Sag C-168/09

Flos SpA

mod

Semeraro Casa e Famiglia SpA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Milano)

»Industriel og kommerciel ejendomsret – direktiv 98/71/EF – retlig beskyttelse af mønstre – artikel 17 – betingelse om kumulering af mønsterbeskyttelsen med den ophavsretlige beskyttelse – national lovgivning, der i en vis periode udelukker eller gør det umuligt at påberåbe sig den ophavsretlige beskyttelse af mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige før lovens ikrafttrædelse – princippet om beskyttelse af den berettigede forventning«

Sammendrag af dom

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – mønstre – direktiv 98/71 – princippet om kumulering af mønsterbeskyttelsen med den ophavsretlige beskyttelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71, art. 17; Rådets direktiv 93/98, art. 1, stk. 1, og art. 10, stk. 2)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – mønstre – direktiv 98/71 – princippet om kumulering af mønsterbeskyttelsen med den ophavsretlige beskyttelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71, art. 17)

1.        Artikel 17 i direktiv 98/71 om retlig beskyttelse af mønstre skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter den ophavsretlige beskyttelse ikke gælder for mønstre, der er registreret i eller med virkning for en medlemsstat, og som er blevet offentligt tilgængelige inden datoen for ikrafttrædelse af denne lovgivning, selv om de opfylder samtlige betingelser for at blive omfattet af denne beskyttelse.

Det fremgår tydeligt af ordlyden af artikel 17 i direktiv 98/71, og nærmere bestemt af udtrykket »også« i første punktum, at der skal indrømmes ophavsretlig beskyttelse til alle mønstre, som er blevet registreret i eller med virkning for den berørte medlemsstat.

EU-lovgivers ønske om at indrømme denne beskyttelse fremgår af ottende betragtning til direktiv 98/71, der, idet ophavsretslovene ikke er harmoniseret, fastslår princippet om kumulativ beskyttelse i henhold til lovgivningen om registrerede mønstres beskyttelse og i henhold til ophavsretslovgivningen.

Medlemsstaternes mulighed for at fastsætte rækkevidden og betingelserne for ophavsretlig beskyttelse kan heller ikke omfatte beskyttelsestiden, da denne allerede har været genstand for en harmonisering på EU-plan gennem direktiv 93/98 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder.

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/98 bestemmer i denne forbindelse, at ophavsretten til litterære eller kunstneriske værker som defineret i artikel 2 i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker gælder i ophavsmandens levetid og i 70 år efter vedkommendes død. Artikel 10, stk. 2, i samme direktiv bestemmer, at beskyttelsestiden finder anvendelse på alle værker og emner, som den 1. juli 1995 var beskyttet i mindst én medlemsstat i medfør af lovgivningen om ophavsret.

Heraf følger, at de mønstre, som var registreret i eller med virkning for en medlemsstat, og som opfyldte kravene til beskyttelse i henhold til medlemsstaternes lovgivning om ophavsret, navnlig kravet til originalitet, og for hvilke beskyttelsestiden i artikel 1 i direktiv 93/98, sammenholdt med direktivets artikel 10, stk. 2, endnu ikke var udløbet, i henhold til artikel 17 i direktiv 98/71 var omfattet af den ophavsretlige beskyttelse i denne medlemsstat.

Det fremgår i denne forbindelse klart af artikel 10, stk. 2, i direktiv 93/98, at anvendelsen af de ved direktivet fastsatte beskyttelsestider kan have til følge i de medlemsstater, hvis lovgivning fastsætter en kortere beskyttelsestid, at værker eller genstande, der er blevet offentlig ejendom, atter beskyttes. Dette resultat udspringer af EU-lovgivers udtrykkelige vilje, og denne løsning er blevet valgt med henblik på hurtigst muligt at opnå det formål, som består i at harmonisere de nationale lovgivninger om beskyttelsestiden for ophavsret og beslægtede rettigheder, hvilket bl.a. fremgår af anden betragtning til direktivet, og at undgå, at visse rettigheder ophører i nogle medlemsstater, mens de fortsat er beskyttet i andre.

Det må antages, at dette ræsonnement også gælder for reaktiveringen af ophavsretten til mønstre, som tidligere var beskyttet af en anden intellektuel ejendomsret.

(jf. præmis 37-44 og domskonkl. 1)

2.        Artikel 17 i direktiv 98/71 om retlig beskyttelse af mønstre skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som enten i en længere periode på ti år eller fuldstændigt udelukker, at der kan opnås beskyttelse af ophavsretten til mønstre, der, selv om de opfylder samtlige betingelser for beskyttelsen, betragtes som offentligt tilgængelige inden datoen for ikrafttrædelse af denne lovgivning i forhold til alle tredjemænd, der har fremstillet og solgt produkter efter de pågældende mønstre, uanset hvornår disse handlinger er blevet foretaget.

Hvad for det første gælder en bestemmelse vedrørende en overgangsperiode for en bestemt gruppe tredjemænd med henblik på at beskytte deres berettigede interesse følger det af princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og om beskyttelse af den berettigede forventning, at artikel 17 i direktiv 98/71 ikke er til hinder for en sådan bestemmelse, for så vidt som den ikke indebærer, at den nye lovgivning om ophavsretlig beskyttelse af mønstre anvendes forskelligt i en længere periode, og dermed ikke finder anvendelse fra det tidspunkt, som er foreskrevet i direktivet.

Vurderingen af, om denne overgangsperiodes varighed og den gruppe tredjemænd, som er omfattet af den omhandlede lovgivningsmæssige foranstaltning, er i overensstemmelse med EU-retten, skal foretages i lyset af proportionalitetsprincippet.

Den lovbestemmelse, som en medlemsstat har vedtaget, skal således være egnet og nødvendig for at sikre det med den nationale lov tilstræbte formål, dvs. at sikre en rimelig balance mellem på den ene side beskyttelsen af tredjemands erhvervede rettigheder og berettigede forventning og på den anden side ophavsretsindehavernes interesser. Den må heller ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre denne balance.

Bestemmelsen anses udelukkende for egnet, såfremt den vedrører en gruppe tredjemænd, som kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, dvs. personer, som allerede benytter sig af mønstre, som var betragtet som offentligt tilgængelige på datoen for ikrafttrædelsen af den lov, der i den berørte medlemsstat gennemførte artikel 17 i direktiv 98/71 i national ret.

En sådan lovbestemmelse bør derudover udelukkende vedrøre den periode for nævnte tredjemænds anvendelse af disse mønstre, som er nødvendig for, at de enten gradvist kan indstille deres virksomhed – for så vidt som den er baseret på en tidligere anvendelse af mønstrene – eller afsætte deres lager. Bestemmelsen går ikke ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at sikre balancen mellem disse rettigheder, såfremt den ikke i en længere periode anvendes forskelligt på den ophavsretlige beskyttelse.

Hvad for det andet angår en lovgivningsmæssig foranstaltning, hvormed moratoriet blev afskaffet, og det uden nogen tidsmæssig begrænsning blev umuligt at gøre den ophavsretlige beskyttelse gældende for varer, som er fremstillet efter mønstre, der var offentligt tilgængelige før den nationale lovgivning, der gennemfører direktiv 98/71, trådte i kraft, fremgår det af det ovennævnte, at en sådan foranstaltning bevirker, at artikel 17 i direktiv 98/71 bliver indholdsløs, idet den generelt hindrer anvendelsen af den nye beskyttelse, dvs. den ophavsretlige beskyttelse. Foranstaltningen har heller ikke til formål at begrænse den gruppe tredjemænd, som kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Den udvider derimod anvendelsesområdet for, hvornår ophavsretten ikke kan påberåbes, eftersom det ifølge denne bestemmelse ikke er påkrævet, at tredjemand har påbegyndt udnyttelsen af de omhandlede mønstre, før den nationale lovgivning, som gennemfører direktivet, trådte i kraft.

(jf. præmis 55-60, 64 og 65 samt domskonkl. 2)