FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 19. september 2013 (1)

Forenede sager C-231/11 P, C-232/11 P og C-233/11 P

Europa-Kommissionen

mod

Siemens Österreich m.fl. (sag C-231/11 P)

Siemens Transmission & Distribution Ltd (sag C-232/11 P)

og

Siemens Transmission & Distribution SA

og

Nuova Magrini Galileo SpA (sag C-233/11 P)

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – karteller – markedet for projekter angående gasisolerede koblingsanlæg – solidarisk hæftelse for betaling af bøder – Kommissionens og de nationale domstoles ansvarsområde – begrebet virksomhed – princippet om individuelle straffe og sanktioner – Rettens fulde prøvelsesret – reglen om ne ultra petita – kontradiktionsprincippet – proportionalitetsprincippet – ligebehandlingsprincippet«

1.        De tre appeller, der er genstand for de foreliggende forenede sager, er alle blevet iværksat med påstand om delvis ophævelse af Rettens dom af 3. marts 2011, Siemens AG Österreich m.fl. mod Kommissionen (2) (herefter »den appellerede dom«). Med denne dom har Retten delvist annulleret og efterfølgende ændret Kommissionens beslutning K(2006) 6762 endelig (3) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvormed Kommissionens konstaterede, at der forelå et konkurrencebegrænsende kartel inden for sektoren for projekter angående gasisoleret koblingsanlæg (»gas insulated switch gear«) (herefter »GIS«) (4), og pålagde en række bøder til de i kartellet deltagende virksomheder.

2.        Den første appel, iværksat af Kommissionen i sag C-231/11 P, rejser et vigtigt retligt spørgsmål, hvis besvarelse dels kan have indvirkning på den institutionelle balance mellem Unionens og medlemsstaternes organer, idet den vedrører de respektive ansvarsområder for Kommissionen og de nationale domstole, dels kan få betydelige indvirkninger på Kommissionens praktiske anvendelse af Unionens konkurrenceregler. Nærmere bestemt har Kommissionen med sin appel anfægtet Rettens dom, for så vidt som Retten, når denne institution pålægger flere personer bøder solidarisk som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne, anerkender Kommissionens kompetence og forpligtelse til at fastsætte de interne forhold mellem de solidariske debitorer for den af Kommissionen pålagte bøde (dvs. de såkaldte interne solidaritetsforhold (5)) og således for hvert enkelt retssubjekt, der bliver pålagt solidarisk hæftelse, vedkommendes respektive kvoteandel af bødebeløbet (6).

3.        Den anden (sag C-232/11 P) og tredje (sag C-233/11 P) appelsag er derimod iværksat af tre selskaber, der er blevet sanktioneret for deltagelse i kartellet i GIS-sektoren, og med appellerne anfægtes i det væsentlige de bøder, som Retten har pålagt dem under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret.

I –    Faktiske omstændigheder

A –    Appellanterne

4.        Appellanterne i den anden og tredje appelsag er tre selskaber, for hvilke deltagelsen i kartellet ikke er blevet bestridt, og som i løbet af kartellets periode, dvs. mellem 1988 og 2004, var genstand for en lang række komplekse selskabsændringer, som skal gennemgås kort.

5.        I særdeleshed var appellanten i sag C-232/11 P – Siemens Transmission & Distribution Ltd (på daværende tidspunkt Reyrolle Ltd og senere VA Tech Reyrolle Ltd, herefter »Reyrolle«) – i perioden fra 1988 til 1998 et datterselskab i Rolls-Royce koncernen. Den 20. september 1998 blev datterselskabet opkøbt af VA Technologie AG (herefter »VA Technologie«), som den 13. marts 2001 selv overdrog det – gennem det helejede datterselskab VA Tech Transmission & Distribution GmbH & Co. KEG (herefter »KEG«) – som indskud i det nye selskab VA Tech Schneider High Voltage GmbH (herefter »VAS«). VAS var oprindeligt kontrolleret 60% af VA Technologie og 40% af Schneider Electric SA (herefter »Schneider«) (7).

6.        De to appellanter i sag C-233/11 P – Siemens Transmission & Distribution SA (herefter »SEHV«) og Nuova Magrini Galileo SpA (herefter »Magrini«) – var indtil marts 2001 helejet af Schneider. Som et led i etableringen af VAS indskød Schneider de to selskaber på denne dato (8).

7.        I oktober 2004 opkøbte VA Technologie gennem KEG hele aktiekapitalen i VAS af Schneider (9). Endelig opkøbte Siemens AG i 2005 gennem sit datterselskab Siemens AG Österreich (herefter »Siemens Österreich«) enekontrollen i den koncern, hvori VA Technologie var det ledende selskab (koncernen omfattede VAS, Reyrolle, SEHV, Magrini og KEG, herefter samlet »VA Tech-koncernen«). Efter denne erhvervelse af kontrol fusionerede VA Technologie – og derefter VAS – med Siemens Österreich (10).

B –    Den administrative procedure og den anfægtede beslutning

8.        Det fremgår af den appellerede doms præmis 4-11, at som følge af en begæring om bødefritagelse fremsat i marts 2004 (11), hvori det blev oplyst, at der forelå konkurrencebegrænsende praksis i GIS-sektoren, iværksatte Kommissionen en undersøgelse og udførte kontrolbesøg i lokalerne for de selskaber i VA Tech-koncernen, hvori appellanterne i den foreliggende sag indgik. Efterfølgende vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, der blev meddelt 20 selskaber, herunder appellanterne.

9.        Den 24. januar 2007 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning. I beslutningen konstaterede Kommissionen, at inden for rammerne af kartellet angående GIS havde de deltagende virksomheder bl.a. indgået aftale om fordelingen af markederne på verdensplan (12), fastsættelsen af priser og udvekslingen af følsomme oplysninger. Endvidere konstaterede Kommissionen, at kartellet havde eksisteret fra den 15. april 1988 til den 11. maj 2004, men at selskaberne i VA Tech-koncernen ikke have deltaget i kartellet fra december 2000 til april 2002 (13). På baggrund af disse konstateringer pålagde Kommissionen de i kartellet deltagende virksomheder en række bøder.

10.      Kommissionen konstaterede i den anfægtede beslutnings artikel 1, litra m), q) og r), i særdeleshed, at Reyrolle, SEHV og Magrini havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 15. april 1988 til den 13. december 2000 og fra den 1. april 2002 til den 11. maj 2004. Kommissionen konstaterede i den anfægtede beslutnings artikel 1, litra p) og t), at Siemens Österreich og KEG havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 20. september 1998 til den 13. december 2000 og fra den 1. april 2002 til den 11. maj 2004. Kommissionen konstaterede i den anfægtede beslutnings artikel 1, litra n), at Schneider havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 15. april 1988 til den 13. december 2000.

11.      I henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2 pålagde Kommissionen som følge af ovennævnte overtrædelser følgende bøder:

»[…]

j)      [Schneider]: 3 600 000 EUR

k)      [Schneider] solidarisk med [SEHV] og [Magrini]: 4 500 000 EUR

l)      [Reyrolle]: 22 050 000 EUR, hvoraf

i)      solidarisk med [SEHV] og [Magrini]: 17 500 000 EUR, og

ii)      solidarisk med [Siemens Österreich] og [KEG]: 12 600 000 EUR«.

C –    Retslig procedure i første instans

12.      Som det beskrives mere detaljeret i det følgende annullerede Retten, ved hvilken de selskaber, der havde været en del af VA Tech-koncernen, havde anlagt sag til prøvelse af den anfægtede beslutning, først og fremmest denne beslutning for så vidt angår de dele, der vedrører de bøder, der er blevet pålagt appellanterne (14). Under udøvelse af sin fulde prøvelsesret ændrede Retten efterfølgende beslutningen ved også at fastsætte de forskellige kvoteandele af bødebeløbene, som hvert selskab skal afholde i de interne forhold mellem solidariske debitorer (15).

13.      Punkt 2 og 3 i domskonklusionen til den appellerede dom har derfor følgende ordlyd:

»2)      Artikel 2, litra j), k) og l), i [den anfægtede] beslutning annulleres.

3)      For de i artikel 1, litra m), p), q), r) og t), i [den anfægtede] beslutning fastslåede overtrædelser pålægges følgende bøder:

–      [SEHV] og [Magrini] solidarisk med [Schneider]: 8 100 000 EUR

–      [Reyrolle] solidarisk med [Siemens Österreich], [KEG], [SEHV] og [Magrini]: 10 350 000 EUR

–      [Reyrolle] solidarisk med [Siemens Österreich] og [KEG]: 2 250 000 EUR

–      [Reyrolle]: 9 450 000 EUR.«

II – Sagen for Domstolen

14.      Ved appelskrift af 13. maj 2011 iværksatte Kommissionen appel i sag C-231/11 P og nedlagde påstand om delvis ophævelse af den appellerede dom. Ved særskilte appelskrifter af 17. maj 2011 iværksatte også Reyrolle på den ene side og SEHV og Magrini på den anden side appel i henholdsvis sag C-232/11 P og C-233/11 P med påstand om delvis ophævelse af den appellerede dom.

15.      Ved kendelse af 1. juli 2011 besluttede Domstolens præsident at forene disse tre sager med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

16.      Der blev afholdt mundtlig forhandling den 2. maj 2013.

III – Appellen iværksat af Kommissionen i sag C-231/11 P

17.      Til støtte for sin appel har Kommissionen fremsat syv anbringender, som alle, om end fra forskellige indgangsvinkler, tilsigter at anfægte den appellerede dom, for så vidt som Retten har fastslået, at det udelukkende tilkommer Kommissionen at fastsætte de interne forhold mellem debitorerne for en bøde, som er pålagt solidarisk på flere retssubjekter som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne, og for så vidt som Retten – ved konkret at drage konklusionerne af dette principudsagn – har fastsat de respektive kvoteandele af bøden for de forskellige selskaber, der er blevet pålagt solidarisk hæftelse for betaling af bøden.

18.      Inden en detaljeret gennemgang af de forskellige anbringender fremsat af Kommissionen skal der kort redegøres for de grundlæggende elementer i det ræsonnement, der er blevet fulgt af Retten i de dele af dommen, som er genstand for appel, og efterfølgende tages stilling til en række præliminære spørgsmål vedrørende appellens genstand og rækkevidde. Besvarelsen af disse spørgsmål kan berøre formaliteten vedrørende appellen og dens relevans.

A –    Den appellerede dom

19.      I den appellerede dom redegør Retten i første omgang i præmis 137-167 for grundene til, at den annullerer den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører de bøder, der er blevet pålagt appellanterne. Efter at have undersøgt og godkendt Kommissionens undersøgelse vedrørende i særdeleshed fastsættelsen af de forskellige selskaber, som er ansvarlige for adfærden udvist af de i kartellet deltagende virksomheder (16), behandler Retten spørgsmålet vedrørende beregningen af bøder, som skal pålægges disse selskaber (17). I den appellerede dom tager Retten i præmis 150-151 udgangspunkt i en række principper, som udledes af retspraksis. I præmis 153-159 foretager Retten en række betragtninger vedrørende den solidariske hæftelse i interne forhold mellem solidariske debitorer. Kommissionens appel er udtrykkeligt iværksat til prøvelse af disse betragtninger.

20.      Nærmere bestemt anfører Retten, at det følger af princippet om individuelle straffe og sanktioner, at alle selskaber af den beslutning, som pålægger dem en bøde, der skal betales solidarisk med et eller flere andre selskaber, skal kunne udlede den kvoteandel, som de skal bære i forhold til de øvrige solidariske debitorer, når Kommissionen er fyldestgjort. I denne henseende skal Kommissionen bl.a. fastlægge de perioder, hvori de berørte selskaber er (med)ansvarlige for den ulovlige adfærd hos de virksomheder, der har deltaget i kartellet, og i givet fald omfanget af hvert af disse selskabers ansvar for denne adfærd. Retten anser endvidere begrebet »solidarisk hæftelse for betaling af bøder« for et selvstændigt EU-retligt begreb, som skal fortolkes med henvisning til formålene i konkurrenceretten (18).

21.      I denne sammenhæng er Retten af den opfattelse, at den beslutning, hvorved Kommissionen pålægger flere selskaber at betale en bøde solidarisk, nødvendigvis fremkalder alle de retlige følger af den retlige ordning for betaling af konkurrenceretlige bøder, både i (de eksterne) forhold mellem kreditor og de solidariske debitorer og i (de interne) forhold mellem de solidariske debitorer indbyrdes. Det tilkommer derfor udelukkende Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (19) at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, for så vidt som de indgik som en del af den samme virksomhed, og det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole (20).

22.      Da der ikke er nogen indikation i Kommissionens beslutning om, at visse selskaber, der indgår eller indgik som en del af virksomheden, er mere ansvarlige end andre i den virksomheds overtrædelse i en given periode, må det efter Rettens opfattelse lægges til grund, at selskaberne har et ansvar på lige fod og derfor den samme kvoteandel i de beløb, der pålægges dem solidarisk (21).

23.      Efter således at have redegjort for den retlige ordning vedrørende forpligtelsen til solidarisk hæftelse for betaling af bøder som følge af overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, fastslår Retten i det konkrete tilfælde i den appellerede doms præmis 161-165, at Kommissionens fastsættelse af bøderne er ulovlig i tre forskellige henseender (22). Da Kommissionen efter Rettens opfattelse således har tilsidesat princippet om individuelle straffe og sanktioner, annullerer Retten delvist den anfægtede beslutnings artikel 2 som anført i domskonklusionens nr. 2), der er gengivet ovenfor i punkt 13.

24.      Herefter ændrer Retten i den appellerede doms præmis 236-264 under udøvelse af sin fulde prøvelsesret den anfægtede beslutning. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at ud over fastsættelsen af de bødebeløb, som sagsøgerne i første instans skal hæfte for solidarisk over for Kommissionen, fastsætter Retten i præmis 245, 247, 261 og 263 konkret de kvoteandele af bødebeløbet, som hvert selskab skal afholde i de interne forhold mellem solidariske debitorer. Retten baserer udtrykkeligt denne beslutning på de betragtninger, som fremgår af den appellerede doms præmis 158 og 159 (gengivet ovenfor i punkt 22), og fastslår, at såfremt der ikke er foretaget nogen konstateringer i den anfægtede beslutning vedrørende graden af ansvar for hvert selskab, skal bøden afholdes i lige stort omfang af de selskaber, som er blevet pålagt solidarisk hæftelse.

B –    Appellens genstand

25.      I sin appel har Kommissionen udtrykkeligt gjort gældende, at appellen udelukkende vedrører den appellerede doms præmis 153-159 (gengivet ovenfor i punkt 20-22), og Rettens fastsættelse af den kvoteandel af bødebeløbet, som hvert selskab skal afholde i de interne forhold mellem solidariske debitorer, på grundlag heraf; jf. den appellerede doms præmis 245, 247, 262 og 263. Afgrænsningen af genstanden for Kommissionens appel til disse to aspekter af den appellerede dom bekræftes i øvrigt af påstandens ordlyd (23).

26.      Det må imidlertid konstateres, hvilket Kommissionen i øvrigt har indrømmet, at hverken betragtningerne vedrørende bestemmelserne om intern solidarisk hæftelse, der kommer til udtryk i den appellerede doms præmis 153-159, eller de konklusioner, som Retten i den appellerede doms præmis 245, 247, 262 og 263 har draget af disse betragtninger ved genfastsættelse af bøderne under udøvelse af sin fulde prøvelsesret, afspejles formelt i domskonklusionen. Som det faktisk fremgår ovenfor i punkt 13, indeholder domskonklusionen i den appellerede dom ingen udtrykkelig henvisning til fastsættelsen af den kvoteandel af bødebeløbet, som skal afholdes af hvert selskab, som er blevet pålagt solidarisk hæftelse for betaling af bøden.

27.      Endvidere kan Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 153-159 efter min opfattelse heller ikke direkte lægges til grund for den delvise annullation af den anfægtede beslutning; jf. domskonklusionens punkt 2. Faktisk vedrører de tre af Retten i den appellerede doms præmis 161-165 anførte forskellige former for ulovlighed (24), som Kommissionen ikke har gjort indsigelse mod ved Domstolen, overtrædelsen af princippet om individuelle straffe i relation til spørgsmål vedrørende den eksterne solidariske hæftelse for de sanktionerede selskaber, dvs. deres hæftelse for betaling af bøden til Kommissionen, snarere end spørgsmålene vedrørende de interne forhold mellem selskaberne i deres egenskab af solidariske debitorer for bøden (25). Selv om forholdene som det beskrives nærmere i det følgende ganske vist udgør grundlaget for Rettens konkrete fastsættelse af kvoteandelene i den appellerede doms præmis 245, 247, 262 og 263, forekommer de i disse præmisser udtrykte betragtninger at udgøre en slags obiter dictum i Rettens undersøgelse, som medfører delvis annullation af den anfægtede beslutning jf. punkt 2 i domskonklusionen til den appellerede dom. Jeg deler derfor ikke Kommissionens argument, ifølge hvilket disse betragtninger udgør de væsentligste grunde til støtte for denne delvise annullation, og dette på trods af, at Retten i den appellerede doms præmis 160 har kritiseret Kommissionen for ikke at have taget højde for de »ovenfor opstillede principper«.

28.      I lyset af disse betragtninger skal det konkluderes, at selv om Domstolen ved helt at give Kommissionen medhold i appellen annullerer de præmisser i den dom, mod hvilke appellen er iværksat, ville domskonklusionen under alle omstændigheder ikke blive ændret formelt. En sådan situation rejser en række spørgsmål, som fortjener en nøjere undersøgelse.

1.      Krav om Kommissionens søgsmålsinteresse i forbindelse med appel

29.      For det første, såfremt en appellant ved sin appel ikke effektivt kan opnå annullation af domskonklusionen til den appellerede dom, rejses spørgsmålet om appellantens søgsmålsinteresse i forbindelse med appellen. I den henseende kan jeg under alle omstændigheder ikke undlade at bemærke, at retspraksis på ingen måde er entydig i spørgsmålet om behovet for en institution, eller mere generelt en privilegeret sagsøger såsom Kommissionen, for at godtgøre, at der foreligger søgsmålsinteresse i forbindelse med appel ved Domstolen af en af Retten afsagt dom.

30.      Faktisk fremgår det utvetydigt af den indledende retning i retspraksis, som oprindeligt lå til grund for dommen i Anic Partecipazioni-sagen (26), at uanset om de har været part i sagen i første instans eller ej, »behøver Fællesskabets institutioner for at kunne appellere en af Retten afsagt dom […] ikke at godtgøre, at de har en interesse i sagen« (27). Dette principudsagn, der har hjemmel i bestemmelserne i artikel 56, stk. 3, i Domstolens statut (28), genfindes udtrykkeligt i senere domme fra Domstolen (29), hvoraf en er afsagt af Store Afdeling (30).

31.      I en række andre domme har Domstolen dog, når den skulle træffe afgørelse i en appel til prøvelse af en af Retten afsagt dom, undersøgt, hvorvidt kravet om søgsmålsinteressen for de privilegerede sagsøgere, og navnlig Kommissionen, var opfyldt, og endog delvist afvist en række appeller som følge af den nævnte institutions manglende søgsmålsinteresse (31).

32.      Blandt de to ovennævnte retningslinjer i retspraksis hælder jeg imidlertid til den første. For det første forekommer de domme, som er behandlet i overensstemmelse med denne retningslinje, i praksis at være udtryk for et præcist valg fra Domstolen, i modsætning til de domme, der er behandlet i overensstemmelse med den anden retningslinje. Dette valg er efterfølgende blevet stadfæstet i en dom afsagt af Store Afdeling. For det andet er jeg af den opfattelse, at på samme måde som i annullationssøgsmål, der ifølge fast retspraksis kan iværksættes af de privilegerede sagsøgere, uden at de skal bevise deres søgsmålsinteresse (32), kan den gunstige behandling af disse sagsøgere i forbindelse med appel til prøvelse af en af Retten truffet afgørelse finde sin egentlige begrundelse i deres særlige stilling i Unionens retsorden, hvorefter de kan tilkendes en beføjelse til sagsanlæg uafhængigt af beviset for søgsmålsinteresse (33).

33.      Endvidere afspejles denne begrundelse i bestemmelserne i artikel 56, stk. 2 og 3, i Domstolens statut, som for Unionens institutioner og medlemsstaterne fastsætter en undtagelse fra betingelserne for søgsmålsinteresse med henblik på at forenkle iværksættelsen af appel. Dette betyder dog ikke, som det i øvrigt også fremgår af næste punkt, at disse sagsøgere har en ubegrænset mulighed for at indbringe Rettens domme for Domstolen (34).

2.      Virkningerne for domskonklusionen i den appellerede dom, såfremt appellen tages til følge

34.      For det andet, og uafhængigt af spørgsmålet om søgsmålsinteresse, skal det i en situation som den ovenfor i punkt 28 omhandlede undersøges, i hvilket omfang det er muligt at iværksætte appel, selv i egenskab af privilegeret sagsøger, med påstand om annullation af dele af præmisserne, uden at annullationen formelt påvirker domskonklusionen. En appel mod dele af præmisserne, som ikke har indflydelse på domskonklusionen til den appellerede dom, skal navnlig ifølge retspraksis faktisk forkastes som uvirksom (35). Endvidere er artikel 169 i Domstolens nye procesreglement blevet udarbejdet netop for at forebygge iværksættelse af appeller, som alene tilsigter at anfægte præmisserne i Rettens domme (36). Desuden er muligheden for at anmode Domstolen om en ændring af domspræmisser ifølge retspraksis underlagt meget snævre grænser (37).

35.      Jeg er imidlertid af den opfattelse, at i den foreliggende sag kan appellen ikke anses for at være rettet mod de domspræmisser, som ikke har nogen indflydelse på domskonklusionen til den appellerede dom. Selv om Kommissionens appel som anført ovenfor i punkt 25 kun er rettet mod de retlige betragtninger i domspræmisserne og de respektive konklusioner, der er draget af Retten på baggrund af disse betragtninger i det konkrete tilfælde – betragtninger og konklusioner, som ikke afspejles udtrykkeligt i domskonklusionen til den appellerede dom således, at medhold i appellen ikke nødvendigvis vil indebære en formel ændring af domskonklusionen til den appellerede dom – mener jeg dog, at både disse betragtninger og de respektive konklusioner, selv om de ikke kommer til udtryk i domskonklusionen, udgør en integreret del af den retlige afgørelse i den appellerede dom (38) og derfor udgør et nødvendigt element i læsningen og fortolkningen af denne dom og i særdeleshed af domskonklusionen.

36.      Idet domskonklusionens punkt 3 i praksis fastslår, at de forskellige selskaber tilpligtes »solidarisk« at betale bøderne – som genfastsættes af Retten – kan punktet ikke betragtes særskilt fra bestemmelserne i den appellerede doms præmis 245, 247, 262 og 263, hvori Retten har fastsat den kvoteandel, som hvert selskab, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, skal afholde i de interne forhold med de øvrige solidariske debitorer. Selv om domskonklusionen i det konkrete tilfælde faktisk ikke indeholder udtrykkelige henvisninger til den interne fordeling af bøden blandt de solidariske debitorer, kan selskabernes solidariske hæftelse, der er blevet erklæret af Retten, kun opfattes på baggrund af bestemmelserne i den appellerede doms ovennævnte præmisser, som i øvrigt udtrykkeligt og nødvendigvis er baseret på de af Retten anlagte retlige betragtninger, jf. den appellerede doms præmis 153-159, og derfor er uadskilleligt forbundet med disse.

37.      I den henseende skal det også bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at en doms konklusion skal forstås på grundlag af de præmisser, der har ført til den, og som danner det fornødne grundlag for den i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcis går ud på (39).

38.      Ifølge retspraksis udgør præmisserne i den appellerede dom endvidere det nødvendige grundlag for domskonklusionen. De er af den grund uadskillelige og opnår retskraft (40). Kommissionen skal derfor tage hensyn til dem, fordi de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på (41). Som Kommissionen har gjort gældende, kan de ved appellen anfægtede dele af den appellerede dom, der vedrører Kommissionens ansvarsområde ved fastsættelsen af de interne forhold mellem de solidariske debitorer, opnå retskraft og binde Kommissionen i sin fremtidige praktiske anvendelse af bødeordningen i konkurrenceretten.

39.      Afslutningsvis er jeg på baggrund af ovennævnte betragtninger af den opfattelse, at Kommissionens appel kan antages til realitetsbehandling, men at den er ugrundet, iden det er uvirksom (42) for så vidt angår den del, der tilsigter at opnå annullation af domskonklusionens punkt 2. Som anført ovenfor i punkt 27, udgør betragtningerne i den appellerede doms præmis 153-159, som appellen er rettet direkte imod, ikke grundlaget for annullationen af den anfægtede beslutnings artikel 2. Selv om Domstolen ved at give Kommissionen medhold i søgsmålet annullerer disse domspræmisser, indvirker dette derfor ikke på nogen måde på domskonklusionens punkt 2.

40.      Jeg er derimod af den opfattelse, at Kommissionens appel kan antages til realitetsbehandling og er virksom for så vidt angår den del, hvori den tilsigter at opnå annullation af punkt 3 i domskonklusionen til den appellerede dom. Som det fremgår af betragtningerne ovenfor i punkt 35-38, påvirker Domstolens eventuelle medhold i denne påstand og den heraf følgende ophævelse af Rettens fastsættelse af kvoteandelene af bødebeløbet under udøvelse af den fulde prøvelsesret faktisk fortolkningen af den nøjagtige betydning af Rettens udtalelser i punkt 3 i domskonklusionen til den appellerede dom. I denne sammenhæng skal også Kommissionens subsidiære påstand antages til realitetsbehandling, i hvilken Kommissionen har nedlagt påstand om annullation af den appellerede dom, i det omfang Retten i dommens præmis 153-159 har udtalt, at det tilkommer Kommissionen at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, idet denne udtalelse udgør det nødvendige og uadskillelige grundlag ved fastsættelsen af disse beløb i punkt 3 i domskonklusionen til den dom, som der nedlægges påstand om annullation af.

41.      Det følger heraf, at undersøgelsen af Kommissionens appel i det følgende vil være begrænset til disse to aspekter, dvs. Rettens fastsættelse af kvoteandelene af bødebeløbet under udøvelse af den fulde prøvelsesret og de retlige betragtninger i den appellerede doms præmis 153-159, for så vidt som disse udgør det nødvendige og uadskillelige grundlag for denne fastsættelse.

C –    Appellens realitet

1.      Det første anbringende vedrørende en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 om de respektive ansvarsområder for Kommissionen og de nationale domstole

42.      Kommissionen har gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 23 i forordning nr. 1/2003, idet Retten ved i den appellerede dom at bestemme, at Kommissionen skal fastsætte de respektive kvotebeløb for de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, har tildelt Kommissionen beføjelser og pålagt Kommissionen forpligtelser, som går videre end det, som er nødvendigt i forfølgelsen af overtrædelserne af disse regler, og herved påvirker medlemsstaternes retsordener. Ifølge Kommissionen henhører fastsættelsen af de interne forhold mellem de solidariske debitorer, herunder eventuelle indbyrdes regreskrav, under medlemsstaternes lovgivning, og afgørelsen i de respektive retssager skal derfor træffes af de nationale domstole.

43.      Det første anbringende i den foreliggende appel rejser spørgsmål vedrørende kompetencefordelingen mellem Unionens organer, nærmere bestemt Kommissionen, og medlemsstaternes organer, nærmere bestemt de nationale domstole, samt spørgsmål vedrørende det respektive anvendelsesområde for EU-retten og medlemsstaternes lovgivning.

44.      I denne forbindelse er det som anført ovenfor i punkt 21 og 22, hensigtsmæssigt at bemærke, at Retten på baggrund af betragtningerne i den appellerede doms præmis 153-156 i dommens præmis 157 har fastslået, at det udelukkende tilkommer Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, for så vidt som de indgik som en del af den samme virksomhed, og at det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole. Det fremgår derimod af den appellerede doms præmis 158 og 159, at da der ikke er foretaget nogen konstateringer i Kommissionens beslutning om, at visse selskaber er mere ansvarlige end andre, må det lægges til grund, at selskaberne har et ansvar på lige fod og derfor den samme kvoteandel i de beløb, der pålægges dem solidarisk.

45.      I lyset af dette skal jeg indledningsvis bemærke, at selv om Kommissionen i forskellige sammenhænge i sin appel har hævdet, at Retten har pålagt Kommissionen en »forpligtelse« til at fastsætte de interne solidaritetsforhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden (43), er ordlyden i Rettens dom i realiteten ikke helt tydelig med hensyn til, hvorvidt en egentlig forpligtelse i den henseende er blevet pålagt. Selv om ordlyden i præmis 153 (44) i praksis forekommer at forudsætte, at der foreligger en sådan forpligtelse, sår brugen af udtrykket »[d]et tilkommer […] Kommissionen« (45) i præmis 157 tvivl om Rettens hensigt om at pålægge denne institution en egentlig forpligtelse, så meget desto mere som den manglende udøvelse af denne kompetence i den af Retten udviklede ordning under alle omstændigheder ikke forekommer at indebære annullation af beslutningen, men i højere grad medfører automatisk anvendelse af den regel, ifølge hvilken ansvaret (og dermed kvoteandelen af bøden) skal fordeles ligeligt mellem de solidariske debitorer.

46.      På denne baggrund hersker der ikke tvivl om, at der i den af Retten udviklede ordning tildeles Kommissionen en kompetence til at udføre denne fastsættelse, hvilket indebærer udelukkelse af kompetencen for de nationale domstole. Endvidere kan denne kompetence i princippet udøves i ethvert tilfælde, hvor Kommissionen pålægger flere retssubjekter solidarisk hæftelse for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne, idet manglende udøvelse af denne kompetence indebærer anvendelse af reglen om ligelig fordeling af ansvaret og bøden.

47.      Det første anbringende skal undersøges netop på denne baggrund.

a)      Kommissionens kompetence

48.      Det skal først og fremmest bemærkes, at i medfør af princippet om kompetencetildeling handler Unionen kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri (artikel 5, stk. 2, første punktum, TEU). Beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne (artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, andet punktum, TEU). Navnlig har Unionen i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), TEUF enekompetence til at fastlægge de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion.

49.      Udøvelsen af Unionens beføjelser er baseret på proportionalitetsprincippet, i medfør af hvilket indholdet og formen af Unionens handling ikke går videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne. Unionens institutioner anvender dette princip (artikel 5, stk. 4, TEU). Endvidere handler hver institution inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne (artikel 13, stk. 2, første punktum, TEU).

50.      Hjemlen for den til Kommissionen tildelte beføjelse til at sanktionere overtrædelserne af Unionens konkurrenceregler findes i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som er blevet vedtaget på baggrund af artikel 103 TEUF (tidligere artikel 83 EF). Det kan udledes af stk. 2, litra a), i sidstnævnte artikel, at den til Unionen tildelte beføjelse til at pålægge bøder har til formål at sikre overholdelse af forbuddene i TEUF’s konkurrencebestemmelser. Endvidere har Domstolen klarlagt, at formålet med den nævnte bestemmelse er at sikre, at kontrollen med karteller og med misbrug af dominerende stilling er virkningsfuld (46).

51.      Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 101 TEUF og 102 TEUF, er netop en beføjelse, som tilkommer Kommissionen ifølge traktaten (47). Den udgør et af de midler, der er tildelt Kommissionen, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge EU-retten (48) og sin rolle som ansvarlig for gennemførelsen og fastlæggelsen af Unionens konkurrencepolitik (49).

52.      Særligt fastlægges Kommissionens mulighed for at tilpligte de retssubjekter, som inden for rammerne af den økonomiske enhed, der udgør virksomheden, har deltaget direkte eller indirekte i overtrædelsen, solidarisk at betale bøden ikke udtrykkeligt i nogle af Unionens konkurrencebestemmelser. Denne mulighed er dog blevet tildelt Kommissionen i retspraksis, idet mekanismen med solidarisk hæftelse er et supplerende retligt instrument, der stilles til rådighed for Kommissionen for at gøre dens indsats med henblik på gennemførelse af Unionens konkurrenceregler og forfølgelse af overtrædelsen af reglerne mere effektiv (50). Ved at udvide antallet af personer, hos hvem Kommissionen kan kræve betaling af bøden i sin helhed, fremmer mekanismen med solidarisk hæftelse den effektive anvendelse af sanktionen og reducerer risikoen for insolvens og svigagtige handlinger med henblik på unddragelse af betaling af bøden. Som det i øvrigt fremgår af den appellerede doms præmis 151, bidrager mekanismen endvidere til den afskrækkende virkning, som tilsigter at sikre, at virksomhederne overholder Unionens konkurrenceregler (51).

53.      Muligheden for at sanktionere flere retssubjekter tilhørende den samme virksomhed for overtrædelsen af Unionens konkurrenceregler ved at pålægge en (ekstern) indbyrdes solidaritetsforpligtelse henhører således efter min opfattelse utvivlsomt under Kommissionens sanktionsbeføjelse som omhandlet i artikel 103, stk. 2, litra a), TEUF og konkretiseret i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, hvilket for øvrigt ikke er bestridt i den foreliggende sag.

54.      Hvad angår fastsættelsen af de såkaldte interne solidaritetsforhold bemærker jeg, at der hverken af ordlyden af eller begrundelsen for artikel 103, stk. 2, litra a), TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fremgår elementer, som hindrer Kommissionen i ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge virksomhederne sanktioner som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne at fastsætte de forskellige debitorers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, i det omfang Kommissionen finder det nødvendigt i en specifik situation for at sikre opnåelse af formålet med sanktionsbeføjelsen, dvs. sikre overholdelse af forbuddene i Unionens konkurrencebestemmelser. For så vidt dette er nødvendigt for opnåelsen af dette formål, kan man således efter min opfattelse ikke abstrakt benægte Kommissionens kompetence til at fastsætte den interne fordeling af bøden mellem solidariske debitorer ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge sanktioner (52).

55.      Faktisk forekommer fastsættelsen af kvoteandelene for hver debitor, der er blevet pålagt solidarisk hæftelse for betaling af bøden, mig i visse tilfælde at være nødvendig i relation til krav vedrørende overholdelse af bl.a. retssikkerhedsprincippet og princippet om individuelle straffe. Der er eksempelvis tale om det tilfælde – som undersøges mere detaljeret inden for rammerne af det tredje anbringende (53) – hvor den økonomiske enhed, som har begået overtrædelsen, ikke længere eksisterer i samme form som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, og Kommissionen som følge af en overtrædelse inden for rammerne af sin skønsbeføjelse vil sanktionere solidarisk juridiske personer, som ikke længere har økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser med hinanden, der kan begrunde tilhørsforholdet til den samme virksomhed i henhold til konkurrenceretten.

56.      På denne baggrund mener jeg dog, at det ikke kan anses for systematisk at tilkomme Kommissionen at fastsætte de interne forhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, og i endnu mindre grad, at Kommissionen er underlagt en forpligtelse i den henseende. Normalt, og medmindre der foreligger særlige tilfælde, har en sådan fastsættelse faktisk ikke samme begrundelse som den ovenfor i punkt 52 omhandlede, der begrunder pålæggelsen af eksterne solidaritetsforpligtelser. Når en af de personer, som udgør virksomheden, og som er blevet tilpligtet solidarisk, har betalt bøden, og når den konkrete sanktion for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler således er blevet opkrævet, er formålene om at sikre effektivitet ved anvendelse af disse bestemmelser og at afskrække mod fremtidige overtrædelser – hvilke formål er iboende i den til Kommissionen tildelte kompetence til at pålægge sanktioner – normalt blevet nået. Herved forekommer fastsættelsen af de interne solidaritetsforhold mellem de debitorer, som hæfter solidarisk for betaling af bøden, generelt ikke at være nødvendig for at opnå disse formål.

57.      I den henseende skal det også bemærkes, at Unionens konkurrenceret ifølge fast retspraksis vedrører aktiviteterne i virksomheder (54), der er adressat for Unionens konkurrenceregler. Således regulerer konkurrencebestemmelserne i princippet ikke forholdene mellem de enheder, som udgør virksomheden.

58.      Ud fra et praktisk synspunkt skal det endvidere bemærkes, at pålæggelsen af en generel forpligtelse for Kommissionen til i hvert enkelt tilfælde at fastsætte kvoter af ansvaret for de juridiske personer, som er del af den økonomiske enhed, der har begået overtrædelsen, og er pålagt solidarisk hæftelse for betaling af den pågældende bøde, udgør en risiko for at gøre Kommissionens undersøgelser mere byrdefulde og forringe effektiviteten ved gennemførelse af Unionens konkurrenceregler (55), hvortil det retlige instrument for solidarisk hæftelse derimod som anført ovenfor i punkt 52 netop er rettet.

59.      Afslutningsvis mener jeg derfor, at man ikke abstrakt kan benægte, at Kommissionen under udøvelse af sin kompetence til at pålægge sanktioner kan fastsætte den interne fordeling af bøden mellem solidariske debitorer (dvs. de såkaldte interne solidaritetsforhold). I det omfang Kommissionens handling under udøvelse af denne kompetence, som Kommissionen er tildelt ifølge traktaterne, i kraft af det ovennævnte proportionalitetsprincip er bundet til det, som er nødvendigt i forfølgelsen af netop formålet med denne kompetence, kan Kommissionen dog udelukkende fastsætte de interne solidaritetsforhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, for så vidt som dette er nødvendigt i forfølgelsen af dette formål, dvs. at sikre overholdelsen af forbuddene i Unionens konkurrencebestemmelser. Det tilkommer Kommissionen i givet fald at vurdere behovet for udøvelse af denne kompetence. Dette gælder med undtagelse af tilfælde i lighed med de i punkt 55 ovenfor omhandlede, og som jeg vil diskutere nærmere i detaljer nedenfor under punkt 83 ff., hvor udøvelse af denne kompetence er nødvendig.

60.      Det følger af det ovennævnte, at det efter min opfattelse ikke er muligt at dele Kommissionens argument, der tilsigter helt at benægte, at Kommissionen har en sådan kompetence. Man kan heller ikke antage, som det fremgår ved læsning af den appellerede doms præmis 153-159, at det tilkommer Kommissionen generelt at fastsætte de forskellige debitorers respektive kvoteandele af den bøde, som de er blevet pålagt solidarisk.

b)      De nationale domstoles kompetence

61.      Med hensyn til de nationale domstoles kompetence skal det derimod bemærkes, at de kan have forskellige roller i anvendelsen af Unionens konkurrenceregler (56) afhængigt af de beføjelser, som de tildeles ifølge de nationale bestemmelser. De kan faktisk anmodes om at anvende disse regler i retssager mellem privatpersoner og kan også fungere som retshåndhævende myndigheder eller som rekursinstanser til prøvelse af administrative afgørelser.

62.      De nationale domstoles rolle ved anvendelsen af Unionens konkurrenceregler består dog specifikt i at beskytte privatpersoners rettigheder efter EU-retten, når de træffer afgørelse i sager mellem privatpersoner (57). De nationale domstoles rolle supplerer og adskiller sig fra de nationale myndigheders håndhævelse af konkurrencereglerne i offentlighedens interesse (58).

63.      Jeg bemærker indledningsvis, at både den af Retten fulgte tilgang i den appellerede dom (59) og den, der er blevet fulgt af Kommissionen i dennes appel, tager udgangspunkt i, at der foreligger en enekompetence til at fastsætte kvoteandelene for hver debitor, der hæfter solidarisk for betaling af bøden. Denne kompetence tilkommer ifølge Retten Kommissionen, der derimod er af den opfattelse, at denne kompetence tilkommer de nationale domstole. Jeg ser dog ingen grund til, at det skulle være strengt nødvendigt at benytte en tilgang, hvorefter et organ skal have enekompetence, hvilket udelukker, at andre organer kan være kompetente. I den henseende bemærker jeg derimod, at systemet angående anvendelse af konkurrencereglerne – i endnu højere grad som følge af moderniseringen af anvendelsen af disse bestemmelser gennem forordning nr. 1/2003 – er baseret på et system bestående af konkurrerende og parallelle kompetencer for Kommissionen og medlemsstaternes nationale myndigheder (inklusive nationale domstole) (60).

64.      Ud fra dette perspektiv er jeg derfor af den opfattelse, at i det omfang der i en sag ved en national domstol rejses spørgsmål angående de interne solidaritetsforhold i forbindelse med solidarisk hæftelse for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, der indebærer et krav om beskyttelse af den solidariske debitors subjektive rettigheder, kan den nationale domstol være kompetent til at træffe afgørelse i disse spørgsmål, forudsat at Kommissionen ikke allerede har behandlet dem ved udøvelse af sin kompetence i den henseende.

65.      Det skal nu i øvrigt afklares, hvorvidt − og i hvilken egenskab − den solidariske debitor, som har betalt hele bøden til Kommissionen, besidder en subjektiv regresret i forholdet over for de øvrige solidariske debitorer hvad angår deres kvoteandel af bøden, samt hvorvidt den solidariske debitor kan gøre denne rettighed gældende ved en national domstol, såfremt Kommissionen ikke har taget stilling til spørgsmålet vedrørende den interne solidariske hæftelse.

66.      I den henseende understreger jeg, at jeg tilslutter mig Retten, når den i den appellerede doms præmis 155 har statueret, at »begrebet »solidarisk hæftelse for betaling af bøder« […] er et selvstændigt begreb [i EU-retten], som skal fortolkes under hensyn til konkurrencereglernes mål og system, som begrebet er den del af«. Det fremgår endvidere utvetydigt af mine ovenfor i punkt 52-59 anførte betragtninger, at begrebet solidarisk hæftelse skal fortolkes i lyset af disse mål og i dette system (61).

67.      Uafhængigt af dette skal det dog bemærkes, at Kommissionens beslutning, som pålægger flere retssubjekter solidarisk hæftelse for betaling af en bøde, utvivlsomt medfører en række retsvirkninger, som kan skabe debitor-/kreditorforhold mellem disse retssubjekter. Faktisk skaber Kommissionens beslutning en samlet og solidarisk forpligtelse for alle disse retssubjekter til betaling af bøden. Hvis et af disse retssubjekter betaler det samlede bødebeløb, som vedkommende er blevet pålagt sammen med andre retssubjekter, og herved fritager alle de øvrige solidariske debitorer i forholdet over for Kommissionen, opstår en regresret for den solidariske debitor, som har betalt. Opståen af denne ret forekommer mig at være den logiske konsekvens af, at et enkelt retssubjekt betaler en skyld, som vedkommende er blevet pålagt sammen og solidarisk med andre retssubjekter, som er blevet sanktioneret for den samme overtrædelse af en EU-retlig bestemmelse (navnlig konkurrencebestemmelsen).

68.      Denne regresret kan dog efter min opfattelse ikke udformes som en rettighed, der tildeles privatpersoner af EU-retten, og hvoraf domstolene ifølge Domstolens praksis skal sikre domstolsbeskyttelsen (62). Jeg ser faktisk ingen elementer, som får mig til at antage, at Unionens konkurrenceregler direkte tildeler den solidariske debitor, som har betalt den samlede bøde, en rettighed til dækning af de respektive kvoteandele af den betalte bøde fra de øvrige solidariske debitorer. Det forekommer mig derimod i højere grad, at der er tale om et simpelt krav, der har sit udspring i udøvelse af en forpligtelse – som derimod har sit udspring i en EU-retsakt – der samlet tillægges flere retssubjekter. Eksistensen og udøvelsen af dette krav er derfor efter min opfattelse ikke omfattet af EU-retten, men henhører under den nationale lovgivning.

69.      Det tilkommer derfor den nationale domstol i en sag om regresret i henhold til de nationale bestemmelser at fastsætte betingelserne for, at den solidariske debitor, der har betalt hele bøden, kan rejse det omhandlede krav og i givet fald anvende både de materielle og processuelle regler, der vedrører udøvelsen af en sådan ret. Under udøvelsen af denne kompetence kan den nationale domstol utvivlsomt, såfremt det er nødvendigt, benytte sig af de instrumenter for samarbejde med Kommissionen, der er stillet til rådighed i henhold med forordning nr. 1/2003.

70.      Den nationale domstol må selvsagt kun fastsætte den solidariske debitors regresret og dermed fastsætte de interne forhold mellem de debitorer, som hæfter solidarisk for betaling bøden, i det omfang Kommissionen ikke allerede har fastsat dem under udøvelse af sin kompetence ifølge det ovenfor i punkt 59 anførte kriterium. I sidstnævnte tilfælde er den nationale domstols rolle begrænset til at være fuldbyrdelsesdomstol.

c)      Konklusion for så vidt angår det første anbringende

71.      Hvad angår den foreliggende sag fremgår det afslutningsvis efter min opfattelse af ovenstående betragtninger, at Retten har begået en retlig fejl, i det omfang den i den appellerede doms præmis 157 har fastslået, at det udelukkende tilkommer Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, og at det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole. De konkrete følger af denne fejl diskuteres senere i punkt 125 ff.

2.      Det tredje og syvende anbringende vedrørende henholdsvis retlige fejl ved fortolkningen af princippet om individuelle straffe og sanktioner og virksomhedernes ansvar som følge af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, hvilket berører Kommissionens mulighed for at fastsætte de retssubjekter, der skal pålægges ansvaret for overtrædelsen

72.      Efter afklaring af spørgsmålene vedrørende kompetencen, som har en logisk indledende karakter sammenlignet med de øvrige spørgsmål, finder jeg det hensigtsmæssigt nu at undersøge det tredje anbringende fremsat af Kommissionen sammen med det syvende anbringende, som efter min opfattelse udgør et tillæg til det tredje. Disse anbringender rejser faktisk en række grundlæggende principspørgsmål, som efter min opfattelse skal undersøges inden de øvrige anbringender.

73.      Med sit tredje anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at antage, at det følger af princippet om individuelle straffe og sanktioner, at enhver adressat for en beslutning, som pålægger vedkommende en bøde som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne, der skal betales solidarisk med andre, af den beslutning skal kunne udlede den kvoteandel, som vedkommende skal bære i forhold til de solidariske debitorer, når Kommissionen er fyldestgjort. Fastsættelsen af det enkelte selskabs ansvar, der udgør grundlaget for fastsættelsen af kvoteandelene for hver solidarisk debitor, som Retten har pålagt Kommissionen, er ifølge Kommissionen uforenelig med begrebet virksomhed i egenskab af adressat for de af artikel 101 TEUF og 102 TEUF omhandlede forbud og ansvarlig for overtrædelse af de heri anførte forbud. Med det syvende anbringende har Kommissionen gjort gældende, at den af Retten fastsatte forpligtelse for Kommissionen uretmæssigt påvirker Kommissionens mulighed for at fastsætte de retssubjekter, der internt i virksomheden skal drages til ansvar for overtrædelsen.

74.      Det skal først og fremmest bemærkes, at princippet om individuelle straffe og sanktioner, ifølge hvilket Retten i den appellerede doms præmis 153 – som det fremgår af punkt 20 ovenfor – har fastslået, at Kommissionen skal fastsætte kvoteandelene for hvert selskab, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, er et logisk supplement til princippet om personligt ansvar og sammen med dette princip udgør en grundlæggende sikkerhed inden for strafferetten, som således udgør grænserne for udøvelsen af de offentlige myndigheders straffebeføjelse (63). Disse principper finder anvendelse inden for konkurrenceretten, også med henvisning til juridiske personer (64), som følge af den »nærmest strafferetlige« karakter i de sanktioner, der kan pålægges af Kommissionen for at straffe konkurrencebegrænsende adfærd (65).

75.      Navnlig i kraft af princippet om personligt ansvar, der er et logisk supplement til princippet om skyld (66), er man alene ansvarlig for sine egne handlinger (67). Mere specifikt kan en person i kraft af princippet om individuelle straffe og sanktioner kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kan kritiseres for (68). Som følge af dette princip kan strafbar adfærd således kun tilregnes gerningsmanden (69), og det er derfor alene lovovertræderen, der kan pålægges en straf (70).

76.      Som jeg allerede har anført ovenfor i punkt 57, vedrører Unionens konkurrenceret virksomhedernes aktiviteter. Det følger af fast retspraksis, at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (71). I den henseende har Domstolen ligeledes præciseret, at begrebet virksomhed i samme kontekst skal forstås som en økonomisk enhed i relation til den pågældende aftale, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (72).

77.      I henhold til fast retspraksis påhviler det ifølge princippet om personligt ansvar en sådan økonomisk enhed at stå til regnskab for overtrædelsen, når den overtræder konkurrencereglerne (73). Det følger heraf, at princippet om personligt ansvar først og fremmest anvendes på virksomheden. Som adressat for Unionens konkurrenceregler skal virksomheden i tilfælde af forsætlig eller uagtsom overtrædelse af disse regler personligt stå til regnskab i sin egenskab af eneste økonomiske enhed, selv om den ikke nødvendigvis har egen retsevne (74).

78.      Såfremt den virksomhed, der har overtrådt konkurrencereglerne, består af flere juridiske personer, rejser sig dog spørgsmålet om det retssubjekt eller de retssubjekter, som konkret kan drages til ansvar for denne overtrædelse i form af pålæggelse af en bøde. Mens Unionens konkurrenceregler er rettet mod virksomheder og finder direkte anvendelse på disse uanset deres organisationsmåde og retlige form, fremgår det derimod af den nødvendige effektivitet ved gennemførelse af disse bestemmelser, at Kommissionens afgørelser om sanktioner for overtrædelser af konkurrencereglerne kun kan være rettet konkret mod personer, over for hvilke tvangsfuldbyrdelse kan ske for at opnå betaling af den pågældende bøde (75).

79.      Det er netop denne tvetydighed mellem på den ene side begrebet virksomhed som økonomisk enhed, der er adressat for konkurrencereglerne, og på den anden side de enkelte juridiske personer, der konkret skal stå til ansvar for overtrædelsen, som skaber en vis usikkerhed med hensyn til det konkrete anvendelsesområde for de ovennævnte principper, som på trods af den ovenfor i punkt 77 nævnte praksis ved Domstolen ofte ikke anvendes i relation til virksomheden som sådan, men i relation til de enkelte juridiske personer, der udgør virksomheden (76).

80.      I den forbindelse er jeg dog af den opfattelse, at såfremt en virksomhed består af flere juridiske personer, kan kartelmedlemmerne og den person, der leder koncernen og har en afgørende indflydelse på kartelmedlemmerne, betragtes samlet som juridiske personer, der udgør en enkelt virksomhed som omhandlet i konkurrenceretten, og kan drages til ansvar for virksomhedens handlinger (77). Såfremt Kommissionen konstaterer, at virksomheden forsætligt eller uagtsomt har overtrådt Unionens konkurrenceregler, kan den derfor pålægge det personlige ansvar samlet over for alle de juridiske personer, der udgør den økonomiske enhed (78), og som gennem en samlet adfærd, direkte eller indirekte (79), har deltaget i overtrædelsen.

81.      Det er netop på denne baggrund, at Domstolen har vurderet, at det var foreneligt med princippet om personligt ansvar – og formålet om effektiv anvendelse af konkurrencereglerne – at pålægge de juridiske personer, der har deltaget i overtrædelsen, og sammen med disse også den person, der har haft afgørende indflydelse på disse juridiske personer, solidarisk ansvar. Dette synspunkt begrundes netop med, at disse personer er del af den samme økonomiske enhed og derfor udgør en enkelt virksomhed i henhold til den ovenfor i punkt 76 nævnte retspraksis (80). Som følge af deres fælles tilhørsforhold til virksomheden og med henblik på at sikre effektiviteten ved anvendelse af sanktionen har Domstolen tildelt Kommissionen muligheden for at vælge at pålægge enten alene det datterselskab, der har deltaget i overtrædelsen, eller alene det moderselskab, der i denne periode har kontrolleret datterselskabet, en sanktion (81), eller at pålægge begge solidarisk (82).

82.      Det fremgår af de ovenstående betragtninger og af den ovenfor i punkt 52 anførte begrundelse for mekanismen med solidarisk hæftelse, at den i retspraksis til Kommissionen tildelte mulighed for at pålægge flere personer solidarisk hæftelse for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af Unionens konkurrenceregler er afledt af begrebet virksomhed og kun berettiges, i det omfang de omhandlede retssubjekter er – eller har været – del af den samlede økonomiske enhed, der drages til ansvar for denne overtrædelse. Med andre ord må Kommissionen kun pålægge flere personer solidarisk hæftelse for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, såfremt de retssubjekter, der bliver pålagt solidarisk hæftelse, tilhører – eller har tilhørt – den samme økonomiske enhed, som har begået overtrædelsen og derfor kan drages til ansvar personligt (83). Disse juridiske personer, der udgør en enkelt virksomhed som omhandlet i konkurrenceretten, kan således betragtes som personligt og i givet fald solidarisk ansvarlige for virksomhedens handlinger (84).

83.      Hvordan forholder det sig, når en (eller flere) af de juridiske personer, der har deltaget i overtrædelsen af konkurrencereglerne i deres egenskab af del af en økonomisk enhed, ophører med at være en del heraf, eksempelvis – som i den konkrete sag med hensyn til SEHV og Magrini – efter en overdragelse, der sker i løbet af kartelperioden, således at den juridiske person på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning ikke længere er en del af den økonomiske enhed, som har begået overtrædelsen? Har Kommissionen fortsat mulighed for at pålægge den juridiske person solidarisk hæftelse for denne overtrædelse sammen med de øvrige retssubjekter, der også udgjorde den samlede økonomiske enhed?

84.      Jeg er først og fremmest af den opfattelse, at i et sådant tilfælde fastholder de juridiske personer, der udgjorde den økonomiske enhed, på grundlag af de ovenfor i punkt 80 anførte betragtninger, deres samlede og solidariske personlige ansvar for de handlinger, der blev begået af den økonomiske enhed, som de var en del af, i løbet af enhedens eksistensperiode (85). Idet det endvidere er den økonomiske enheds samlede adfærd på markedet, der begrunder, at hver af de juridiske personer, der er eller har været en del heraf, solidarisk pålægges ansvaret for hele den ulovlige adfærd, forbliver de fortsat eksternt ansvarlige i forholdet over for Kommissionen, for hele den af virksomheden begåede overtrædelse og dermed for betalingen af den samlede bøde (86).

85.      Såfremt den økonomiske enhed i den på tidspunktet for overtrædelsen eksisterende form ikke længere findes på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning – såfremt den pålægger solidarisk hæftelse for betalingen – fastlægger princippet om individuelle straffe efter min opfattelse et krav om retlig vished med hensyn til fastsættelsen af den relative sanktion for det retssubjekt, som ikke længere udgør en del af den økonomiske enhed. Dette retssubjekt er fortsat eksternt ansvarligt i forholdet over for Kommissionen for betaling af den samlede bøde som følge af virksomhedens overtrædelse, men da vedkommende ikke længere er en del af en enkelt økonomisk enhed på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, skal retssubjektet kende den andel, som vedkommende skal afholde internt i forholdet med de solidariske debitorer, hvormed vedkommende ikke længere har økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser til at kunne begrunde retssubjektets inddragelse med dem i en økonomisk enhed (87).

86.      Det følger af det ovenstående, at såfremt Kommissionen i forbindelse med sin ovennævnte mulighed for at vælge blandt de ansvarlige retssubjekter for den adfærd, som virksomheden er ansvarlig for, har til hensigt at fastsætte et solidarisk ansvar mellem de retssubjekter, der udgjorde en økonomisk enhed på tidspunktet for overtrædelsen, men som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke længere er del af den omhandlede økonomiske enhed, kan den ikke undgå forpligtelsen til at fastsætte den kvoteandel af bøden, som det retssubjekt, der ikke længere har forbindelser, som begrunder dets inddragelse i den økonomiske enhed, skal bære i de interne forhold med de øvrige solidariske debitorer. I den henseende skal det bemærkes, at Kommissionen inden for rammerne af sin skønsbeføjelse har mulighed for at pålægge disse retssubjekter den solidariske hæftelse (88).

87.      Ud fra dette perspektiv mener jeg, at såfremt Kommissionen vælger at følge denne vej, skal der foretages en undersøgelse i de konkrete tilfælde for at fastsætte omfanget af dette retssubjekts ansvar inden for rammerne af virksomhedens samlede adfærd. I den forbindelse har Kommissionen nævnt en række forhold, som, selv om de er blevet forkastet i retspraksis i forbindelse med vurdering af eksistensen af moderselskabets afgørende påvirkning på dets datterselskab, alligevel kan indgå i fastsættelsen af ansvarsfordelingen mellem moder- og datterselskabet. Kommissionen har i særdeleshed anført den omstændighed, at moderselskabet ikke har deltaget direkte i overtrædelsen, at det ikke har interesse i den af kartellet omfattede sektor, at det ikke har haft kendskab til overtrædelsen, eller at de kontrollerede selskaber, på trods af anvisninger om at tage afstand fra en sådan adfærd, alligevel har deltaget heri (89). Den har herefter gjort gældende, at i lighed med de øvrige betingelser for fastsættelse af bøden er Kommissionen tillagt et vist skøn ved vurderingen af relevansen og betydningen af sådanne faktiske omstændigheder under hensyn til de faktiske omstændigheder i den konkrete sag.

88.      Behovet for en undersøgelse i det konkrete tilfælde, hvilket udledes direkte på baggrund af anvendelse af princippet om personligt ansvar og princippet om individuelle straffe, forekommer mig at udelukke muligheden for at fastsætte en regel i lighed med den, som er fastsat af Retten i den appellerede doms præmis 158 og 159, ifølge hvilken de enkelte juridiske personer, der indgår i virksomheden, skal betragtes som ansvarlige i lige stort omfang, såfremt der ikke foreligger oplysninger om omfanget af de enkeltes ansvar. Denne regel, som forekommer at være udledt fra visse medlemsstaters retlige ordning vedrørende den civilretlige solidariske forpligtelse (90), er efter min opfattelse ikke blot uforenelig med princippet om personligt ansvar og princippet om individuelle straffe (91) som omhandlet ovenfor, idet det forudsætter en slags formodning om ligeligt ansvar mellem debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, der pålægges for deltagelse i en samlet adfærd fra virksomhedens side, som ikke nødvendigvis har været den samme for alle de omhandlede personer, men mangler samtidig et passende juridisk grundlag eller i det mindste et egnet principielt grundlag. For at skabe et grundlag for en sådan regel er det efter min opfattelse faktisk ikke tilstrækkeligt med en generel henvisning til den retlige ordning vedrørende den civilretlige solidariske forpligtelse, såfremt der ikke foreligger andre forklaringer på, hvorfor de af denne retlige ordning udledte principper skal anvendes på konkurrenceområdet, når den betalingsforpligtelse, der påhviler de selskaber, som Kommissionen har pålagt bøder, der skal betales solidarisk for overtrædelser af konkurrenceretten, som anført af Retten adskiller sig fra den situation, som privatretlige solidariske debitorer befinder sig i.

89.      I den forbindelse skal jeg endvidere indrømme, at det for mig er forbundet med visse vanskeligheder at anerkende relevansen af henvisningen i den appellerede doms præmis 158 til præmis 100 og 101 i dommen i sagen Aristrain mod Kommissionen (92). Faktisk har Domstolen i denne dom ikke på nogen måde bekræftet det af Retten fastsatte princip i den nævnte præmis i den appellerede dom. Retten kritiseres imidlertid for ikke at have sanktioneret den manglende begrundelse for Kommissionens beslutning, for så vidt som den havde pålagt et selskab en bøde for adfærd, der kan tilregnes et andet tilknyttet selskab, uden at der imidlertid var bevis for en indbyrdes økonomisk enhed (93). I et sådant tilfælde kan der ikke ske pådømmelse in solidum af begge selskabet.

90.      De krav om retlig vished med hensyn til fastsættelsen af sanktionen, der er nævnt ovenfor i punkt 85, forekommer mig derimod at rejses i yderst begrænset omfang i de tilfælde, hvor de retssubjekter, der bliver pålagt solidarisk hæftelse, på tidspunktet for Kommissionens vedtagelse af beslutningen fortsat tilhører den samme økonomiske enhed, dvs. den samme virksomhed, som har begået overtrædelsen. Selv om det ikke absolut kan udelukkes, at der opstår tvister mellem retssubjekter tilhørende den samme økonomiske enhed, og som er blevet pålagt solidarisk hæftelse hvad angår de kvoteandele af bødebeløbet, som skal betales af hver af dem, kan disse spørgsmål generelt være af koncernintern karakter. Så længe den økonomiske enhed ikke splittes, er det først og fremmest virksomheden som sådan, der er personligt ansvarlig for overtrædelsen, og den til Kommissionen tildelte mulighed for at pålægge solidarisk hæftelse for betaling af den pågældende bøde er ikke genstand for samme krav om retlig vished som de krav, der stilles i tilfælde af splittelse af den økonomiske enhed. Som allerede anført ovenfor i punkt 57 og 76, regulerer Unionens konkurrenceregler endvidere i princippet ikke forholdet mellem de enheder, der udgør virksomheden.

91.      I lyset af samtlige ovenstående betragtninger mener jeg, at Retten har begået en retlig fejl i den appellerede dom, når den har lagt til grund, at det følger af princippet om individuelle straffe og sanktioner, at hver enkelt adressat for en beslutning, som pålægger vedkommende solidarisk hæftelse for betaling af en bøde som følge af overtrædelse af konkurrencereglerne, af den beslutning altid skal kunne udlede den kvoteandel, som vedkommende skal bære i de interne forhold til de solidariske debitorer, når Kommissionen er fyldestgjort, og således efterfølgende konkret har fastsat kvoteandelen af bøden for hvert enkelt selskab i sagen på baggrund af denne betragtning og på grundlag af reglen om ligelig fordeling (94). Det fremgår dog også af de ovenstående betragtninger, at i tilfælde af pålæggelse af solidarisk hæftelse for retssubjekter, som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke længere tilhører den økonomiske enhed, som har begået overtrædelsen, er det nødvendigt at fastsætte deres respektive kvoteandele af bødebeløbet. De konkrete konsekvenser af denne fejl behandles senere i punkt 125 ff.

3.      Det andet anbringende om, at Retten har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret

92.      Kommissionen har gjort gældende, at Retten har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret ved at fortolke artikel 23 i forordning nr. 1/2003 således, at den også omfatter beføjelsen eller ligefrem forpligtelsen til at regulere spørgsmålene vedrørende de interne forhold mellem debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, og ved på dette grundlag at fastsætte kvoteandelene for de forskellige appellerende selskaber. Med dette anbringende har Kommissionen i det væsentlige bestridt, at fastsættelsen af de kvoteandele, som hver enkelt debitor, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, skal afholde i de interne forhold med de øvrige, henhører under den fulde prøvelsesret, der er tildelt Unionens retsinstanser i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

93.      Det fremgår i den henseende af fast retspraksis, at ud over en simpel legalitetskontrol, som kun tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres, giver den fulde prøvelsesret Retten beføjelse til at omgøre den anfægtede retsakt, dvs. beføjelse til at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder med henblik på at ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde (95). Den fulde prøvelsesret anses for at udgøre en supplerende sikkerhed for virksomhederne, der giver adgang til en maksimal prøvelse af spørgsmålet om størrelsen af den pålagte bøde ved en uafhængig og upartisk domstol (96).

94.      Det fremgår således af retspraksis, at ved udøvelse af sin fulde prøvelsesret råder Retten over en fuld beføjelse, som vedrører alle aspekter af fastsættelsen af bøden. Jeg mener dog, at i det omfang Retten under udøvelse af denne ret har beføjelse til at »anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens« (97), kan dette udelukkende ske inden for grænserne af de beføjelser, som Retten er blevet tildelt i traktaterne. Ved at ændre sanktionen kan Retten med andre ord ikke udøve beføjelser, der indskrænker Kommissionens beføjelser.

95.      Jeg har imidlertid inden for rammerne af analysen af det første anbringende (98) anført, at Kommissionen kun har beføjelse til at fastsætte den interne fordeling af bøden mellem de solidariske debitorer, i det omfang dette er nødvendigt for at sikre overholdelse af forbuddene i Unionens konkurrencebestemmelser, og at Kommissionen er forpligtet til at udføre en sådan fastsættelse i visse særlige tilfælde, eksempelvis når den har til hensigt at pålægge de selskaber, der tilhørte den samme økonomiske enhed på tidspunktet for overtrædelsen, men som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke længere er en del heraf, solidarisk hæftelse. Jeg mener således, at Retten kun inden for disse grænser kan udøve sin fulde prøvelsesret vedrørende fastsættelse af de interne forhold mellem de solidariske debitorer.

96.      I praksis mener jeg, at man i det konkrete tilfælde skal sondre mellem – på den ene side – de selskaber, som oprindeligt var en del af Schneider-koncernen, og som efterfølgende, i 2001, blev opkøbt af VA Tech-koncernen (dvs. SEHV og Magrini), for så vidt angår perioden inden deres opkøb, og – på den anden side – de øvrige selskaber i VA Tech-koncernen (99).

97.      På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning var selskaberne SEHV og Magrini ikke længere en del af den virksomhed, som kontrolleredes af Schneider, og som Kommissionen ville sanktionere for den overtrædelse, der blev begået i perioden mellem april 1988 og december 2000. Det fremgår af de inden for rammerne af analysen af det første og tredje anbringende anførte betragtninger, at under disse omstændigheder skulle Kommissionen, såfremt den havde til hensigt at pålægge disse selskaber solidarisk hæftelse med det tidligere moderselskab (dvs. Schneider), specificere den kvoteandel af bøden, som hvert af disse selskaber skulle afholde i de interne forhold mellem solidariske debitorer, der ikke længere tilhørte den samme virksomhed.

98.      I forbindelse med ændring af bøden under udøvelse af sin fulde prøvelsesret har Retten pålagt Schneider, SEHV og Magrini solidarisk hæftelse for betaling af et samlet bødebeløb på 8,1 mio. EUR og fastsat de respektive kvoteandele i de interne forhold. Henset til betragtningerne i foregående punkt kan det i et tilfælde, hvor Kommissionen skal fastsætte disse kvoteandele, efter min opfattelse ikke opfattes som en overskridelse af grænsen for Rettens fulde prøvelsesret, når Retten fastsætter de interne forhold mellem de solidariske debitorer (100). I overensstemmelse med mine betragtninger ovenfor i punkt 87 og 88 mener jeg i øvrigt, at Retten ved anvendelse af reglen om ligelig fordeling af bøden, som fastsat af Retten i den appellerede doms præmis 158 og 159, derimod har begået en fejl i fastsættelsen af disse kvoteandele.

99.      Med hensyn til selskaberne i VA Tech-koncernen foreligger der imidlertid ingen grunde til at konkludere, at fastsættelsen af de respektive kvoteandele af bødebeløbet for disse selskaber er knyttet til behovet for at sikre overholdelse af forbuddene i Unionens konkurrencebestemmelser. Retten har i øvrigt ikke fremlagt oplysninger i den henseende. På den baggrund mener jeg således, at Retten har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret ved fastsættelse af de respektive kvoteandele, som disse selskaber skal afholde i de interne forhold.

100. Afslutningsvis er det nødvendigt at behandle endnu et spørgsmål angående Rettens udøvelse af den fulde prøvelsesret i den foreliggende sag. Faktisk har Kommissionen fremhævet, at selv om Retten har ændret bøden, har den til syvende og sidst ikke ændret det samlede bødebeløb, der er blevet pålagt de to sanktionerede virksomheder (virksomheden bestående af selskaberne i VA Tech-koncernen (101) og virksomheden bestående af Schneider, SEHV og Magrini inden overdragelse af disse (102)). Retten har dermed i det væsentlige blot foretaget en anderledes »intern fordeling« af bøden blandt de solidarisk hæftende selskaber (103). På den baggrund rejses spørgsmålet om, hvorvidt dette er omfattet af den beføjelse, som er blevet tildelt Unionens retsinstanser ifølge artikel 31 i forordning nr. 1/2003, dvs. at »ophæve, nedsætte eller forhøje« det pålagte bødebeløb.

101. Jeg mener, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende. Faktisk giver den fulde prøvelsesret Retten mulighed for at »ændre« størrelsen af den pålagte bøde (104). Selv om det er sandt, at bøder som følge af overtrædelser af konkurrencereglerne i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 pålægges virksomheder i deres egenskab af adressater for konkurrencereglerne, er det som anført ovenfor i punkt 78 også sandt, at såfremt virksomheden består af flere juridiske personer, er det disse personer, som pålægges en bøde. I tilfælde af ophævelse af bøden som følge af konstatering af fejl fra Kommissionens side er det derfor efter min opfattelse inden for Rettens beføjelse, der som forklaret er en fuld beføjelse, som omfatter alle aspekter af fastsættelsen af sanktionen, at genfastsætte bøden således, at bødens omfang som fastsat af Kommissionen for virksomheden fastholdes, men beløbet for de juridiske personer, der konkret er forpligtet til betaling af bøden, ændres.

102. Med hensyn til det konkrete tilfælde må det endvidere bemærkes, at Retten har forhøjet det bødebeløb, som er blevet pålagt to selskaber, der ikke længere udgør en del af den virksomhed, der havde begået overtrædelsen. Ved at bestemme, at SEHV og Magrini hæfter solidarisk over for Kommissionen for betaling af et beløb på 8,1 mio. EUR i stedet for 4,5 mio. EUR, har Retten forhøjet det bødebeløb, som skyldes af disse selskaber.

103. I lyset af samtlige ovenstående betragtninger mener jeg, at også det andet anbringende skal tiltrædes, i det omfang Retten dels hvad angår selskaberne i VA Tech-koncernen har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret, dels hvad angår Schneider, SEHV og Magrini inden overdragelsen af dem i 2001 har begået en fejl i udøvelsen af denne beføjelse. De konkrete konsekvenser heraf vil blive behandlet senere i punkt 125 ff.

4.      Det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet ne ultra petita

104. Med sit fjerde anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede dom har tilsidesat princippet ne ultra petita. Det er faktisk på eget initiativ, og uden at appellanterne har nedlagt påstand herom, at Retten dels i den appellerede doms præmis 157 har konstateret, at det tilkommer Kommissionen at fastsætte de forskellige debitorers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, dels konkret i den appellerede doms præmis 245, 247, 262 og 263 inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret har fastsat appellanternes kvoteandele.

105. I den henseende er det ubestridt, at eftersom Unionens retsinstanser i annullationssøgsmål ikke kan træffe afgørelse ultra petita, kan en annullation ikke gå ud over sagsøgerens påstande (105).

106. Som bemærket ovenfor i punkt 41, er analysen af appellen dog begrænset til Rettens fastsættelse af kvoteandelene af bødebeløbet under udøvelse af den fulde prøvelsesret.

107. Jeg mener dog, som jeg allerede for nylig har haft mulighed for at argumentere for, at reglen om ne ultra petita, der begrænser retsinstansernes beføjelser til at angå de spørgsmål, som parterne har rejst, kun spiller en meget lille rolle, når der er tale om Unionens retsinstansers udøvelse af deres fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF (106). Når parterne har nedlagt påstand om en ny vurdering af bødebeløbet, skal Retten i praksis finde, at den inden for grænserne af sine beføjelser er berettiget til at udføre en fuld prøvelse af »realiteten« i bødebeløbet, som går ud over de iboende grænser for legalitetsprøvelse (107).

108. Uanset det faktum, at fastsættelsen af de enkelte selskabers andel af bødebeløbet efter min mening kan anses for at indgå i en anmodning om nedsættelse af denne bøde, bør det under alle omstændigheder bemærkes, at ved Retten har samtlige sagsøgere bestridt det bødebeløb, de er blevet pålagt, og gjort gældende, at det skal nedsættes. Begrundelsen herfor var, at Kommissionen havde pålagt dem solidarisk hæftelse. Dette medfører på mere eller mindre udtrykkelig måde (108), at spørgsmålet om de interne forhold mellem de berørte selskaber bliver aktuelt.

109. Det følger heraf efter min mening, at princippet ne ultra petita i det konkrete tilfælde ikke kunne hindre Retten i at foretage en retlig betragtning i lighed med den i den appellerede doms præmis 157 og herefter drage de pågældende konklusioner i forbindelse med ændring af bødebeløbet under udøvelse af sin fulde prøvelsesret. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at denne betragtning og fastsættelsen efter min opfattelse er behæftet med retlige fejl, og at Retten delvist har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret (109).

110. Det fremgår af det ovenstående, at det fjerde anbringende efter min opfattelse skal forkastes.

5.      Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet

111. Ifølge Kommissionen har Retten tilsidesat kontradiktionsprincippet ved ikke at give Kommissionen lejlighed til at udtale sig om den fortolkning, som Retten havde til hensigt at give artikel 23 i forordning nr. 1/2003, og ifølge hvilken Kommissionen skal fastsætte de interne forhold mellem solidariske debitorer. Herved har Retten pålagt Kommissionen helt nye forpligtelser, uden at Kommissionen har fået mulighed for at tage stilling til dette.

112. Det er i denne henseende væsentligt at bemærke, at det følger af retspraksis, at kontradiktionsprincippet, der udgør en del af retten til forsvar, og som Unionens retsinstanser skal sikre overholdelsen af, i almindelighed omfatter retten for sagens parter til at få kendskab til og kommentere alle de beviser og indlæg, der indgives til retsinstansen (110). For således at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne har kendskab til og kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren (111). Princippet indebærer normalt ligeledes retten for parterne til at få kendskab til de anbringender, som retsinstansen af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse, og kommentere dem (112).

113. Kontradiktionsprincippet skal også overholdes under Rettens udøvelse af den fulde prøvelsesret (113).

114. Kontradiktionsprincippet må komme sagens parter i procedurer ved Unionens retsinstanser til gode, uanset vedkommendes retlige status. Unionens institutioner kan derfor også støtte ret herpå, når de er parter under en sådan sag (114).

115. I den foreliggende sag fremgår det af den appellerede doms præmis 30, at under retsmødet ved Retten fremlagde SEHV og Magrini en dom afsagt af tribunal de commerce de Grenoble i en sag, som var blevet anlagt af Schneider mod SEHV og Magrini med henblik på at opnå dækning af den bødeandel, som Schneider oprindeligt havde betalt i sin helhed, og for hvilken de to selskaber hæftede solidarisk (115). Efter fremlæggelsen af denne dom tillod Retten Kommissionen, på institutionens anmodning, at indgive indlæg herom. I disse indlæg, der blev fremlagt den 26. marts 2010, forklarede Kommissionen, hvorfor denne dom efter dens opfattelse ikke var relevant for afgørelsen af sagerne ved Retten. Kommissionen anførte endvidere en række betragtninger angående det solidariske ansvar generelt, herunder betragtninger om fastsættelsen af de interne forhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden. Navnlig gjorde Kommissionen allerede i denne forbindelse gældende, at den savner kompetence i fastsættelsen af de interne forhold mellem solidariske debitorer, og fremsatte en række betragtninger vedrørende de nationale domstoles kompetence. I den første del af det sjette anbringende har Kommissionen gjort gældende, at den i disse betragtninger allerede anførte en række argumenter mod, at Kommissionen skal fastsætte de juridiske forhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden.

116. Under disse omstændigheder er det værd at nævne, at Kommissionen har haft mulighed for at tage stilling til spørgsmålene angående fastsættelsen af de interne solidaritetsforhold mellem bødens solidariske debitorer (116). Det er sandt, at Retten ikke udtrykkeligt har anmodet Kommissionen om at tage stilling vedrørende den fortolkning, som Retten havde til hensigt at give artikel 23 i forordning nr. 1/2003, hvilket indebærer, at Kommissionen tildeles kompetencen til at fastsætte de interne forhold mellem solidariske debitorer. Efter min opfattelse udgør denne fortolkning dog en retlig vurdering, som Retten er berettiget til at foretage, og som ikke udgør en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet (117), særligt i et tilfælde som i den foreliggende sag, hvor Kommissionen har haft mulighed for udtrykkeligt at tage stilling til ovennævnte spørgsmål angående fastsættelse af de interne forhold mellem de solidariske debitorer (118).

117. På baggrund af det ovenstående må det femte anbringende fremsat af Kommissionen efter min opfattelse forkastes.

6.      Det sjette anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten

118. Med det sjette anbringende, der omfatter to dele, har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede dom ikke har overholdt sin begrundelsespligt. Først og fremmest har Retten ikke undersøgt de af Kommissionen i indlæggene af 26. marts 2010 fremførte argumenter mod fastsættelsen af de interne juridiske forhold mellem solidariske debitorer i tilstrækkeligt omfang. Endvidere har Retten ikke anført de grunde, hvorpå konklusionerne hviler, men derimod begrænset sig til at fremsætte en række helt generelle betragtninger, således at det er vanskeligt at forstå, at disse kan ligge til grund for sådanne konklusioner.

119. I den forbindelse skal det erindres, at ifølge fast retspraksis kan den forpligtelse, som Retten har til at begrunde sine afgørelser, ikke fortolkes som en forpligtelse til at tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af en part (119). Det skal i højere grad betragtes som tilstrækkeligt, at de betragtninger, som Retten har lagt til grund i begrundelsen for en dom, som på visse punkter også kan fremgå indirekte, som helhed fremgår så klart og utvetydigt heraf, at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (120).

120. For så vidt angår den første del af dette anbringende var Retten i henhold til denne retspraksis ikke forpligtet til at besvare alle de af Kommissionen fremførte argumenter i indlæggene af 26. marts 2010 eksplicit og detaljeret. Endvidere kan det udledes af ræsonnementet i den appellerede doms præmis 153-159, at Retten har forkastet Kommissionens synspunkt, men at Retten, som det fremgår af sidste sætning i præmis 157, har taget højde for det i sin analyse.

121. For så vidt angår den anden del af dette anbringende har jeg anført ovenfor i punkt 45, at det ikke af den af Retten anvendte formulering fremgår med tydelighed, om Retten har haft til hensigt at pålægge Kommissionen en sand og egentlig forpligtelse til at fastsætte kvoteandelene for de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden. I præmis 153 har Retten nemlig bekræftet, at Kommissionen »skal […] i givet fald« fastsætte disse andele, men Retten har ikke specificeret, i hvilke tilfælde dette er nødvendigt, når Retten i præmis 157 har statueret, at det »tilkommer« Kommissionen at gøre dette (121). Brugen af disse formuleringer forekommer mig at skabe en vis tvetydighed i Rettens bestemmelser og i omfanget af de forpligtelser, som Retten har haft til hensigt at pålægge Kommissionen.

122. Endvidere fremgår det ovenfor i punkt 88, at jeg ikke har fundet Rettens generelle henvisning i den appellerede doms præmis 155 til den retlige ordning vedrørende civilretlig forpligtelse tilstrækkelig til at udgøre grundlaget for reglen om ligelig fordeling af ansvaret, og dermed af bøden, mellem de solidariske debitorer i tilfælde af manglende oplysninger i beslutningen om det specifikke omfang af ansvaret for hvert selskab, der er blevet pålagt solidarisk hæftelse. Retten har efter min opfattelse skullet forklare grundene til, at principper udledt af denne ordning skulle finde anvendelse inden for konkurrenceretten, når den betalingsforpligtelse, der påhviler de selskaber, som Kommissionen har pålagt bøder, der skal betales solidarisk for overtrædelser af konkurrenceretten, som anført af Retten adskiller sig fra den situation, som privatretlige solidariske debitorer befinder sig i.

123. Selv om det af Retten fulgte ræsonnement efter min opfattelse – som det fremgår af analysen af det første, andet og tredje anbringende – er behæftet med retlige fejl, og på trods af de ovennævnte modstridende eller mangelfulde elementer i begrundelsen, forekommer dette ræsonnement mig dog generelt at være tilstrækkeligt klart til at gøre det muligt for parterne, herunder Kommissionen, at kende grundene til den trufne beslutning og for Domstolen at kunne udøve sin domstolsprøvelse. Dette bekræftes endvidere af den omstændighed, at Kommissionen har været i stand til at anfægte denne dom ved Domstolen ved hjælp af et omfattende søgsmål.

124. På den baggrund skal det sjette anbringende efter min opfattelse forkastes.

D –    Forslag til afgørelse

125. I lyset af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at annullere den appellerede dom for så vidt angår dels den del, hvor Retten har erklæret, at det udelukkende tilkommer Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, og at det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole, dels den del, hvor Retten i første instans under udøvelse af sin fulde prøvelsesret har fastsat kvoteandelene for hvert af de appellerende selskaber ved at basere sig på dette princip og reglen om ligelig fordeling af ansvaret i tilfælde af manglende oplysninger i den henseende i beslutningen.

126. Det fremgår dog af punkt 55, 85 og 86 ovenfor, at såfremt der skal fastsættes en solidarisk hæftelse mellem de retssubjekter, der udgjorde en økonomisk enhed på tidspunktet for overtrædelsen, men som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke længere er en del af denne økonomiske enhed, skal Kommissionen fastsætte den kvoteandel af bøden, som det retssubjekt, der ikke længere har forbindelser, som begrunder vedkommendes inddragelse i den økonomiske enhed, skal betale i de interne forhold med de øvrige solidariske debitorer.

127. Det må imidlertid bemærkes, at Schneider, SEHV og Magrini ikke længere var en del af den samme økonomiske enhed på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, og at Kommissionen pålagde dem solidarisk hæftelse for betaling af bøden uden fastsættelse af bødens kvoteandel med hensyn til SEHV og Magrini. De konklusioner, der skal drages af denne konstatering, afhænger af udfaldet af den af disse to selskaber iværksatte appel, og vil derfor blive behandlet efter analysen heraf, dvs. i punkt 169 ff.

IV – Appellen iværksat af Reyrolle i sag C-232/11 P

128. Til støtte for sin appel har Reyrolle fremsat to anbringender.

A –    Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe og sanktioner

129. Med sit første anbringende har Reyrolle gjort gældende, at Retten ved at ændre bøden i kraft af sin fulde prøvelsesret har tilsidesat princippet om individuelle straffe og sanktioner. Ifølge Reyrolle burde Retten ikke have beregnet blot et udgangsbeløb ved at tage højde for omsætningen og markedsandelen for den af VA Technologie kontrollerede virksomhed. Retten burde have fastsat et særskilt udgangsbeløb for Reyrolle for den periode, hvori den var et datterselskab i Rolls-Royce, dvs. i perioden mellem den 15. april 1988 og den 20. september 1998 (122). Udgangsbeløbet for perioden inden Reyrolles indtræden i VA Tech-koncernen burde være blevet fastsat på baggrund af markedsandelen for virksomheden Rolls-Royce/Reyrolle og alene Reyrolles omsætning. Herved skulle den samlede bøde, der er blevet pålagt Reyrolle, have været maksimalt 2,05 mio. EUR.

130. Det af Reyrolle fremsatte anbringende tager udgangspunkt i, at Reyrolle i forbindelse med deltagelsen i kartellet, hvilket fandt sted i perioden fra den 15. april 1988 til den 13. december 2000 og fra den 1. april 2002 til den 11. maj 2004 (123), var en del af to forskellige virksomheder, dvs. først den af Rolls-Royce kontrollerede virksomhed i perioden fra den 15. april 1988 til den 20. september 1998, da virksomheden blev opkøbt af VA Technologie, og derefter den af det sidstnævnte selskab kontrollerede virksomhed i den resterende del af perioden. Dette begrunder ifølge Reyrolle fastsættelsen af to særskilte udgangsbeløb for de to perioder og for de pågældende to virksomheder.

131. Denne antagelse finder imidlertid ikke støtte i den appellerede dom.

132. I den henseende bemærkes det, at Retten har vurderet, at Reyrolle først indtil den 20. september 1998 deltog i overtrædelsen selvstændigt og derefter fortsatte den ulovlige aktivitet som datterselskab i VA Tech-koncernen (124).

133. Eftersom overtrædelsen var forældet for Rolls-Royce, det ledende selskab i den koncern, som Reyrolle var en del af indtil den 20. september 1998 (125), har hverken den anfægtede beslutning eller den appellerede dom konstateret forekomsten af en økonomisk enhed mellem Reyrolle og Rolls-Royce, som kunne begrunde Reyrolles tilhørsforhold til en virksomhed, som kontrolleredes af Rolls-Royce. I den henseende skal det også bemærkes, at Rolls-Royce ikke er adressat for hverken den anfægtede beslutning eller en hvilken som helst sanktion, idet der ikke er blevet konstateret en overtrædelse, som Rolls-Royce er ansvarlig for.

134.  Under disse omstændigheder fremgår det af den appellerede dom, at den først af Kommissionen og senere af Retten sanktionerede overtrædelse er blevet begået af blot en virksomhed, som først – inden den 20. september 1998 – udelukkende bestod af Reyrolle og derefter blev udvidet – efter VA Tech-koncernens opkøb af Reyrolle – til dermed også at omfatte den af VA Technologie kontrollerede økonomiske enhed. Virksomheden blev senere yderligere udvidet med også SEHV og Magrini, da disse blev overdraget til VAS (126).

135. Retten har derfor med rette fastsat blot et udgangsbeløb for virksomheden VA Technologie med udgangspunkt i virksomhedens omsætning i 2003, der er det sidste hele år i overtrædelsesperioden (127), og efterfølgende fordelt ansvaret for overtrædelsen blandt de enkelte selskaber med hensyn til de perioder, hvori de deltog i kartellet. Retten har ved denne fremgangsmåde ikke tilsidesat princippet om individuelle straffe.

136. Ovennævnte betragtninger foranlediger mig til at konkludere, at det første anbringende fremsat af Reyrolle skal forkastes.

B –    Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet

137. Reyrolle har gjort gældende, at Retten ved fastsættelsen af den pålagte bøde under udøvelse af sin fulde prøvelsesret har tilsidesat ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Først og fremmest er Reyrolle blevet forskelsbehandlet i forhold til den tilgang, der er blevet fulgt med hensyn til selskaberne i Schneider-koncernen (Schneider, SEHV og Magrini), for hvilke Retten har fastsat forskellige udgangsbeløb for hver tilhørsperiode i de enkelte virksomheder (128). Som følge af denne forskelsbehandling er Reyrolle blevet pålagt en uforholdsmæssig stor bøde. Endvidere er Reyrolle blevet forskelsbehandlet med henvisning til den beregningsmetode, der er blevet anvendt for visse japanske virksomheder, for hvilke Kommissionen fastsatte forskellige udgangsbeløb med hensyn til perioden inden overdragelsen af deres aktiviteter i GIS-sektoren til en fælles virksomhed.

138. Efter Kommissionens opfattelse skal det andet anbringende afvises, idet der er tale om et nyt anbringende, der først er blevet fremsat under appelsagen. Kommissionen har bemærket, at Retten for at fastsætte bøden inden for rammerne af udøvelsen af sin fulde prøvelsesret har benyttet samme beregningsmetode som Kommissionen. Rettens fastsættelse af bøden vil således ikke i sig selv kunne udgøre grundlaget for den påståede forskelsbehandling, som eventuelt er direkte afledt af den anfægtede beslutning. Den påståede forskelsbehandling er dog ikke blevet påberåbt af Reyrolle i første instans og udgør derfor et nyt anbringende.

139. I den henseende er det ifølge fast retspraksis sandt, at under en appel har Domstolen i princippet kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den (129). Det er ligeledes sandt, at Reyrolle ikke i første instans har gjort den påståede forskelsbehandling, som dette anbringende refererer til, gældende. Det fremgår dog også af retspraksis, at en appellant er berettiget til over for Domstolen at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (130).

140. Det må konstateres, at med nærværende anbringende har Reyrolle gjort gældende at være blevet forskelsbehandlet i den appellerede dom af Retten i forbindelse med fastsættelse af bøden under udøvelse af den fulde prøvelsesret. Selv om Retten for at ændre bøderne har benyttet den af Kommissionen fulgte beregningsmetode og ikke har rejst tvivl herom, er den af Reyrolle påståede forskelsbehandling derfor direkte afledt af den af Retten udførte ændring af bøden og således af den appellerede dom. På grundlag heraf mener jeg, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling.

141. For så vidt angår dette anbringendes realitet fremgår det af retspraksis, at udøvelsen af en fuld prøvelsesret ikke i forbindelse med fastsættelse af bødernes beløb kan indebære en forskelsbehandling mellem de virksomheder, som har deltaget i en aftale i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF (131). Endvidere er ligebehandlingsprincippet kun tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (132).

142. Det må faktisk konstateres, at situationerne for henholdsvis Reyrolle og selskaberne i Schneider-koncernen ikke er ensartede. I modsætning til Reyrolle, der som angivet i punkt 134-136 deltog i overtrædelsen ved at være del af en enkelt virksomhed − hvilket har begrundet, at Retten har fastsat bøden med udgangspunkt i blot et udgangsbeløb for virksomheden VA Technologie baseret på dennes omsætning − deltog SEHV og Magrini i kartellet ved at være dele af to forskellige virksomheder. Først deltog de heri som dele af den virksomhed, der kontrolleredes af Schneider. Efter de blev opkøbt af VA Technologie, deltog de i kartellet som selskaber, der udgjorde en del af den virksomhed, der kontrolleredes af sidstnævnte. Idet de pågældende situationer er forskellige, kan Reyrolle efter min opfattelse ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

143. På tilsvarende måde mener jeg, at Reyrolles situation ikke kan sammenlignes med situationen for de japanske producenter. Faktisk fremgår det af den anfægtede beslutning, at såvel Fuji og Hitachi på den ene side som Mitsubishi Electric og Toshiba på den anden side først deltog selvstændigt i overtrædelsen og derefter den 1. oktober 2002 overdrog deres respektive GIS-aktiviteter til to fælles virksomheder, henholdsvis Japan AE Power Systems Corporation og TM T&D Corporation (133). Efter etableringen af de fælles virksomheder forblev de japanske producenter i modsætning til Reyrolle uafhængige og selvstændige. Det må konstateres, at denne situation er åbenbart forskellig fra situationen for Reyrolle, der som beskrevet ovenfor i punkt 134 blev inddraget i virksomheden VA Technologie. Disse forskellige situationer begrunder en forskellig behandling.

144. For så vidt angår den påståede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet skal det først og fremmest bemærkes, at det ifølge fast retspraksis ikke tilkommer Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af de bøder, som er pålagt virksomheder for overtrædelse af EU-retten. Det er således kun i det omfang, Domstolen måtte finde, at sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så excessiv, at den bliver uforholdsmæssig, at det skal fastslås, at Retten begik en retlig fejl på grund af den upassende karakter af en bødes størrelse (134). Endvidere har Reyrolle udelukkende baseret sin klage over bødens urimelige karakter på den påståede forskelsbehandling, der som anført ovenfor efter min opfattelse ikke foreligger.

145. På baggrund af samtlige ovennævnte betragtninger mener jeg, at det andet anbringende skal forkastes, og at Reyrolles appel derfor skal forkastes i sin helhed.

V –    Appellen iværksat af SEHV og Magrini i sag C-233/11 P

146. Til støtte for deres appel har SEHV og Magrini fremsat tre anbringender. Det første vedrører tilsidesættelsen af princippet ne ultra petita, det andet vedrører tilsidesættelsen af princippet om retskraft, og det tredje vedrører tilsidesættelsen af kontradiktionsprincippet.

147. Indledningsvis er det først og fremmest nødvendigt at undersøge den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse vedrørende appellen i sin helhed. Kommissionen har gjort gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, idet de af SEHV og Magrini fremførte påstande over for Domstolen er nøjagtig de stik modsatte af de påstande, der er blevet nedlagt i første instans.

148. I særdeleshed har SEHV og Magrini i første instans ved Retten nedlagt påstand om, at »[d]en anfægtede beslutnings artikel 2 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne«. Denne formulering omfattede både litra k) og litra l) i denne artikel, der vedrører disse to selskaber.

149. Ved Domstolen har disse selskaber derimod nedlagt påstand om, at Domstolen dels annullerer den appellerede dom, for så vidt som den har annulleret den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j) og k), dels bekræfter beslutningens artikel 2, litra j) og k), og – for så vidt angår beslutningens artikel 2, litra k) – erklærer, at enhver solidarisk debitor skal afholde en tredjedel af bøden på 4,5 mio. EUR.

150. I denne henseende skal det bemærkes, at de ved appellen nedlagte påstande skal tilsigte helt eller delvist at få medhold i de i første instans nedlagte påstande. Der kan ikke nedlægges nye påstande (135). Det er derfor indlysende, at en påstand, med hvilken der tilsigtes det stik modsatte i forhold til i første instans, skal afvises. Jeg mener derfor, at appellanternes påstand om bekræftelse af artikel 2, litra k), af hvilken de i første instans havde nedlagt påstand om annullation, ikke kan antages til realitetsbehandling. Artikel 2, litra j), vedrører et andet retssubjekt end SEHV og Magrini, dvs. Schneider, hvilket indebærer, at den af disse selskaber fremsatte påstand om bekræftelse af denne del af domskonklusionen også skal afvises. Den øvrige del af appellen kan efter min opfattelse antages til realitetsbehandling.

A –    Det første og andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet ne ultra petita og princippet om retskraft

151. Inden for rammerne af deres første og andet anbringende, som efter min opfattelse skal analyseres samlet, har SEHV og Magrini gjort gældende, at deres søgsmål ved Retten udelukkende blev anlagt mod den bøde på 4,5 mio. EUR, som selskaberne skulle hæfte solidarisk for sammen med Schneider. Ved at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), som pålagde Schneider bøden, og ved på ny at fastsætte den bøde, der er blevet pålagt SEHV og Magrini, har Retten således truffet afgørelse ultra petita.

152. Idet Schneider endvidere ikke har gjort indsigelse mod den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører vedkommende, har beslutningen opnået retskraft hvad angår fastsættelsen af bøden på et beløb svarende til 3,6 mio. EUR. Ved at gå ud over SEHV’s og Magrinis påstand har Retten således også tilsidesat princippet om retskraft, som Kommissionens beslutning har opnået over for Schneider.

153. Kommissionen har gjort gældende, at Retten ikke har tilsidesat princippet ne ultra petita, idet den ikke har truffet afgørelse om Schneiders ansvar, og at Schneiders samlede bødebeløb faktisk er forblevet uændret (8,1 mio. EUR, dvs. summen af 3,6 mio. EUR og 4,5 mio. EUR). Den appellerede dom har kun ændret de interne solidaritetsforhold mellem solidariske debitorer, som udgør en del af sagens genstand i første instans som anført af SEHV og Magrini. I denne forbindelse har Retten efter Kommissionens opfattelse heller ikke tilsidesat princippet om retskraft.

154. I den henseende har jeg allerede bemærket ovenfor i punkt 105, at Unionens retsinstanser, der skal træffe afgørelse i et annullationssøgsmål, er bundet af princippet ne ultra petita, ifølge hvilket den af retsinstanserne afsagte annullation ikke kan gå ud over appellantens påstand (136).

155. Såfremt en adressat for en beslutning beslutter at anlægge et annullationssøgsmål, skal Unionens retsinstanser derfor kun prøve de elementer i beslutningen, der vedrører den pågældende adressat. De elementer, der vedrører andre adressater, og som ikke er anfægtet, er derimod ikke genstand for den tvist, som Unionens retsinstanser skal afgøre (137). Endvidere bemærkes, at efter fast retspraksis bliver en beslutning, der ikke er anfægtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 263 TEUF fastsatte frist, endelig i forhold til denne (138).

156. I den konkrete sag skal det først og fremmest bemærkes, at det fremgår af punkt 2 i domskonklusionen til den appellerede dom, at Retten bl.a. har annulleret den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), ifølge hvilken Schneider alene blev pålagt en bøde på 3,6 mio. EUR, og artikel 2, litra k), i sin helhed, ifølge hvilken Schneider, SEHV og Magrini hæftede for et samlet beløb på 4,5 mio. EUR.

157. Som anført ovenfor i punkt 148, har SEHV og Magrini dog i første instans nedlagt påstand om, at Retten annullerer den anfægtede beslutnings artikel 2, for så vidt som den vedrører dem. Det er endvidere ubestridt, at Schneider ikke har iværksat appel ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den anfægtede beslutning, hvorfor beslutningen er blevet endelig i forhold til Schneider.

158. Det må bemærkes, at i det omfang sanktionen vedrørte Schneider alene, kunne den i den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), pålagte sanktion ikke gøres til genstand for SEHV’s og Magrinis annullationssøgsmål. Idet der ikke forelå et søgsmål anlagt af Schneider, kunne den således ikke gøres til genstand for tvisten ved Retten. På den baggrund kunne Retten efter min opfattelse ikke annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), uden at træffe afgørelse ultra petita. Et tilsvarende ræsonnement gælder med hensyn til den anfægtede beslutnings artikel 2, litra k), for så vidt angår den del, der vedrører Schneider og ikke SEHV og Magrini.

159. Det af Kommissionen fremhævede forhold, at Retten efter denne annullation inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret har ændret den bøde, der var pålagt selskaberne i virksomheden Schneider, uden at ændre det bødebeløb, som var blevet pålagt Schneider, ændrer imidlertid ikke ved, at Retten ikke kunne annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), samt artikel 2, litra k), for så vidt angår delen vedrørende Schneider, idet disse dele ikke kunne gøres til genstand for tvisten. Faktisk er ændringen af bøden – som i den appellerede dom er en afgørelse truffet efter annullationen – ikke i stand til at afhjælpe manglen ved annullationen, nemlig tilsidesættelsen af princippet ne ultra petita.

160. På grundlag af det ovenfor anførte må det første og andet anbringende efter min opfattelse tiltrædes.

B –    Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet

161. SEHV og Magrini har afslutningsvis gjort gældende, at Retten har tilsidesat kontradiktionsprincippet. Under sagsforløbet ved Retten har selskaberne aldrig fået mulighed for at tage stilling til Rettens betragtninger med hensyn til den nye fordeling af den bøde på 3,6 mio. EUR, som Schneider skulle afholde alene, og hvis annullation har medført forøgelse af det bødebeløb, som skal afholdes af SEHV og Magrini.

162. Ovenfor i punkt 112-114 har jeg allerede anført principperne i retspraksis angående kontradiktionsprincippet.

163. I den foreliggende sag er det først og fremmest nødvendigt at fjerne den af Kommissionen rejste tvivl vedrørende muligheden for SEHV og Magrini for at påberåbe sig kontradiktionsprincippet i dette tilfælde. Denne tvivl er baseret på, at Retten i realiteten har reduceret det samlede bødebeløb, som SEHV og Magrini hæfter for, fra 22,05 mio. EUR til 18,45 mio. EUR.

164. Det er dog indlysende, at det samlede beløb, som Kommissionen refererer til, er summen af to bøder, som er pålagt de to selskaber særskilt med hensyn til forskellige elementer, dvs. på den ene side den bøde, der er blevet pålagt selskaberne i deres egenskab af en del af den virksomhed, der kontrolleredes af Schneider, og på den anden side den bøde, der er blevet pålagt dem i deres egenskab af del af virksomheden VA Technologie i perioden efter deres overdragelse til den koncern, hvori virksomheden VA Technologie er det ledende selskab. Retten har faktisk nedsat beløbet for denne anden bøde for SEHV og Magrini (139) samt forhøjet den første bøde for de to selskaber. Som følge af Rettens ændring af sanktionen hæfter disse to selskaber nu sammen med Schneider ikke blot for et beløb på 4,5 mio. EUR, som fastsat i beslutningen, men for et beløb svarende til 8,1 mio. EUR. I denne forbindelse kan appellanterne efter min opfattelse uden tvivl påberåbe sig en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet med hensyn til denne bøde.

165. Hvad angår anbringendets realitet fremgår det af sagsakterne, at under sagen ved Retten blev det spørgsmål, som udgør grundlaget for annullation af beslutningens artikel 2, litra j), dvs. spørgsmålet om pålæggelse af en bøde udelukkende til Schneider ved mangel af specifik konstatering af ansvar andet end deltagelsen i kartellet gennem Schneiders datterselskaber SEHV og Magrini, drøftet.

166. Det fremgår navnlig af sagsakterne, at Retten inden retsmødet stillede parterne en række spørgsmål, hvoraf særligt et, der var henvendt til Kommissionen, direkte havde til formål at afdække årsagerne til, at SEHV og Magrini ikke skulle hæfte solidarisk sammen med Schneider for det samlede bødebeløb, der var blevet pålagt Schneider (140). I sit svar forklarede Kommissionen, at pålæggelsen af en bøde på 3,6 mio. EUR udelukkende til Schneider var begrundet i behovet for at undgå at pålægge SEHV og Magrini et udgangsbeløb to gange, idet de to selskaber allerede hæftede for det udgangsbeløb, som var blevet pålagt virksomheden VA Technolgie. Retten har herefter udtrykkeligt forkastet dette ræsonnement i den appellerede doms præmis 249 ff.

167. Det må bemærkes, at under disse forhold havde SEHV og Magrini mulighed for under retsmødet at tage stilling til spørgsmålet og gøre deres synspunkt gældende (141).

168. I lyset af disse betragtninger skal klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet derfor efter min opfattelse forkastes.

C –    Konklusion vedrørende appellen iværksat af SEHV og Magrini i sag C-233/11 P

169. Efter min opfattelse fremgår det af ovennævnte betragtninger, at den appellerede dom skal annulleres, i det omfang Retten ved at træffe afgørelse ultra petita har annulleret den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), samt artikel 2, litra k), i sin helhed, herunder bestemmelserne om Schneider. Disse dele af den anfægtede beslutning er som følge af manglende søgsmål anlagt af Schneider blevet endelige i forhold til vedkommende.

170. På denne baggrund skal også ændringen af bøden for selskaberne i virksomheden Schneider – dvs. Schneider, SEHV og Magrini – i perioden mellem den 15. april 1988 og den 13. december 2000, som Retten har foretaget i den appellerede doms præmis 246 og 247 under udøvelse af sin fulde prøvelsesret og gengivet i punkt 3, første led, i domskonklusionen til denne dom, annulleres, idet den i den appellerede doms præmis 2 fastsatte annullation, der er nævnt i det foregående punkt, udgør en grundlæggende betingelse for den ændring af bøden, som Retten har foretaget i den konkrete sag.

171. I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut kan Domstolen, når den giver appellanten medhold og ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

172. Eftersom sagen efter min opfattelse er moden til påkendelse, skal Domstolen træffe endelig afgørelse i sagen.

173. Som anført ovenfor i punkt 148, har SEHV og Magrini i første instans ved Retten nedlagt påstand om, at »[d]en anfægtede beslutnings artikel 2 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne«. Særligt har de i deres søgsmål udtrykkeligt gjort gældende, at det solidariske ansvar, jf. den anfægtede beslutnings artikel 2, litra k), var uforståeligt.

174. Som det imidlertid fremgår af punkt 126 og 127 ovenfor, var Schneider, SEHV og Magrini på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke længere en del af den samme økonomiske enhed som Schneider. Såfremt der skal fastsættes et solidarisk ansvar mellem retssubjekter, som på tidspunktet for overtrædelsen udgjorde en økonomisk enhed, men som på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke længere er en del heraf, skal Kommissionen på denne baggrund fastsætte den kvoteandel af bøden, som det retssubjekt, der ikke længere har forbindelser, som begrunder dets inddragelse i den økonomiske enhed, skal betale i de interne forhold med de øvrige solidariske debitorer.

175. Det må dog bemærkes, at Kommissionen i det konkrete tilfælde, selv om den har pålagt Schneider, Magrini og SEHV solidarisk hæftelse, ikke har fastsat disse kvoteandele. På denne baggrund skal Magrinis og SEHV’s påstand tages til følge, og den anfægtede beslutnings artikel 2, litra k) skal annulleres.

VI – Sagsomkostninger

176. Såfremt Domstolen er enig i mine vurderinger angående de tre forenede appeller, foreslår jeg den i henhold til artikel 137, sammenholdt med artikel 138 og 184 i procesreglementet, at træffe afgørelse om omkostningerne på følgende måde. Eftersom Kommissionen kun delvist bør gives medhold i appellen i sag C-231/11 P, mener jeg, at det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at parterne skal bære deres egne omkostninger. I sag C-232/11 P skal Reyrolle – som tabende part – tilpligtes at betale sagens omkostninger. I sag C-233/11 P skal Kommissionen – som tabende part – tilpligtes at betale sagens omkostninger.

VII – Forslag til afgørelse

177. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse.

178. I sag C-231/11 P:

»1)      Rettens dom af 3. marts 2011, forenede sager T-122/07 – T-124/07, Siemens Österreich m.fl. mod Kommissionen, ophæves for så vidt angår den del, hvori Retten har fastsat kvoteandelene for hvert af de selskaber, der var sagsøgere i første instans, ved at basere sig på dels det princip, hvorefter det udelukkende tilkommer Kommissionen ved udøvelsen af sin kompetence til at pålægge bøder at fastsætte de forskellige selskabers respektive kvoteandele af de beløb, som de er blevet pålagt solidarisk, og at det er en opgave, der ikke kan overlades til de nationale domstole, dels reglen om ligelig fordeling af ansvaret i tilfælde af manglende oplysninger i den henseende i beslutningen.

2)      I øvrigt forkastes appellen.

3)      Europa-Kommissionen, Siemens Transmission & Distribution Ltd, Siemens Transmission & Distribution SA og Nuova Magrini Galileo SpA bærer hver sine egne omkostninger.«

179. I sag C-232/11 P:

»1)      Appellen iværksat af Siemens Transmission & Distribution Ltd forkastes.

2)      Siemens Transmission & Distribution Ltd betaler sagens omkostninger.«

180. I sag C-233/11 P:

»1)      Punkt 2 i domskonklusionen i Rettens dom af 3. marts 2011, forenede sager T-122/07 – T-124/07, Siemens Österreich m.fl. mod Kommissionen, ophæves for så vidt angår den del, hvori artikel 2, litra j) og k), i Kommissionens beslutning K(2006) 6762 endelig af 24. januar 2007 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38 899 – GIS-anlæg), samt punkt 3, første led, i konklusionen til denne afgørelse, annulleres.

2)      Artikel 2, litra k), i beslutning K(2006) 6762 endelig annulleres for så vidt angår den del, der vedrører Siemens Transmission & Distribution SA og Nuova Magrini Galileo SpA.

3)      Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.«

1 – Originalsprog: italiensk.

2 – Forenede sager T-122/07 – T-124/07, Sml. II, s. 793.

3 – Kommissionens beslutning af 24.1.2007 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/ 38 899 – GIS-anlæg).

4 – GIS er elektrisk udstyr til kontrol af energistrømmen i elnet. Apparatet anvendes som hovedkomponent i nøglefærdige transformerstationer. Jf. den appellerede doms præmis 4.

5 – »De interne solidaritetsforhold«, som vedrører forholdet mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for et beløb, afviger fra de »eksterne solidaritetsforhold«, som vedrører forholdet mellem de solidariske debitorer og kreditoren (i det konkrete tilfælde Kommissionen, der er kreditor for bøden).

6 –      Jeg vil i denne henseende henvise til, at den samme problemstilling er genstand for en række præjudicielle spørgsmål, der for nylig er forelagt Domstolen (indgivet den 12.8.2013) af Bundesgerichtshof i Gigaset-sagen (sag C-451/13).

7 – Jf. den appellerede doms præmis 1 og den anfægtede beslutnings punkt 73.

8 – Jf. den appellerede doms præmis 1 og den anfægtede beslutnings punkt 74.

9 – Jf. den appellerede doms præmis 2.

10 – Jf. den appellerede doms præmis 3.

11 – Begæringen blev fremsat i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 19.2.2002 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).

12 – Det fremgår i særdeleshed af den appellerede doms præmis 14-17, at de i kartellet deltagende virksomheder bl.a. havde koordineret tildelingen af projekter angående GIS på verdensplan ved at manipulere udbudsprocedurerne, efter aftalte regler, med henblik på særligt at opretholde de kvoter, som i vid udstrækning afspejlede deres tidligere anslåede markedsandele.

13 – Det fremgår af den anfægtede beslutnings punkt 188 og 189, at kartellets øvrige medlemmer i december 2000 havde organiseret en fest for at fejre den hævdede opløsning af kartellet, dog med den reelle hensigt at udelukke VA Tech-koncernen fra kartellet. Denne koncern genoptog dog deltagelsen i kartellets aktiviteter i 2002. Vedrørende det tidspunkt, hvor VA Tech-koncernen genoptog sin deltagelse i overtrædelsen, henvises til den appellerede doms præmis 63-72.

14 – Jf. den appellerede doms præmis 137-167. I den appellerede dom har Retten også annulleret den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen havde konstateret en overtrædelse udvist af selskaberne i VA Tech-koncernen i perioden mellem den 1.4.2002 og den 30.6.2002 (jf. den appellerede doms præmis 63-72 og punkt 1 i domskonklusionen til dommen). Denne annullation er i øvrigt ikke genstand for de ved Domstolen iværksatte appeller.

15 – Jf. den appellerede doms præmis 236-264.

16 – Jf. den appellerede doms præmis 138-147.

17 – Jf. den appellerede doms præmis 148-167.

18 – Jf. navnlig den appellerede doms præmis 153-155.

19 – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2003 L 1, s. 1).

20 – Jf. navnlig den appellerede doms præmis 156 og 157.

21 – Jf. navnlig den appellerede doms præmis 158 og 159.

22 – Navnlig har Retten kritiseret Kommissionen: (i) for at have holdt Reyrolle, SEHV og Magrini solidarisk ansvarlige for en bøde på et beløb – 17 550 000 EUR – som åbenbart overskrider det beløb, der er egnet til at sanktionere deres deltagelse i kartellet som datterselskaber i samme virksomhed; (ii) for at have fastsat et samlet beløb, som Reyrolle skal hæfte solidarisk for sammen med de andre selskaber, der åbenbart overskrider det samlede bødebeløb, og for ikke at have pålagt Reyrolle en del af selskabets bøde som den eneste ansvarlige i perioden mellem 1988 og 1998, hvori selskabet som det eneste deltog i overtrædelsen; og (iii) for ikke at have holdt Siemens Österreich og KEG solidarisk ansvarlige for en del af den bøde, der er pålagt SEHV og Magrini, for at tage hensyn til den periode, hvori disse selskaber indgik som en del af den samme virksomhed.

23 – Principalt har Kommissionen nedlagt påstand om, dels at punkt 2 i domskonklusionen ophæves, i det omfang det beror på Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 157, hvorefter Kommissionen er forpligtet til at fastlægge de enkelte selskabers respektive andel af de beløb, som er pålagt dem som solidariske skyldnere, dels at punkt 3 i domskonklusionen ophæves, i det omfang Retten i overensstemmelse med konstateringerne i præmis 158, sammenholdt med præmis 245, 247, 262 og 263 i den appellerede dom, har fastsat nye bødebeløb, herunder bestemt, hvilken andel af bødebeløbet hvert enkelt selskab hæfter for. Subsidiært har Kommissionen af samme grund nedlagt påstand om annullation af dommen.

24 – Jf. ovenfor i fodnote 22.

25 – Kun det første af de to aspekter udpeget af Retten inden for rammerne af den anden ulovlighedsgrund, hvorefter Retten har kritiseret Kommissionens vurdering (jf. den appellerede doms præmis 164 og ovenfor i fodnote 21), forekommer (også) at vedrøre de interne forhold mellem de solidariske debitorer. Faktisk har Retten i den første del af den appellerede doms præmis 164 kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat den forpligtelse, som efter Rettens opfattelse tilkommer Kommissionen, til at specificere de kvoteandele, der er blevet pålagt hvert selskab. Det må dog konstateres, dels at dette første aspekt af ulovlighed også vedrører den eksterne solidariske hæftelse, dels at det andet aspekt af den i dette punkt udpegede ulovlighed i beslutningen, dvs. at Kommissionen ikke har pålagt Reyrolle en del af selskabets bøde som den eneste ansvarlige i den periode, hvori selskabet deltog i overtrædelsen, under alle omstændigheder ikke er baseret på betragtninger vedrørende de interne forhold mellem solidariske debitorer og således er i stand til i sig selv at begrunde ophævelsen af den sanktion, der er blevet pålagt Reyrolle.

26 – Dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125.

27 – Ibidem, præmis 171.

28 – Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »Undtagen i sager imellem Unionen og dennes ansatte kan appel ligeledes iværksættes af medlemsstater og EU-institutioner, der ikke har interveneret i den pågældende sag for Retten […]«

29 – Dom af 22.2.2005, sag C-141/02 P, Kommissionen mod max.mobil, Sml. I, s. 1283, præmis 48, og af 21.12.2011, sag C-27/09 P, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, Sml. I, s. 13427, præmis 45. Jf. i samme retning punkt 35 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 19.1.2012 i sag C-337/09 P, Rådet mod Zhejiang Xinan Chemical Industrial, afgjort ved dom af 19.7.2012, EU:C:2011:314, samt punkt 88 i samme generaladvokats forslag til afgørelse af 13.12.2007 i sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, afgjort ved dom af 10.7.2008, Sml. I, s. 4951.

30 – Dommen i sagen Kommissionen mod max.mobil, nævnt i foregående fodnote, er blevet afsagt af Domstolens Store Afdeling. Vedrørende den værdi, som skal tillægges den omstændighed, at en dom er afsagt af Domstolens Store Afdeling, henvises til betragtningerne i punkt 89 i generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse af 15.10.2009 i sag C-408/08 P, Lancôme mod KHIM, afgjort ved dom af 25.2.2010, Sml. I, s. 1347.

31 – Jf. eksempelvis, senest, dom af 21.3.2013, sag C-405/11 P, Kommissionen mod Buczek Automotive og Polen, EU:C.2013:186, præmis 14-20. I sagen GlaxoSmithKline mod Kommissionen (jf. dom af 6.10.2009, forenede sager C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, Sml. I, s. 9291, præmis 23-26) har Domstolen udtalt, at Kommissionens selvstændige appeller således skulle afvises, for så vidt som de påberåbte anbringender ikke kunne tilføre Kommissionen en fordel, fordi de ikke kunne påvirke det omhandlede punkt i domskonklusionen til den appellerede dom. I sagen Iride mod Kommissionen (dom af 21.12.2011, sag C-329/09 P, EU:C:2011:859, præmis 48-51) har Domstolen afvist Kommissionens påstand om ændring af præmisserne i den appellerede dom i den konkrete sag, idet de af institutionen fremsatte anbringender ikke kunne »give institutionen en fordel, som kan begrunde en søgsmålsinteresse«. Vedrørende kravet om søgsmålsinteresse for de privilegerede sagsøgere henvises også til punkt 17-19 i generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse af 17.11.2011 i sag C-505/09 P, Kommissionen mod Estland, afgjort ved dom af 29.3.2012, EU:C:2012:179.

32 – Jf. i den henseende Domstolens kendelse af 27.11.2001, sag C-208/99, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 9183, præmis 22-24, og dom af 13.10.2011, forenede sager C-463/10 P og C-475/10 P, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 9639, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis.

33 – Særligt er den gunstige behandling for Unionens institutioner baseret på deres beskyttelsesfunktion for Unionens retsorden, i medfør af hvilken institutionerne som udgangspunkt ikke har andre interesser end Unionens. Den gunstige behandling af medlemsstaterne er begrundet i det forhold, at idet Unionen er skabt af disse folkeretssubjekter, sikrer de gennem domstolsbeskyttelsen ved Domstolen overholdelse af lovligheden af de af folkeretssubjekterne skabte organer, herunder også Retten.

34 – Jf. i den henseende betragtningerne i punkt 21-24 i generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod max.mobil, nævnt ovenfor i fodnote 29.

35 – Jf. dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 27 og 29, og kendelse af 28.10.2004, sag C-236/03 P, Kommissionen mod CMA CGM m.fl., præmis 25 ff. Endvidere er et klagepunkt, som appellanten har rettet mod en overflødig præmis i en dom i første instans, og som ikke kan føre til dens ophævelse, ifølge fast retspraksis uvirksomt og skal derfor forkastes. Jf., blandt en række domme, dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 148.

36 – Denne artikel fastlægger, at »[p]åstandene i appelskriftet skal gå ud på, at Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves helt eller delvist« (min fremhævelse).

37 – Jf. i den henseende også punkt 20-26 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 13.12.2012 i sag C-439/11 P, Ziegler mod Kommissionen, dom af 11.7.2013.

38 – Jf. i denne retning også punkt 24 i generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod max.mobil, nævnt ovenfor i fodnote 29.

39 – Dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/96, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 27, og Rettens dom af 14.7.1995, sag T-275/94, CB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 62.

40 – Dom af 14.9.1999, sag C-310/97 P, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., Sml. I, s. 5363, præmis 54, og af 1.6.2006, forenede sager C-442/03 P og C-471/03 P, P&O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 44.

41 – Jf. i denne retning Asteris-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 39, præmis 27, og dom af 3.10.2000, sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet m.fl., Sml. I, s. 8147, præmis 81.

42 – Den omstændighed, at et fremført anbringende ikke er relevant, vedrører imidlertid grundlaget for appellen og berører ikke formaliteten. Jf. dom af 30.9.2003, sag C-76/01 P, Eurocoton m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 10091, præmis 52, af 6.11.2008, sag C-203/07 P, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8161, præmis 42 og 43, og af 29.9.2011, sag C-520/09 P, Arkema mod Kommissionen, Sml. I, s. 8901, præmis 31.

43 – Dette fremgår udtrykkeligt af punkt 6, 21, 30, 37, 40, 50, 56, 67, 69 og 70 i Kommissionens appel og af appellens påstand (jf. i den henseende ovenfor i fodnote 23).

44 – »Kommissionen [skal … i givet fald] [fastlægge] omfanget af hvert af disse selskabers ansvar for denne adfærd« (min fremhævelse).

45 – »Es obliegt der Kommission« på tysk, der er det autentiske processprog, og »Il appartient à la Commission« på fransk, som dommen er affattet på.

46 – Jf. dom af 11.6.2009, sag C-429/07, X, Sml. I, s. 4833, præmis 34. Jf. også punkt 34 i mit forslag til afgørelse af 5.3.2009 i den nævnte sag.

47 – Jf. i den henseende Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 86 og 87.

48 – X-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 46, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis. Jf. i den henseende punkt 37 i mit forslag til afgørelse af 5.3.2009 i den nævnte sag.

49 – Jf. dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 105, af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis mod Henninger Bräu, Sml. I, s. 935, præmis 44, og af 14.12.2000, sag C-344/98, Masterfoods, Sml. I, s. 11369, præmis 46.

50 – Vedrørende formålet med mekanismen med solidarisk hæftelse, dvs. at gøre de administrative myndigheders indsats med henblik på opkrævning af skyld mere effektiv, henvises til præmis 48 i dom af 17.2.2011, sag C-78/10, Berel m.fl., Sml. I, s. 717, som omhandler flere solidarisk hæftende meddebitorer for én og samme toldskyld.

51 – Den afskrækkende virkning er blevet anerkendt i flere tilfælde af Domstolen. Jf., blandt en række domme, dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 49, præmis 106, dom af 9.6.2006, sag C-289/04 P, Showa Denko mod Kommissionen, Sml. I, s. 5859, præmis 61, af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 37 og 47, og af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 63, 72 og 149.

52 – I øvrigt forekommer spørgsmålene vedrørende de interne forhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, mig ikke – i modsætning til Kommissionens opfattelse – at kunne betragtes som fuldstændigt uden relevans i forhold til den sanktionsbeføjelse, der er blevet tildelt denne institution. Faktisk kan disse spørgsmål opfattes, så at sige, som »medaljens bagside« for den bøde, som på den ene side pålægges virksomheden i sin egenskab af økonomisk enhed med ansvar for overtrædelsen, men på den anden side konkret foreholdes, eventuelt solidarisk, personer, som kan betale den. Jf. i den henseende betragtningerne nedenfor i punkt 78 og 79 inden for rammerne af det tredje anbringende.

53 – Jf. nedenfor i punkt 83 ff.

54 – Jf. dom af 11.12.2007, sag C-280/06, ETI m.fl., Sml. I, s. 10893, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 54, samt, blandt en række domme, senest dom af 19.7.2012, forenede sager C-628/10 P og C-14/11 P, Alliance One International m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2012:479, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 8.5.2013, sag C-508/11 P, ENI mod Kommissionen, EU:C:2013:289, præmis 82.

55 – Betydningen af kravene om ikke at gøre Kommissionens undersøgelsesaktiviteter mere byrdefulde – for ikke at bringe effektiviteten ved den pågældende institutions gennemførelse af Unionens konkurrenceregler i fare – kan ifølge retspraksis være relevant. Jf. i den henseende dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 82 in fine.

56 – Jf. punkt 2 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU’s medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004 C 101, s. 54).

57 – Jf. syvende betragtning til forordning nr. 1/2003 og Masterfoods-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 48, præmis 47. Denne funktion henhører under den videste funktion, som ifølge retspraksis er blevet tildelt de nationale domstole i medfør af det i artikel 4, stk. 3, TEU udtrykte princip om loyalt samarbejde for at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Jf. i den henseende dom af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis.

58 – Jf. Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 85, og punkt 4 i Kommissionens meddelelse, nævnt ovenfor i fodnote 56.

59 – Jf. den appellerede doms præmis 157.

60 – Jf. 22. og 31. betragtning til forordning nr. 1/2003 samt forordningens kapitel II. Jf. også præmis 56 i Masterfoods-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 49.

61 – Navnlig fremgår det af disse betragtninger, at for så vidt angår de »interne« solidaritetsforhold, er solidaritetsbegrebet kun omfattet af EU-rettens anvendelsesområde og Kommissionens kompetence, for så vidt som den solidariske hæftelse har til formål at opnå de specifikke formål, der er angivet i traktaterne vedrørende udøvelsen af den til Kommissionen tildelte sanktionsbeføjelse.

62 – Jf. ovenfor i fodnote 57.

63 – Jf. generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse af 11.2.2003 i de forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, afgjort ved dom af 7.1.2004, Sml. I, s. 123, punkt 63, samt generaladvokat Bots forslag til afgørelse af 26.10.2010 henholdsvis i de forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., afgjort ved dom af 29.3.2011, Sml. I, s. 2239, punkt 181, og i sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta m.fl. mod Kommissionen, afgjort ved dom af 29.3.2011, Sml. I, s. 2359, punkt 162.

64 – Jf. i den henseende punkt 65 i generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse i Aalborg Portland-sagen, nævnt i foregående fodnote.

65 – Hvad angår sanktionernes »nærmest strafferetlige« karakter henvises til generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 28.2.2013 i sag C-681/11, Schenker & Co AG m.fl., (dom af 18.7.2013), EU:C:2013:404, punkt 40, som indeholder yderligere dybtgående henvisninger også til Domstolens anvendelse – ifølge fast retspraksis – af strafferetlige principper inden for rammerne af den europæiske konkurrenceret. Endvidere bør det bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolen i dom af 27.9.2011 i sagen Menarini Diagnostics mod Italien, sag nr. 43509/08, præmis 38-45, har anerkendt den strafferetlige karakter i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, af en bøde, som de italienske konkurrencemyndigheder har pålagt ifølge en national bestemmelse til beskyttelse af konkurrencen.

66 – Jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 3.7.2007 i ETI-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54, punkt 71, og – med henvisning til princippet om individuelle straffe og sanktioner – punkt 63 i generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse i Aalborg Portland-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 63. I den henseende skal det også bemærkes, at princippet om skyld omhandles specifikt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, hvorefter der kun pålægges bøde for overtrædelser af konkurrencereglerne, hvis de begås forsætligt eller uagtsomt.

67 – Jf. punkt 162 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse i ThyssenKrupp Nirosta-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 63. Jf. i denne retning også generaladvokat Cosmas’ forslag til afgørelse af 15.7.1997 i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i fodnote 26, punkt 74.

68 – Princippet om individuelle straffe og sanktioner er blevet defineret således i forskellige domme fra Retten, herunder i den appellerede dom (jf. præmis 122 og den deri nævnte retspraksis). I dom af 14.7.2005, forenede sager C-65/02 P og C-73/02 P, ThyssenKrupp Stainless m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6773, præmis 82, har Domstolen defineret princippet på tilsvarende måde uden udtrykkeligt at kvalificere det som princippet om individuelle straffe og sanktioner.

69 – Jf. punkt 63 i generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse i Aalborg Portland-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 63.

70 – Jf. punkt 181 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse i sagen ArcelorMittal Luxembourg, nævnt ovenfor i fodnote 63, samt punkt 162 i samme generaladvokats forslag til afgørelse i ThyssenKrupp Nirosta-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 63.

71 – Jf. i den henseende den ovenfor i fodnote 54 nævnte retspraksis.

72 – Jf. navnlig dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydroterm, Sml. s. 2999, præmis 11, og af 14.12.2006, sag C-217/05, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, Sml. I, s. 11987, præmis 40. Jf., blandt en række domme, senest også dommen i sagen Alliance One International m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 42, og dommen i sagen ENI mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 82.

73 – Dommen i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, samt, blandt en række domme, dom af 20.1.2011, sag C-90/09 P, General Química m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg, nævnt ovenfor i fodnote 63, præmis 95, og dommen i sagen Arkema mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 42, præmis 37.

74 – Jf. i den henseende senest også betragtningerne i præmis 101 ff. samt præmis 129 i dom af 18.7.2013, sag C-501/11, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2013:522. Dette bekræftes endvidere indirekte i ordlyden af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som fastsætter, at bøden pålægges den virksomhed, som forsætligt eller uagtsomt overtræder konkurrencereglerne. Ud fra dette perspektiv har Domstolen anerkendt, at Kommissionen, når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal foretage en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i fodnote 26, præmis 150, og dom af 8.7.1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4235, præmis 110), og pålægge individuelle sanktioner i forhold til de omhandlede virksomheders adfærd og kendetegn (jf. dom af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 44).

75 – Jf. Akzo Nobel-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 57. Jf. i den henseende betragtningerne i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i ETI-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54, i særdeleshed punkt 68 og 69, og i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54, i særdeleshed punkt 36 og 37. Jf. i den henseende også det forslag til afgørelse, der blev fremsat den 10.7.1991 af dommer Vesterdorf, som var udpeget som generaladvokat i sag T-1/89, afgjort af Retten ved dom af 24.10.1991, Sml. II, s. 867, på s. 916. Praksis om at pålægge fysiske og juridiske personer bøder som følge af overtrædelser begået af virksomhederne, kan forklares under henvisning til artikel 299 TEUF, som fastsætter, at Kommissionens retsakter, der indebærer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes, og at tvangsfuldbyrdelsen sker efter den borgerlige retsplejes regler i den medlemsstat, på hvis område den finder sted. Denne artikel refererer således til personer (fysiske eller juridiske) med retsevne og ikke til retssubjekter, som i visse tilfælde kan være en virksomhed, uden retsevne (jf. i den henseende fodnote 24 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54).

76 – Eksempelvis kan der ud over den appellerede dom, blandt de seneste domme, nævnes Rettens dom af 17.5.2013, sag T-146/09, Parker m.fl. mod Kommissionen, præmis 83 ff., hvoraf det klart fremgår, at Retten har anvendt princippet om personligt ansvar for de enkelte selskaber, som udgør virksomheden, og ikke (udelukkende) for virksomheden som sådan (jf. i særdeleshed præmis 101). Imidlertid kan jeg ikke undlade at bemærke, at der tilsyneladende foreligger en klar modstrid i retspraksis, når Retten for at forkaste de af sagsøgerne fremførte argumenter har hævdet, at princippet om personligt ansvar »finder anvendelse på virksomheder men ikke på selskaber« (jf. Rettens dom af 27.9.2012, sag T-356/06, Koninklijke Volker Wessels Stevin mod Kommissionen, præmis 38 in fine, og sag T-347/06, Nynäs Petroleum m.fl. mod Kommissionen, præmis 40 in fine).

77 – Jf. punkt 97 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54. Jf. i den henseende også [dommen i General Química-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 72, præmis 38.

78 – Jf. i denne retning dommen i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 77, og punkt 97 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i den omhandlede sag. Jf. også dom af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 34.

79 – Som følge af de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser, som gør det muligt for disse retssubjekter markant at bestemme adfærden udvist af de personer, som direkte har begået overtrædelsen (jf. præmis 34 i dommen i Metsä-Serla-sagen, nævnt i foregående fodnote).

80 – Jf. i denne retning dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, præmis 41, og Akzo Nobel-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 59, sammenholdt med præmis 61, samt punkt 97 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Akzo Nobel-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 54.

81 – Jf. præmis 81-84 i dommen i sagen Erste Group Bank m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 55, der har bekræftet Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 331.

82 – Jf., blandt en række domme, Akzo Nobel-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 59 og 61, og General Química-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 73, præmis 38 og 40. Jf. ligeledes generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse fremsat den 12.1.2012 i sagen Alliance One International mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 54.

83 – Jf. i samme retning i Rettens dom af 13.9.2010, sag T-40/06, Trioplast Industrier mod Kommissionen, Sml. II, s. 4893, præmis 167.

84 – I dom af 31.3.2009, sag T-405/06, ArcelorMittal Luxembourg SA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 789, præmis 117, har Retten fastslået, at det solidariske ansvar er en normal følge af, at et selskab gøres ansvarligt for et andet selskabs handlinger, navnlig når de to selskaber udgør én og samme virksomhed.

85 – Jf. i den henseende den appellerede doms præmis 139-141 og den deri nævnte retspraksis.

86 – I den henseende mener jeg, at de ovenfor i punkt 52 nævnte grunde vedrørende effektiviteten ved anvendelse af sanktionen fortsat, også i et tilfælde som det omhandlede, kan begrunde, at flere personer pålægges sanktionen solidarisk.

87 – Kravet om en differentieret behandling af de juridiske personer, som på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, som pålægger bøden, ikke længere er en del af den virksomhed, som har begået overtrædelsen, i forhold til moderselskabet, afspejles eksempelvis i nødvendigheden af at anvende det loft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, på denne juridiske persons omsætning og ikke moderselskabets. Jf. i den henseende generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse af 30.5.2013 i sag C-50/12 P, Kendrion mod Kommissionen (der er endnu ikke afsagt dom), punkt 84-87 og den deri nævnte retspraksis.

88 – Jf. ovenfor i punkt 81 in fine.

89 – En sådan undersøgelse kan måske forenkles af, at de enkelte selskaber, som ikke længere er en del af koncernen, eventuelt kan have en interesse i at give Kommissionen nyttige elementer, som de er i besiddelse af, selvsagt til deres forsvar, for at gøre det muligt at fastsætte omfanget af deres ansvar.

90 – Jf. den appellerede doms præmis 155.

91 – Disse principper finder ikke nødvendigvis anvendelse i civilretten, men det gør de som nævnt ovenfor i punkt 74 i Unionens konkurrenceret.

92 – Dom af 2.10.2003, sag C-196/99 P, Sml. I, s. 11005.

93 – Særligt omhandler præmis 100 i denne dom en intern modsætning i den anfægtede beslutning i denne sag og kan ikke udgøre grundlaget for anerkendelse af et generelt princip, ifølge hvilket Kommissionen i sin beslutning pålægger de solidariske debitorer et ansvar i lige stort omfang for den ulovlige adfærd, medmindre andet er angivet i den beslutning, hvormed bøden er pålagt solidarisk.

94 – Vedrørende den konkrete fastsættelse af kvoteandelene af bøden henvises også nedenfor til punkt 96 ff.

95 – Jf. i denne retning dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 692, dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 51, præmis 61, dom af 8.12.2011, sag C-272/09 P, KME m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2011:810, præmis 103, samt punkt 38 i mit forslag til afgørelse i sag C-286/11 P, Kommissionen mod Tomkins, afgjort ved dom af 22.1.2013, EU:C:2010:420.

96 – Jf. punkt 40 og 41 i mit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tomkins, nævnt i foregående fodnote.

97 – Jf. ud over den ovenfor i fodnote 95 nævnte retspraksis punkt 175 i mit forslag til afgørelse af 6.11.2008 i sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, afgjort ved dom af 9.7.2009, Sml. I, s. 5843.

98 – Jf. særligt punkt 59 ovenfor.

99 – Jf. punkt 5-7 ovenfor.

100 – Denne betragtning ændrer imidlertid ikke ved mit forslag til afgørelse i sag C-233/11 P med hensyn til det argument, ifølge hvilket Retten ved at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, litra j), har statueret ultra petita. Jf. nedenfor i punkt 151 ff.

101 – Det samlede bødebeløb, som Kommissionen har pålagt selskaberne i VA Tech-koncernen (uden medregning af SEHV og Magrini, da de udgjorde en del af virksomheden Schneider), dvs. 22,05 mio. EUR, er faktisk forblevet uændret. Jf. ovenfor i punkt 11 og 13.

102 – Med hensyn til den bøde, som er blevet pålagt Schneider sammen med SEHV og Magrini som følge af overtrædelsen begået i løbet af den periode, hvori de to sidstnævnte selskaber, inden de blev opkøbt af VA Tech-koncernen, var helejede datterselskaber af Schneider, har Retten pålagt en enkelt bøde med et samlet beløb på 8,1 mio. EUR i stedet for de to af Kommissionen pålagte særskilte bøder til henholdsvis Schneider alene (3,6 mio. EUR) og Schneider sammen med SEHV og Magrini (4,5 mio. EUR). Slutbeløbet på 8,1 mio. EUR er dog blot summen af de to særskilte bøder, som er blevet pålagt af Kommissionen.

103 – Jf. ovenfor i punkt 11 og 13 samt den appellerede doms præmis 258 ff.

104 – Jf. dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij, nævnt ovenfor i fodnote 95, præmis 692.

105 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 40, præmis 52, dom af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 24, og af 19.1.2006, sag C-240/03 P, Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, Sml. I, s. 731, præmis 43. Jf. også dom af 14.12.1962, forenede sager 46/59 og 47/59, Meroni mod Den Høje Myndighed, Sml. s. 763, særligt s. 780, dansk specialudgave, s. 337, samt punkt 146-148 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 17.9.2009 i sag C-441/07 P, Kommissionen mod Alrosa, afgjort ved dom af 29.6.2010, Sml. I, s. 5949.

106 – Jf. punkt 37 i mit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tomkins, nævnt ovenfor i fodnote 94. Jf. i denne retning også punkt 49 i generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 50.

107 – I præmis 104 i dommen i sagen KME m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 94, har Domstolen fastslået, at udøvelsen af den fulde prøvelsesret ikke svarer til en kontrol af egen drift.

108 –      Det skal i denne forbindelse specifikt påpeges, at SEHV og Magrini i sine indlæg udtrykkeligt – inden for rammerne af det appelanbringende de har gjort gældende, hvorved de anfører, at de stiller sig »uforstående« over for, at Kommissionen har gjort dem solidarisk betalingspligtige – har påpeget, at det efter deres opfattelse er nødvendigt at præcisere, »hvem, der er betalingspligtig og for hvilket beløb« i det tilfælde, at selskaber, der ikke indgår i samme koncern, pålægges solidarisk ansvar.

109 – Konstateringen af, at Retten har overskredet grænserne for sin fulde prøvelsesret, indebærer efter min opfattelse ikke nødvendigvis, at Retten har truffet afgørelse ultra petita. Når en part har anlagt sag ved Retten og herved tildelt Retten beføjelsen om at ændre bødebeløbet, forekommer den omstændighed, at Retten har overskredet grænserne for denne beføjelse, mig at adskille sig fra den omstændighed, at Retten har dømt ultra petita.

110 – Jf. i denne retning dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 50-52 og den deri nævnte retspraksis.

111 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i foregående fodnote, præmis 56, og afgørelse af 17.12.2009, sag C-197/09 RX-II, fornyet prøvelse i sagen M mod EMEA, Sml. I, s. 12033, præmis 41.

112 – Jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 110, præmis 55.

113 – Jf. dommen i sagen KME m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 95, præmis 104, samt mit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tomkins, nævnt ovenfor i fodnote 95, punkt 66-68 og den deri nævnte retspraksis.

114 – Dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 110, præmis 53.

115 – Med dom af 18.12.2009 har tribunal de commerce de Grenoble fastslået, at den ikke var kompetent i den omhandlede sag, og har overladt kompetencen til Retten.

116 – Det forhold, at Kommissionen på en tilstrækkelig måde har kunnet forsvare sit standpunkt mod en fastsættelse af de interne forhold mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for betaling af bøden, forekommer mig at være blevet bekræftet af den omstændighed, at Kommissionen i den første del af det sjette anbringende har kritiseret Retten for ikke at have besvaret Kommissionens argumenter herom.

117 – Jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Tomkins, nævnt ovenfor i fodnote 95, præmis 61.

118 – Jeg spørger endvidere mig selv, i hvilket omfang denne fortolkning af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 kan kvalificeres som en retlig omstændighed, der er »afgørende for udfaldet af proceduren« i henhold til den ovenfor i punkt 112 nævnte retspraksis. Som anført ovenfor i punkt 27, kan betragtningerne i den appellerede doms præmis 153-159 efter min opfattelse faktisk ikke udgøre grundlaget for annullation af den anfægtede beslutning, og på den anden side kan de heller ikke udgøre grundlaget for den af Retten udførte ændring af bøderne, med undtagelse af den del, hvor Retten har fastsat den interne fordeling mellem de debitorer, der hæfter solidarisk for den af Retten genfastsatte bøde.

119 – Jf. dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 121, dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 63, præmis 372, samt dom af 2.4.2009, sag C-202/07 P, France Télécom mod Kommissionen, Sml. I, s. 2369, præmis 30, og af 16.7.2009, sag C-440/07 P, Kommissionen mod Schneider Electric, Sml. I, s. 6413, præmis 135.

120 – Dom af 14.5.1998, sag C-259/96 P, Rådet mod de Nil og Impens, Sml. I, s. 2915, præmis 32 og 33, dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 63, præmis 372, i sagen France Télécom mod Kommissionen, nævnt i foregående fodnote, præmis 29, og i sagen Kommissionen mod Schneider Electric, nævnt i foregående fodnote, præmis 135.

121 – Jf. i den henseende ovenfor i punkt 44-46.

122 –      Jf. ovenfor i punkt 5.

123 –      Jf. ovenfor i punkt 10.

124 –      Jf. den appellerede doms præmis 140, 144 og 163 in fine.

125 – Jf. den appellerede doms præmis 144.

126 –      Jf. ovenfor i punkt 5-7 og den appellerede doms præmis 1.

127 – I den henseende fremgår det udtrykkeligt af appellen, at Reyrolle ikke har gjort indsigelse mod den omstændighed, at Retten har vurderet omsætningen i det sidste hele år i overtrædelsesperioden med henblik på fastsættelse af bøden.

128 – Dvs. henholdsvis for perioden mellem den 15.4.1988 og den 13.12.2000, hvor de to selskaber udgjorde en del af Schneider-koncernen (jf. den appellerede doms præmis 246), og for perioden mellem den 1.7.2002 og den 11.5.2004, hvor de to selskaber var kontrolleret af VA Tech-koncernen (jf. den appellerede doms præmis 243).

129 – Det fremgår af fast retspraksis, at en parts adgang til først for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført i rette tid for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Jf. dommen i sagen Alliance One International m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 54, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis.

130 – Dom af 29.11.2007, sag C-176/06 P, Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 170, præmis 17. Jf. også Rettens dom af 9.9.2010, sag T-17/08 P, Andreasen mod Kommissionen, EU:T:2010:374, præmis 96.

131 – Jf. dom af 30.5.2013, sag C-70/12 P, Quinn Barlo mod Kommissionen, EU:C:2013:351, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis.

132 – Dommen i sagen Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 73, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis.

133 – Jf. den anfægtede beslutnings punkt 28-48 og 61-68.

134 – Dom af 22.11.2012, sag C-89/11 P, E.ON Energie mod Kommissionen, EU:C:2012:738, præmis 125 og 126.

135 – Jf. i den henseende artikel 170 i Domstolens nye procesreglement. Artiklen kan anses for at finde anvendelse i kraft af fast retspraksis, ifølge hvilken processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet. Jf. dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80-217/80, Meridionale Industria Salumi m.fl., Sml. s. 2735, præmis 9, af 7.9.1999, sag C-61/98, De Haan Beheer, Sml. I, s. 5003, præmis 13, og af 14.2.2008, sag C-450/06, Varec, Sml. I, s. 581, præmis 27.

136 – Jf. den ovenfor i fodnote 106 nævnte retspraksis.

137 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 40, præmis 53.

138 – Ibidem, præmis 57.

139 – Det samlede bødebeløb er i øvrigt ikke blevet reduceret for VA Technologie. Jf. ovenfor i fodnote 101.

140 – Jf. spørgsmål nr. 5 fremsendt til parterne fra Retten den 21.1.2010.

141 – Jf. dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 51, præmis 74-76.