Language of document : ECLI:EU:T:2012:558





Rettens kendelse (Syvende Afdeling) af 19. oktober 2012 – Ellinika Nafpigeia og Hoern mod Kommissionen

(Sag T-466/11)

»Annullationssøgsmål – statsstøtte – skibsbygning – støtte ydet af de græske myndigheder til et skibsværft – gennemførelsesforanstaltninger i Kommissionens beslutning om uforenelighed og anordning af tilbagesøgning af støtten – afvisning«

1.                     Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – stævningen ikke tilstrækkelig klar og præcis – afvisning [Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)] (jf. præmis 19-22)

2.                     Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – tidspunktet, hvor sagsøgeren modtog meddelelse om den anfægtede retsakt fra de nationale myndigheder – kendskab til retsaktens nøjagtige indhold – søgsmålet anlagt efter fristens udløb – afvisning (art. 263, stk. 6, TEUF; Rettens procesreglement, art. 102, stk. 2) (jf. præmis 24-26)

3.                     Retslig procedure – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – krav om fremlæggelse af dokumenter – dokumenter, der udgør den anfægtede afgørelse – dokumenter, der ikke er blevet identificeret af sagsøgeren – afvisning af anmodningen [Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 64 og 65] (jf. præmis 28 og 29)

Angående

Påstand om annullation af Kommissionens skrivelse K(2010) 8274 endelig af 1. december 2010 vedrørende »statsstøtte CR 16/2004 – gennemførelse af den negative beslutning og tilbagesøgning af støtten ydet til selskabet [Ellinika Nafpigeia AE] – Grækenlands påberåbelse af artikel 346, stk. 1, litra b), TEUF og en procedure i henhold til artikel 348, stk. 1, TEUF«, således som suppleret af sagsakterne og øvrige dokumenter i sagen, som sagsøgerne fik delvist kendskab til i juni 2011.

Konklusion

1)

Sagen afvises.

2)

Det er ufornødent at tage stilling til Nafpigikes kai viomichanikes epicheiriseis Elefsinas’ interventionsbegæring.

3)

Ellinika Nafpigeia AE og 2. Hoern Beteiligungs GmbH bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

4)

Intervenienten Nafpigikes kai viomichanikes epicheiriseis Elefsinas bærer sine egne omkostninger.