Appel iværksat den 26. juli 2017 af Landeskreditbank Baden-Württemberg – Förderbank til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 16. maj 2017 i sag T-122/15, Landeskreditbank Baden-Württemberg – Förderbank mod Den Europæiske Centralbank
(Sag C-450/17 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Landeskreditbank Baden-Württemberg – Förderbank (ved Rechtsanwälte A. Glos, T. Lübbig og M. Benzing)
De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Centralbank (ECB) og Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Dom afsagt af Retten den 16. maj 2017 i sag T-122/15 ophæves.
ECB’s afgørelse af 5. januar 2015 (ECB/SSM/15/1 — 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/3) annulleres, og det fastslås, at virkningerne af erstatningen af ECB’s afgørelse af 1. september 2014 (ECB/SSM/14/1 — 0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/1) opretholdes.
Subsidiært ophæves Rettens dom og sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.
ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Anbringender og væsentligste argumenter
1) Første anbringende: tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af artikel 6, stk. 4, i FTM-forordningen 1 og artikel 70 i SSM-rammeforordningen 2 :
Retten fortolkede de relevante bestemmelser i artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i FTM-forordningen, sammenholdt med artikel 70 i SSM-rammeforordningen, forkert. Retten fastslog fejlagtig, at der alene foreligger »særlige omstændigheder« – hvilke skal føre til, at et kreditinstitut klassificeres som mindre signifikant – når direkte tilsyn fra de nationale myndigheder er bedre egnede til at opnå formålene med FTM-forordningen end direkte tilsyn fra ECB. Retten støttede sig ved sin fortolkning alene på den engelske sprogversion af SSM-rammeforordningen og tilsidesatte princippet om, at alle sprogversionerne har samme gyldighed. Retten undlod fejlagtigt at fortolke reglerne i lyset af trinhøjere retsregler i form af det kompetencebaserede proportionalitetsprincip. Retten anlagde et åbenbart urigtig skøn, da den fastslog, at ECB ikke havde foretage en forkert analyse af de faktiske omstændigheder, og den har ikke i højere grad end ECB efterprøvet, om appellanten – som følge af de specifikke og faktuelle omstændigheder, som appellanten gjorde gældende – på grund af »særlige omstændigheder« i henhold til FTM-forordningens artikel 6, stk. 4, andet afsnit, sammenholdt med SSM-rammeforordningens artikel 70, stk. 1, skal klassificeres som et mindre signifikant institut. Retten tilsidesatte derved sin pligt til at foretage en omfattende efterprøvelse af, om den anfægtede afgørelse er behæftet med et urigtigt skøn.
2) Andet anbringende: fordrejning af den anfægtede afgørelse og urigtig bedømmelse af begrundelseskravene:
Retten fordrejede den anfægtede afgørelses begrundelse og erstattede ECB’s begrundelse med sin egen. I og med, at Retten fordrejede indholdet af den anfægtede afgørelse, undlod den at tage hensyn til, at ECB ikke opfylder de EU-retlige krav til begrundelsespligten. Den anfægtede afgørelses begrundelse er inkonsekvent og selvmodsigende.
3) Tredje anbringende: Retten begik en række proceduremæssige fejl ved at tage hensyn til forhold, som ikke var omhandlet af sagen:
Rettens dom tilsidesatte appellantens ret til at blive hørt og kontradiktionsprincippet. I dommens præmisser nævnes omstændigheder, som har været afgørende for påkendelsen, men som ikke selv har været genstand for drøftelse under retssagen.
____________
1 Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287, s. 63).
2 Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16.4.2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (EUT L 141, s. 1).