DOMSTOLENS DOM
14. september 1999 (1)
»EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) - ligebehandling -
ikke-hjemmehørende personer - indkomstskat - skatteansættelse af ægtefæller«
I sag C-391/97,
angående en anmodning, som Finanzgericht Köln (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for
nævnte ret verserende sag,
Frans Gschwind
mod
Finanzamt Aachen-Außenstadt,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel
48 (efter ændring nu artikel 39 EF),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P.J.G.
Kapteyn, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne C. Gulmann, J.L. Murray, D.A.O.
Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet (refererende dommer) og R.
Schintgen,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Frans Gschwind ved skatterådgiver W. Kaefer, Aachen
- Finanzamt Aachen-Außenstadt ved kontorchef J. Viehöfer, Finanzamt
Aachen-Außenstadt
- den tyske regering ved afdelingschef E. Röder og kontorchef C.-D.
Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede
- den belgiske regering ved kontorchef J. Devadder, Juridisk Tjeneste,
Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og
Udviklingssamarbejde, som befuldmægtiget
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. Michard,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af A. Buschmann, der er
udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste,
som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at i retsmødet den 26. januar 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Frans
Gschwind ved W. Kaefer, bistået af G. Saß, af Finanzamt Aachen-Außenstadt ved
kontorchef E. Marx, Finanzamt Aachen-Außenstadt, af den tyske regering ved
C.-D. Quassowski, af den nederlandske regering ved konsulent J. S. van den
Oosterkamp, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved
A. Buschmann,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. marts 1999,
afsagt følgende
Dom
- 1.
- Ved kendelse af 27. oktober 1997, indgået til Domstolen den 17. november 1997,
har Finanzgericht Köln i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF)
forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel
48 (efter ændring nu artikel 39 EF).
- 2.
- Spørgsmålet er blevet rejst under en sag, som føres mellem Frans Gschwind og
Finanzamt Aachen-Außenstadt (herefter »Finanzamt«) vedrørende betingelserne
for skatteansættelse af lønindkomst, der er oppebåret i Tyskland.
De nationale retsregler
- 3.
- Efter den tyske indkomstskattelovgivning er beskatningsreglerne forskellige alt efter,
hvor den skattepligtige har bopæl. Ifølge § 1, stk. 1, i Einkommensteuergesetz (den
tyske lov om indkomstskat, herefter »EStG«) beskattes fysiske personer, der har
bopæl eller fast opholdssted i Tyskland, af hele deres globalindkomst i Tyskland
(»ubegrænset skattepligt«). Derimod er fysiske personer, der ikke har bopæl eller
fast opholdssted i Tyskland, i henhold til EStG's § 1, stk. 4, kun skattepligtige af
den del af deres indkomst, der oppebæres i Tyskland (»begrænset skattepligt«). I
henhold til EStG's § 49, stk. 1, nr. 4, omfatter en sådan indkomst fra kilder i
Tyskland også indtægter ved lønnet arbejde, der er udført i Tyskland.
- 4.
- For ubegrænset skattepligtige, som er gift og hvis samliv ikke varigt er ophørt, har
man i den tyske lovgivning indført en sambeskatning, som indebærer, at den
skattepligtige indkomst fastsættes under ét, og at der anvendes en såkaldt
»Splitting-Verfahren«, hvorved progressionen i indkomstskatten lempes. I EStG's
§ 26 b bestemmes det herom, at »ægtefællernes indkomst sammenlægges, hvorefter
den samlede indkomst beskattes, og ægtefællerne, medmindre andet er bestemt,
dermed behandles som én skattepligtig person«. I henhold til EStG's § 32 a, stk.
5, udgør indkomstskatten for sambeskattede ægtefæller »det dobbelte af skatten
af halvdelen af deres sambeskattede indkomst ... (‘Splitting-Verfahren‘)«. På
denne måde beskattes indkomsten, som om hver af ægtefællerne havde oppebåret
halvdelen. I tilfælde, hvor der er betydelig forskel på ægtefællernes indkomst,
indebærer dette en skattelempelse for ægtefællerne. Den tyske »Splitting-Verfahren« medfører, sammenholdt med skatteprogressionen, at skattelempelsen
som udgangspunkt er større, jo større forskel der er mellem ægtefællernes
indkomst.
- 5.
- Denne skattemæssige fordel var oprindelig forbeholdt ægtefæller med bopæl i
Tyskland, også selv om én af ægtefællerne oppebar indtægter fra kilder i udlandet,
idet sådanne indtægter blev taget i betragtning ved beregningen af skattesatsen
ifølge et progressionsforbehold.
- 6.
- Efter en lovændring, som blev gennemført i 1995 for at tilpasse bestemmelserne
om indkomstbeskatning af ikke-hjemmehørende personer til den praksis,
Domstolen havde udviklet i dommen af 14. februar 1995 i Schumacker-sagen (sag
C-279/93, Sml. I, s. 225) og dommen af 11. august 1995 i Wielockx-sagen (sag C-80/94, Sml. I, s. 2493), kan en gift skattepligtig, som ikke har bopæl eller fast
opholdssted i Tyskland, og som er statsborger i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater eller i en stat, der er kontraherende part i aftalen om Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i henhold til EStG's § 1 a, stk. 1, nr.
2, efter anmodning blive omfattet af reglerne om sambeskatning af ægtefæller og
af skattesatserne som følge af »Splitting-Verfahren«, når den pågældendes
ægtefælle har bopæl i én af de nævnte stater, og
- ægtefællernes samlede indkomst for mindst 90%'s vedkommende er
undergivet tysk indkomstbeskatning
- eller den del af deres indkomst, der ikke er undergivet tysk beskatning, ikke
overstiger 24 000 DEM i kalenderåret.
- 7.
- Når disse betingelser er opfyldt, betragtes ægtefællerne efter tysk ret som
ubegrænset skattepligtige, selv om de hverken har bopæl eller fast opholdssted i
Tyskland. Som ubegrænset skattepligtige kan de også opnå andre skattemæssige
fordele, der tilkommer hjemmehørende personer som følge af, at personlige og
familiemæssige forhold tages i betragtning (familiemæssige byrder,
socialforsikringsbidrag og andre forhold, der giver ret til skattelempelser).
- 8.
- I henhold til EStG's § 26 og 26 a kan disse skattepligtige, ved at anmode om at
blive beskattet hver for sig, undgå de større byrder, der eventuelt følger af
anvendelsen af »Splitting-Verfahren« som følge af progressionen (f.eks. i tilfælde
hvor ægtefællen har store indtægter fra kilder i udlandet).
Hovedsagen
- 9.
- Frans Gschwind er nederlandsk statsborger og bor med sin familie i Nederlandene,
tæt ved grænsen til Tyskland. I løbet af 1991 og 1992 havde han arbejde som
lønmodtager i Aachen (Tyskland), mens hans ægtefælle havde arbejde som
lønmodtager i Nederlandene.
- 10.
- I hvert af de to år havde Frans Gschwind en skattepligtig lønindkomst på omkring
74 000 DEM, hvilket udgjorde ca. 58% af ægtefællernes samlede indkomst. I
henhold til artikel 10, stk. 1, i overenskomsten mellem Forbundsrepublikken
Tyskland og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt
angår indkomstskat, formueskat og visse andre skatter samt om visse andre
skattemæssige spørgsmål, undertegnet i Haag den 16. juni 1959 (herefter
»overenskomsten«), var Frans Gschwind's indkomst skattepligtig i Tyskland, mens
hans ægtefælles indkomst var skattepligtig i Nederlandene. I henhold til
overenskomstens artikel 20, stk. 3, havde de nederlandske skattemyndigheder dog
ret til at lade den indkomst, der var skattepligtig i Tyskland, indgå i
beregningsgrundlaget for beskatningen, dog således at de i den herved ansatte skat
skulle fradrage den del, der svarede til indtægter, som var skattepligtige i Tyskland.
- 11.
- Efter ændringen af skattereglerne i 1995, som var gældende for skat, som endnu
ikke var fastsat på det tidspunkt, da ændringen fandt sted, foretog de tyske
skattemyndigheder i 1997 skatteansættelsen af Frans Gschwind's indkomst i 1991
og 1992 som for en ubegrænset skattepligtig, men ugift person, idet den indkomst,
hans ægtefælle havde oppebåret i Nederlandene - som omhandlet i EStG's § 1, stk.
3, og § 1 a, stk. 1, nr. 2 - oversteg såvel det absolutte maksimumbeløb på 24 000
DEM pr. år for at kunne lades ude af betragtning som den relative begrænsning
på 10% af ægtefællernes samlede indkomst. Denne skatteansættelse medførte for
Frans Gschwind en merbeskatning på 1 012 DEM for 1991 og 724 DEM for 1992
i forhold til den skat, han efter »Splittingtarif« i henhold til EStG's § 26 og 26 b
skulle have betalt efter skatteskalaen for ægtefæller.
- 12.
- Efter forgæves at have påklaget skatteansættelserne for 1991 og 1992 anlagde
Frans Gschwind sag ved Finanzgericht Köln. Til støtte for sine påstande gjorde han
gældende, at afslaget på at anvende den skatteskala, der fulgte af »Splittingtarif«,
over for gifte fællesskabsborgere, som arbejdede i Tyskland og havde bopæl i en
anden medlemsstat, var i strid med traktatens artikel 48 samt med Domstolens
praksis i henhold til Schumacker-dommen, a.st., samt dom af 27. juni 1996, sag C-107/94, Asscher, Sml. I, s. 3089.
- 13.
- Med henblik på afgørelsen af sagen har Finanzgericht Köln besluttet at udsætte
den og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det i strid med EF-traktatens artikel 48, at det følger af § 1, stk. 3, andet
punktum, jf. § 1 a, stk. 1, nr. 2, i Einkommensteuergesetz (den tyske lov om
indkomstskat), at en nederlandsk statsborger, som oppebærer lønindkomst, der er
skattepligtig i Forbundsrepublikken Tyskland, men som ikke har bopæl eller fast
opholdssted dér, og hans ægtefælle, med hvem samlivet ikke varigt er ophørt, og
som ligeledes hverken har bopæl eller fast opholdssted i Forbundsrepublikken, og
som oppebærer indkomst i udlandet, af disse grunde ikke i relation til anvendelsen
af lovens § 26, stk. 1, første punktum (i dette tilfælde i form af sambeskatning),
behandles som ubegrænset skattepligtige, fordi ægtefællernes samlede indkomst i
kalenderåret ikke for mindst 90%'s vedkommende er undergivet tysk
indkomstbeskatning, eller den indkomst, der ikke er undergivet tysk
indkomstbeskatning, overstiger 24 000 DEM?«
- 14.
- Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om
traktatens artikel 48, stk. 2, er til hinder for at anvende bestemmelser i en
medlemsstat, som indebærer, at ægtefæller, der er hjemmehørende i
medlemsstaten, kan opnå en skattemæssig fordel som den, der følger af
anvendelsen af »Splitting-Verfahren«, samtidig med at de som betingelse for, at
samme skattemæssige fordel indrømmes ikke-hjemmehørende ægtefæller, kræver,
at mindst 90% af deres globalindkomst er undergivet beskatning i medlemsstaten,
eller, hvis denne procentdel ikke nås, at deres indtægter fra kilder i udlandet, som
ikke er skattepligtige i medlemsstaten, ikke overstiger en bestemt grænse.
- 15.
- Finanzamt samt den tyske og den nederlandske regering har anført, at det forhold,
at hjemmehørende og ikke-hjemmehørende personer behandles forskelligt med
hensyn til »Splitting«, ikke er i strid med fællesskabsretten. Ved at opstille den
betingelse for at indrømme ikke-hjemmehørende denne fordel, at ægtefællernes
samlede indkomst for mindst 90%'s vedkommende er indkomstskattepligtig i
Tyskland, eller at den del af ægtefællernes indkomst, der ikke er undergivet tysk
indkomstskat, ikke overstiger 24 000 DEM, har den tyske lovgiver draget
konsekvenserne af Schumacker-dommen. Der følger af Schumacker-dommen kun
et krav om, at fordelen ved »Splitting« indrømmes ikke-hjemmehørende, når deres
personlige og familiemæssige situation ikke kan tages i betragtning i bopælsstaten,
fordi de oppebærer den væsentligste del af deres indkomst og næsten hele
familiens indkomst i Tyskland.
- 16.
- De samme parter har anført, at i et tilfælde som det foreliggende, hvor en
væsentlig del af familiens indkomst oppebæres i den skattepligtiges bopælsstat, er
denne i stand til at indrømme den skattepligtige fordele, som er hjemlet i dens
lovgivning, og som følger af, at den personlige og familiemæssige situation tages i
betragtning.
- 17.
- Heroverfor har den belgiske regering anført, at der ikke er nogen objektiv grund
til, at et ikke-hjemmehørende ægtepar får afslag på, at være omfattet af reglerne
om »Splitting« med den begrundelse, at ægtefællernes indkomst fra kilder i
udlandet overstiger en bestemt beløbsgrænse eller en bestemt procentdel af deres
globalindkomst. De tyske regler om »Splitting« har således hverken til formål eller
til følge, at man indrømmer en skattemæssig fordel i tilknytning til en skattepligtigs
personlige eller familiemæssige forhold, som der er fare for, at også bopælsstaten
vil indrømme. Der er derimod tale om en metode til fastsættelse af skattesatsen,
som støttes på den samlede skatteevne for det økonomiske fællesskab, ægteparret
udgør.
- 18.
- Endelig har Kommissionen anført, at det kun er beskæftigelsesstaten, der er i stand
til at tage de personlige og familiemæssige forhold, der gør sig gældende for
sagsøgeren i hovedsagen, i betragtning, når bopælsstaten, i dette tilfælde
Kongeriget Nederlandene, i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst har givet
afkald på at beskatte den lønindtægt, sagsøgeren i hovedsagen har oppebåret.
Desuden vil en skattepligtig kun vælge at være omfattet af reglerne om »Splitting«
i den stat, hvor den ægtefælle, der har den højeste indkomst, beskattes, idet det
kun er på denne måde, at reglerne giver mulighed for at begrænse skatten gennem
en lempelse af progressionen. »Splitting« kan dermed ikke føre til en dobbelt
skattelempelse på grund af den skattepligtiges familiemæssige forhold, dvs. både
i bopælsstaten og i beskæftigelsesstaten. Kommissionen har tilføjet, at den situation,
der foreligger i hovedsagen, objektivt kan sammenlignes med den, som et ægtepar,
der har bopæl i Tyskland, befinder sig i, når en af ægtefællerne oppebærer
lønindkomst i en anden medlemsstat, som i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst er fritaget for tysk beskatning. I den sidstnævnte
situation indrømmes der imidlertid efter den tyske lovgivning adgang til »Splitting«.
- 19.
- Subsidiært har Kommissionen bestridt, at den tyske lovgiver - på baggrund af
Schumacker-dommen - med rette har kunnet indføre regler om, at begge
ægtefællers indkomst skal tages i betragtning ved efterprøvelsen af, om
indkomstgrænserne er overholdt. Da kun den indkomst, der oppebæres af
sagsøgeren i hovedsagen, er undergivet tysk beskatning, og ægtefællens indkomst
kun medregnes af hensyn til progressionsforbeholdet og ikke med henblik på også
at beskatte denne indkomst, finder Kommissionen det tvivlsomt, om det er
konsekvent at lægge begge ægtefællers indkomst til grund for afgørelsen
vedrørende indkomstgrænsen på 90%.
- 20.
- Indledningsvis bemærkes, at selv om direkte beskatning hører under
medlemsstaternes kompetence, skal disse dog udøve denne under overholdelse af
fællesskabsretten og således afstå fra enhver form for åbenlys eller skjult
forskelsbehandling begrundet i nationalitet (Schumacker-dommen, a.st., præmis 21
og 26, og Wielockx-dommen, a.st., præmis 16).
- 21.
- Efter fast retspraksis består forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige
situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse
anvendes på forskellige situationer.
- 22.
- Med hensyn til direkte skatter er situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i en stat som udgangspunkt ikke sammenlignelig, idet den
indkomst, som en ikke-hjemmehørende oppebærer på en medlemsstats område, i
de fleste tilfælde kun er en del af hans samlede indkomst, som samles på det sted,
hvor han har bopæl, og den ikke-hjemmehørendes personlige skatteevne, som
afhænger af hans samlede indkomst og hans personlige og familiemæssige forhold,
lettest kan bedømmes på det sted, hvor midtpunktet for hans livsinteresser befinder
sig, hvilket i almindelighed svarer til den pågældende persons sædvanlige bopæl
(Schumacker-dommen, a.st., præmis 31 og 32).
- 23.
- I Schumacker-dommens præmis 34 har Domstolen udtalt, at det forhold, at en
medlemsstat ikke indrømmer en ikke-hjemmehørende visse skattemæssige fordele,
som tilkommer en hjemmehørende, derfor ikke generelt indebærer en
forskelsbehandling, idet der er objektive forskelle mellem den situation,
hjemmehørende og ikke-hjemmehørende befinder sig i, såvel med hensyn til
indtægtskilde, vedkommendes skatteevne samt personlige og familiemæssige
forhold.
- 24.
- Bopælen udgør i øvrigt det skattemæssige tilknytningsmoment, som i almindelighed
lægges til grund i gældende international skatteret - herunder også i den
modelkonvention vedrørende dobbeltbeskatning, som er udarbejdet af
Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) - med henblik
på at fordele beskatningskompetencen mellem staterne i tilfælde, hvor forholdene
har tilknytning til udlandet.
- 25.
- Når der er tale om et ægtepar, som har bopæl i Nederlandene, og den ene
ægtefælle arbejder i Tyskland, kan den lønindkomst, der er oppebåret i Tyskland,
i henhold til konventionens artikel 10, stk. 1, således kun beskattes i Tyskland, men
Kongeriget Nederlandene kan i medfør af konventionens artikel 20, stk. 3, som
bopælsstat, lade den indkomst, der er skattepligtig i Tyskland, indgå i
beskatningsgrundlaget, dog således at der i den pålignede skat indrømmes fradrag
for den del, der svarer til indkomst, som er skattepligtig i Tyskland. Omvendt
undlader Forbundsrepublikken Tyskland i medfør af konventionens artikel 20, stk.
2, hvis denne stat er bopælsstaten, at lade indkomst, der er skattepligtig i
Nederlandene, indgå i beskatningsgrundlaget, men beregner den skat, der skal
svares af indkomst, der er skattepligtig i Tyskland, efter den skattesats, som gælder
for den skattepligtiges samlede indkomst.
- 26.
- Under disse omstændigheder vil der kun kunne foreligge en forskelsbehandling i
traktatens forstand mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende, hvis det,
uanset at de har bopæl i forskellige medlemsstater, godtgøres, at de to kategorier
af skattepligtige under hensyn til formålet med og indholdet af de pågældende
nationale bestemmelser befinder sig i en sammenlignelig situation.
- 27.
- Efter Domstolens praksis er dette tilfældet, når den ikke-hjemmehørende ikke
oppebærer en indkomst af betydning i bopælsstaten og oppebærer den væsentligste
del af sin skattepligtige indkomst ved virksomhed i beskæftigelsesstaten. Under
disse omstændigheder kan bopælsstaten ikke indrømme ham de fordele, han vil
opnå, såfremt der tages hensyn til hans personlige og familiemæssige forhold, og
situationen for en sådan ikke-hjemmehørende og en hjemmehørende, som har
sammenligneligt, lønnet arbejde, adskiller sig således objektivt ikke på en sådan
måde, at det kan begrunde, at de behandles forskelligt for så vidt angår
inddragelsen af skatteyderens personlige og familiemæssige forhold ved
beskatningen (Schumacker-dommen, a.st., præmis 36 og 37).
- 28.
- Det må dog konstateres, at en situation som den, der foreligger i hovedsagen, klart
adskiller sig fra den, Schumacker-dommen drejede sig om. Roland Schumackers
indtægter udgjorde således næsten hele familiens indkomst, og hverken han eller
hans hustru havde i bopælsstaten indtægter af betydning, som kunne give mulighed
for, at deres personlige eller familiemæssige forhold blev taget i betragtning. Når
man i den tyske lovgivning har fastsat bestemte grænser - dels som en procentdel,
dels som et absolut beløb - for henholdsvis den indkomst, der er skattepligtig i
Tyskland, og den, der ikke er undergivet tysk beskatning, har man netop taget
hensyn til muligheden for, ud fra et tilstrækkeligt beskatningsgrundlag, at tage de
skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold i betragtning i bopælsstaten.
- 29.
- I betragtning af, at næsten 42% af ægtefællerne Gschwind's globalindkomst
oppebæres i deres bopælsstat, er denne i det foreliggende tilfælde i stand til at tage
Frans Gschwind's personlige og familiemæssige forhold i betragtning efter statens
lovgivning, idet beskatningsgrundlaget er tilstrækkeligt hertil.
- 30.
- Under disse omstændigheder er det ikke godtgjort, at ikke-hjemmehørende
ægtefæller - hvoraf den ene arbejder i den pågældende beskatningsstat og på
grund af, at der består et tilstrækkeligt beskatningsgrundlag i bopælsstaten, i denne
kan opnå, at bopælsstatens skattemyndigheder tager vedkommendes personlige og
familiemæssige forhold i betragtning - med henblik på anvendelse af
skattebestemmelser som dem, hovedsagen drejer sig om, befinder sig i en situation,
som kan sammenlignes med den, som hjemmehørende ægtefæller befinder sig i,
selv hvis én af ægtefællerne arbejder i en anden medlemsstat.
- 31.
- Med hensyn til Kommissionens argument om, at det ikke er konsekvent at lægge
begge ægtefællers indkomst til grund for afgørelsen vedrørende indkomstgrænserne,
når »Splitting« kun anvendes på den ikke-hjemmehørende ægtefælles indkomst,
er det tilstrækkeligt at bemærke, at selv om den skattepligtige i beskæftigelsesstaten
er den pågældende person og ikke ægteparret, beror en beregningsmetode for
skattesatsen som »Splitting-Verfahren« efter sin karakter på, at begge ægtefællers
indkomst tages i betragtning.
- 32.
- Af det foranstående følger, at traktatens artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at
den ikke er til hinder for at anvende bestemmelser i en medlemsstat, som
indebærer, at ægtefæller, der er hjemmehørende i medlemsstaten, kan opnå en
skattemæssig fordel som den, der følger af anvendelsen af »Splitting-Verfahren«,
samtidig med at de som betingelse for, at samme skattemæssige fordel indrømmes
ikke-hjemmehørende ægtefæller, kræver, at mindst 90% af deres globalindkomst
er undergivet beskatning i medlemsstaten, eller, hvis denne procentdel ikke nås, at
deres indtægter fra kilder i udlandet, som ikke er skattepligtige i medlemsstaten,
ikke overstiger en bestemt grænse, hvorved muligheden for, at der i bopælsstaten
tages hensyn til deres personlige og familiemæssige forhold, bevares.
Sagens omkostninger
- 33.
- De udgifter, der er afholdt af den tyske, af den belgiske og af den nederlandske
regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke
erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den
sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om
sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Finanzgericht Köln ved kendelse af
27. oktober 1997, for ret:
EF-traktatens artikel 48, stk. 2 (efter ændring nu artikel 39, stk. 2, EF) skal
fortolkes således, at den ikke er til hinder for at anvende bestemmelser i en
medlemsstat, som indebærer, at ægtefæller, der er hjemmehørende i
medlemsstaten, kan opnå en skattemæssig fordel som den, der følger af
anvendelsen af »Splitting-Verfahren«, samtidig med at de som betingelse for, at
samme skattemæssige fordel indrømmes ikke-hjemmehørende ægtefæller, kræver,
at mindst 90% af deres globalindkomst er undergivet beskatning i medlemsstaten,
eller, hvis denne procentdel ikke nås, at deres indtægter fra kilder i udlandet, som
ikke er skattepligtige i medlemsstaten, ikke overstiger en bestemt grænse, hvorved
muligheden for, at der i bopælsstaten tages hensyn til deres personlige og
familiemæssige forhold, bevares.
|
Rodríguez IglesiasKapteyn
Hirsch
Jann Gulmann
Murray
Edward Ragnemalm
Sevón
Wathelet Schintgen
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. september 1999.
R. Grass
G.C. Rodríguez Iglesias
Justitssekretær
Præsident