Language of document :

Sag anlagt den 30. november 2016 – Europa-Kommissionen mod Den Slovakiske Republik

(Sag C-626/16)

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Sanfrutos Cano og A. Tokár, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Slovakiske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Slovakiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, idet den ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-311/11, Kommissionen mod Slovakiet, hvorved Domstolen fastslog, at Den Slovakiske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra a)-c), i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald 1 .

Den Slovakiske Republik tilpligtes at indbetale følgende beløb til Kommissionen på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter«:

En tvangsbøde på 6 793,80 EUR for hver dags forsinkelse med Den Slovakiske Republiks vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-331/11, Kommissionen mod Slovakiet, regnet fra afsigelsen af dommen i nærværende sag, indtil Den Slovakiske Republik har vedtaget de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-331/11, Kommissionen mod Slovakiet.

Et fast beløb på 743,60 EUR pr. dag, med et samlet minimumsbeløb på i alt 939 000 EUR, for hver dags forsinkelse med Den Slovakiske Republiks vedtagelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre opfyldelse af Domstolens dom i sag C-331/11, Kommissionen mod Slovakiet, regnet fra afsigelsen af denne dom den 25. april 2013:

indtil datoen for afsigelse af dom i nærværende sag, eller

indtil Den Slovakiske Republik har vedtaget de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-331/11, Kommissionen mod Slovakiet, såfremt dato herfor er tidligere end datoen for afsigelse af dom i nærværende sag.

3.    Den Slovakiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 25. april 2013 afsagde Domstolen dom i sag C-331/11, Kommissionen mod Slovakiet, hvorved den fastslog, at Den Slovakiske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra a)-c), i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, idet den havde tilladt drift af deponeringsanlægget Žilina – Považský Chlmec uden en overgangsplan, og uden at der var truffet en endelig afgørelse om, hvorvidt deponeringsanlægget kunne fortsætte sin drift på grundlag af en godkendt overgangsplan.

Den Slovakiske Republik erklærede under den forudgående administrative procedure, at den havde til hensigt at opfylde Domstolens dom i sag C-331/11, idet den ville lukke deponeringsanlægget Žilina – Považský Chlmec, og at den allerede havde truffet visse foranstaltninger med henblik herpå.

Europa-Kommissionen konkluderede imidlertid, at uanset Den Slovakiske Republiks erklæringer var de foranstaltninger, der var nødvendige for opfyldelsen af Domstolens dom i sag C-331/11, endnu ikke blevet vedtaget. Europa-Kommissionen besluttede derfor at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

____________

1     EFT 1999, L 182, s. 1.