RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

16. juni 2011 (*)

»Konkurrence – karteller – markedet for internationale flyttetjenester i Belgien – beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – prisfastsættelse – opdeling af markedet – manipulation med udbud – samlet og vedvarende overtrædelse – tilregnelse af den ulovlige adfærd – bøder – retningslinjer for beregning af bøder af 2006«

I de forenede sager T-204/08 og T-212/08,

Team Relocations NV, Zaventem (Belgien), ved advokaterne H. Gilliams og J. Bocken,

sagsøger i sag T-204/08,

Amertranseuro International Holdings Ltd,

Trans Euro Ltd,

Team Relocations Ltd,

London (Det Forenede Kongerige), ved advokat L. Gyselen,

sagsøgere i sag T-212/08,

mod

Europa-Kommissionen ved A. Bouquet, A. Antoniadis og N. von Lingen, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 926 endelig af 11. marts 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.543 – Internationale flyttetjenester) samt, subsidiært, påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, der er pålagt sagsøgerne,

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af S. Papasavvas, som fungerende afdelingsformand, og dommerne N. Wahl og A. Dittrich (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. april 2010,

afsagt følgende

Dom

 Faktiske omstændigheder

1.     Sagens genstand

1        I henhold til Kommissionens beslutning K(2008) 926 endelig af 11. marts 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.543 – Internationale flyttetjenester) (herefter »beslutningen«), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 11. august 2009 (EUT C 188, s. 16), har Team Relocations NV deltaget i et kartel på markedet for internationale flyttetjenesteydelser i Belgien vedrørende direkte og indirekte prisfastsættelser, opdeling af markedet og manipulation med udbudsprocedurerne. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har anført, at kartellet har fungeret i næsten 19 år (fra oktober 1984 til september 2003). Medlemmerne har fastsat priserne, fremlagt fiktive tilbud (såkaldte »proformatilbud«) til kunderne og kompenseret hinanden indbyrdes for afviste tilbud gennem et kompensationssystem (herefter »kommissioner«).

2.     Sagsøgerne

2        Team Relocations blev oprettet under navnet Transeuro Worldwide Movers NV (Belgien) den 7. maj 1993. Selskabets navn blev ændret den 5. september 2002. Siden januar 1994 har Team Relocations’ 100%-ejede moderselskab været Team Relocations Ltd, et selskab, der er aktivt inden for flyttetjenestesektoren, og som ejes 100% af Trans Euro Ltd. Siden den 8. september 2000 ejes 100% af Trans Euros aktier af Amertranseuro International Holdings Ltd (herefter »Amertranseuro«).

3        I løbet af det regnskabsår, der sluttede den 30. september 2006, har Amertranseuro haft en konsolideret omsætning på verdensplan på 44 352 733 EUR.

3.     Den administrative procedure

4        Ifølge beslutningen indledte Kommissionen proceduren på eget initiativ, idet den var i besiddelse af oplysninger, som angav, at visse belgiske selskaber i sektoren for internationale flyttetjenester deltog i aftaler, som kunne falde inden for forbuddet i artikel 81 EF.

5        Således blev der i henhold til artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962 s. 81), gennemført kontrolundersøgelser hos Allied Arthur Pierre NV, Interdean NV, Transworld International NV og Ziegler SA i september 2003. Efter disse kontrolundersøgelser indgav Allied Arthur Pierre en anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«). Allied Arthur Pierre erkendte sin deltagelse i aftalerne om kommissioner og om proformatilbud, opregnede de implicerede konkurrenter, særligt en for Kommissionens tjenestegrene hidtil ukendt konkurrent, og fremlagde dokumenter, som understøttede selskabets mundtlige erklæringer.

6        I henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) blev der fremsendt flere skriftlige begæringer om oplysninger til de virksomheder, som var involveret i de konkurrencebegrænsende aftaler, til konkurrenter og til en erhvervsorganisation. Den 18. oktober 2006 blev klagepunktsmeddelelsen vedtaget og meddelt flere selskaber. Alle adressater besvarede den. Repræsentanterne for alle selskaber, bortset fra Amertranseuro, Stichting Administratiekantoor Portielje, Team Relocations Ltd og Trans Euro, påberåbte sig deres ret til aktindsigt i de dokumenter, der indgår i Kommissionens sagsakter, som alene var tilgængelige i Kommissionens lokaler. De fik aktindsigt henholdsvis den 6. og den 29. november 2006. En mundtlig høring fandt sted den 22. marts 2007.

7        Den 11. marts 2008 vedtog Kommissionen beslutningen.

4.     Beslutningen

8        Kommissionen har anført, at beslutningens adressater, herunder sagsøgerne, Team Relocations, Amertranseuro, Trans Euro og Team Relocations Ltd, har deltaget i et kartel i sektoren for internationale flyttetjenester i Belgien eller er blevet holdt ansvarlige herfor. Karteldeltagerne fastsatte priser, opdelte kunder mellem sig og har manipuleret med bud, i det mindste fra 1984 til 2003. Følgelig har de begået en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF.

9        Ifølge Kommissionen omfatter de berørte tjenester både flytning af fysiske personers ejendele – privatpersoner eller personer beskæftiget i en virksomhed eller et offentligt organ – og flytning af virksomheders eller offentlige organers ejendele. Sådanne flytninger er kendetegnet ved, at Belgien enten er oprindelsessted eller destinationssted. Henset ligeledes til, at de omhandlede internationale flyttefirmaer alle er etableret i Belgien, og at kartellets aktiviteter har fundet sted i Belgien, har Kommissionen fastslået, at det geografiske centrum for kartellet var Belgien.

10      Karteldeltagernes samlede omsætning ved internationale flyttetjenester i Belgien blev af Kommissionen vurderet til 41 mio. EUR for 2002. Da Kommissionen vurderede sektorens størrelse til ca. 83 mio. EUR, blev de involverede virksomheders samlede markedsandele fastsat til ca. 50%.

11      Kommissionen har anført, at kartellet bl.a. tilsigtede at fastsætte og fastholde høje priser og opdele markedet samtidigt eller successivt på forskellige måder: prisaftaler, aftaler om opdeling af markedet gennem en ordning med skyggetilbud (proformatilbuddene) og aftaler om en ordning med økonomisk kompensation for afviste bud eller for tilfælde, hvor der ikke blev afgivet bud (kommissionerne).

12      Kommissionen er af den opfattelse, at i perioden mellem 1984 og begyndelsen af 1990’erne fungerede kartellet bl.a. på grundlag af skriftlige aftaler om prisfastsættelser. Sideløbende blev kommissionerne og proformatilbuddene indført. En kommission var et skjult element i den endelige pris, som forbrugeren skulle betale uden at få en tilsvarende modydelse. Den udgjorde således en sum penge, som det flyttefirma, der havde opnået kontrakten om en international flytning, skyldte de konkurrenter, som ikke havde fået kontrakten, uanset om disse konkurrenter ligeledes havde afgivet et bud, eller om de havde afstået herfra. Det drejede sig således om en form for økonomisk kompensation til de flyttefirmaer, som ikke havde fået kontrakten. Kartelmedlemmerne fakturerede disse kommissioner på afviste bud eller på bud, de havde afslået fra at give, til hinanden ved at henvise til fiktive tjenester, idet kommissionerne blev faktureret til kunderne. Kommissionen har anført, at denne praksis skal betragtes som en indirekte prisfastsættelse for internationale flyttetjenester i Belgien.

13      Medlemmerne af dette kartel har ligeledes samarbejdet for at afgive proformatilbud, som fejlagtigt lod kunderne, dvs. de arbejdsgivere, der betalte for flytningen, tro, at de kunne vælge ud fra konkurrencebaserede kriterier. Et proformatilbud er et falsk tilbud, som blev fremsendt til kunden eller til den person, som flyttede, af et flyttefirma, som ikke havde til hensigt at udføre flytningen. Ved afgivelsen af proformatilbud sørgede det flyttefirma, som ønskede at opnå kontrakten (herefter »det anmodende firma«), for, at institutionen eller selskabet modtog flere tilbud enten direkte eller indirekte via den person, der ønskede at flytte. Med henblik herpå gav det anmodende firma besked til sine konkurrenter om den pris, den forsikringssats og de oplagringsomkostninger, som de skulle fakturere for tjenesten. Denne pris, som var højere end den pris, som det anmodende firma tilbød, blev efterfølgende angivet i proformatilbuddene. Kommissionen har anført, at idet en arbejdsgiver normalt vil vælge det flyttefirma, der tilbyder den laveste pris, ville de firmaer, som var involveret i samme internationale flytning, i princippet på forhånd vide, hvem af dem der ville få kontrakten på denne flytning.

14      Kommissionen har endvidere anført, at den pris, som det anmodende firma tilbød, kunne være højere, end den ellers ville have været, fordi de andre firmaer, som bød på samme flytning, indgav proformatilbud, hvori der var angivet en pris, som det anmodende firma havde oplyst. Kommissionen har som eksempel i 233. betragtning til beslutningen henvist til en intern e-mail fra Allied Arthur Pierre dateret den 11. juli 1997, hvori følgende er anført: »Kunden har anmodet om to [proformatilbud], vi kan således anmode om en høj pris.« Kommissionen har således gjort gældende, at indgivelsen af proformatilbud til kunderne var en manipulation af proceduren for indgivelse af tilbud, således at de anførte priser i alle bud var forsætligt højere end det anmodende firmas pris og under alle omstændigheder højere, end de ville have været i en konkurrencesituation.

15      Kommissionen har anført, at disse arrangementer blev fastholdt frem til 2003. Ifølge Kommissionen havde disse komplekse aktiviteter samme formål om prisfastsættelse, opdeling af markedet og således om at fordreje konkurrencen.

16      Kommissionen har endelig vedtaget beslutningens dispositive del, hvis artikel 1 har følgende ordlyd:

»Følgende virksomheder har overtrådt artikel 81, stk. 1, [EF] ved direkte eller indirekte at fastsætte priser for internationale flyttetjenester i Belgien, ved at opdele en del af dette marked mellem sig og ved at manipulere proceduren for indgivelse af tilbud i følgende perioder:

[…]

g)      [Team Relocations], fra den 20. januar 1997 til den 10. september 2003; in solidum med Trans Euro [...] og Team Relocations Ltd, fra den 20. januar 1997 til den 7. september 2003; in solidum med [Amertranseuro], Trans Euro [...] og Team Relocations Ltd, fra den 8. september 2000 til den 10. september 2003

[…]«

17      Kommissionen pålagde derfor i beslutningens artikel 2, litra i), Team Relocations en bøde på 3,49 mio. EUR, hvoraf Trans Euro og Team Relocations Ltd blev holdt solidarisk ansvarlig for 3 mio. EUR, og Amertranseuro, Trans Euro og Team Relocations Ltd (herefter samlet »Amertranseuro-gruppen«) blev holdt solidarisk ansvarlig for 1,3 mio. EUR.

18      Med henblik på at beregne bøden anvendte Kommissionen i beslutningen den metode, der er anført i dens retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

19      Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juni 2008 anlagde sagsøgerne disse sager.

20      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Ottende Afdeling den 5. marts 2010 blev sagerne T-204/08 og T-212/08 forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen i henhold til artikel 50 i Rettens procesreglement.

21      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 28. april 2010. Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 6. august 2010 har Team Relocations anmodet om genåbning af den mundtlige forhandling. Denne anmodning blev afslået ved beslutning af 23. september 2010.

22      I sag T-204/08 har Team Relocations nedlagt følgende påstande:

–        Beslutningens artikel 1 annulleres.

–        Beslutningens artikel 2 annulleres, for så vidt som den pålægger en bøde på 3,49 mio. EUR.

–        Subsidiært: Den i beslutningen pålagte bøde nedsættes betydeligt.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.

23      Team Relocations har endvidere anmodet Retten om at pålægge Kommissionen at videregive de elementer, som Kommissionen tog i betragtning for at give Interdean en nedsættelse på 70% af den bøde, selskabet ellers ville være blevet pålagt.

24      I sag T-212/08 har Amertranseuro, Trans Euro og Team Relocations Ltd nedlagt følgende påstande:

–        Beslutningens artikel 2, litra i), annulleres, for så vidt som den erklærer disse virksomheder solidarisk ansvarlige for den overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, som Team Relocations hævdes at have begået i perioden fra januar 1997 til september 2003.

–        Subsidiært: Beslutningens artikel 2, litra i), annulleres, for så vidt som den ikke reelt begrænser Amertranseuros solidariske ansvar til et beløb på 1,3 mio. EUR.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25      Kommissionen har nedlagt følgende påstande i sagerne T-204/08 og T-212/08:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

26      Team Relocations har gjort otte anbringender gældende til støtte for annullationen af beslutningen og ophævelsen eller nedsættelsen af bøden. Amertranseuro, Trans Euro og Team Relocations Ltd har gjort to anbringender gældende vedrørende manglende ansvar for de af Team Relocations begåede overtrædelser og manglende mulighed for at betale bøden. Da disse to sidstnævnte anbringender svarer til henholdsvis Team Relocations syvende anbringendes første led og ottende anbringende, skal de behandles i forbindelse med undersøgelsen af disse klagepunkter.

1.     Det første anbringende vedrørende den omstændighed, at Team Relocations ikke har deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse, der beskrives i beslutningen

27      Med dette anbringende bestrider Team Relocations sin deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse, der beskrives i beslutningen.

 Parternes argumenter

28      Team Relocations har gjort gældende, at for at holde virksomheden ansvarlig for den samlede overtrædelse, som er omhandlet i beslutningen, skal Kommissionen bevise for det første, at Team Relocations var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed kunne have forudset den og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, og for det andet at de forskellige praksisser beskrevet i beslutningen forfulgte samme formål, og at Team Relocations havde til hensigt at bidrage til at nå disse formål med sin egen adfærd.

29      Ifølge Team Relocations har Kommissionen ikke godtgjort, at disse betingelser var opfyldt. For det første har virksomheden ikke haft kendskab til, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse. Der er ikke i beslutningen ført noget bevis for, at Team Relocations havde kendskab til eller nødvendigvis burde have haft kendskab til prisaftalerne og proformatilbuddene, da de fra 1997 fra tid til anden accepterede kommissioner. Det var først i februar 2002 at virksomheden for første gang udstedte eller anmodede om et proformatilbud. Team Relocations har heller ikke deltaget i konkurrencebegrænsende møder, hvorunder der blev indgået samlede konkurrencebegrænsende aftaler.

30      Team Relocations har for det andet gjort gældende, at virksomheden hverken har deltaget i en samlet aftale eller i en »vedvarende« overtrædelse. Virksomheden har ikke deltaget i nogen af de skriftlige prisaftaler. De kommissioner, den har accepteret, tilsigtede at gøre det muligt for de individuelle flyttefirmaer, at opkræve de omkostninger, som de havde afholdt til en given flytning, og ikke at fastlægge priser, fordele kunderne eller opdele markedet. Aftalerne om kommissioner var engangsaftaler og blev ikke anvendt generelt eller automatisk. Proformatilbuddene blev altid opnået efter anmodning eller i det mindste efter samtykke fra den fysiske person, som skulle flytte, og de blev alene udstedt efter at kunden havde valgt flyttefirma.

31      Kommissionen har anfægtet disse argumenter og har anført, at ved at deltage i mindst to af disse aftaler havde Team Relocations kendskab til eller burde nødvendigvis have haft kendskab til den samlede plan, som lå til grund for den samlede overtrædelse. Kommissionen har i øvrigt anført, at argumentet om, at Team Relocations ikke har deltaget i den skriftlige prisaftale, ikke har nogen betydning for det ansvar for den samlede og vedvarende overtrædelse, som kan pålægges virksomheden.

 Rettens bemærkninger

32      Med dette anbringende har Team Relocations ikke bestridt at have begået overtrædelser af artikel 81 EF. Derimod gør virksomheden gældende, at den ikke har deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse, som er beskrevet i beslutningen. Følgelig skal begrebet samlet og vedvarende overtrædelse først behandles.

 Begrebet samlet og vedvarende overtrædelse

33      Domstolen har i sin dom af 8. juli 1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 82, fastslået, at det ville være kunstigt at opdele en vedvarende adfærd, som var karakteriseret af et enkelt mål, i flere separate overtrædelser, når der tværtimod var tale om en samlet overtrædelse, som gradvis tog konkret form gennem såvel aftaler som former for samordnet praksis.

34      Under sådanne omstændigheder er en virksomhed, der har deltaget i en sådan overtrædelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i artikel 81, stk. 1, EF omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, og som tilsigtede at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, for så vidt angår hele det tidsrum, hvori den deltog i den, også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 83).

35      Det fremgår af nævnte dom, at med henblik på at godtgøre, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse, skal Kommissionen føre bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har fulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 87).

36      Karteller kan således kun anses for at udgøre en samlet konkurrencebegrænsende aftale, hvis det er bevist, at de er en del af en samlet plan med et fælles mål. Kun såfremt denne virksomhed, da den deltog i disse karteller, vidste eller burde have vidst, at den dermed tog del i en samlet aftale, kan dens deltagelse i de pågældende karteller være udtryk for, at den tilsluttede sig aftalen (Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T 32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 4027 og 4112).

37      Det fremgår således af denne retspraksis, at der er tre betingelser, der skal være opfyldt for at fastslå deltagelsen i en samlet og vedvarende overtrædelse, nemlig at der foreligger en samlet plan med et fælles mål, at virksomheden har tilsigtet at bidrage til denne plan og den omstændighed, at den var bekendt (beviseligt eller antagelsesvist) med de øvrige deltageres ulovlige adfærd.

38      Det er i lyset af disse principper, at dette anbringende skal undersøges.

 Om kvalificeringen af den pågældende overtrædelse

–       Om der foreligger en samlet plan med et fælles mål

39      Hvad for det første angår spørgsmålet, om der forelå en samlet plan med et fælles mål, har Kommissionen gjort gældende, at de omhandlede virksomheder fulgte et bestemt økonomisk mål, nemlig at fordreje prisudviklingen.

40      Begrebet et fælles mål kan imidlertid ikke fastsættes under en generel henvisning til en konkurrenceforvridning på det af overtrædelsen berørte marked, eftersom påvirkningen af konkurrencen, som formål eller virkning, udgør et væsentligt forhold ved enhver adfærd, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF. En sådan definition af begrebet et fælles mål risikerer, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse ville blive berøvet en del af sin mening, i det omfang den ville bevirke, at flere former for adfærd vedrørende en erhvervssektor, som er forbudt i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, systematisk skal kvalificeres som forhold, der udgør en samlet overtrædelse. Med henblik på at kvalificere forskellige former for udvist adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse, skal der tages hensyn til enhver omstændighed, som kan fastslå eller rejse tvivl om den nævnte forbindelse, såsom anvendelsesperioden, indholdet (herunder de anvendte metoder), og i sammenhæng hermed formålet med de pågældende forskellige former for adfærd (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 179-181).

41      I det foreliggende tilfælde fremgår det af beslutningen, at det fælles mål, som blev forfulgt på forskellige måder, der indgik i den samlede plan, var at fastlægge og opretholde et højt prisniveau for internationale flyttetjenester i Belgien og at opdele dette marked. Dette fælles mål er detaljeret beskrevet i 314. og 322.-344. betragtning til beslutningen.

42      Team Relocations argumenter kan ikke rejse tvivl ved denne konstatering.

43      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ordningen med kommissioner er en kompensationsordning, som indgår i opdelingen af kunderne, og at udstedelsen af proformatilbud er et væsentligt element i opdelingen af kunderne, når kunderne ønskede at modtage tilbud fra flere forskellige karteldeltagere.

44      I modsætning til hvad Team Relocations har gjort gældende, vedrørte ordningerne om kommissioner og proformatilbud priserne. Hvad angår kommissionerne var deres antal og niveau fastlagt på forhånd, før flyttefirmaerne fremsendte deres tilbud til kunderne. Selv hvis det antages, således som Team Relocations har gjort gældende, at størrelsen heraf ikke direkte skulle lægges til prisen for flytningen, er det uundgåeligt, at de skulle fremgå af virksomhedernes beregninger og fordyre deres tjenester. Hvad angår tilbuddene, var den pris, som fremgik af det »falske« tilbud, fastlagt af det selskab, der havde anmodet herom, og accepteret af det selskab, som udstedte proformatilbuddet, hvilket gjorde det muligt for det første selskab at fastsætte sin pris højere, end hvad der fulgte af den frie konkurrence, hvilket ligner en »falsk« pris fastlagt efter gensidig aftale. I 233. betragtning til beslutningen har Kommissionen godtgjort denne virkning på de priser, der fulgte af praksissen med proformatilbud (jf. præmis 14 ovenfor).

45      De to former for praksis forfulgte i lighed med en skriftlig prisaftale et fælles mål, nemlig at begrænse konkurrencen mellem karteldeltagerne ved at fastlægge et højere prisniveau end det, der havde foreligget, hvis der ikke havde været nogen aftaler. De kommissioner, som blev udbetalt til de konkurrenter, som ikke fik kontrakten, fraholdt dem fra at tilbyde en konkurrencedygtig pris, og ved at udveksle oplysninger om deres tilbud i forbindelse med proformatilbuddene begrænsede karteldeltagerne priskonkurrencen. Aftalerne om proformatilbud gjorde det endvidere muligt for deltagerne at opretholde priserne på et niveau, som var højere, end det ville have været uden disse aftaler.

46      Hvad angår argumenterne om, at proformatilbuddene alene blev udstedt, efter at kunderne havde foretaget deres valg, skal det fremhæves, at den person, som er i kontakt med leverandøren, f.eks. en ansat i Kommissionen, ikke er flyttefirmaets egentlige kunde. Det tilkommer således virksomheden eller institutionen, som betaler for flytningen, at vælge et flyttefirma. Det er netop for at opnå en valgmulighed, at mange virksomheder og offentlige institutioner kræver indgivelsen af flere bud.

–       Om Team Relocations tilsigtede bidrag til den samlede plan

47      Hvad for det andet angår Team Relocations bidrag til overtrædelsen er det ubestridt, at selskabet har deltaget i to af de tre former for praksis, der er beskrevet i beslutningen, nemlig aftalen om kommissioner og aftalen om proformatilbud.

48      Team Relocations har derimod aldrig deltaget i den skriftlige prisaftale. Selv om en virksomhed, som har deltaget i en overtrædelse gennem egne handlinger, ligeledes kan holdes ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, gælder dette imidlertid alene for så vidt angår det tidsrum, hvori virksomheden selv deltog i overtrædelsen (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 83). Følgelig kan Team Relocations ikke holdes ansvarlig for adfærd, som var ophørt mere end fem år før virksomhedens deltagelse i kartellet.

49      Kommissionen har imidlertid i beslutningen kun konstateret, at Team Relocations har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF, for perioden fra den 20. januar 1997 til den 10. september 2003. Team Relocations deltog i denne periode i alle kartellets aspekter. Kommissionen har således med rette taget hensyn til den omstændighed, at virksomheden først deltog i kartellet fra 1997.

50      Team Relocations argumenter om, at aftalerne om kommissioner og proformatilbud ikke blev anvendt samtidig, og om, at bestemmelserne om kommissioner var enkeltstående, er i øvrigt uden relevans, for så vidt som disse to former for praksis, i modsætning til hvad denne sagsøger har gjort gældende, fulgte det samme mål.

–       Om Team Relocations kendskab til den ulovlige adfærd

51      Hvad for det tredje angår spørgsmålet, om Team Relocations havde kendskab til de andre karteldeltageres ulovlige adfærd, er det korrekt, at der ikke var konkurrencebegrænsende møder mellem dem i den periode, hvor virksomheden deltog i kartellet. Den omstændighed, at Team Relocations aldrig har deltaget i et sådant møde, er imidlertid ikke afgørende, idet kartellets funktion viser, at dets medlemmer ikke behøvede at deltage i møder for at blive informeret om aftalerne om kommissioner eller proformatilbud eller for at deltage heri. Aftalerne blev normalt indgået telefonisk eller via e-mail og/eller fax.

52      Team Relocations måtte i øvrigt nødvendigvis have kendskab til de andre deltageres ulovlige adfærd, idet praksissen med kommissioner og proformatilbud byggede på et gensidigt samarbejde med de parter, der deltog i hver handel. Ordningen byggede således på princippet »do ut des«, for så vidt som hver virksomhed, som betalte en kommission eller udstedte et proformatilbud, havde en forventning om i fremtiden selv at kunne drage fordel af denne ordning og opnå kommissioner eller proformatilbud. I modsætning til hvad Team Relocations har gjort gældende, var disse bestemmelser følgelig ikke enkeltstående, men fremstod som et supplement til hinanden.

53      Team Relocations argumenter om, at virksomheden ikke havde kendskab til de skriftlige aftaler, og om, at den ikke havde kendskab til praksissen med kommissioner før 1997, er uden relevans, for så vidt som beslutningen alene holder Team Relocations ansvarlig for overtrædelsen fra dette tidspunkt. Senest i 1997, hvor virksomheden accepterede sin første kommission, fik Team Relocations kendskab til den omstændighed, at alle virksomhederne ikke udøvede deres aktiviteter under normale konkurrencevilkår. Virksomheden havde således kendskab til den ulovlige adfærd og det konkurrencebegrænsende formål, som blev forfulgt af de øvrige virksomheder. Under disse omstændigheder er det ikke troværdigt, at Team Relocations først skulle have fået kendskab til praksissen med proformatilbud i 2002.

54      Kommissionen kunne følgelig med rette konkludere, at Team Relocations havde kendskab eller burde have haft kendskab til de øvrige karteldeltageres ulovlige adfærd.

55      Det følger heraf, at Kommissionen med rette kunne fastslå, at Team Relocations deltog i den samlede og vedvarende overtrædelse, som er beskrevet i beslutningen. Det første anbringende må således forkastes.

2.     Det andet anbringende vedrørende beregningen af værdien af Team Relocations afsætning

 Parternes argumenter

56      Med det andet anbringende har Team Relocations anfægtet den værdi af virksomhedens afsætning, som er lagt til grund ved beregningen af bødens grundbeløb.

57      Team Relocations har principalt gjort gældende, at det alene er værdien af den omsætning, som følger af de flytninger, der reelt har været berørt af den ulovlige adfærd – og ikke Team Relocations samlede omsætning på det belgiske marked for internationale flyttetjenester – som skal tages i betragtning ved beregningen af værdien af Team Relocations relevante afsætning i henhold til punkt 13 i retningslinjerne af 2006.

58      Team Relocations har subsidiært anført, at værdien af den relevante afsætning ikke indeholder den omsætning, virksomheden har haft på private flytninger, dvs. fysiske personer, som personligt skulle afholde omkostningerne ved deres flytning. Det er ubestridt, at for så vidt angår Team Relocations er der aldrig indgået aftale om kommissioner eller udstedt proformafakturaer for private flytninger. Team Relocations har anført, at Kommissionen i 528. betragtning til beslutningen har anerkendt ikke at medtage militærflytninger i værdien af Gosselins afsætning, idet disse ikke var berørt af overtrædelsen. Den omsætning, som de pågældende private flytninger har medført, kan således ligeledes ikke tages i betragtning ved beregningen af værdien af Team Relocations relevante afsætning.

59      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

 Rettens bemærkninger

60      Team Relocations har rejst tvivl ved beregningen af værdien af den relevante afsætning og har subsidiært gjort gældende, at denne ikke skal omfatte den omsætning, som virksomheden har haft i forbindelse med flytninger betalt af privatpersoner.

 Om værdien af den relevante afsætning

61      Hvad angår værdien af den afsætning, som der skal tages hensyn til ved beregningen af bødens grundbeløb, som anfægtes i anbringendets første led, har punkt 13 i retningslinjerne af 2006 følgende ordlyd:

»Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender Kommissionen værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen [...]«

62      I modsætning til hvad Team Relocations har anført, fremgår det ikke af denne bestemmelse, at det alene er værdien af den afsætning, der følger af de flytninger, som reelt er berørt af den ulovlige adfærd, som kan tages i betragtning ved beregningen af værdien af den relevante afsætning.

63      Ordlyden af punkt 13 i retningslinjerne af 2006 henviser til »afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen«, og ikke til »afsætning berørt af overtrædelsen«. Formuleringen af punkt 13 omhandler således afsætning gennemført på det relevante marked. Dette fremgår i øvrigt også klart af den tyske version af punkt 6 i retningslinjerne af 2006, som handler om »Umsatz auf den vom Verstoß betroffenen Märkten« (afsætning på det marked, som overtrædelsen omfatter). Så meget desto mere gælder, at punkt 13 i retningslinjerne af 2006 ikke kun omfatter de tilfælde, for hvilke Kommissionen råder over bevisdokumenter for overtrædelsen.

64      Denne fortolkning bekræftes af formålet med de fællesskabsretlige konkurrenceregler. Den fortolkning, som Team Relocations har foreslået, ville således betyde, at Kommissionen for at fastlægge grundbeløbet af den bøde, der skal pålægges i kartelsager, ville være forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at fastslå, hvilke individuelle salg der var berørt af kartellet. En sådan forpligtelse har aldrig været pålagt af Unionens retsinstanser, og der er intet, der indikerer, at Kommissionen havde til hensigt at pålægge sig selv en sådan forpligtelse i retningslinjerne af 2006.

65      Det er i øvrigt uundgåeligt i kartelsager, som i sagens natur er hemmelige, at visse dokumenter, som godtgør hvert aspekt af den ulovlige adfærd, ikke opdages. I det foreliggende tilfælde er det reelt umuligt at finde forhold vedrørende hver berørt flytning. Team Relocations har således bekræftet i stævningen, at »[proformatilbuddene] og kommissionerne ikke blev arkiveret i sagsøgerens system, hvorfor det alene var de personer, som havde ansvaret for hver sag, der var i stand til at finde dem«.

66      Det fremgår endelig af fast retspraksis, at den del af omsætningen, der hidrører fra de varer, som er genstand for overtrædelsen, kan indikere omfanget af en overtrædelse på det omhandlede marked (jf. Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 121). Omsætningen af de produkter, som har været genstand for en restriktiv praksis, udgør et objektivt kriterium, som giver et rimeligt indtryk af denne praksis’ skadelige virkning for den normale konkurrence (Rettens dom af 11.3.1999, sag T-151/94, British Steel mod Kommissionen, Sml. II, s. 629, præmis 643, og af 8.7.2008, sag T-50/03, Saint-Gobain Gyproc Belgium mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 84). Dette princip er gentaget i retningslinjerne af 2006.

67      Under retsmødet har Team Relocations bemærket, at i modsætning til denne sag har Kommissionen i »Car glass«-sagen (sag COMP/39.125 – Car glass), hvoraf der er offentliggjort et resumé i EU-Tidende af 25. juli 2009 (EUT C 173, s. 13), ved fastsættelsen af bøder kun anset den relevante afsætning for at være afsætningen til de bilproducenter, for hvilke der findes direkte bevismateriale for, at der forelå kartelaftaler. Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen i 663. betragtning til »Car glass«-beslutningen har taget udgangspunkt i princippet om, at den omstændighed, at der ikke var specifikke bevisdokumenter til rådighed for hver drøftelse vedrørende »bilkontiene«, ikke begrænser fastlæggelsen af værdien af afsætningen til alene at omfatte de konti, for hvilke der forelå direkte beviser, idet samordnet praksis i sagens natur er hemmelige aftaler, og at beviserne forbliver ufuldstændige i de fleste tilfælde om ikke i alle tilfælde. Selv om Kommissionen efterfølgende i 664.-667. betragtning til denne beslutning nuancerede dette princip, skal det fastslås, at den alene gjorde det for to ekstraordinære perioder i begyndelsen og slutningen af overtrædelsesperioden, idet den antog, at leverandørerne af autoglas i denne periode alene havde ændret deres tilbud til udvalgte store konti. Kommissionens fremgangsmåde i den pågældende beslutning er således ikke i modstrid med den, som den har anvendt i beslutningen.

68      Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at beslutninger vedrørende andre sager kun er af vejledende karakter for så vidt angår den eventuelle forekomst af forskelsbehandling, idet det ikke er sandsynligt, at de særlige faktiske omstændigheder i sagerne, såsom markedet, varerne, virksomhederne og de omhandlede perioder, er identiske (Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 201 og 205, og af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 60). Henset til de omstændigheder, som er anført i 664.-667. betragtning til »Car glass«-beslutningen, har Team Relocations ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger til at godtgøre, at disse betingelser var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

69      Dette anbringendes første led må derfor forkastes.

 Om de flytninger, der blev betalt af privatpersoner

70      Hvad angår det subsidiære argument om, at værdien af den relevante afsætning ikke skulle omfatte omsætningen opnået ved private flytninger, dvs. som ikke er afholdt af tredjemand, bemærkes, at der aldrig blev udstedt proformatilbud for denne type flytninger, idet en privatperson aldrig ville have accepteret at modtage flere tilbud fra samme flyttefirma. Proformatilbuddene blev således alene anvendt ved flytninger, for hvilke arbejdsgiveren til den person, som skulle flytte, krævede at opnå tilbud fra mindst et andet flyttefirma som betingelse for at betale flytningens omkostninger.

71      Det fremgår imidlertid af 537. betragtning til beslutningen, at visse af de andre adressater for denne beslutning synes at have været enige om at udbetale kommissioner for internationale flytninger betalt af privatpersoner. I modsætning til de militærflytninger, som Gosselin udførte som underleverandør for amerikanske flyttefirmaer, kan det ikke udelukkes, at visse af de private flytninger var berørt af den omhandlede samlede overtrædelse. Den afgørende forskel mellem militærflytningerne og de private flytninger er således, at karteldeltagerne ved militærflytningerne ikke selv førte de forretningsmæssige forhandlinger og derfor ikke havde nogen indflydelse på hovedkontrakten. En sådan strukturel garanti, som udelukker enhver potentiel påvirkning, foreligger ikke i tilfælde af private flytninger. Det følger heraf, at Kommissionen ikke har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at udelukke en kategori af flytninger, men ikke en anden.

72      Det er korrekt, at for så vidt angår Team Relocations har Kommissionen ikke godtgjort, at der blev aftalt eller anvendt kommissioner ved flytninger betalt af privatpersoner. Men hvis dette argument skulle accepteres, ville det betyde, at Kommissionen var forpligtet til alene at medregne individuelle salg, som var blevet påvirket af kartellet, og for hvilke den rådede over bevisdokumenter, i værdien af den relevante afsætning. At en sådan forpligtelse skulle foreligge er imidlertid allerede blevet afvist i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringendes første led.

73      Det andet anbringende må herefter forkastes.

3.     Det tredje anbringende vedrørende anvendelse af en sats på 17% på værdien af Team Relocations afsætning ved fastsættelsen af bødens grundbeløb

74      Anbringendet falder i fire led. De to første led vedrører henholdsvis tilsidesættelse af forpligtelsen til at fastlægge bødens størrelse på grundlag af Team Relocations individuelle rolle i overtrædelsen og en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Med det tredje led har Team Relocations gjort gældende, at fastsættelsen af en sats på 17% er i strid med proportionalitetsprincippet. Dette anbringendes fjerde led vedrører manglende begrundelse.

 Parternes argumenter

75      Team Relocations har for det første gjort gældende, at i henhold til fast retspraksis skal en bøde på troværdig vis afspejle grovheden af den overtrædelse, som hver virksomhed faktisk har begået (Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 280, af 26.4.2007, forenede sager T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 429, og af 12.9.2007, sag T-36/02, Coats Holdings og Coats mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 207 og 209). I den foreliggende sag skulle der have været taget hensyn til en række særlige eller usædvanlige omstændigheder ved vurderingen af grovheden af den overtrædelse, som Team Relocations har begået. Særligt har virksomheden ikke før 2002 udstedt eller anmodet om nogen proformatilbud og har aldrig deltaget i nogen skriftlige aftaler om fastsættelse af priser eller andre betingelser for ydelse af internationale flyttetjenester i Belgien. Kommissionen har således ikke bevist den individuelle rolle, som Team Relocations har spillet i den adfærd, som var genstand for beslutningen. På grund af denne fejlagtige vurdering er den fastsatte del af afsætningens værdi (17%) og dermed den bøde, som Team Relocations er blevet pålagt, åbenbart for høj.

76      For det andet er Team Relocations af den opfattelse, at sammenlignet med generelle skriftlige prisaftaler, som er indgået mellem visse af de andre adressater for beslutningen, er den overtrædelse, som virksomheden har begået, afgørende forskellig og langt mindre alvorlig. Ved at anvende samme del af afsætningens værdi (17%) ved beregningen af såvel den bøde, som Team Relocations skulle pålægges, som den bøde andre af beslutningens adressater skulle pålægges, har Kommissionen således tilsidesat sin forpligtelse til at fastsætte bødernes størrelse uden forskelsbehandling.

77      Team Relocations har for det tredje anført, at anvendelsen af 17% af afsætningens værdi uvægerligt fører til en bøde, som i flere henseender er åbenbart uforholdsmæssig i forhold til den reelle grovhed af virksomhedens adfærd, dvs. dens reelle ansvar samt den begrænsede grovhed og den begrænsede økonomiske betydning af den overtrædelse, den har begået.

78      Team Relocations har for det fjerde gjort gældende, at der ikke i beslutningen er redegjort for grundene til, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den omstændighed, at Team Relocations ikke har deltaget i alle elementer i overtrædelsen. Begrundelsen for fastsættelsen af procentdelen af afsætningens værdi er således utilstrækkelig og selvmodsigende.

79      Kommissionen har anført, at den med rette kunne anvende samme del af afsætningens værdi på 17% i forhold til Team Relocations som i forhold til de andre karteldeltagere, idet Team Relocations havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, som kunne kvalificeres som en meget grov overtrædelse af artikel 81 EF. Virksomhedens individuelle rolle i overtrædelsen tages ikke i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, men i justeringen af den endelige bøde med henblik på at tage hensyn til formildende og/eller skærpende omstændigheder. Kommissionen finder ligeledes, at den har opfyldt sin begrundelsespligt, da den i beslutningen har anført de hensyn, der har dannet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed.

 Rettens bemærkninger

80      I forbindelse med dette anbringende har Team Relocations nærmere bestemt anfægtet anvendelsen i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed af en fælles sats på 17% for alle de omhandlede virksomheder. Der skal i denne forbindelse sondres mellem særligt to forskellige problemstillinger, nemlig for det første spørgsmålet, om behandlingen af virksomheden var passende sammenlignet med den, som de andre karteldeltagere blev udsat for (første og andet led), og for det andet spørgsmålet, om den af Kommissionen anvendte sats isoleret set stod i forhold til Team Relocations adfærd (tredje led).

 Om forpligtelsen til at fastlægge bødens grundbeløb i forhold til Team Relocations individuelle rolle

81      Hvad angår anbringendets to første led, som behandles samlet, da de er uløseligt forbundet, skal det erindres, at ifølge fast retspraksis forbyder princippet om forbud mod forskelsbehandling, eller ligebehandlingsprincippet, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper, ikke kun, at ensartede situationer behandles forskelligt, men også at forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.10.1986, sag 91/85, Christ-Clemen m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2853, præmis 10, og af 28.6.1990, sag C-174/89, Hoche, Sml. I, s. 2681, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

82      Det skal imidlertid fastslås, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed faktisk ikke behandlede deltagerne forskelligt ved valget af den anvendte del af værdien af afsætningen, men at den anvendte en ensartet sats på 17% på alle de pågældende virksomheder. Kommissionen begrunder denne fremgangsmåde med, at der var tale om en samlet og vedvarende overtrædelse.

83      I lyset af den af Team Relocations nævnte retspraksis opstår dermed det spørgsmål, om det var muligt for Kommissionen at undlade enhver sondring mellem deltagerne i overtrædelsen og enhver hensyntagen til de særlige omstændigheder i denne sag med henblik på at fastlægge grovheden af den af Team Relocations begåede overtrædelse.

84      I denne henseende fremgår det af retspraksis, at, når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af overtrædelsens grovhed for så vidt angår de enkelte virksomheders deltagelse (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 623, og dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 150). Dette resultat er den logiske konsekvens af princippet om individuelle straffe og sanktioner, hvorefter en virksomhed kun bør forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for, et princip, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til Fællesskabets konkurrenceregler (Rettens dom af 29.11.2005, sag T-62/02, Union Pigments mod Kommissionen, Sml. II, s. 5057, præmis 19).

85      Endvidere fremgår det af et stort antal domme fra Domstolen og Retten, at overtrædelsens grovhed skal være genstand for en individuel vurdering, der tager hensyn til talrige forhold, såsom navnlig sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning (jf. Domstolens dom i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 106, og af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis; Rettens dom af 18.7.2005, sag T-241/01, Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, Sml. II, s. 2917, præmis 83 ff.). Domstolen har således udtalt, at den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i alle elementerne i et kartel eller har spillet en mindre rolle i de aspekter, den har deltaget i, skal tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og i givet fald ved fastsættelsen af bøden (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 90, og dommen i sagen Bolloré m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 75 ovenfor, præmis 429 og den deri nævnte retspraksis).

86      I henhold til Rettens praksis foretages vurderingen af de individuelle omstændigheder ikke i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed, dvs. ved fastsættelsen af bødens grundbeløb, men i forbindelse med tilpasningen af grundbeløbet i henhold til skærpende eller formildende omstændigheder (Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 100 ff., stadfæstet efter appel ved Domstolens dom af 12.11.2009, sag C-554/08 P, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser). Selv om der således visse steder i dommen i sagen BASF mod Kommissionen og i sagen Coats Holdings et Coats mod Kommissionen, nævnt i præmis 75 ovenfor, som Team Relocations har henvist til, nævnes begrebet »grovhed«, vedrører dette ikke fastlæggelsen af bødens grundbeløb, men spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen med rette kunne tage hensyn til en virksomheds førende rolle som en skærpende omstændighed (dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 75 ovenfor, præmis 280), og en mindre rolle, der nærmere svarer til en mægler, som en formildende omstændighed (dommen i sagen Coats Holding og Coats mod Kommissionen, nævnt i præmis 75 ovenfor, præmis 214).

87      Denne retspraksis er imidlertid i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 84 og 85 ovenfor. I disse domme blev ordet »grovhed« nemlig anvendt generelt for at beskrive overtrædelsens intensitet og ikke i teknisk forstand som omhandlet i retningslinjerne for beregningen af bøder. Kommissionen kunne derfor frit tage hensyn til visse aspekter af »grovheden« i den i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 omhandlede forstand i forbindelse med skærpende og formildende omstændigheder og ikke i forbindelse med »grovheden« som omhandlet i retningslinjerne for beregning af bøder.

88      Dette er navnlig tilfældet for vurderingen af grovheden af en deltagelse i en samlet og vedvarende overtrædelse begået af flere virksomheder. Domstolen har i denne henseende for så vidt angår retningslinjerne for beregning af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne af 1998«) bekræftet, at grovheden af hver af de pågældende virksomheders deltagelse i overtrædelsen skal undersøges i forbindelse med en eventuel anvendelse af skærpende eller formildende omstændigheder (dom af 12.11.2009, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 27). I tilfælde af en samlet og vedvarende overtrædelse henviser begrebet »overtrædelse«, således som anvendt i retningslinjerne af 1998, dermed til den samlede overtrædelse, der involverer flere virksomheder, og denne samlede overtrædelses »grovhed« er den samme for alle deltagerne.

89      Dommen af 12. november 2009 i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, vedrører imidlertid retningslinjerne af 1998. Retningslinjerne af 2006 medførte en grundlæggende ændring af beregningsmetoden for bøder. For det første blev klassificeringen af overtrædelser i tre kategorier (»mindre alvorlig«, »alvorlig« og »meget alvorlig«) afskaffet. Den nuværende ordning, som omfatter en skala fra 0 til 30%, tillader en strengere sondring i henhold til overtrædelsernes grovhed.

90      For det andet blev de faste beløb afskaffet. Grundbeløbet beregnes dog på grundlag af værdien af den afsætning, som hver individuel virksomhed har realiseret i direkte eller indirekte forbindelse med overtrædelsen. Denne nye metode gør det dermed muligt lettere at tage hensyn til omfanget af hver virksomheds individuelle deltagelse i overtrædelsen i forbindelse med vurderingen af dennes grovhed. Den gør det ligeledes muligt at tage hensyn til en eventuel formindskelse af en enkelt overtrædelses grovhed over tid.

91      For det tredje bekræftede Kommissionen under retsmødet, at den i sin beslutningspraksis ikke længere nødvendigvis anvendte en enkelt sats på alle deltagerne i en overtrædelse. I beslutningerne »Candle waxes«, K(2008) 5476 af 1. oktober 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/C.39 181 – Lysvoks), hvoraf et resumé er offentliggjort i Tidende den 4. december 2009 (EUT C 295, s. 17), og »Heat stabilisers«, K(2009) 8682 af 11. november 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38 589 – Varmestabilisatorer), hvoraf et resumé er offentliggjort i Tidende den 12. november 2010 (EUT C 307, s. 9), anvendte Kommissionen forskellige satser på de forskellige kategorier af deltagere i de pågældende karteller i henhold til grovheden af deres deltagelse i overtrædelsen. Navnlig i den sidstnævnte beslutning blev der fastsat en højere sats for de virksomheder, som ikke kun havde deltaget i prisfastsættelsen, men ligeledes i en opdeling af kunderne og/eller markedet.

92      Den nye metode pålægger dog ikke en sådan fremgangsmåde. Selv om den i præmis 84 og 85 ovenfor nævnte retspraksis angiver, at der skal tages hensyn til grovheden af deltagelsen i overtrædelsen og sagens særlige omstændigheder, kan Kommissionen frit i henhold til retningslinjerne af 2006 tage et sådant hensyn ved vurderingen af overtrædelsens grovhed eller tilpasningen af grundbeløbet i henhold til formildende og skærpende omstændigheder. I de tilfælde, hvor Kommissionen anvender denne sidstnævnte fremgangsmåde, skal vurderingen af formildende og skærpende omstændigheder imidlertid gøre det muligt at tage passende hensyn til grovheden af deltagelsen i en samlet overtrædelse og til en eventuel variation i denne grovhed over tid.

93      I denne sag fastsatte Kommissionen en enkelt sats på 17% for alle de pågældende virksomheder. For så vidt som Team Relocations har anført, at selskabets deltagelse var mindre alvorlig end de andre involverede virksomheders, og at der burde være taget hensyn til flere specifikke eller usædvanlige omstændigheder, skal selskabets argumentation til støtte for denne påstand undersøges i forbindelse med klagepunkterne vedrørende Kommissionens fejlagtige vurdering af formildende omstændigheder. Team Relocations har deltaget i alle kartellets elementer i den periode, hvori virksomheden deltog i kartellet, og har alene gjort gældende, at virksomhedens inddragelse var mindre intens. Dette anbringendes første og andet led skal således forkastes, og Team Relocations argumenter skal tages i betragtning i forbindelse med behandlingen af det sjette anbringende (præmis 125 ff. nedenfor).

 Om den hævdede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

94      Hvad angår den hævdede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet er Retten af den opfattelse, at en sats på 17% isoleret set ikke er uforholdsmæssig i forhold til Team Relocations reelle ansvar for overtrædelsen, som særligt har bestået i opdeling af markedet og i manipulation med udbudsprocedurerne. I punkt 23 i retningslinjerne af 2006 anføres klart, at den del af afsætningen, der skal tages i betragtning ved horisontale aftaler om prisfastsættelse og markedsdeling, normalt befinder sig »på den øvre del af skalaen«. Kommissionen var således berettiget til at anvende en sats på 17%, hvilket befinder sig i den laveste ende af »den øvre del af skalaen«.

 Om den hævdede manglende begrundelse

95      Hvad angår dette anbringendes fjerde led bemærkes, at det er korrekt, at begrundelsen vedrørende fastsættelse af bødens grundbeløb ikke er særlig detaljeret. Domstolen har imidlertid fastslået, at Kommissionen opfylder sin begrundelsespligt, når den i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme grovheden af overtrædelsen, uden at den er forpligtet til at opstille en mere detaljeret redegørelse for metoden eller angivelse af taloplysninger vedrørende bødeberegningen (jf. Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 252 og den deri nævnte retspraksis).

96      Kommissionen har i det foreliggende tilfælde i 542. betragtning til beslutningen redegjort for grundene til dens konklusion om overtrædelsens meget alvorlige karakter, nemlig selve arten af de konstaterede konkurrencebegrænsninger. Den har i øvrigt i samme betragtning redegjort for, hvorfor den ikke havde undersøgt overtrædelsens geografiske udstrækning og indvirkning, idet den henviste til retspraksis, hvorefter overtrædelsen i tilfælde af åbenlyse begrænsninger kan betegnes som meget alvorlig, uden at det er fornødent, at adfærden har været geografisk særligt omfattende eller har haft særlige virkninger (Rettens dom i sagen Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 84 og 85, og af 27.7.2005, forenede sager T-49/02 – T-51/02, Brasserie nationale m.fl. Kommissionen, Sml. II, s. 3033, præmis 178 og 179). Det følger heraf, at Kommissionen i lyset af denne retspraksis har begrundet kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig« tilstrækkeligt.

97      Det kan imidlertid for det første være ønskeligt, at Kommissionen uddyber sin begrundelse vedrørende bødeberegningen, således at virksomhederne kan få detaljeret kendskab til, hvorledes den bøde, der er pålagt dem, er beregnet. Mere generelt kan det være med til at skabe åbenhed i forvaltningen og gøre det lettere for Retten at udøve sin fulde prøvelsesret, hvorved Retten ikke alene skal kunne tage stilling til, om den anfægtede beslutning er lovlig, men også om den pålagte bøde er passende (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-248/98 P, KNP BT mod Kommissionen, Sml. I, s. 9641, præmis 46).

98      Det skal for det andet bemærkes, at den af Kommissionen nævnte retspraksis henviser til retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3), og at den vedrører tiden før vedtagelsen af retningslinjerne. Retningslinjerne af 2006 medførte imidlertid en grundlæggende ændring af beregningsmetoden for bøder. For det første blev klassificeringen af overtrædelser i tre kategorier (»mindre alvorlig«, »alvorlig« og »meget alvorlig«) afskaffet. Den nuværende ordning, som omfatter en skala fra 0 til 30%, blev indført for at tillade en finere differentiering. Bødens grundbeløb fastsættes endvidere herefter »på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed, og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet« (punkt 19 i retningslinjerne af 2006). Normalt »vil den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30%« (punkt 21). Hvad angår horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og begrænsning af produktionen, »som på grund af deres art betragtes som de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger«, befinder den del af afsætningen, der tages i betragtning i forbindelse med sådanne overtrædelser, sig normalt »på den øvre del af skalaen« (punkt 23).

99      Under disse omstændigheder kan Kommissionen i princippet ikke længere nøjes med alene at begrunde kvalificeringen af en overtrædelse som »meget alvorlig« og ikke valget af den del af afsætningen, der skal tages i betragtning. Som anført ovenfor, er en følge af den skønsmargin, som Kommissionen råder over i forbindelse med bøder, en begrundelsespligt, som gør det muligt for retssubjektet at kende begrundelserne for den foranstaltning, der er truffet, og for Retten at udøve sin kontrol.

100    I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at i 543. betragtning til beslutningen har Kommissionen fastsat denne sats til et niveau, som blot ligger en anelse over halvdelen af skalaen, nemlig 17%, idet den alene har begrundet sit valg med, at det er en »meget alvorlig« overtrædelse. Kommissionen har imidlertid ikke redegjort detaljeret for, hvorledes kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig« har ført den til at fastsætte satsen til 17% og ikke til en andel, som ligger mere »på den øvre del af skalaen«. Denne begrundelse kan alene være tilstrækkelig i en situation, hvor Kommissionen anvender en sats, som ligger meget tæt på den nedre grænse af det interval, der er fastsat for meget alvorlige overtrædelser, hvilket i øvrigt er meget favorabelt for sagsøgeren. I dette tilfælde er en yderligere begrundelse, som går videre end den begrundelse, der ligger i retningslinjerne, således ikke nødvendig. Hvis Kommissionen derimod havde villet anvende en højere sats, skulle den have givet en mere detaljeret begrundelse, hvilket den har gjort i »Car glass«-beslutningen (669.-678. betragtning), »Heat Stabilisers«-beslutningen og »Candle Waxes«-beslutningen (641.-653. betragtning).

101    Hvad angår begrundelsen vedrørende fastsættelsen af den ikke differentierede sats på 17% kan det udledes af beslutningen, at Kommissionen har taget udgangspunkt i princippet om, at konstateringen af en samlet og vedvarende overtrædelse begrunder anvendelsen af en samlet sats. Denne konstatering er tilstrækkeligt begrundet og berettiget (jf. præmis 39 ff. ovenfor).

102    Følgelig bør anbringendets fjerde led forkastes.

103    Det følger heraf, at det tredje anbringende skal forkastes i sin helhed.

4.     Det fjerde anbringende vedrørende manglende grundlag for multiplikation af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen

 Parternes argumenter

104    Team Relocations har anført, at punkt 24 i retningslinjerne af 2006, som fastsætter en systematisk multiplikation af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, tillægger den hævdede varighed af en overtrædelse en uforholdsmæssig rækkevidde sammenlignet med andre relevante faktorer og særligt overtrædelsens grovhed. Denne bestemmelse tager således ikke tilstrækkeligt hensyn til kravet om, at størrelsen af den bøde, som pålægges hver virksomhed, skal være tilpasset det individuelle tilfælde, og fastsætter en formel for beregningen af bøden, som giver overtrædelsens varighed en åbenlyst uforholdsmæssig betydning.

105    Team Relocations har subsidiært foreslået Retten at anvende en multiplikationsfaktor, som ikke overstiger to. Hvis Retten bekræfter en multiplikation med syv, har Team Relocations under alle omstændigheder anført, at andelen af afsætningens værdi i virksomhedens tilfælde skal nedskrives for de fem første år (fra 1997 til 2001) til en maksimal sats på 5%, fordi den ikke har deltaget i proformatilbudene i disse år, og for de to sidste år (dvs. 2002 og 2003) til en maksimal sats på 12%.

106    Kommissionen har nedlagt påstand om, at disse påstande forkastes.

 Rettens bemærkninger

107    Selv om Team Relocations har gjort et »manglende grundlag« gældende for så vidt angår multiplikationen af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, har virksomheden ikke bestridt, at denne fremgangsmåde støtter sig på bestemmelserne i retningslinjerne af 2006. Dette anbringende vedrører således snarere den hævdede uforholdsmæssige karakter af punkt 24 i retningslinjerne af 2006, for så vidt som bestemmelsen fastsætter en sådan multiplikation.

108    I artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 anføres i denne forbindelse blot, at der »[v]ed fastlæggelse af bødens størrelse skal […] tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed«, uden at det dog præciseres, hvorledes varigheden konkret skal tages i betragtning. Denne generelle bestemmelse er blevet præciseret i de forskellige retningslinjer for bødeberegning. Særligt fastsatte retningslinjerne af 1998 en forhøjelse for overtrædelser af lang varighed (almindeligvis over fem år) af det bødebeløb, som var fastsat på grundlag af grovheden med 10% for hvert år. Multiplikationen med antallet af år, hvori en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, som følger af retningslinjerne af 2006, svarer derimod til en forhøjelse af bødens størrelse med 100% pr. år.

109    Denne fremgangsmåde er udtryk for en grundlæggende ændring af beregningsmetoden for så vidt angår betydningen af kartellets varighed. Artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er imidlertid ikke til hinder for en sådan udvikling. Det er korrekt, at den franske version af bestemmelsen synes at tillægge varigheden en underordnet rolle i forhold til grovheden i forbindelse med fastsættelsen af bødens størrelse. Derimod er der andre sprogversioner, såsom den engelske (»[…] regard shall be had both to the gravity and to the duration of the infringement«) og den tyske version (»[…] ist sowohl die Schwere der Zuwiderhandlung als auch deren Dauer zu berücksichtigen«), hvoraf det fremgår, at bestemmelsen tillægger en overtrædelses grovhed og varighed samme vægt.

110    Hvad angår de subsidiære anbringender skal det blot bemærkes, at skønt Kommissionen tidligere undertiden har taget hensyn til en overtrædelses tidsmæssige udvikling ved forhøjelsen af bødens størrelse på grundlag af varigheden, er der ikke nogen bestemmelser i retningslinjerne af 2006, som forpligter den til i et sådant tilfælde at anvende en multiplikationsfaktor, som ikke overstiger to, eller til at nedsætte den procentsats af afsætningens værdi, som er fastsat på grundlag af grovheden. Retten finder ved udøvelsen af sin fulde prøvelsesret, at der ikke er grundlag for at tildele den nedsættelse, som er genstand for Team Relocations første anmodning. Hvad angår den anden anmodning vil den blive behandlet i præmis 125 ff.

111    Med forbehold for dette sidste punkt skal det fjerde anbringende forkastes.

5.     Det femte anbringende vedrørende manglende grundlag for opkrævningen af et tillægsbeløb

112    I forbindelse med dette anbringende har Team Relocations anført, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af proportionalitetsprincippet.

 Parternes argumenter

113    Team Relocations har for det første gjort gældende, at opkrævningen af et tillægsbeløb i henhold til punkt 25 i retningslinjerne af 2006 udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som virksomheden – i modsætning til visse andre af beslutningens adressater – ikke havde indgået aftaler om såvel prisfastsættelse som opdeling af markedet. Den praksis, som Team Relocations havde deltaget i, faldt endvidere ikke inden for kategorien af overtrædelser, som kan begrunde, at der inkluderes et tillægsbeløb i bødens grundbeløb.

114    Team Relocations er for det andet af den opfattelse, at beslutningen, henset til den begåede overtrædelses ringe grovhed, tilsidesætter proportionalitetsprincippet, for så vidt som tillægsbeløbet fastsættes til 17% af afsætningens værdi.

115    Kommissionen har anført, at opkrævningen af et tillægsbeløb på 17% var begrundet.

 Rettens bemærkninger

116    Team Relocations har anført, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (første led) og af proportionalitetsprincippet (andet led) for så vidt angår beregningen af tillægsbeløbet. Punkt 25 i retningslinjerne af 2006 har i denne forbindelse følgende ordlyd:

»[U]afhængigt af, hvor længe en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, vil Kommissionen også lade bødens grundbeløb omfatte et beløb på mellem 15 og 25% af afsætningens værdi […] for at afskrække virksomhederne fra bare det at indtræde i horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og begrænsning af produktionen.«

117    Hvad angår anbringendets første led bemærkes, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat, idet Kommissionen har anvendt samme tillægsbeløb for alle beslutningens adressater med den begrundelse, at de alle har deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse, som omfattede prisfastsættelse og/eller opdeling af markedet. Ordlyden af punkt 25 i retningslinjerne af 2006 (»inclura«, »will include« og »fügt hinzu«) viser i øvrigt, at for så vidt angår åbenlyse overtrædelser er opkrævningen af et tillægsbeløb en automatisk handling, som ikke forudsætter, at andre faktorer er til stede. Der skal i øvrigt henvises til præmis 81 ff. ovenfor, idet argumentationen anført i disse præmisser finder tilsvarende anvendelse på opkrævningen af et tillægsbeløb.

118    Hvad angår anbringendets andet led henvises til præmis 94 ovenfor, hvori Retten bemærkede, at den var af den opfattelse, at en sats på 17% isoleret set er forholdsmæssig i forhold til Team Relocations reelle ansvar for overtrædelsen. Disse betragtninger finder ligeledes anvendelse på tillægsbeløbet, som ligeledes blev fastsat til 17%. Retten finder i øvrigt, at en sats på 17% er egnet med henblik på at sikre en passende afskrækkende virkning. Hvad angår tillægsbeløbet er den omstændighed, at det interval, som er fastsat i retningslinjerne af 2006, går fra 15 til 25% og ikke fra 0 til 30%, i denne forbindelse uden betydning.

119    Følgelig må det femte anbringende forkastes.

6.     Det sjette anbringende vedrørende forekomsten af formildende omstændigheder

 Parternes argumenter

120    Sagsøgeren har gjort gældende, at der er flere formildende omstændigheder, som begrunder, at selskabets bøde i henhold til punkt 20 og 29 i retningslinjerne af 2006 skal nedsættes væsentligt. Selskabets begrænsede deltagelse i overtrædelsen udgør en sådan formildende omstændighed. Team Relocations har anført, at selskabet i det foreliggende tilfælde ikke har deltaget aktivt i indførelsen af de konkurrencebegrænsende ordninger, at det aldrig har deltaget i et møde med det formål at begrænse konkurrencen, at det aldrig har deltaget i overtrædelsens alvorligste elementer, nemlig de skriftlige prisfastsættelsesaftaler og ordningerne med kommissioner indgået for kontorflytninger, at det alene har accepteret kommissioner eller udstedt eller anmodet om proformatilbud i enkeltstående tilfælde og for et meget begrænset antal kunder og flytninger, og at det ikke har udstedt eller anmodet om proformatilbud før 2002. Den begrænsede karakter af Team Relocations deltagelse i overtrædelsen er imidlertid slet ikke blevet taget i betragtning – hverken ved vurderingen af overtrædelsens grovhed eller varighed eller ved vurderingen af formildende omstændigheder.

121    Team Relocations har i øvrigt anført, at det ved flere af proformatilbuddene var Kommissionens ansatte, der havde anmodet herom. Erklæringerne fra Allied Arthur Pierre bekræfter tydeligt, at Kommissionens ansatte i vid udstrækning var bekendt med proformatilbuddene på alle hierarkiske niveauer, og at de endog var efterspurgt af disse. Kommissionen kan ikke benægte sit ansvar for så vidt angår praksissen vedrørende proformatilbud, som fandt sted med dens egne ansattes godkendelse eller efterspørgsel.

122    Kommissionen har anført, at Team Relocations argumenter er uden relevans, virkningsløse og/eller vildledende. Kommissionen er særligt af den opfattelse, at de ordninger, som Team Relocations har deltaget i, ikke er mindre alvorlige end de skriftlige prisaftaler.

 Rettens bemærkninger

123    Det fremgår af beslutningen, at Kommissionen ikke lagde nogen formildende omstændighed til grund. Team Relocations er imidlertid af den opfattelse, at der er flere formildende omstændigheder, som adskiller den overtrædelse, selskabet har begået, fra den overtrædelse, som de andre berørte virksomheder har begået, som viser den begrænsede karakter af selskabets deltagelse, eller som er forbundet med Kommissionens adfærd.

 Om deltagelsen i indførelsen de konkurrencebegrænsende ordninger

124    Hvad for det første angår anbringendet om, at Team Relocations ikke var involveret i indførelsen af de omhandlede konkurrencebegrænsende ordninger, skal det fastslås, at selskabets første dokumenterede deltagelse i iværksættelsen af aftalen om kommissioner faktisk er fra 1997, selv om denne praksis blev indført i 1980’erne. Dette forhold er imidlertid kun relevant i forbindelse med spørgsmålet, om en virksomhed spiller en ledende rolle eller en rolle som initiativtager, hvilken rolle kan anses for en skærpende omstændighed i medfør af punkt 28 i retningslinjerne af 2006. Det forhold, at virksomheden ikke har deltaget aktivt i iværksættelsen af de pågældende konkurrencebegrænsende arrangementer, kan ikke i sig selv udgøre en formildende omstændighed.

 Om Team Relocations hævdede begrænsede deltagelse i overtrædelsen

125    Hvad for det andet angår Team Relocations påståede meget begrænsede deltagelse i overtrædelsen er det ubestridt, at Team Relocations aldrig deltog i de skriftlige aftaler om prisfastsættelse, i møder med konkurrencebegrænsende formål, i ad hoc prisfastsættelse for en bestemt flytning eller i ordningerne med kommissioner indgået for kontorflytninger. Team Relocations har endvidere alene deltaget i praksissen med proformatilbud mellem februar 2002 og september 2003.

126    Det skal i denne henseende anføres, at i medfør af punkt 29, tredje led, i retningslinjerne af 2006 skal den pågældende virksomhed for at drage fordel af en bødenedsættelse på grund af formildende omstændigheder »fremlægge […] bevis for, at dens deltagelse i overtrædelsen er stærkt begrænset«, og »at den i den periode, hvor den har været deltager i de ulovlige aftaler, i praksis har undladt at anvende dem ved at udøve en konkurrencemæssig adfærd på markedet«. Disse betingelser er imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde.

127    Anvendelsen af udtrykket »f.eks.« angiver dog, at listen over omstændigheder i punkt 29 i retningslinjerne af 2006 ikke er udtømmende. Endvidere skal der, således som det er fastslået i forbindelse med det tredje anbringende, tages hensyn til de særlige omstændigheder i denne sag, navnlig om en virksomhed har deltaget i overtrædelsens samtlige dele, hvis ikke ved vurderingen af overtrædelsens varighed, så i det mindste i forbindelse med tilpasningen af grundbeløbet i henhold til formildende og skærpende omstændigheder. Denne pligt var en af de grunde, som gjorde det muligt for Domstolen at udtale, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse ikke modsiger det princip, hvorefter ansvaret for overtrædelser af konkurrenceretten er personligt (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 84). De kriterier, der er opregnet i punkt 29, tredje led, kan ikke i sig selv garantere denne mulighed. De særlige omstændigheder i denne sag skal derfor vurderes.

128    Det er i denne henseende ubestridt, at den pågældende overtrædelse udviklede sig over tid. De skriftlige aftaler blev anvendt i overtrædelsens første fase fra 1984 til begyndelsen af 1990’erne og blev derefter opgivet. Overtrædelsens anden fase er kendetegnet ved anvendelsen af proformatilbud og kommissioner. Den del af værdien af afsætningen, der skal lægges til grund i medfør af punkt 19 i retningslinjerne af 2006, kunne derfor i princippet ændre sig gennem tiden. Denne omstændighed kunne ligeledes begrunde en bødenedsættelse på grund af formildende omstændigheder.

129    Det skal imidlertid antages, at den adfærd, som Team Relocations deltog i, ikke er udtryk for mindre alvorlige overtrædelser end de skriftlige aftaler om prisfastsættelse eller ad hoc-prisfastsættelse for bestemte flytninger. I modsætning til det af Team Relocations anførte havde proformatilbud og kommissioner ligeledes haft virkninger for priserne (jf. præmis 44 ovenfor). Ligeledes er det forhold, at Team Relocations ikke deltog i ordningerne med kommissioner indgået for kontorflytninger og den manglende deltagelse i ordningen med skyggetilbud før februar 2002, ret ubetydeligt for vurderingen af overtrædelsens grovhed. Det samme gør sig gældende for den manglende deltagelse i møderne med konkurrencebegrænsende formål, eftersom kartellet fungerede ved hjælp af mekanismer, der gjorde sådanne møder unødvendige.

130    Det følger heraf, at Kommissionen frit kunne fastsætte en enkelt sats for hele den samlede og vedvarende overtrædelses varighed og ikke tage hensyn til overtrædelsens udvikling over tid som en formildende omstændighed.

 Om den hævdede tilladelse til adfærden

131    Hvad for det tredje angår argumentet, hvorefter Kommissionen hævdes at have godkendt eller opfordret til praksissen med proformatilbud, skal det fastslås, at punkt 29, sidste led, i retningslinjerne af 2006 bestemmer, at »[b]ødens grundbeløb kan nedsættes […], hvis de offentlige myndigheder eller lovgivningen har tilladt eller fremmet en konkurrencebegrænsende adfærd«.

132    Sagsakterne indeholder imidlertid intet forhold, som godtgør, at Kommissionen som institution tillod, fremmede eller krævede proformatilbud. Kommissionen havde ingen interesse i at fremme eller tolerere ordningen med proformatilbud, fordi den skadede Kommissionens interesser. Det forhold, at visse ansatte havde anmodet om proformatilbud for en flytning, for hvilken Kommissionen refunderede udgifterne, indebærer ikke, at institutionen havde kendskab til denne praksis, eller at den deltog heri, eftersom der skal sondres mellem Kommissionens ansatte og Kommissionen som institution.

133    Selv om det antages, at en ansat ved en institution anmodede om proformatilbud, burde Team Relocations have vidst, at sådanne anmodninger ikke kunne fremsættes i institutionernes navn eller på deres opfordring, eftersom de åbenbart strider mod deres økonomiske interesser. Kravet om at fremlægge to eller tre tilbud er netop bestemt til at sikre et minimum af konkurrence og at undgå, at et enkelt flyttefirma ensidigt kan bestemme prisen på en flytning.

134    Endvidere indebærer det blotte kendskab til den konkurrencebegrænsende adfærd ikke, at denne adfærd stiltiende er blevet »tilladt eller fremmet« af Kommissionen i den i punkt 29, sidste led, i retningslinjerne af 2006 omhandlede forstand. En påstået undladelse kan nemlig ikke ligestilles med en positiv handling, såsom en tilladelse eller tilskyndelse.

135    Under alle omstændigheder skal det fastslås, at Team Relocations argumenter kun vedrører proformatilbuddene. Praksissen med proformatilbud er udelukkende en af bestanddelene i en samlet og vedvarende overtrædelse. De argumenter, der er gjort gældende, kan under ingen omstændigheder begrunde betalingen af kommissioner.

136    Dette klagepunkt skal dermed forkastes og følgelig det sjette anbringende i sin helhed.

7.     Team Relocations syvende anbringende og Amertranseuro-koncernens første anbringende vedrørende Amertranseuros manglende tilregnelse for overtrædelserne begået af Team Relocations

137    Med sit syvende anbringende har Team Relocations i det væsentlige gjort gældende, at det er med urette, at Kommissionen har taget hensyn til Amertranseuros omsætning med henblik på fastsættelsen af loftet på 10% fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, med den begrundelse, at sidstnævnte ikke havde kendskab til dets datterselskabs konkurrencebegrænsende adfærd. Amertranseuro-koncernen har mere generelt anfægtet muligheden for at pålægge selskabet ansvar for overtrædelser begået af Team Relocations.

 Parternes argumenter

138    Team Relocations har anført, at selskabet er den eneste juridiske person, som kan betragtes som ansvarlig for visse af selskabets ansattes adfærd. Bødens størrelse overstiger imidlertid 60% af selskabets samlede omsætning. Hverken Amertranseuro, Trans Euro eller Team Relocations Ltd kan holdes ansvarlig for denne praksis. Moderselskaberne har aldrig haft kendskab til de lejlighedsvise aftaler om kommissioner og proformatilbud og har heller ikke haft anledning til at have mistanke herom. I tilfælde af at Retten finder, at Kommissionen med rette kunne pålægge Team Relocations moderselskaber ansvar for en del af den overtrædelse, selskabet havde begået, anfører selskabet ikke desto mindre, at det under sagens særlige omstændigheder ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at fastsætte et loft på 10% i forhold til Amertranseuros konsoliderede omsætning.

139    Amertranseuro-koncernen har for det første anført, at Kommissionen har begrundet sagsøgernes solidariske ansvar med, at de tre moderselskaber alle befandt sig i en situation, hvor de kunne udøve en afgørende indflydelse på Team Relocations forretningsmæssige politik. Domstolen og Retten har imidlertid ofte beskrevet rækkevidden af beføjelsen til at udøve en afgørende indflydelse med langt snævrere formuleringer end dem, som Kommissionen har anvendt i 394. betragtning til beslutningen.

140    Amertranseuro-koncernen har for det andet anført, at en for snæver forståelse af begrebet moderselskabernes beføjelse til at udøve en afgørende indflydelse på deres datterselskaber medfører en næsten uafkræftelig formodning for ansvar. Deres ansvar bliver således et objektivt ansvar (»strict liability«). Det er blot rene økonomiske investorer, som ikke har nogen interesse i at fastsætte den strategiske adfærd for de selskaber, de har investeret i, der kan unddrage sig dette ansvar.

141    Amertranseuro-koncernen har for det tredje anført, at Team Relocations havde fuldstændig ledelsesmæssig selvstændighed, og at ingen af de tre moderselskaber havde kendskab til den omhandlede praksis. De har således ikke undladt at opfylde deres forpligtelse til at udvise omhu.

142    For det fjerde har Amertranseuro foreholdt Kommissionen at have anlagt en »asymmetrisk« tilgang for så vidt angår de omhandlede moderselskabers ansvar. For perioden før den 8. september 2000 har den anset to af Team Relocations mellemliggende moderselskaber (nemlig Team Relocations Ltd og Trans Euro) for ansvarlige, men ikke E., den ejer, der i sidste instans står i spidsen for koncernen. Hvad derimod angår perioden efter den 8. september 2000 har Kommissionen ikke alene pålagt disse to mellemliggende moderselskaber ansvar, men ligeledes Amertranseuro, som var den nye ejer af Trans Euro. Da Amertranseuro ejer hele kapitalen i de to mellemliggende moderselskaber, medførte dette, at disse aktionærer reelt var ansvarlige for hele overtrædelsen.

143    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

 Rettens bemærkninger

144    Med dette anbringende gør Team Relocations gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003 (første led) og proportionalitetsprincippet (andet led), ved at pålægge selskabet en bøde hvis størrelse oversteg 10% af dets omsætning. Da grundlaget for første led afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt Amertranseuros omsætning kan medregnes med henblik på fastsættelsen af loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, skal dette anbringende undersøges sammen med Amertranseuro-koncernens første anbringende vedrørende den omstændighed, at Amertranseuro-koncernens medlemmer ikke kan pålægges ansvar for overtrædelser begået af Team Relocations.

 Om Amertranseuro-koncernens medlemmers pålæggelse af ansvar for overtrædelser begået af Team Relocations

145    Det er i Unionens konkurrenceret anerkendt, at forskellige selskaber, som tilhører samme koncern, udgør en økonomisk enhed og derfor anses for én virksomhed i artikel 81 EF og 82 EF’s forstand, såfremt de pågældende selskaber ikke optræder selvstændigt på markedet (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org.ref.: Rec. s. 619, præmis 132 og 133, og Rettens dom af 30.9.2003, sag T-203/01, Michelin mod Kommissionen, Sml. II, s. 4071, præmis 290). Ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd kan således pålægges en anden virksomhed, hvis den ikke frit har bestemt sin adfærd på markedet, men i det væsentlige har fulgt instrukser fra sidstnævnte virksomhed, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser mellem virksomhederne (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 117).

146    Der rejser sig således et spørgsmål om, hvornår en virksomhed ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet.

147    Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at to kumulative betingelser skal være opfyldt: For det første skal moderselskabet være i stand til at øve afgørende indflydelse på sit datterselskab, og for det andet skal det også faktisk udøve denne indflydelse (dommen i sagen Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 145, præmis 137).

148    Hvad angår den første betingelse er der ikke tvivl om, at et moderselskab er i stand til at øve afgørende indflydelse på sit datterselskab, når det – som i denne forbindelse Amertranseuro – ejer alle kapitalandele deri, uanset om det er i form af en direkte kapitalinteresse eller indirekte via dets kapitalinteresser i andre selskaber.

149    For så vidt angår de krav, der skal opfyldes med hensyn til beviset for moderselskabets faktiske udøvelse af afgørende indflydelse på sit datterselskab, er sagsøgerne af den opfattelse, at der kun kan pålægges et ansvar, hvis moderselskabet foruden kapitalandelen på 100% havde kendskab til den sanktionerede praksis eller havde undladt at opfylde sin forpligtelse til at udvise omhu.

150    Kommissionen har i 386. betragtning til beslutningen henvist til retspraksis, hvorefter der i det særlige tilfælde, hvor et moderselskab ejer 100% af kapitalen i sit datterselskab, der som i det foreliggende tilfælde har begået en overtrædelse, er en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på datterselskabets forretningsmæssige politik (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG-Telefunken mod Kommissionen, Sml. s. 3151, præmis 50, og af 16.11.2000, sag C-286/98 P, Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, Sml. I, s. 9925, præmis 29; Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij, m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 961 og 984, og af 12.12.2007, sag T-112/05, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5049, præmis 62).

151    Denne retspraksis er bekræftet af Domstolen i dom af 10. september 2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (sag C-97/08 P, Sml. I, s. 8237). Det blev heri bl.a. bemærket, at selv om det er korrekt, at Domstolen i præmis 28 og 29 i dommen i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 150, ud over ejerskab af 100% af datterselskabets kapital, har henvist til andre omstændigheder, såsom den omstændighed, at moderselskabet ikke har bestridt at have udøvet en indflydelse på datterselskabets handelspolitik, og den omstændighed, at de to selskaber har været repræsenteret af de samme personer under den administrative procedure, forholder det sig ikke desto mindre således, at der kun blev henvist til sådanne omstændigheder for at redegøre for de forskellige forhold, som Retten havde støttet sin argumentation på, og ikke for at betinge iværksættelsen af ovennævnte formodning af fremlæggelsen af yderligere indicier vedrørende moderselskabets faktiske udøvelse af indflydelse (dommens præmis 62)

152    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne ikke formået at afkræfte formodningen for, at der blev udøvet en afgørende indflydelse, idet deres argumentation bygger på politiske betragtninger og simple påstande, såsom Team Relocations påståede ledelsesmæssige selvstændighed. Det fremgår under alle omstændigheder af 490. og 491. betragtning til beslutningen, at Kommissionen ikke for at pålægge Amertranseuro ansvar for Team Relocations deltagelse i kartellet udelukkende har lagt vægt på den ikke anfægtede omstændighed, at Amertranseuro ejer 100% af kapitalen i Team Relocations, men ligeledes andre faktiske omstændigheder med henblik på at godtgøre, at Amertranseuro udøvede en afgørende indflydelse på Team Relocations forretningsmæssige politik.

153    Fra 1994 til september 2001 fandt der således månedlige møder sted mellem Team Relocations ledelse og de repræsentanter for Trans Euro, der var ansvarlige for den operative og finansielle forvaltning af det belgiske datterselskab, samt med ejeren af Trans Euro-koncernen på dette tidspunkt, som var ansvarlig for koncernledelsen med det generelle ansvar for det belgiske datterselskab. Fra den 6. september 2001 til september 2003 fandt der ligeledes uformelle møder sted mellem Team Relocations og den repræsentant for Amertranseuro, der var ansvarlig for koncernledelsen med det generelle ansvar for det belgiske datterselskab. Kommissionen har endvidere fastslået, at Team Relocations skulle fremlægge flere rapporter, bl.a. årlige driftsregnskaber, til Team Relocations Ltd fra den 1. januar 1994 til den 7. september 2000 og til Amertranseuro fra den 8. september 2000, dvs. i løbet af den periode, hvor selskabet deltog i overtrædelsen.

154    Under disse omstændigheder kunne Kommissionen frit pålægge Amertranseuro ansvar for overtrædelser begået af Team Relocations, idet sagsøgerne udgør en økonomisk enhed og følgelig én virksomhed i den forstand, hvori udtrykket anvendes inden for Fællesskabets konkurrenceret. Følgelig kan Amertranseuros omsætning medregnes med henblik på fastsættelsen af loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003. Det følger heraf, at klagepunkterne vedrørende den omstændighed, at denne omsætning er medregnet, skal forkastes.

 Om Kommissionens hævdede »asymmetriske« tilgang

155    Amertranseuro-koncernen har foreholdt Kommissionen at have anlagt en »asymmetrisk« tilgang ved at holde Amertranseuro ansvarlig fra det tidspunkt, hvor selskabet overtog Trans Euro-koncernen, dvs. fra den 8. september 2000, mens den ikke pålagde den tidligere ejer af Trans Euro-koncernen, E., ansvar for perioden før den 8. september 2000.

156    For så vidt som Amertranseuro-koncernen har gjort gældende, at Kommissionen ligeledes burde have holdt E. ansvarlig for overtrædelsen frem til den 7. september 2000, skal det fremhæves, at selv om Kommissionen havde kunnet gøre dette, kan den omstændighed, at den ikke har gjort det, ikke påberåbes af sagsøgerne for at godtgøre, at beslutningen er ulovlig. Det fremgår således af retspraksis, at Kommissionen råder over en skønsmargin ved udstrækningen af ansvaret for en overtrædelse til et moderselskab ud over det selskab, som er direkte involveret i den konkurrencebegrænsende adfærd (jf. i denne retning Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 331 og 332). Denne skønsmargin medfører ligeledes, at Kommissionen kan vælge at rette beslutningen til den pågældende virksomheds aktuelle moderselskaber og ikke til koncernens tidligere ejere.

157    Endvidere har Kommissionen heller ikke udstrakt ansvaret for den pågældende overtrædelse til Zenic International Holdings Ltd, sagsøgernes aktuelle overordnede selskab. Beslutningen kan således ikke betragtes som »asymmetrisk«.

158    Dette klagepunkt må derfor forkastes.

 Om argumenterne vedrørende Amertranseuros anden påstand

159    Med denne påstand og inden for rammerne af Amertranseuro-koncernens første anbringende synes selskabet at hævde, at skønt Amertranseuro alene er blevet holdt ansvarlig for et beløb på 1,3 mio. EUR, som svarer til et ansvar for en begrænset periode, nemlig fra den 8. september 2000, er selskabet reelt blevet holdt ansvarlig for hele bødens størrelse, for så vidt som selskabet er ejer af og aktionær i Euro Trans og Team Relocations Ltd.

160    Dette argument kan ikke rejse tvivl om beslutningens lovlighed, for så vidt som det alene er en beskrivelse af visse af beslutningens konsekvenser for Amertranseuro. Denne påstand skal følgelig forkastes.

 Om bødens hævdede uforholdsmæssighed

161    Hvad angår andet led af Team Relocations anbringende skal der blot henvises til de bemærkninger, der er anført i præmis 94 ovenfor, hvorefter den anvendte sats på 17% står i forhold til Team Relocations reelle ansvar for overtrædelsen. Den omstændighed, at størrelsen af den bøde, der er pålagt Team Relocations, overstiger 10% af selskabets omsætning, er uden betydning, for så vidt som dette beløb er klart under loftet på 10% af Amertranseuro-koncernens omsætning.

162    Det fremgår af det ovennævnte, at Team Relocations syvende anbringende og Amertranseuro-koncernens første anbringende skal forkastes.

8.     Team Relocations ottende anbringende og Amertranseuro-koncernens andet anbringende vedrørende sagsøgernes manglende betalingsevne og magtfordrejning

 Parternes argumenter

163    Team Relocations har anført, at det fremgår af selskabets regnskabsudkast for regnskabsåret, der sluttede den 30. september 2007, at størrelsen af selskabets egenkapital – idet der ses bort fra enhver bøde, som selskabet bliver pålagt at betale til Kommissionen – er negativ, at regnskabsåret viser et tab på 363 432 EUR, og at selskabets cashflow har været negativ. Selskabets aktiver er pantsat fuldt ud. Selskabet vil ikke være i stand til at sikre en yderligere finansiering og vil således ikke være i stand til at betale den bøde, som Kommissionen har pålagt det.

164    Team Relocations er af den opfattelse, at Kommissionen var bekendt med selskabets vanskelige økonomiske situation, hvorfor den ved at pålægge en bøde af en størrelse, som selskabet åbenlyst ikke ville være i stand til at betale, og som ville betyde, at selskabet måtte trække sig ud af markedet, har Kommissionen gjort sig skyldig i magtfordrejning. Kommissionen har endvidere tilsidesat ligebehandlingsprincippet. Team Relocations har i denne forbindelse nedlagt påstand om nedsættelse af bøden med et beløb, som afspejler de samme principper, som Kommissionen anvendte i forhold til Interdean, og har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes til i henhold til procesreglementets artikel 58 og 65 at redegøre for de forhold, den har taget i betragtning, da den indrømmede Interdean en nedsættelse på 70% af bøden.

165    Amertranseuro-koncernen har gjort gældende, at den bøde, som Team Relocations er blevet pålagt – og som svarer til næsten to tredjedele af selskabets årlige omsætning i 2006, og som endog nærmer sig det absolutte loft på 10% fastsat i forordning nr. 1/2003 – er fuldstændig uforholdsmæssig. I henhold til Amertranseuros konsoliderede årsregnskab pr. 30. september 2006 var koncernens samlede gæld på 35 mio. GBP. Amertranseuro havde endvidere haft tab på sine ordinære aktiviteter efter skat, dets netto materielle aktiver var negative, og alle dets aktiver var pantsat fuldt ud. Koncernen er følgelig ikke i stand til at betale bøden på 3,49 mio. EUR eller opnå en bankgaranti til efterfølgende gennemførelse af betalingen.

166    Amertranseuro-koncernen har i replikken tilføjet, at for så vidt angår nødvendigheden af en anmodning om anvendelse af punkt 35 i retningslinjerne af 2006 burde Kommissionen have anvendt den tilgang, som følger af retningslinjerne af 1998 og af egen drift anført den manglende betalingsevne som begrundelse for at nedsætte bøden, således som den tidligere har gjort. Koncernen har endvidere fastholdt, at dens økonomiske tilstand er blevet yderligere forværret i det regnskabsår, som sluttede den 30. september 2007.

167    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

 Rettens bemærkninger

168    Sagsøgerne har med deres sidste anbringende gjort gældende, at Kommissionen ved at pålægge dem en bøde, som oversteg deres betalingsevne, har gjort sig skyldig i magtfordrejning, tilsidesat punkt 35 i retningslinjerne af 2006 og tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

169    Hvad angår den hævdede magtfordrejning bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en retsakt kun er behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (jf. Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

170    Sagsøgerne har imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at Kommissionen har pålagt dem en bøde med andre formål end dem, der er angivet, dvs. at gennemføre Fællesskabets konkurrenceret, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten. Beslutningen er følgelig ikke behæftet med magtfordrejning.

171    Hvad angår nedsættelsen af bøden i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006 bemærkes, at en sådan nedsættelse er underlagt tre kumulative betingelser, nemlig:

–        Der skal indgives en anmodning under den administrative procedure.

–        Der skal foreligge en særlig social og økonomisk kontekst.

–        Virksomheden skal bevise sin manglende betalingsevne, idet den skal fremlægge objektive beviser for, at en bøde ville medføre ubodelig skade for dens levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.

172    Det skal imidlertid fastslås, at mindst to af disse tre betingelser ikke er opfyldt. I modsætning til andre berørte virksomheder har sagsøgerne for det første ikke indgivet nogen anmodning om bødenedsættelse på grund af manglende betalingsevne under den administrative procedure, skønt retningslinjerne af 2006 fastsætter et krav om indgivelse af en sådan anmodning. I denne forbindelse er argumentet om, at Kommissionen i henhold til retningslinjerne af 1998 af egen drift kunne tage hensyn til manglende betalingsevne som begrundelse for en bødenedsættelse, uden relevans, idet dette argument ikke kan begrunde en påstand om tilsidesættelse af retningslinjerne af 2006. For så vidt som dette argument er fremført med henblik på at godtgøre, at Kommissionen uanset punkt 35 i retningslinjerne af 2006 var forpligtet til af egen drift at undersøge de pågældende virksomheders betalingsevne, bemærkes, at en sådan forpligtelse ikke fremgår af retspraksis.

173    Ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 6. august 2010 har Team Relocations anmodet om genåbning af den mundtlige forhandling med den begrundelse, at Kommissionen har ændret sin praksis vedrørende nødvendigheden af at indgive en anmodning i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006 under den administrative procedure. Denne anmodning blev afvist ved afgørelse af 23. september 2010, idet anmodningerne i de nævnte sager – i modsætning til hvad denne sagsøger har gjort gældende – var blevet indgivet under den administrative procedure. Selv om det fremgår af en presseartikel, at Kommissionen »påtænker formelt at ændre sine retningslinjer« med henblik på at kunne tage hensyn til udviklingen efter vedtagelsen af en beslutning, skal det bemærkes, at denne ændring endnu ikke er blevet vedtaget. En ændring i fortolkningen af retningslinjerne af 2006 kan under alle omstændigheder ikke gøre en beslutning truffet før denne ændring ulovlig.

174    Sagsøgerne har for det andet ikke anfægtet Kommissionens konstatering i 651. betragtning til beslutningen, hvorefter der ikke i denne sag foreligger en »særlig social og økonomisk kontekst« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i punkt 35 i retningslinjerne af 2006.

175    Herefter, og uden at det er nødvendigt at undersøge, om den tredje betingelse, dvs. sagsøgernes hævdede manglende betalingsevne, er opfyldt i det foreliggende tilfælde, er det med rette, at Kommissionen har fastslået, at betingelserne for at anvende punkt 35 i retningslinjerne af 2006 ikke er opfyldt.

176    Hvad angår klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet skal det blot bemærkes, at sagsøgerne, i modsætning til Interdean, ikke har rejst spørgsmålet om deres betalingsevne under den administrative procedure, og at de ikke har indgivet en anmodning med henblik på nedsættelse af deres bøder af denne grund. Deres situation kan således ikke sammenlignes med Interdeans. Herefter skal det bemærkes, at indgivelsen af en anmodning med henblik på at opnå bødenedsættelse ikke udgør et simpelt formelt krav, men et krav der, såfremt det ikke er opfyldt, medfører, at der ikke kan finde nogen gyldig vurdering af den økonomiske situation sted, idet Kommissionen i så fald ikke råder over de relevante oplysninger, såsom den pågældende virksomheds interne oplysninger, som gør det muligt at vurdere dens økonomiske levedygtighed.

177    Følgelig skal sagsøgernes sidste anbringende og Team Relocations påstand om, at Kommissionen tilpligtes at redegøre for de forhold, den har taget i betragtning, da den indrømmede Interdean en nedsættelse på 70% af bøden, forkastes.

178    Da alle sagsøgerens anbringender er blevet forkastet, bør Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

179    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Team Relocations NV, Amertranseuro International Holdings Ltd, Trans Euro Ltd og Team Relocations Ltd betaler sagens omkostninger.

Papasavvas Wahl Dittrich

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juni 2011.

Underskrifter

Indhold

Faktiske omstændigheder

1.  Sagens genstand

2.  Sagsøgerne

3.  Den administrative procedure

4.  Beslutningen

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Det første anbringende vedrørende den omstændighed, at Team Relocations ikke har deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse, der beskrives i beslutningen

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Begrebet samlet og vedvarende overtrædelse

Om kvalificeringen af den pågældende overtrædelse

–  Om der foreligger en samlet plan med et fælles mål

–  Om Team Relocations tilsigtede bidrag til den samlede plan

–  Om Team Relocations kendskab til den ulovlige adfærd

2.  Det andet anbringende vedrørende beregningen af værdien af Team Relocations afsætning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Om værdien af den relevante afsætning

Om de flytninger, der blev betalt af privatpersoner

3.  Det tredje anbringende vedrørende anvendelse af en sats på 17% på værdien af Team Relocations afsætning ved fastsættelsen af bødens grundbeløb

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Om forpligtelsen til at fastlægge bødens grundbeløb i forhold til Team Relocations individuelle rolle

Om den hævdede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Om den hævdede manglende begrundelse

4.  Det fjerde anbringende vedrørende manglende grundlag for multiplikation af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

5.  Det femte anbringende vedrørende manglende grundlag for opkrævningen af et tillægsbeløb

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

6.  Det sjette anbringende vedrørende forekomsten af formildende omstændigheder

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Om deltagelsen i indførelsen de konkurrencebegrænsende ordninger

Om Team Relocations hævdede begrænsede deltagelse i overtrædelsen

Om den hævdede tilladelse til adfærden

7.  Team Relocations syvende anbringende og Amertranseuro-koncernens første anbringende vedrørende Amertranseuros manglende tilregnelse for overtrædelserne begået af Team Relocations

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Om Amertranseuro-koncernens medlemmers pålæggelse af ansvar for overtrædelser begået af Team Relocations

Om Kommissionens hævdede »asymmetriske« tilgang

Om argumenterne vedrørende Amertranseuros anden påstand

Om bødens hævdede uforholdsmæssighed

8.  Team Relocations ottende anbringende og Amertranseuro-koncernens andet anbringende vedrørende sagsøgernes manglende betalingsevne og magtfordrejning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.