Language of document :

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 7. marts 2013 - ITV Broadcasting Ltd m.fl. mod TV Catchup Limited (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Justice (Chancery Division) - Det Forenede Kongerige)

(Sag C-607/11) 

(Direktiv 2001/29/EF - artikel 3, stk. 1 - tredjemands spredning over internettet af udsendelser fra kommercielle fjernsynsforetagender - "Live streaming" - overføring til almenheden)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice (Chancery Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: ITV Broadcasting Limited, ITV 2 Ltd, ITV Digital Channels Ltd, Channel 4 Television Corporation, 4 Ventures Ltd, Channel 5 Broadcasting Ltd og ITV Studios Ltd

Sagsøgt: TV Catchup Limited

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - High Court of Justice (Chancery Division) - fortolkning af artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10) - begrebet "overføring til almenheden" - ophavsmænd tillader, at deres værker medtages i en jordbaseret frit tilgængelig tv-udsendelse, som er beregnet til modtagelse enten på hele en medlemsstats område eller inden for et geografisk område heri - en fortsat udsendelsestjeneste, der udføres af et tv-selskab, der optræder som tredjemand, hvorved individuelle abonnenter, der har betalt tv-licensafgift, kan modtage udsendelserne direkte ved hjælp af streaming over internettet

Konklusion

Begrebet "overføring til almenheden" i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at det omfatter en retransmission af værker, der medtages i en jordbaseret tv-udsendelse

-    der foretages af en anden organisation end det oprindelige fjernsynsforetagende

-    ved hjælp af streaming over internettet, der stilles til rådighed for denne organisations abonnenter, som kan modtage denne retransmission ved at logge sig på organisationens server

-    selv om disse abonnenter befinder sig i modtageområdet for den pågældende jordbaserede tv-udsendelse og lovligt kan modtage denne på en tv-modtager.

Svaret på det første spørgsmål påvirkes ikke af den omstændighed, at en retransmission som den i hovedsagen omhandlede finansieres af reklamer og således sker med vinding for øje.

Svaret på det første spørgsmål påvirkes ikke af den omstændighed, at en retransmission som den i hovedsagen omhandlede foretages af en organisation, der er i direkte konkurrence med det oprindelige fjernsynsforetagende.

____________

1 - EUT C 65 af 3.3.2012.