Language of document : ECLI:EU:C:2013:147

Sag C-607/11

ITV Broadcasting Ltd m.fl.

mod

TV Catchup Ltd

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales) (Chancery Division))

»Direktiv 2001/29/EF – artikel 3, stk. 1 – tredjemands spredning over internettet af udsendelser fra kommercielle fjernsynsforetagender – »Live streaming« – overføring til almenheden«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 7. marts 2013

Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – overføring til almenheden – begreb – en tredjemands spredning over internettet af kommercielle fjernsynsforetagende udsendelser – omfattet – retransmission, der sker med vinding for øje, og som foretages af en organisation, der er konkurrent til den oprindelige – irrelevans

(Direktiv 2001/29, art. 3, stk. 1)

Begrebet »overføring til almenheden« i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at det omfatter en retransmission af værker, der medtages i en jordbaseret tv-udsendelse

–      der foretages af en anden organisation end det oprindelige fjernsynsforetagende

–      ved hjælp af streaming over internettet, der stilles til rådighed for denne organisations abonnenter, som kan modtage denne retransmission ved at logge sig på organisationens server

–      selv om disse abonnenter befinder sig i modtageområdet for den pågældende jordbaserede tv-udsendelse og lovligt kan modtage denne på en tv-modtager.

En tilrådighedsstillelse af værker gennem en viderespredning på internettet af en jordbaseret tv-udsendelse sker ved at følge en særlig teknisk fremgangsmåde, der er forskellig fra den oprindelige overføring. Den må således anses for en »overføring« i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29. En sådan viderespredning kan ikke anses for et rent teknisk middel til at sikre eller forbedre modtagelsen af den oprindelige udsendelse i modtageområdet. Følgelig må en sådan viderespredning ikke foretages uden tilladelse fra ophavsmændene til de værker, der viderespredes, når disse overføres til almenheden.

I denne forbindelse angiver begrebet almenhed, som artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 henviser til, et ubestemt antal potentielle modtagere og indebærer desuden et betydeligt antal personer. Hvad særligt angår dette sidstnævnte kriterium skal der tages hensyn til den kumulative virkning af, at værkerne stilles til rådighed for de potentielle modtagere. I denne sammenhæng er det uden betydning, om de potentielle modtagere opnår adgang til de kommunikerede værker ved hjælp af en en-til-en-forbindelse. Denne teknik hindrer nemlig ikke et betydeligt antal personer i at have sideløbende adgang til det samme værk.

Endvidere er betingelsen om et »nyt publikum« ikke relevant i tilfælde af en sideløbende tilrådighedsstillelse på internettet af værker i en jordbaseret tv-udsendelse. I et sådant tilfælde foretages hver enkelt af disse transmissioner nemlig under specifikke tekniske forhold efter en forskellig form for transmission af de beskyttede værker, og hver enkelt er rettet mod et publikum.

Denne fortolkning af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 påvirkes hverken af den omstændighed, at en retransmission finansieres af reklamer og således sker med vinding for øje, eller af den omstændighed, at en retransmission foretages af en organisation, der er i direkte konkurrence med den oprindelige.

Det forhold, at der foreligger vinding for øje, er nemlig ikke afgørende for, om en sådan retransmission kan kvalificeres som en »overføring« i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.

(jf. præmis 26, 27, 30, 32-34, 39, 40, 43, 44 og 47 samt domskonkl.)