DOMSTOLENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
6. oktober 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – mønstre – direktiv 98/71/EF – artikel 14 – forordning (EF) nr. 6/2002 – artikel 110 – »reparationsklausul« – tredjemands brug af et varemærke uden indehaverens samtykke for reservedele eller tilbehør til motorkøretøjer, der er af samme art som de varer, for hvilke varemærket er registreret«
I sag C-500/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale di Torino (retten i Torino, Italien) ved afgørelse af 21. oktober 2014, indgået til Domstolen den 10. november 2014, i sagen:
Ford Motor Company
mod
Wheeltrims srl,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič (refererende dommer), og dommerne A. Ó Caoimh, C. Toader, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: M. Wathelet
justitssekretær: A. Calot Escobar,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Ford Motor Company ved avvocato A. Camusso
– Wheeltrims srl ved avvocato D. Rizzo
– den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci og J. Samnadda, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i henhold til artikel 99 i Domstolens procesreglement,
afsagt følgende
Kendelse
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre (EFT L 289, s. 28) og af artikel 110 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT L 3, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Ford Motor Company (herefter »Ford«) og Wheeltrims srl (herefter »Wheeltrims«) vedrørende sidstnævntes markedsføring af hjulkapsler til biler, hvorpå der var påsat et tegn, som var identisk med det varemærke, der er registreret af Ford bl.a. for sådanne varer.
Retsforskrifter
EU-retten
Bestemmelserne vedrørende mønstre
3 Syvende betragtning til direktiv 98/71 bestemmer:
»[D]ette direktiv er ikke til hinder for, at der på mønstre anvendes national lovgivning eller fællesskabsret, der giver en anden beskyttelse end den, der opnås ved registrering eller offentliggørelse som mønster, f.eks. lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker, patenter og brugsmodeller, samt lovgivningen om markedsføring eller civilretligt ansvar.«
4 Direktivets artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« har følgende ordlyd:
»1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) mønstre, der er registreret hos en medlemsstats centrale myndigheder for industriel ejendomsret
b) mønstre, der er registreret hos Benelux-Mønsterkontoret
c) mønstre, der er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat
d) ansøgninger om registrering af de under litra a), b) og c) nævnte mønstre.
2. I dette direktiv omfatter mønsterregistrering også bekendtgørelse af mønstret efter indlevering af mønsteransøgningen til myndigheden for industriel ejendomsret i en medlemsstat, hvor en sådan bekendtgørelse har den virkning, at der opstår en mønsterret.«
5 Direktivets artikel 14, der har overskriften »Overgangsbestemmelse«, bestemmer:
»Indtil der vedtages ændringer til dette direktiv på forslag af [Europa-]Kommissionen i henhold til artikel 18, opretholder medlemsstaterne deres gældende ret vedrørende brugen af mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende, og kan kun ændre denne ret, hvis formålet hermed er at liberalisere markedet for sådanne komponenter.«
6 Samme direktivs artikel 16 med overskriften »Forholdet til andre former for beskyttelse« bestemmer:
»Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke Fællesskabets eller vedkommende medlemsstats lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker eller andre kendetegn, patenter, brugsmodeller, typografiske skrifttyper, civilretligt ansvar eller markedsføring.«
7 Følgende fremgår af femte og 31. betragtning til forordning nr. 6/2002:
»(5) Det er derfor nødvendigt at indføre en EF-designret, der er direkte anvendelig i hver enkelt medlemsstat, fordi det kun på denne måde vil være muligt – via en enkelt ansøgning til Harmoniseringskontoret for det Indre Marked (Varemærker og Design), hvor der følges en og samme procedure efter en og samme designlovgivning – at beskytte et design på et område, der omfatter samtlige medlemsstater.
[...]
(31) Denne forordning er ikke til hinder for, at der på design, der er beskyttede som EF-design, anvendes love om industriel ejendomsret eller andre relevante love i medlemsstaterne, såsom dem, der vedrører designbeskyttelse opnået ved registrering, eller dem, der vedrører ikke-registrerede design, varemærker, patenter og brugsmodeller, illoyal konkurrence eller civilretligt ansvar.«
8 Forordningens artikel 1 med overskriften »EF-design« bestemmer følgende:
»1. Et design, der opfylder de i denne forordning fastsatte betingelser, benævnes i det følgende »EF-design«.
2. Et EF-design beskyttes:
a) som et »ikke-registreret EF-design«, hvis det gøres offentligt tilgængeligt i overensstemmelse med denne forordning
b) som et »registreret EF-design«, hvis det registreres i overensstemmelse med denne forordning.
3. EF-design har enhedskarakter. De har samme retsvirkninger overalt inden for [Den Europæiske Union]. Et design kan kun registreres, overdrages, opgives, erklæres ugyldigt og brugen deraf forbydes med virkning for hele [Unionen]. Dette princip og dets konsekvenser gælder, medmindre andet er fastsat i denne forordning.«
9 Forordningens artikel 96 med overskriften »Forholdet til andre former for beskyttelse i henhold til national ret« har følgende ordlyd:
»Bestemmelserne i denne forordning berører ikke [Unionens] eller vedkommende medlemsstats lovgivning om ikke-registrerede design, varemærker eller andre kendetegn, patenter, brugsmodeller, typografiske skrifttyper, civilretligt ansvar eller illoyal konkurrence.«
10 Samme forordnings artikel 110 med overskriften »Overgangsbestemmelse« har følgende ordlyd:
»1. Design, der udgør en del af et sammensat produkt, som i medfør af artikel 19, stk. 1, er fremstillet eller bruges med det formål at give mulighed for at reparere et sammensat produkt med henblik på at genskabe dets oprindelige udseende, er ikke omfattet af beskyttelse som EF-design, før der på forslag af Kommissionen træder ændringer i kraft i forhold til denne forordning.
2. Det i stk. 1 omhandlede forslag fra Kommissionen forelægges samtidig med og tager hensyn til eventuelle ændringer, som Kommissionen foreslår om samme spørgsmål i henhold til artikel 18 i direktiv [98/71].«
Bestemmelserne vedrørende varemærker
11 Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 25), med overskriften »Rettigheder, der er knyttet til varemærket«, har følgende ordlyd:
»1. Det registrerede varemærke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret
b) et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, når de varer eller tjenesteydelser, der er dækket af varemærket, er af samme eller lignende art som dem, der er dækket af det pågældende tegn, og der som følge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse mellem tegnet og varemærket.
2. En medlemsstat kan ligeledes træffe bestemmelse om, at indehaveren kan forhindre tredjemand, der ikke har hans samtykke, i at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke varemærket er registreret, når varemærket er renommeret i medlemsstaten, og brugen af tegnet uden skellig grund ville medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé.
3. Såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan det bl.a. forbydes:
a) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage
b) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn
c) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn
d) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
4. Hvis en medlemsstats retsforskrifter ikke gjorde det muligt at forbyde brugen af et tegn som omhandlet i stk. 1, litra b), eller stk. 2 forud for ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme [Rådets første] direktiv 89/104/EØF [af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT L 40, s. 1)] i den pågældende medlemsstat, kan den fortsatte brug af dette tegn ikke anfægtes under påberåbelse af de til varemærket knyttede rettigheder.
5. Stk. 1-4 berører ikke de i en medlemsstat gældende bestemmelser vedrørende beskyttelse mod brug af et tegn, der er udarbejdet med andet formål for øje end at skelne mellem varer eller mellem tjenesteydelser, når der med brug af dette tegn uden skellig grund tilsigtes en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé.«
12 Direktivets artikel 6, der har overskriften »Begrænsninger i varemærkets retsvirkninger«, bestemmer:
»1. De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forhindre tredjemand i at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) sit eget navn og sin adresse
b) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen
c) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele
for så vidt dette sker i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.
2. De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af ældre rettigheder, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis rettighederne er anerkendt i den pågældende medlemsstats lovgivning og anvendes inden for grænserne af det område, hvor de er anerkendt.«
13 Direktivets artikel 7 vedrører konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket.
14 Direktivets artikel 8 vedrører de licenser, der kan gives til varemærket.
15 Det følger af artikel 17 i direktiv 2008/95, at direktiv 89/104 ophæves, og at henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til førstnævnte direktiv.
16 Artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1) med overskriften »Rettigheder knyttet til EF-varemærket« har følgende ordlyd:
»1. EF-varemærket giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) et tegn, der er identisk med EF-varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke EF-varemærket er registreret
b) et tegn, der er identisk med eller ligner EF-varemærket, når de varer eller tjenesteydelser, der er dækket af EF-varemærket, er af samme eller lignende art som dem, der er dækket af det pågældende tegn, og der som følge heraf er risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed; risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket
c) et tegn, der er identisk med eller ligner EF-varemærket, for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke EF-varemærket er registreret, når EF-varemærket er velkendt inden for [Unionen], og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af EF-varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
2. Såfremt betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan det bl.a. forbydes:
a) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage
b) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn
c) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn
d) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
3. De til EF-varemærket knyttede rettigheder gælder først over for tredjemand, når varemærkets registrering er offentliggjort. Der kan dog kræves rimelig erstatning for handlinger, som er foretaget efter bekendtgørelsen af en EF-varemærkeansøgning, og som efter offentliggørelsen af registreringen af EF-varemærket ville være forbudt i kraft af denne offentliggørelse. Den ret, for hvilken sagen indbringes, kan ikke træffe afgørelse i sagen, før registreringen er offentliggjort.«
17 Forordningens artikel 12 med overskriften »Begrænsninger i EF-varemærkets retsvirkninger« er affattet som følger:
»De til EF-varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) sit eget navn eller sin adresse
b) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen
c) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele
for så vidt dette sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik.«
Italiensk ret
18 Artikel 20 i lovdekret nr. 30 – loven om industriel ejendomsret (decreto legislativo n. 30 – Codice della proprietà industriale) af 10. februar 2005 (GURI nr. 52 af 4.3.2005), som ændret ved lovdekret nr. 131 af 13. august 2010 (decreto legislativo nr. 131, GURI nr. 192, af 18.8.2010, herefter »CPI«), med overskriften »Rettigheder, som følger af registreringen«, bestemmer:
»1. Indehaveren af det registrerede varemærke får en eneret til at gøre brug af varemærket. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret
b) et tegn, der er identisk med eller ligner et registreret varemærke, for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art, såfremt der som følge af identiteten eller ligheden mellem tegnene og identiteten og ligheden mellem varerne eller tjenesteydelserne i offentlighedens bevidsthed kan være risiko for forveksling, herunder bl.a. risikoen for, at der antages at være en forbindelse mellem de to tegn
c) et tegn, der er identisk med eller ligner det registrerede varemærke, selv for varer eller tjenesteydelser af anden art, når varemærket er velkendt, og brugen af tegnet uden skellig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé.
2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan varemærkeindehaveren bl.a. forbyde tredjemand at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage, at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål, eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn, at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn, at anvende tegnet på forretningsdokumenter og i reklameøjemed.
3. Den erhvervsdrivende må anbringe sit eget varemærke på de varer, han udbyder til salg, men må ikke fjerne varemærket tilhørende producenten eller den mellemhandler, fra hvem han har modtaget produkterne eller varerne.«
19 CPI’s artikel 21, der har overskriften »»Begrænsninger i varemærkeretten«, bestemmer følgende:
»1. De til det registrerede varemærke knyttede rettigheder giver ikke, for så vidt brugen sker i overensstemmelse med principperne om professionel hæderlighed, indehaveren ret til at forhindre tredjemand i at gøre erhvervsmæssig brug af:
a) sit eget navn og sin adresse
b) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, eller
c) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
2. Det er ikke tilladt at benytte varemærket i strid mod loven, eller i særdeleshed på en måde, der på markedet fremkalder en risiko for forveksling med andre tegn, der er kendt som værende særegne for andre virksomheder, varer eller tjenesteydelser, eller under alle omstændigheder vil kunne vildlede offentligheden, især med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller oprindelse som følge af den måde, hvorpå det bruges, og den sammenhæng, hvori det bruges, eller skade ophavsretten eller den industrielle ejendomsret eller en anden eneret tilhørende tredjemand.
3. Det er ikke tilladt at gøre brug af et registreret varemærke, efter at registreringen er blevet erklæret ugyldig, såfremt ugyldighedsgrunden indebærer, at brugen af varemærket er retsstridig.«
20 CPI’s artikel 241 med overskriften »Eneret til komponenter til et sammensat produkt« har følgende ordlyd:
»Indtil der vedtages ændringer til [direktiv 98/71] på forslag af Kommissionen i henhold til direktivets artikel 18, må eneret til komponenter til et sammensat produkt ikke påberåbes for at hindre fabrikation og salg af disse komponenter i forbindelse med reparation af det sammensatte produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
21 Ford, som er producent af motorkøretøjer samt tilbehør og reservedele til disse køretøjer, identificerer sine varer ved at påsætte et ovalt tegn placeret på den lange led med inskriptionen »Ford« skrevet med kalligrafisk skrift indeni med eller uden farver (herefter »Ford-varemærket«). Dette tegn er genstand for varemærkeregistreringer såvel for køretøjer som for reservedele og tilbehør, herunder for hjulkapsler. Ford påsætter bl.a. dette varemærke på de hjulkapsler, der er monteret på hjulfælgene på de biler, selskabet producerer.
22 Wheeltrims, der er leverandør af reservedele til motorkøretøjer, markedsfører hjulkapsler, som nøjagtigt gengiver de forskellige bilproducenters varemærker, herunder varemærket Ford, uden at råde over de nødvendige autorisationer hertil. Selskabet producerer og markedsfører også »universale« hjulkapsler, dvs. uden varemærke, som sælges til en lavere pris end dem, der er påsat en producents varemærke.
23 Den 15. maj 2013 anlagde Ford et krænkelsessøgsmål mod Wheeltrim ved Tribunale di Torino (retten i Torino) med påstand om dels, at der blev nedlagt forbud mod Wheeltrims’ fabrikation og markedsføring af hjulkapsler med Ford-varemærket samt enhver anden uautoriseret brug af dette varemærke inden for EU, dels at selskabet blev pålagt at yde erstatning for den skade, som Ford har lidt. Ifølge Ford udgør Wheeltrims’ uautoriserede anbringelse af det nævnte varemærke på de hjulkapsler, der markedsføres af selskabet, en krænkelse af Fords eneret i henhold til CPI’s artikel 20 og artikel 9 i forordning nr. 207/2009. Desuden kunne en sådan brug på ingen måde anses for at være begrundet i en af undtagelserne i CPI’s artikel 21 eller artikel 12 i forordning nr. 207/2009, for så vidt som det hverken var nødvendigt at påføre Ford-varemærket på de hjulkapsler, der markedsføres af Wheeltrims, for at angive anvendelsen af en sådan reservedel eller for at sikre andre beskrivende funktioner som omhandlet i disse bestemmelser.
24 Wheeltrims har derimod gjort gældende, at selskabets brug af Ford-varemærket er rent beskrivende. Selskabet har i denne henseende påberåbt sig undtagelsen i CPI’s artikel 241 benævnt »reparationsklausulen«, der fastsætter retten til at reproducere varemærkebeskyttede komponenter til et sammensat produkt uden varemærkeindehaverens forudgående samtykke, for så vidt som denne reproduktion skal gøre det muligt, at genskabe det sammensatte produkts oprindelige udseende (herefter »reparationsklausulen«). Wheeltrims’ anbringelse af Ford-varemærket på de hjulkapsler, som selskabet markedsfører, har ikke til formål at angive produkternes oprindelse, men at identificere producenten af varen set som helhed, dvs. det motorkøretøj, hvorpå hjulkapslerne monteres. Denne brug af Ford-varemærket tjener formålet om på reservedelen at gengive en æstetisk/beskrivende egenskab hos originaldelene, dvs. hjulkapslen, idet denne egenskab må anses for nødvendig for at genetablere det oprindelige udseende af det sammensatte produkt, dvs. motorkøretøjet set som helhed. Hvis det ikke var muligt for producenterne af reservedele til motorkøretøjer at benytte varemærker til dette formål, ville det være til hinder for den frie konkurrence på det omhandlede marked.
25 Tribunale di Torino (retten i Torino) er af den opfattelse, at den adfærd, der er foreholdt Wheeltrims, udgør en tilsidesættelse af de rettigheder, der er knyttet til Ford-varemærket, som ikke er begrundet i nogle af de hensyn, der er omfattet af CPI’s artikel 21 eller artikel 12 i forordning nr. 207/2009. Denne ret har i denne henseende henvist til dom Gillette Company og Gillette Group Finland (C-228/03, EU:C:2005:177) og har anført, at Wheeltrims’ brug af Ford-varemærket ikke er nødvendig for at oplyse offentligheden om de omhandlede hjulkapslers anvendelse eller om, at de kompatible med et »Ford«-produkt i den anførte doms forstand.
26 Efter den forelæggende rets opfattelse foreligger imidlertid en betydelig usikkerhed vedrørende anvendelsesområdet for reparationsklausulen. Domstolen har endnu ikke udtalt sig om forholdet mellem beskyttelsen af de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, og denne klausul. Ifølge den forelæggende ret kan CPI’s artikel 241 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 fortolkes på to forskellige måder, i forhold til hvilke den italienske retspraksis er delt.
27 Ifølge den ene fortolkning antages det under hensyntagen til ordlyden af bestemmelserne og deres placering i de regelsæt, de er omfattet af, at reparationsklausulen kun giver en producent, såsom Wheeltrims, ret til at markedsføre reservedele, som er identiske med originalkomponenten, såfremt produktionen af denne reservedel har til formål at genetablere et sammensat produkt til sit oprindelige udseende, og såfremt dette udelukkende udgør en undtagelse fra den beskyttelse, der gælder mønstre eller design, og ikke den, der gælder rettigheder, der beskytter andre industrielle ejendomsrettigheder, herunder navnlig et registreret varemærke.
28 Ifølge den anden fortolkning har reparationsklausulen en generel karakter, og dens anvendelsesområde skal underlægges en vid fortolkning under hensyntagen til behovet for at bringe sammensatte produkter tilbage til deres oprindelige udseende uafhængigt af, om der findes andre rettigheder, som beskytter den industrielle ejendomsret, herunder dem, der følger af registreringen af et varemærke. Dette behov har til formål at tillade en producent af reserveredele at drive virksomhed på markedet på lige fod med producenten af originalkomponenterne uanset karakteren af den beskyttelse, som sidstnævnte gør krav på, ved at tillade denne producent af reservedele at reproducere originalkomponenten med alle dennes kendetegn, såvel funktionelle som æstetiske.
29 Nævnte ret har præciseret, at denne anden fortolkning er lagt til grund af andre italienske domstole, herunder Corto di Appello di Milano (appeldomstolen i Milano).
30 Tribunale di Torino (retten i Torino) har anført, at denne fortolkning ligeledes blev lagt til grund af de dommere, der afviste Fords begæring om foreløbige forholdsregler på grundlag af de samme faktiske omstændigheder som dem, der er forelagt retten. Dommerne i sagen om foreløbige forholdsregler fandt i det væsentlige, at reparationsklausulen i CPI’s artikel 241 kunne gøres gældende over for Ford, for så vidt som denne klausul sikrer en grundlæggende økonomisk rettighed for producenterne af reservedele til at producere et fuldstændigt erstatningsprodukt til en originalkomponent af et sammensat produkt.
31 På denne baggrund har Tribunale di Torino (Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en anvendelse af artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning (EF) nr. 6/2002, hvorefter producenterne af reservedele og tilbehør tildeles retten til at benytte tredjemands registrerede varemærker, så den endelige køber kan genetablere det sammensatte produkts oprindelige udseende, herunder i det tilfælde, hvor indehaveren af varemærkeretten anbringer det omhandlede kendetegn på den reservedel eller det tilbehør, som monteres på det sammensatte produkt således, at kendetegnet er synligt udadtil og bidrager til det sammensatte produkts udseende, foreneligt med EU-retten?
2) Skal reparationsklausulen i artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 fortolkes således, at den skaber en subjektiv rettighed for tredjemandsproducenter af reservedele og tilbehør, og omfatter denne subjektive rettighed da retten for disse tredjemænd til at benytte tredjemands registrerede varemærke til reservedele og tilbehør som en undtagelse fra bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og direktiv 89/104, herunder i det tilfælde, hvor indehaveren af varemærkeretten også anbringer det omhandlede kendetegn på den reservedel eller det tilbehør, som monteres på det sammensatte produkt således, at kendetegnet er synligt udadtil og bidrager til det sammensatte produkts udseende?«
Om de præjudicielle spørgsmål
32 Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
33 Denne bestemmelse skal bringes i anvendelse i forbindelse med den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.
Formaliteten
34 Den tyske regering har rejst tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Den forelæggende ret har således ikke anført grundene til, hvorfor det er nødvendigt for afgørelsen af tvisten i hovedsagen at besvare spørgsmålet vedrørende muligheden for at overføre reparationsklausulen, som er særegen for området for mønstre eller design, på varemærkeområdet. Det således rejste problem er derfor af hypotetisk karakter.
35 Det bemærkes i denne henseende, at der ifølge Domstolens faste praksis er en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (domme Fish Legal og Shirley, C-279/12, EU:C:2013:853, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, og Idrodinamica Spurgo Velox m.fl., C-161/13, EU:C:2014:307, præmis 29).
36 I det foreliggende tilfælde følger det af forelæggelsesafgørelsen, at de i hovedsagen omhandlede hjulkapsler, som er produceret af Wheeltrims, gengiver Ford-varemærket, hvorfor denne producent af reservedele, såfremt den fortolkning, der er beskrevet i præmis 27 ovenfor, lægges til grund, har krænket dette varemærke, mens der, såfremt det er den fortolkning, der er beskrevet i præmis 28 ovenfor, som må anses for gældende, ikke er sket nogen krænkelse af det nævnte varemærke.
37 Følgelig fremgår det ikke klart, at det problem, som er rejst i anmodningen om præjudiciel afgørelse, er af hypotetisk karakter. Anmodningen kan derfor antages til realitetsbehandling.
Om realiteten
38 Med de forelagte spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at de som undtagelse til bestemmelserne i direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009 tillader en producent af reservedele og tilbehør til motorkøretøjer, såsom hjulkapsler, at påføre sine produkter et tegn, som er identisk med et varemærke, der bl.a. er registreret for sådanne produkter af en producent af motorkøretøjer, uden den pågældende producents samtykke, med den begrundelse, at den brug, der således er gjort af varemærket, udgør den eneste måde, hvorpå det omhandlede køretøj kan repareres med henblik på at genetablere det sammensatte produkts oprindelige udseende.
39 Det skal for det første bemærkes, at det følger af ordlyden af artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002, at disse bestemmelser indebærer visse begrænsninger i beskyttelsen af mønstre eller design uden nogen henvisning til beskyttelsen af varemærker.
40 Det skal for det andet fastslås, at direktiv 98/71, ifølge direktivets artikel 2, kun finder anvendelse på mønstre, der er registreret hos bestemte nationale og internationale myndigheder, samt på ansøgninger om registrering af mønstre i denne henseende. Desuden følger det af artikel 1 i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med femte betragtning til forordningen, at forordningen alene tilsigter at indføre en EF-designret, der er direkte anvendelig i hver enkelt medlemsstat.
41 For det tredje skal det understreges, at det fremgår dels af syvende betragtning til og artikel 16 i direktiv 98/71, dels af 31. betragtning til og artikel 96, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, at disse EU-retsakter ikke berører Unionens eller vedkommende medlemsstats lovgivning om bl.a. varemærker.
42 Det følger heraf, at artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 ikke indeholder nogen undtagelser til bestemmelserne i direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009.
43 For så vidt angår den opfattelse, der er anført af den forelæggende ret og forsvaret af Wheeltrims, hvorefter formålet om at bevare ordningen med loyal konkurrence, der forfølges af Unionen, kræver, at anvendelsen af artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 udvides til at omfatte beskyttelsen af varemærker, bemærkes, at EU-lovgiver allerede har taget dette formål i betragtning inden for rammerne af direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/95 og artikel 12 i forordning nr. 207/2009 tilsigter således ved at begrænse virkningerne af varemærkeindehaverens rettigheder i henhold til direktivets artikel 5 eller for så vidt angår EF-varemærket forordningens artikel 9 at forene de grundlæggende hensyn til beskyttelsen af varemærkerettighederne med hensynet til varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed inden for det indre marked, således at varemærkeretten kan udfylde sin funktion som et afgørende element i den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemføres og opretholdes efter traktaten (jf. i denne retning bl.a. domme BMW, C-63/97, EU:C:1999:82, præmis 62, samt Gillette Company og Gillette Group Finland, C-228/03, EU:C:2005:177, præmis 29).
44 Desuden følger det af Domstolens faste praksis, at artikel 5-7 i direktiv 2008/95 indebærer en fuldstændig harmonisering af reglerne om de rettigheder, der er knyttet til varemærket, og de fastlægger således de rettigheder, der tilkommer indehavere af varemærker i Unionen. Med forbehold for særlige tilfælde reguleret af dette direktivs artikel 8 ff. kan en national retsinstans således ikke inden for rammerne af en tvist vedrørende udøvelse af en eneret, der er knyttet til et varemærke, begrænse denne eneret på en måde, der overskrider de begrænsninger, som fremgår af nævnte artikel 5-7 (dom Martin Y Paz Diffusion, C-661/11, EU:C:2013:577, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).
45 På denne baggrund skal de rejste spørgsmål besvares med, at artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at de ikke som undtagelse til bestemmelserne i direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009 tillader en producent af reservedele og tilbehør til motorkøretøjer, såsom hjulkapsler, at påføre sine produkter et tegn, som er identisk med et varemærke, der bl.a. er registreret for sådanne produkter af en producent af motorkøretøjer, uden den pågældende producents samtykke, med den begrundelse, at den brug, der således er gjort af varemærket, udgør den eneste måde, hvorpå det omhandlede køretøj kan repareres med henblik på at genetablere det sammensatte produkts oprindelige udseende.
Sagens omkostninger
46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre og artikel 110 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design skal fortolkes således, at de ikke som undtagelse til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker og Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker tillader en producent af reservedele og tilbehør til motorkøretøjer, såsom hjulkapsler, at påføre sine produkter et tegn, som er identisk med et varemærke, der bl.a. er registreret for sådanne produkter af en producent af motorkøretøjer, uden den pågældende producents samtykke, med den begrundelse, at den brug, der således er gjort af varemærket, udgør den eneste måde, hvorpå det omhandlede køretøj kan repareres med henblik på at genetablere det sammensatte produkts oprindelige udseende.
Underskrifter