Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Dolj (Rumænien) den 30. juni 2017 – Mihaela Iuliana Scripnic, Radu Constantin Scripnic, Alexandru Gheorghiţă og Vasilica Gheorghiţă mod SC Bancpost SA og SC Bancpost SA – sucursala Dolj

(Sag C-400/17)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Dolj

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Mihaela Iuliana Scripnic, Radu Constantin Scripnic, Alexandru Gheorghiţă og Vasilica Gheorghiţă

Sagsøgte: SC Bancpost SA og SC Bancpost SA – sucursala Dolj

Præjudicielle spørgsmål

1)    Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 1 fortolkes således, at den betydelige skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen også omfatter det tilfælde, hvor forbrugerens ydelse under opfyldelse af en aftale med løbende eller periodisk ydelse er blevet urimeligt byrdefuld i forhold til tidspunktet for aftalens indgåelse som følge af markante ændringer i vekselkursen?

2)    Indebærer kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, at det pågældende kontraktvilkår kun skal omfatte de grunde, der har ført til indførelsen af det pågældende vilkår i aftalen, og dets mekanisme, eller skal det også omfatte alle de mulige konsekvenser, i forhold til hvilke den pris, som forbrugeren betaler, kan variere, som eksempelvis valutarisikoen?

3)    Skal udtrykket »ikke binder forbrugeren« i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 fortolkes således, at den nationale ret i tilfælde af en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, der er opstået som følge af vekselkursens udvikling, kan frigøre forbrugeren fuldt ud for forpligtelsen til at bære valutarisikoen?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).