Language of document : ECLI:EU:C:2013:245

Sag C‑103/11 P

Europa-Kommissionen

mod

Systran SA og Systran Luxembourg SA

»Appel – artikel 225, stk. 1, EF samt artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF – søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold mod Det Europæiske Fællesskab – vurdering af tvistens ikke-kontraktlige karakter – Fællesskabets retsinstansers kompetence«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. april 2013

1.        Retslig procedure – begæring om genåbning af den mundtlige forhandling – anmodning om at fremsætte bemærkninger til de retlige spørgsmål, der er fremført i generaladvokatens forslag til afgørelse – betingelser for genåbning

(Statutten for Domstolen, art. 23; Domstolens procesreglement, art. 83)

2.        Erstatningssøgsmål – den kompetence, der tilkommer Unionens retsinstanser – grænser – det påberåbte ansvars karakter – domstolens prøvelse – søgsmål, der omfatter en vurdering af rettigheder og forpligtelser i kontraktforhold – mangel af en voldgiftsklausul – de nationale retsinstansers kompetence

(Art. 235 EF, 240 EF og 288, stk. 2, EF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 41)

2.        Med henblik på at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at afgøre et specifikt søgsmål mod Fællesskabet angående Fællesskabets ansvar for en skade, skal det undersøges, om dette søgsmål vedrører Fællesskabets ansvar i kontraktforhold eller uden for kontraktforhold.

I denne henseende skal begrebet »ansvar uden for kontraktforhold« i den forstand, hvori det er fastlagt i artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF, som har en selvstændig karakter, fortolkes i lyset af sit formål, dvs. at muliggøre en fordeling af kompetencen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale domstole. I denne forbindelse skal Fællesskabets retsinstanser, for hvilke der er indbragt et erstatningssøgsmål, inden de afsiger dom vedrørende sagens realitet, indledningsvis fastslå deres kompetence ved at foretage en bedømmelse, der skal fastslå det påberåbte ansvars karakter og dermed selve arten af den omhandlede tvist.

For at gøre dette skal Fællesskabets retsinstanser ikke alene tage udgangspunkt i de af parterne påberåbte regler. De er forpligtet til at efterprøve, om genstanden for de erstatningssøgsmål, som de er blevet forelagt, er erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold. Disse retsinstanser skal i den henseende med hensyn til en bedømmelse af sagens forskellige elementer, som bl.a. den retsregel, som hævdes at være tilsidesat, arten af det påberåbte krav, den påståede adfærd samt de mellem sagens parter bestående retsforhold, efterprøve, om der blandt disse forhold foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at afgøre den nævnte sag.

Hvis det fremgår af den indledende bedømmelse af de nævnte elementer, at det er nødvendigt at fortolke indholdet af en eller flere af de mellem sagens parter indgåede kontrakter for at fastslå berettigelsen af appellantens påstand, er de nævnte retsinstanser forpligtede til at stoppe med deres prøvelse af tvisten på dette trin og fastslå deres manglende kompetence til at træffe afgørelse i mangel af en voldgiftsklausul i de nævnte kontrakter. Under sådanne omstændigheder ville undersøgelsen af erstatningskravet mod Fællesskabet omfatte en vurdering af rettigheder og forpligtelser i kontraktforhold, som i henhold til artikel 240 EF ikke kan undslippe de nationale domstoles kompetence.

(jf. præmis 61-64, 66 og 67)