Appel iværksat den 22. marts 2017 af Gascogne Sack Deutschland GmbH og Gascogne S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 10. januar 2017 i sag T-577/14, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union

(Sag C-146/17 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Gascogne Sack Deutschland GmbH og Gascogne S.A. (ved advokaterne F. Puel og E. Durand)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Union, ved Den Europæiske Unions Domstol og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom, der blev meddelt appellanternes rådgivere via e-Curia den 16. januar 2017, hvorved Retten, alt imens den anerkendte, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om, at en retsafgørelse skal træffes inden for en rimelig frist i sagerne, der gav anledning til domme af 16. november 2011, Groupe Gascogne mod Kommissionen (T-72/06) og Sachsa Verpackung mod Kommissionen (T-79/06), og at appellanterne har lidt en økonomisk og ikke-økonomisk skade som følge af tilsidesættelsen af den rimelige frist, pålagde Den Europæiske Union at betale en utilstrækkelig erstatning, der ikke dækker den lidte skade, ophæves delvist.

Der træffes endelig afgørelse i overensstemmelse med appellanternes påstande angående de finansielle kompensationer for den af appellanterne lidte økonomiske og ikke-økonomiske skade i henhold til Domstolens fulde prøvelsesret.

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende har Gascogne anført, at idet Retten afslog at tildele en erstatning for den økonomske skade, der var lidt i perioden før den 30. maj 2011 med den begrundelse, at den ikke kunne træffe afgørelse ultra petita, begik den en åbenbar retslig fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af dette princip.

Med det andet anbringende har Gascogne anført, at idet Retten med henblik på beregningen af den økonomiske skade besluttede at tage udgangspunkt i den økonomiske skade, der af Gascogne var fastlagt bagudrettet på grundlag af en urimelig lang varighed, som denne vurderede til 30 måneder, men som Retten for sit vedkommende vurderede til 20 måneder, og idet den således tildelte erstatning for den af Gascogne lidte økonomiske skade for en periode på 6 måneder, selv om Retten udtrykkeligt fastslog, at den lidte økonomiske skade består af betalingen af omkostningerne forbundet med bankgarantien i perioden svarende til overskridelsen af den rimelige frist (dvs. en periode på 20 måneder), har den udtrykkeligt modsagt sig selv og ikke gennemført sine konklusioner.

Med det tredje anbringende har Gascogne anført, at Retten ved at anvende andre regler for beregningen af den økonomiske skade end dem, der oprindeligt blev fremlagt af appellanterne, uden at disse sidstnævnte fik lejlighed til at udtale sig om de konsekvenser, som denne beregningsmetode ville kunne medføre, har tilsidesat retten til forsvar.

Med det fjerde anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den fandt, at den ikke kunne tildele erstatning for den ikke-økonomiske skade, hvis beløb forekom uforholdsmæssigt stort i forhold til den bøde, som Europa-Kommissionen havde pålagt, med den begrundelse, at Unionens retsinstanser ifølge retspraksis ikke hverken helt eller delvist kan rejse tvivl om størrelsen af en bøde for tilsidesættelse af en rimelig frist, begik en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af nævnte retspraksis.

Med det femte anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den afslog at give medhold i påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade med den begrundelse, at tildelingen af den af appellanterne krævede erstatning, henset til dens omfang, i praksis ville føre til, at der ville blive rejst tvivl om beløbet på den bøde, som sidstnævnte var blevet pålagt, selv om bestemmelserne i artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF netop tilsigter at gøre det muligt for enhver sagsøger, der er blevet forvoldt skade af EU-institutionerne, at opnå erstatning ved Retten, har denne tilsidesat og frataget bestemmelserne i artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF deres effektive virkning, samt retten til adgang til effektive retsmidler.

Med det sjette anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den tildelte apellanterne en erstatning på 5 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, selv om den for det første fandt, at erstatningen for den ikke-økonomiske skade ikke engang delvist kunne rejse tvivl om størrelsen af den bøde, der var blevet pålagt af Kommissionen, og for det andet udtrykkeligt anerkendte, at appellanterne havde lidt en ikke-økonomisk skade, som burde erstattes henset til »omfanget af tilsidesættelsen af den rimelige frist« og »nærværende søgsmåls effektivitet«, udtrykkeligt har modsagt sig selv.

Med det syvende anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den uden støtte i nogen form for dokumentation fandt, dels, at konstateringen af tilsidesættelsen af den rimelige frist for at træffe afgørelse, henset til genstanden for og alvoren af denne tilsidesættelse, var tilstrækkelig til at erstatte den hævdede skade på omdømmet, dels, at erstatningen på 5 000 EUR udgjorde en passende erstatning for den ikke-økonomiske skade, har tilsidesat begrundelsespligten.

____________