Sag T-39/07

Eni SpA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsionspolymerisation – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – fastlæggelse af ansvaret for den ulovlige adfærd – bøder – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier

(Art. 81 EF og 82 EF)

2.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – Kommissionens skønsmargen

(Art. 81 EF og 82 EF)

3.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier

(Art. 81 EF og 82 EF)

4.      Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse

(Art. 81 EF og 82 EF)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødens afskrækkende karakter

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – vurdering i forhold til overtrædelsens art – meget alvorlige overtrædelser

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – recidiv – begreb

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

1.      I tilfælde af overtrædelse af konkurrencereglerne kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder. Det forholder sig sådan, fordi moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør én virksomhed. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab således udgør én virksomhed, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen.

I det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet ejer 100% af det datterselskab, som har overtrådt konkurrencereglerne, kan det pågældende moderselskab dels udøve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd. Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.

(jf. præmis 61 og 62)

2.      At tilregne moderselskabet en overtrædelse af konkurrencereglerne er en mulighed, som Kommissionen kan benytte efter sit skøn. Det forhold alene, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har fundet, at omstændighederne i en sag ikke gav grundlag for at tilregne moderselskabet et datterselskabs adfærd, indebærer ikke, at den er forpligtet til at anlægge den samme vurdering i en senere beslutning.

(jf. præmis 64)

3.      Kommissionen kan formode, at et moderselskab på grund af sin direkte eller indirekte besiddelse af hele kapitalen i sine datterselskaber øver afgørende indflydelse på deres adfærd. Det påhviler moderselskabet at afkræfte denne formodning ved at påvise, at datterselskaberne bestemmer deres forretningspolitik selvstændigt, således at moderselskabet ikke sammen med dem udgør én enkelt økonomisk enhed og dermed én enkelt virksomhed i artikel 81 EF’s forstand.

Moderselskabet skal nærmere bestemt fremlægge alle forhold vedrørende de organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser mellem moderselskabet og datterselskaberne, som ifølge det kan påvise, at virksomhederne ikke udgør en selvstændig økonomisk enhed. Ved sin vurdering skal Retten nemlig tage hensyn til samtlige de elementer, der er forelagt den af sagens parter, og hvis art og betydning kan variere, afhængig af de særlige forhold i de konkrete sager.

Det er i denne forbindelse ikke et spørgsmål om initiativ vedrørende overtrædelsen mellem moderselskabet og datterselskabet, eller – så meget desto mere – førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse – men den omstændighed, at virksomhederne udgør en virksomhed i ovennævnte forstand, som giver Kommissionen beføjelse til at rette beslutningen, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet for en gruppe virksomheder. Det forhold, at moderselskabet bliver pålagt ansvaret for et datterselskabs overtrædelse, kræver ikke, at der føres bevis for, at moderselskabet har indflydelse på datterselskabets politik på det særlige område, hvor overtrædelsen er begået. Navnlig er den omstændighed, at moderselskabet kun spiller en rolle som teknisk og finansiel koordinator, og at det yder sine datterselskaber den nødvendige finansielle bistand, ikke tilstrækkelig til at udelukke, at det øver afgørende indflydelse på disse selskabers adfærd ved bl.a. at koordinere de økonomiske investeringer inden for koncernen. Når der er tale om en koncern, har et holdingselskab, som bl.a. koordinerer de økonomiske investeringer inden for koncernen, nemlig til formål at samle kapitalandelene i forskellige selskaber og til opgave at sikre ledelsesmæssig enhed, bl.a. ved hjælp af denne budgetmæssige kontrol.

Med hensyn til argumentet om, at kartellets virksomhed kun har relativ betydning i koncernens industripolitik, kan det ikke godtgøre, at moderselskabet har givet sine datterselskaber fuld frihed til at fastlægge deres adfærd på markedet.

Den omstændighed, at moderselskabet ikke direkte – men kun indirekte – ejer 100% af kapitalen i de selskaber, der driver virksomhed inden for den af kartellet berørte sektor, kan heller ikke i sig selv godtgøre, at dette moderselskab og de pågældende datterselskaber ikke udgør en økonomisk enhed.

(jf. præmis 93-95, 97, 98 og 102)

4.      Når to enheder udgør den samme økonomiske enhed, er den omstændighed, at den enhed, som har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, fortsat eksisterer, ikke i sig selv til hinder for, at der pålægges den enhed, hvortil den har overført sin økonomiske virksomhed, en sanktion. En sådan sanktionsfastsættelse er navnlig berettiget, når de pågældende enheder kontrolleres af den samme person og, henset til de tætte bånd, som forener dem på det økonomiske og organisatoriske plan, i alt væsentligt har fulgt de samme kommercielle instrukser. På den baggrund er princippet om personligt ansvar ikke til hinder for, at sanktionen for den overtrædelse, som blev påbegyndt af en første virksomhed, og som derpå blev videreført af den virksomhed, hvortil de pågældende økonomiske aktiviteter var blevet overført, pålægges sidstnævnte virksomhed.

(jf. præmis 117)

5.      Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 81 EF, er et af de midler, som denne har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge fællesskabsretten, som også omfatter en pligt til at føre en generel politik med det formål, at der på konkurrenceområdet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfærd påvirkes i denne retning. Følgelig bør Kommissionen, når karakteren af en overtrædelse fastslås med henblik på at fastsætte bødens størrelse, påse, at den trufne forholdsregel er af tilstrækkelig forebyggende karakter, især for så vidt angår den type overtrædelser, som i særlig grad kan bringe gennemførelsen af Fællesskabets formål i fare.

Dette kræver, at bødens størrelse tilpasses under hensyn til den tilsigtede virkning på den virksomhed, den pålægges, således at bøden – i overensstemmelse med de krav, der følger dels af nødvendigheden af at sikre, at bøden er effektiv, dels af overholdelsen af proportionalitetsprincippet – ikke bliver ubetydelig eller tværtimod uforholdsmæssigt stor, navnlig i forhold til den pågældende virksomheds økonomiske kapacitet. En stor virksomhed, der råder over betydelige ressourcer i forhold til de øvrige medlemmer af et kartel, har lettere ved at fremskaffe de nødvendige midler til betaling af bøden, og det gør det berettiget med henblik på at sikre bøden en tilstrækkeligt afskrækkende virkning at pålægge denne virksomhed en forholdsmæssigt større bøde for den samme overtrædelse end en virksomhed, som ikke råder over sådanne ressourcer, f.eks. ved at anvende en multiplikationsfaktor. Det er navnlig relevant at tage hensyn til den samlede omsætning for hver virksomhed, som er en del af kartellet, ved fastsættelsen af bødens størrelse.

Det afskrækkende formål, Kommissionen har ret til at forfølge ved fastsættelsen af en bødes størrelse, tilsigter at sikre, at virksomhederne overholder de i traktaten fastsatte konkurrenceregler for den måde, hvorpå de udøver deres aktivitet i Fællesskabet eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Heraf følger, at den afskrækkende faktor, som kan indgå i beregningen af en bøde, vurderes ud fra en række forhold og ikke alene ud fra den omhandlede virksomheds særlige situation. Dette princip finder bl.a. anvendelse, når Kommissionen har fastsat en »afskrækkelsesfaktor«, som er anvendt på den bøde, der er pålagt en virksomhed.

Hvad angår anvendelsen af en multiplikationsfaktor med henblik på afskrækkelse kan det ikke bestrides, at der er en forbindelse mellem på den ene side virksomhedernes størrelse og samlede ressourcer og på den anden side nødvendigheden af at sikre, at bøden har afskrækkende virkning. En stor virksomhed, der råder over betydelige ressourcer i forhold til de øvrige medlemmer af et kartel, har nemlig lettere ved at fremskaffe de nødvendige midler til betaling af bøden.

(jf. præmis 133-136 og 146)

6.      Det fremgår af beskrivelsen af meget alvorlige overtrædelser i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at aftaler eller samordnet praksis, der har til formål at fastsætte prismål eller fordele markedsandele, alene på grund af deres art kan føre til kvalifikationen »meget alvorlig«, uden at Kommissionen skal godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. Horisontale prisaftaler hører ligeledes til de alvorligste overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler og kan derfor alene som sådanne kvalificeres som meget alvorlige.

(jf. præmis 140)

7.      I punkt 2 i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten angives som eksempel på skærpende omstændigheder, hvis en eller flere virksomheder gentager overtrædelser af samme art. Begrebet recidiv, således som det forstås i en række nationale retsordener, forudsætter, at en person har begået nye overtrædelser efter at være blevet straffet for lignende overtrædelser. Et eventuelt gentagelsestilfælde er en af de faktorer, der skal tages hensyn til ved vurderingen af den pågældende overtrædelses grovhed.

Når Kommissionen lægger begrebet »virksomhed« i artikel 81 EF’s forstand til grund, når den tager den skærpende omstændighed i betragtning, at der foreligger et gentagelsestilfælde, og finder, at den samme virksomhed har gentaget en ulovlig adfærd, selv om de juridiske personer, der har været impliceret i de pågældende overtrædelser, ikke er de samme, skal den anføre udførlige og præcise oplysninger, som underbygger dens påstand.

Når udviklingen i de berørte selskabers struktur og ejerskab er særlig kompliceret, påhviler det Kommissionen at give tilstrækkeligt udførlige og præcise oplysninger om udviklingen i de selskaber, den pågældende virksomhed ejede før overtrædelsen, og anføre alle de udførlige oplysninger, der er nødvendige for, at det kan fastslås, at de selskaber, Kommissionens beslutning er rettet til, og de selskaber, som de tidligere beslutninger er rettet til, udgør en og samme virksomhed i artikel 81 EF’s forstand.

(jf. præmis 161-163, 166, 167 og 170)

8.      Den omstændighed, at flere selskaber er pålagt solidarisk ansvar for en bøde med henvisning til, at de udgør en virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, medfører ikke, at der ved anvendelsen af loftet fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 skal foretages en begrænsning af bøden for hvert selskab til 10% af den omsætning, som hver enkelt opnåede i det sidste regnskabsår. Loftet på 10% af omsætningen i denne bestemmelses forstand skal således beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den selvstændige økonomiske enhed, der har handlet som »virksomhed« i artikel 81 EF’s forstand, da det kun er de deltagende selskabers samlede omsætning, der kan vise den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning.

(jf. præmis 177)