DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
23. januar 2014 (*)
»Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 90/232/EØF og 2009/103/EØF – færdselsulykke – ikke-økonomisk skade – erstatning – nationale bestemmelser, som indfører beregningsmetoder, der er særegne for færdselsulykker, og som er mindre gunstige for de skadelidte end dem, der er fastsat i den almindelige ordning for erstatningsansvar – forenelighed med disse direktiver«
I sag C-371/12,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale di Tivoli (Italien) ved afgørelse af 20. juni 2012, indgået til Domstolen den 3. august 2012, i sagen:
Enrico Petillo,
Carlo Petillo
mod
Unipol Assicurazioni SpA,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne J.L. da Cruz Vilaça, G. Arestis, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev (refererende dommer),
generaladvokat: N. Wahl
justitssekretær: fuldmægtig A. Impellizzeri,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. juli 2013,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Unipol Assicurazioni SpA ved avvocati A. Frignani og G. Ponzanelli
– den tyske regering ved T. Henze, J. Kemper og F. Wannek, som befuldmægtigede
– den græske regering ved L. Pnevmatikou, som befuldmægtiget
– den spanske regering ved S. Centeno Huerta, som befuldmægtiget
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato M. Santoro
– den lettiske regering ved I. Kalniņš og I. Ņesterova, som befuldmægtigede
– den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas, R. Janeckaitė og A. Svinkūnaitė, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved E. Montaguti og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. oktober 2013,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345, herefter »første direktiv«), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984 L 8, s. 17), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (EUT L 149, s. 14, herefter »andet direktiv«), Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 129, s. 33), som ændret ved direktiv 2005/14 (herefter »tredje direktiv«), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT L 263, s. 11).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Enrico og Carlo Petillo på den ene side og Unipol Assicurazioni SpA (herefter »Unipol«) på den anden side vedrørende sidstnævntes betaling af erstatning i medfør af erstatningsansvaret for motorkøretøjer for den skade, som Enrico Petillo har lidt på grund af en færdselsulykke.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Første direktivs artikel 1 fastsætter:
»I dette direktiv forstås ved:
[...]
2. skadelidte: enhver person, der har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj
[...]«
4 Direktivets artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Hver medlemsstat træffer […] alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.«
5 Andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal dække tingsskade såvel som personskade.
2. Medlemsstaterne skal med forbehold af eventuelle bestemmelser om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i medlemsstaterne, kræve lovpligtig forsikring for mindst følgende beløb:
a) ved personskade en mindstedækning på 1 000 000 EUR pr. skadelidt eller 5 000 000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte
b) ved tingsskade 1 000 000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.
Om nødvendigt kan medlemsstaterne indføre en overgangsperiode på op til fem år fra datoen for gennemførelsen af [direktiv 2005/14] til at tilpasse deres mindstebeløb for dækning til de beløb, der er fastsat i dette stykke.
Medlemsstater, der indfører en sådan overgangsperiode, underretter Kommissionen herom med angivelse af overgangsperiodens varighed.
Inden 30 måneder efter datoen for gennemførelsen af direktiv 2005/14[…] forhøjer medlemsstaterne forsikringsdækningen til mindst halvdelen af de niveauer, der er fastsat i dette stykke.«
6 Tredje direktivs artikel 1 fastsætter bl.a., at »den i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] omhandlede forsikring [skal] dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.«
7 Tredje direktivs artikel 1a bestemmer:
»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.«
8 I henhold til artikel 30 i direktiv 2009/103 trådte sidstnævnte i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, hvilken offentliggørelse fandt sted den 7. oktober 2009.
Italiensk ret
9 Artikel 139 i lovdekret nr. 209 af 7. september 2005, som indførte loven om privatforsikringer (almindeligt tillæg til GURI nr. 239 af 13.10.2005), som ændret ved ministerielt dekret af 17. juni 2011 (GURI nr. 147 af 27.6.2011, herefter »loven om privatforsikringer«), fastsætter:
»1. Erstatning for personskade i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse som følge af ulykker med motorkøretøjer og fartøjer vurderes i henhold til følgende kriterier og beløb:
a) ved permanent personskade og følgevirkninger af legemsbeskadigelse lig med eller mindre end 9% udbetales et stigende beløb, som er mere end proportionalt i forhold til hvert procentpoints invaliditet. Dette beløb beregnes på grundlag af anvendelsen for hvert procentpoints invaliditet af den pågældende koefficient i henhold til den i stk. 6 angivne korrelation. Det således beregnede beløb reduceres i takt med den pågældende persons alder i størrelsesordenen 0,5% for hvert år fra personen er 11 år. Første punkts værdi er lig med 759,04 EUR.
b) ved midlertidig personskade udbetales et beløb på 44,28 EUR for hver dags fuldstændig uarbejdsdygtighed. Ved midlertidig uarbejdsdygtighed på mindre end 100% sker udbetalingen i en størrelsesorden, der svarer til den procentvise uarbejdsdygtighed, der anerkendes for hver dag.
2. I medfør af stk. 1 forstås ved personskade en midlertidig eller permanent skade på den psykiske og/eller fysiske integritet hos den person, der undergår en retsmedicinsk undersøgelse, som viser en negativ påvirkning af den tilskadekomnes daglige aktiviteter og dynamiske-relationelle aspekter i dennes liv, uafhængigt af eventuelle virkninger på personens evne til at skabe en indkomst […]
3. Det beløb for personskade, der udbetales i medfør af stk. 1, kan forhøjes af retten med højst en femtedel og med et rimeligt og begrundet hensyn til den tilskadekomnes subjektive tilstand.
4. Ved præsidentielt dekret – som var genstand for drøftelse i regeringen efter forslag fra sundhedsministeren i samråd med arbejds- og socialministeren, justitsministeren og erhvervsministeren – er der udarbejdet en specifik tabel over svækkelse af den psykiske og/eller fysiske integritet i en skala fra et til ni procentpoints invaliditet.
5. De i stk. 1 angivne beløb opdateres årligt ved dekret fra erhvervsministeren i et omfang, der svarer til udsvingene i det nationale forbrugerprisindeks for arbejder- og funktionærfamilier, som fastsættes af Istituto nazionale di statistica (ISTAT).
6. Med henblik på beregning af beløbet i medfør af stk. 1, litra a), for en invaliditetsprocent på 1 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,0, for en invaliditetsprocent på 2 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,1, for en invaliditetsprocent på 3 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,2, for en invaliditetsprocent på 4 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,3, for en invaliditetsprocent på 5 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,5, for en invaliditetsprocent på 6 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,7, for en invaliditetsprocent på 7 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,9, for en invaliditetsprocent på 8 anvendes en multiplikatorkoefficient på 2,1, og for en invaliditetsprocent på 9 anvendes en multiplikatorkoefficient på 2,3.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det af Mauro Recchioni førte køretøj den 21. september 2007 kørte op i den bil, der tilhørte Carlo Petillo, og som var ført af Enrico Petillo. For sidstnævnte medførte dette legemsbeskadigelse.
11 Carlo og Enrico Petillo har indstævnt Unipol, der er Mauro Recchionis forsikringsgiver, for Tribunale di Tivoli med påstand om, at det bliver fastslået, at Mauro Recchioni var eneansvarlig for nævnte ulykkes indtræden, og at Unipol tilpligtes at betale dels 3 350 EUR for den lidte materielle skade ud over de allerede udbetalte 6 700 EUR, dels 14 155,37 EUR for den af Enrico Petillo lidte ikke-økonomiske skade i stedet for de allerede udbetalte 2 700 EUR.
12 Ifølge den forelæggende ret fastsætter italiensk ret – i civillovbogens artikel 2043 for så vidt angår materielle skader og civillovbogens artikel 2059 for så vidt angår ikke-økonomiske skader – en ret til fuld erstatning for den skade, der følger af et ansvarspådragende forhold.
13 I henhold til de italienske retters faste praksis består en ikke-økonomisk skade af personskade, som følger af en svækkelse af den psykiske og/eller fysiske integritet, psykisk skade, der følger af en af svækkelsen forårsaget psykisk lidelse, og øvrige skader, som bl.a. følger af hindringer for almindelige dagligdagsaktiviteter eller hindringer for en personlig udfoldelse, der er højere end gennemsnittet.
14 Corte costituzionale (forfatningsdomstolen) fastslog i en dom af 2003, at en ikke-økonomisk skade har en enhedsstruktur, og at den ikke kan opdeles i kategorier eller rubrikker. I retspraksis sondres der imidlertid fortsat imellem de i foregående præmis anførte bestanddele. Desuden lader den italienske retsorden det være op til retten at bedømme denne skade.
15 Med henblik på at begrænse forsikringsomkostningerne har den italienske lovgiver imidlertid i artikel 139 i loven om privatforsikringer fastsat en særlig ordning for fastsættelse af de beløb, som skal udbetales i erstatning for ikke-økonomiske skader lidt af ofre for færdsels- eller skibsulykker. Denne ordning fastsætter restriktioner i forhold til de evalueringskriterier, der finder anvendelse på andre tvister, og en begrænsning af rettens mulighed for i det enkelte tilfælde at forhøje erstatningen med en femtedel af det beløb, som er fastsat på grundlag af artikel 139 i loven om privatforsikringer.
16 Den forelæggende ret har præciseret, at såfremt den ikke-økonomiske skade, som Enrico Petillo har lidt, havde haft en anden årsag end en færdselsulykke, var den i henhold til gældende italiensk lovgivning og retspraksis blevet vurderet på følgende måde:
– Personskade på 4%, som er forvoldt en person, der var fyldt 21 år på tidspunktet for uheldet: 5 407,55 EUR,
– midlertidig fuld invaliditet i 10 dage, midlertidig delvis invaliditet på 50% i 20 dage og på 25% i 10 dage: 2 250,00 EUR, og
– psykisk skade svarende til en tredjedel af personskaden: 2 252,00 EUR,
dvs. et samlet beløb på 10 210,00 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade ud over beløbet på 445,00 EUR for lægeudgifter.
17 Idet den omhandlede skade skyldes en færdselsulykke, skal det beløb, der skal udbetales i medfør af artikel 139 i loven om privatforsikringer, imidlertid bedømmes på følgende måde:
a) Personskade på 4%, som er forvoldt en person, der var fyldt 21 år på tidspunktet for uheldet: 3 729,92 EUR, og
b) midlertidig fuld invaliditet i 10 dage, midlertidig delvis invaliditet på 50% i 20 dage og på 25% i 10 dage: 996,00 EUR,
dvs. et samlet beløb på 4 725,00 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade ud over beløbet på 445,00 EUR for lægeudgifter. Erstatningen for den psykiske skade er nemlig udelukket, idet den ikke er fastsat i loven om privatforsikringer, selv om der i denne henseende synes at udvikle sig en tendens i retspraksis, der er gunstigere for skadelidte.
18 De ved anvendelsen af forskellige beregningsmetoder fastsatte beløb viser således en forskel på 5 485,00 EUR for den samme skade. Desuden indrømmer artikel 139 i loven om privatforsikringer ikke retten nogen mulighed for at tilpasse sin vurdering i det enkelte tilfælde, idet retten er forpligtet til at foretage en simpel beregning, der begrænser dens beføjelse til at træffe en billighedsafgørelse.
19 Tribunale di Tivoli er, idet den bl.a. har henvist til EFTA-Domstolens dom af 20. juni 2008, Celina Nguyen mod The Norwegian State (sag E-8/07, EFTA Court Report, s. 224), i tvivl om, hvorvidt en national lovgivning, der for så vidt angår erstatningen for en skade, som følger af en færdselsulykke, ikke udelukker forsikring af en ikke-økonomisk skade, men som ikke tillader erstatning for psykisk skade, og som – i forhold til det, der indrømmes i erstatning i medfør af de nationale retters faste praksis – begrænser erstatningen for skader på den psykiske og/eller fysiske integritet, er forenelig med første, andet og tredje direktiv samt direktiv 2009/103.
20 Navnlig er den forelæggende ret af den opfattelse, at artikel 139 i loven om privatforsikringer ikke opfylder princippet om fuld erstatning for ikke-økonomisk skade, hvilket princip der kan tages hensyn til uden nogen begrænsning i forhold til arten af den begivenhed, som lægger til grund for skaden på den kropslige integritet.
21 På denne baggrund har Tribunale di Tivoli besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det i medfør af [første, andet og tredje direktiv] og [direktiv] 2009/103/EF om obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer tilladt, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning – gennem den obligatoriske vurdering efter loven af skaderne, som følge af trafikulykker – foreskriver en faktisk begrænsning (med henblik på vurderingen) af ansvaret for ikke-økonomiske tab, som bæres af de selskaber (forsikringsselskaberne), der i medfør af samme direktiver er forpligtet til at garantere den obligatoriske forsikring mod skadesansvar i forbindelse med motorkøretøjer?«
Om formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse
22 Unipol og den italienske regering har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. De er af den opfattelse, at den forelæggende ret ikke har forklaret, hvordan den ønskede fortolkning af reglerne i EU-retten kan være relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Desuden indeholder forelæggelsesafgørelsen hverken forklaringer til valget af de EU-retlige bestemmelser, som anmodes fortolket, eller til forbindelsen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
23 I denne henseende bemærkes blot, at det fremgår af den i forelæggelsesafgørelsen indeholdte fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder – som suppleret ved den forelæggende rets svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger i henhold til Domstolens procesreglements artikel 101 – og af fremstillingen af grundene til, at den forelæggende ret har forelagt Domstolen det foreliggende præjudicielle spørgsmål, at svaret på dette spørgsmål er relevant for afgørelsen af den tvist, som er blevet indbragt for den forelæggende ret, og at spørgsmålet følgelig kan antages til realitetsbehandling.
Om det præjudicielle spørgsmål
24 Indledningsvis bemærkes, således som den tyske og spanske regering med rette har gjort gældende, at direktiv 2009/103 henset til datoen for den ulykke, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, ikke finder anvendelse ratione temporis på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Desuden finder tredje direktiv ikke anvendelse ratione materiae på denne tvist, idet Enrico og Carlo Petillo ikke udviser nogen af de i direktivet fastsatte kendetegn for særligt udsatte skadelidte. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor forstås således, at det alene vedrører fortolkning af første og andet direktiv.
25 Det må derfor fastslås, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om første direktivs artikel 3, stk. 1, og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en særlig ordning med erstatning for ikke-økonomiske skader i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse som følge af færdselsulykker, og hvorved erstatningen for disse skader er begrænset sammenlignet med den erstatning, der indrømmes for identiske skader, som følger af andre årsager end disse ulykker.
26 I denne henseende bemærkes, at det fremgår af præamblen til første og andet direktiv, at deres formål er dels at sikre den frie bevægelighed både for motorkøretøjer, der er hjemmehørende på Unionens område, og for personer, der kører i dem, dels at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken har fundet sted (dom af 23.10.2012, sag C-300/10, Marques Almeida, EU:C:2012:656, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
27 Første direktiv, således som nærmere præciseret og suppleret ved bl.a. andet direktiv, pålægger således medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring, og angiver bl.a., hvilke typer skade forsikringen skal dække (dom af 24.10.2013, sag C-22/12, Haasová, EU:C:2013:692, præmis 38).
28 Det bemærkes imidlertid, at forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført tredjemænd med motorkøretøjer må holdes adskilt fra omfanget af erstatningspligten for disse skader i medfør af den forsikredes erstatningsansvar. Den førstnævnte forpligtelse er nemlig sikret og nærmere fastlagt i EU-bestemmelserne, hvorimod den anden forpligtelse i det væsentlige er reguleret af national ret (dom af 24.10.2013, sag C-277/12, Drozdovs, EU:C:2013:685, præmis 30).
29 Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at det fremgår af formålet med bl.a. første og andet direktiv og af disses ordlyd, at de ikke tilsigter en harmonisering af erstatningsansvarsordningerne i medlemsstaterne, og at medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin frit kan fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer (Marques Almeida-dommen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
30 Navnlig henset til første direktivs artikel 1, nr. 2), kan medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin inden for rammerne af deres erstatningsansvarsordninger følgelig i princippet frit fastsætte navnlig de skader forvoldt af motorkøretøjer, som der skal betales erstatning for, omfanget af erstatningen for disse skader og de personer, som har krav på nævnte erstatning (Haasová-dommen, præmis 41, og Drozdovs-dommen, præmis 32).
31 Domstolen har imidlertid understreget, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der gælder i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i bl.a. første og andet direktiv (Marques Almeida-dommen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
32 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikulykker ikke kan fratage bl.a. første og andet direktiv deres effektive virkning (Marques Almeida-dommen, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
33 Det følger heraf, at den frihed, som medlemsstaterne har til at fastlægge de skader, som skal dækkes, samt om den lovpligtige forsikrings nærmere vilkår, er blevet begrænset ved bl.a. andet direktiv, idet direktivet har gjort dækningen af visse skader op til fastsatte mindstebeløb lovpligtig. Blandt disse skader, hvis dækning er lovpligtig, er bl.a. personskader, som det præciseres i andet direktivs artikel 1, stk. 1 (Haasová-dommen, præmis 46, og Drozdovs-dommen, præmis 37).
34 Omfattet af begrebet personskade er enhver skade, i det omfang der foreskrives en erstatning herfor i medfør af den forsikredes erstatningsansvar i henhold til de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på tvisten, som følge af en krænkelse af personens integritet, hvilket omfatter såvel fysiske som psykiske lidelser (Haasová-dommen, præmis 47, og Drozdovs-dommen, præmis 38).
35 Heraf følger, at ikke-økonomiske skader, for hvilke der foreskrives en erstatning i medfør af den forsikredes erstatningsansvar i henhold til de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på tvisten, er blandt de skader, som der skal betales erstatning for i overensstemmelse med bl.a. første og andet direktiv (Haasová-dommen, præmis 50, og Drozdovs-dommen, præmis 41).
36 I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at i lighed med de omstændigheder, som gav anledning til Marques Almeida-dommen, tilsigter den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning at fastsætte omfanget af skadelidtes ret til en erstatning i medfør af den forsikredes erstatningsansvar, og begrænser ikke den lovpligtige forsikrings dækning.
37 I henhold til den forelæggende rets fremstilling af italiensk ret, fastsætter sidstnævnte nemlig for det første i civillovbogens artikel 2059 hjemlen for retten til erstatning for ikke-økonomiske skader som følge af færdselsulykker, og for det andet i artikel 139 i loven om privatforsikringer fremgangsmåden for fastlæggelse af omfanget af retten til erstatning for så vidt angår personskade i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse som følge af bl.a. sådanne ulykker.
38 Som svar på den anmodning om uddybende oplysninger, som Domstolen i henhold til dens procesreglements artikel 101 fremsatte for den forelæggende ret, præciserede denne desuden – hvilket den italienske regering bekræftede under retsmødet for Domstolen – at efter italiensk ret kan den forsikredes erstatningsansvar for ikke-økonomiske skader lidt af personer på grund af en færdselsulykke ikke overstige de beløb, der i henhold til artikel 139 i loven om privatforsikringer er dækket af den lovpligtige forsikring.
39 Det skal således fastslås, at denne nationale lovgivning for det første er omfattet af de nationale materielle bestemmelser om erstatningsansvar, hvortil første og andet direktiv henviser (jf. analogt Haasová-dommen, præmis 58), og for det andet, at den ikke begrænser en forsikret persons erstatningsansvarsdækning (jf. analogt Marques Almeida-dommen, præmis 35).
40 Det skal for vidt angår den i første direktivs artikel 3, stk. 1, fastsatte lovlige forsikringsdækning af tingsskader og personskader tilføjes, at intet i sagsakterne peger i retning af, at den pågældende nationale lovgivning ikke fastsætter beløb, der er i overensstemmelse med den i andet direktivs artikel 1 fastsatte mindstedækning.
41 For det andet skal det undersøges, om denne nationale lovgivning bevirker, at den skadelidtes ret til erstatning gennem den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer automatisk udelukkes eller begrænses på uforholdsmæssig vis.
42 Som generaladvokaten har anført i punkt 69-74, 82 og 83 i forslaget til afgørelse, fremgår det i denne henseende af den i denne doms præmis 30-32 anførte retspraksis, at første og andet direktiv ikke pålægger medlemsstaterne at vælge en særlig ordning til at fastlægge omfanget af en skadelidt persons ret til erstatning på grundlag af den forsikredes erstatningsansvar.
43 Disse direktiver er således i princippet hverken til hinder for en national lovgivning, der pålægger de nationale retter bindende kriterier til fastlæggelsen af de ikke-økonomiske skader, som skal erstattes, eller særlige ordninger, der er tilpasset færdselsulykkers særegenheder, selv om sådanne ordninger for så vidt angår visse ikke-økonomiske skader indeholder en metode til fastlæggelse af omfanget af retten til erstatning, som er mindre gunstig for den skadelidte end den, der finder anvendelse på retten til erstatning for ofre for andre ulykker end de ulykker, som forvoldes ved færdsel med et motorkøretøj.
44 Navnlig har den omstændighed, at elementer til beregning af erstatningen til ofre for andre ulykker end de ulykker, som forvoldes ved færdsel med et motorkøretøj, udelades eller begrænses ved vurderingen af erstatningsbeløbet for den ikke-økonomiske skade i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse, ikke nogen indvirkning på en sådan national lovgivnings forenelighed med de ovennævnte direktiver, for så vidt som nævnte lovgivning ikke bevirker, at den skadelidtes ret til erstatning automatisk udelukkes eller begrænses på uforholdsmæssig vis (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, sag C-409/09, Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio, Sml. I, s. 4955, præmis 29, og Marques Almeida-dommen, præmis 32).
45 I det foreliggende tilfælde indeholder de for Domstolen indgivne sagsakter imidlertid ingen oplysninger, som kan vise, at der foreligger en sådan automatisk udelukkelse eller en sådan uforholdsmæssig begrænsning. Det fremgår nemlig for det første af nævnte sagsakter, at der indrømmes erstatning, for det andet, at den til denne erstatning fastsatte mere restriktive beregningsmetode kun finder anvendelse på skader i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse, og endelig, at det af denne beregning resulterende beløb står i forhold til bl.a. alvoren af de lidte skader og varigheden af den forvoldte invaliditet. Desuden gør denne ordning det muligt for retten at tilpasse det erstatningsbeløb, som skal udbetales, ved at forhøje det med op til en femtedel af det beregnede beløb.
46 Henset til ovenstående betragtninger, skal det i det foreliggende tilfælde fastslås, at den i EU-retten fastsatte sikring af, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der fastlægges i den gældende nationale ret, dækkes af en forsikring i overensstemmelse med bl.a. første og andet direktiv, ikke er berørt (jf. i denne retning Marques Almeida-dommen, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
47 Det følger heraf, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at første direktivs artikel 3, stk. 1, og andet direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en særlig ordning med erstatning for ikke-økonomiske skader i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse som følge af færdselsulykker, og hvorved erstatningen for disse skader er begrænset sammenlignet med den erstatning, der indrømmes for identiske skader, som følger af andre årsager end disse ulykker.
Sagens omkostninger
48 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse og artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en særlig ordning med erstatning for ikke-økonomiske skader i forbindelse med mindre legemsbeskadigelse som følge af færdselsulykker, og hvorved erstatningen for disse skader er begrænset sammenlignet med den erstatning, der indrømmes for identiske skader, som følger af andre årsager end disse ulykker.
Underskrifter