Language of document : ECLI:EU:T:2011:44

RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

17. februar 2011 (*)

»Tv-spredningsvirksomhed – artikel 3a i direktiv 89/552/EØF – foranstaltninger truffet af Det Forenede Kongerige vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat – verdensmesterskabet i fodbold – afgørelse, hvori foranstaltningerne erklæres for forenelige med fællesskabsretten – begrundelse – artikel 43 EF, 49 EF og 86 EF – ejendomsret«

I sag T-68/08,

Fédération internationale de football association (FIFA), Zürich (Schweiz), først ved solicitors E. Batchelor, F. Young, advokaterne A. Barav, D. Reymond, og barrister F. Carlin, derefter ved M. Batchelor, A. Barav, D. Reymond og F. Carlin,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, først ved F. Benyon, E. Montaguti og N. Yerrell, derefter ved M. Benyon og E. Montaguti, som befuldmægtigede, bistået af J. Flynn, QC, og barrister M. Lester,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Belgien ved C. Pochet, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne J. Stuyck og A. Joachimowicz,

og af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved S. Behzadi-Spencer og V. Jackson, derefter ved S. Behzadi-Spencer og L. Seeboruth, som befuldmægtigede, først bistået af barrister T. de la Mare, derefter af barrister B. Kennelly,

intervenienter,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse 2007/730/EØF af 16. oktober 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed (EFT L 295, s. 12),

har

RETTEN (Syvende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N.J. Forwood (refererende dommer), og dommerne L. Truchot og J. Schwarcz,

justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. februar 2010,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        Artikel 43 EF har følgende ordlyd:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Dette forbud omfatter også hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber.

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i artikel 48, stk. 2, [EF] anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.«

2        Artikel 49, stk. 1, EF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse.«

3        Artikel 86, stk. 1, EF bestemmer: »Medlemsstaterne afstår, for så vidt angår offentlige virksomheder og virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, fra at træffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med denne traktats bestemmelser, navnlig de i [artikel 12 EF] og 81 [EF –] 89 [EF] nævnte.«

4        Artikel 3a i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), som indsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 om ændring af [direktiv 89/552] (EFT L 202, s. 60), bestemmer:

»1.      Enhver medlemsstat kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i den pågældende medlemsstat forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. Træffer en medlemsstat sådanne foranstaltninger, udarbejder den en liste over begivenheder – nationale eller ikke-nationale – som den anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Dette skal ske på en klar og gennemskuelig måde og i tilstrækkelig god tid til at sikre efterlevelse i praksis. Den pågældende medlemsstat beslutter i den forbindelse ligeledes, om disse begivenheder helt eller delvis skal kunne transmitteres direkte eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – helt eller delvis skal kunne transmitteres tidsforskudt.

2.      Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om alle foranstaltninger, som træffes i medfør af stk. 1. Kommissionen kontrollerer inden for en periode på tre måneder fra underretningen, at sådanne foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og meddeler dem til de øvrige medlemsstater. Den anmoder om en udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 23a. Den offentliggør straks de trufne foranstaltninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende og offentliggør mindst en gang om året den konsoliderede liste over de foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne.

3.      Medlemsstaterne sikrer, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke udnytter en eneret, som disse foretagender har erhvervet efter datoen for offentliggørelsen af dette direktiv, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i en anden medlemsstat forhindres i at kunne følge begivenheder, der af den anden medlemsstat er erklæret for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i henhold til stk. 1 og 2, via hel eller delvis direkte transmission eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – hel eller delvis tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn således som fastlagt af denne anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.«

5        18.-22. betragtning i direktiv 97/36 har følgende ordlyd:

»(18) [D]et er af afgørende betydning, at medlemsstaterne er i stand til at træffe foranstaltninger til at beskytte retten til information og sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse – nationale eller ikke-nationale – såsom De Olympiske Lege og Europa- og Verdensmesterskaberne i fodbold; med henblik herpå har medlemsstaterne ret til i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte nærmere bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion kan udøve deres eneret til at dække sådanne begivenheder.

(19)      [D]det er nødvendigt at fastsætte fællesskabsbestemmelser for at undgå eventuel juridisk usikkerhed og fordrejning af markedsvilkårene og for at forlige fri bevægelighed for tv-tjenester med behovet for at forhindre eventuel omgåelse af nationale foranstaltninger, der er truffet for at beskytte legitime almene interesser.

(20)      [D]er bør i dette direktiv fastlægges bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender kan udøve deres eventuelle eneret til begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i en anden medlemsstat end den, hvis jurisdiktion tv-spredningsforetagendet hører under [...]

(21)      [B]egivenheder af »væsentlig samfundsmæssig interesse« som defineret i dette direktiv bør opfylde visse kriterier, idet de skal være begivenheder i særklasse, som er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

(22)      [V]ed »gratis fjernsyn« forstås i dette direktiv en tv-udsendelse på en offentlig eller kommerciel kanal af programmer, der er tilgængelige for offentligheden uden betaling ud over de former for finansiering af tv, der er almindeligt anvendt i hver medlemsstat (såsom licensafgift og/eller abonnementsafgift til et kabelselskab).«

 Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

6        Sagsøgeren, Fédération internationale de football association (FIFA), er en sammenslutning bestående af 208 nationale fodboldforbund, som udgør fodboldens styrende organ på verdensplan. Sammenslutningen har bl.a. til formål at fremme fodbolden globalt og at tilrettelægge dennes internationale turneringer. FIFA’s væsentligste indtægtskilde er salget af sammenslutningens rettigheder til tv-transmission af verdensmesterskabsslutrunden i fodbold (herefter »VM«), som organiseres af FIFA.

7        Ved afgørelse af 25. juni 1998 udarbejdede ministeren for kultur, medier og sport i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (herefter »ministeren«) i henhold til afsnit IV i Broadcasting Act 1996 (lov af 1996 om radio- og tv-spredning) en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, som omfattede VM.

8        Forud for udarbejdelsen af listen iværksatte ministeren i juli 1997 en høring af 42 forskellige organer om, hvilke kriterier der skulle danne grundlag for vurderingen af, hvor stor samfundsmæssig interesse forskellige begivenheder har i Det Forenede Kongerige. Høringsproceduren førte til udfærdigelse af en liste over kriterier, der er opstillet i et dokument fra Ministeriet for Kultur, Medier og Sport dateret november 1997, og som ministeren skal anvende ved udarbejdelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Ifølge dokumentet kan begivenheder optages på listen, hvis de navnlig er af særlig almen interesse på nationalt plan og ikke kun blandt personer, som normalt følger den pågældende sportsgren. Ifølge samme dokument skal nationale eller internationale sportsbegivenheder for at kunne karakteriseres således være af særlig betydning eller have deltagelse af landsholdet eller sportsudøvere fra Det Forenede Kongerige. Af de begivenheder, som opfylder disse kriterier, har dem, der samler flest seere, eller som traditionelt transmitteres direkte på gratis fjernsyn, størst mulighed for at blive optaget på listen. Endvidere skal ministeren ved sin vurdering ligeledes tage hensyn til andre faktorer, der vedrører konsekvenserne for den pågældende sportsgren, såsom muligheden for at tilbyde direkte transmission af begivenheden i hele dens udstrækning, indvirkningen på indtægterne inden for den pågældende sportsgren, følgerne for radio- og tv-spredningsmarkedet og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger sådanne omstændigheder, at der er sikret adgang til begivenheden gennem forskudt tv- eller radiotransmission.

9        Derefter iværksatte ministeren i henhold til section 97 i Broadcasting Act 1996 en høring om, hvilke specifikke begivenheder der skulle opføres på listen. Inden for rammerne af denne høring rådførte ministeren sig med en række berørte organer og foretagender samt med indehavere af tv-transmissionsrettigheder, såsom FIFA. Endvidere afgav et af ministeren nedsat rådgivende udvalg, »Advisory Group on listed events« (rådgivende udvalg vedrørende de begivenheder, der skal opføres på listen), udtalelse om, hvilke begivenheder der burde optages, og foreslog for VM’s vedkommende, at finalen, semifinalerne og de kampe, hvori Det Forenede Kongeriges landshold deltager, skulle opføres.

10      Tv-spredningsforetagender inddeles i henhold til section 98 i Broadcasting Act 1996, som ændret ved Television Broadcasting Regulations 2000 (bekendtgørelser af 2000 om tv-spredning), i to kategorier. Den første kategori omfatter foretagender, der yder en gratis tjeneste, som kan modtages af mindst 95% af Det Forenede Kongeriges befolkning. Den anden kategori omfatter foretagender, der ikke opfylder disse betingelser.

11      Endvidere kan leverandører af tv-programmer, der tilhører en af de nævnte kategorier, ifølge section 101 i Broadcasting Act 1996, som ændret ved Television Broadcasting Regulations 2000, kun transmittere hele eller en del af en på listen opført begivenhed direkte, hvis en leverandør, der tilhører den anden kategori, har erhvervet ret til at transmittere hele eller den nævnte del af begivenheden direkte i den samme eller i det væsentlige den samme region. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, skal det foretagende, som ønsker at transmittere hele eller en del af begivenheden direkte, indhente forhåndstilladelse fra Office of Communications (tilsynsmyndigheden for radiospredning og telekommunikation).

12      I henhold til section 3 i Code on Sports and Other Listed and Designated Events (lov om sports- og andre på liste opførte og udpegede begivenheder) i den i 2000 gældende affattelse inddeles de begivenheder, som er opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, i to grupper. Gruppe A omfatter begivenheder, som ikke kan dækkes direkte og eksklusivt, medmindre visse kriterier er opfyldt. Gruppe B omfatter begivenheder, som kun kan transmitteres direkte og eksklusivt, hvis der er truffet foranstaltninger til at sikre forskudt transmission.

13      Ifølge section 13 i Code on Sports and Other Listed and Designated Events kan Office of Communications meddele tilladelse for på listen opførte begivenheder, der er omfattet af gruppe A, som VM tilhører, når de dertil knyttede transmissionsrettigheder åbent er blevet tilbudt samtlige tv-spredningsforetagender på retfærdige og rimelige vilkår, uden at et foretagende tilhørende den anden kategori har udtrykt interesse for at købe dem.

14      Ved skrivelse af 25. september 1998 fremsendte Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 den af ministeren udarbejdede liste og andre oplysninger om den lovgivning i medlemsstaten, som blev indført i henhold til samme direktivs artikel 3a, stk. 1, til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Efter en udveksling af skrivelser mellem Det Forenede Kongerige og Kommissionen og en ny underretning om foranstaltninger af 5. maj 2000 meddelte generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Uddannelse og Kultur ved skrivelse af 28. juli 2000 Det Forenede Kongerige, at Kommissionen ikke havde nogen indvendinger imod denne medlemsstats foranstaltninger, som derfor inden for kort tid ville blive offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

15      Ved dom af 15. december 2005, Infront WM mod Kommissionen (sag T-33/01, Sml. II, s. 5897), annullerede Retten den beslutning, som var indeholdt i skrivelsen af 28. juli 2000, med den begrundelse, at den udgjorde en afgørelse i henhold til artikel 249 EF, som kommissionskollegiet selv skulle have truffet (dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, præmis 178).

16      Som følge af dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 15 ovenfor, vedtog Kommissionen afgørelse 2007/730/EF af 16. oktober 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i [direktiv 89/552] (EUT L 295, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«).

17      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

De foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 1, i [direktiv 89/552], som Det Forenede Kongerige meddelte Kommissionen den 5. maj 2000, og som blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende C 328 af 18. november 2000, er forenelige med fællesskabsretten.

Artikel 2

Foranstaltningerne, der er beskrevet i bilaget til nærværende afgørelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i [direktiv 89/552].«

18      Den anfægtede afgørelse er bl.a. begrundet i følgende betragtninger:

»(4)      Listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, som er omfattet af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, er blevet udarbejdet på en klar og gennemskuelig måde, og der er gennemført en omfattende høring i [denne medlemsstat].

(5)      Kommissionen finder det godtgjort, at de begivenheder, som er opført på den liste, der indgår i Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, opfylder mindst to af nedenstående kriterier, som anses for at være pålidelige indikatorer for begivenhedernes samfundsmæssige interesse; i) de er af særlig almen interesse i medlemsstaten og ikke kun for dem, der sædvanligvis følger den pågældende sport eller aktivitet; ii) de har en alment anerkendt særlig kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet; iii) de har deltagelse af landsholdet inden for rammerne af en konkurrence eller en turnering af international betydning; iv) de er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft et højt seertal.

(6)      Et stort antal af de begivenheder, som er opført på den liste, der indgår i Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, bl.a. de olympiske sommer- og vinterlege og finalekampene i VM- og EM-turneringen i fodbold, tilhører den kategori af begivenheder, der traditionelt anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvilket der udtrykkeligt henvises til i 18. betragtning til direktiv [97/36]. De pågældende begivenheder er i deres helhed af særlig almen interesse i Det Forenede Kongerige, idet de er særdeles populære i offentligheden uanset deltagernes nationalitet og ikke kun blandt de seere, der sædvanligvis følger sportsbegivenheder.

[...]

(18) De på listen opførte begivenheder, herunder dem, der bør betragtes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder, er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft høje seertal [...]

(19) Det Forenede Kongeriges foranstaltninger forekommer forholdsmæssige med hensyn til at begrunde en fravigelse af det ved EF-traktaten sikrede grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser på grundlag af et tvingende alment hensyn, nemlig at give offentligheden adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

(20) Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forenelige med [EF-traktatens] konkurrenceregler, da definitionen af, hvilke tv-spredningsforetagender der opfylder betingelserne for at transmittere de på listen opførte begivenheder, bygger på objektive kriterier, der giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om at erhverve rettighederne til at transmittere de pågældende begivenheder. Endvidere er antallet af begivenheder på listen ikke uforholdsmæssigt stort, således at det skaber konkurrenceforvridning på nedstrømsmarkederne for gratis tv og betalings-tv.

(21)      At Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forholdsmæssige, underbygges af, at en række af de på listen opførte begivenheder kun kræver en passende sekundær dækning.

[...]

(24)      Det følger af [dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen], at erklæringen om, at foranstaltninger, som er iværksat i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv [89/552], er i overensstemmelse med fællesskabsretten, udgør en afgørelse og derfor skal vedtages af Kommissionen. Det er følgelig nødvendigt at erklære ved nærværende afgørelse, at de foranstaltninger, Det Forenede Kongerige har meddelt, er forenelige med fællesskabsretten. Foranstaltningerne, således som de gengives i bilaget til nærværende afgørelse, skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv [89/552].«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

19      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 2008 har FIFA anlagt nærværende sag.

20      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 2008 har FIFA anmodet Retten om som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at anmode Kommissionen om at fremlægge en række dokumenter, som ifølge FIFA er af væsentlig betydning for udøvelsen af sammenslutningens rettigheder og for den retslige prøvelse, Retten skal foretage.

21      Ved afgørelse af 26. maj 2008 har Rettens Syvende Afdeling besluttet ikke at efterkomme FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse på dette stadium.

22      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 11. og den 16. juni 2008 har Det Forenede Kongerige og Kongeriget Belgien fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande.

23      Ved kendelse af 14. august 2008 har formanden for Rettens Syvende Afdeling imødekommet de nævnte interventionsbegæringer. Intervenienterne har indgivet deres skriftlige indlæg og FIFA sine bemærkninger til disse inden for de fastsatte frister.

24      Ved kendelse af 15. december 2009 er den foreliggende sag blevet forenet med sag T-385/07, FIFA mod Kommissionen, med henblik på den mundtlige forhandling.

25      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse skriftligt stillet FIFA et og Kommissionen to spørgsmål. Rettens spørgsmål er blevet besvaret inden for de fastsatte frister.

26      FIFA har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres delvis eller i sin helhed i den udstrækning, den vedrører VM.

–        Kommissionen, Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        FIFA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28      Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om frifindelse.

 Retlige bemærkninger

1.     Formaliteten

 Parternes argumenter

29      Kongeriget Belgien har gjort gældende, at sagen må afvises, fordi FIFA hverken er individuelt eller umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, og fordi Retten ikke har kompetence til at tage stilling til, om de nationale foranstaltninger er lovlige. Desuden har FIFA ikke anlagt sag til prøvelse af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole, og FIFA’s søgsmål for Retten er derfor blevet indbragt for sent, da en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse ikke vil påvirke gyldigheden af den omtvistede nationale lovgivning.

30      FIFA finder, at den anfægtede afgørelse udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, og at sammenslutningen er umiddelbart og individuelt berørt af den.

 Rettens bemærkninger

31      Kongeriget Belgiens afvisningsgrunde vedrører ufravigelige procesforudsætninger, da der hermed rejses spørgsmål om FIFA’s søgsmålskompetence, overholdelsen af fristen for at indbringe søgsmål og Rettens kompetence. Selv om Kongeriget Belgien ifølge artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke har kompetence til at fremsætte afvisningspåstandene, da Kommissionen ikke har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling, skal Retten derfor prøve dem af egen drift (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 21-23).

32      Med hensyn til spørgsmålet, om FIFA er umiddelbart berørt, fremgår det af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, som fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, indebærer, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. Domstolens dom af 13.3.2008, sag C-125/06 P, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

33      Det fremgår i den forbindelse af section 101 i Broadcasting Act 1996 (jf. præmis 11 ovenfor), at intet tv-spredningsforetagende, der tilhører en af de kategorier, som blev beskrevet i præmis 10 ovenfor, kan transmittere en begivenhed, der er opført på Det Forenede Kongeriges liste, direkte og eksklusivt. Det er kun, hvis intet foretagende, der tilhører den anden af de nævnte kategorier, har udvist interesse i at erhverve rettighederne til at transmittere begivenheden, og de øvrige betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 13 ovenfor, er opfyldt, at Office of Communications kan give det foretagende, som har erhvervet rettighederne til at transmittere begivenheden direkte og eksklusivt, tilladelse hertil.

34      Det følger af de nævnte bestemmelser, at overdragelse af enerettigheder til transmission af VM, som FIFA er organisator af som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, til tv-spredningsforetagender under Det Forenede Kongeriges jurisdiktion på en måde, der fratager andre foretagender under denne medlemsstats jurisdiktion, som har udtrykt interesse i at erhverve de pågældende rettigheder, muligheden for at transmittere hele eller en del af begivenheden i dette land, ikke afføder de retsvirkninger, som normalt følger af en sådan eneretsklausul.

35      Skønt de nævnte retsvirkninger følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning og ikke af den anfægtede afgørelse, medfører det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre disse retsvirkninger. De skal navnlig sikre, at de tv-spredningsforetagender, som hører under deres jurisdiktion, overholder de betingelser for tv-transmission i Det Forenede Kongerige af begivenheder opført på denne medlemsstats liste, som Det Forenede Kongerige har fastsat i sine foranstaltninger, og som er blevet godkendt og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Kravet om at nå dette resultat påvirker direkte de tv-spredningsforetagenders retsstilling, der hører under andre medlemsstaters jurisdiktion end Det Forenede Kongeriges, og som ønsker at købe rettigheder til transmission i Det Forenede Kongerige, som FIFA oprindeligt var indehaver af (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 32 ovenfor, præmis 62 og 63).

36      Det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen, forpligter derfor medlemsstaterne til ikke at lade tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion udnytte rettigheder som dem, hvortil der blev henvist i præmis 34 ovenfor, og dette indebærer, at de rettigheder, FIFA oprindelig var indehaver af, også påvirkes, når de offentligt tilbydes foretagender, som ikke hører under Det Forenede Kongeriges, men en anden medlemsstats jurisdiktion.

37      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse umiddelbart påvirker FIFA’s retsstilling for så vidt angår de rettigheder, sammenslutningen oprindeligt var indehaver af, og den overlader ikke medlemsstaterne noget skøn med hensyn til det resultat, der skal nås, som skal gennemføres automatisk, og som udelukkende følger af fællesskabsreglerne, uanset indholdet af de særlige foranstaltninger, de nationale myndigheder træffer for at nå målet (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 32 ovenfor, præmis 60 og 61).

38      FIFA er således umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

39      Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt FIFA er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, bemærkes, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 32 ovenfor, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

40      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at VM, uanset den retlige karakter af og kilden til de transmissionsrettigheder, der er knyttet til turneringen, udgør en begivenhed som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, for så vidt som den tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de nævnte rettigheder, og FIFA er den pågældende organisator. Da dette ligeledes gjaldt, da den anfægtede afgørelse blev truffet, var det på dette tidspunkt åbenbart, at FIFA var organisatoren.

41      Desuden angives FIFA ved navn i den anfægtede afgørelse, idet der i bilaget til den henvises til »Fodbold-VM (FIFA World Cup Finals Tournament)«.

42      FIFA er derfor individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

43      Med hensyn til Kongeriget Belgiens argument om, at Retten ikke har kompetence til at tage stilling til, om de nationale foranstaltninger er lovlige, inden for rammerne af artikel 230 EF, og at FIFA ikke har anfægtet Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole, er det tilstrækkeligt at bemærke, at FIFA ved sit søgsmål bl.a. har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelses artikel 1, hvorved Det Forenede Kongeriges foranstaltninger blev erklæret for forenelige med fællesskabsretten.

44      Heraf følger, at den prøvelse, som Retten er anmodet om at foretage i den foreliggende sag, udelukkende vedrører lovligheden af denne konstatering, og den manglende anfægtelse af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole ændrer på ingen måde, at sagen, som i øvrigt er anlagt inden udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 230 EF, kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 15 ovenfor, præmis 109).

45      De argumenter for, at sagen må afvises, som Kongeriget Belgien har fremsat, må følgelig forkastes.

2.     Realiteten

46      FIFA har i det væsentlige fremsat seks anbringender, hvorefter der for det første foreligger en mangel på begrundelse, for det andet en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, for det tredje en tilsidesættelse af FIFA’s ejendomsret, for det fjerde en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser, for det femte en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler og for det sjette en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.

47      Inden FIFA’s anbringender prøves, skal der fremsættes en række generelle betragtninger, som der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af, om der er grundlag for disse anbringender.

48      Indledningsvis konkretiserer artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 medlemsstaternes muligheder for på radio- og tv-området at begrænse udøvelsen af de grundlæggende friheder, der er fastsat i den primære fællesskabsret, på grund af tvingende almene hensyn.

49      Selv om de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, finder anvendelse uden forskel på såvel virksomheder etableret på det nationale område som virksomheder etableret i andre medlemsstater, er det nemlig tilstrækkeligt til, at de anses for at udgøre en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 EF, at de er til gavn for bestemte virksomheder, der er etableret på det nationale område (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 16, og af 13.12.2007, sag C-250/06, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., Sml. I, s. 11135, præmis 37 og 38). På samme måde kan foranstaltningerne udgøre en restriktion for etableringsfriheden, når de stiller selskaber fra andre medlemsstater faktisk eller retligt ringere end selskaber, der er hjemmehørende i den medlemsstat, der har indført dem (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.5.1999, sag C-255/97, Pfeiffer, Sml. I, s. 2835, præmis 19).

50      Sådanne restriktioner af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder kan begrundes, hvis de varetager tvingende almene hensyn, og hvis de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning Pfeiffer-dommen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 19, og i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det bemærkes i den forbindelse, at ytringsfriheden, som garanteret ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, er en af de grundrettigheder, fællesskabsretsordenen skal beskytte, og udgør et tvingende alment hensyn, som kan begrunde sådanne restriktioner (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere omfatter ytringsfriheden ifølge artikel 10, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ligeledes friheden til at modtage oplysninger.

52      I det foreliggende tilfælde udgør Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, således som det fremgår af 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser. Således som det følger af 18. betragtning til direktiv 97/36, har de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552, imidlertid til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder – nationale eller ikke-nationale – af væsentlig samfundsmæssig interesse. Ifølge 21. betragtning til direktiv 97/36 er en begivenhed af væsentlig interesse, når den er i særklasse, er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

53      Heraf følger, at de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, er begrundet i tvingende almene hensyn, da de vedrører begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvilket FIFA i øvrigt ikke har bestridt.

54      Endvidere skal, som anført i præmis 50 ovenfor, de pågældende foranstaltninger være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål.

55      Endelig bemærkes med hensyn til rækkevidden af 18. betragtning til direktiv 97/36, for det første at artikel 3a i direktiv 89/552, hvortil der henvises i denne betragtning, ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. I modsætning til den version af artiklen, der findes i Europa-Parlamentets afgørelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelsen af direktiv 97/36 (EFT 1996 C 362, s. 56), og hvori der udtrykkeligt henvises til de olympiske sommer- og vinterlege og VM og EM i fodbold, henvises der ikke i denne bestemmelse til bestemte begivenheder, der kan opføres på de nationale lister.

56      Heraf følger, således som Kommissionen i øvrigt har bemærket, at 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke kan opfattes således, at det automatisk er foreneligt med fællesskabsretten at opføre VM på en national liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Betragtningen kan så meget mindre forstås således, at hele VM under alle omstændigheder retmæssigt kan optages på en sådan liste, uanset hvilken interesse kampene i denne turnering vækker i den pågældende medlemsstat.

57      Derimod indebærer betragtningen på baggrund af bemærkningerne i præmis 48-53 ovenfor, at en medlemsstat ikke behøver at anføre en særlig begrundelse i sin meddelelse til Kommissionen for, at VM-kampe er begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, når den optager sådanne kampe på den liste, den har valgt at opstille.

58      Det er på baggrund af disse betragtninger, det skal prøves, om der er grundlag for FIFA’s anbringender.

 Det første anbringende om manglende begrundelse

 Parternes argumenter

59      Ifølge FIFA giver Kommissionen ikke nogen begrundelse i den anfægtede afgørelse for, hvorfor det var berettiget at opføre samtlige 64 VM-kampe på Det Forenede Kongeriges liste. VM nævnes ganske vist i 18. betragtning til direktiv 97/36 som et eksempel på en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, men det betyder ikke, at samtlige VM-kampe automatisk kan betragtes som værende af en sådan interesse, eller at offentligheden skal have ubegrænset adgang til dem. Desuden giver intet grundlag for at antage, at der i denne betragtning henvises til VM som helhed. FIFA har anført herom, at det er berettiget og svarer til den metode, som er blevet fulgt af andre medlemsstater, der har meddelt Kommissionen deres foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, at opdele kampene i denne turnering i på den ene side »prime«-kampe, som omfatter semifinalerne, finalen og det pågældende landsholds – i det foreliggende tilfælde et af Det Forenede Kongeriges landsholds – kampe, og som kan klassificeres som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, og på den anden side »non-prime«-kampe, som omfatter alle øvrige kampe, og som ikke nødvendigvis kan klassificeres således. Kommissionen har i sit arbejdsdokument CC TVSF(97) om anvendelsen af artikel 3a i direktiv 89/552 selv godkendt en sådan kategorisering af kampene.

60      Ved at anse sin kontrol af medlemsstaternes valg af, hvilke begivenheder der er af væsentlig interesse, for at være rent marginal og praktisk taget overflødig tilsidesatte Kommissionen sin forpligtelse til at foretage en nøje efterprøvelse af, om Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og dette førte til, at den ikke gav en fyldestgørende begrundelse for den anfægtede afgørelse med hensyn til, at samtlige VM-kampe blev klassificeret som værende af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat.

61      Endvidere har FIFA fremhævet, at Det Forenede Kongeriges myndigheder ikke tog seertallene for VM i 1998 i betragtning, da de traf deres afgørelse af 25. juni 1998 (jf. præmis 7 ovenfor), eftersom denne turnering sluttede den 12. juli 1998, hvorimod Kommissionen lagde de pågældende data til grund i forbindelse med beslutningen af 28. juli 2000. Desuden havde Det Forenede Kongeriges myndigheder heller ikke taget de nævnte seertal i betragtning, før de på ny underrettede Kommissionen om deres liste den 5. maj 2000 (jf. præmis 14 ovenfor).

62      På den liste, der var knyttet til afgørelsen af 25. juni 1998 (jf. præmis 7 ovenfor), var samtlige VM-kampe opført på trods af anbefalingerne fra Advisory Group on listed events (jf. præmis 9 ovenfor), embedsmændene i Ministeriet for Kultur, Medier og Sport og generaldirektøren for Office of Fair Trading (OFT, Det Forenede Kongeriges konkurrencemyndighed) og ministeriets oprindelige standpunkt, hvorefter kun »prime«-kampene skulle medtages, og Kommissionen burde derfor have givet en begrundelse for sin beslutning om at godkende, at samtlige kampe blev opført på Det Forenede Kongeriges liste. Kommissionen burde ligeledes have indhentet oplysninger om seertallene for VM i 1998, 2002 og 2006 i stedet for gentage den beslutning uændret, den traf syv år tidligere i juli 2000. FIFA har hvad dette angår påpeget, at Kommissionen selv anfører, at den tog seertallene for VM i 1998 i betragtning, da den traf sin beslutning af 28. juli 2000, skønt de ikke forelå, da Det Forenede Kongerige opstillede sin liste den 25. juni 1998, hvilket bekræfter, at de seneste data burde have været taget i betragtning i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. FIFA har ligeledes bemærket, at Retten i dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 15 ovenfor, ikke tog stilling til andre annullationsanbringender end anbringendet om, at der forelå en formel mangel, hvilken mangel dannede grundlag for dens annullation af beslutningen af 28. juli 2000.

63      FIFA har gjort gældende, at der i perioden august 2006 til februar 2007 fandt en udveksling af skrivelser sted mellem Kommissionen og Det Forenede Kongeriges myndigheder. FIFA har anført, at sammenslutningen på såvel fællesskabs- som nationalt plan har taget administrative skridt med henblik på at få adgang til de pågældende dokumenter, men uden held. Efter FIFA’s opfattelse burde Kommissionen i den anfægtede afgørelse have redegjort for samtlige omstændigheder i forbindelse med dens vurdering med hensyn til, om Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, herunder navnlig seertallene for VM i 1998, 2002 og 2006 samt indholdet af den nævnte udveksling af skrivelser, eftersom den tog oplysningerne heri i betragtning, da den vedtog den anfægtede afgørelse.

64      Endelig har FIFA hævdet, at begrundelsen i den anfægtede afgørelse ikke kan fuldstændiggøres under behandlingen af sagen, hvorfor grunde, Kommissionen påberåber sig for første gang for Retten, såsom de i svarskriftet anførte, ikke kan tages i betragtning i dette øjemed, uanset hvilken bevisværdi de måtte have hvad realiteten angår.

65      Det følger af det foregående, at Kommissionen for så vidt angår den vurdering, at samtlige VM-kampe, og ikke kun »prime«-kampene, er begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, tilsidesatte sin begrundelsespligt i strid med artikel 253 EF.

66      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

 Rettens bemærkninger

67      Det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 30.3.2000, sag C-265/97 P, VBA/Florimex m.fl., Sml. I, s. 2061, præmis 93).

68      FIFA har beskyldt Kommissionen for ikke at have anført en særlig begrundelse for sin konklusion om, at samtlige VM-kampe, og ikke kun »prime«-kampene, skal anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Endvidere har FIFA i sit skriftlige svar på det spørgsmål, Retten har stillet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 25 ovenfor), udtrykkeligt bekræftet, hvad der indirekte var fremgået af flere punkter i sammenslutningens skriftlige indlæg, nemlig at FIFA ville anse opførelsen af »prime«-kampene i VM på en national liste for at være forenelig med fællesskabsretten, hvis de krav, der følger af en klar og gennemskuelig procedure, ligeledes var opfyldt.

69      Skønt der i 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke tages stilling til det centrale spørgsmål om, hvorvidt samtlige eller kun en del af VM-kampene skal optages på en national liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, er der intet, som med føje giver grundlag for at slutte, at det principielt kun er »prime«-kampene, der kan klassificeres således og følgelig medtages på en sådan liste.

70      VM er nemlig en turnering, der med rimelighed kan betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i »prime«- og »non-prime«-kampe. Det er i denne forbindelse velkendt, at resultaterne af »non-prime«-kampene inden for VM bestemmer holdenes videre skæbne i turneringen, hvorfor deres deltagelse i »prime«-kampe såsom det pågældende landsholds kampe kan være afhængige af dem. »Non-prime«-kampene bestemmer således, hvem det pågældende landsholds modstandere skal være i de følgende etaper af turneringen. Resultaterne af »non-prime«-kampene kan endog være afgørende for, om det nævnte landshold går videre til følgende etape i turneringen eller ej.

71      På grund af denne særlige sammenhæng, som giver grund til at betragte VM som én samlet begivenhed, således som det anføres i attende betragtning til den anfægtede afgørelse, behøvede Kommissionen ikke at give en mere udførlig begrundelse for sin vurdering med hensyn til »non-prime«-kampene, navnlig når de relevante statistiske oplysninger ikke viser, at disse kampe regelmæssigt kun overværes af et ubetydeligt antal seere (jf. præmis 122-129 nedenfor). Disse omstændigheder betød, at Kommissionen ligeledes kunne begrunde sin afgørelse ved at henvise til den særlige almene interesse, VM vækker i Det Forenede Kongerige, i den forstand at der er tale om en begivenhed, som er særdeles populær i offentligheden og ikke kun blandt fodboldinteresserede, således som det anføres i sjette betragtning til den anfægtede afgørelse.

72      Den begrundelse, som er indeholdt i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 18 ovenfor), gør det derfor muligt for FIFA at gøre sig bekendt med grundene til, at Kommissionen vurderede, at samtlige VM-kampe retmæssigt kunne optages på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og for Retten at udøve sin prøvelsesret med hensyn til, om der er grundlag for denne vurdering, og den anfægtede afgørelse opfylder derfor de krav, artikel 253 EF stiller i denne henseende.

73      Det påvirker ikke denne konklusion, at en række organer under proceduren med henblik på fastsættelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, havde foreslået, at kun »prime«-kampene blev opført på listen. Eftersom betydningen af »non-prime«-kampene gør det berettiget at klassificere hele VM som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, medfører den omstændighed, at en række embedsmænd og rådgivende organer inden for rammerne af deres funktion har foreslået ministeren, at kun »prime«-kampene opføres på listen, nemlig ikke, at Kommissionen er forpligtet til at forklare, hvorfor ministeren ikke begik en fejl, da han indtog et andet, men lige så retmæssigt standpunkt.

74      Det samme gælder argumenterne om, at der var foregået en udveksling af skrivelser mellem Kommissionen og Det Forenede Kongeriges myndigheder, hvortil der ikke henvises i den anfægtede afgørelse. Da begrundelsen for afgørelsen er tilstrækkelig, kan Kommissionen nemlig ikke kritiseres for ikke have medtaget flere omstændigheder i den. Spørgsmålet om, hvorvidt det følger af andre oplysninger, at »non-prime«-kampene i realiteten ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, vedrører den materielle lovlighed af den anfægtede afgørelse og prøves inden for rammerne af det andet anbringende (jf. præmis 118-219 nedenfor).

75      Med hensyn til argumentet om, at seertallene for VM i 1998 ikke forelå, da Det Forenede Kongerige udfærdigede sin liste den 25. juni 1998 (jf. præmis 7 ovenfor), men at Kommissionen lagde dem til grund, er der intet til hinder for, at en medlemsstat forelægger Kommissionen oplysninger, som vedrører en periode, der er senere end det tidspunkt, hvor listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i medlemsstaten er blevet fastlagt, eller at Kommissionen tager sådanne oplysninger i betragtning. Desuden kan sådanne oplysninger give Kommissionen anledning til at anmode den pågældende medlemsstat om at ændre sine foranstaltninger for at gøre dem forenelige med fællesskabsretten på grundlag af så ajourførte data som muligt. Denne fortolkning underbygges af, at medlemsstaterne ifølge artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 skal underrette Kommissionen om deres foranstaltninger, endog før de træffes.

76      Det påhvilede derfor ikke Kommissionen at give en særlig begrundelse i den anfægtede afgørelse for, at den valgte at tage oplysninger i betragtning, som ikke forelå, da listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige blev udfærdiget.

77      Det første anbringende må følgelig forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552

78      Dette anbringende falder i to led; ifølge det første blev Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke truffet efter en klar og gennemskuelig procedure, og ifølge det andet er »non-prime«-kampe ikke af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat.

 Den procedure, der blev fulgt af Det Forenede Kongeriges myndigheder

–       Parternes argumenter

79      FIFA har gjort gældende, at det er åbenbart uklart og som sådan uforståeligt, hvorfor samtlige VM-kampe skulle opføres på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. FIFA har bemærket herom, at ministeren hverken fulgte de enstemmige råd, han modtog fra kompetente embedsmænd i ministeriet, Advisory Group on listed events og generaldirektøren for Office of Fair Trading eller ministeriets oprindelige standpunkt, og at grundene til dette valg aldrig er blevet oplyst. Den manglende oplysning om grundene til, at ministeren undlod at følge de nævnte uafhængige anbefalinger, er uforenelig med de krav om klarhed og gennemskuelighed, den pågældende procedure skal opfylde. Desuden var det fejlagtigt, når Det Forenede Kongeriges myndigheder anførte i et dokument af 23. september 1999, at seertallene for VM i 1998 blev taget i betragtning i forbindelse med afgørelsen af 25. juni 1998 (jf. præmis 61 ovenfor), hvilket Kommissionen let kunne have indset.

80      Endvidere var seertallene for VM i 1994 ligeledes behæftet med en væsentlig regnefejl. Under alle omstændigheder kan hverken seertallene for 1998 eller tallene for 1994 begrunde, at samtlige kampe i turneringen opføres på listen. Den anden underretning om denne, der skete den 5. maj 2000 (jf. præmis 14 ovenfor), er uden betydning for ovennævnte situation, idet tallene for 1998 ikke blev revurderet, før den nye underretning fandt sted.

81      Da, for det første, grundene til, at samtlige kampe blev opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, klart ikke var de samme som dem, myndighederne i denne medlemsstat meddelte Kommissionen, og, for det andet, de nævnte grunde ikke blev oplyst, havde Kommissionen ingen anden mulighed end at fastslå, at den nationale procedure var uforenelig med de krav om klarhed og gennemskuelighed, der er fastsat i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552. Kommissionen begik derfor en fejl, da den fastslog, at proceduren var klar og gennemskuelig. Dette klagepunkt gælder ikke retmæssigheden af den nationale procedure som sådan, men lovligheden af Kommissionens vurdering på dette punkt.

82      Endelig har FIFA bemærket, at den omstændighed, at ministeren gennemførte en høring om, hvilke kriterier der skulle danne grundlag for udvælgelsen af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, ikke påvirker sammenslutningens opfattelse, da FIFA ikke har anfægtet relevansen af de pågældende kriterier.

83      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for FIFA’s anbringender.

–       Rettens bemærkninger

84      Det bemærkes indledningsvis, at det ikke specifikt angives i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, hvad de nationale procedurer, der fastsættes med henblik på udfærdigelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal indeholde. Bestemmelsen overlader medlemsstaterne et skøn ved tilrettelæggelsen af procedurerne for så vidt angår deres forløb, den eventuelle høring af berørte personer og tildelingen af de administrative beføjelser, idet det dog præciseres, at de som helhed skal være klare og gennemskuelige.

85      Restriktioner for udøvelsen af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder gennem nationale foranstaltninger, som er begrundet i tvingende almene hensyn, skal også være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 50 ovenfor).

86      Selv når nationale lovgivninger som dem, hvortil der henvises i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, har til formål at beskytte retten til ytringsfrihed (jf. præmis 51-53 ovenfor), skal de krav, som følger af de foranstaltninger, der træffes til gennemførelse af en sådan politik, derfor under alle omstændigheder stå i forhold til det nævne formål, og foranstaltningerne må ikke anvendes således, at statsborgere fra andre medlemsstater diskrimineres (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.11.1989, sag C-379/87, Groener, Sml. s. 3967, præmis 19, og af 12.6.2003, sag C-112/00, Schmidberger, Sml. I, s. 5659, præmis 82).

87      Det er på denne baggrund, at de procedurer, medlemsstaterne fastsætter med henblik på fastlæggelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal være klare og gennemskuelige, i den forstand at de skal være baseret på kriterier, der kendes på forhånd af de berørte, således at det undgås, at den skønsmæssige beføjelse, som medlemsstaterne råder over med hensyn til at bestemme, hvilke specifikke begivenheder der skal opføres på deres lister, udøves vilkårligt (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 46). For selv om en begivenhed for at kunne opføres på listen ifølge artikel 3a i direktiv 89/552 skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse, er det af afgørende betydning for, at de nationale afgørelser træffes på en gennemskuelig måde og inden for rammerne af det skøn, medlemsstaterne råder over i denne henseende (jf. præmis 112 nedenfor), at der forinden er fastsat specifikke kriterier for, hvordan denne væsentlighed skal vurderes.

88      Kravet om, at proceduren skal være klar og gennemskuelig, indebærer ligeledes, at det skal fremgå af de dertil knyttede bestemmelser, hvilken myndighed der har beføjelse til at udarbejde listen over begivenheder, og på hvilken måde berørte parter kan fremsætte deres bemærkninger.

89      Det forhold alene, at der foreligger omstændigheder, som kan svække en national myndigheds vurdering af en bestemt begivenheds samfundsmæssige interesse, vedrører derimod hverken klarheden eller gennemskueligheden af den procedure, der er fulgt, men rigtigheden af vurderingen. Det gælder ligeledes, når de nævnte omstændigheder består i udtalelser fremsat af rådgivende organer eller tjenestegrene, der hører under den kompetente myndighed.

90      I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at FIFA ikke har bestridt, at den procedure, der blev fastsat i Det Forenede Kongerige, var klar og gennemskuelig, i den udstrækning den førte til, at samtlige VM-kampe, og ikke kun »prime«-kampene, blev opført på listen.

91      Endvidere kan FIFA’s argumenter ikke rejse tvivl om Kommissionens vurdering af, om den procedure, ministeren fulgte med henblik på opstillingen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige (jf. præmis 7-9 ovenfor), var klar og gennemskuelig. I modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, har det krav om klarhed og gennemskuelighed, der er fastsat i artikel 3a i direktiv 89/552, nemlig hverken til formål eller som virkning at forpligte den kompetente nationale myndighed til at angive grundene til, at den ikke har fulgt de udtalelser eller bemærkninger, som er blevet fremsat for den under høringsproceduren.

92      Denne bedømmelse gælder så meget mere for så vidt angår VM, hvortil der henvises i 18. betragtning til direktiv 97/36, og som med rimelighed kan betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i »prime«- og »non-prime«-kampe (jf. præmis 70 nedenfor).

93      Hvis en berørt part på denne baggrund finder, at der i udtalelser, som er blevet fremsat under høringsproceduren, eller endog i et standpunkt udtrykt af tjenestegrene, der hører under den kompetente myndighed, er blevet henvist til omstændigheder, som svækker denne myndigheds endelige vurdering af den pågældende begivenheds samfundsmæssige interesse, kan parten for det første anfægte vurderingen for de nationale domstole og for det andet anfægte rigtigheden af Kommissionens eventuelle afgørelse om at godkende vurderingen for Retten, således som FIFA i øvrigt har gjort inden for rammerne af nærværende anbringendes andet led.

94      Det anførte vedrørende de seertal, Det Forenede Kongeriges myndigheder tog i betragtning, vedrører ligeledes Kommissionens indholdsmæssige vurdering af rigtigheden af ministerens standpunkt med hensyn til »non-prime«-kampenes samfundsmæssige interesse i denne medlemsstat. De vedrører derfor heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt den procedure, Det Forenede Kongeriges myndigheder fastsatte, var klar og gennemskuelig.

95      Argumentet om, at seertallene for VM i 1998 ikke forelå den 25. juni 1998, hvor Det Forenede Kongerige udfærdigede sin liste (jf. præmis 7 ovenfor), men at Kommissionen lagde dem til grund, må forkastes af de grunde, der blev anført i præmis 75 ovenfor.

96      FIFA’s argumenter viser således ikke, at Kommissionen begik en fejl ved at finde, at den procedure, der blev fastsat i Det Forenede Kongerige for så vidt angår opførelsen af VM på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, var klar og gennemskuelig.

97      Det andet anbringendes første led må derfor forkastes.

 »Non-prime«-kampene samfundsmæssige interesse i Det Forenede Kongerige

–       Parternes argumenter

98      Til støtte for dette led af nærværende anbringende har FIFA for det første gjort gældende, at »non-prime«-kampe kun vækker særlig almen interesse hos fodboldinteresserede, og for det andet, at sådanne kampe traditionelt hverken er blevet transmitteret på gratis fjernsyn eller har haft mange seere. »Non-prime«-kampe opfylder derfor ikke de to kriterier, Kommissionen opstillede i 6. og 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorfor institutionen begik en fejl på dette punkt.

99      Ifølge FIFA kan det ikke med føje hævdes, at samtlige VM-kampe udgør begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, dvs. begivenheder i særklasse, som er af interesse for offentligheden, således som det anføres i 21. betragtning til direktiv 97/36.

100    FIFA har understreget hvad dette angår, at det ganske vist står medlemsstaterne frit at vælge, hvilke begivenheder de anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, men at det påhviler Kommissionen at foretage en nøje kontrol af, om valget er lovligt i relation til fællesskabsretten. Det skøn, medlemsstaterne råder over på dette område, tillader dem nemlig ikke at træffe vilkårlige afgørelser og er heller ikke ubegrænset, og deres valg har hverken forret eller størst vægt, ligesom de navnlig ikke er uanfægtelige.

101    I det foreliggende tilfælde viser de undersøgelser, der er foretaget, at personer, som normalt ikke følger fodbold, kun udviser begrænset interesse for »non-prime«-kampe. FIFA har ligeledes fremhævet, at sammenslutningen ikke anfægter, at lovgiver vælger at fastsætte regler som dem, der angives i artikel 3a i direktiv 89/552, vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, men den rækkevidde, Kommissionen tillægger dette begreb i den anfægtede afgørelse. FIFA har i den forbindelse gentaget, at »prime«-kampe med føje kan anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i den nævnte bestemmelse, hvilket i øvrigt stemmer overens med FIFA’s egen politik. Ifølge denne politik bør semifinalerne, finalen, det pågældende landsholds kampe og åbningskampen i VM transmitteres direkte på en gratis kanal.

102    Det fremgår af en undersøgelse baseret på oplysninger i Broadcast Audience Research Boards database, at det gennemsnitlige antal ikke-fodboldinteresserede, der så mindst 30 på hinanden følgende minutter af samtlige »non-prime«-kampe under VM i 2006, kun repræsenterede 2,8% af det samlede seertal, hvorimod 14,7% af de ikke-fodboldinteresserede så mindst 30 på hinanden følgende minutter af alle »prime«-kampene, 18,5% så en lige så stor del af finalen, 7,1% så semifinalerne, og 17% så det engelske landsholds kampe.

103    Hvad angår de data, som Det Forenede Kongerige meddelte Kommissionen, har FIFA gentaget, at dataene for VM i 1998 ikke forelå den 25. juni 1998, hvor listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat blev udfærdiget (jf. præmis 7 ovenfor), og anført, at der i dokumentet af 23. september 1999 (jf. præmis 79 ovenfor) henvises til et gennemsnitligt antal på 8,59 mio. seere, der overværede kampene i denne turnering. Bortset fra at tallet udgør en overvurdering – det korrekte tal er 6,518 mio. seere – viser det intet om, hvor stor interesse »non-prime«-kampe vækker i offentligheden i Det Forenede Kongerige. Det nævnte tal omfatter nemlig ligeledes »prime«-kampe, og desuden sondres der ikke mellem fodboldinteresserede og ikke-fodboldinteresserede, som alligevel vælger at se en VM-kamp, fordi de anser den for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Resultaterne af den undersøgelse, hvortil der blev henvist i præmis 102 ovenfor, viser, at offentligheden ud over de fodboldinteresserede ikke interesserer sig særligt for »non-prime«-kampe, og sådanne kampe vækker således ikke interesse i den brede offentlighed. Disse konklusioner er i overensstemmelse med Kommissionens beslutningspraksis. Kommissionen begik derfor en fejl, da den fandt, at ikke-fodboldinteresserede interesserer sig for »non-prime«-kampe.

104    Kommissionen begik ligeledes en fejl, da den anførte, at samtlige VM-kampe traditionelt er blevet transmitteret direkte på gratis fjernsyn, idet henholdsvis seksten, otte og otte kampe under VM i 1994, 1998 og 2002 ikke blev det, selv om de i visse tilfælde ikke blev spillet samtidig med en anden kamp. Endvidere blev otte »non-prime«-kampe under VM i 2006 transmitteret af tv-spredningsforetagender tilhørende den anden af de to kategorier, der er opstillet i section 98 i Broadcasting Act 1996 (jf. præmis 10 ovenfor). Under VM i 1994, 1998 og 2002 bestod den fulgte fremgangsmåde i øvrigt i, at en kamp ikke blev transmitteret, hvis den blev spillet samtidig med en anden.

105    Endvidere fremgår det af dataene om seertallene for VM i 1994, 1998, 2002 og 2006, som forelå, da den anfægtede afgørelse blev vedtaget, at »non-prime«-kampe kun samler en brøkdel af de seere, der overværer »prime«-kampe. Desuden kan seertallene for kampene under VM i 1994 og 1998, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, ingenlunde betegnes som usædvanligt høje i betragtning af befolkningens størrelse i Det Forenede Kongerige og seertallene for »prime«-kampene.

106    Således havde ni kampe under VM i 1994 og treogtyve kampe under VM i 2002, der blev transmitteret direkte, under tre mio. seere, tolv kampe under VM i 1998, der blev transmitteret direkte, havde under fem mio. seere, og fem »non-prime«-kampe under VM i 2006 havde mellem 65 000 og 96 000 seere.

107    De to kriterier, Kommissionen lagde til grund for sin konklusion om, at »non-prime«-kampene under VM er af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, nemlig at de vækker særlig almen interesse i denne medlemsstat, og at de altid er blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft mange seere, er derfor i realiteten ikke opfyldt.

108    Ydermere kan det efter FIFA’s opfattelse ikke hævdes, at »non-prime«-kampene er af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, når lovgivningen i denne medlemsstat ikke pålægger tv-spredningsforetagenderne at transmittere dem, mens sådanne forpligtelser gælder for andre begivenheders vedkommende. Endvidere har FIFA over for Kommissionens argument om, at det ikke er muligt at sende to VM-kampe, der spilles samtidig, på den samme kanal, anført, at hvis de pågældende kampe virkelig var begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, kunne et tv-spredningsforetagende transmittere dem på samme tid på to forskellige kanaler, der tilhører foretagendet (såsom BBC 1 og BBC 2), eller meddele et andet tv-spredningsforetagende en underlicens. Over for Kommissionens argument om, at der i de af FIFA påberåbte tal hverken er taget hensyn til den dag eller det tidspunkt, hvorpå en kamp er blevet sendt, har FIFA gjort gældende, at disse faktorer ikke har nogen større betydning for seertallene, og til støtte for sit argument anført en lang række eksempler på VM-kampe i perioden 1994-2006.

109    Endvidere har FIFA anført, at Kommissionens bemærkning om, at henvisningen til VM i 18. betragtning til direktiv 97/36 omfatter samtlige kampe i denne turnering, er uholdbar, eftersom en begivenhed, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i én medlemsstat, ikke nødvendigvis anses for at være det i en anden. Desuden er det ulogisk at betragte VM som en begivenhed, der ikke kan opdeles, når den er organiseret i flere etaper, og når andre begivenheder på Det Forenede Kongeriges liste, der består en række sportskampe, såsom VM i cricket, behandles som begivenheder, der kan opdeles. Ydermere har alle andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige og Kongeriget Belgien udfærdiget lister over begivenheder, hvorpå der kun er opført bestemte kampe svarende til »prime«-kampene under VM, og som Kommissionen har godkendt. Dette viser, at VM ikke nødvendigvis skal betragtes som en begivenhed, der ikke kan opdeles.

110    FIFA har gjort gældende, at hvis direktivets artikel 3a, stk. 1, i modsætning til de argumenter, sammenslutningen har fremsat, skal fortolkes således, at VM som helhed skal betragtes som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse på grund af ordlyden af 18. betragtning til direktiv 97/36, skal stævningen, og under alle omstændigheder replikken, anses for at indeholde en implicit indsigelse mod denne bestemmelse i henhold til artikel 241 EF. FIFA har inden for rammerne af denne indsigelse påberåbt sig alle sammenslutningens argumenter for, at intet gør det berettiget at betragte hele VM som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse.

111    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette led af det andet anbringende, og gjort gældende, at FIFA ikke med føje kan rejse indsigelse mod direktiv 97/36 i henhold til artikel 241 EF.

–       Rettens bemærkninger

112    For det første overlader artikel 3a i direktiv 89/552 ved at bestemme, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte, hvilke begivenheder der er af væsentlig samfundsmæssig interesse i den pågældende medlemsstat som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, disse et vidt skøn i denne henseende.

113    For det andet indebærer henvisningen til VM i 18. betragtning til direktiv 97/36 på trods af, at artikel 3a i direktiv 89/552 ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 55 og 56 ovenfor), at Kommissionen ikke kan anse opførelsen af kampe i denne turnering på en liste over begivenheder for at være i strid med fællesskabsretten med den begrundelse, at den pågældende medlemsstat ikke har meddelt den de specifikke grunde til, at kampene udgør en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 57 ovenfor). Kommissionens eventuelle fastslåelse af, at det er foreneligt med fællesskabsretten at opføre hele VM på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i en medlemsstat, fordi denne turnering på grund af sin karakter med føje kan betragtes som én samlet begivenhed, kan imidlertid anfægtes på grundlag af specifikke omstændigheder, der viser, at »non-prime«-kampe ikke har så stor samfundsmæssig interesse i den pågældende medlemsstat.

114    Som anført i præmis 55 og 56 ovenfor, berøres spørgsmålet om, hvorvidt VM som helhed med føje kan optages på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse uafhængigt af, hvor stor interesse kampene, navnlig »non-prime«-kampene, vækker i den pågældende medlemsstat, hverken i 18. betragtning til direktiv 97/36 eller artikel 3a i direktiv 89/552.

115    Enhver drøftelse om lovligheden af direktiv 97/36 for så vidt angår klassificeringen af VM som helhed, og ikke kun af turneringens »prime«-kampe (jf. præmis 110 ovenfor), som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse savner derfor genstand, eftersom dette spørgsmål ikke berøres i 18. betragtning til direktivet. Det er derfor ikke fornødent at tage stilling til, om FIFA med føje kunne rejse indsigelse herom i henhold til artikel 241 EF i replikken, eller om stævningen skal anses for implicit at indeholde en sådan indsigelse.

116    For det tredje kan, som anført i præmis 69 og 70 ovenfor, VM med rimelighed betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i »prime«- og »non-prime«-kampe, og ministerens fremgangsmåde er derfor ikke vilkårlig, men falder inden for grænserne for hans skøn.

117    Endvidere skyldes interessen for »non-prime«-kampene ligeledes den blotte omstændighed, at de er en del af turneringen, på samme måde som den normalt begrænsede interesse for andre sportsgrene øges, når de udøves inden for rammerne af de olympiske lege.

118    Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at undlade at anfægte, at der ved vurderingen af VM’s samfundsmæssige interesse i Det Forenede Kongerige ikke var grund til at skelne mellem »prime«- og »non-prime«-kampe, men at turneringen skulle opfattes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder (sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse, jf. præmis 18 ovenfor).

119    De argumenter, FIFA har fremsat herom inden for rammerne af nærværende anbringende, påvirker ikke vurderingerne i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse.

120    Således er den omstændighed, at kun 2,8% af de ikke-fodboldinteresserede så mindst 30 på hinanden følgende minutter af samtlige »non-prime«-kampe under VM i 2006 (jf. præmis 102 ovenfor), ikke afgørende, da ikke alle »non-prime«-kampene behøver være af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, for at hele VM med føje kan optages på denne medlemsstats liste over sådanne begivenheder. Det er tværtimod tilstrækkeligt, at nogle af »non-prime«-kampene, hvis antal og deltagere ikke kan specificeres på det tidspunkt, hvor listen udfærdiges, eller transmissionsrettighederne erhverves, udviser de aspekter, hvortil der blev henvist i præmis 70 ovenfor, for at det er berettiget ikke at skelne mellem »prime«- og »non-prime«-kampe for så vidt angår kampenes samfundsmæssige interesse. Heraf følger, at det kriterium, der blev anvendt i forbindelse med de spørgeundersøgelser, som blev foretaget inden for rammerne af den omtalte undersøgelse, var alt for restriktivt og derfor ikke tilpasset hverken VM’s struktur eller de egenskaber, turneringen skal have for i sin helhed at blive klassificeret som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse.

121    Denne konklusion svækker ligeledes FIFA’s argument om, at visse »non-prime«-kampe under VM i 1994, 1998 og 2002 ikke blev transmitteret direkte eller blev transmitteret af tv-spredningsforetagender tilhørende den anden af de to kategorier, der er opstillet i section 98 i Broadcasting Act 1996 (jf. præmis 10 ovenfor). Desuden henvises der i attende betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 18 ovenfor), i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, ikke til kampe, som altid er blevet transmitteret direkte, men til kampe, som altid er blevet transmitteret på gratis fjernsyn, hvilket svarer til det fjerde kriterium i femte betragtning til afgørelsen.

122    Heller ikke argumenterne om seertallene for »non-prime«-kampene under VM i 1994, 1998, 2002 og 2006 (jf. præmis 105 ovenfor) kan tiltrædes.

123    I modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, viser seertallene for »non-prime«-kampene i forhold til seertallene for »prime«-kampene i den forbindelse ikke, at de førstnævnte ikke har haft mange seere. De statistiske oplysninger, FIFA har fremlagt, viser således, at »non-prime«-kampene gennemsnitligt havde 60% så mange seere som »prime«-kampene under VM i 1994, og at denne andel udgjorde henholdsvis 43%, 30% og 33% under VM i 1998, 2002 og 2006. Om end de nævnte tal er lavere end tallene for »prime«-kampene, er det dog ikke en forudsætning for at optage »non-prime«-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, at de har lige så mange seere som »prime«-kampe. I det foreliggende tilfælde kan de nævnte tal ikke anses for at repræsentere det antal seere, som kampe, der ikke spilles inden for rammerne af en væsentlig international fodboldturnering mellem landshold, og som i tilgift ikke har deltagelse af et landshold fra Det Forenede Kongerige, normalt ville have haft i denne medlemsstat.

124    Ovenstående vurderinger bekræftes af flere oplysninger i en meddelelse fra Det Forenede Kongerige af 24. marts 1999, hvis indhold gengives i et dokument med titlen »Udkast til svar på Kommissionens skrivelse af 23. december 1998«, som er bilagt stævningen. I bilag E til dokumentet analyseres således seertallene for VM i 1998. Det fremgår af analysen, at »non-prime«-kampen mellem Nederlandene og Jugoslavien, af hvis udfald det afhang, hvem det engelske landshold skulle møde, hvis det besejrede Argentina, havde omkring 10,55 mio. seere, idet antallet angives som 10,605 mio. i et andet dokument med titlen »Seerdata for direkte udsendelser i Det Forenede Kongerige«, som er bilagt stævningen (herefter »de analytiske seerdata«). Samtidig havde »non-prime«-kampene mellem Brasilien og Chile og mellem Nigeria og Danmark henholdsvis 10,63 og 10,32 mio. seere, hvilket er i overensstemmelse med de analytiske seerdata, på trods af at ingen af disse kampe havde nogen indflydelse på, hvordan det ville gå et landshold fra Det Forenede Kongerige. Desuden samlede de to kampe mellem Camerouns landshold og henholdsvis Østrig og Italien, der blev transmitteret direkte under VM i 1998, ifølge begge dokumenter gennemsnitligt ca. 9,18 mio. seere, mens kampene mellem USA og Iran og mellem Spanien og Bulgarien havde henholdsvis 7,94 og 7,91 mio. seere. Endelig blev Jamaicas landsholds kampe mod henholdsvis Kroatien og Argentina ifølge begge dokumenter overværet af gennemsnitligt 7,89 mio. seere, idet den førstnævnte havde 10,234 mio. seere.

125    Det skal tilføjes, at finalen i Football Association Cup i 2007 (den nationale fodboldpokalturnering, FA Cup) ifølge samme meddelelse fra Det Forenede Kongeriges myndigheder blev overværet af 7,81 mio. seere, hvilket på baggrund af de seertal, der blev anført i den foregående præmis, viser, hvor stor interesse »non-prime«-kampe vækker inden for rammerne af VM.

126    Hvad dette angår havde, ifølge de analytiske seerdata, 16 af »non-prime«-kampene under VM i 1994 mellem 7,196 og 11,625 mio. seere, mens 8 havde mellem 5,669 og 6,926 mio. seere. Med hensyn til VM i 1998 fremgår det af samme dokument, at 21 af »non-prime«-kampene havde mellem 7,161 og 10,632 mio. seere, og at 13 havde mellem 5,254 og 6,761 mio. seere. For så vidt angår VM i 2002 fremgår det af de analytiske seerdata, at 24 af »non-prime«-kampene havde mellem 3,073 og 5,317 mio. seere. For VM i 2006 viser de analytiske seerdata, at 11 »non-prime«-kampe havde mellem 7,058 og 9,645 mio. seere, mens 15 kampe i denne kategori havde mellem 5 og 6,692 mio. seere.

127    På baggrund af såvel de absolutte tal som seertallene for FA Cup’en i 1998 viser ovennævnte tal, at »non-prime«-kampe har særdeles høje seertal i Det Forenede Kongerige, hvilket ikke kan forklares på anden måde, end at de indgår i VM-programmet. De nævnte seertal bekræfter således vurderingerne i præmis 69, 70 og 117 ovenfor og underbygger bemærkningen i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at VM-kampe, herunder »non-prime«-kampe, traditionelt har haft mange seere.

128    Ovenstående bedømmelse svækkes ikke af de angiveligt meget lave seertal for visse »non-prime«-kampes vedkommende, som FIFA har påberåbt sig (jf. præmis 106 ovenfor). Alle de 9 kampe under VM i 1994, der blev transmitteret direkte, og som havde under 3 mio. seere, begyndte kl. 0.30 GMT, idet turneringen fandt sted i USA. På samme måde forklarer tidsforskellen seertallene for visse kampe under VM i 2002, der fandt sted i Sydkorea og Japan. Af de 23 »non-prime«-kampe, FIFA har påberåbt sig, og som havde under 3 mio. seere, begyndte 14 mellem kl. 6.15 og 7.15 GMT og 9 mellem kl. 8.25 og 12.15. At det var tidsforskellen i kombination med spilletidspunkterne for de pågældende kampe, der var årsagen til denne omstændighed under turneringerne i 1994 og 2002, fremgår af, at seertallene for de »non-prime«-kampe, der hverken blev transmitteret for tidligt om morgenen eller i arbejdstiden, såsom dem, hvortil der blev henvist i præmis 126 ovenfor, var væsentligt højere. Desuden har FIFA i en pressemeddelelse bilagt duplikken i sag T-385/07, hvormed den foreliggende sag er blevet forenet med henblik på den mundtlige procedure, selv fremhævet betydningen af tidsforskellen, der er afgørende for, hvornår en kamp afvikles i de enkelte lande, og har medgivet, at denne omstændighed påvirkede seertallene i Asien og Europa under VM i 2002 og 2006.

129    Hvad VM i 2002 angår blev alle de 12 »non-prime«-kampe, FIFA har påberåbt sig, transmitteret mellem kl. 13.30 og 16.30 GMT, dvs. i arbejdstiden. For så vidt angår de fem »non-prime«-kampe under VM i 2006, som rent faktisk havde meget lave seertal, er det tilstrækkeligt at bemærke, at kampen mellem Paraguay og Trinidad og Tobago fandt sted samtidig med kampen mellem England og Sverige, der havde 18,464 mio. seere. Kampen mellem Costa Rica og Polen begyndte kl. 14.28 og blev spillet samtidig med kampen mellem Ecuador og Tyskland, der blev overværet af 2,725 mio. seere. Kampen mellem Iran og Angola begyndte kl. 14.30 og blev spillet samtidig med kampen mellem Portugal og Mexico, der blev set af 2,301 mio. seere. Kampen mellem Elfenbenskysten og Serbien og Montenegro fandt sted samtidig med kampen mellem Nederlandene og Argentina, der havde 8,740 mio. seere, mens kampen mellem Ukraine og Tunesien begyndte kl. 15.00 og blev spillet samtidig med kampen mellem Saudi-Arabien og Spanien, der blev fulgt af 1,872 mio. seere. De nævnte omstændigheder udgør objektive grunde til, at seertallene for de nævnte »non-prime«-kampe adskiller sig fra de tal, der normalt kan registreres (jf. præmis 126 ovenfor).

130    Seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter således vurderingen i præmis 118 ovenfor i stedet for at afkræfte den.

131    Endvidere strider konklusionen i præmis 127 ovenfor ikke mod den bemærkning i 40. betragtning til Kommissionens beslutning 2000/400/EF af 10. maj 2000 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] (sag IV/32.150 – Eurovision) (EFT L 151, s. 18), hvortil FIFA har henvist (jf. præmis 103 ovenfor). Ifølge denne betragtning har internationale begivenheder tendens til at være mere attraktive i et givet land end nationale begivenheder, forudsat at der deltager et nationalt hold eller en national mester, mens internationale arrangementer uden deltagelse af nogen national mester eller noget nationalt hold ofte ikke vækker så stor interesse. I VM deltager der imidlertid i langt de fleste tilfælde et landshold fra Det Forenede Kongerige. Selv når der undtagelsesvis ikke gør, er det normalt først efter, at ikke blot listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige er blevet udfærdiget, men også at rettighederne til tv-transmission for det pågældende år er blevet overdraget, at det står klart, at der ikke deltager noget landshold fra denne medlemsstat i VM.

132    Med hensyn til argumentet om den manglende forpligtelse til at transmittere »non-prime«-kampene (jf. præmis 108 ovenfor) er det tilstrækkeligt at bemærke, at beslutningen om ikke at pålægge et tv-spredningsforetagende at transmittere en begivenhed ikke indebærer, at begivenheden ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552, selv om det er den nationale lovgivers normale praksis at fastsætte en sådan forpligtelse. Denne artikel har nemlig til formål, under hensyn til proportionalitetsprincippet, at forhindre, at eksklusive rettigheder til tv-transmission fører til, at offentligheden i en medlemsstat ikke kan følge bestemte begivenheder på gratis fjernsyn. Den har således ikke til formål indirekte at forpligte de stater, som ønsker at yde en sådan beskyttelse, til at pålægge en gratis tv-tjeneste at transmittere sådanne begivenheder. Hvis medlemsstaterne for retmæssigt at kunne optage en begivenhed på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse skulle pålægge en gratis tv-tjeneste at transmittere begivenheden, ville bestemmelsen afføde virkninger, der gik ud over dens formål.

133    Den omstændighed, at Det Forenede Kongerige har valgt en anden løsning for andre begivenheders vedkommende, såsom VM i cricket, og at andre medlemsstater hovedsagelig har opført »prime«-VM-kampe på deres liste, påvirker ikke ovennævnte vurderinger, hvorefter turneringen som helhed med føje kan betragtes som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat. Da artikel 3a i direktiv 89/552 ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 55 ovenfor), kan flere forskellige løsninger med hensyn til, hvilke VM-kampe der skal opføres på en national liste, nemlig være lige forenelige med den nævnte bestemmelse.

134    Eftersom FIFA’s argumenter om, at Kommissionen begik fejl ved at godkende ministerens vurdering, hvorefter hele VM udgør en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, må forkastes, må andet led af nærværende anbringende og anbringendet i det hele forkastes.

 Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af FIFA’s ejendomsret

 Parternes argumenter

135    FIFA har fremhævet, at ejendomsretten er sikret i Fællesskabets retsorden som en af dennes almindelige grundsætninger. Udøvelsen af ejendomsretten kan underlægges begrænsninger for at tilgodese almene hensyn, forudsat at begrænsningerne ikke er uforholdsmæssige og ikke skader det centrale indhold af denne ret. Den eksklusive udnyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder ved at anvende eller udstede licenser udgør kernen i sådanne rettigheder.

136    Da det godkendes i den anfægtede afgørelse, at der er opført »non-prime«-VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, skønt sådanne kampe ikke kan klassificeres således, godkendes det ikke blot i afgørelsen, at der sker en begrænsning af FIFA’s ret til at udnytte sin ejendom, men også, at retten fratages sin substans, uanset hvilke virkninger dette har for tv-spredningsforetagenderne. Forbuddet mod at udstede en eksklusiv licens til at transmittere hvilken som helst VM-kamp direkte i Det Forenede Kongerige fratager nemlig på vilkårlig måde FIFA kernen i sammenslutningens ejendomsret.

137    Der findes ikke noget alment hensyn, der kan begrunde et så drastisk og uforholdsmæssigt indgreb i denne ejendomsret, eftersom det kun er nødvendigt at opføre »prime«-kampene på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, da dette er rigeligt tilstrækkeligt til sikre, at offentligheden har adgang til de pågældende begivenheder. FIFA har tilføjet herom, at det er af afgørende betydning at kunne tildele og erhverve eksklusive rettigheder til at transmittere sportsbegivenheder, og at dette udgør en veletableret handelspraksis, som Kommissionen selv har accepteret som sådan. Eneretten forøger nemlig i betydelig grad rettighedernes værdi og gør det muligt for FIFA at opfylde sine vedtægtsmæssige formål, og forbuddet mod at tildele rettighederne eksklusivt rammer derfor selve deres kerne.

138    Kommissionen begik derfor en åbenbar vurderingsfejl ved i den anfægtede afgørelse at finde, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger forekommer forholdsmæssige i forhold til målet om at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

139    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

 Rettens bemærkninger

140    Som tidligere anført, og som ingen af parterne har bestridt, er FIFA organisator af VM som omhandlet i artikel 21 i direktiv 97/36, hvorfor enhver, der ønsker at udnytte rettigheder til tv-transmission af denne begivenhed, skal erhverve rettighederne fra FIFA eller fra en part, der har erhvervet dem fra sammenslutningen.

141    Da værdien af rettighederne kan påvirkes af de retsvirkninger, den anfægtede afgørelse afføder (jf. præmis 33-37 ovenfor), påvirkes FIFA’s ejendomsret derfor ligeledes af dem.

142    Endvidere fremgår det af retspraksis, at når en medlemsstat påberåber sig bestemmelser som artikel 46 EF og 55 EF for at begrunde retsforskrifter, som kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, skal denne begrundelse, som er hjemlet i fællesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsætninger, herunder grundrettighederne. De omhandlede nationale retsforskrifter kan derfor kun omfattes af undtagelserne i de nævnte bestemmelser, såfremt de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Fællesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, præmis 43). På samme måde kan det ikke accepteres, at en national foranstaltning, som ikke er forenelig med grundrettighederne, såsom ejendomsretten (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.7.2003, forenede sager C-20/00 og C-64/00, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, Sml. I, s. 7411, præmis 67), anses for omfattet af de fastsatte undtagelser, fordi den er begrundet i tvingende almene hensyn, såsom at offentligheden skal have adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

143    Princippet om beskyttelse af den grundlæggende ret til ejendom inden for fællesskabsretten er dog ikke absolut, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Ejendomsretten kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.5.2005, sag C-347/03, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA, Sml. I, s. 3785, præmis 119, og af 12.7.2005, forenede sager C-154/04 og C-155/04, Alliance for Natural Health m.fl., Sml. I, s. 6451, præmis 126).

144    Hvad dette angår bemærkes, at VM af de grunde, der blev anført i præmis 116-134 ovenfor, og i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. I den forbindelse indebærer VM’s karakter af én samlet begivenhed, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at finde, at det var en forholdsmæssig foranstaltning at opføre samtlige VM-kampe på Det Forenede Kongeriges liste.

145    Argumentet om, at det udgjorde et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i FIFA’s ejendomsret at opføre »non-prime«-kampene på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, fordi disse kampe ikke udgør sådanne begivenheder, bygger derfor på en fejlagtig forudsætning.

146    Hertil kommer, at skønt den omhandlede lovgivning kan påvirke den pris, FIFA opnår for at overdrage rettighederne til transmission af VM i Det Forenede Kongerige, fratager den ikke rettighederne deres handelsværdi, eftersom, for det første, den ikke forpligter FIFA til at overdrage dem på hvilke som helst betingelser, og, for det andet, såvel fællesskabsretten som den nationale konkurrenceret beskytter FIFA mod den kollusoriske eller ulovlige praksis, der måtte blive udvist af potentielle erhververe af rettighederne. Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved finde, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger var forholdsmæssige.

147    Det tredje anbringende må derfor forkastes.

 Det fjerde og det sjette anbringende om en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser  og om etableringsfrihed

 Parternes argumenter

148    Inden for rammerne af det første af disse anbringender, der skal prøves samlet, har FIFA fremhævet, at den anfægtede afgørelse begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, da den for det første betyder, at FIFA ikke kan sælge eksklusive rettigheder til transmission af nogen VM-kamp til tv-spredningsforetagender, der tilhører den anden af de to kategorier, som er opstillet i Det Forenede Kongeriges lovgivning (jf. præmis 10 ovenfor), og for det andet at tv-spredningsforetagender, der tilhører denne kategori, og som er etableret i en anden medlemsstat, ikke kan transmittere en VM-kamp eksklusivt i Det Forenede Kongerige. Den omstændighed, at det ikke kan lade sig gøre at erhverve denne form for eksklusive transmissionsrettigheder i Det Forenede Kongerige, betyder, at tv-spredningsforetagender, der hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, ikke har nogen interesse i at erhverve rettighederne, og hindrer dem derved i at sende nogen VM-kamp i Det Forenede Kongerige. Eneret er nemlig af afgørende betydning for tv-spredningsforetagender, som ønsker at forny eller udvikle deres ydelser, navnlig i andre medlemsstater end den, hvori de er etableret.

149    Selv om restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser kan begrundes i tvingende almene hensyn, skal de nationale foranstaltninger, der træffes i dette øjemed, være nødvendige, hensigtsmæssige og forholdsmæssige. Kommissionen, som det i det foreliggende tilfælde påhviler at bevise, at disse betingelser er opfyldt, skal foretage en grundig efterprøvelse og vise, at den har modtaget oplysninger, der viser dette.

150    De restriktioner, det drejer sig om, og som i øvrigt anerkendes i 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, er imidlertid meget uforholdsmæssige og uhensigtsmæssige og kunne have været undgået eller modereret ved kun at opføre de VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, som er af en sådan interesse, dvs. »prime«-kampene. Det ville være i overensstemmelse med FIFA’s egen politik, hvorefter åbningskampen, semifinalerne, finalen og det pågældende landsholds kampe bør transmitteres på en gratis kanal, mens de øvrige kampe kan transmitteres på betalingskanaler. FIFA har tilføjet, at vurderingen af, om opførelsen af hver enkelt begivenhed på Det Forenede Kongeriges liste er forholdsmæssig eller ej, må foretages særskilt, da den i realiteten udgør en hel række beslutninger, som hver især vedrører en bestemt begivenhed.

151    FIFA har over for Det Forenede Kongeriges argumenter om, at Office of Communications har beføjelse til at tillade eksklusiv direkte transmission, gjort gældende, at tv-spredningsforetagender, der ikke opfylder betingelserne, ikke har nogen interesse i at erhverve transmissionsrettigheder, hvis der ikke kan garanteres eneret.

152    Inden for rammerne af anbringendet om tilsidesættelse af etableringsretten har FIFA fremhævet, at eftersom artikel 66 EF er en del af retsgrundlaget for direktiv 97/36, og statslige foranstaltninger, der træffes i henhold til artikel 3 i direktiv 89/552, skal overholde alle fællesskabsrettens bestemmelser, skal de nationale foranstaltninger bl.a. være forenelige med EF-traktatens artikler om etableringsretten. Ifølge FIFA forhindrer Det Forenede Kongeriges liste, der godkendes i den anfægtede afgørelse, tv-spredningsforetagender, som ønsker at etablere sig i denne medlemsstat og i dette øjemed tilbyde betalings-tv-ydelser, i at erhverve eksklusive rettigheder til transmission af VM-kampe.

153    Når nationale foranstaltninger, der begrænser etableringsfriheden, gælder for alle personer eller virksomheder, der udøver virksomhed på værtsmedlemsstatens område, kan de ganske vist begrundes, hvis de tilgodeser tvingende almene hensyn, man de skal også være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål.

154    For nye virksomheder på markedet i Det Forenede Kongerige udgør eksklusive rettigheder til at transmittere sportsbegivenheder et vigtigt middel til at udøve etableringsretten, og det forhold, at potentielle nye virksomheder på markedet ikke kan transmittere VM-kampe eksklusivt, udgør derfor en restriktion for etableringsfriheden. Kommissionen begik følgelig en fejl i den anfægtede afgørelse ved ikke at fastslå, at dette er tilfældet.

155    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for de argumenter, FIFA har fremsat inden for rammerne af disse anbringender.

 Rettens bemærkninger

156    Det er ikke blevet bestridt, således som det i øvrigt medgives i 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det princip om gensidig anerkendelse, afgørelsen udløser i medfør af artikel 3a i direktiv 89/552, medfører en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser i fællesmarkedet som fastsat i artikel 49 EF.

157    Endvidere kan Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, således som FIFA har gjort gældende, stille tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater faktisk eller retligt ringere end tv-spredningsforetagender etableret i denne medlemsstat. Hvad dette angår er det, på trods af at den lovgivning, der blev beskrevet i præmis 10-13 ovenfor, finder anvendelse uden forskel på tv-spredningsforetagender, som er omfattet af en af kategorier, der er opstillet i Det Forenede Kongeriges lovgivning, i realiteten langt mindre sandsynligt, at der ikke er noget tv-spredningsforetagende i den første kategori, som efter al sandsynlighed er etableret i denne medlemsstat, der vil være interesseret i at transmittere VM og på denne måde give en konkurrent, som ønsker at etablere sig i dette land, mulighed for at opnå tilladelse fra Office of Communications til at transmittere begivenheden praktisk taget eksklusivt (jf. præmis 13 ovenfor), end det modsatte. Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger i realiteten udgør restriktioner for etableringsfriheden som fastsat i artikel 43 EF.

158    Disse restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden kan imidlertid begrundes, hvis de har til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder, nationale eller ikke-nationale, af væsentlig samfundsmæssig interesse, under de yderligere forudsætninger, at de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 48-54 ovenfor).

159    Det bemærkes i den forbindelse, at FIFA har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse i relation til traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed, i den udstrækning Kommissionen godkender, at »non-prime«-kampene er optaget på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Efter FIFA’s opfattelse opfylder sådanne kampe ikke denne betingelse, hvorfor restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser er uforholdsmæssig.

160    Dette argument fra FIFA’s side er udtryk for en sammenblanding af på den ene side den væsentlige samfundsmæssige interesse, som en begivenhed skal have, og som udgør den første betingelse, der skal være opfyldt, og det tvingende almene hensyn, der begrunder restriktionen for en ved traktaten sikret grundlæggende frihed (jf. præmis 48-53 ovenfor), og på den anden side den pågældende restriktions forholdsmæssighed, som udgør den anden betingelse, der skal opfyldes af den nationale lovgivning, der begrænser en sådan frihed, for at lovgivningen er forenelig med fællesskabsretten (jf. præmis 54 ovenfor).

161    Det bemærkes i denne sammenhæng, således som det er fremgået af præmis 116-134 ovenfor, og i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende inden for rammerne af det fjerde anbringende, at VM med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. Det må derfor fastslås, at argumentet om, at de pågældende kampe ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvorfor Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er uforholdsmæssige, under alle omstændigheder bygger på en fejlagtig forudsætning. Argumentet indebærer derfor ikke, at Kommissionens konklusion om, at det var korrekt og forholdsmæssigt at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, var ugyldig, da denne turnering har karakter af en enhed.

162    De samme betragtninger gælder for så vidt angår etableringsfriheden. Selv om FIFA som led i sin argumentation i forbindelse med det sjette anbringende ikke specifikt har angivet, at det kun er med hensyn til Kommissionens godkendelse af opførelsen af »non-prime«-kampe på Det Forenede Kongeriges liste, at sammenslutningen bestrider holdbarheden af Kommissionens stillingtagen til, om listen er forenelig med fællesskabsretten, fremgår det nemlig af stævningen som helhed og af FIFA’s svar på Rettens skriftlige spørgsmål (jf. præmis 68 ovenfor), at dette faktisk er tilfældet.

163    Betragtningerne i præmis 161 ovenfor indebærer imidlertid, at argumenterne om tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed ikke kan tiltrædes.

164    Det fjerde og det sjette anbringende må derfor forkastes.

 Det femte anbringende om en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler

 Parternes argumenter

165    FIFA har påpeget, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen undersøgelse vedrørende den konkurrencefordrejning, det giver anledning til, at samtlige VM-kampe er opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Fordrejningen består i mindskelsen af antallet af tv-spredningsforetagender, der konkurrerer med hinanden om at erhverve rettighederne til tv-transmission af VM i Det Forenede Kongerige, hvilket påvirker FIFA’s indtægter som arrangør af denne begivenhed. Endvidere angives det i den anfægtede afgørelse hverken, hvilke produkter eller hvilke markeder der er genstand for den vurdering, som har givet anledning til 20. og 21. betragtning til afgørelsen (jf. præmis 18 ovenfor). Det er imidlertid nødvendigt at afgrænse de relevante markeder for at kunne analysere konkurrenceforholdene, navnlig i betragtning af at Det Forenede Kongeriges liste berører fire forskellige fodboldturneringer.

166    FIFA har hævdet, at definitionen af, hvilke tv-spredningsforetagender der hører til den første af de to kategorier, der er opstillet i Det Forenede Kongeriges lovgivning, bevidst er udformet således, at det kun er de traditionelle tv-spredningsforetagender i denne medlemsstat, som opfylder de fastsatte betingelser og derfor kan få eneret til at udsende VM-kampe direkte. I praksis er rettighederne siden 1996 altid blevet erhvervet i fællesskab af to tv-spredningsforetagender, BBC og ITV, og derfor er der, for det første, ingen konkurrence om at erhverve rettighederne til at transmittere VM-kampe i Det Forenede Kongerige, og for det andet indtager BBC og ITV en kollektiv dominerende stilling. Kommissionen begik følgelig en fejl, da den i 20. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence på dette område. Desuden medfører foranstaltningerne fordrejning af markedet for reklame og af markedet for transmission af sportsbegivenheder på betalingskanaler.

167    BBC og ITV indrømmes således særlige rettigheder i Det Forenede Kongeriges lovgivning, og det er uden betydning for denne vurdering, at rettighederne tildeles efter objektive kriterier. De to tv-spredningsforetagender erhverver altid rettighederne til VM i fællesskab og optræder følgelig som en kollektiv enhed. Derfor indtager de ifølge FIFA en kollektiv dominerende stilling, og måden, hvorpå de omhandlede rettigheder tildeles, betyder, at de kan misbruge denne stilling. For at fastslå, at en medlemsstat tilsidesætter bestemmelserne i artikel 86, stk. 1, EF i sammenhæng med bestemmelserne i artikel 82 EF, er det ifølge FIFA ikke nødvendigt at påvise, at et sådant misbrug af den dominerende stilling rent faktisk har fundet sted, da det i dette øjemed er tilstrækkeligt, at den kan medføre misbrug. Det Forenede Kongeriges foranstaltninger har skabt en markedsstruktur, der tillader og fremmer misbrug.

168    Endvidere har BBC og ITV ikke udnyttet de rettigheder, de har erhvervet, fuldt ud, idet de ikke har transmitteret 40 af de 244 kampe i de fire sidste VM-turneringer direkte. Derved har de begrænset produktionen i strid med artikel 82 EF. De to tv-spredningsforetagenders erhvervelse af de omhandlede rettigheder har ligeledes begrænset udviklingen af markeder såsom markedet for sportsbetalingskanaler og markedet for tv-reklame for VM, eftersom der findes væsentlige barrierer for erhvervelsen af rettigheder til at transmittere sportsbegivenheder af tilsvarende betydning, som alle indehaves af betalingskanaler i lange tidsrum.

169    FIFA har ligeledes gjort gældende, at det forhold, at de pågældende særlige rettigheder er blevet tildelt BBC og ITV, i kombination med aftalen mellem de to tv-spredningsforetagender om at erhverve transmissionsrettighederne for VM i fællesskab, udgør en foranstaltning, som strider imod artikel 81, stk. 1, EF og dermed imod artikel 86, stk. 1, EF.

170    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for FIFA’s anbringender.

 Rettens bemærkninger

171    FIFA’s argumentation inden for rammerne af nærværende anbringende kan inddeles i to klagepunkter.

172    Det første klagepunkt drejer sig om konsekvenserne af, at tv-spredningsforetagender tilhørende den anden af de kategorier, som er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning, på grund af den betydning, det har for dem at have eneret på tv-transmission af VM-kampe, ikke er interesserede i at købe ikke-eksklusive transmissionsrettigheder. Dette medfører ifølge FIFA begrænsninger af konkurrencen på en række markeder, herunder markedet for køb af sådanne rettigheder, markedet for reklame og markedet for transmission af sportsbegivenheder på betalingskanaler, fordi færre tv-spredningsforetagender vil være repræsenteret på disse markeder. FIFA har i samme forbindelse ligeledes kritiseret Kommissionen for ikke at have afgrænset de nævnte markeder og for ikke at have redegjort for sin vurdering vedrørende de nævnte begrænsninger.

173    Herom bemærkes, at de konsekvenser, der er tale om, er en indirekte følge af de restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som Det Forenede Kongeriges foranstaltninger medfører. Således som det blev fastslået inden for rammerne af det andet og det fjerde anbringende, begik Kommissionen ikke nogen fejl, da den fandt, at de restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, det indebærer, at samtlige VM-kampe er blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, er begrundet i tvingende almene hensyn og hverken uegnede eller uforholdsmæssige. Den indvirkning på antallet af potentielle konkurrenter, som er en uundgåelig følge af sådanne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, kan derfor ikke anses for at være i strid med traktatens artikler om konkurrence. Det påhvilede følgelig ikke Kommissionen at gennemføre en mere grundig undersøgelse end den, den foretog vedrørende de nævnte konsekvenser.

174    Det andet klagepunkt drejer sig om de angivelige særlige rettigheder, som indrømmes BBC og ITV, og som indebærer, at det tillades eller gøres muligt for disse tv-spredningsforetagender at misbruge deres dominerende stilling på det relevante marked, dvs. ifølge FIFA markedet for rettigheder til transmission af VM-kampe.

175    Ifølge artikel 86, stk. 1, EF, som er den konkurrenceregel, der finder anvendelse på statslige foranstaltninger (Domstolens dom af 16.9.1999, sag C-22/98, Becu m.fl., Sml. I, s. 5665, præmis 31), er det forbudt for medlemsstaterne ved lov eller ved administrativt fastsatte bestemmelser at bringe offentlige virksomheder og virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, i en situation, som disse virksomheder ikke selv ville kunne bringe sig i ved selvstændige handlinger uden at tilsidesætte artikel 12 EF og 81 EF – 89 EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941, præmis 20).

176    Der indrømmes ganske vist særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i denne bestemmelse, når staten indrømmer et begrænset antal virksomheder en beskyttelse, og denne er egnet til på afgørende vis at påvirke andre virksomheders mulighed for at udøve den pågældende økonomiske virksomhed inden for samme område på i det væsentlige tilsvarende vilkår (Domstolens dom af 25.10.2001, sag C-475/99, Ambulanz Glöckner, Sml. I, s. 8089, præmis 24), men Det Forenede Kongeriges lovgivning giver dog ikke de nævnte tv-spredningsforetagender en sådan beskyttelse.

177    Der er således tale om sådanne rettigheder, når staten giver et monopol (Domstolens dom af 12.2.1998, sag C-163/96, Raso m.fl., Sml. I, s. 533, præmis 23), når rettighederne kan hindre en konkurrent i at indtræde på markedet for indehaverens virksomhed eller på et beslægtet marked på grund af de negative virkninger, dette ville kunne få for funktionsdygtigheden og lønsomheden af rettighedshaverens virksomhed (dommen i sagen Ambulanz Glöckner, nævnt i præmis 176 ovenfor, præmis 7, 23 og 25) eller for behovet for arbejdskraft (dommen i sagen Becu m.fl., nævnt i præmis 175 ovenfor, præmis 23), eller når rettighedshaveren ved den pågældende lovgivning tillægges beføjelse til at påvirke de betingelser, hvorpå rettighedshaverens konkurrenter kan udøve den pågældende virksomhed, i overensstemmelse med sine egne interesser eller de konsekvenser, konkurrenternes virksomhed kunne få på det pågældende marked eller endog på et beslægtet marked (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1223, præmis 51, ERT-dommen, nævnt i præmis 142 ovenfor, præmis 37, og i sagen GB-Inno-BM, nævnt i præmis 175 ovenfor, præmis 25, samt dom af 1.7.2008, sag C-49/07, MOTOE, Sml. I, s. 4863, præmis 43).

178    Det Forenede Kongeriges lovgivning indeholder imidlertid ikke selv et forbud og tillægger heller ikke BBC eller ITV beføjelse til at hindre noget tv-spredningsforetagende i at erhverve rettigheder til at transmittere VM-kampe eller til at påvirke betingelserne for at transmittere sådanne kampe, men udelukker kun, at de kan transmitteres eksklusivt på denne medlemsstats område, uden i den forbindelse at sondre mellem de to kategorier af tv-spredningsforetagender (jf. præmis 10 og 11 ovenfor). Det er i den sammenhæng fejlagtigt, når FIFA har hævdet, at BBC og ITV er de eneste tv-spredningsforetagender, der kan erhverve eksklusive rettigheder til at transmittere VM i Det Forenede Kongerige. Tværtimod gælder, som netop anført, for det første, det i section 101 i Broadcasting Act 1996 fastsatte forbud mod eksklusive transmissioner på samme måde for tv-spredningsforetagenderne inden for begge de kategorier, der er opstillet i Det Forenede Kongeriges lovgivning. For det andet hænger forbuddet sammen med section 99 i Broadcasting Act 1996, hvorefter aftaler om transmission af en på listen opført begivenhed, der har til formål at meddele eneret, er ugyldige, uanset hvilket tv-spredningsforetagende der er tale om.

179    Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges lovgivning indeholder et forbud mod eneret, som omfatter alle tv-spredningsforetagender, og som ikke kun gælder for transmissionerne, men også for indgåelsen af tv-spredningsaftaler, hvorfor intet tv-spredningsforetagende, der henhører under Det Forenede Kongeriges jurisdiktion, gyldigt kan indgå aftale om eksklusiv transmission af en begivenhed, som er opført på denne medlemsstats liste. Til gengæld giver lovgivningen på lige fod tv-spredningsforetagender inden for begge de i lovgivningen fastsatte kategorier mulighed for at afgive bud på erhvervelse af rettigheder til ikke-eksklusiv tv-transmission af VM-kampe.

180    På den baggrund kan den omstændighed, at det i sidste instans kun er visse tv-spredningsforetagender, der tilhører den første kategori, såsom BBC og ITV, der transmitterer VM i Det Forenede Kongerige efter at have indhentet tilladelse fra Office of Communications, fordi deres konkurrenter kun er interesseret i eksklusiv transmission og derfor ikke afgiver bud på de nødvendige rettigheder (jf. præmis 13 ovenfor), ikke sidestilles med, at der indrømmes særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i artikel 86, stk. 1, EF. Den nævnte omstændighed skyldes nemlig, hvis den kan godtgøres, den betydning, som eneret tillægges i den virksomhedsmodel, de tv-spredningsforetagender benytter, som driver betalingskanaler, og ikke nogen form for forbud, der er indeholdt i Det Forenede Kongeriges lovgivning, eftersom reglerne i denne lovgivning gælder uden forskel for begge kategorier af tv-spredningsforetagender. Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke i sig selv påvirker de foretagenders muligheder, der driver betalingskanaler, for at udøve deres virksomhed med hensyn til at erhverve rettigheder til tv-transmission af VM på i det væsentlige tilsvarende vilkår som dem, der gælder for BBC eller ITV.

181    Det femte anbringende må følgelig forkastes.

 FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

182    Rettens bedømmelse af FIFA’s anbringender indebærer, at det ikke er fornødent at træffe de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, sammenslutningen har anmodet om (jf. præmis 20 og 21 ovenfor).

183    Ifølge FIFA har sammenslutningens anmodning til formål at gøre det muligt for denne at undersøge, og for Retten at prøve, for det første om Kommissionen med føje kunne fastslå på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed, at samtlige VM-kampe traditionelt er blevet anset for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at de vækker særlig almen interesse i offentligheden, for det andet om Kommissionen havde grundlag for at godkende, at samtlige VM-kampe er blevet opført på Det Forenede Kongeriges liste, og for det tredje om Kommissionen fyldestgørende påviste, at de restriktioner, som er indført for de grundlæggende friheder, ejendomsretten og konkurrencen, er berettigede. Endvidere ville de dokumenter, det drejer sig om, gøre det muligt for FIFA at påvise, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse, fordi den ikke forklarede, hvorfor den ikke tog de oplysninger i betragtning, som Det Forenede Kongeriges myndigheder fremlagde efter den 28. juli 2000. Dokumenterne er ligeledes relevante for vurderingen af, om den procedure, Det Forenede Kongeriges myndigheder iværksatte, var klar og gennemskuelig, navnlig i lyset af de oplysninger, som blev fremlagt for Kommissionen, men som ikke forelå, da Det Forenede Kongeriges liste blev udfærdiget, og de modsatrettede udtalelser fra kompetente nationale myndigheder.

184    FIFA har på den baggrund anmodet Retten om at anmode Kommissionen om at fremlægge al korrespondance mellem den og Det Forenede Kongeriges myndigheder vedrørende listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, herunder de skrivelser, der blev udvekslet efter den 15. december 2005, hvor dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 15 ovenfor, blev afsagt.

185    Således som det er blevet fastslået ved prøvelsen af FIFA’s anbringender, kan ingen af de argumenter, til støtte for hvilke FIFA har ønsket at påberåbe sig oplysninger, der kan være indeholdt i de dokumenter, sammenslutningen har anmodet om fremlæggelse af, påvirke den anfægtede afgørelses lovlighed.

186    Hvad navnlig angår den samfundsmæssige interesse af »non-prime«-kampene i Det Forenede Kongerige og, i den forbindelse, klassificeringen af hele VM som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat har FIFA fremlagt en lang række statistiske oplysninger, som i sagens natur er blandt de mest relevante, og som efter FIFA’s opfattelse viser, at sammenslutningens hævelser i denne henseende er rigtige, men Retten har fundet, at de ikke kan rejse tvivl om de konklusioner, Kommissionen nåede frem til. Det samme gælder argumenterne om den angivelige mangel på hensyntagen til oplysninger vedrørende perioden efter 2000, eftersom FIFA faktisk har fremlagt statistiske oplysninger vedrørende denne periode, men Retten har fundet, at de ikke svækker rigtigheden af Kommissionens konklusioner. Med hensyn til den omstændighed, at Kommissionen tog hensyn til oplysninger, som ikke forelå, da Det Forenede Kongeriges myndigheder udfærdigede listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, er det tilstrækkeligt at gentage, at en sådan hensyntagen ikke er udtryk for nogen formel eller materiel fejl (jf. præmis 75, 76 og 95 ovenfor), og der er derfor ikke anledning til at træffe nogen foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i denne henseende.

187    Anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse må derfor afslås og Kommissionen frifindes i sagen som helhed.

 Sagens omkostninger

188    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da FIFA har tabt sagen, bør det pålægges sammenslutningen at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

189    Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige bærer deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Fédération internationale de football association (FIFA) bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger.

Forwood

Truchot

Schwarcz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 2011.

Underskrifter

Indhold


Retsforskrifter

Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Formaliteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

2.  Realiteten

Det første anbringende om manglende begrundelse

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552

Den procedure, der blev fulgt af Det Forenede Kongeriges myndigheder

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

»Non-prime«-kampene samfundsmæssige interesse i Det Forenede Kongerige

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af FIFA’s ejendomsret

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Det fjerde og det sjette anbringende om en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser  og om etableringsfrihed

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Sagens omkostninger


* Processprog: engelsk.