Appel iværksat den 13. juli 2011 af ThyssenKrupp AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 30. september 2011 i de forenede sager T-144/07, T-147/07, T-148/07, T-149/07, T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-506/11 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: ThyssenKrupp AG (ved Rechtsanwälte M. Klusmann og S. Thomas)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af Retten (Ottende Afdeling) i de forenede sager T-144/07, T-147/07, T-148/07, T-149/07, T-150/07 og T-154/07 (ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Kommissionen) ophæves i sin helhed, for så vidt som påstandene ikke tages til følge og for så vidt angår appellanterne.

Subsidiært nedsættes den bøde, som appellanterne er blevet pålagt i henhold til artikel 2 i Europa-Kommissionens beslutning 21. februar 2007, yderligere.

Mere subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har ved denne appel påberåbt sig Kommissionens manglende kompetence, væsentlige formelle mangler, tilsidesættelse af EF - eller EUF-traktaten, og retsreglerne vedrørende traktatens gennemførelse eller magtmisbrug og tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, i alt syv anbringender:

For det første gør appellanterne gældende, at Retten ved en retlig fejl har anerkendt Kommissionens kompetence til at gennemføre proceduren. Appellanterne er af den opfattelse, at Retten burde have annulleret Kommissionens beslutning, idet artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) ikke kunne finde anvendelse, da de påståede lokale tilsidesættelser ikke havde mellemstatslig betydning. Selv om Retten fastslog, at artikel 101 TEUF fandt anvendelse, burde den have taget i betragtning, at Kommissionens kompetence var i strid med det i forordning 1/2003¹ indførte system med parallel kompetence efter ECN-meddelelsen. Endelig har Retten ikke taget hensyn til, at Kommissionens efterfølgende iværksættelse af en procedure udgjorde en tilsidesættelse af det grundlæggende princip om klar hjemmel og det strafferetlige legalitetsprincip.

For det andet har Retten ikke taget i betragtning, at der er sket en tilsidesættelse af det grundlæggende princip ne bis in idem, idet Kommissionen ikke har taget hensyn til de nationale kartelmyndigheders beslutning om amnesti for appellanternes kartel før indledningen af proceduren.

For det tredje har appellanterne gjort gældende, at Retten ved en retlig fejl har bekræftet Kommissionens beslutning om, at appellanterne hæfter solidarisk med deres datterselskaber. Det er ubestridt, at appellanterne ikke selv deltog i overtrædelsen. Det er i strid med det grundlæggende strafferetlige princip om personligt ansvar, princippet in dubio pro reo og princippet om en retfærdig rettergang at pålægge ansvar for andres handlinger, der bygger på en forkert antagelse af den økonomiske enheds ansvar.

For det fjerde har Retten ved en retlig fejl ikke taget hensyn til, at bekræftelsen af appellanternes ansvar som solidariske skyldnere er i strid med princippet om personligt ansvar. Subsidiært har appellanterne gjort gældende, at Retten ved en retlig fejl har bekræftet Kommissionens beslutning vedrørende den manglende angivelse af hæftelseskvota i det indbyrdes forhold og at dommen for så vidt lider af en begrundelsesmangel.

For det femte gør appellanterne gældende, at Retten i sin dom har tilsidesat den omfattende prøvelsespligt den er pålagt, idet den kun utilstrækkeligt har prøvet det uforholdsmæssige i fastsættelsen af udgangsbeløbet og afskrækkelsesfaktoren, pålæggelsen af flere bøder for parallelle overtrædelser samt den manglende vurdering af appellanternes samarbejde med Kommissionen og dermed tilsidesat den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang og den deri liggende retsbeskyttelse. Under alle omstændigheder er dommen behæftet med en begrundelsesmangel i det omfang den bekræfter pålæggelse af flere bøder, der afviger fra Kommissionens praksis.

For det sjette påberåbes en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet i forbindelse med fastsættelsen af udgangsbeløbet vedrørende overtrædelsen i Tyskland, idet omsætning, der ikke er omfattet, er blevet taget i betragtning ved fastsættelsen af udgangsbeløbet, til trods for, at væsentlige hensyn er til hinder derfor. Retten har herved foretaget en passende differentieret begrundelse i forhold til Schindler, hvorimod denne differentiering retsstridigt er undladt i forhold til appellanterne.

For det syvende påberåbes også en fejlagtig fastsættelse af udgangsbeløbet for bøden for det nederlandske marked, idet den fulde markedsvolumen er blevet taget i betragtning til trods for en ringe karteldeltagelse.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).