DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
11. marts 2010 (*)
»Statsstøtte – artikel 88, stk. 3, EF – ulovlig støtte, som er blevet erklæret forenelig med fællesmarkedet – annullation af Kommissionens beslutning – nationale domstole – tilbagesøgning af en ulovligt gennemført støtte – udsættelse af sagen, indtil Kommissionen har vedtaget en ny beslutning – ekstraordinære omstændigheder, der kan begrænse tilbagesøgningspligten«
I sag C-1/09,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Conseil d’État (Frankrig) ved afgørelse af 19. december 2008, indgået til Domstolen den 2. januar 2009, i sagen
Centre d’exportation du livre français (CELF),
Ministre de la Culture et de la Communication
mod
Société internationale de diffusion et d’édition (SIDE),
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne C. Toader, K. Schiemann, P. Kūris og L. Bay Larsen (refererende dommer),
generaladvokat: P. Cruz Villalón
justitssekretær: fuldmægtig R. Șereş,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2010,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Centre d’exportation du livre français (CELF), ved avocats O. Schmitt og A. Tabouis
– Société internationale de diffusion et d’édition (SIDE) ved avocat N. Coutrelis
– den franske regering ved E. Belliard, G. de Bergues og B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget
– den nederlandske regering ved C.M. Wissels og Y. de Vries, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved J.-P. Keppenne og B. Stromsky, som befuldmægtigede
– EFTA-Tilsynsmyndigheden ved X. Lewis, B. Alterskjær og L. Armati, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 88, stk. 3, EF.
2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en sag mellem på den ene side Centre d’exportation du livre français (herefter »CELF«) og ministeren for kultur og kommunikation og på den anden side Société internationale de diffusion et d’édition (herefter »SIDE«) vedrørende støtte ydet til CELF af den franske stat.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
Faktiske omstændigheder og sagens behandling for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans
3 Frem til 2009 drev CELF, et kooperativt aktieselskab, virksomhed som eksportagentur.
4 CELF skulle direkte ekspedere ordrer til udlandet og de franske oversøiske territorier og departementer på bøger, brochurer og alle kommunikationsmedier og mere overordnet udføre alle operationer, der havde til formål at fremme fransk kultur verden over ved hjælp af ovennævnte medier.
5 Fra 1980 til 2002 modtog CELF driftsstøtte fra den franske stat som kompensation for de øgede omkostninger ved at effektuere små ordrer afgivet af boghandlere etableret i udlandet.
6 Som følge af en klage indgivet i 1992 af SIDE, som var en af CELF’s konkurrenter, besluttede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved beslutning NN 127/92 af 18. maj 1993, der blev offentliggjort ved meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 25. juni 1993 (EFT C 174, s. 6), at den omhandlede støtte var forenelig med fællesmarkedet. Efterfølgende besluttede Kommissionen, at der ikke skulle rejses indsigelse.
7 Ved dom af 18. september 1995, SIDE mod Kommissionen (sag T-49/93, Sml. II, s. 2501), annullerede Retten den nævnte beslutning, for så vidt som den vedrørte den støtte, der udelukkende blev ydet til CELF som kompensation for de øgede omkostninger ved at effektuere mindre bestillinger af fransksprogede bøger fra boghandlere etableret i udlandet. Retten fandt, at Kommissionen burde have indledt den kontradiktoriske procedure i medfør af EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF).
8 Ved beslutning 1999/133/EF af 10. juni 1998 om statsstøtte til Coopérative d’exportation du livre français (CELF) (EFT L 44, s. 37), fastslog Kommissionen, at støtten var ulovlig, men erklærede den på ny forenelig med fællesmarkedet.
9 Ved dom af 28. februar 2002, SIDE mod Kommissionen (sag T-155/98, Sml. II, s. 1179), annullerede Retten den pågældende beslutning, for så vidt som den fastslog, at støtten var forenelig med fællesmarkedet, idet Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved definitionen af det relevante marked.
10 Ved beslutning 2005/262/EF af 20. april 2004 om Frankrigs støtte til Coopérative d’exportation du livre français (CELF) (EUT 2005 L 85, s. 27) erklærede Kommissionen for tredje gang støtten forenelig med fællesmarkedet.
11 Ved dom af 15. april 2008, SIDE mod Kommissionen (sag T-348/04, Sml. II, s. 625), annullerede Retten denne positive beslutning med den begrundelse, at Kommissionen dels havde begået en retlig fejl ved at anvende artikel 87, stk. 3, litra d), EF på perioden forud for den 1. november 1993, i stedet for at anvende de materielle regler, der var gældende i den omhandlede periode, dels havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med bedømmelsen af den omtvistede støttes forenelighed.
12 Den 8. april 2009 vedtog Kommissionen en beslutning om udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure, som var påbegyndt i 1996, for at redegøre for dens tvivl vedrørende den omhandlede støttes forenelighed i lyset af Rettens dom af 15. april 2008 i sagen SIDE mod Kommissionen, og for at give Den Franske Republik, støttemodtageren og andre berørte parter mulighed for at udtale sig på ny, inden den endelige beslutning skulle vedtages.
13 I betragtning af CELF’s økonomiske situation indledte tribunal de commerce de Paris ved dom af 25. april 2009 en redningsprocedure over for denne virksomhed, med en observationsperiode på seks måneder.
14 Idet retten fastslog, at der ikke forelå nogen forhandlingsløsning, og at tilstedeværelsen af passiver udelukkede mulighederne for en videreførelsesplan, besluttede den ved dom af 9. september 2009 at gennemføre en retslig likvidation af CELF og udpegede en kurator.
15 Ifølge de oplysninger, som er blevet forelagt Domstolen under den mundtlige forhandling, indstillede CELF som følge af denne dom sine aktiviteter.
Proceduren ved den forelæggende ret og de præjudicielle spørgsmål
16 Der er for Conseil d’État blevet indbragt appelsager iværksat af CELF og ministeren for kultur og kommunikation til prøvelse af en dom afsagt af cour administrative d’appel de Paris den 5. oktober 2004, hvorved staten i henhold til SIDE’s påstand blev pålagt inden for tre måneder fra dommens forkyndelse, og under trussel af en tvangsbøde på 1 000 EUR pr. dags forsinkelse, at tilbagesøge den støtte, der var blevet udbetalt til CELF for behandlingen af mindre bogbestillinger fra udenlandske boghandlere.
17 Appellanterne anførte i forbindelse med disse appelsager bl.a., at cour administrative d’appel de Paris i den foreliggende sag burde have fastslået, at den omstændighed, at Kommissionen havde anerkendt støttens forenelighed med fællesmarkedet, var til hinder for den forpligtelse til at tilbagesøge støtten, der i princippet opstår som følge af en medlemsstats ulovlige gennemførelse af støtteforanstaltninger i strid med artikel 88, stk. 3, EF.
18 Ved dom af 29. marts 2006 besluttede Conseil d’État at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) For det første spørges der, om artikel 88 [EF] giver en medlemsstat, hvis støtte til en virksomhed er ulovlig – en ulovlighed, der er fastslået af denne medlemsstats domstole og er begrundet med, at støtten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen […] forud for dens udbetaling, således som det foreskrives i artikel 88, stk. 3 [EF] – mulighed for ikke at tilbagesøge støtten fra den erhvervsdrivende, der har modtaget den, fordi Kommissionen efter at have modtaget en klage fra en tredjemand har fundet, at støtten er forenelig med reglerne om fællesmarkedet, og således effektivt har sikret den eneret, den har til at undersøge dette spørgsmål om forenelighed?
2) For det andet, og hvis denne tilbagesøgningsforpligtelse bekræftes, skal der ved beregningen af det beløb, der skal tilbagebetales, tages hensyn til de tidsrum, hvorunder Kommissionen ved sine beslutninger havde erklæret den pågældende støtte for at være forenelig med reglerne om fællesmarkedet, før disse beslutninger blev annulleret af [Retten]?«
19 Som svar på disse spørgsmål kendte Domstolen ved dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication (sag C-199/06, Sml. I, s. 469, herefter »CELF I-dommen«), for ret:
»1) Artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF skal fortolkes således, at en national domstol ikke har pligt til at anordne tilbagesøgning af en støtte, der er gennemført i strid med denne bestemmelse, når Kommissionen […] har vedtaget en endelig beslutning, der fastslår, at nævnte støtte er forenelig med fællesmarkedet i artikel 87 EF’s forstand. Den nationale domstol skal i henhold til fællesskabsretten pålægge støttemodtageren at betale renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed. Inden for rammerne af national lovgivning kan den nationale domstol i givet fald anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, uden at dette har betydning for medlemsstatens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten. Den kan endvidere foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter.
2) I en processuel situation som den, der foreligger i hovedsagen, omfatter forpligtelsen i artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF til at afhjælpe virkningerne af en ulovlig støtte også, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder – med henblik på beregningen af de beløb, som støttemodtageren skal betale – perioden, der er forløbet mellem en beslutning fra Kommissionen […], der konstaterer, at den omhandlede støtte er forenelig med fællesmarkedet, og Fællesskabets retsinstansers annullation af nævnte beslutning.«
20 På grundlag af disse svar pålagde Conseil d’État ved dom af 19. december 2008 ministre de la culture et de la communication at anordne tilbagebetaling hos CELF af renter på den ulovlige støtte for perioderne:
– mellem 1980, det år, hvor udbetalingen af støtten begyndte, og datoen for forelæggelsesafgørelsen
– mellem datoen for forelæggelsesafgørelsen og den dato, hvor det enten endelig fastslås, at støtten er forenelig med fællesmarkedet, eller støtten er endelig tilbagebetalt.
21 Hvad angår spørgsmålet om tilbagesøgning af hovedbeløbet af den udbetalte støtte fandt Conseil d’État, at afgørelsen af tvisten afhang af en fortolkning af fællesskabsretten på grund af den nye annullation ved Rettens dom af 15. april 2008 i sagen SIDE mod Kommissionen, som ligger efter CELF I-dommen.
22 Conseil d’État har følgelig besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan den nationale ret udsætte spørgsmålet om pligten til at tilbagebetale statsstøtte, indtil Kommissionen […] har udtalt sig ved en endelig beslutning om støttens forenelighed med reglerne om fællesmarkedet, når Kommissionens første beslutning, som erklærede denne støtte forenelig, er blevet annulleret af Fællesskabets retsinstanser?
2) Kan en sådan situation, når Kommissionen tre gange har erklæret støtten for forenelig med fællesmarkedet, inden disse beslutninger blev annulleret af [Retten], udgøre en ekstraordinær omstændighed, som kan føre den nationale ret til at begrænse pligten til at tilbagesøge støtten?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
23 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en national ret, som på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF skal tage stilling til en anmodning om tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, kan udsætte sin afgørelse om denne anmodning, indtil Kommissionen har udtalt sig om støttens forenelighed med fællesmarkedet efter annullationen af en tidligere positiv beslutning.
24 I CELF I-dommens præmis 61 og 63 understregede Domstolen, at:
– Det følger af artikel 231, stk. 1, EF, at når et annullationssøgsmål er begrundet, erklærer Fællesskabets retsinstanser den anfægtede retsakt ugyldig, hvorfor afgørelsen om annullation fører til, at den anfægtede retsakt bortfalder med tilbagevirkende kraft i forhold til alle dens retssubjekter.
– Efter datoen for Fællesskabets retsinstansers annullation af en positiv beslutning anses den omhandlede støtte ikke for at have været erklæret forenelig med fællesmarkedet ved den annullerede beslutning.
25 Det følger heraf, at en situation som den i hovedsagen omhandlede svarer til en situation, i hvilken den nationale ret skal træffe afgørelse på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF, hvor Kommissionen endnu ikke har vedtaget nogen beslutning vedrørende foreneligheden af en støtte, der er genstand for undersøgelse.
26 Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 88, stk. 3, EF tillægger de nationale retter den opgave – i tiden indtil Kommissionen vedtager sin endelige beslutning – at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde, hvor de statslige myndigheder tilsidesætter forbuddet i denne bestemmelse (CELF I-dommen, præmis 38).
27 Domstolen har i denne forbindelse allerede i sin dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl. (sag C-39/94, Sml. I, s. 3547, præmis 44 og 50-53), fastslået, at
– det forhold, at Kommissionen har indledt en undersøgelsesprocedure, ikke fritager de nationale retter for deres forpligtelse til at sikre borgernes rettigheder, når medlemsstaten har tilsidesat sin forpligtelse til at give forudgående underretning
– når det er sandsynligt, at der vil forløbe en vis periode, før den nationale ret kan træffe endelig afgørelse, f.eks. hvis den har anmodet Kommissionen om nærmere oplysninger med henblik på fortolkningen af det statsstøttebegreb, den skal anvende, eller hvis den har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål, tilkommer det den nationale ret at vurdere, hvorvidt det er nødvendigt at træffe afgørelse om foreløbige forholdsregler med henblik på at sikre parternes interesser.
28 Domstolen understregede således den nationale rets forpligtelse til ikke at forhale undersøgelsen af anmodninger om redningsforanstaltninger.
29 Artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF er begrundet i det bevarende formål, som består i at sikre, at en støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, aldrig gennemføres. Dette forebyggelsessystem har dermed til formål, at der kun gennemføres støtte, der er forenelig med fællesmarkedet. Med henblik på at nå dette mål gennemføres en påtænkt støtte ikke, førend enhver tvivl om støttens forenelighed er fjernet ved Kommissionens endelige beslutning (CELF I-dommen, præmis 47 og 48).
30 Formålet med de nationale retters opgave er følgelig at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe ulovligheden af støttens gennemførelse, således at støttemodtageren ikke bevarer den frie rådighed herover i den tid, der forløber, inden Kommissionen vedtager sin beslutning.
31 En beslutning om at udsætte sagen ville de facto give samme resultat som en beslutning om at afvise anmodningen om redningsforanstaltninger. Den ville således føre til, at der ikke blev truffet nogen afgørelse om anmodningens berettigelse før Kommissionens beslutning. Den ville opretholde fordelen ved en støtte i den periode, hvor gennemførelse af støtten var ulovlig, hvilket ville være i strid med selve formålet med artikel 88, stk. 3, EF og fratage denne bestemmelse dens effektive virkning.
32 Den nationale ret kan derfor ikke udsætte sagens afgørelse uden at fratage artikel 88, stk. 3, EF dens effektive virkning i strid med princippet om de nationale procedurers effektivitet.
33 Fællesskabets retsinstansers annullation af Kommissionens første positive beslutning kan ikke begrunde en anden løsning ud fra den betragtning, at støtten i dette tilfælde senere på ny kan blive erklæret forenelig af Kommissionen.
34 Formålet med artikel 88, stk. 3, EF er klart inspireret af en betragtning om, at indtil Kommissionen har vedtaget en ny beslutning, kan det positive indhold heraf ikke antages på forhånd.
35 Forpligtelsen til umiddelbart at træffe afgørelse om anmodningen om redningsforanstaltninger pålægger ikke den pågældende ret faktisk at vedtage sådanne foranstaltninger.
36 En forpligtelse til at vedtage redningsforanstaltninger foreligger alene, hvis betingelserne for sådanne foranstaltninger er opfyldt, nemlig hvis der ikke er tvivl om kvalifikationen som statsstøtte, hvis støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og hvis der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning uhensigtsmæssig. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal den nationale ret afvise anmodningen.
37 Når den nationale ret tager stilling til anmodningen, kan den enten træffe afgørelse om tilbagebetaling af støtten med renter eller, som Kommissionen f.eks. har foreslået i punkt 62 i sin meddelelse 2009/C 85/01 om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT 2009 C 85, s. 1), stille krav om, at midlerne indsættes på en spærret konto, for at støttemodtageren ikke bevarer rådigheden over midlerne, uden at dette berører betalingen af renter for perioden mellem den for tidlige udbetaling af støtten og indsættelsen af midlerne på denne spærrede konto.
38 »Standstill«-forpligtelsen i artikel 88, stk. 3, EF er derimod ikke overholdt på dette punkt, hvis virksomheden blot tilpligtes at betale renter af det beløb, som stadig står på virksomhedens konti. Det er således på ingen måde sikkert, at en virksomhed, som har modtaget ulovlig statsstøtte, i tilfælde af, at den ikke havde modtaget denne støtte, ville have kunnet opnå et lån af samme størrelse ved et finansieringsinstitut på normale markedsvilkår og således have haft rådighed over dette beløb forud for Kommissionens beslutning.
39 Den nationale rets første forpligtelse er således at træffe afgørelse – positiv eller negativ.
40 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at en national ret, som på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF skal tage stilling til en anmodning om tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, ikke kan udsætte sin afgørelse om denne anmodning, indtil Kommissionen har udtalt sig om støttens forenelighed med fællesmarkedet efter annullationen af en forudgående positiv beslutning.
Det andet spørgsmål
41 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Kommissionens vedtagelse af tre på hinanden følgende beslutninger, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet, og som efterfølgende er blevet annulleret af Fællesskabets retsinstanser, i sig selv kan udgøre en ekstraordinær omstændighed, som kan begrunde en begrænsning af støttemodtagerens forpligtelse til at tilbagebetale denne støtte, når den er gennemført under tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF.
42 Det bemærkes, at Domstolen i CELF I-dommen fastslog muligheden for at tage ekstraordinære omstændigheder i betragtning ved undersøgelsen af forpligtelsen til at afhjælpe en støttes ulovlighed, herunder når forpligtelsen er begrænset til betaling af renter.
43 I nævnte doms præmis 65 har Domstolen anerkendt muligheden af, at en virksomhed, der har modtaget en ulovligt gennemført støtte, vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos denne retmæssigt har kunnet skabe en forventning om, at denne støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling.
44 Domstolen har fastslået dette i betragtning af en situation i hovedsagen, hvor Kommissionen allerede havde vedtaget tre positive beslutninger, hvoraf to var blevet annulleret.
45 Domstolen har imidlertid straks understreget, at en positiv beslutning fra Kommissionen hverken kan give den støttemodtagende virksomhed grund til at nære nogen berettiget forventning, når Kommissionens beslutning var blevet anfægtet inden for søgsmålsfristen og derpå annulleret af Fællesskabets retsinstanser, eller så længe fristen for at anlægge søgsmål til prøvelse af en sådan beslutning ikke er udløbet eller – når der er anlagt et søgsmål – så længe Fællesskabets retsinstanser ikke har truffet endelig afgørelse (CELF I-dommen, præmis 66-68).
46 Domstolen præciserede endelig, at besvarelsen af spørgsmålet blev givet, henset til en processuel situation som den, der forelå i hovedsagen (CELF I-dommen, præmis 69).
47 Opbygningen af denne begrundelse synes således at tale for, at tre positive beslutninger efterfulgt af annullationssøgsmål anlagt inden for fristerne, hvoraf de to første blev taget til følge, og det tredje stadig verserede, ikke udgjorde en ekstraordinær omstændighed.
48 Ordlyden af det andet spørgsmål, som er blevet forelagt i nærværende sag, viser, at den forelæggende ret derimod er af den opfattelse, at tre på hinanden følgende positive beslutninger kan udgøre en ekstraordinær omstændighed.
49 På tidspunktet for afsigelsen af dommen i CELF I-sagen havde Kommissionen allerede vedtaget de tre positive beslutninger.
50 Der er alene indtruffet én ny begivenhed før den anden forelæggelsesdom, nemlig annullationen af den tredje positive beslutning ved Rettens dom af 15. april 2008, SIDE mod Kommissionen.
51 En sådan begivenhed kan ikke i sig selv give anledning til en berettiget forventning og udgøre en ekstraordinær omstændighed. Den omstændighed, at der har fundet tre annullationer sted, hvilket er sjældent, viser derimod blot sagens kompleksitet, og mens den langt fra kan give anledning til en berettiget forventning, forekommer den snarere egnet til at rejse tvivl hos støttemodtageren for så vidt angår den omhandlede støttes forenelighed.
52 Det er ganske vist korrekt, at tre på hinanden følgende søgsmål, som har ført til tre annullationer, udgør en meget sjælden situation. Sådanne omstændigheder indgår ikke desto mindre i retssystemets normale funktion, som giver de retssubjekter, som mener, at de har lidt under konsekvenserne af en ulovlig støtte, mulighed for at handle for at opnå annullation af de forskellige beslutninger, som de mener ligger til grund for situationen.
53 I en situation som den i hovedsagen foreliggende kan tilstedeværelsen af en ekstraordinær omstændighed ikke gøres gældende i forhold til retssikkerhedsprincippet, idet Domstolen allerede i det væsentlige har fastslået, at så længe Kommissionen ikke har vedtaget en beslutning om godkendelse, og så længe fristen for at anlægge søgsmål til prøvelse af en sådan beslutning ikke er udløbet, har støttemodtageren ikke vished med hensyn til lovligheden af støtten, hvorfor hverken princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller retssikkerhedsprincippet kan påberåbes (jf. dom af 29.4.2004, sag C-91/01, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4355, præmis 66 og 67).
54 I en situation som den i hovedsagen foreliggende kan tilstedeværelsen af en ekstraordinær omstændighed endelig ikke gøres gældende i forhold til proportionalitetsprincippet. Ophævelsen af en ulovlig støtte gennem tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, hvorfor tilbagesøgning af denne støtte for herved at genoprette den tidligere situation principielt ikke kan betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i EF-traktatens bestemmelser om statsstøtte (jf. bl.a. dom af 29.4.2004, sag C-298/00 P, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4087, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
55 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at Kommissionens vedtagelse af tre på hinanden følgende beslutninger, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet, og som efterfølgende er blevet annulleret af Fællesskabets retsinstanser, ikke i sig selv kan udgøre en ekstraordinær omstændighed, som kan begrunde en begrænsning af støttemodtagerens forpligtelse til at tilbagebetale dennes støtte, når den er gennemført under tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF.
Sagens omkostninger
56 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) En national ret, som på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF skal tage stilling til en anmodning om tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte, kan ikke udsætte sin afgørelse om denne anmodning, indtil Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har udtalt sig om støttens forenelighed med fællesmarkedet efter annullationen af en forudgående positiv beslutning.
2) Kommissionens vedtagelse af tre på hinanden følgende beslutninger, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet, og som efterfølgende er blevet annulleret af Fællesskabets retsinstanser, kan ikke i sig selv udgøre en ekstraordinær omstændighed, som kan begrunde en begrænsning af støttemodtagerens forpligtelse til at tilbagebetale denne støtte, når den er gennemført under tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF.
Underskrifter