Sag C-443/11

F.P. Jeltes m.fl.

mod

Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam)

»Social sikring af vandrende arbejdstagere – artikel 45 TEUF – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 71 – helt arbejdsløs atypisk grænsearbejder, der har opretholdt personlige og faglige bånd til den medlemsstat, hvor han havde sin seneste beskæftigelse – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 65 – ret til ydelser i bopælsmedlemsstaten – afslag på udbetaling anfægtet af den medlemsstat, hvor den pågældende havde sin seneste beskæftigelse – lovlighed – relevansen af Domstolens dom af 12. juni 1986, Miethe (sag 1/85) – overgangsbestemmelser – artikel 87, stk. 8 – begrebet »situationen ikke ændret««

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. april 2013

1.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – arbejdsløshed – fuldtidsledig grænsearbejder, der har opretholdt en personlig og særlig faglig tilknytning til den medlemsstat, hvor han senest har haft beskæftigelse – ret til ydelser fra bopælsmedlemsstaten – anvendelse af artikel 65 i forordning nr. 883/2004 – ret til som et supplerende skridt at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han senest har haft beskæftigelse

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, som ændret ved forordning nr. 988/2009, art. 65)

2.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – arbejdsløshed – fuldtidsledig grænsearbejder, der har opretholdt en personlig og særlig faglig tilknytning til den medlemsstat, hvor han senest har haft beskæftigelse – afslag på tilkendelse af arbejdsløshedsydelser i den medlemsstat, hvor den pågældende senest har haft beskæftigelse – krav om bopæl ifølge national ret – lovlig – begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed – foreligger ikke

(Art. 45 TEUF)

3.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – arbejdsløshed – fuldtidsledig grænsearbejder, der har opretholdt en personlig og særlig faglig tilknytning til den medlemsstat, hvor han senest har haft beskæftigelse – anvendelse af overgangsbestemmelserne i forordning nr. 883/2004 – begrebet »situationen ikke ændret« – den nationale rets undersøgelse

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, som ændret ved forordning nr. 988/2009, art. 87, stk. 8)

1.        Efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 988/2009, skal bestemmelserne i denne forordnings artikel 65 ikke fortolkes i lyset af Domstolens dom af 12. juni 1986, Miethe (sag 1/85). For så vidt angår en fuldtidsledig grænsearbejder, der har opretholdt en personlig og faglig tilknytning til den medlemsstat, hvor han senest har haft beskæftigelse, således at han i denne stat har større chancer for på ny at opnå beskæftigelse, skal nævnte artikel 65 forstås således, at den gør det muligt for en sådan arbejdstager som et supplerende skridt at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i denne stat ikke med henblik på dér at modtage arbejdsløshedsydelser, men alene for at modtage bistand i forbindelse med genindslusning.

(jf. præmis 36 og domskonkl. 1)

2.        Bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed, der især fremgår af artikel 45 TEUF, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at den medlemsstat, hvor den pågældende senest har haft beskæftigelse, i henhold til sin nationale ret afslår at tilkende en fuldtidsledig grænsearbejder, som i denne medlemsstat har størst chance for på ny at opnå beskæftigelse, retten til arbejdsløshedsydelser med den begrundelse, at arbejdstageren ikke er bosat på dens område, for så vidt som den lovgivning, der i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 65 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 988/2009, finder anvendelse, er bopælsmedlemsstatens.

De nævnte regler i EUF-traktaten om den frie bevægelighed kan ikke garantere den forsikrede person, at en flytning til en anden medlemsstat har neutrale virkninger hvad angår den sociale sikring. Henset nemlig til de forskelle, der på dette område er mellem medlemsstaternes ordninger og lovgivninger, kan en sådan flytning i det konkrete tilfælde være mere eller mindre økonomisk fordelagtig eller bebyrdende for den forsikrede.

Forskellen mellem ydelserne efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende senest har haft beskæftigelse, og de ydelser, der tilkendes efter lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, skal ikke anses for en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed, idet forskellen følger af den manglende harmonisering af EU-retten på dette område.

(jf. præmis 44-46 og domskonkl. 2)

3.        Bestemmelserne i artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 988/2009, skal anvendes på fuldtidsledige grænsearbejdere, som, henset til den tilknytning, de har opretholdt til den medlemsstat, hvor de senest har haft beskæftigelse, fra denne modtager arbejdsløshedsydelser efter lovgivningen i denne medlemsstat i henhold til artikel 71 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 592/2008.

Artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004 fastsætter nemlig, at såfremt en person ved anvendelse af denne forordning bliver omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning han var omfattet af i henhold til afsnit II i forordning nr. 1408/71, er denne person fortsat omfattet af sidstnævnte lovgivning i en vis periode efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 883/2004 med forbehold af, at den hidtil gældende situation ikke ændres.

Den omstændighed, at artikel 71 i forordning nr. 1408/71 henhører under afsnit III i forordning nr. 1408/71, er i dette tilfælde ikke til hinder for anvendelse af den nævnte artikel 87.

For så vidt angår begrebet »situationen ikke ændret« som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, som ændret, skal dette vurderes under hensyn til den nationale lovgivning på området for social sikring. Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om arbejdstagerne opfylder betingelserne i denne lovgivning for at kunne stille krav om genoplivning af udbetalingen af de arbejdsløshedsydelser, der i henhold til artikel 71 i forordning nr. 1408/71, som ændret, var blevet udbetalt til dem efter den nævnte nationale lovgivning.

(jf. præmis 49, 56, 61 og 62 samt domskonkl. 3)