FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 3. marts 2015 (1)
Sag C-681/13
Diageo Brands BV
mod
Simiramida-04 EOOD
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene))
»Retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001 – anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser – grunde til afslag – tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den stat, begæringen rettes til – Unionens grundlæggende retsprincipper – retsafgørelse fra en anden medlemsstat, der er i strid med EU-varemærkeretten – håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder – direktiv 2004/48/EF – sagsomkostninger«
I – Indledning
1. I den foreliggende sag har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) forelagt flere præjudicielle spørgsmål til Domstolen vedrørende hovedsageligt fortolkningen af artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (2), der bestemmer, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes, såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at en afgørelse truffet i oprindelsesmedlemsstaten er i strid med EU-retten, kan begrunde, at denne afgørelse ikke anerkendes i den medlemsstat, anmodningen rettes til, med henvisning til, at den er i strid med grundlæggende retsprincipper i denne medlemsstat. Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at udvikle de kriterier, som skal tages i betragtning af den medlemsstat, begæringen rettes til, som senest blev fastsat i Apostolides-dommen (3), med henblik på at bedømme, om der er tale om en åbenbar overtrædelse af dens grundlæggende retsprincipper, når denne overtrædelse følger af en overtrædelse af de EU-retlige regler.
II – Retsforskrifter
A – Forordning nr. 44/2001
2. Følgende fremgår af 6., 16. og 17. betragtning til forordning nr. 44/2001:
»(6) For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende fællesskabsretsakt.
[...]
(16) Den gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.
(17) Denne samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en retsafgørelse fuldbyrde.«
3. Artikel 33, stk. 1, artikel 34, nr. 1) og 2), og artikel 36 i forordning nr. 44/2001 findes i kapitel III med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse«.
4. Forordningens artikel 33, stk. 1, bestemmer:
»Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.«
5. I forordningens artikel 34, nr. 1) og 2), bestemmes det:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til
2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det.«
6. Følgende fremgår af forordningens artikel 36:
»Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«
B – Direktiv 2004/48/EF
7. Artikel 1 i direktiv 2004/48/EF (4) bestemmer, at direktivet vedrører »de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder«, idet det præciseres, at dette udtryk også omfatter »industrielle ejendomsrettigheder«.
8. I direktivets artikel 2, stk. 1, bestemmes det, at de i direktivet fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler finder anvendelse »på enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende medlemsstats nationale ret«.
9. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 2, skal de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, og som medlemsstaterne skal fastsætte, være »effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem«.
10. I denne forbindelse pålægges det i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/48 medlemsstaterne at sikre, at de kompetente retslige myndigheder på visse betingelser kan træffe afgørelse om, »at der omgående skal iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med den påståede krænkelse«. I samme bestemmelse præciseres det, at disse foranstaltninger skal omfatte »beslaglæggelse af« de omtvistede varer. Med direktivets artikel 9 med overskriften »Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger« pålægges det i stk. 1, litra b), medlemsstaterne at sikre, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af rekvirenten kan »kræve beslaglæggelse eller aflevering af varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed«. Direktivets artikel 7, stk. 4, og artikel 9, stk. 7, bestemmer, at de kompetente retslige myndigheder, »hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke forelå nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed«, skal have »beføjelse til på begæring af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde rekvisitus passende erstatning for det tab, der er lidt som følge af disse foranstaltninger«.
11. Med hensyn til sagsomkostningerne bestemmer artikel 14 i direktiv 2004/48:
»Medlemsstaterne sikrer, at rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger og andre udgifter, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, som generel regel bæres af den part, der har tabt sagen, medmindre billighedshensyn taler imod dette.«
III – De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
12. Diageo Brands BV (herefter »Diageo Brands«) med hovedsæde i Amsterdam (Nederlandene) er bl.a. indehaver af rettighederne til varemærket »Johnny Walker«. Diageo Brands markedsfører whisky af dette mærke i Bulgarien via en lokal eneimportør.
13. Simiramida-04 EOOD (herefter »Simiramida«), etableret i Varna (Bulgarien), markedsfører alkoholholdige drikkevarer.
14. Den 31. december 2007 ankom en container med 12 096 flasker whisky af mærket »Johnny Walker«, adresseret til Simiramida, fra Georgien til havnen i Varna (Bulgarien). Diageo Brands indtog det standpunkt, at importen af dette parti til Bulgarien uden Diageo Brands’ tilladelse udgjorde en krænkelse af dets varemærke, og det fik den 12. marts 2008 udvirket en arrest i whiskypartiet hos Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien).
15. Den 9. maj 2008 ophævede Sofiyski apelativen sad (appelretten i Sofia) på Simiramidas anmodning arrestkendelsen af 12. marts 2008.
16. Ved afgørelser af 30. december 2008 og 24. marts 2009 afviste Varhoven kasatsionen sad (den bulgarske øverste kassationsdomstol) den af Diageo Brands fremsatte kassationsanke af formelle grunde.
17. Den arrest i whiskypartiet, der var blevet foretaget på anmodning af Diageo Brands, blev ophævet den 9. april 2009.
18. Sagen vedrørende realiteten, som Diageo Brands havde anlagt mod Simiramida ved Sofiyski gradski sad under anbringende af krænkelse af varemærkeretten, blev forkastet ved afgørelse af 11. januar 2010. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har Sofiyski gradski sad uden at undersøge de faktiske omstændigheder i sagen fastslået, at det fremgik af en fortolkende afgørelse truffet af Varhoven kasatsionen sad den 15. juni 2009, at import til Bulgarien af varer, der med samtykke fra varemærkerettighedens indehaver er bragt i omsætning uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS«), ikke udgør nogen krænkelse af varemærkerettighederne. Sofiyski gradski sad fandt, at den i henhold til de bulgarske retsplejebestemmelser var bundet af denne fortolkende afgørelse.
19. Diageo har ikke iværksat appel til prøvelse af afgørelsen af 11. januar 2010 fra Sofiyski gradski sad. Afgørelsen er herefter blevet retskraftig.
20. I tvisten i hovedsagen har Simiramida ved de nederlandske domstole fremsat et krav om et beløb på over 10 mio. EUR som erstatning for den skade, Simiramida har lidt som følge af den arrest, der blev foretaget på Diageo Brands’ anmodning. Simiramida har baseret sit krav på den af Sofiyski gradski sad trufne afgørelse af 11. januar 2010, hvormed denne ret fastslog, at den pågældende arrest var ulovlig. Diageo Brands har gjort gældende, at denne kendelse ikke kan anerkendes i Nederlandene med den begrundelse, at den er i åbenbar modstrid med grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Sofiyski gradski sad i sin afgørelse af 11. januar 2010 havde anvendt EU-retten åbenlyst fejlagtigt, idet den havde baseret sig på en fortolkende afgørelse, der ligeledes var fejlbehæftet, og som Varhoven kasatsionen sad havde truffet i strid med sin forpligtelse til at fremsende et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.
21. Ved afgørelse af 2. marts 2011 tog Rechtbank Amsterdam (retten i Amsterdam) Diageo Brands’ argumentation til følge og forkastede Simiramidas påstand.
22. Simiramida appellerede denne kendelse, og Gerechtshof te Amsterdam (appelretten i Amsterdam) ændrede ved dom af 5. juni 2012 Rechtbank Amsterdams afgørelse og fastslog, at afgørelsen truffet af Sofiyski gradski sad den 11. januar 2010 skulle anerkendes i Nederlandene. Det blev dog besluttet at udsætte afgørelsen af erstatningskravet.
23. Diageo Brands har iværksat appel, og Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes højesteret) har fastslået, at »parterne er enige om, at den fortolkende afgørelse af 15. juni 2009 fra Varhoven kasatsionen sad er i strid med EU-retten«, og at »Diageo Brands [har] fremlagt en ny fortolkende afgørelse fra [Varhoven kasatsionen sad] af 26. april 2012, der udtrykkeligt stadfæster den fortolkende afgørelse af 15. juni 2009«.
24. Hoge Raad der Nederlanden har under disse omstændigheder og med afgørelse af 20. december 2013, indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. december 2013, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at denne grund til afslag også omfatter det tilfælde, hvor afgørelsen fra retten i oprindelsesmedlemsstaten er i åbenbar modstrid med EU-retten, og denne ret er bekendt hermed?
2) a) Skal artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at den omstændighed, at den part, der påberåber sig denne grund til afslag, har undladt at anvende alle retsmidler, der er til rådighed i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet, er til hinder for, at denne part med føje kan påberåbe sig denne grund til afslag?
b) Såfremt spørgsmål 2a besvares bekræftende, forholder det sig anderledes såfremt anvendelsen af retsmidler i den stat, hvor afgørelsen er truffet, ville have været formålsløs, idet det må lægges til grund, at dette ikke ville have ført til et andet resultat?
3) Skal artikel 14 i direktiv 2004/48 fortolkes således, at denne bestemmelse også omfatter parternes omkostninger i forbindelse med en erstatningssag i en medlemsstat, såfremt erstatningskravet og forsvaret herimod bygger på modpartens påståede ansvar som følge af gennemførelsen af en arrest og afgivelsen af oplysninger med henblik på håndhævelse af sin varemærkeret i en anden medlemsstat, og der i denne forbindelse i førstnævnte medlemsstat opstår et spørgsmål om anerkendelse af en retsafgørelse truffet i sidstnævnte stat?«
25. Ud over parterne i hovedsagen har den tyske og den lettiske regering samt Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg.
26. Parterne i hovedsagen og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. december 2014.
IV – Analyse
27. Jeg skal indledningsvis undersøge de præmisser, som den forelæggende ret har baseret sin afgørelse på, inden jeg går over til at analysere de afgørende aspekter af de præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har fremsat.
A – Indledende bemærkninger
28. Først skal det understreges, at det tilkommer den nationale ret at fastslå de faktiske omstændigheder, der har givet anledning til tvisten i hovedsagen, og at fastslå, hvilke konsekvenser disse har for den afgørelse, som retten skal træffe (5).
29. Inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale domstole tilkommer det den nationale ret at efterprøve, at de faktiske betingelser, der medfører anvendelse af en EU-standard, er opfyldt i den sag, der verserer for den. Domstolen kan dog i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning (6).
30. Det tilkommer under disse omstændigheder Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål om fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har fremsendt, idet det overlades til denne sidstnævnte at efterprøve de konkrete elementer i den tvist, som er indbragt for den (7).
31. Jeg skal i denne forbindelse bemærke, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at spørgsmålene i denne er baseret på flere præmisser, bl.a. at afgørelsen fra Sofiyski gradski sad af 11. januar 2010 og den fortolkende afgørelse fra Varhoven kasatsionen sad af 15. juni 2009, som afgørelsen fra Sofiyski gradski sad er baseret på, er i strid med EU-retten (8). Endvidere har den forelæggende ret anført, at den anden fortolkende afgørelse fra Varhoven kasatsionen sad af 26. april 2012, i hvilken den første fortolkende afgørelse udtrykkeligt stadfæstes, ligeledes er i strid med EU-retten.
32. Som det imidlertid fremgår af Kommissionens skriftlige indlæg, som blev bekræftet i retsmødet, har Kommissionen i forbindelse med den overtrædelsesprocedure, den har indledt vedrørende foreneligheden af retspraksis fra Varhoven kasatsionen sad med artikel 5 i direktiv nr. 2008/95/EF (9), undersøgt de to fortolkende afgørelser fra denne retsinstans. Efter afslutningen af denne undersøgelse nåede den frem til den konklusion, at såvel den fortolkende afgørelse af 2009 som den mere detaljerede fortolkende afgørelse af 26. april 2012 er i overensstemmelse med EU-retten. Denne analyse gjorde det muligt for den at afslutte overtrædelsesproceduren. Ifølge Kommissionen er bemærkningen i forelæggelsesafgørelsen, hvorefter den fortolkende afgørelse fra Varhoven kasatsionen sad af 15. juni 2009 er i strid med EU-retten, således ikke korrekt. Jeg kan således ikke udelukke, at Sofiyski gradski sad i sidste ende har anvendt denne afgørelse forkert.
33. Hvad angår afgørelsen truffet af Sofiyski gradski sad den 11. januar 2010 fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at parterne i det væsentlige er enige om, at denne kendelse er i strid med artikel 5 i direktiv 89/104/EØF (10). I henhold til denne artikel kan varemærkeindehaveren forbyde enhver tredjemand at importere varer forsynet med dette mærke, at udbyde, markedsføre eller oplagre dem med henblik herpå (11). I henhold til Domstolens retspraksis kan indehaveren af et varemærke modsætte sig den første markedsføring i EØS, som foretages uden hans samtykke, af originalvarer, der er forsynet med dette varemærke (12).
34. På baggrund af disse indledende bemærkninger, og henset til forbindelsen mellem nogle af de spørgsmål, som den forelæggende ret har fremsat, vil det første og det andet spørgsmål om fortolkningen af artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 blive behandlet samlet og først. Derefter vil spørgsmålet om fortolkning af forordningens artikel 14, i direktiv 2004/48 blive behandlet.
B – Det første og det andet spørgsmål
35. Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, om det forhold, at en afgørelse truffet i oprindelsesmedlemsstaten er i strid med EU-retten, kan begrunde, at denne afgørelse ikke anerkendes i den medlemsstat, begæringen rettes til, med henvisning til, at den er i strid med grundlæggende retsprincipper i denne medlemsstat. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om retten i fuldbyrdelsesstaten kan eller skal tage hensyn til den omstændighed, at den person, der modsætter sig anerkendelse af afgørelsen i den stat, begæringen rettes til, ikke har udtømt de retsmidler, denne havde i oprindelsesmedlemsstaten.
36. For at besvare disse spørgsmål skal det først undersøges, hvilke kriterier retten i den medlemsstat, begæringen rettes til, skal lægge til grund ved bedømmelsen af, om der er tale om en åbenbar overtrædelse af grundlæggende retsprincipper i denne medlemsstat. Det drejer sig i det væsentlige om at bestemme, hvilke elementer der er nødvendige for denne bedømmelse inden for den retlige ramme, som Domstolen har fastsat vedrørende anvendelse af begrebet »grundlæggende retsprincipper« som omhandlet i forordning nr. 44/2001.
1. Indledende bemærkning om begrebet »grundlæggende retsprincipper«
37. I den foreliggende sag har Domstolen fået forelagt et spørgsmål om fortolkning af begrebet »grundlæggende retsprincipper« i henhold til artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, dvs. på det tidspunkt, hvor den medlemsstat, begæringen rettes til, skal anerkende afgørelsen.
38. Med hensyn til begrebet »grundlæggende retsprincipper« fremgår det af Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne som følge af forbeholdet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ganske vist som udgangspunkt frit kan fastlægge, hvilke krav der i overensstemmelse med deres nationale opfattelse stilles ifølge deres grundlæggende retsprincipper, men at grænserne for begrebet må fastlægges ved en fortolkning af forordningen. Det tilkommer således ikke Domstolen at fastlægge indholdet af en medlemsstats »grundlæggende retsprincipper«, men det påhviler den dog at efterprøve de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat kan anvende begrebet som begrundelse for ikke at anerkende en retsafgørelse, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat (13).
39. I hovedsagen har den forelæggende ret redegjort for retten i oprindelsesmedlemsstatens tilsidesættelse af en materiel bestemmelse i EU-retten, nemlig artikel 5 i direktiv 89/104. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at overtrædelsen af grundlæggende retsprincipper rent faktisk vedrører en overtrædelse af EU-retten. Det følger heraf, at den pågældende overtrædelse ikke vedrører de nationale grundlæggende retsprincipper på tidspunktet for anerkendelsen, men Unionens grundlæggende retsprincipper, der udgør en integrerende del af de nationale grundlæggende retsprincipper (14). Visse bestemmelser, der er grundlæggende for realiseringen af de opgaver, som Unionen er pålagt, og særlig for det indre markeds funktion (15), berettiger navnlig, at det nægtes at anerkende en vilkårlig dom. Selv om det påhviler hver enkelt medlemsstat at fastsætte kravene i dennes grundlæggende retsprincipper, findes der dog i de nationale grundlæggende retsprincipper fortsat en kerne af grundlæggende EU-værdier, ‑principper og ‑bestemmelser med det samme normative indhold, som de enkelte medlemsstater skal tage hensyn til.
2. Afgrænsning i retspraksis af begrebet »grundlæggende retsprincipper« som omhandlet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001
40. Ifølge sjette betragtning til forordning nr. 44/2001 indgår denne forordning i oprettelsen af et europæisk retligt område, inden for hvilket den frie bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der er et af de grundlæggende mål med denne forordning, sikres. Reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i forordning nr. 44/2001 er, således som det fremgår af 16. og 17. betragtning til denne forordning, baseret på gensidig tillid til den retlige forvaltning i Den Europæiske Union. En sådan tillid kræver ikke blot, at de retsafgørelser, der træffes i en medlemsstat, anerkendes fuldt ud i en anden medlemsstat, men også at proceduren for at erklære disse retsafgørelser for eksigible i sidstnævnte medlemsstat er effektiv og hurtig. En sådan procedure må ifølge 17. betragtning til forordningen alene omfatte en simpel formel kontrol af de dokumenter, der kræves, for at en afgørelse kan erklæres for eksigibel i den medlemsstat, begæringen rettes til (16).
41. I den udstrækning konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved efterfølgende konventioner om de nye medlemsstaters tiltræden af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«) (17) er blevet erstattet af forordning nr. 44/2001 (18) i forholdet mellem medlemsstaterne, gælder den fortolkning, som Domstolen har anlagt af denne konvention, også for de tilsvarende bestemmelser i denne forordning (19). Dette er tilfældet med artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, der træder i stedet for Bruxelleskonventionens artikel 27, stk. 1 (20). I henhold til denne artikel kan en retsafgørelse ikke anerkendes, såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til. De indsigelsesgrunde, der kan påberåbes, er udtrykkeligt opregnet i denne forordnings artikel 34 og 35. Denne liste, hvis elementer skal fortolkes strengt, er udtømmende (21). Navnlig artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes strengt, idet den indebærer en hindring for at realisere et af forordningens grundlæggende mål (22). Klausulen om grundlæggende retsprincipper i denne bestemmelse kan således kun spille en rolle i undtagelsestilfælde (23).
42. Som det fremgår af punkt 38 i dette forslag til afgørelse, fører Domstolen, selv om grundlæggende retsprincipper er et nationalt begreb, en streng kontrol hermed, og den anlægger en streng fortolkning heraf (24). Dette krav om en streng fortolkning optrådte allerede i rapporten fra P. Jenard om konventionen (25), idet de ligeledes var anerkendt i de nationale lovgivninger (26). Adverbiet »åbenbart«, der blev tilføjet ved omdannelsen af konventionen til en forordning, konkretiserer i forordningen forventningen om, at anerkendelsen af retsafgørelser åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper (27). Denne ændring skulle, som det fremgår af begrundelsen til artikel 41 i forslag til Rådets forordning, understrege, »at der kun i undtagelsestilfælde er mulighed for at påberåbe sig grundlæggende retsprincipper« ud fra »ønsket om at forbedre den frie bevægelighed for retsafgørelser« (28).
43. Domstolen har i denne henseende fastslået, at forbuddet i artikel 36 og i artikel 45, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 mod en efterprøvelse af den i en anden medlemsstats trufne retsafgørelses realitet indebærer, at retten i den stat, begæringen rettes til, ikke må afvise at anerkende eller fuldbyrde retsafgørelsen alene med den begrundelse, at den retsregel, retten i domsstaten har anvendt, afviger fra den retsregel, som retten i den stat, begæringen rettes til, ville have anvendt, hvis den skulle have påkendt sagen. Generelt må retten i den stat, begæringen rettes til, heller ikke efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten (29).
44. Det følger af det ovenstående, at en anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 kun kan komme på tale i tilfælde, hvor anerkendelse af den retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, på helt uantagelig måde vil være i strid med retsordenen i den stat, begæringen rettes til, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip. For at være i overensstemmelse med forbuddet mod efterprøvelse af den i en anden medlemsstat trufne retsafgørelses realitet må det kræves, at indgrebet udgør en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, begæringen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden (30). Det påhviler således den nationale ret at sikre, at beskyttelsen af de rettigheder, der indrømmes med de nationale grundlæggende retsprincipper, er lige så effektiv som de rettigheder, der indrømmes med EU-retten (31).
3. Retlig bedømmelse
a) Tilsidesættelse af en grundlæggende bestemmelse, en anerkendt grundlæggende ret eller et grundlæggende EU-retligt princip
45. I hovedsagen har den forelæggende ret, som det fremgår af punkt 33 i dette forslag til afgørelse, kun nævnt oprindelsesmedlemsstatens rets overtrædelse af artikel 5 i direktiv 89/104.
46. Den tyske regering og Kommissionen har i denne henseende gjort gældende, at det er vanskeligt at forestille sig, at den overtrædelse af artikel 5 i direktiv 89/104, som Sofiyski gradski sad angiveligt har gjort sig skyldig i med sin afgørelse af 11. januar 2010, kan betragtes som en overtrædelse af et grundlæggende EU-retligt princip.
47. Jeg deler denne opfattelse.
48. Det skal først og fremmest bemærkes, at grundlæggende retsprincipper i henhold til artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal bedømmes in concreto, dvs. på grundlag af alvoren af de virkninger, som anerkendelse af den pågældende afgørelse har. Der skal således tages hensyn til forholdet mellem hovedsagen og grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til (32).
49. Som anført i de indledende bemærkninger kan det i den foreliggende sag, henset til Kommissionens indlæg herom, ikke udelukkes, at Sofiyski gradski sad har anvendt den fortolkende afgørelse fra Varhoven kasatsionen sad af 15. juni 2009 urigtigt, selv om påstanden i forelæggelsesafgørelsen om, at denne afgørelse er i strid med EU-retten, ikke er korrekt.
50. Retten i den stat, begæringen rettes til, kan ifølge Domstolens faste retspraksis ikke – uden at dette bringer formålet med forordning nr. 44/2001 i fare – nægte at anerkende en retsafgørelse fra en anden medlemsstat, alene fordi den finder, at national ret eller EU-retten er anvendt urigtigt i afgørelsen (33).
51. Den undtagelsesvise anvendelse af grundlæggende retsprincipper giver mig anledning til at mene, at en eventuel retlig fejl som den, der er tale om i hovedsagen, i princippet ikke i sig selv kan betragtes som en overtrædelse af grundlæggende retsprincipper og heller ikke kan begrunde, at anerkendelse (34) af afgørelsen fra Sofiyski gradski sad afslås. Dels opfylder afslaget på anerkendelse ikke de kriterier, der er opstillet i den i punkt 44 i dette forslag til afgørelse omhandlede retspraksis. Der er grund til at afslå anerkendelse, hvis virkningerne af denne anerkendelse af en afgørelse er i strid med grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til (35), og det gælder både national ret og EU-retten, og disse virkninger skal være af en vis alvor, dvs. at de skal være åbenbart i modstrid med en retsregel, der anses for at være grundlæggende i retsordenen i den medlemsstat, begæringen rettes til, eller en ret, der betragtes som grundlæggende i denne retsorden (36). Dels er anerkendelsen af afgørelsen fra Sofiyski gradski sad ikke i uacceptabel grad i strid med grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, begæringen rettes til, idet den ikke er i strid med et grundlæggende princip. En anden afgørelse ville, som Kommissionen har bemærket, risikere at genindføre den beføjelse til at foretage efterprøvning, der forbydes med artikel 36 og 45 i forordning nr. 44/2001. En sådan afgørelse ville ligeledes ifølge Kommissionen dels medføre, at der sættes spørgsmålstegn ved den gensidige tillid inden for retsvæsenet i Unionen, som anerkendelses- og fuldbyrdelsesordningen i forordning nr. 44/2001 er baseret på, dels hindre en effektiv og hurtig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.
52. Det kan ganske vist ikke fuldstændig udelukkes, at anerkendelse af en retsafgørelse åbenbart tilsidesætter grundlæggende regler eller retsprincipper, herunder i EU-retten. Det skal endvidere understreges, at der skal være tale om en åbenbar overtrædelse af grundlæggende EU-retlige regler eller retsprincipper (37). Ligesom Kommissionen er jeg dog end ikke overbevist om, at en fejlagtig anvendelse eller fortolkning af en bestemmelse i et direktiv om minimumsharmonisering, der vedrører indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om varemærker, og som samtidig giver medlemsstaterne en ret stor grad af frihed til at gennemføre det i national retsorden (38), i den foreliggende sag vil kunne være blive betragtet som en tilsidesættelse af grundlæggende regler eller grundlæggende principper (39).
53. Domstolens svar i Eco Swiss-dommen (40) om eksigibilitet af en voldgiftskendelse ændrer ikke ved denne bedømmelse. I den dom fastslog Domstolen således, at artikel 101 TEUF er en grundlæggende bestemmelse, der er nødvendig for udførelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Unionen, og navnlig for det indre markeds funktion (41). Den konkluderede, at denne EU-retlige bestemmelse er en ordre public-bestemmelse i henhold til konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser undertegnet i New York den 10. juni 1958 (42), hvilket ikke kunne være tilfældet med artikel 5 i direktiv 89/104 i den i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fastsatte betydning.
54. Den doms manglende relevans i forbindelse med tvisten i hovedsagen følger ligeledes af en række andre forskelle. For det første gør artikel 34, nr. 1), det muligt at afslå anerkendelse ikke af en voldgiftskendelse, men af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat. Nationale retsafgørelser er imidlertid omfattet af en formodning om deres lovlighed. Denne formodning om deres lovlighed berettiger, at kriteriet om grundlæggende retsprincipper, som Domstolen anvender, er mindre strengt for retsafgørelser end for voldgiftsbestemmelser. For det andet er afgørelser truffet af medlemsstaternes retter underlagt en retsbeskyttelsesordning, som er blevet indført med EU-retten, og særlig en præjudiciel forelæggelsesmekanisme, som ikke gælder for voldgiftskendelser (43). Domstolen har i denne forbindelse understreget, at en traditionel voldgiftsret ikke kan anses for »en ret i en medlemsstat« i artikel 267 TEUF’s forstand, da en voldgiftsret til forskel fra en national ret ikke kan anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-retten (44). Den gensidige tillid, som medlemsstaterne har til hinandens retsafgørelser, og det retsbeskyttelsessystem, der er blevet indført med EU-retten, forklarer for en stor del, hvorfor man nåede frem til en anden løsning i Eco Swiss-sagen og Renault-sagen (45). Endvidere skal det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til EU-retten er forpligtet til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, som må tilregnes medlemsstaterne, herunder når den omhandlede tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret i sidste instans (46). Ud over at gøre medlemsstatens ansvar gældende findes der ligeledes en mulighed for at indlede en traktatkrænkelsesprocedure i henhold til artikel 258 TEUF.
b) Tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde
55. Diageo Brands har gjort gældende, at såvel Sofiyski gradski sad som Varhoven kasatsionen sad har tilsidesat forpligtelsen til at fremsende et præjudicielt spørgsmål til Domstolen.
56. Hvad angår for det første Sofiyski gradski sads forelæggelsesforpligtelse skal det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at der med den ordning, som blev indført med artikel 267 TEUF, med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten i medlemsstaterne, indføres et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter (47).
57. Den præjudicielle forelæggelse er således baseret på en dialog domstolene imellem, hvis iværksættelse udelukkende beror på den nationale domstols bedømmelse af relevansen og nødvendigheden af denne forelæggelse (48). For så vidt som der ikke er nogen adgang til retlig prøvelse af en national rets afgørelse, er denne ret i princippet forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 267, tredje afsnit, TEUF, når der rejses et spørgsmål om fortolkningen af traktaten om Unionens funktionsmåde for den (49).
58. I hovedsagen kan retten i oprindelsesmedlemsstaten dårligt kritiseres for åbenbart at have tilsidesat en forelæggelsespligt. Sofiyski gradski sad er således en ret i første instans, hvis afgørelse kunne appelleres eller endog indbringes for den bulgarske ret i sidste instans. I henhold til artikel 267 TEUF, andet afsnit, var den således ikke forpligtet til at fremsætte et præjudicielt spørgsmål (50).
59. Hvad angår for det andet den fortolkende afgørelse af 15. juni 2009 fra Varhoven kasatsionen sad, der dannede grundlag for afgørelsen af 11. januar 2010 fra Sofiyski gradski sad, skal jeg blot konstatere, at tvisten i hovedsagen udelukkende vedrører anerkendelse af afgørelsen af 11. januar 2010 fra Sofiyski gradski sad.
c) Manglende udtømmelse af de nationale retsmidler
60. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Diageo Brands ikke i den procedure, der vedrører selskabet, har udtømt de nationale retsmidler. Diageo Brands har i denne henseende gjort gældende, at denne undladelse skyldes, at en anvendelse af de nationale retsmidler ved de bulgarske retter ville have været meningsløs, idet det måtte antages, at dette ikke ville have ført til et andet resultat.
61. Jeg finder ikke dette argument overbevisende.
62. I punkt 50 i dette forslag til afgørelse bemærkes det, at en urigtig anvendelse af national ret eller af EU-retten ikke alene kan begrunde en manglende anerkendelse baseret på artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (51). Domstolen har således fastslået, at systemet af retsmidler i de enkelte medlemsstater, suppleret med adgangen til at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til traktatens artikel 267 TEUF, udgør en tilstrækkelig garanti for borgerne i sådanne tilfælde (52).
63. Hvad angår de nationale retsmidler kræves det ganske vist ikke i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, at retsmidlerne i oprindelsesmedlemsstaten er udtømt. Kommissionen har imidlertid bemærket, at forordning nr. 44/2001 er baseret på den grundlæggende opfattelse, at retsafgørelser truffet i forbindelse med en realitetsbehandling, herunder berigtigelse af materielle fejl, skal samles i oprindelsesmedlemsstaten (53).
64. Jeg tilslutter mig naturligvis denne tilgang. Den karakter af undtagelsestilfælde, som forbeholdet vedrørende grundlæggende retsprincipper har, er ligeledes baseret på den påstand, at de sagsøgte benytter sig af alle de i oprindelsesmedlemsstatens nationale lovgivning eksisterende retsmidler til at få berigtiget retlige fejl. Det kræves ganske vist ikke i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, at de nationale retsmidler i oprindelsesmedlemsstaten skal være udtømt. Det må dog lægges til grund, at de retsundergivne generelt og ganske indlysende, medmindre særlige omstændigheder gør det for vanskeligt eller umuligt at anvende disse retsmidler i oprindelsesmedlemsstaten, i denne medlemsstat skal benytte sig af alle de til rådighed stående retsmidler for at forhindre en tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper ved en tidligere retsinstans. Dette er endnu vigtigere, når den påståede tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper følger af en tilsidesættelse af EU-retten. Der findes således en vis forpligtelse for de enkelte retter i en medlemsstat til at overholde Unionens grundlæggende retsprincipper (54).
65. I denne henseende taler betydningen af og formålet med forordning nr. 44/2001 efter min opfattelse for, at retten i den medlemsstat, begæringen rettes til, skal tage hensyn til, at den person, der modsætter sig anerkendelse af afgørelsen fra oprindelsesmedlemsstaten, ikke har udtømt de retsmidler, der findes i national ret (55). Retten i den medlemsstat, begæringen rettes til, skal således helt klart tage hensyn til, at der i oprindelsesmedlemsstatens retsorden findes mekanismer til genopretning af en national rets overtrædelse af EU-retten, ved bedømmelsen af en eventuel åbenbar tilsidesættelse af dens retsorden, som kan berettige en afvisning af at anerkende en afgørelse inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 (56). Denne hensyntagen skal dog ske fra sag til sag afhængigt af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag (57). Som anført i punkt 39 i dette forslag til afgørelse, følger forpligtelsen for alle medlemsstaterne til at tage hensyn til overtrædelsen, når den pågældende overtrædelse vedrører EU-retten og ikke den nationale retsorden, af deres forpligtelse til at sikre en korrekt anvendelse af EU-retten (58).
66. I hovedsagen ville udtømningen af de retsmidler, som Diageo Brands havde i henhold til bulgarsk ret, have gjort det muligt for selskabet eventuelt ved en bulgarsk ret i sidste instans at påberåbe sig nødvendigheden af at forelægge et præjudicielt spørgsmål.
67. Under alle omstændigheder må der ikke ses bort fra det forhold, at Diageo Brands, såfremt selskabet dels havde udtømt de retsmidler, det havde ved de bulgarske retter, og de højere retsinstanser dels havde tilsidesat EU-retten, ville have haft mulighed for at gøre den bulgarske stats ansvar gældende. Ifølge Kommissionen giver den retsbeskyttelse, der er indført med EU-retten, parterne mulighed for at opnå erstatning i tilfælde af en urigtig anvendelse af EU-retten, selv om EU-retten ikke kan sikre, at der ikke sker nogen som helst fejl. Domstolen har i denne henseende ligeledes, således som anført i punkt 54 i dette forslag til afgørelse, fastslået, at princippet om, at medlemsstaterne er forpligtet til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, som må tilregnes medlemsstaterne, også finder anvendelse, når den omhandlede tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret i sidste instans (59).
4. Foreløbig konklusion
68. Henset til alle de ovenstående betragtninger bør det første og det andet spørgsmål besvares således, at artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en afgørelse truffet i oprindelsesmedlemsstaten er i strid med EU-retten, ikke kan begrunde, at denne afgørelse ikke anerkendes i den medlemsstat, begæringen rettes til, med henvisning til, at den er i strid med denne medlemsstats grundlæggende retsprincipper. En simpel fejl med hensyn til anvendelsen af national ret eller af EU-retten som den, der er tale om i hovedsagen, kan ikke, for så vidt som den ikke udgør en åbenbar overtrædelse af en grundlæggende retsregel i retsordenen i den medlemsstat, begæringen rettes til, begrunde, at anerkendelse på grundlag af artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 afslås.
69. Retten i den medlemsstat, begæringen rettes til, skal, når den kontrollerer, om der eventuelt er tale om en åbenbar overtrædelse af grundlæggende retsprincipper, der følger af en tilsidesættelse af de grundlæggende retsregler i EU-retten, tage hensyn til den omstændighed, at den person, der modsætter sig anerkendelse af afgørelsen i den medlemsstat, begæringen rettes til, ikke har udtømt de retsmidler, der fandtes i oprindelsesmedlemsstaten.
C – Det tredje spørgsmål
70. Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om sagsomkostningerne i tilknytning til hovedsagen anlagt i en medlemsstat med påstand om erstatning for en skade forårsaget af en arrest, i forbindelse med hvilken spørgsmålet om anerkendelse af en afgørelse truffet i en anden medlemsstat i en tvist om håndhævelse af den intellektuelle ejendomsret, er blevet rejst, henhører under artikel 14 i direktiv 2004/48.
71. Det fremgår af artikel 1 i direktiv 2004/48, at direktivet vedrører alle de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Endvidere bestemmer direktivets artikel 2, stk. 1, at disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler finder anvendelse i overensstemmelse med direktivets artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, som bl.a. er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale ret. Det generelle formål med direktiv 2004/48 er således en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau for intellektuel ejendomsret i det indre marked (60).
72. Direktiv 2004/48 har således ikke til formål at regulere alle aspekter af de intellektuelle ejendomsrettigheder, men alene dem, der vedrører dels håndhævelsen af disse rettigheder, dels krænkelserne af disse ved at forpligte til indførelse af effektive retsmidler, der kan forhindre, standse eller rette op på enhver krænkelse af en eksisterende intellektuel ejendomsret (61).
73. Erstatningssøgsmål hænger i denne forbindelse tæt sammen med sager, der skal sikre beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Dels indeholder artikel 7 i direktiv 2004/48 foranstaltninger, der gør det muligt at beslaglægge varer, der mistænkes for at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder (62). Dels fastsætter artikel 9, stk. 7, i dette direktiv foranstaltninger, der gør det muligt at anlægge søgsmål om erstatning for den skade, som en uberettiget beslaglæggelse har forårsaget. Ifølge Kommissionen udgør disse foranstaltninger en garanti, som lovgiver har fundet nødvendig som modvægt til de hurtige og effektive midlertidige foranstaltninger, som lovgiver har indført (63).
74. Hvad angår artikel 14 i direktiv 2004/48 har Domstolen fastslået, at denne bestemmelse tilsigter at styrke beskyttelsesniveauet for intellektuel ejendomsret, ved at det søges undgået, at en forurettet part opgiver at anlægge en retssag med henblik på beskyttelse af sine rettigheder (64).
75. Jeg er ligesom Kommissionen af den opfattelse, at den brede og generelle formulering af artikel 14 i direktiv 2004/48, der henviser til »den part, der har vundet sagen« og »den part, der har tabt sagen«, uden at præcisere, hvilken af de typer af procedurer, der er nævnt i direktivet, der er tale om, gør det muligt at fastslå, at denne bestemmelse finder anvendelse i det tilfælde, hvor en part har tabt sagen uden at være indehaver af en intellektuel ejendomsret og samtidig mistænkes for at have krænket en sådan ret.
76. Henset til det ovenstående bør det tredje spørgsmål besvares således, at sagsomkostninger i tilknytning til hovedsagen anlagt i Nederlandene med påstand om erstatning for den skade, som en arrest har medført, i forbindelse med hvilken spørgsmålet om anerkendelse af en afgørelse truffet i en medlemsstat i en tvist om håndhævelse af en intellektuel ejendomsret er blevet rejst, henhører under artikel 14 i direktiv 2004/48.
V – Forslag til afgørelse
77. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Hoge Raad der Nederlanden forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»1) Artikel 34, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den omstændighed, at en afgørelse truffet i oprindelsesmedlemsstaten er i strid med EU-retten, ikke kan begrunde, at denne afgørelse ikke anerkendes i den medlemsstat, begæringen rettes til, med henvisning til, at den er i strid med grundlæggende retsprincipper i denne medlemsstat. En simpel fejl med hensyn til anvendelsen af national ret eller af EU-retten som den, der er tale om i hovedsagen, kan ikke, for så vidt som den ikke udgør en åbenbar overtrædelse af en grundlæggende retsregel i retsordenen i den medlemsstat, begæringen rettes til, begrunde, at anerkendelse på grundlag af artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 afslås. Retten i den medlemsstat, begæringen rettes til, skal, når den kontrollerer, om der eventuelt er tale om en åbenbar overtrædelse af grundlæggende retsprincipper, der følger af en tilsidesættelse af de grundlæggende retsregler i EU-retten, tage hensyn til den omstændighed, at den person, der modsætter sig anerkendelse af afgørelsen i den medlemsstat, begæringen rettes til, ikke har udtømt de retsmidler, der fandtes i oprindelsesmedlemsstaten.
2) Sagsomkostningerne i tilknytning til hovedsagen anlagt i en medlemsstat med påstand om erstatning for en skade forårsaget af en arrest, i forbindelse med hvilken spørgsmålet om anerkendelse af en afgørelse truffet i en anden medlemsstat i en tvist om håndhævelse af den intellektuelle ejendomsret er blevet rejst, henhører under artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.«