14.10.2010, Nuova Agricast og Cofra mod Kommissionen, C-67/09 P, EU:C:2010:607, præmis 77).

193    I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Rådet, således som det fremgår af præmis 189 ovenfor, som følge af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), kunne beslutte at genopføre sagsøgernes navne på de omtvistede lister. I den nævnte doms præmis 81-83 fastholdt Retten virkningerne af den afgørelse og den forordning, hvorved sagsøgernes navne oprindeligt var blevet opført på de omtvistede lister, frem til udløbet af appelfristen med henblik på at gøre det muligt for Rådet at afhjælpe de konstaterede tilsidesættelser ved i givet fald at vedtage nye restriktive foranstaltninger over for sagsøgerne.

194    Den af sagsøgerne anførte omstændighed, hvorefter Rådet ikke iværksatte nogen appel til prøvelse af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), kan ikke hos dem have skabt en begrundet forventning om, at deres navne ikke ville blive genopført på de omtvistede lister. Den manglende iværksættelse af appel til prøvelse af den nævnte dom kan nemlig på ingen måde fortolkes som et afkald fra Rådet på at genopføre sagsøgernes navne på disse lister, hvilket gælder så meget desto mere, som Retten i den nævnte doms præmis 64 udtrykkeligt fastslog, at det var tilladt Rådet i sin rolle som lovgiver at udvide de tilfælde, hvor restriktive foranstaltninger kan vedtages.

195    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke af dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453), kunne udlede nogen forsikring om, at deres navne ikke ville blive genopført på de omtvistede lister på grundlag af andre kriterier end dem, der tjente som grundlag for deres første opførelse.

196    Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet må derfor forkastes.

–       Om tilsidesættelsen af princippet ne bis in idem

197    Princippet ne bis in idem, der udgør et almindeligt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og hvorefter det er forbudt at straffe den samme person mere end en gang for samme ulovlige adfærd for at beskytte den samme retlige interesse (jf. i denne retning dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 338), finder anvendelse, når der foreligger en sanktion mod en ulovlig adfærd (dom af 27.9.2012, Italien mod Kommissionen, T-257/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:504, præmis 41).

198    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af fast retspraksis, at restriktive foranstaltninger om indefrysning af midler ikke er af strafferetlig karakter (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, Sison mod Rådet, T-47/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:207, præmis 101, og af 7.12.2010, Fahas mod Rådet, T-49/07, EU:T:2010:499, præmis 67). Eftersom de berørtes aktiver ikke beslaglægges som formuegoder forbundet med en kriminel handling, men indefryses som en retsbevarende foranstaltning, udgør disse foranstaltninger nemlig ikke en strafferetlig sanktion, og de indebærer i øvrigt ikke nogen anklage af denne art (dom af 11.7.2007, Sison mod Rådet, T-47/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:207, præmis 101, og af 9.12.2014, Peftiev mod Rådet, T-441/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1041, præmis 87).

199    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at dette princip er blevet tilsidesat, og det foreliggende klagepunkt må forkastes.

–       Om tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling

200    Ifølge retspraksis forbyder ligebehandlingsprincippet, der er et grundlæggende retsprincip, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet (dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 56).

201    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne ikke har fremført noget argument, der kan godtgøre, at Rådet har tilsidesat dette princip, og det foreliggende klagepunkt må derfor afvises.

202    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det fjerde anbringende må forkastes.

 Om det femte anbringende vedrørende tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til respekt for omdømmet, og tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet

203    Sagsøgerne har gjort gældende, at genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister udgør et ubegrundet og uforholdsmæssigt indgreb i deres grundlæggende rettigheder, herunder i deres ejendomsret og i retten til respekt for deres omdømme. Genopførelsen af deres navne på de omtvistede lister ved afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 antyder, at de yder støtte til nuklear spredning eller har forbindelse hertil, hvilket står i modsætning til, hvad Retten fastslog i dom af 16. september 2013, IRISL (T-489/10, EU:T:2013:453). Rådet har ikke i afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 præciseret, hvorledes afgørelsen om at genopføre deres navne nu var begrundet i et legitimt mål, og hvorledes afgørelsen stod i rimeligt forhold til dette mål. Afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 henviser til forhold, der fandt sted i 2009, og som ikke har nogen forbindelse med målet om bringe det iranske atomprogram til ophør, og de nævnte retsakter indeholder ingen aktuel begrundelse, der kan begrunde afgørelsen om genopførelse.

204    Det fremgår af fast retspraksis, at de grundlæggende rettigheder, som sagsøgerne har påberåbt sig, nemlig ejendomsretten og retten til respekt for omdømmet, ikke nyder en absolut beskyttelse i EU-retten. Udøvelsen af disse rettigheder kan følgelig underlægges begrænsninger, forudsat at disse begrænsninger faktisk tilgodeser formål af almen interesse, som Unionen forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb, som krænker selve det centrale indhold af de således beskyttede rettigheder (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 121, og af 25.6.2015, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, T-95/14, EU:T:2015:433, præmis 59).

205    Det følger endvidere af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet hører til EU-rettens almindelige grundsætninger og indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå de lovlige mål, der forfølges med den pågældende lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem (dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 122, og af 25.6.2015, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, T-95/14, EU:T:2015:433, præmis 60).

206    Det er ganske vist korrekt, at sagsøgernes rettigheder i en vis grad er begrænset ved de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for dem, for så vidt som de bl.a. hverken kan råde over deres midler, som eventuelt befinder sig i EU eller er i EU-borgeres besiddelse, eller overføre midler til EU bortset fra i henhold til særlige tilladelser. Tilsvarende kan de foranstaltninger, som sagsøgerne er omfattet af, i givet fald føre til en vis mistillid eller manglende tillid over for sagsøgerne fra deres partnere og kunder.

207    Det fremgår imidlertid for det første af præmis 65-77 ovenfor, at de af Rådet anvendte kriterier er i overensstemmelse med det i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 fastsatte mål om bekæmpelse af nuklear spredning, og af præmis 116-164 ovenfor, at Rådet med rette genopførte sagsøgernes navne på de omtvistede lister på grundlag af disse kriterier. De restriktioner i sagsøgernes rettigheder, der følger af denne genopførelse, skal derfor anses for at være begrundet.

208    For det andet er de ulemper, som genopførelsen af sagsøgernes navne på de omtvistede lister har forårsaget for dem, ikke uforholdsmæssige i forhold til det mål om fredsbevarelse og international sikkerhed, der forfølges med afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013.

209    Endelig bemærkes, at Rådet ikke har hævdet, at sagsøgerne selv har deltaget i nuklear spredning. Sagsøgerne har således ikke personlig tilknytning til adfærd, der udgør en trussel mod freden og den internationale sikkerhed, hvorfor graden af mistillid over for sagsøgerne er mindre.

210    Det følger heraf, at genopførelsen af sagsøgernes navne på de omtvistede lister ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i deres ejendomsret og i retten til respekt for deres omdømme.

211    Det femte anbringende må derfor forkastes.

212    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Rådet skal frifindes i sag T-87/14.

 Sagsomkostningerne

213    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

214    I overensstemmelse med nævnte reglementets artikel 138, stk. 1, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.

215    Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale Rådets omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.

216    Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Islamic Republic of Iran Shipping Lines og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

3)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Kanninen Pelikánová Buttigieg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 2017.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Vedrørende sag T-14/14

Om påstanden om delvis annullation af afgørelse 2013/497

Om påstanden om delvis annullation af forordning nr. 971/2013

2.  Vedrørende sag T-87/14

Om ulovlighedsindsigelsen

Om det første anbringende vedrørende et manglende retsgrundlag

–  Hvad angår IRISL

–  Hvad angår de øvrige sagsøgere

Om det andet anbringende vedrørende tilsidesættelsen af sagsøgernes berettigede forventninger samt af retssikkerhedsprincippet, princippet ne bis in idem og princippet om retskraft

Om det tredje anbringende vedrørende magtfordrejning

Om det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelsen af retten til forsvar

Om det femte anbringende vedrørende tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til respekt for omdømmet

Om påstanden om annullation af afgørelse 2013/685 og gennemførelsesforordning nr. 1203/2013, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne

Om det første anbringende vedrørende et manglende retsgrundlag

Om det andet anbringende vedrørende åbenbart urigtige skøn foretaget af Rådet

–  Hvad angår IRISL

–  Hvad angår de øvrige sagsøgere

Om det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar

Om det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om retskraft, princippet ne bis in idem og princippet om forbud mod forskelsbehandling

–  Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

–  Om tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

–  Om tilsidesættelsen af princippet ne bis in idem

–  Om tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling

Om det femte anbringende vedrørende tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til respekt for omdømmet, og tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet

Sagsomkostningerne

Bilag

Hafize Darya Shipping Co., Teheran (Iran)

Khazar Sea Shipping Lines Co., Anzali Free Zone (Iran)

IRISL Europe GmbH, Hamburg (Tyskland)

Qeshm Marine Services & Engineering Co., Qeshm (Iran)

Irano Misr Shipping Co., Teheran

Safiran Payam Darya Shipping Co., Teheran

Marine Information Technology Development Co., Teheran

Rahbaran Omid Darya Ship Management Co., Teheran

Hoopad Darya Shipping Agency, Teheran

Valfajr Shipping Co., Teheran.

* Processprog: engelsk.