Sag C-20/12

Elodie Giersch m.fl.

mod

État du Grand-Duché de Luxembourg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif (Luxembourg))

»Fri bevægelighed for personer – ligebehandling – sociale fordele – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 7, stk. 2 – økonomisk støtte til videregående uddannelse – krav om bopæl i den medlemsstat, som tildeler støtten – afslag på at tildele støtten til studerende, der er unionsborgere, men ikke er bosiddende i den pågældende medlemsstat, og hvis fader eller moder, der er grænsearbejdere, arbejder i nævnte medlemsstat – indirekte forskelsbehandling – begrundelse – mål om at øge antallet af bosiddende personer, som har afsluttet en videregående uddannelse – egnet karakter – proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2013

Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele – national lovgivning, hvorefter ydelsen af økonomisk støtte til videregående uddannelse gøres betinget af opfyldelsen af et krav om bopæl på det nationale område – afslag på at tildele støtten til studerende, der er unionsborgere, og som ikke er bosiddende på det nationale område, og hvis ene forælder er grænsearbejder – indirekte forskelsbehandling – begrundelse – forøgelse af antallet af bosiddende personer, der har afsluttet en videregående uddannelse – lovgivningens uegnede karakter

(Rådets forordning nr. 1612/68, som ændret ved direktiv 2004/38, art. 7, stk. 2)

Artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at den i princippet er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter tildelingen af økonomisk støtte til videregående uddannelse gøres betinget af, at den studerende opfylder et krav om bopæl i denne medlemsstat, og hvorved der er indført en forskelsbehandling, der udgør en indirekte forskelsbehandling, mellem de personer, som er bosiddende i den pågældende medlemsstat, og de personer, der, uden at være bosiddende i denne medlemsstat, er børn af grænsearbejdere, som arbejder i nævnte medlemsstat.

Selv om målet om at øge antallet af bosiddende personer, der har afsluttet en videregående uddannelse, med henblik på at fremme udviklingen af samme medlemsstats økonomi udgør et lovligt formål, som kan begrunde en sådan forskelsbehandling, og selv om et bopælskrav som det, der er fastsat ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, er egnet til at sikre opfyldelsen af nævnte mål, går et sådant krav imidlertid ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, det forfølger, for så vidt som kravet er til hinder for, at der tages hensyn til andre omstændigheder, der potentielt kan være udtryk for den reelle grad af tilknytning, som ansøgeren til nævnte økonomiske støtte har til den pågældende medlemsstats samfund eller arbejdsmarked, såsom den omstændighed, at den ene af forældrene, som fortsat forsørger den studerende, er en grænsearbejder, der har en varig beskæftigelse i denne medlemsstat og allerede har arbejdet i sidstnævnte igennem en betydelig periode.

(jf. præmis 83 og domskonkl.)