Appel iværksat den 7. juni 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 24. marts 2011 i sag T-382/06, Tomkins plc mod Europa-Kommissionen

(Sag C-286/11 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved F. Castillo de la Torre, V. Bottka og R. Sauer, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Tomkins plc

Appellanten har nedlagt følgende påstande

-    Den appellerede dom ophæves.

-    Europa-Kommissionen frifindes i det hele.

-    Sagsøgeren ved Retten tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger og omkostningerne ved første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for sin appel gjort følgende fem anbringender gældende:

Med det første appelanbringende til støtte for appellen gøres gældende, at Retten ganske klart traf afgørelse ultra petita, da den delvist annullerede den periode, der er fastsat i beslutningen, på grundlag af elementer, som aldrig blev rejst af Tomkins. I henhold til Retspraksis ved Unionens retsinstansers praksis anerkendesr ikke ingen undtagelser til den regel, der blev fastslået i dommen i sag C-310/97 P, Assi Domän, på grund afud fra et argument om, at to sagsøgere tilhører den samme virksomhed. For nyligt fastslogresolverede Domstolen i de forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P,sagen ArcelorMittal Luxembourg (forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P), at en sag, der er anlagt af en enhed indenfor en koncern, ikke påvirker retsstillingen for de øvrige enheder inden for samme virksomhed.

Med det andet appelanbringende til støtte for appellengør har Kommissionen gjort gældende, at Retten ligeledes begik en retlig fejl, da den konkluderede, at påstanden for Peglers påstand (datterselskabet i sag T-386/06) og påstanden for Tomkins' påstand (moderselskabet i sag T-382/06) havde "samme genstand". Selv om den af Tomkins anfægtede periode var meget kortere end den periode, der blev anfægtet i Peglers særskilte sag, blev der givet samme nedsættelse af perioden til begge selskaber. Pegler anfægtede imidlertid ikke blot en betydelig længere periode, men baserede også sit søgsmål på forskellige og endda modsatrettede anbringender i forhold til Tomkins' anbringender. Peglers formål med at anfægte den indledende del af perioden var at frikende sig selv og tilregne Tomkins overtrædelsen, mens Tomkins' formål var forholdsvis begrænset, nemlig at drage tvivl om beviset for de første 38 dage (hvilket ikke ville have haft indflydelse på den beregnede periode i forhold til bøden).

Endvidere bygger Rettens vurdering på den fejlagtigt faktuelle forudsætning, at Tomkins ville have fremsat et anbringende om, at "hvis beslutningen skulle blive annulleret for så vidt angår Pegler, skulle den også annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren" (præmis 42 i den appellerede dom). Tomkins fremsatte ikke et sådant anbringende i sin stævning eller i sit svarskrift (hvilket under alle omstændigheder ville have været for sent). Dette udgør en fordrejning af sagsøgerens anbringende, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til at ophæve den appellerede dom.

Med det tredje appelanbringende til støtte for appellen henviser Kommissionens til, at Retten så bort fra, at Tomkins var en del af en virksomhed, som havde erkendt at have begået en overtrædelse. Retten begik en retlig fejl, eftersom den begrænsede ansvaret for en enhed (moderselskabet Tomkins) inden for "Tomkins-virksomheden" med den begrundelse, at perioden for en anden enhed i virksomheden, datterselskabet Pegler, blev nedsat. Begrænsningen af Peglers ansvar for overtrædelsen var imidlertid baseret på Peglers status som et "hvilende selskab" og ikke på den omstændighed, at den pågældende koncern ikke havde deltaget i overtrædelsen. Efter Kommissionens opfattelse angår den omstændighed, at netop dette datterselskab (Pegler) i koncernen eventuelt ikke havde været rette adressat inden for koncernen for en vis periode, kun dette datterselskab og fritager ikke "virksomheden" i sin helhed for ansvar. Dette gælder navnlig, hvor hverken Retten (eller Tomkins selv) har anfægtet, at den virksomhed, som var ledet af Tomkins, deltog i overtrædelsen i en stor del af den relevante periode.

Kommissionen gørhar med sit fjerde appelanbringende til støtte for appellen gjort gældende, at den appellerede dom savnermangler begrundelse og er selvmodsigende. Det fjerde appelanbringende til støtte for appellen er subsidiært i forhold til det første anbringende idet dommen og med, selv hvis Retten ikke havde truffet afgørelse ultra petita, skulle dommen stadigvæk skulle ophæves, eftersom den mangler en klar og fyldestgørende begrundelse for den delvise annullation (manglende begrundelse). Der er mindst to vigtige eksempler på den appellerede doms manglende klarhed:

For det første erved beskrivelsen af betingelserne for anvendelse af den undtagelse, som Retten finder, at der bør gøres fra retspraksis med dommen i sagen AssiDomän-dommen, er betingelserne for en sådan fravigelse uklare og selvmodsigende.

Det andet eksempel på usammenhængende eller uklare aspekter i Rettens begrundelser er den omstændighed, at i præmis 57 i den appellerede dom vedrørende multiplikationsfaktoren som afskrækkelsesfaktor anmodes Kommissionen "i henhold til artikel 266 TEUF om at drage konsekvenserne af denne fejl og af det solidariske ansvar for betaling af bøden i forhold til sagsøgeren". Imidlertid udøver Retten i præmis 59 sine ubegrænsede beføjelser hvad angår bøden og fastsætter det bødebeløb, der skal gælde for Tomkins. I den appellerede doms konklusioner gentages det endelige bødebeløb uden at nævne noget behov for yderligere at tilpasse beløbet. Uanset den klare ordlyd af præmis 57 konstaterer Kommissionen, at annullationen af multiplikationsfaktoren som afskrækkelsesfaktor i sag T-386/06, Pegler mod Kommissionen, ikke burde have konsekvenser for multiplikationsfaktoren for Tomkins.

Endelig gøres det med det femte appelanbringende til støtte for appellen gældende, at Retten tilsidesatte det "kontradiktoriske princip" og retten til en retfærdig rettergang, eftersom den undlod at give Kommissionen lejlighed til at fremkomme med bemærkninger vedrørende dens hensigt om at nedsætte bøden for Tomkins på grundlag af anbringender, som Pegler har fremført i et særskilt søgsmål.

____________