Appel iværksat den 3. juni 2011 af Viega GmbH & Co. KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 24. marts 2011 i sag T-375/06, Viega GmbH & Co. KG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-276/11 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Viega GmbH & Co. KG (ved advokaterne J. Burrichter, T. Mäger og M. Röhrig)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

Den appellerede dom ophæves, i det omfang den vedrører appellanten.

Kommissionens beslutning K(2006) 4180 endelig udg. af 20. september 2006 om en procedure efter artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F-1/38.121 - Fittings) annulleres for så vidt den vedrører appellanten.

subsidiært annulleres eller nedsættes den bøde, der blev pålagt appellanten i henhold til beslutningens artikel 2, litra j).

mere subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet afgørelse hvad angår den første og anden påstand.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens samlede omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af den dom, hvorved Retten ikke gav appellanten medhold i et søgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2006) 4180 endelig udg. af 20. september 2006 om en procedure efter artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F-1/38.121 - Fittings).

Appellanten har til støtte for sin appel fremført følgende anbringender:

Retten har med hensyn til den trufne afgørelse tilsidesat appellantens ret til at blive hørt, principperne for bevisoptagelse og begrundelsespligten. Appellantens deltagelse i et kartel er i den appellerede dom primært baseret på et enkelt vidnes håndskrevne noter og på en erklæring fra hovedvidner, idet det undlades ligeledes at forholde sig til appellantens bemærkninger til disse dokumenter. Appellanten har udtrykkeligt rejst tvivl om rigtigheden af dokumenterne (vidnet deltog ikke i det tyske møde og besidder ikke tyskkundskaber).

Retten burde have indhentet beviser vedrørende rigtigheden af vidnets noter og hovedvidnernes erklæring. Retten har tilsidesat principperne for bevisoptagelse, idet den har lagt disse noter og erklæringen fra hovedvidnerne til grund som bevismateriale, uden at der er ført bevis for deres rigtighed.

Den appellerede dom tilsidesætter artikel 81, stk. 2, EF, for så vidt som Retten har fastslået, at appellanten den 30. april 1999 deltog i et møde af "konkurrencebegrænsende karakter". Derudover tilsidesætter den appellerede dom artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, såfremt der ved udmålingen af bøden er taget hensyn til deltagelsen i dette møde. Retten har vedrørende dette møde fastslået, at bevismaterialet "snarere" peger mod et konkurrencebegrænsende formål end et formål, der er i overensstemmelse med konkurrencen. Retten har således tilsidesat den bevisstandard, som den selv har fastsat, og hvorefter der skal foreligge et sikkert og uigendriveligt bevis for en tilsidesættelse.

Konstateringen af den konkurrencebegrænsende karakter af mødet af 30. april 1999 har påvirket størrelsen af den pålagte bøde. Inddragelsen af dette møde tjente som bevis for, at appellanten deltog i et kartel for presfittings. På dette grundlag blev appellantens omsætning af presfittings fastsat til det ellevedobbelte ved fastsættelsen af bødens udgangsbeløb i forbindelse med bødeudmålingen.

Med hensyn til inddragelsen af presfittingsomsætningen er dommen desuden mangelfuldt begrundet og tilsidesætter logikkens love. Pålæggelsen af en bøde på over 50 mio. EUR er i den appellerede doms præmis 85 i sidste ende kun baseret på to møder, hvis forbindelse til presfittings er behandlet i to halve sætninger og fastslået uden nogen bevisbedømmelse. Retten har endvidere lagt til grund, at appellanten deltog i konkurrencebegrænsende aftaler om presfittings under mødet den 30. april 1999, skønt Retten samtidig har fastslået, at det frem til juli 2000 stadig blev diskuteret blandt konkurrenterne, om presfittings (som appellanten havde monopol på) overhovedet skulle være genstand for et kartel.

Den appellerede dom har endelig tilsidesat proportionalitetsprincippet. Kommissionen har med Rettens godkendelse anvendt retningslinjerne for beregning af bøder på følgende måde: først blev der fastsat et udgangsbeløb under hensyntagen til presfittingsomsætningen, selv om presfittings, som det også er blevet fastslået af Retten, udelukkende kunne have været genstand for en kartelaftale i 2000 og 2001. Dernæst blev udgangsbeløbet på grundlag af den samlede angivelige varighed af appellantens karteldeltagelse (ni år og tre måneder) forhøjet med 90%. Idet presfittingsomsætningen for hele denne periode, og ikke blot for det sidste ene og en kvart år, som der højest kunne blive tale om, således er blevet lagt til grund, er bøden fastsat under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

____________