Appel iværksat den 5. december 2014 af Dansk Automat Brancheforening til prøvelse af dom afsagt den 26. september 2014 af Retten (Femte Afdeling) i sag T-601/11, Dansk Automat Brancheforening mod Europa-Kommissionen

(Sag C-563/14 P)

Processprog: dansk

Parter

Appellant: Dansk Automat Brancheforening (ved K. Dyekjær, T. Høg og J. Flodgaard, advokater)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Danmark, Republikken Malta, Betfair Group plc, Betfair International Ltd, European Gaming and Betting Association (EGBA)

Påstande

Rettens dom af 26. september 2014 i sag T-601/11 ophæves

Det fastslås, at søgsmålet i sag T-601/11 kan antages til realitetsbehandling

Sagen hjemvises til Retten til prøvelse i realiteten af de af appellanten i første instans nedlagte påstande

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for Retten og Domstolen – Subsidiært i forhold til påstand 4: Intervenienterne tilpligtes at betale egne omkostninger for Retten og Domstolen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Hovedanbringendet er, at Rettens afvisning af at tillægge appellanten søgsmålsret er urigtigt, idet Retten har anlagt en urigtig forståelse og/eller urigtig anvendelse af de i TEUF art. 263, stk. 4, angivne kriterier for søgsmålsret til prøvelse af en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til TEUF art. 107, stk. 3, litra c.

Specielt har retten anvendt begrebet ”individuelt berørt” i TEUF art. 263, stk. 4 urigtigt, idet dette begreb ikke er fortolket korrekt i overensstemmelse med Domstolens praksis og dermed heller ikke anvendt korrekt. I den forbindelse har Retten (1) fejlagtigt antaget, at det forhold at den mekanisme, der skader de konkrete medlemmer af den sagsøgende brancheforening, også rammer andre, udelukker at disse medlemmer er individuelt berørt, (2) med urette hævdet, at de pågældende medlemmer alene har anført at være i konkurrence med støttemodtagerne, (3) og dermed fejlagtigt undladt at lægge vægt på de konkrete beregninger, som apellanterne havde fremlagt og som peger mod at støtten uundgåeligt vil have væsentligt negativ indvirkning på appellanternes stilling på markedet, og (4) i øvrigt – i tillæg til fejlen nævnt under (1) – fejlagtigt overset, at den mekanisme, der indebar den væsentlige negative indvirkning ikke er den samme for alle udbydere. Retten har herudover (5) fejlagtigt lagt til grund, at appellanterne må påvise en allerede realiseret indtægtsnedgang for at have søgsmålsret, (6) fejlagtigt afvist negativ indvirkning på grundlag af udokumenteret anden hypotetisk årsag til negativ påvirkning, og (7) set bort fra, at kravene til søgsmålsret skal lempes fordi Kommissionens afgørelse om at tillade støtten efter art. 107, stk. 3, litra c, ikke havde været genstand for reel administrativ forudbehandling.

Endvidere har retten (8) anvendt begrebet ”regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger” forkert, idet Retten fejlagtigt har antaget, at den under søgsmålet anfægtede afgørelse forudsætter gennemførelsesforanstaltninger, samt (9) fejlagtigt tilkendt intervenienterne omkostninger.