Sag C‑399/11

Stefano Melloni

mod

Ministerio Fiscal

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Constitucional (Spanien))

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – den europæiske arrestordre – procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – afgørelser truffet efter en retssag, under hvilken den pågældende ikke selv var til stede – fuldbyrdelse af en dom afsagt in absentia – mulighed for fornyet prøvelse af dommen«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2013

1.        Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – regler om proceduren – anvendelse på tvister, der verserer på reglernes ikrafttrædelsestidspunkt – artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 – anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser afsagt i forbindelse med en overgivelsesprocedure, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a og art. 8, stk. 2)

2.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er afsagt in absentia – fuldbyrdelsen undergivet en betingelse om en mulighed for fornyet prøvelse af dom, afsagt in absentia, i den udstedende medlemsstat – uforenelighed

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

3.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er afsagt in absentia – forpligtelse til overgivelse under de betingelser, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2009/584 – tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 48, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

4.        Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – beskyttelsesniveau – grundlæggende rettigheder, der er sikret i en medlemsstat forfatning – europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er idømt in absentia – mulighed for en stat under henvisning til retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar, der er garanteret ved dens forfatning, at undergive overgivelsen betingelsen om en mulighed for fornyet prøvelse af dommen i den udstedende medlemsstat – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 53; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 31 og 32)

2.        Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i de tilfælde, der er anført i denne bestemmelse, betinger fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, af, at domfældelsen, afsagt in absentia, kan prøves på ny i den udstedende medlemsstat.

Den løsning, som EU-lovgiver har valgt, der består i en udtømmende opregning af de situationer, hvor fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på overgivelse til fuldbyrdelse af en dom, afsagt in absentia, ikke skal anses for at udgøre et indgreb i retten til forsvar, er ikke forenelig med, at der opretholdes en mulighed for den fuldbyrdende judicielle myndighed til at betinge fuldbyrdelsen af, at den omhandlede dom kan prøves på ny for at sikre den pågældendes ret til forsvar.

(jf. præmis 44, 46 og domskonkl. 1)

3.        Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, tilsidesætter hverken retten til effektiv domstolsbeskyttelse, retten til en retfærdig rettergang eller retten til forsvar, der er garanteret i artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og er derfor forenelig med de krav, der følger af disse artikler.

Selv om den anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen udgør et vigtigt element af retten til en retfærdig rettergang, er denne ret således ikke absolut. Den anklagede kan af egen fri vilje udtrykkeligt eller stiltiende give afkald på denne ret, under forudsætning af at afståelsen er sket utvetydigt, at de nødvendige garantier i forhold til rettighedens betydning sikres, og at afståelsen ikke er i strid med væsentlige samfundsinteresser.

Den harmonisering af betingelserne for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser, som er afsagt under en retssag, hvor den berørte ikke selv var til stede, der er foretaget ved rammeafgørelse 2009/299, tilsigter endvidere, som anført i afgørelsens artikel 1, at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, og samtidig at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstater.

(jf. præmis 49, 51, 53 og 54 samt domskonkl. 2)

4.        Artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den ikke tillader den fuldbyrdende medlemsstat at betinge overgivelsen af en person, der er dømt in absentia, af, at domfældelsen kan prøves på ny i den udstedende medlemsstat, med henblik på at undgå en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang og af retten til forsvar, der er garanteret ved dens forfatning.

En anden fortolkning af chartrets artikel 53 er nemlig i strid med princippet om EU-rettens forrang, idet den tillader, at en medlemsstat hindrer anvendelsen af EU-retsakter, der er fuldt ud i overensstemmelse med chartret, når de ikke respekterer de grundlæggende rettigheder, der er garanteret i denne stats forfatning.

Chartrets artikel 53 bekræfter ganske vist, at når en EU-retsakt henviser til nationale gennemførelsesforanstaltninger, har de nationale retter fortsat beføjelse til at anvende deres nationale niveauer for beskyttelse af grundlæggende rettigheder, forudsat at denne anvendelse hverken strider mod det beskyttelsesniveau, der er fastsat i chartret, som fortolket af Domstolen, eller EU-rettens forrang, enhed og effektivitet. Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299, giver imidlertid ikke medlemsstaterne beføjelse til at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når den berørte person befinder sig i en af de fire situationer, der er opregnet i denne bestemmelse.

Såfremt det tillades en medlemsstat at påberåbe sig chartrets artikel 53 for at undergive overgivelsen af en person, der er dømt in absentia, en betingelse, der ikke er fastsat i rammeafgørelse 2009/299, om, at domfældelsen kan prøves på ny i den udstedende medlemsstat, med henblik på at undgå en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang og af retten til forsvar, der er garanteret i den fuldbyrdende medlemsstats forfatning, vil dette – idet der rejses tvivl om den ensartede anvendelse af det beskyttelsesniveau, der er fastsat i denne rammeafgørelse – indebære en tilsidesættelse af principperne om gensidig tillid og gensidig anerkendelse, som denne afgørelse tilsigter at forankre, og dermed hindres effektiviteten af den nævnte rammeafgørelse.

(jf. præmis 58, 60, 61, 63 og 64 samt domskonkl. 3)