Language of document : ECLI:EU:C:2013:471

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. JÄÄSKINEN

fremsat den 11. juli 2013 (1)

Sag C-22/12

Katarína Haasová

mod

Rastislav Petrík

Blanka Holingová

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Prešove (Slovakiet))

Sag C-277/12

Vitālijs Drozdovs, ved Valentīna Balakireva

mod

AAS »Baltikums«

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Letland))

»Tilnærmelse af lovgivningerne – lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer – skader dækket af denne forsikring – direktiv 72/166/EØF – artikel 3, stk. 1 – direktiv 84/5/EØF – artikel 1, stk. 1 og 2 – direktiv 90/232/EØF – artikel 1 – begrebet »personskader« – indbefatning af immateriel skade – erstatning for immateriel skade, der opstår som følge af en nærtståendes dødsfald i et trafikuheld – garanteret minimumsbeløb«





I –    Indledning

1.        De to sager, der er genstand for dette forslag til afgørelse, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der skal udbetales erstatning fra en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer for den skade, der opstår som følge af en nærtståendes dødsfald i et trafikuheld (2). Henset til de ligheder, der består mellem disse sager, og navnlig den omstændighed, at det centrale retlige spørgsmål, som de vedrører, er identisk, forekommer det hensigtsmæssigt at fremsætte et fælles forslag til afgørelse vedrørende disse sager, selv om Domstolen ikke har besluttet at forene dem, idet der ikke består en egentlig forbindelse mellem de to sager.

2.        Den første sag, der er registreret som sag C-22/12 (herefter »Haasová-sagen«), vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Prešove (Slovakiet) og angår fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (3) (herefter »første direktiv«) og artikel 1, stk. 1, i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (4) (herefter »tredje direktiv«).

3.        Den anden sag, der er registreret som sag C-277/12 (herefter »Drozdovs-sagen«), vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Letland) og angår også fortolkningen af første direktivs artikel 3 samt artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (5) (herefter »andet direktiv«).

4.        Det fremgår af en samlet læsning af de spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt i Haasová-sagen og Drozdovs-sagen, at sagerne rejser tre problemstillinger.

5.        For det første er det hovedspørgsmål, som er fælles for de to sager, spørgsmålet om, hvorvidt første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, og tredje direktivs artikel 1, stk. 1 (6), skal fortolkes således, at en ikke-økonomisk eller moralsk skade (herefter »immateriel skade« (7)) såsom den skade, der opstår som følge af en forælders eller ægtefælles dødsfald i et trafikuheld, er omfattet af den erstatning, der skal dækkes af en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Dette indebærer navnlig, at der skal foretages en afgrænsning af begrebet »personskade«, der fremgår af de to sidstnævnte bestemmelser, for at afgøre, om dette begreb kan omfatte den immaterielle skade, som en nærtstående til en person, der er død under sådanne omstændigheder, har lidt uden at have været direkte involveret i uheldet.

6.        For det andet anmodes Domstolen med det andet spørgsmål, der er forelagt i Drozdovs-sagen, om at afgøre, om medlemsstaterne i de tilfælde, hvor de måtte være forpligtet til at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at erstatning for en sådan skade er dækket af den lovpligtige forsikring, der er nævnt i første direktivs artikel 3, stk. 1, og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, har mulighed for at vedtage regler, der fastsætter en beløbsgrænse for den erstatning, som et forsikringsselskab skal udbetale, og som er fastsat til et væsentligt lavere niveau end det garanterede minimumsbeløb, som foreskrives i de nævnte direktiver.

7.        For det tredje vedrører det andet spørgsmål, der er forelagt i Haasová-sagen, i det væsentlige den modsatte situation af den, der er nævnt ovenfor, dvs. den situation, hvor en national lovgivning, der ikke foreskriver erstatning for den pågældende skade, anses for at være i overensstemmelse med første direktivs artikel 3, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1, stk. 1. Domstolen anmodes om at tage stilling til, hvorvidt en ret i en medlemsstat i givet fald kan fortolke den nævnte lovgivning i lyset af disse EU-retlige bestemmelser, således at den kan tilkende en sådan erstatning, selv om dette ikke er muligt i henhold til gældende national ret.

II – Retsforskrifter

A –    EU-retten (8)

1.      Første direktiv

8.        Det anføres i første til tredje betragtning til første direktiv, dels at al grænsekontrol med overholdelsen af pligten til at holde motorkøretøjer ansvarsforsikret har som formål at varetage de personers interesser, der måtte blive ofre for en ulykke forårsaget af disse køretøjer, dels at forskellen i de enkelte landes regler på dette område er egnede til at hindre den frie trafik af motorkøretøjer og personer inden for Fællesskabets område og derfor har umiddelbar betydning for oprettelsen og funktionen af det fælles marked.

9.        Det fremgår af det nævnte direktivs artikel 1, nr. 2), at der ved »skadelidte« i direktivet forstås »enhver person, der har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj«.

10.      Det fastsættes i samme direktivs artikel 3, stk. 1, at »[h]ver medlemsstat træffer […] alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår«.

2.      Andet direktiv

11.      Det anføres i tredje betragtning til andet direktiv, at de betydelige forskelle, der stadig hersker mellem medlemsstaternes lovgivninger med hensyn til omfanget af den lovpligtige forsikring, har direkte indvirkning på fællesmarkedets oprettelse og funktion.

12.      Det anføres endvidere i fjerde og femte betragtning til samme direktiv, at »det […] navnlig [er] berettiget at udstrække den lovpligtige forsikring til også at omfatte ansvar, der pådrages for tingsskade«, og at »de beløb, op til hvilke den lovpligtige forsikring dækker, […] under alle omstændigheder [skal] være af en sådan størrelse, at der sikres skadelidte tilstrækkelig erstatning, uanset i hvilken medlemsstat skaden indtræder«.

13.      Dette direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.      Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal dække tingsskade såvel som personskade.

2.      Medlemsstaterne skal, med forbehold af eventuelle regler om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i medlemsstaterne, kræve, at den lovpligtige ansvarsforsikring mindst skal dække:

–      350 000 ECU for personskader, såfremt der kun er én skadelidt; såfremt der er flere skadelidte ved samme uheld, multipliceres dette beløb med antallet af skadelidte

–      100 000 ECU for tingsskader for hvert uheld uanset antallet af skadelidte.

Medlemsstaterne kan dog for personskader i stedet for ovennævnte mindstebeløb fastsætte et mindstebeløb på 500 000 ECU, såfremt der er flere skadelidte som følge af samme uheld, eller et samlet mindstebeløb på 600 000 ECU pr. uheld for personskader og tingsskader uanset antallet af skadelidte eller skadernes art« (9).

3.      Tredje direktiv

14.      Det anføres i fjerde betragtning til tredje direktiv, at »der skal sikres personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Fællesskabet uheldet finder sted«. Det anføres i femte betragtning til direktivet, at »der […] navnlig [er] lakuner i den i visse medlemsstater gældende lovpligtige forsikringsdækning af passagerer i motorkøretøjer [og] for at beskytte denne særligt sårbare kategori af potentielle skadelidte bør sådanne lakuner udfyldes«.

15.      Det fremgår bl.a. af dette direktivs artikel 1, at »den i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] omhandlede forsikring [skal] dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren«.

B –    National ret

1.      Tjekkisk ret (Haasová-sagen)

16.      Selv om de præjudicielle spørgsmål i Haasová-sagen vedrører bestemmelser i såvel tjekkisk som slovakisk ret (10), vil kun de førstnævnte bestemmelser blive omtalt i dette forslag til afgørelse, da disse bestemmelser finder materiel anvendelse på det erstatningsansvar, der ifaldes som følge af det pågældende uheld i henhold til Haagkonventionen af 4. maj 1971 om lovvalg ved trafikuheld (11) (herefter »Haagkonventionen af 1971«), idet det dog bemærkes, at dette ikke er afgørende for, hvilken lov der i øvrigt finder anvendelse på forsikringsaftalen (12).

a)      Den tjekkiske civillovbog

17.      Artikel 11 i lov nr. 40/1964 (13) om civilret (herefter »den tjekkiske civillovbog«) bestemmer bl.a., at »enhver fysisk person har ret til individuel beskyttelse, i særlig grad til beskyttelse af sit liv«.

18.      Denne lovs artikel 13 bestemmer:

»1)      Den fysiske person har navnlig ret til at kræve, at andre afstår fra ulovlig adfærd, som krænker individets personlige rettigheder, at konsekvenserne af sådan adfærd elimineres, og at en passende erstatning tilkendes.

2)      Når en passende godtgørelse i medfør af stk. 1 ikke er mulig, og specielt i tilfælde af alvorlig krænkelse af en fysisk persons værdighed eller samfundsmæssige anerkendelse, har den fysiske person endvidere ret til erstatning for immateriel skade i form af økonomisk kompensation.

3)      Omfanget af den i stk. 2 fastsatte erstatning fastlægges af retten under hensyn til alvoren af den forvoldte immaterielle skade samt til de omstændigheder hvorunder rettigheden er blevet krænket.«

19.      Det fremgår af den nævnte lovs artikel 444, stk. 3, litra a), at i tilfælde af dødsfald har de efterlevende ret til et engangsbeløb på 240 000 CZK, dvs. ca. 9 300 EUR, når der er tale om tab af en ægtefælle.

b)      Den tjekkiske lov om lovpligtig forsikring

20.      Artikel 6, stk. 1, i lov nr. 168/1999 (14) om ansvarsforsikring for skade forvoldt ved brug af køretøj (herefter »den tjekkiske lov om lovpligtig forsikring«) bestemmer bl.a., at ansvarsforsikringen »omfatter enhver, der er ansvarlig for skade forvoldt ved brug af det i forsikringsaftalen angivne køretøj«.

21.      Det fremgår af denne artikels stk. 2, at for så vidt andet ikke er bestemt i den nævnte lov »har den forsikrede krav på, at forsikringsselskabet på vegne af den forsikrede yder den skadelidte erstatning – i det i civillovbogen anførte omfang og beløb – for [bl.a.] legemsskade eller dødsfald […], forudsat at den skadelidte har gjort sit krav gældende og fremlagt beviser for det, og forudsat at den skadesforvoldende hændelse, som den forsikrede er ansvarlig for, er sket inden for ansvarsforsikringens gyldighedsperiode, med undtagelse af forsikringens afbrydelse«.

2.      Lettisk ret (Drozdovs-sagen)

a)      Den lettiske lov om lovpligtig forsikring

22.      Ved den lettiske lov om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer (15), den såkaldte »OCTA-lov« (herefter »den lettiske lov om lovpligtig forsikring«), blev bl.a. første, andet og tredje direktiv gennemført. Indholdet af de følgende bestemmelser var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.

23.      Denne lovs artikel 15, der har overskriften »Grænser for forsikringsselskabets ansvar«, har følgende ordlyd:

»(1)      Når en forsikringsbegivenhed indtræder, skal det forsikringsselskab, hvori indehaveren af det skadevoldende køretøj har tegnet ansvarsforsikring, […] dække tabene med et beløb, der ikke overstiger den for forsikringsselskabet fastsatte ansvarsbegrænsning:

1.      Erstatning for personskade: op til 250 000 LVL pr. skadelidt

2.      Erstatning for tingsskade: op til 70 000 LVL uanset antallet af skadelidte tredjeparter.

(2)      Tredjeparter har ret til erstatning i henhold til de almindelige regler for de skader, som ikke er genstand for erstatning i medfør af denne lov, eller som overstiger forsikringsselskabets ansvarsbegrænsning.«

24.      Den nævnte lovs artikel 19 indeholder en oversigt over de tingsskader og immaterielle skader, som skadelidte kan forvoldes ved et trafikuheld, og som er omfattet af loven. Blandt de immaterielle skader, der defineres som »skader, der medfører smerter og psykiske lidelser«, nævnes i stk. 2, nr. 3, bl.a. »en forsørgers dødsfald«. Det fremgår af artiklens stk. 3, at »[f]orsikringserstatningens størrelse samt metoden til beregning heraf for så vidt angår tingsskader og personskader fastsættes af ministerrådet«.

25.      Det fremgår af samme lovs artikel 23, stk. 1, litra a), at mindreårige børn, herunder adopterede børn, har ret til forsikringserstatning, såfremt den person, der forsørger dem, omkommer.

b)      Det lettiske dekret nr. 331

26.      Ministerrådets dekret nr. 331 af 17. maj 2005 om størrelsen af erstatningen for immateriel personskade samt metoderne til beregning heraf (16) (herefter »det lettiske dekret nr. 331«) blev vedtaget til gennemførelse af artikel 19, stk. 3, i den lettiske lov om lovpligtig forsikring.

27.      Det fremgår af det nævnte dekrets artikel 7 og 10, at størrelsen af den erstatning, der udbetales for smerter og psykiske lidelser som følge af en forsørgers dødsfald, udgør 100 LVL for hver erstatningssøgende og pr. person som omhandlet i artikel 23, stk. 1, i den lettiske lov om lovpligtig forsikring, og at det samlede erstatningsbeløb er begrænset til 1 000 LVL for hver skadelidt ved et trafikuheld, såfremt der ydes erstatning for alle de skader, der er nævnt i nr. 3, 6, 7 og 8.

III – Tvisterne i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

A –    Haasová-sagen (17)

28.      Den 7. august 2008 døde Vladimír Haas i et trafikuheld forvoldt af Rastislav Petrík på Den Tjekkiske Republiks område. Rastislav Petrík førte et motorkøretøj, der var indregistreret og forsikret i Slovakiet, og som tilhørte Blanka Holingová. Vladimír Haas var passager i køretøjet, som kolliderede med en lastbil, der var indregistreret i Den Tjekkiske Republik. Han var gift med Katarína Haasová og havde en datter, født den 22. april 1999, og disse var ikke til stede ved uheldet. Alle de berørte personer var eller er slovakiske statsborgere og bosiddende i Slovakiet.

29.      Ved straffedom afsagt af Okresný súd Vranov nad Topľou (Slovakiet) blev Rastislav Petrík fundet skyldig i uagtsomt manddrab og idømt to års betinget fængsel og frakendelse af kørekortet i en periode på to år. Han blev endvidere i henhold til den slovakiske straffe- og straffeproceslov i denne periode pålagt under hensyntagen til hans økonomiske formåen at erstatte de forvoldte skader, herunder den erstatning, som skulle udbetales til Katarína Haasová, og som blev fastsat til 1 057,86 EUR.

30.      Katarína Haasová anlagde et civilt søgsmål på vegne af sig selv og sin mindreårige datter mod Rastislav Petrík og Blanka Holingová med henblik på at opnå erstatning i henhold til den slovakiske civilbogs artikel 13, stk. 2 og 3, i form af økonomisk kompensation for en skade, som blev betegnet som »immateriel«, og som var lidt som følge af tabet af hendes ægtefælle og datterens far. Køretøjets fører og ejer blev i første instans pålagt at betale erstatning på 15 000 EUR for den nævnte skade.

31.      Alle parter i sagen iværksatte appel ved Krajský súd v Prešove, som konstaterede, at Blanka Holingovás forsikringsselskab, Allianz – Slovenská poisťovňa a.s., der er interveneret i sagen, havde afslået at betale erstatning for den omhandlede skade, idet den påberåbte ret til erstatning ikke var omfattet af forsikringsaftalen i henhold til den tjekkiske og den slovakiske lov om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

32.      Det er den forelæggende rets opfattelse, at det, henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er den materielle tjekkiske lovgivning, der skal finde anvendelse i henhold til artikel 3 i Haagkonventionen af 1971, og navnlig den tjekkiske civillovbogs artikel 444, stk. 3, der i modsætning til den slovakiske civillovbog udtrykkeligt foreskriver, at der skal ydes erstatning for immaterielle skader inden for rammerne af den erstatning, som tilkendes efterlevende nærtstående med et lovbestemt beløb og bl.a. en engangserstatning på 240 000 CZK, dvs. ca. 9 300 EUR, for tab af en ægtefælle.

33.      Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, dels at retten til erstatning for immateriel skade kan udledes af den ret til erstatning for skade, som er omfattet af den lovpligtige forsikring, dels at Katarína Haasovás krav er baseret på en ret, som er afledt fra den person, der led skade ved trafikuheldet, idet Vladimir Haas’ liv var beskyttet af den tjekkiske civillovbogs artikel 11.

34.      Uagtet disse betragtninger er Krajský súd v Prešove i tvivl om, hvorvidt den omhandlede erstatning er passende i henhold til EU-retten, idet det bemærkes, at de slovakiske retters afgørelser indeholder modstridende standpunkter inden for dette område, når der er tale om bestemmelserne i den slovakiske lovgivning. Krajský súd v Prešove har endvidere anført, at Domstolens svar er afgørende for vurderingen af, om forsikringsselskabet lovligt kunne intervenere i hovedsagen, og dermed afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt den afgørelse, der vil blive truffet i sagen, er bindende for dette selskab.

35.      Krajský súd v Prešove har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal [tredje direktivs] artikel 1, stk. 1, […] sammenholdt med [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […], fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse (såsom artikel 4 i den slovakiske lov om […] lovpligtig forsikring [ (18)] og artikel 6 i den tjekkiske lov [om lovpligtig forsikring]), hvorefter det civilretlige ansvar for brug af motorkøretøjer ikke omfatter det ikke-økonomiske tab opgjort i et pengebeløb, som de efterladte har lidt som følge af et trafikuheld forvoldt ved brug af motorkøretøjer?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares med, at den ovennævnte nationale bestemmelse ikke er i strid med EU-retten, skal bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, 2 og 4, i den slovakiske lov […] om lovpligtig forsikring […] og artikel 6, stk. 1-3, i den tjekkiske lov [om lovpligtig forsikring] da fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at den nationale ret i medfør af [tredje direktivs] artikel 1, stk. 1, […] sammenholdt med [første direktivs] artikel 3, stk. 1 […], tilkender de efterladte efter et trafikuheld forvoldt ved brug af motorkøretøjer, i deres egenskab af skadelidte, retten til erstatning for ikke-økonomisk tab, herunder økonomisk kompensation?«

36.      Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af den slovakiske, den tyske og den estiske regering samt af Europa-Kommissionen (19). Der har ikke været afholdt retsmøde i sagen.

B –    Drozdovs-sagen

37.      Den 14. februar 2006 omkom forældrene til Vitālijs Drozdovs, der er født den 25. august 1995, i et trafikuheld, der fandt sted i Riga (Letland). Da han var mindreårig, blev han sat under værgemål hos sin bedstemor, Valentīna Balakireva (herefter »værgen«).

38.      Uheldet blev forvoldt af føreren af et køretøj, der var forsikret hos forsikringsselskabet AAS Baltikums (herefter »Baltikums«). Ved en straffedom, der blev stadfæstet under appel, blev føreren idømt seks års fængselsstraf og frakendelse af kørekortet i fem år (20).

39.      Den 13. december 2006 underrettede værgen forsikringsselskabet om uheldet og anmodede forsikringsselskabet om at udbetale erstatning til Vitālijs Drozdovs bl.a. for den »immaterielle« skade, han havde lidt, og som blev anslået til 200 000 LVL. Den 29. januar 2007 udbetalte Baltikums i henhold til artikel 7 i det lettiske dekret nr. 331 en erstatning på 200 LVL for barnets psykologiske lidelser (21) samt en erstatning på 4 497,47 LVL for en formueskade, hvilket beløb ikke er genstand for tvisten.

40.      Den 13. september 2007 anlagde værgen sag mod Baltikums med påstand om erstatning på 200 000 LVL for den immaterielle skade, som Vitālijs Drozdovs havde lidt som følge af, at hans forældre var omkommet i hans unge alder, og støttede søgsmålet på artikel 15, stk. 1, første afsnit, artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, og artikel 39, stk. 1 og 6, i den lettiske lov om lovpligtig forsikring samt andet direktivs artikel 1, stk. 2.

41.      Det af værgen anlagte søgsmål og den efterfølgende appel blev ikke taget til følge ved afgørelser af henholdsvis den 27. november 2008 og den 16. november 2010 med den begrundelse, at Baltikums havde overholdt de beløbsgrænser, der var fastsat i artikel 7 i det lettiske dekret nr. 331.

42.      Værgen iværksatte derefter en kassationsappel ved Augstākās tiesas Senāts med påstand om ophævelse af appelinstansens dom samt hjemvisning af sagen til denne instans med henblik på fornyet prøvelse. Værgen anførte, at appelinstansen havde begået en fejl ved anvendelsen af artikel 15, stk. 1, første afsnit, i den lettiske lov om lovpligtig forsikring, idet denne bestemmelse skulle fortolkes i overensstemmelse med bl.a. første og andet direktiv. Det følger imidlertid af disse direktiver, at en medlemsstat ikke kan fastsætte grænser for erstatningens størrelse, der er lavere end de minimumsbeløb, der er fastsat i EU-retten. Det følger heraf, at artikel 7 i det lettiske dekret nr. 331 er i strid med de grænser, der er fastsat i den nævnte bestemmelse i den lettiske lov om lovpligtig forsikring og i de nævnte direktiver, som denne lov gennemfører.

43.      Augstākās tiesas Senāts har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er erstatning for immateriel skade indregnet i det beløb, der skal dække personskade i medfør af [første direktivs] artikel 3 […] og [andet direktivs] artikel 1[, stk. 1] og 2[, (22)] […]?«

2)      Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende, skal [første direktivs] artikel 3 […] og [andet direktivs] artikel 1[, stk. 1] og 2[, (23)] da fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en regel i en medlemsstat, hvorefter det eksisterende erstatningsansvar i den pågældende medlemsstat begrænses – dvs. maksimumsbeløbet for erstatning for immateriel skade – ved at fastsætte en beløbsgrænse, som er væsentligt lavere end den i direktiverne og den nationale lovgivning fastsatte beløbsgrænse for så vidt angår forsikringsselskabers ansvar?«

44.      Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af Vitālijs Drozdovs’ værge, Baltikums, den lettiske, den tyske og den litauiske regering samt Kommissionen.

45.      Vitālijs Drozdovs’ værge, Baltikums, den lettiske og den tyske regering samt Kommissionen deltog i retsmødet den 20. marts 2013.

IV – Analyse

A –    Indledende bemærkninger om den lov, der finder anvendelse

46.      Fastlæggelsen af, hvilken lov der finder anvendelse på en grænseoverskridende tvist, går forud for enhver materielretlig vurdering. Dette er særlig vigtigt i det foreliggende tilfælde på grund af de forskelle, der består mellem medlemsstaternes lovgivninger på området for lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer (24).

47.      Dette giver ikke anledning til vanskeligheder i Drozdovs-sagen, da det ikke af sagsakterne fremgår, at der foreligger et grænseoverskridende element, der kan indebære, at den pågældende situation har en tilknytning til en anden medlemsstat end Republikken Letland.

48.      Spørgsmålet kan derimod opstå i Haasová-sagen, når der tages hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende trafikuheldet, der ligger til grund for den hovedsag, der er indbragt for en slovakisk ret. Det sted, hvor uheldet indtraf, er nemlig beliggende på Den Tjekkiske Republiks område, og et af de køretøjer, der faktisk var involveret i uheldet, er indregistreret dér, mens de andre tilknytningsmomenter, dvs. indregistreringsstedet for det køretøj, som den direkte skadelidte befandt sig i, samt de berørte personers nationalitet og bopæl, knytter tvisten til Den Slovakiske Republik.

49.      Det fremgår af artikel 28, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 864/2007 (25), at denne forordning ikke berører anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater var parter i på tidspunktet for forordningens vedtagelse, og som fastsætter lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt, men at den i forbindelserne mellem medlemsstaterne har forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

50.      Hvad angår ansvar uden for kontrakt i forbindelse med trafikuheld skal lovvalgsreglerne i Haagkonventionen af 1971, som på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte forordning var bindende for såvel medlemsstater som tredjelande, have forrang for den nævnte forordnings bestemmelser i alle de stater, som har ratificeret konventionen, hvilket er tilfældet for så vidt angår Den Slovakiske Republik (26).

51.      Ifølge Haag konventionens artikel 3 er den lovgivning, der skal finde anvendelse på området (27), i princippet den nationale lovgivning i den stat, hvor uheldet har fundet sted. Det var således med føje, at den forelæggende ret i Haasová-sagen fastslog, at denne bestemmelse indebar, at tjekkisk ret skulle finde anvendelse (28). Jeg bemærker, at konventionens artikel 4 fastsætter en undtagelse fra anvendelsen af lovgivningen på det sted, hvor den skadevoldende handling har fundet sted (lex loci delicti), til fordel for lovgivningen i den stat, hvor indregistreringen er foretaget. Denne artikels litra b) nævner navnlig den situation, hvor flere køretøjer er involveret i et uheld, og hvor de alle er registreret i den samme stat. Denne betingelse er imidlertid ikke opfyldt i tvisten i hovedsagen (29).

52.      Det bemærkes, at disse betragtninger vedrørende anvendelsen af tjekkisk ret på spørgsmålet om ansvar uden for kontrakt som følge af det omhandlede uheld ikke på nogen måde foregriber fastlæggelsen af, hvilken lov der skal regulere de rettigheder og forpligtelser, som følger af motorkøretøjsforsikringsaftalen i en situation, der indebærer en lovkonflikt (30).

B –    Indbefatning af erstatning for den immaterielle skade, som en indirekte skadelidt har lidt, i anvendelsesområdet for en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer (det første spørgsmål i Haasová-sagen og Drozdovs-sagen)

53.      I Haasová-sagen har den forelæggende ret med det første præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om første direktivs artikel 3, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, der indebærer, at erstatning i form af økonomisk kompensation for en immateriel skade, som de efterladte har lidt som følge af et trafikuheld forvoldt ved brug af et motorkøretøj, ikke er omfattet af den lovpligtige forsikring, som den person, der ifalder erstatningsansvaret, har tegnet.

54.      Det første præjudicielle spørgsmål, der er forelagt inden for rammerne af Drozdovs-sagen, er nært forbundet hermed, da det er opstået under lignende omstændigheder (31), selv om de omhandlede bestemmelser og de anvendte formuleringer ikke er helt identiske, idet den forelæggende ret ønsker oplyst, om første direktivs artikel 3 og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at den lovbestemte pligt til at erstatte personskade også omfatter den immaterielle skade, der er fastsat i national ret.

55.      Da disse spørgsmål materielt ligner hinanden, vil jeg behandle dem sammen i dette forslag til afgørelse, hvilket indebærer, at de ovenfor nævnte bestemmelser i første, andet og tredje direktiv vil blive behandlet samtidigt i den foreslåede fortolkning.

56.      De synspunkter, der er tilkendegivet i denne henseende i de skriftlige indlæg, som Domstolen har modtaget, er modstridende. Vitālijs Drozdovs’ værge og Kommissionen har anført, at disse bestemmelser indebærer, at den immaterielle skade, der påføres en person, som har mistet en nærtstående i et trafikuheld, skal være omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring, der er fastsat i disse direktiver. Baltikums og de regeringer, som har interveneret, dvs. den slovakiske, den tyske og den estiske regering i Haasová-sagen og den lettiske, den tyske og den litauiske regering i Drozdovs-sagen, er af den modsatte opfattelse.

57.      Selv om visse dele af besvarelsen let kan udledes af den retspraksis, der er nævnt nedenfor, er to aspekter af den problemstilling, der omtales her, nye og skal efter min opfattelse behandles hver for sig. Det drejer sig for det første om, hvorvidt immateriel skade er omfattet af den lovpligtige forsikringsordning, som er omhandlet i de nævnte direktiver, og for det andet, om en sådan udvidelse omfatter de personer, som ikke selv er involveret i det trafikuheld, der har forvoldt den pågældende skade.

1.      Generelle betragtninger udledt af gældende retspraksis

58.      Jeg skal indledningsvis bemærke, at der efter min opfattelse i de foreliggende sager ikke blot skal henvises til retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (herefter »Domstolen«), men tillige til praksis fra Domstolen for Den Europæiske Frihandelssammenslutning (32) (herefter »EFTA-Domstolen«), der har afsagt en dom (33) (herefter »EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen«), som parterne og intervenienterne i disse sager gentagne gange har henvist til, og som vedrører den foreliggende problemstilling (34).

59.      Ifølge Domstolens faste praksis fremgår det af betragtningerne til første, andet og tredje direktiv, at disse direktiver har til formål dels (35) at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Den Europæiske Unions område, og for personer, som kører i dem, dels (36) at sikre personer, der lider skade ved uheld forvoldt af disse køretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen uheldet finder sted (37), for at virkeliggøre det fælles marked.

60.      Domstolen har af disse direktiver udledt, at første direktiv, som præciseret og suppleret ved andet og tredje direktiv, pålægger medlemsstaterne at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring og bl.a. angiver, hvilke typer skade og hvilke skadelidte tredjemænd forsikringen skal dække (38).

61.      Domstolen har imidlertid fastslået, at forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader, som forvoldes tredjemænd ved motorkøretøjer, må holdes adskilt fra omfanget af erstatningspligten for disse skader i medfør af den forsikredes erstatningsansvar. Den førstnævnte forpligtelse er sikret og nærmere fastlagt i EU-bestemmelserne, hvorimod den anden forpligtelse i det væsentlige er reguleret ved national ret (39).

62.      I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at det fremgår af formålet med første, andet og tredje direktiv og af disses ordlyd, at de ikke tilsigter en harmonisering af medlemsstaternes erstatningsansvarsordninger, og at medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin frit kan fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer (40).

63.      Domstolen har endvidere fastslået, at medlemsstaterne dog er forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der gælder i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i de tre nævnte direktiver (41).

64.      Endelig fremgår det af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikuheld ikke kan fratage første, andet og tredje direktiv deres effektive virkning (42).

65.      Af de grunde, der nævnes nedenfor, ville de nævnte direktiver efter min opfattelse miste deres effektive virkning, hvis retten til erstatning for en skade som den, der er omhandlet i hovedsagerne (43), kunne påvirkes af nationale bestemmelser på forsikringsområdet, der begrænser dækningen af erstatningsansvaret for motorkøretøjer. Dette ville derimod ikke være tilfældet, hvis den omhandlede ret til erstatning var begrænset på grund af bestemmelser om den nationale erstatningsansvarsordning vedrørende trafikuheld og ikke på grund af bestemmelser om forsikring (44).

2.      Indbefatningen af immateriel skade i den lovpligtige forsikringsordning, der er fastsat i første, andet og tredje direktiv

66.      EFTA-Domstolen blev i Nguyen-sagen anmodet om at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning – i det konkrete tilfælde norsk lovgivning (45) – der undtog erstatning for immateriel skade (46) (»svie og smerte« eller »pretium doloris«) fra den nationale lovpligtige forsikringsordning, var forenelig med første, andet og tredje direktiv. EFTA-Domstolen fortolkede de nævnte direktiver således, at det ikke var foreneligt med direktiverne at undtage en sådan erstatning, idet erstatning for immateriel skade er en form for civilretligt erstatningsansvar (47).

67.      EFTA-Domstolen baserede denne afgørelse på generelle betragtninger, som den udledte af den retspraksis, som jeg har nævnt ovenfor, men også på følgende grunde, som jeg i øvrigt finder fuldt ud overbevisende.

68.      For det første udtalte EFTA-Domstolen med rette, at de nævnte direktiver ikke indeholder bestemmelser, der udtrykkeligt udelukker erstatning for immateriel skade fra direktivernes anvendelsesområde. EFTA-Domstolen bemærkede i denne henseende, at første direktivs artikel 1, nr. 2), definerer »skadelidte« som »enhver person, der har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj«. I andet direktivs artikel 1, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 henvises bl.a. til »personskade« eller »personal injuries« i den engelske version (48) for at definere, hvad den lovpligtige forsikring skal dække. EFTA-Domstolen fastslog, at det nævnte udtryk omfatter alle former for skader, uanset om der er tale om økonomisk eller immateriel skade, hvilket således ikke bekræfter påstanden om, at den sidstnævnte form for skade ikke er omfattet af direktivernes anvendelsesområde (49).

69.      EFTA-Domstolen udledte heraf, at første direktivs artikel 3, stk. 1, sammenholdt med andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, og tredje direktivs artikel 1, skal fortolkes således, at de omfatter økonomisk skade såvel som immateriel skade, herunder smerter og psykologiske lidelser. En modsat fortolkning ville være i strid med direktivernes formål, som er at sikre den frie bevægelighed samt sikre ensartet behandling af de personer, der lider skade, uanset hvor i EØS-området uheldet finder sted (50).

70.      EFTA-Domstolen udtalte endvidere med rette, at en erstatning som den i hovedsagen omhandlede i kraft af sin art giver en person ret til at opnå kompensation fra en anden person og således udgør en form for civilretligt ansvar. Det følger endvidere af ovennævnte retspraksis (51), at de berørte direktiver ikke har til formål at påbyde vedtagelsen af bestemte ansvarsformer, men at stille krav om, at der skal være dækning for ethvert erstatningsansvar for skade, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer, uanset om dette ansvar er baseret på culpa eller objektivt ansvar. Enhver anden fortolkning vil nemlig indebære, at første direktivs artikel 3, stk. 1, som suppleret og ændret ved andet og tredje direktiv, berøves deres effektive virkning, som er at beskytte ofre efter trafikuheld ved en lovpligtig ansvarsforsikring (52).

71.      Efter min opfattelse bør spørgsmålene i Haasová-sagen og Drozdovs-sagen, når der henses til de berørte direktivers ordlyd, formål og effektive virkning, besvares på samme måde, således at det fastslås, at erstatning for immateriel skade er omfattet af den ordning for lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der er fastsat i første, andet og tredje direktiv.

72.      Det bemærkes, at den forelæggende ret i Drozdovs-sagen navnlig er i tvivl om, hvorvidt den lovpligtige forsikring for »personskader«, der bl.a. kræves i henhold til andet direktivs artikel 1, kan omfatte immateriel skade. Jeg vil i denne henseende fremhæve, at begrebet »dommages corporels«, der bl.a. (53) anvendes i den franske version af andet og tredje direktiv, ikke i sig selv kan udgøre en hindring for at anlægge den udvidende fortolkning, som jeg har foreslået ovenfor.

73.      Det udtryk, der er anvendt i flere andre sprogversioner (54), gør det efter min opfattelse muligt at henvise til et mere vidtrækkende begreb, som omfatter ikke blot skader på kroppen og dermed skader på den skadelidtes fysiske integritet, men tillige enhver skade, der har en mere »personlig« – eller med andre ord en immateriel – karakter, som omfatter både fysiske og psykologiske lidelser (55). Dette er efter min opfattelse konsekvensen af, dels at der bl.a. i andet direktivs artikel 1 sondres mellem denne form for skader og »tingsskader«, dvs. de skader, som vedrører den berørtes ejendele og formue (56), dels et ønske om at styrke beskyttelsen af de skadelidte, hvilket klart har påvirket udviklingen af den nævnte artikel (57).

74.      Det er således forholdsvis let at give den første del af svaret under forudsætning af, at Domstolen i overensstemmelse med mit forslag vælger at følge sin tidligere retspraksis og tilslutte sig den tilsvarende argumentation, som EFTA-Domstolen har anvendt i Nguyen-sagen.

75.      Selv om det efter min opfattelse følger af denne tidligere retspraksis, at de omhandlede direktivers bestemmelser skal fortolkes således, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der fastsættes i disse direktiver, skal omfatte immateriel skade, som forvoldes en person, der har været involveret i et trafikuheld, som det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dommen i Nguyen-sagen (58), står det tilbage at afgøre, om denne tilgang også skal finde anvendelse på de skadelidte, der ikke er blevet direkte berørt, som det er tilfældet i de tvister, der er genstand for Haasová-sagen og Drozdovs-sagen.

3.      Udvidelse af rækkevidden af den immaterielle skade til at omfatte indirekte skadelidte ved et trafikuheld

76.      Den immaterielle skade, som sagsøgerne i hovedsagerne har påberåbt sig, er blevet forvoldt personer, som ikke direkte har været involveret i de pågældende trafikuheld, nemlig i Haasová-sagen ægtefællen og datteren til den mand, der var den direkte skadelidte, og i Drozdovs-sagen barnet til de ægtefæller, der var de direkte skadelidte. Et individs dødsfald medfører navnlig under sådanne omstændigheder en uundgåelig omvæltning af dagligdagen og den følelsesmæssige balance hos de personer, som den afdøde havde et nærtstående forhold til. For at afgøre, om en sådan skade er omfattet af bestemmelserne i de direktiver, der er nævnt i de præjudicielle spørgsmål, er det efter min opfattelse nødvendigt at overføre de ovenfor anvendte bedømmelsesfaktorer og foretage en ordlyds- og formålsfortolkning, der samtidig tager hensyn til bestemmelsernes effektive virkning.

77.      For det første er det ikke på baggrund af en analyse af de relevante bestemmelsers ordlyd muligt at udelukke erstatningen for den omhandlede skade fra den ansvarsforsikringsdækning, der er fastsat i første, andet og tredje direktiv. Den definition af »skadelidte«, der er anført i første direktivs artikel 1, nr. 2), er tilstrækkelig bred til at kunne omfatte indirekte ofre, idet den eneste betingelse, der opstilles, er, at de pågældende »har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj« i henhold til de gældende nationale bestemmelser.

78.      Det er korrekt, at tredje direktivs artikel 1, der anvender en anden terminologi end de tidligere direktiver (59), omhandler »personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren«, hvilket kunne give anledning til den antagelse, at en person, som ikke er involveret i et uheld, ikke er omfattet af den lovpligtige forsikring. Denne bestemmelse skal imidlertid fortolkes i lyset af fjerde og femte betragtning til det nævnte direktiv, hvoraf fremgår, at de skadelidte, der er omfattet af EU-rettens beskyttelsesregler, ikke er begrænset til passagererne, som kun synes at udgøre en særlig kategori af de tredjemænd, der er beskyttet af den forsikring, som er tegnet af ejeren af det køretøj, som har forvoldt uheldet (60). Den nævnte artikel har til formål at præcisere det personelle anvendelsesområde for den garanti, som den lovpligtige forsikring giver, og har ikke på nogen måde til formål at begrænse anvendelsesområdet til de nævnte passagerer (61). Denne vurdering bekræftes af udviklingen på området (62).

79.      For det andet må ansvarsforsikringen dække de immaterielle skader, der forvoldes personer, som indirekte lider skade ved et trafikuheld, når der henses til de mål, der forfølges med første, andet og tredje direktiv, som er at sikre fri bevægelighed og at sikre de personer, der lider skade, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen uheldet har fundet sted (63). Hvis der blev anlagt en anden fortolkning af første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, og tredje direktivs artikel 1, ville disse personer blive underlagt uklare nationale bestemmelser på forsikringsområdet, hvis indhold ville variere, afhængigt af, hvor uheldet havde fundet sted, i mangel af den tilnærmelse af lovgivningerne, som foreskrives ved EU-retten.

80.      For det tredje følger det af den ovenfor nævnte faste retspraksis (64), at selv om første, andet og tredje direktiv ikke tilsigter at harmonisere medlemsstaternes erstatningsansvarsordninger for motorkøretøjer, foreskriver direktiverne imidlertid en pligt for medlemsstaterne til at sikre, at det erstatningsansvar, der kan pålægges ifølge national ret, er dækket af en forsikring, som opfylder betingelserne i de nævnte direktiver. Det følger heraf, at når der foreligger en ret til erstatning for en skade som følge af, at en forsikret er ifaldet erstatningsansvar i henhold til gældende national ret (65), skal den ansvarsforsikringsdækning, der er fastsat i de nævnte direktiver, anvendes.

81.      Jeg bemærker, at retten til erstatning for den immaterielle skade, som er forvoldt ved tabet af en nærtstående i et trafikuheld, anerkendes i en lang række medlemsstaters retsordener (66), selv om muligheden for at påberåbe sig denne ret varierer, idet visse medlemsstater kun giver en sådan mulighed for erstatning under særlige omstændigheder (67), mens andre medlemsstater stiller mindre krav til bevisbyrden (68). Eftersom medlemsstaternes lovgivere har kompetence på området for erstatningsansvar, følger det heraf, at det tilkommer medlemsstaterne at afgøre, om retten til erstatning for en sådan skade principielt kan anerkendes, og i bekræftende fald på hvilke betingelser. Det tilkommer navnlig medlemsstaterne at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en ret, som indirekte tilkommer den skadelidte, eller en ret, der skal afledes fra den afdøde.

82.      Ifølge retspraksis (69) skal medlemsstaterne imidlertid udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og således sikre, at første, andet og tredje direktiv bevarer deres effektive virkning. Denne effektive virkning vil efter min opfattelse blive væsentligt svækket, såfremt det anerkendes, at indirekte skadelidte ved trafikuheld som de i hovedsagerne omhandlede ikke er beskyttede af den lovpligtige ansvarsforsikring, selv om den forsikrede uden tvivl er ifaldet ansvar over for sådanne personer.

83.      På baggrund af samtlige disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at svare, at første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, og tredje direktivs artikel 1 skal fortolkes således, at hvis en forsikret i henhold til gældende national ret ifalder erstatningsansvar for en immateriel skade, som påføres en person, hvis nærtstående er omkommet ved et trafikuheld forvoldt ved brug af motorkøretøjer, er en sådan erstatning omfattet af den lovpligtige forsikring, der er fastsat ved disse direktiver.

C –    Medlemsstaternes manglende mulighed for at fastsætte maksimumsbeløb for en forsikringserstatning, som er lavere end de i EU-retten fastsatte garanterede minimumsbeløb (andet spørgsmål i Drozdovs-sagen)

1.      Det forelagte spørgsmåls indhold

84.      Den forelæggende ret har i Drozdovs-sagen forelagt et andet præjudicielt spørgsmål, der stilles subsidiært, og som vedrører det tilfælde, hvor Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende, dvs. at den lovpligtige ansvarsforsikring, der er fastsat i første direktivs artikel 3 og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, tillige omfatter erstatning for en immateriel skade som den, sagsøgeren har påberåbt sig i hovedsagen.

85.      Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om de ovenfor nævnte artikler er til hinder for en national bestemmelse, der for så vidt angår den erstatning, som et forsikringsselskab skal udbetale for immateriel skade, fastsætter et maksimumsbeløb, der er væsentligt lavere end dels de laveste grænser for den lovpligtige forsikringssum, der er omhandlet i andet direktiv, dels den i den nationale lovgivning fastsatte beløbsgrænse for så vidt angår forsikringsselskabers ansvar.

86.      Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at Domstolen anmodes om at tage stilling til, om det er tilladt at fastsætte et maksimumsbeløb for den erstatning, der skal udbetales for en immateriel skade som den, Vitālijs Drozdovs har lidt, og som er fastsat i artikel 7 i det lettiske dekret nr. 331 (70), ikke blot i lyset af de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat i andet direktivs artikel 1, stk. 2 (71), men også i lyset af det beløb, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, første afsnit, i den lettiske lov om lovpligtig forsikring (72), hvorved direktivet er blevet gennemført.

87.      Denne sidste del af anmodningen om præjudiciel afgørelse afspejler de anbringender, som Vitālijs Drozdovs’ værge fremsatte i kassationsappellen, hvorved det bl.a. blev anført, at den grænse for erstatning, der er fastsat i det lettiske dekret nr. 331, er meget lav og i strid med de bestemmelser i den lettiske lov om lovpligtig forsikring, som det nævnte dekret har til formål at gennemføre (73). Domstolen har imidlertid ikke kompetence til at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forfatningsmæssige eller lovlige, og den har navnlig ikke kompetence til at fastslå, om nationale administrative bestemmelser er i overensstemmelse med den nationale lovgivnings bestemmelser. Dette aspekt af spørgsmålet vil derfor ikke blive behandlet.

2.      Den bindende karakter af de i andet direktiv fastsatte minimumsbeløb for dækning af erstatningsansvaret

88.      Både Vitālijs Drozdovs’ værge og Kommissionen har anført, at første direktivs artikel 3 og andet direktivs artikel 1 er til hinder for, at en medlemsstat kan begrænse erstatningen for immateriel skade, som udbetales i henhold til en lovpligtig ansvarsforsikring, til et beløb, der er lavere end den i direktiverne fastsatte beløbsgrænse for så vidt angår forsikringsselskabers ansvar. Jeg bemærker indledningsvis, at jeg deler denne opfattelse af følgende grunde.

89.      Oprindelsen til, baggrunden for og udviklingen af de EU-retlige bestemmelser, der er genstand for Augstākās tiesas Senāts’ andet spørgsmål, indeholder en lang række oplysninger, der skal tages i betragtning ved fortolkningen af disse bestemmelser.

90.      Som Domstolen allerede har fastslået, overlod den oprindelige affattelse af første direktivs artikel 3, stk. 1 in fine, det til medlemsstaterne at træffe bestemmelse om, hvilke skader der kunne dækkes, samt om de nærmere vilkår for den lovpligtige ansvarsforsikring (74). Som det anføres i tredje betragtning til andet direktiv, indeholder andet direktivs artikel 1 vedrørende erstatningsansvar – for at begrænse de forskelle, der bestod mellem medlemsstaternes lovgivninger med hensyn til omfanget af den lovpligtige forsikring – bestemmelse om lovpligtig dækning af tingsskade og personskade op til nærmere fastsatte beløb, idet disse minimumsbeløb skal sikre den skadelidte ved et trafikuheld en minimumsbeskyttelse (75).

91.      En gennemgang af forarbejderne til andet direktiv viser, at dette direktivs artikel 1, stk. 2, der fastsatte de garanterede minimumsbeløb, var en af de bestemmelser, der havde været genstand for flest ændringer under den oprindelige lovgivningsproces (76). Det samme var tilfældet for så vidt angår de efterfølgende ændringer af det nævnte direktiv (77), idet jeg bemærker, at det er min opfattelse, at det er de senere bestemmelser (78), der skal anses for retningsgivende, selv om disse bestemmelser ikke tidsmæssigt finder anvendelse i Drozdovs-sagen. Det følger af samtlige disse betragtninger, at andet direktivs artikel 1 har været genstand for særlig opmærksomhed fra EU-lovgivers side. Den udvikling, som denne bestemmelse har gennemgået, i retning af en gradvis skærpelse af de krav, der fremgår af bestemmelsen, er endvidere udtryk for et stigende ønske om at beskytte de skadelidte. Som lovgiver udtrykkeligt har anført, udgør »medlemsstaternes forpligtelse til at garantere forsikringsdækning for visse mindstebeløb […] et væsentligt element« for at nå dette mål (79).

92.      Domstolen har ved at følge denne argumentation klart fastslået, at andet direktivs artikel 1, stk. 2, er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter maksimumsbeløb for erstatningen, der er lavere end de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat i nævnte direktiv (80).

93.      Som begrundelse for de domme, Domstolen har afsagt i denne retning, har Domstolen, som jeg allerede har nævnt ovenfor, som svar på de første præjudicielle spørgsmål anført, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar, der gælder i henhold til den berørte medlemsstats nationale lovgivning på trafikuheld forvoldt ved brug af køretøj, er dækket af en forsikring, der er i overensstemmelse med bestemmelserne i første, andet og tredje direktiv. Medlemsstaterne har på dette område pligt til at udøve deres kompetence under overholdelse af EU-retten, hvilket navnlig indebærer, at ansvarsforsikringsdækningen skal overholde de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat i andet direktiv, og at der i national lovgivning ikke må indføres maksimumsbeløb for erstatning, der er lavere end disse minimumsbeløb (81).

94.      Domstolen fastslog endvidere, at »enhver anden fortolkning vil indebære, at første direktivs artikel 3, stk. 1, og andet direktivs artikel 1, stk. 2, berøves deres effektive virkning. Denne effektive virkning, som er at beskytte ofre efter færdselsulykker ved en lovpligtig ansvarsforsikring, ville blive bragt i fare, hvis forsikringsdækningen af dette ansvar var overladt til den nationale lovgivers skøn« (82).

95.      Samtlige disse betragtninger kan efter min opfattelse overføres på bestemmelser som dem, der fremgår af det lettiske dekret nr. 331, der fastsætter et for lavt maksimumsbeløb for navnlig den ideelle skade, der opstår som følge af, at en person, der forsørger en anden, omkommer, idet hensyntagen til både formålet med og den effektive virkning af disse bestemmelser garanterer en tilstrækkelig erstatning til skadelidte ved trafikulykker, uanset i hvilken medlemsstat uheldet har fundet sted (83). Augstākās tiesas Senāts’ andet spørgsmål skal derfor besvares bekræftende.

96.      Jeg bemærker, at det efter min opfattelse ikke er afgørende, om det alt for lave niveau, der er fastsat i national ret, kun er noget lavere end den beløbsgrænse for forsikringsselskabernes ansvar, der er fastsat i direktiverne, eller væsentligt lavere end denne beløbsgrænse, som den forelæggende ret har anført i det præjudicielle spørgsmål (84). Det er tilstrækkeligt for at anse en national bestemmelse for ikke at være i overensstemmelse med de krav, der følger af EU-retten, at mindstedækningen ikke er opnået. I modsætning hertil indebærer det forbehold, der er nævnt i andet direktivs artikel 1, stk. 2 (85), at medlemsstaterne kan gå videre end de fastsatte minimumsbeløb for dækningen, idet de enten kan kræve en ubegrænset dækning eller fastsætte det beløb, op til hvilket den lovpligtige forsikring skal dække, idet det eneste krav er, at dette beløb ikke er lavere end de nævnte minimumsbeløb (86).

97.      Da Domstolens bemærkninger kan give anledning til uklarheder, skal jeg præcisere, at det efter min opfattelse ikke er selve begrænsningen af de garanterede beløb, der er uforenelig med EU-retten (87), men den omstændighed, at en medlemsstat fastsætter det højst mulige erstatningsbeløb til et beløb, der er lavere end de minimumsbeløb, der er fastsat i de omhandlede direktiver.

98.      Det er ganske vist korrekt, at det følger af den ovennævnte retspraksis, at ethvert erstatningsansvar for motorkøretøjer, der er fastsat i den nationale retsorden, skal være dækket af en forsikring. Efter min opfattelse skal dette princip imidlertid alene forstås således, at en national forsikringsbestemmelse ikke kan udelukke visse typer af skader eller visse kategorier af skadelidte fra forsikringsdækningen, når de skadelidte kan påberåbe sig, at den forsikrede er ifaldet et erstatningsansvar med henblik på at opnå erstatning på dette grundlag. EU-lovgivers beslutning om at indføre et garantiniveau, der »mindst« svarer til de beløb, der er fastsat i de omhandlede direktiver, giver kun mening, hvis det anerkendes, at disse direktiver derimod giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte højere maksimumsbeløb, og at det erstatningsansvar, der overskrider disse nationale maksimumsbeløb, ikke skal være dækket af den lovpligtige forsikring (88). I de nationale retsordener, hvor den almindelige erstatningsansvarslovgivning ikke indeholder maksimumsbeløb for erstatningen, kan den lovpligtige forsikringsdækning begrænses ved at fastsætte maksimumsbeløb, der er højere end de minimumsbeløb, der er fastsat i direktiverne.

3.      Konsekvenserne af det foreslåede svar

99.      Augstākās tiesas Senāts har i begrundelsen for anmodningen fremhævet vigtigheden af at finde en balance mellem de foreliggende interesser. Augstākās tiesas Senāts har anført, at skadelidtes interesser, som er at opnå en så omfattende erstatning som muligt, adskiller sig fra både interessen hos ejeren af det køretøj, der har forvoldt uheldet, som er at betale den mindst mulige præmie for den lovpligtige forsikring, og forsikringsselskabets mål, som er at oppebære indtægter, der i høj grad udgøres af forholdet mellem de opkrævede præmier og de erstatninger, der udbetales i forbindelse med uheld (89). Augstākās tiesas Senāts har anført, at det for at skabe ligevægt mellem disse forskellige interesser er nødvendigt at foretage en klar afgræsning af den dækning, som forsikringsselskabet skal yde, således at køretøjets ejer kan tegne en forsikring til en tarif, der ikke er eksorbitant (90), og at den skadelidte dermed kan opnå den erstatning, der er fastsat for skaden.

100. Den lettiske og den litauiske regering deler denne opfattelse. De har endvidere anført, at fastsættelsen af sådanne grænser ved lov tillige indebærer den fordel, at retssikkerheden garanteres, hvorimod store erstatninger som følge af en immateriel skade, der er opstået i forbindelse med et uheld, der involverer flere personer, risikerer at påvirke fordelingen af de begrænsede beløb, der er til rådighed (91). Den lettiske og den litauiske regering har heraf udledt, at anvendelsen af de minimumsbeløb, der er fastsat i andet direktivs artikel 1, på immaterielle skader kan indebære vanskeligheder for effektiviteten af den omhandlede erstatningsansvarsordning.

101. Det er korrekt, at det europæiske forsikringsmarkeds funktion vil blive påvirket, hvis der består en pligt for forsikringsselskaberne til at dække flere typer af skader på et højere niveau, når der er tale om køretøjer, som normalt er hjemmehørende inden for medlemsstaternes område, hvilket vil kunne medføre stigning i de præmier, som de forsikrede skal betale.

102. Jeg bemærker imidlertid, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg allerede i begyndelsen henviste til »de problemer, som fastsættelsen af garanterede minimumsbeløb uundgåeligt vil medføre i visse lande (bl.a. en forhøjelse af de gældende forsikringspræmier)«, men udvalget anførte samtidig og efter min opfattelse med føje, at der var tale om »et nødvendigt initiativ for at nå det forfulgte mål, nemlig en bedre beskyttelse af de skadelidte«, og udvalget støttede således det forslag, der vedrørte indførelsen af garanterede minimumsbeløb (92). For at tage hensyn til udgangspunktet for de nævnte beløb i visse medlemsstater fastsætter andet direktiv overgangsforanstaltninger med henblik på en gradvis gennemførelse af de dertil knyttede bestemmelser i disse medlemsstater (93).

103. Det fremgår endvidere af retspraksis, at en bred forståelse af området for den lovpligtige ansvarsforsikring ikke nødvendigvis vil få lige så alvorlige følger som dem, der forventes i forhold til forsikringspræmiernes størrelse (94). I Bulgarien er der således for nyligt vedtaget en ændring af den lov, som fastsætter, hvilke beløb der dækkes af den nævnte forsikring, som omfatter erstatning for immateriel skade (95), hvilket ikke har haft nogen væsentlig indvirkning på præmierne for disse forsikringer (96). I Sverige fremgår det af de forarbejder, der ligger til grund for, at retten til erstatning for personskade ved en nærtståendes dødsfald i et trafikuheld blev indført i lovgivningen (97), at denne reform kun har haft en mindre indvirkning på forsikringsselskabernes omkostninger og dermed også på forsikringspræmierne, som kun burde stige med 1-1,5% eller mindre (98).

104. De bekymringer, som de regeringer, der har interveneret i den foreliggende sag, har givet udtryk for, forekommer efter min opfattelse ikke berettigede, idet jeg erindrer om, at det efter min opfattelse ikke er forbudt for medlemsstaterne at fastsætte maksimumsbeløb for at sikre, at den erstatning, som forsikringsselskaberne skal betale, ikke er ubegrænset, idet det eneste krav, der følger af andet direktivs artikel 1, er, at dette maksimumsbeløb ikke må være højere end de minimumsbeløb, der er fastsat i nævnte artikel.

105. På baggrund af samtlige disse betragtninger bør det andet spørgsmål, der er forelagt i Drozdovs-sagen, efter min opfattelse besvares med, at første direktivs artikel 3 og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, er til hinder for en national bestemmelse, der for at begrænse den erstatning for immateriel skade, som skal udbetales i henhold til den lovpligtige ansvarsforsikring, fastsætter garanterede maksimumsbeløb, der er lavere end de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat vedrørende personskader i andet direktivs artikel 1.

D –    Det andet forelagte spørgsmål i Haasová-sagen

106. Det fremgår af ordlyden af det andet spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til i Haasová-sagen, at Krajský súd v Prešove går ud fra, at Domstolen som svar på det første spørgsmål fastslår, at nationale forsikringsbestemmelser, der ikke gør det muligt at opnå økonomisk kompensation for den immaterielle skade, der påføres de efterladte efter et trafikuheld forvoldt ved brug af motorkøretøjer, ikke er i strid med EU-retten.

107. Den forelæggende ret har således baseret sig på en antagelse, der er i strid med det svar, som jeg har foreslået Domstolen at give på det første præjudicielle spørgsmål. Henset til indholdet af det svar, der efter min opfattelse bør gives på dette spørgsmål, finder jeg det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, der kun er stillet subsidiært.

108. Det skal imidlertid bemærkes, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fortolke national ret (99), hvilket ifølge fast retspraksis ikke er muligt (100).

109. Såfremt Domstolen måtte vælge ikke at følge mit forslag, bør spørgsmålet efter min opfattelse omformuleres således, at det i det væsentlige vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en ret i en medlemsstat har mulighed for at fortolke en national bestemmelse, der er i overensstemmelse med bestemmelserne i første og tredje direktiv. Under alle omstændigheder kan princippet om direktivkonform fortolkning ikke udgøre grundlag for en fortolkning contra legem af national ret, hvilket i det foreliggende tilfælde ville indebære, at erstatning for en skade skal betales af forsikringsselskabet i strid med, hvad der foreskrives i en national bestemmelse (101).

V –    Forslag til afgørelse

110. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen i Haasová-sagen (sag C-22/12) besvarer de af Krajský súd v Prešove forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse og artikel 1, stk. 1, i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der normalt er hjemmehørende inden for en medlemsstats område, dækker erstatning for den immaterielle skade, der påføres en person, hvis nærtstående er omkommet ved et trafikuheld, og som er opstået i en sådan sammenhæng, såfremt den forsikrede ifalder et sådant erstatningsansvar i henhold til gældende national ret.

2)      Det er ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål.«

111. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen i Drozdovs-sagen (sag C-277/12) besvarer de af Augstākās tiesas Senāts stillede præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Artikel 3 i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse og artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der normalt er hjemmehørende inden for en medlemsstats område, dækker erstatning for den immaterielle skade, der påføres en person, hvis nærtstående er omkommet ved et trafikuheld, og som er opstået i en sådan sammenhæng, såfremt den forsikrede ifalder et sådant erstatningsansvar i henhold til gældende national ret.

2)      Artikel 3 i direktiv 72/166 og artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 84/5 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, der for at begrænse det beløb, som et forsikringsselskab eventuelt skal udbetale i erstatning for den immaterielle skade, der er opstået som følge af, at den person, som forsørger den berørte, er omkommet ved et trafikuheld, fastsætter garanterede maksimumsbeløb, der er lavere end de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat vedrørende personskader i sidstnævnte artikel.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 –      Den nære forbindelse til denne person, der er den direkte skadelidte, kan i visse retsordener følge ikke blot af et slægtskabsforhold, som det er tilfældet i de foreliggende sager, men også af en nær følelsesmæssig tilknytning, som bl.a. kan foreligge, når der består et faktisk samliv. For at tage hensyn hertil er den terminologi, der anvendes i dette forslag til afgørelse, ikke begrænset til kun at omfatte familiemedlemmer.


3 –      EFT 1972 II, s. 345.


4 –      EUT L 129, s. 33.


5 –      EFT 1984 L 8, s. 17.


6 –      De tre berørte direktiver er blevet ophævet og kodificeret ved bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16.9.2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT L 263, s. 11).


7 –      Da de to forelæggende retter, ligesom de nationale lovgivninger og retslitteraturen, anvender begrebet »ikke-økonomisk skade« og begrebet »moralsk skade«, hvis retlige rækkevidde kan variere, har jeg valgt i dette forslag til afgørelse at anvende udtrykket »immateriel skade«, som forekommer mig mere neutralt.


8 –      Hvad angår EU-rettens udvikling inden for det berørte område, jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 23.10.2012, Marques Almeida (sag C-300/10, EU:C:2012:656, punkt 5 ff. og den deri nævnte retslitteratur).


9 –      Stk. 2 blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT L 149, s. 14) med en gennemførelsesfrist fastsat til den 11.6.2007, hvorved de fastsatte beløb for personskader blev ændret til et minimumsbeløb på 1 mio. EUR, såfremt der kun er en skadelidt, og 5 mio. EUR pr. uheld, uanset antallet af skadelidte, samt 1 mio. EUR for tingsskader, uanset antallet af skadelidte.


10 –      Navnlig artikel 4 i den slovakiske lov nr. 381/2001 om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer (herefter »den slovakiske lov om lovpligtig forsikring«).


11 –      Konventionen er tilgængelig på hjemmesiden for Haagkonferencen om International Privatret (www.hcch.net).


12 –      Jf. i denne henseende punkt 48 ff. i dette forslag til afgørelse.


13 –      Lov vedtaget den 26.2.1964.


14 –      Lov vedtaget den 30.7.1999.


15 –      Sauszemes transportlīdzekļu īpašnieku civiltiesiskās atbildības obligātās apdrošināšanas likums, Latvijas Vēstnesis, 2004, nr. 65 (3013).


16 –      Noteikumi par apdrošināšanas atlīdzības apmēru un aprēķināšanas kārtību par personai nodarītajiem nemateriālajiem zaudējumiem, Latvijas Vēstnesis, 2005, nr. 80 (3238).


17 –      Redegørelsen for den nævnte tvist er baseret på de omstændigheder, der er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, samt de præciseringer, som den forelæggende ret har tilvejebragt på Domstolens foranledning.


18 –      Den forelæggende ret har i de præciseringer, som den har afgivet efterfølgende på Domstolens anmodning, anført, at Den Tjekkiske Republiks materielle lovgivning skal anvendes på tvisten i hovedsagen. Jf. i denne henseende punkt 48 ff. i dette forslag til afgørelse.


19 –      Katarína Haasovás bemærkninger er ikke blevet tilført sagsakterne, eftersom de blev indgivet for sent.


20 –      Det fremgår af afgørelsen, at skadevolderen var alkoholpåvirket, kørte for stærkt og foretog en farlig overhaling med et køretøj, der manglede et vinterdæk.


21 –      Dvs. 100 LVL for hver af de afdøde personer, som var den berørtes forsørgere.


22 –      Den forelæggende ret har henvist til andet direktivs »artikel 1 og 2« (»1. un 2.pantā«). Da begrebet »personskade«, som spørgsmålet omhandler, nævnes i det nævnte direktivs artikel 1, bl.a. i stk. 1 og 2, og ikke i direktivets artikel 2, skal denne skrivefejl efter min opfattelse rettes til » artikel 1, stk. 1 og 2«.


23 –      Ibidem.


24 –      Jf. bl.a. de studier i komparativ ret som Y. Lambert-Faivre og L. Leveneur henviser til i Droit des assurances, Dalloz, Paris, 12.. udg., 2005, s. 511, fodnote 1.


25 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (»Rom II-forordningen«) (EUT L 199, s. 40).


26 –      Denne konvention blev ratificeret af Tjekkoslovakiet. Den 28.1.1993 og den 15.3.1993 erklærede Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik, at de anså sig for bundet af konventionen, herunder med de forbehold og bemærkninger, som Tjekkoslovakiet havde fremsat, med virkning fra den 1.1.1993, dvs. den dato, hvor denne stat blev delt.


27 –      I konventionens artikel 8 angives de områder, som er omfattet af den lov, der skal anvendes, hvilket omfatter fastlæggelsen af bl.a. ansvarsgrundlag og ansvarsomfang, eksistensen og arten af den skade, der kan kræves erstattet, hvorvidt en ret til at kræve erstatning kan overføres, og hvilke personer der kan gøre krav på erstatning for en skade, som de personligt har lidt.


28 –      Jeg bemærker, at den forelæggende slovakiske ret, nemlig Krajský súd v Prešove, har anført, at tjekkisk materiel ret skal finde anvendelse i henhold til artikel 3 i Haagkonventionen af 1971, når der henses til den personskade, der indtraf den 7.8.2008, samt den omstændighed, at motorkøretøjet blev anvendt på Den Tjekkiske Republiks område.


29 –      Den forelæggende ret har nemlig anført, at det køretøj, som forvoldte uheldet, var indregistreret i Slovakiet, mens det køretøj, som blev påkørt, var indregistreret i Den Tjekkiske Republik.


30 –      Denne lov skal anvendes i medfør af artikel 7 i Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.6.1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (EFT L 172, s. 1) eller, for så vidt angår aftaler, som er indgået før den 17.12.2009, artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177, s. 6).


31 –      Tvisten i hovedsagerne vedrører begge spørgsmålet om erstatning for immateriel skade, som er forvoldt ved et dødsfald i et trafikuheld. I Haasová-sagen er der tale om en mand, hvis ægtefælle og datter har krævet erstatning for en sådan skade, og i Drozdovs-sagen er der tale om et par, hvis barn har fremsat samme krav. Det bemærkes, at sagsøgerne ikke personligt var involveret i de pågældende uheld.


32 –      I overensstemmelse med homogenitetsprincippet i lovgivningen for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS«).


33 –      EFTA-Domstolens dom af 20.6.2008, sag E-8/07, Celina Nguyen mod den norske stat (dommen er tilgængelig på hjemmesiden www.eftacourt.lu). Et sammendrag af dommen er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2008 C 263, s. 4).


34 –      Den nævnte dom vedrørte fortolkningen af EØS-aftalen af 2.5.1992 (EFT 1994 L 1, s. 3) og særligt spørgsmålet om, hvorvidt erstatning for immateriel skade er omfattet af anvendelsesområdet for de retsakter, der er nævnt i bilag IX til denne aftale, og som udgøres af første, andet og tredje direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.


35 –      Jf. nærmere bestemt første til tredje betragtning til første direktiv.


36 –      Jf. femte betragtning til andet direktiv og fjerde betragtning til tredje direktiv.


37 – Dom af 30.6.2005, sag C-537/03, Candolin m.fl., Sml. I, s. 5745, præmis 17, og Marques Almeida-dommen, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis. Jf. endvidere EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis.


38 –      Marques Almeida-dommen, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis.


39 –      Marques Almeida-dommen, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis.


40 – Dom af 14.9.2000, sag C-348/98, Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, Sml. I, s. 6711, præmis 23 samt Marques Almeida-dommen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis. Jf. endvidere EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 24.


41 –      Dom af 19.4.2007, sag C-356/05, Farrell, Sml. I, s. 3067, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og Marques Almeida-dommen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis. Jf. endvidere EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 25.


42 –      Dommen i sagen Candolin m.fl., præmis 27 og 28, og Marques Almeida-dommen, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis. Jf. endvidere EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 24.


43 –      Dvs. den immaterielle skade, som forvoldes de personer, der indirekte lider skade ved et trafikuheld, som har medført en nærtståendes død.


44 –      Domstolen foretog i denne henseende en klar sondring i Marques Almeida-dommen og fastslog, at den omhandlede nationale lovgivning i hovedsagen, der fastsatte bestemmelser om retten til erstatning i medfør af den forsikredes erstatningsansvar og ikke retten til erstatning fra forsikringsselskabet, ikke var uforenelig med EU-retten, idet den ikke påvirkede den i EU-retten fastsatte sikring af, at det erstatningsansvar, der fastlægges i den gældende nationale ret, dækkes af en forsikring i overensstemmelse med første, andet og tredje direktiv.


45 –      EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 7 og 11.


46 –      I den originale udgave af dommen, der var affattet på engelsk, omtalte EFTA-Domstolen den pågældende skade som »non economic injury«, men jeg har valgt at anvende den anden betegnelse på grund af dens mere neutrale karakter og ud fra et ønske om at sikre sammenhæng med det ovenfor anførte.


47 –      EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 29.


48 –      Jeg vil allerede her fremhæve, at der består en væsentlig forskel mellem den franske affattelse af dette udtryk og den engelske affattelse – engelsk er EFTA-Domstolens processprog – idet det første udtryk forekommer at være mere snævert end det andet.


49 –      EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 26.


50 –      Ibidem, præmis 27.


51 –      EFTA-Domstolen har i denne henseende navnlig henvist til Mendes Ferreira-dommen og dommen i sagen Delgado Correia Ferreira samt til kendelse af 24.7.2003, sag C-166/02, Messejana Viegas, Sml. I, s. 7871, præmis 21 og 22.


52 –      EFTA-Domstolens dom i Nguyen-sagen, præmis 28.


53 –      Jf. endvidere den græske sprogversion (»σωματικές βλάβες«), den spanske (»daños corporales«), den nederlandske (»lichamelijk letsel«) og den portugisiske (»danos corporais«).


54 –      Jf. navnlig udtrykkene »personskade«, »Personenschäden«, »personal injury«, »danni alle persone«, »henkilövahingot« og »personskador«, der anvendes i henholdsvis den danske, den tyske, den engelske, den italienske, den finske og den svenske sprogversion.


55 –      Denne terminologi fortolkes i øvrigt ikke indskrænkende i fransk ret, idet »de immaterielle skader […] som en indirekte skadelidt lider ved den direkte skadelidtes død« er nævnt blandt de »fysiske skader, som den indirekte skadelidte er blevet forvoldt« (min fremhævelse) i den nomenklatur over fysiske skader, som blev foreslået i juli 2005 af den arbejdsgruppe, der havde til opgave at udarbejde en sådan nomenklatur under ledelse af J.-P. Dintilhac (rapporten er tilgængelig på Documentation françaises hjemmeside: http://www.ladocumentationfrancaise.fr/var/storage/rapports-publics/064000217/0000.pdf).


56 –      En gennemgang af forarbejderne til andet direktiv viser, at sondringen mellem tingsskader og personskader ikke fremgik af Kommissionens oprindelige forslag (fremsat den 7.8.1980, EFT C 214, s. 9), hvori disse skader var omfattet af den samme ordning, men følger af Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 25. og 26.2.1981 (EFT C 138, s. 15, punkt 2.2), hvoraf fremgik, at erstatning for fysiske skader udgør »et større socialt hensyn« end erstatning for tingsskader.


57 –      Jf. punkt 91 i dette forslag til afgørelse.


58 –      EFTA-Domstolen anførte i dommen i Nguyen-sagen, præmis 2, at sagsøgeren havde mistet sin ægtefælle og to børn i et trafikuheld, og at hun selv kun havde pådraget sig lettere fysiske skader, men at hun havde haft psykologiske lidelser siden uheldet.


59 –      Udtrykket »passagerer« anvendes hverken i første eller andet direktiv.


60 –      Det anføres i fjerde betragtning til tredje direktiv, at alle »personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer«, er omfattet af den EU-retlige beskyttelse. Det anføres i femte betragtning til samme direktiv ved ordene »navnlig« og »særlig«, at passagerer i motorkøretøjer anses for en »kategori« blandt andre »potentielle skadelidte«, idet disse passagerer har behov for en særlig behandling som følge af deres sårbarhed.


61 –      Det fremgår af Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 26.4.1989 vedrørende forslaget til tredje direktiv (EFT C 159, s. 7) i punkt 1.2, at passagerer burde være omfattet af ansvarsforsikringen, idet dette ikke var et obligatorisk krav i visse medlemsstater på daværende tidspunkt.


62 –      Det præciseres bl.a. i tredje direktivs artikel 1a, der blev indsat i tredje direktiv ved direktiv 2005/14, at andre kategorier af skadelidte såsom fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, også er dækket, når de »har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret«.


63 –      Jf. den ovenfor nævnte faste retspraksis (bl.a. Marques Almeida-dommen, præmis 26), der henviser til de nævnte direktivers præambler.


64 –      Jf. punkt 59 i dette forslag til afgørelse.


65 –      Det bemærkes, at det er national ret og ikke EU-retten, der fastlægger den skadelidtes ret til erstatning i medfør af den forsikredes erstatningsansvar samt det eventuelle omfang af denne ret (jf. bl.a. Marques Almeida-dommen, præmis 35).


66 –      Det er navnlig tilfældet i Bulgarien, Cypern, Det Forenede Kongerige, Estland, Frankrig, Irland, Italien, Letland, Polen, Slovenien, Spanien, Sverige og Tyskland.


67 –      I Tyskland kan der kun udbetales erstatning, såfremt skaden overstiger de »sædvanlige« reaktioner og ulemper, der er forbundet med et dødsfald under sådanne omstændigheder. I Estland er erstatningen principielt begrundet, når den nærtstående har været vidne til uheldet. I Det Forenede Kongerige er der i retspraksis opstillet kumulative betingelser, nemlig at der er opstået en psykisk lidelse som følge af chokket, at der består en følelsesmæssig tilknytning til den skadelidte, at erstatningsmodtageren har været tæt på uheldet, og at den pågældende er blevet udsat for et chok som følge af direkte at have overværet uheldet.


68 –      I Sverige modtager den skadelidte uden videre en kompensation i det første år efter en nærtståendes død. Derefter skal den skadelidte godtgøre, at der foreligger en mere varig skade ved at fremlægge lægeerklæringer.


69 –      Jf. bl.a. Marques Almeida-dommen, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis.


70 –      Det fremgår af nævnte artikel, at det engangsbeløb, som forsikringsselskabet udbetaler som kompensation for smerter og psykologiske lidelser som følge af, at den person, som forsørger en anden, omkommer, udgør 100 LVL, dvs. ca. 143 EUR pr. erstatningssøgende og pr. afdød.


71 –      De omhandlede beløb, der er nævnt i punkt 13 i dette forslag til afgørelse, fremgår nu af artikel 9 i direktiv 2009/103.


72 –      I denne lov fastsættes den grænse, inden for hvilken et forsikringsselskabs ansvar kan gøres gældende med henblik på erstatning for personlige skader, til 250 000 LVL, dvs. ca. 357 283 EUR.


73 –      Det fremgik nemlig af den lettiske lovs artikel 19, stk. 3, at erstatningens størrelse og forsikringsselskabernes metode til beregning af tingsskader og immaterielle skader, som påføres personer, skulle fastsættes af ministerrådet.


74 –      Dom af 28.3.1996, sag C-129/94, Ruiz Bernáldez, Sml. I, s. 1829, præmis 15.


75 –      Jf. dommen i sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, præmis 26, samt punkt 8 og 9 i generaladvokat Cosmas forslag til afgørelse i sagen.


76 –      Dette følger af en sammenholdelse af Kommissionen oprindelige forslag af 7.8.1980, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 25. og 26.2.1981, de ændringer, som Europa-Parlamentet foreslog den 14.10.1981 (EFT C 287, s. 44), og Kommissionens forslag til ændring heraf af 3.3.1982 (EFT C 78, s. 17).


77 –      Disse beløb blev forhøjet og suppleret med en periodisk justeringsbestemmelse for at sikre, at mindstebeløbet for dækning ikke blev udhulet med vedtagelse af direktiv 2005/14. Jf. endvidere artikel 9 i direktiv 2009/103 og Kommissionens meddelelse om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af visse beløb, som er fastsat i 2009/103 (EUT 2010 C 332, s. 1).


78 –      Domstolen har tillige fulgt denne tilgang i bl.a. dom af 17.3.2011, sag C-484/09, Carvalho Ferreira Santos, Sml. I, s. 1821, præmis 45.


79 –      Jf. 10. betragtning til direktiv 2005/14 og 12. betragtning til direktiv 2009/103.


80 –      Jf. dommen i sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, præmis 41, samt Messejana Viegas-kendelsen, præmis 20, der angik den portugisiske lovgivning, der fastsatte sådanne beløb, hvor der ikke var udvist culpa af føreren af køretøjet, der havde forvoldt uheldet, men kun var et ansvarsgrundlag i form af objektivt ansvar.


81 –      Domstolen har fastslået, at det må antages, at fællesskabslovgiver har haft til hensigt at kræve, at der skal være dækning for ethvert erstatningsansvar for skade, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer, selv om medlemsstaterne frit kan fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved denne form for færdsel, uanset om dette ansvar er baseret på culpa eller objektivt ansvar. Jf. dommen sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira, præmis 29 og 40, og Messejana Viegas-kendelsen, præmis 21.


82 –      Messejana Viegas-kendelsen, præmis 22; jf. endvidere punkt 48 i generaladvokat Cosmos forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Mendes Ferreira og Delgado Correia Ferreira.


83 –      Jeg bemærker, at de garanterede minimumsbeløb, der er fastsat i direktiverne, kan indebære en vis de facto-harmonisering af de bestemmelser om erstatningsansvar, der finder anvendelse i medlemsstaterne, idet medlemsstaterne kan være tilbøjelige til at tilpasse deres lovgivning på området, selv om der ikke består en retlig forpligtelse i denne henseende i henhold til gældende EU-ret (jf. H. Heiss, »Motor vehicle liability insurance between the European directives and national tort law«, Over grenzen: liber amicorum Herman Cousy, Intersentia, Antwerpen-Cambridge, 2011, s. 127-136, på s. 133).


84 –      Dette spørgsmål må ikke sammenblandes med den proportionalitetsundersøgelse, som Domstolen har foretaget vedrørende de nationale lovgivninger, som alene af den grund, at en skadelidt har medvirket til, at de skader, som den pågældende har lidt, indtrådte, tillader, at denne skadelidtes ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer udelukkes eller begrænses uforholdsmæssigt (jf. bl.a. Marques Almeida-dommen, præmis 30 ff., samt kendelse af 21.3.2013, sag C-486/11, Rodrigues, præmis 26 ff.).


85 –      Nemlig »med forbehold af eventuelle regler om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i medlemsstaterne«.


86 –      Dette fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse (jf. særligt det oprindelige forslag og Det Økonomiske og Sociale udvalgs udtalelse, punkt 2.1 og 2.2).


87 –      Som den forelæggende ret anser for muligt, jf. præmis 8.1 in fine, i den forelæggende rets afgørelse.


88 –      Jf. Marques Almeida-dommen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, hvori Domstolen fastslog, at »medlemsstaterne er […] forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der gælder i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i de tre nævnte direktiver« (min fremhævelse).


89 –      Jf. forelæggelsesafgørelsens præmis 8.2.


90 –      Augstākās tiesas Senāts har i denne henseende henvist til præmis 77 og 78 i dom af 28.4.2009, sag C-518/06, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3491.


91 –      Jeg bemærker, at den påberåbte risiko faktisk kan være den samme, når der er tale om tingsskade.


92 –      Punkt 2.3 i dette udvalgs forslag til andet direktiv.


93 –      Jf. 11. betragtning samt andet direktivs artikel 5 og 6.


94 –      Kommissionens forslag af 19.6.2002, der førte til vedtagelsen af direktiv 2005/14, indeholder en redegørelse, hvoraf fremgår, at en række medlemsstater har valgt en ubegrænset dækning, og at de fleste af de medlemsstater, der har fastsat minimumsbeløb, har fastsat disse beløb til et niveau, der ligger højere end det niveau, der er fastsat i direktiverne, uden at de forsikringsselskaber, der er hjemmehørende i disse medlemsstater, er blevet påvirket negativt (KOM(2002) 244 endelig, s. 6 og 29).


95 –      Lov om ændring og supplering af forsikringsloven (DV nr. 21 af 13.3.2012).


96 –      Jf. I. Stoyanova, »Обезщетенията за неимуществени вреди при ‘Гражданска отговорност’ на автомобилистите», artiklen er tilgængelig på hjemmesiden: www.zastrahovatel.com/statia.php?mysid=3522&t=4


97 –      Denne rettighed blev indføjet i den almindelige lov om skadeserstatning ved lov nr. 2001:732, der trådte i kraft den 1.1.2002.


98 –      Regeringens proposition 2000/01:68, Ersättning för ideell skada, s. 34 og 63.


99 –      Spørgsmålet har følgende ordlyd: »Skal bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, 2 og 4, i den slovakiske lov [om lovpligtig forsikring] og artikel 6. stk. 1-3, i den tjekkiske lov [om lovpligtig forsikring] fortolkes således […]«


100 –      Jf. bl.a. dom af 17.1.2013, sag C-23/12, Zakaria, præmis 29.


101 –      Jf. bl.a. dom af 24.1.2012, sag C-282/10, Dominguez, præmis 25, samt punkt 67 i mit forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 24.6.2010, sag C-98/09, Sorge, Sml. I, s. 5837.