Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Prim’Awla tal-Qorti Ċivili (Malta) den 29. februar 2016 – Malta Dental Technologists Association m.fl. mod Superintendent tas-Saħħa Pubblika og Kunsill tal-Professjonijiet Kumplimentari għall-Mediċina

(Sag C-125/16)

Processprog: maltesisk

Den forelæggende ret

Prim’Awla tal-Qorti Ċivili

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Malta Dental Technologists Association m.fl.

Sagsøgte: Superintendent tas-Saħħa Pubblika og Kunsill tal-Professjonijiet Kumplimentari għall-Mediċina

Præjudicielle spørgsmål

Er de maltesiske sundhedsmyndigheders forbud mod eller afslag på at tildele anerkendelse af erhvervet som klinisk tandtekniker/tandprotesemager, hvorved personer fra andre medlemsstater, som har indgivet en ansøgning herom, i praksis er udelukket fra at etablere deres erhverv i Malta, selv om der ikke sker retlig forskelsbehandling, uforeneligt med de principper og retsforskrifter, som regulerer skabelsen af det indre marked, navnlig dem, der følger af artikel 49 TEUF, 52 TEUF og 56 TEUF, i en situation, hvor der er ikke er risici for den offentlige sundhed?

Bør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF 1 af 7. september 2005, kendt som »direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer«, finde anvendelse på kliniske tandteknikere på baggrund af det forhold, at hvis en tandprotese viser sig at være defekt, er den eneste følge, at den defekte tandanordning skal ændres eller udskiftes uden risiko for patienten?

Kan de maltesiske sundhedsmyndigheders forbud, der er anfægtet i denne sag, tjene til at sikre formålet om at have et højt beskyttelsesniveau for den offentlige sundhed, når enhver defekt tandprotese kan udskiftes uden risiko for patienten?

Udgør den måde, hvorpå sagsøgte, Superintendent of Public Health, fortolker og håndhæver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 for så vidt angår kliniske tandteknikere, der har ansøgt de samme maltesiske sundhedsmyndigheder om anerkendelse, en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255, s. 22).