Language of document : ECLI:EU:C:2004:614

Sag C-36/02

Omega Spielhallen- und Automatenaufstellungs-GmbH

mod

Oberbürgermeisterin der Bundesstadt Bonn

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

»Fri udveksling af tjenesteydelser – frie varebevægelser – restriktioner – den offentlige orden – menneskelig værdighed – beskyttelse af grundlæggende værdier i den nationale forfatning – »fiktivt drabsspil««

Sammendrag af dom

1.        Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – begrundet i hensynet til den offentlige orden – foranstaltningernes nødvendighed og forholdsmæssighed – forskellige beskyttelsessystemer i andre medlemsstater – uden betydning

(Art. 46 EF et 49 EF)

2.        Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – national lovgivning, der forbyder kommercielle spil med simulering af drabshandlinger – begrundelse – beskyttelse af den offentlige orden – respekten for menneskelig værdighed som almindeligt retsprincip

(Art. 46 EF et 49 EF)

1.        Mens restriktive foranstaltninger for fri udveksling af tjenesteydelser kun kan begrundes i hensynet til den offentlige orden, hvis de er nødvendige for at beskytte de interesser, som de skal sikre, og kun såfremt disse mål ikke kan nås ved mindre indgribende foranstaltninger, er det ikke herved nødvendigt, at den restriktive foranstaltning, der er truffet af en medlemsstats myndigheder, svarer til en opfattelse, der er fælles for samtlige medlemsstater med hensyn til de nærmere bestemmelser for beskyttelse af den pågældende grundlæggende rettighed eller legitime interesse. Det forholder sig således, at blot fordi en medlemsstat har valgt en beskyttelsesordning, der er forskellig fra den, en anden medlemsstat har indført, er det ikke udelukket, at de på området fastsatte bestemmelser er nødvendige og forholdsmæssige.

(jf. præmis 36-38)

2.        Fællesskabsretten er ikke til hinder for, at en erhvervsmæssig virksomhed, der består i kommercielle spil med simulering af drabshandlinger, gøres til genstand for en national forbudsforanstaltning, der er truffet af hensyn til beskyttelse af den offentlige orden, fordi denne virksomhed krænker den menneskelige værdighed.

Nævnte foranstaltning kan ikke anses for en foranstaltning, der ubegrundet begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, da beskyttelsen af grundlæggende rettigheder for det første er et legitimt hensyn, som i princippet kan begrunde indskrænkninger i de forpligtelser, der er pålagt ved fællesskabsretten, hvilket også gælder for forpligtelser, der følger af en i traktaten garanteret grundlæggende frihed, såsom fri udveksling af tjenesteydelser, da det er fastslået, at Fællesskabets retsorden ubestrideligt tilsigter at sikre respekten for menneskelig værdighed som almindeligt retsprincip, og den pågældende foranstaltning for det andet er i overensstemmelse med det beskyttelsesniveau for menneskelig værdighed, som den nationale forfatning sikrer på den pågældende medlemsstats område, og ikke går ud over, hvad der var nødvendigt for at nå det mål.

(jf. præmis 34, 35 og 39-41 samt domskonkl.)