Language of document : ECLI:EU:C:2012:778

Sag C-441/11 P

Europa-Kommissionen

mod

Verhuizingen Coppens NV

»Appel – konkurrence – karteller – artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – det belgiske marked for internationale flyttetjenester – kartel, der omfatter tre enkeltaftaler – samlet vedvarende overtrædelse – manglende bevis for en deltager i en enkeltaftales kendskab til de andre enkeltaftaler – hel eller delvis annullation af Kommissionens beslutning – artikel 263 TEUF og 264 TEUF«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 6. december 2012

1.        Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – delvis annullation af en EU-retsakt – betingelse – fuldstændig annullation af en beslutning fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, og der pålægges en bøde til trods for den sagsøgende virksomheds anerkendelse af ansvaret for en del af den konkurrencebegrænsende adfærd – ikke tilladt

(Art. 81, stk. 1, EF; art. 264, stk. 1, TEUF)

2.        Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der udgør en enkelt overtrædelse – en virksomhed kan tilregnes ansvar for hele overtrædelsen – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.        Appel – appellanten givet medhold – Domstolen træffer endelig afgørelse

(Statutten for Domstolen, art. 61, stk. 1)

4.        Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, hvorved der fastslås en samlet overtrædelse – bevis for en virksomheds deltagelse påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.        Karteller – forbud – overtrædelser – bevis – Kommissionens bevisbyrde – bevis ført ved et vist antal indicier og sammenfaldende omstændigheder, som beviser forekomsten og varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd – manglende bevis for bestemte perioder i hele den pågældende periode – ingen betydning

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.        Karteller – en virksomheds deltagelse i en konkurrencebegrænsende praksis – tilstrækkeligt til at pådrage virksomheden ansvar for en stiltiende godkendelse, såfremt den hverken har taget offentligt afstand eller underrettet de kompetente myndigheder

(Art. 81, stk. 1, EF)

7.        Konkurrence – bøder – størrelse – domstolsprøvelse – fuld prøvelsesret – rækkevidde – begrænsning – overholdelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling

(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, andet afsnit, art. 23, stk. 3, og art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

8.        Retslig procedure – sagsomkostninger – den vindende part pålagt at bære sine egne omkostninger og betale en del af sagsøgernes omkostninger

(Domstolens procesreglement, art. 138, stk. 1 og 3, og art. 184, stk. 1 og 2)

1.        Den blotte omstændighed, at Retten tager et anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sit annullationssøgsmål, til følge, giver den ikke ret til automatisk at annullere den anfægtede retsakt i sin helhed. En fuldstændig annullation kan således ikke fastholdes, når det er åbenlyst, at det nævnte anbringende, der udelukkende vedrører et konkret forhold i den omhandlede retsakt, blot kan begrunde en delvis annullation. En EU-retsakt kan imidlertid kun annulleres delvist, hvis de elementer, der påstås annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af beslutningen. Dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af en retsakt bevirker, at det materielle indhold ændres, hvilket er baseret på et objektivt og ikke et subjektivt kriterium, der har sammenhæng med den politiske vilje hos den myndighed, som har vedtaget den pågældende retsakt.

Når der er tale om en beslutning fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, er det kun muligt at opdele en sådan beslutning, hvis for det første den sagsøgende virksomhed under den administrative procedure blev sat i stand til at forstå, at den også blev foreholdt hver enkelt adfærd, som kartellet består af, og derfor at forsvare sig desangående, og hvis den nævnte beslutning for det andet er tilstrækkeligt klar i denne henseende. Det følger heraf, at Unionens retsinstanser, hvis de fastslår, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at en virksomhed i forbindelse med sin deltagelse i en af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, havde kendskab til den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige karteldeltagere havde udvist med de samme mål for øje, eller med rimelighed kunne forudse denne adfærd og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, heraf alene må udlede den følge, at denne virksomhed ikke kan gøres ansvarlig for den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd og derfor den samlede og vedvarende overtrædelse i sin helhed, og at den anfægtede beslutning derfor må anses for at savne grundlag i denne udstrækning.

Under disse omstændigheder begår Retten en retlig fejl, når den annullerer en beslutning fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, i sin helhed med hensyn til en virksomhed, selv om sidstnævntes deltagelse i en del af kartellet og den omstændighed, at dette i sig selv kan udgøre en overtrædelse af artikel 81 EF, ikke drages i tvivl af Retten.

(jf. præmis 37, 38, 46, 47 og 54)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 41-44)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55 og 56)

4.        For at godtgøre, at en virksomhed har deltaget i gennemførelsen af en samlet overtrædelse, skal Kommissionen føre bevis for, at denne virksomhed havde til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte, og at den havde kendskab til den konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

Kommissionen opfylder ikke disse krav, når den mener at kunne antage, at en virksomhed har et sådant kendskab, idet den bl.a. finder, at selskabet ikke har benægtet, at det blev underrettet om den pågældende aftale, og Kommissionen endvidere udtrykkelig har erkendt, at dens beslutning ikke bygger på konkrete beviser i denne henseende.

(jf. præmis 60 og 66)

5.        Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, må i de fleste tilfælde udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Sådanne indicier og sammenfaldende omstændigheder kan ikke kun give oplysninger om den blotte forekomst af konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, men også om varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd eller om perioden for anvendelse af en aftale indgået i strid med konkurrencereglerne. Hvad angår det manglende bevis for en aftales eksistens i løbet af bestemte perioder eller i det mindste med hensyn til en virksomheds gennemførelse af den i en given periode skal det bemærkes, at den omstændighed, at der ikke blev fremlagt et sådant bevis for visse bestemte perioder, ikke er til hinder for, at overtrædelsen anses for at foreligge i en periode, der samlet set er længere end denne, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier. I forbindelse med en overtrædelse, der udstrækker sig over flere år, er den omstændighed, at kartellet viser sig under forskellige perioder, som kan adskilles af længere eller kortere mellemrum, fortsat uden betydning for, at dette kartel eksisterer, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et enkelt formål og er omfattet af en samlet og vedvarende overtrædelse.

(jf. præmis 70-72)

6.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 73)

7.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 79-82)

8.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 83-85)