Forenede sager C-581/10 og C-629/10

Emeka Nelson m.fl.

mod

Deutsche Lufthansa AG

og

TUI Travel plc m.fl.

mod

Civil Aviation Authority

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Köln og High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court))

»Luftfart – forordning (EF) nr. 261/2004 – artikel 5-7 – Montrealkonventionen – artikel 19 og 29 – kompensationsret i tilfælde af flyforsinkelse – forenelighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 23. oktober 2012

1.         Transport – luftfart – forordning nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – ret til kompensation ved aflysning af en flyafgang – anvendelse i tilfælde af væsentlig forsinkelse – ligebehandlingsprincippet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, tredje betragtning og art. 5, 6 og 7)

2.        Transport – luftfart – forordning nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – ret til kompensation i tilfælde af forsinkelse – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5-7)

3.        Transport – luftfart – forordning nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – ret til kompensation i tilfælde af forsinkelse – uforenelighed med konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5-7; Montrealkonventionen fra 1999, art. 19, 22 og 29)

4.        Transport – luftfart – forordning nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – ret til kompensation i tilfælde af forsinkelse – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, art. 5-7)

5.        Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende gyldighed – Domstolens begrænsning heraf – retssikkerhed – Domstolens skønsbeføjelse

(Art. 267 TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30-38)

2.        Artikel 5-7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser skal fortolkes således, at passagerer på forsinkede flyafgange har ret til kompensation i henhold til denne forordning, når de på grund af disse flyafgange udsættes for et tab af tid svarende til tre timer eller længere, dvs. når de når deres endelige bestemmelsessted senere end tre timer efter det af luftfartselskabet oprindeligt planlagte ankomsttidspunkt. Imidlertid giver en sådan forsinkelse ikke passagererne ret til kompensation, hvis luftfartselskabet kan godtgøre, at den lange forsinkelse skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet, dvs. omstændigheder, som ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol.

(jf. præmis 40 og domskonkl. 1)

3.        Det fremgår hverken af artikel 19, 22 og 29 i Montrealkonventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring eller af nogen anden af denne konventions bestemmelser, at konventionens ophavsmænd ønskede at friholde luftfartsselskaberne for andre former for indgriben end dem, disse bestemmelser fastsætter, navnlig sådanne, som de offentlige myndigheder kunne påtænke for på en standardiseret og umiddelbar måde at afhjælpe de skader, som de gener, der skyldes forsinkelser i luftbefordringen af passagerer, er udtryk for, uden at disse passagerer skal bære ulemperne ved anlæggelse af erstatningssager ved domstolene.

Kompensationsforanstaltningen, der er fastsat i artikel 7 i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser ligger uden for Montrealkonventionens anvendelsesområde. En flyforsinkelses underliggende tab af tid, der er en gene som omhandlet i forordning nr. 261/2004, kan nemlig ikke kvalificeres som en »skade, der skyldes en forsinkelse« som omhandlet i Montrealkonventionens artikel 19, og ligger således uden for anvendelsesområdet for nævnte konventions artikel 29. Desuden lider alle passagererne det samme tab af tid ved forsinkede flyafgange, og følgelig kan dette afhjælpes ved en standardiseret foranstaltning, uden at det er nødvendigt at foretage en vurdering af den individuelle situation for hver enkelt berørt passager. En sådan foranstaltning kan derfor bringes i anvendelse umiddelbart. Endelig er der ikke nødvendigvis nogen årsagssammenhæng mellem den faktiske forsinkelse på den ene side og det tab af tid, der anses for relevant for at kunne fastslå, at der foreligger en kompensationsret i henhold til forordning nr. 261/2004, eller beregningen af kompensationens størrelse på den anden side. Følgelig er den forpligtelse, der fremgår af forordning nr. 261/2004, og som har til formål at kompensere passagerer på flyafgange med lang forsinkelse, forenelig med Montrealkonventionens artikel 29 og er et supplement til Montrealkonventionens artikel 29, for så vidt som den virker på et tidligere trin end det system, der er fastsat ved denne artikel.

(jf. præmis 46-49, 52, 53 og 55-57)

4.        Hvad angår klarheden af de forpligtelser, der er pålagt luftfartsselskaberne i henhold til forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser, kræver retssikkerhedsprincippet, at borgerne ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter. Under hensyntagen til ligebehandlingsprincippet kan luftfarsselskaberne ikke hævde, at en forpligtelse, der pålægges dem ved forordning nr. 261/2004, til i tilfælde af forsinkelse af en flyafgang at kompensere passagererne tilsidesætter sidstnævnte princip. Flypassagerer, hvis flyafgang er blevet forsinket, og luftfartsselskaberne kan nemlig entydigt vide, fra hvilket tidspunkt henholdsvis de førstnævnte kan kræve en kompensation udbetalt og de sidstnævnte er forpligtet til at yde denne kompensation, idet indførelsen af en klar tidsmæssig grænse ligeledes gør det muligt at undgå, at de nationale retter udlægger begrebet lang forsinkelse forskelligt, hvilket i givet fald ville medføre retsusikkerhed.

Endvidere tilsidesætter forpligtelsen til at betale erstatning for den skade, der er påført passagererne i et forsinket fly, ikke proportionalitetsprincippet. Vigtigheden af formålet med beskyttelse af forbrugerne, herunder også luftfartspassagerer, kan begrunde de endog betydelige negative økonomiske konsekvenser for visse erhvervsdrivende. Henset desuden til et tidstabs uigenkaldelige, objektive og let målbare karakter synes en foranstaltning, der består i at tildele alle de passagerer, der er berørt af denne gene, en umiddelbar og fast økonomisk kompensation, særligt velegnet. Endvidere vedrører forpligtelsen til kompensation alene de lange forsinkelser, og kompensationsbeløbet kan nedsættes med 50%, når forsinkelsen forbliver mindre end fire timer. Endelig har luftfartsselskaberne ikke pligt til at udbetale den nævnte kompensation, hvis de kan godtgøre, at aflysningen eller forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol. Desuden kan dette søge erstatning hos enhver person, som har forårsaget forsinkelsen, herunder tredjemand.

(jf. præmis 66-68, 75 og 77-81)

5.        Domstolen vil kun undtagelsesvis i henhold til et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er sikret i Unionens retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af retsforhold, der er stiftet i god tro. I denne forbindelse tilkommer det imidlertid Domstolen at fastsætte et bestemt tidspunkt, fra hvilket den fortolkning, som den har givet af en EU-retlig bestemmelse, skal have virkning. I denne henseende antages en begrænsning af den tidsmæssige virkning af en sådan fortolkning kun at bestå på grundlag af selve den dom, der afgør fortolkningsspørgsmålet. Dette princip sikrer ligebehandling af medlemsstaterne og de øvrige retssubjekter i forhold til retten og opfylder derved endog de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet. Når Domstolens fortolkning svarer til den, der er givet i en tidligere dom, hvori der ikke blev truffet afgørelse om en begrænsning af den tidsmæssige virkning, er der ikke grundlag for at begrænse de tidsmæssige virkninger af en efterfølgende dom.

(jf. præmis 89-91, 93 og 94)