Appel iværksat den 17. april 2014 af AC-Treuhand AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. februar 2014 i sag T-27/10, AC-Treuhand AG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-194/14 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: AC-Treuhand AG (ved Rechtsanwälte C. Steinle og I. Bodenstein)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgen.

Subsidiært nedsættes de bøder, sagsøgeren er blevet pålagt ved artikel 2, nr. 17) og 19), i den nævnte beslutning.

Subsidiært i forhold til påstand nr. to hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i overensstemmelse med den retlige bedømmelse i Domstolens dom.

I alle tilfælde tilpligtes Kommissionen at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 6. februar 2014 i sag T-27/10. I den dom gav Retten ikke appellanten medhold i det den 27. januar 2010 anlagte søgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (nu artikel 101 TEUF) og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38589 - Varmestabilisatorer).

Appellanten har til støtte for appellen fremført i alt fire anbringender:

Med det første anbringende, har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den i strid med det i artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter grundrettighedschartret eller »GRC«) sikrede retssikkerhedsprincip (nullum crimen sine lege og nulla poena sine lege) har fortolket artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) så udvidende, at det retsstatsligt påkrævede mål af bestemthed og forudsigelighed vedrørende betingelserne for anvendelse af artikel 81 EF ikke var opfyldt i den foreliggende sag. Retten har derved tilsidesat artikel 81 EF og artikel 49, stk. 1, GRC.

Appellanten har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten ved at forkaste det fjerde anbringende begik en retlig fejl ved at tilsidesætte de grænser, som Kommissionens bødeberegning i den foreliggende sag er underlagt i henhold til legalitetsprincippet (artikel 49, stk. 1, GRC) og ligebehandlingsprincippet.

Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 og retningslinjerne for beregning af bøder. Appellanten har anført, at virksomhedens bøder i henhold til de i retningslinjerne af 2006 fremstillede metoder burde have været fastsat på grundlag af de honorarer, der blev opkrævet for levering af ydelserne med forbindelse til overtrædelserne, og ikke som et fast beløb. Retten har med urette forkastet dette anbringende og anset størrelsen af bøderne for passende.

Appellanten har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 261 TEUF, artikel 23, stk. 3, og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, idet den har udøvet sin fulde prøvelsesret på utilstrækkelig og retligt fejlagtig vis. Endvidere har Retten i forbindelse med udøvelsen af sin fulde prøvelsesret selv tilsidesat legalitetsprincippet (artikel 49, stk. 1, GRC) ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet.