Language of document :

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 24. oktober – Vitālijs Drozdovs mod AAS »Baltikums« (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākās tiesas Senāts – Letland)

(Sag C-277/12) 1

(Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166/EF – artikel 3, stk. 1 – direktiv 90/232/EØF – artikel 1 – trafikuheld – forældre til mindreårigt barn omkommet – barnets ret til erstatning – immateriel skade – erstatning – ansvarsforsikringsdækning)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākās tiesas Senāts

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Vitālijs Drozdovs

Sagsøgt: AAS »Baltikums«

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse – Augstakas tiesas Senats – fortolkning af artikel 3 i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345), og af artikel 1, stk. 2, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984 L 8, s. 17) – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – fastlæggelse af de skader, der er obligatorisk dækket af ansvarsforsikringen – mulighed for at inkludere ikke-økonomisk skade i den lovpligtige erstatning for personskade – nationale retsforskrifter, hvorefter der er fastsat en beløbsgrænse for erstatning for tort, som er væsentligt lavere end den, der i direktiverne er fastsat for erstatning for personskade

Konklusion

Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse og artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække erstatning for immateriel skade lidt af nærtstående til ofre, der er omkommet i et trafikuheld, i det omfang en sådan erstatning er foreskrevet i medfør af den forsikredes erstatningsansvar i henhold til de nationale bestemmelser, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166 og artikel 1, stk. 1 og 2, i andet direktiv 84/5 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, i medfør af hvilke den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer kun dækker den erstatning for immateriel skade, som i henhold til de nationale bestemmelser om erstatningsansvar skal betales på grund af et nærtstående familiemedlems død i et trafikuheld, op til et maksimumsbeløb, der er lavere end dem, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i andet direktiv 84/5.

____________

1     EUT C 235 af 4.8.2012.