FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. SHARPSTON

fremsat den 30. maj 2013 (1)

Sag C-58/12 P

Groupe Gascogne SA

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – kartel – sektoren for industriplastiksække – bøder – Rettens tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist«

 Forord

1.        Den 16. november 2011 afsagde Retten tre særskilte domme (2), hvorved den forkastede særskilte påstande om annullation af Kommissionens beslutning i sag COMP/38.354 – Industrisække (3). I denne beslutning fastslog Kommissionen, at der var begået en alvorlig, langvarig overtrædelse af den daværende artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF), og pålagde en række datterselskaber og deres respektive moderselskaber store bøder. Dette er en af appellerne til prøvelse af Rettens domme (4).

2.        Med disse appeller rejses der dels nye konkurrenceretlige spørgsmål, dels fremsættes det klagepunkt, at Retten har tilsidesat artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (»chartret«) (5), idet sagen ikke blev pådømt inden for en rimelig frist. Derfor påhviler det tydeligvis Domstolen at forsøge at behandle appellerne hurtigt. For at imødekomme dette krav og samtidig tage hensyn til behovet for at afsætte tilstrækkelig tid til oversættelse, har jeg opdelt de spørgsmål, jeg skal behandle, på de tre forslag til afgørelse således:

3.        De vigtigste lovbestemmelser sammen med en beskrivelse af kartellet, den procedure, der ledte op til Kommissionens beslutning, og de pålagte bøder findes i punkt 6-34 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland (6). Da de fremførte argumenter med hensyn til de omstændigheder, hvorunder moderselskaber er ansvarlige, eller ikke ansvarlige, for datterselskaber, som de ejer 100% af, afviger en smule fra appelsag til appelsag, behandles dette spørgsmål i alle tre forslag til afgørelse. Min analyse af spørgsmålene i forbindelse med anbringendet om, at sagen for Retten ikke blev pådømt inden for en rimelig frist (navnlig kriterierne for afgørelsen af, hvorvidt der har været en uforholdsmæssig stor forsinkelse, og hvilke retsmidler der findes til afhjælpning, hvis dette er tilfældet), er indeholdt i punkt 70-150 i dette forslag til afgørelse. I de respektive forslag til afgørelse, der behandler hver enkelt appel, behandles naturligvis de detaljerede argumenter, som de enkelte appellanter har fremsat vedrørende (eksempelvis) begrundelsernes tilstrækkelighed i Rettens domme (7).

 Indledning

4.        Groupe Gascogne har i sit appelskrift anfægtet Rettens fortolkning af to konkurrenceretlige begreber, nemlig begrebet virksomhed og princippet om, at ansvaret for en overtrædelse, der er begået af et 100% ejet datterselskab, skal tilregnes moderselskabet. Groupe Gascogne har gjort gældende, at såfremt der pålægges en bøde vedrørende en sådan overtrædelse på grundlag af solidarisk ansvar, skal den øvre grænse (»lofte på 10%«) for denne bøde beregnes i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (8) under hensyntagen til datterselskabets og moderselskabets sammenlagte omsætning og ikke til den verdensomspændende omsætning i alle de virksomheder, der udgør hele koncernen (9).

 Lovgivning

 Direktivet om konsoliderede regnskaber

5.        Et af formålene med direktivet om konsoliderede regnskaber (10) er at samordne de nationale lovgivninger om årsregnskaberne for visse selskaber, især grupper af selskaber, der udgør en virksomhed (11). Et andet formål med dette retsinstrument er at sikre, at de finansielle oplysninger om disse virksomheder gøres tilgængelige for selskabsdeltagerne og tredjemand (12). Virksomheder, der er underlagt forpligtelsen til at udarbejde konsoliderede regnskaber, defineres i artikel 1, stk. 1 og 2. De omfatter moderselskaber, som:

»a)      besidder flertallet af selskabsdeltagernes stemmerettigheder i en virksomhed […]; eller

b)      har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i en virksomheds […] administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer og samtidig er selskabsdeltager i denne virksomhed; eller

c)      har ret til at udøve en bestemmende indflydelse over en virksomhed […], hvori den er selskabsdeltager, […]

6.        Artikel 16 i direktivet om konsoliderede regnskaber bestemmer bl.a.:

»1.      Det konsoliderede regnskab omfatter en konsolideret balance, en konsolideret resultatopgørelse samt noter til det konsoliderede regnskab.

[…]

3.      Det konsoliderede regnskab skal give et pålideligt billede af aktiver og passiver, den økonomiske stilling samt resultatet for de virksomheder som helhed, der indgår i det konsoliderede regnskab.«

 Sammenfatning af den appellerede dom

7.        I sagen i første instans nedlagde Groupe Gascogne (13) følgende påstande:

–        Beslutningen annulleres, for så vidt som den er rettet til Groupe Gascogne og pålægger selskabet en bøde.

–        Beslutningen ændres, for så vidt som den pålægger selskabets datterselskab Gascogne Sack Deutschland (herefter »GSD«) en bøde, der overstiger 10% af GSD’s omsætning, hvilket er i strid med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

–        Subsidiært annulleres beslutningens artikel 2, litra i).

–        Mere subsidiært omgøres beslutningens artikel 2, litra i), således at der foretages en nedsættelse af den bøde, som er pålagt Groupe Gascogne og GSD som solidarisk hæftende.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.        Groupe Gascogne fremsatte tre anbringender til støtte for påstanden om annullation af beslutningen. For det første gjorde Groupe Gascogne gældende, at Kommissionen tilsidesatte bestemmelserne i artikel 101 TEUF, idet den med urette pålagde Groupe Gascogne et solidarisk ansvar for den overtrædelse, som GSD havde begået. For det andet hævdede Groupe Gascogne, at Kommissionen begik en retlig fejl i beslutningen, idet den foretog en fejlagtig fortolkning af virksomhedsbegrebet i artikel 81 EF. Den tilsidesatte følgelig bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, idet den pålagde Groupe Gascogne en bøde, der var beregnet på grundlag af Groupe Gascognes verdensomspændende omsætning og ikke på grundlag af Groupe Gascognes og GSD’s sammenlagte omsætning (antagelig under hensyntagen til holdingselskabet Groupe Gascognes omsætning, men ikke dets datterselskabers). For det tredje gjorde Groupe Gascogne gældende, at Kommissionen, idet den pålagde Groupe Gascogne og GSD en bøde som solidarisk hæftende, tilsidesatte proportionalitetsprincippet, for så vidt som den undlod at sikre, at den pålagte sanktion stod i et rimeligt forhold til den omsætning, som Groupe Gascogne faktisk opnåede inden for sektoren for plastiksække.

9.        Under retsmødet i første instans gjorde Groupe Gascogne gældende, at selskabets grundlæggende rettigheder i henhold til chartret var blevet tilsidesat i tre henseender. For det første hævdede Groupe Gascogne, at selskabets ret til forsvar og princippet om uskyldsformodning, der er sikret ved chartrets artikel 48, var tilsidesat. For det andet gjorde det gældende, at begrundelsen i beslutningen var mangelfuld og derfor var til hinder for en prøvelse af dens lovlighed. For det tredje gjorde selskabet under påberåbelse af chartrets artikel 47 og 49 gældende, at Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret skulle pålægge en forholdsmæssig sanktion.

10.      I den appellerede doms præmis 31 fastslog Retten, at det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af Groupe Gascognes ret til forsvar og princippet om uskyldsformodning indeholdt nye elementer og derfor måtte afvises.

11.      Retten afviste alle tre anbringender og frifandt følgelig Kommissionen.

 Anbringender til støtte for appellen

12.      Groupe Gascogne har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.

13.      For det første har Groupe Gascogne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at nægte at undersøge virkningen af ændringerne indtrådt i Unionens retsorden efter ikrafttrædelsen den 1. december 2009 af artikel 6, stk. 1, TEU, navnlig med hensyn til chartrets artikel 48.

14.      For det andet har Groupe Gascogne hævdet, at Retten har tilsidesat artikel 101 TEUF og chartrets artikel 48, idet den: i) med urette tillagde Groupe Gascogne et solidarisk ansvar for den overtrædelse, der var begået af GSD fra den 1. januar 1994 til den 26. juni 2002, alene på grundlag af konstateringen af, at Groupe Gascogne ejede 100% af datterselskabet GSD, og ii) stadfæstede beslutningen, idet den fastslog, at Groupe Gascogne hæfter solidarisk med 9,9 mio. EUR for den bøde, som er pålagt GSD.

15.      Med det tredje og subsidiære anbringende har Groupe Gascogne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den har foretaget en fejlagtig fortolkning af begrebet »virksomhed« og følgelig har fastsat loftet på 10% for den bøde, der skal betales, under hensyntagen til Groupe Gascognes verdensomspændende omsætning og ikke i forhold til GSD’s og dets moderselskabs sammenlagte omsætning.

16.      Med det fjerde anbringende, som også er subsidiært, har Groupe Gascogne gjort gældende, at Retten har tilsidesat bestemmelserne i chartrets artikel 47, idet den ikke har pådømt sagen inden for en rimelig frist.

 Det første og andet anbringende om tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder og formodningen om bestemmende indflydelses uforenelighed med chartrets artikel 48

17.      Med sit første anbringende har Groupe Gascogne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, for så vidt som den afviste det anbringende, som blev fremsat under retsmødet, vedrørende ændringen i chartrets status efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Med sit andet anbringende har Groupe Gascogne gjort gældende, at formodningen om bestemmende indflydelse (14), hvorefter virksomheden tillægges ansvar for den overtrædelse, som GSD har begået, ikke er forenelig med dens grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, idet denne formodning udgør en faktisk formodning om skyld.

18.      Jeg vil behandle det første og det andet anbringende under ét, da de begge vedrører grundlæggende rettigheder.

 Sammenfatning af indlæggene

 Groupe Gascognes appel

19.      For så vidt angår det første anbringende har Groupe Gascogne fremført, at Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at tage hensyn til virkningerne af den traktatstatus, som chartret har fået efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Selv om Retten har ret i, at retten til forsvar og til uskyldsformodning var sikret i EU-retten før den 1. december 2009 i medfør af de generelle retsprincipper, har disse principper ikke den samme juridiske værdi som traktaterne. Ændringen i chartrets status indebærer derfor, at de rettigheder, som er sikret heri, nu skal anvendes med større strenghed af Unionens retsinstanser.

20.      Vedrørende det andet anbringende har Groupe Gascogne gjort gældende, at chartrets artikel 48 skal fortolkes i lyset af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«). Domstolen bør i sin fortolkning af chartrets artikel 48 ligeledes tage hensyn til medlemsstaternes forfatninger og retlige traditioner. Anvendelsen af formodningen om bestemmende indflydelse udgør en faktisk formodning om skyld og er derfor forbudt.

21.      Desuden indeholder Rettens dom ikke nogen begrundelse, der påviser, at Groupe Gascogne rent faktisk udøvede bestemmende indflydelse over sit datterselskab GSD. Groupe Gascogne havde ingen kontrol over GSD’s virksomhed inden for sektoren for plastiksække. Retten begik derfor en fejl, idet den tilregnede Groupe Gascogne GSD’s praksis.

 Kommissionens svar

22.      Ifølge Kommissionen er det første anbringende åbenbart ubegrundet.

23.      Der blev ikke fremsat nogen udtrykkelige påstande om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning eller retten til forsvar under den skriftlige forhandling. Endvidere afviste Retten ikke at undersøge virkningen af chartrets ændrede status. Den drog ganske enkelt den konklusion, at denne ændring ikke påvirkede retsstillingen, da uskyldsformodningen og retten til forsvar allerede var en del af EU’s retsorden. Argumentet om, at de generelle retsprincipper ikke har den samme juridiske værdi som traktaten, er uden betydning.

24.      Kommissionen er af den opfattelse, at Groupe Gascognes andet anbringende i princippet må afvises, i det mindste er uden betydning og under alle omstændigheder er ubegrundet.

25.      For så vidt som det andet anbringende vedrører anliggender, som ikke blev fremført for Retten, må det afvises. Groupe Gascognes skriftlige indlæg i første instans indeholdt ingen henvisninger til hverken Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) praksis vedrørende EMRK’s artikel 6 eller det franske Conseil Constitutionnels praksis. Groupe Gascognes holdning er baseret på en misforståelse af retspraksis med hensyn til at tilregne moderselskabet ansvaret for en overtrædelse, der er begået af dets datterselskab. Kommissionen har henvist til generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Alliance One-sagen (15).

26.      Ifølge Kommissionen er det andet anbringende uden betydning, da Kommissionen ikke udelukkende lagde formodningen om bestemmende indflydelse til grund, da den konkluderede, at Groupe Gascogne hæftede solidarisk med GSD. Retten foretog en tilbundsgående undersøgelse af de yderligere faktorer, som Kommissionen fremførte med henblik på at påvise, at Groupe Gascogne rent faktisk havde udøvet bestemmende indflydelse på GSD’s adfærd.

27.      Det følger af Domstolens dom i Elf Aquitaine-sagen (16), at formodningen om bestemmende indflydelse er forenelig med uskyldsformodningen, som er sikret i chartrets artikel 48. Det andet anbringende er derfor ubegrundet.

 Bedømmelse

 Grundlæggende rettigheder – realiteten i første instans

28.      I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, kunne Groupe Gascognes anbringende vedrørende chartrets artikel 48 fortolket i lyset af artikel 6 i EMRK kun antages til realitetsbehandling, hvis det støttedes på retlige eller faktiske omstændigheder, som var kommet frem under retsforhandlingerne.

29.      Det fremgår af Groupe Gascognes anmodning om, at den skriftlige forhandling genåbnes (fremsat i skrivelse dateret den 20.10.2010) med den begrundelse, at der var opstået en ny retlig omstændighed under proceduren, at selskabets juridiske rådgivere mente, at anbringendet vedrørende grundlæggende rettigheder rejste nye spørgsmål, som ikke fremgik af den oprindelige påstand.

30.      Det fremgår klart af Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 27, at Groupe Gascognes anbringende vedrørende chartrets artikel 48 ikke indgår i selskabets oprindelige annullationspåstand. Retten fastslår følgende:

»For så vidt angår sagsøgerens påstande vedrørende tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og retten til forsvar, som er sikret ved chartrets artikel 48, er de nye i forhold til de argumenter, som indgik i stævningen, og er ikke tilstrækkelig tæt knyttet til de oprindelig fremførte argumenter til, at de kan anses for at være en del af den normale udvikling i forhandlingerne i proceduren for Retten. Disse påstande skal derfor anses for nye påstande« (17).

31.      Endelig var dette anbringende indholdsmæssigt forskelligt fra anbringendet vedrørende chartrets artikel 49 med hensyn til den pålagte sanktions proportionalitet. Derfor var Groupe Gascognes indlægs tilknytning til dette anbringende ikke tæt nok til, at der var tale om en uddybning af argumenter, som allerede var fremført.

32.      Jeg mener derfor, at Rettens bedømmelse var korrekt.

33.      Følgelig begik Retten ikke en retlig fejl, idet den afviste Groupe Gascognes anbringende, som blev fremsat under retsmødet, vedrørende tilsidesættelse af chartrets artikel 48.

 Grundlæggende rettigheder – formodningen om bestemmende indflydelses forenelighed med chartrets artikel 48

34.      Groupe Gascognes anbringende består af tre led: i) Retten burde i sin fortolkning af chartrets artikel 48 have taget hensyn til EMRKʼs artikel 6 og medlemsstaternes retlige traditioner; ii) formodningen om bestemmende indflydelse blev anvendt som en formodning om skyld, og iii) den appellerede dom savner begrundelse, idet Retten ikke påviste, at Groupe Gascogne udøvede en sådan indflydelse over GSD.

35.      Hvis det blev tilladt Groupe Gascogne at fremføre nye anbringender for Domstolen, som selskabet ikke havde fremført i rette tid for Retten, ville selskabet herved kunne forelægge Domstolen en mere omfattende tvist i appelsagen end den, der blev hørt i første instans. Under en appel har Domstolen imidlertid i princippet kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet fremført for den (18).

36.      Som allerede anført i forbindelse med det første anbringende, fremsatte Groupe Gascogne ikke nogen anbringender vedrørende fortolkningen af chartrets artikel 48 i lyset af EMRKʼs artikel 6 eller medlemsstaternes retlige traditioner i første instans (19). Som følge heraf skal dette klagepunkt afvises, for så vidt som Groupe Gascognes anbringende vedrører forhold, som rejses for første gang for Domstolen (20).

37.      Disse forhold kunne have været påberåbt for Retten under den skriftlige forhandling. For det første var disse rettigheder en del af de generelle EU-retlige principper. For det andet anvendte Domstolen ofte chartrets bestemmelser som rettesnor i forbindelse med domsafsigelser, før artikel 6 TEU trådte i kraft, selv om chartret ikke var retligt bindende på det tidspunkt (21). Desuden har Domstolen fastslået, at Lissabontraktaten ene og alene kodificerer chartret (22).

38.      Domstolen har fastslået, at formodningen om bestemmende indflydelse ikke er uforenelig med chartrets artikel 48 (23). Desuden har Domstolen, i modsætning til, hvad Groupe Gascogne har hævdet, fastslået, at denne formodning ikke udgør en faktisk formodning om skyld (24).

39.      Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 73, blev Groupe Gascognes påstand om, at Kommissionens begrundelse var mangelfuld, »[…] i alt væsentligt fremsat for at understøtte den holdning, at sagsøgeren ikke deltog i [GSD’s] aktiviteter, da denne købte dette selskab i 1994. Den kommercielle interesse i erhvervelsen lå først og fremmest i åbningen af en distributionskanal for det papir, som produceres af sagsøgerens koncern. Det var slet ikke hensigten at gribe ind i gennemførelsen af [GSD’s] forretninger eller nærmere bestemt i sektoren for industrielle plastiksække, hvor sagsøgeren ikke var aktør, og som under alle omstændigheder kun var af begrænset økonomisk betydning« (25).

40.      Den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten (i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol), pålægger den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til de grunde, som den appellerede dom hviler på, og at Domstolen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag (26).

41.      Retten konstaterede følgende i den appellerede dom vedrørende Groupe Gascognes bestemmende indflydelse over GSD:

»74      Selv om visse af de forhold, som sagsøgeren har gjort opmærksom på, tyder på, at [GSD] rådede over en høj grad af selvstændighed, forholder det sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren rent faktisk greb ind i datterselskabets aktiviteter, opstillede vigtige grænser med hensyn til, i hvilken retning det bevægede sig på markedet, og således udøvede en faktisk kontrol over sit datterselskab.

[…]

93      Når samtlige de beviser og argumenter, der er fremlagt af sagsøgeren og Kommissionen, tages i betragtning, fremgår det, at sidstnævnte ikke begik en fejl ved at vurdere, at sagsøgeren regelmæssigt overvågede ledelsen af datterselskabet, og ved at tilregne sagsøgeren ansvar for den overtrædelse, der var begået af datterselskabet. Uden at Kommissionen behøvede at lægge formodningen om faktisk kontrol, som sagsøgerens kapitalandel på 100% giver anledning til, til grund, gjorde samtlige de beviser, som Kommissionen var i besiddelse af, den i stand til at konkludere, at moderselskabet rent faktisk kontrollerede datterselskabet i det pågældende tilfælde« (27).

42.      I disse præmisser i den appellerede dom undersøgte Retten beviserne og fastslog, at Groupe Gascogne var aktivt involveret i GSD’s aktiviteter i et sådant omfang, at moderselskabet faktisk kontrollerede datterselskabet.

43.      Jeg mener derfor, at Groupe Gascognes andet anbringende er ubegrundet. Rettens argumentation er tilstrækkelig til, at de berørte får kendskab til de grunde, som den appellerede dom er baseret på, og til, at Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under denne appelsag. I modsætning til, hvad Groupe Gascogne har hævdet, er dommen derfor ikke behæftet med en manglende begrundelse.

44.      Heraf følger, at det første og andet anbringende bør forkastes.

 Det tredje anbringende om fortolkningen af begrebet »virksomhed« i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003

 Sammenfatning af indlæggene

 Groupe Gascognes appel

45.      Groupe Gascogne har gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning af begrebet »virksomhed« i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at der ikke pålægges uforholdsmæssige bøder. Retten begik to fejl i sin fortolkning af bestemmelsen. For det første forvekslede den begreberne »virksomhed« og »personligt ansvar«. Begrebet »virksomhed« har en meget specifik betydning i konkurrenceretten; det skal ikke fortolkes på samme måde som »personligt ansvar«. Det er meget vigtigt at definere virksomheden i forhold til den enhed, som den konkurrencebegrænsende praksis kan tilregnes.

46.      For det andet har Groupe Gascogne gjort gældende, at Retten begik en fejl, idet den forvekslede begrebet virksomhed med begrebet koncern. I henhold til Domstolens praksis er det kun i det tilfælde, hvor hele koncernen udgør en enkelt virksomhed, at der skal tages hensyn til koncernens verdensomspændende omsætning ved fastsættelsen af loftet på 10% med henblik på at fastsætte den øvre grænse for bøden i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Der er ingen begrundelse i den appellerede dom (eller beslutningen), som viser, at der er tale om en sådan koncern.

47.      Den bøde, som blev pålagt GSD i beslutningen, er på 13,2 mio. EUR, og af dette beløb hæfter Groupe Gascogne solidarisk for 9,9 mio. EUR. Groupe Gascogne har hævdet, at den øvre grænse for bøden højst bør være på 2 070 400 EUR, 10% af GSD’s omsætning. Dette tal er baseret på, at der gives medhold i Groupe Gascognes andet anbringende om, at den overtrædelse, der er begået af GSD, ikke kan tilregnes Groupe Gascogne.

 Kommissionens svar

48.      Ifølge Kommissionen er det tredje anbringende ubegrundet. I henhold til fast retspraksis giver omsætningen i en virksomhed som helhed et fingerpeg om dens økonomiske betydning og indflydelse på markedet. Groupe Gascogne anses for at være ansvarlig for GSD’s overtrædelse. Kommissionen var derfor berettiget til at fastsætte den øvre grænse for bøden i forhold til 10% af koncernens verdensomspændende omsætning.

 Bedømmelse

49.      Hvordan skal loftet på 10% (bødens øvre grænse) bestemmes, når et moderselskab anses for at være ansvarlig for en overtrædelse, der er begået af dets 100% ejede datterselskab? Groupe Gascogne har anfægtet det begreb, som er fastlagt i fast retspraksis, hvorefter loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 under disse omstændigheder beregnes i forhold til den verdensomspændende omsætning i de virksomheder, som udgør koncernen. Ifølge Groupe Gascogne bør loftet på 10% i denne sag fastsættes i forhold til GSD’s og Groupe Gascognes egen sammenlagte omsætning. Herved vil den øvre grænse for bøden blive lavere, da 10% af GSD’s og Groupe Gascognes sammenlagte omsætning (nemlig holdingselskabets omsætning uden medregning af datterselskabernes omsætning) ville give et lavere tal end 10% af hele koncernens verdensomspændende omsætning.

50.      Jeg er ikke enig med Groupe Gascogne.

51.      Ordet »virksomhed« fortolkes vidt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Det omfatter mere end én enhed, som udøver økonomisk virksomhed. Hvilken enhed er det, der udgør en virksomhed i henhold til denne bestemmelse?

52.      Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 omtaler »[…] hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen […]«.

53.      Virksomhedsbegrebet omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Dette begreb skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (28).

54.      Når et moderselskab kan gøres ansvarlig, anses det for at have deltaget i overtrædelsen. Derfor er den virksomhed, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, moderselskabet og datterselskabet.

55.      Formålet med loftet på 10% er at undgå, at der pålægges bøder, som virksomhederne under hensyn til deres størrelse, således som denne fremgår af deres globale omsætning, kan forudses ikke at være i stand til at betale (29). Endvidere har Domstolen i forbindelse med undersøgelsen af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (30) fastslået, at afskrækkelse er et af de forhold, der tages i betragtning ved beregningen af bødens størrelse.

56.      Når et moderselskab hæfter solidarisk med sit datterselskab for overtrædelse af konkurrencereglerne, er det derfor efter min opfattelse i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at loftet på 10% for en bøde fastsættes i forhold til selskabets verdensomspændende omsætning, idet der tages hensyn til hele koncernen. EU-retten indeholder ingen krav om, at andre datterselskaber i koncernen skal drive virksomhed på det samme marked, eller at de skal have tilknytning til overtrædelsen, for at deres omsætning kan tages i betragtning ved fastsættelsen af bøden.

57.      Kommissionen har opfordret Domstolen til at undersøge visse retsakter i den afledte ret vedrørende virksomhedsregnskaber, bl.a. direktivet om konsoliderede regnskaber. Dette argument er fremført til støtte for argumentet om, at loftet på 10% bør fastsættes i forhold til den pågældende virksomheds verdensomspændende omsætning. Jeg har ikke taget hensyn til disse retsakter i min vurdering.

58.      Jeg mener ikke, at der kan drages en klar parallel til direktivet om konsoliderede regnskaber. Definitionen af en virksomhed i dette direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, er ikke den samme som definitionen i konkurrenceretten, hvor moderselskabet tillægges ansvar for et datterselskabs overtrædelse. En vigtig faktor er, at begrebet »konsoliderede regnskaber« ikke defineres på samme måde, som begrebet verdensomspændende omsætning defineres i Domstolens praksis vedrørende artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

59.      Endelig gør jeg vedrørende påstanden om mangelfuld begrundelse i den appellerede dom (31) opmærksom på, at Retten gør rede for Groupe Gascognes argumenter i den appellerede doms præmis 96-104. Det fremgår af Rettens konstateringer i præmis 107-110, at den afviste disse argumenter. Dette gjorde den, fordi den fastslog, at Groupe Gascogne og GSD udgjorde den samme virksomhed, og at loftet på 10% ifølge konkurrencereglerne skulle beregnes i forhold til den verdensomspændende omsætning i alle selskaber i Groupe Gascogne-koncernen.

60.      I den appellerede doms præmis 108 fastslog Retten følgende:

»[…] loftet på 10% skal beregnes på grundlag af den samlede omsætning i alle de selskaber, der indgår i koncernen, som holdingselskabet er det øverste selskab for, da det kun er de deltagende selskabers samlede omsætning, der kan vise den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning (dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, præmis 90 ^[(32)^])« (33).

61.      I præmis 111 fastslog Retten følgende:

»[…] for at der kan tages hensyn til tallet for moderselskabets konsoliderede omsætning i forbindelse med anvendelsen af loftet på 10% af den pågældende virksomheds omsætning, kræves det ikke påvist, at hvert enkelt datterselskab i koncernen ikke er selvstændigt, således at det selv bestemmer sin adfærd på markedet« (34).

62.      Endvidere fastslog Retten i den appellerede doms præmis 112, at den ved at stadfæste, at loftet på 10% skulle fastsættes i forhold til den verdensomspændende omsætning, ikke tillagde andre datterselskaber i Groupe Gascogne-koncernen end GSD ansvar for overtrædelsen.

63.      I præmis 113 forklarede Retten, at det forhold, at den tog hensyn til den verdensomspændende omsætning i holdingselskabet (Groupe Gascogne) med henblik på beregningen af loftet på 10%, hverken indebar et krav om, at datterselskaberne i koncernen skulle drive virksomhed på det samme marked, eller et krav om, at disse datterselskaber skulle have en tilknytning til overtrædelsen.

64.      I disse præmisser gør Retten det klart, at den anser Groupe Gascogne og GSD for at udgøre den samme virksomhed i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, og at den ved beregningen af loftet på 10% skal tage hensyn til den verdensomspændende omsætning i de enheder, som udgør denne virksomhed. Den anså ikke andre af koncernens datterselskabers adfærd for relevant i forbindelse med fastsættelsen af bøden. Den anser heller ikke disse datterselskaber for at være knyttet til overtrædelsen (35).

65.      Eftersom disse præmisser i den appellerede dom medfører, at de berørte får kendskab til de grunde, som den hviler på, og at Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under denne appelsag, er denne dom ikke behæftet med en manglende begrundelse.

66.      Jeg mener derfor, at det tredje anbringende er ubegrundet.

67.      Jeg skal tilføje, at såfremt Domstolen når frem til en anden konklusion (dvs. at loftet på 10% skal fastsættes i forhold til Groupe Gascognes og GSD’s sammenlagte omsætning og ikke den verdensomspændende omsætning), men anser Groupe Gascogne for at hæfte solidarisk for 9,9 mio. EUR af GSD’s bøde, vil den stå over for det problem, at den ikke råder over informationer om størrelsen af de to selskabers sammenlagte omsætning på det pågældende tidspunkt. Det er derfor ikke muligt at beregne 10% af denne sum og konstatere, hvorvidt dette ville medføre en nedsættelse af den bøde, som Groupe Gascogne skal betale, og i givet fald hvor stor nedsættelsen ville være. Derfor måtte sagen i så fald hjemvises til Retten.

 Manglende evne til at betale den pålagte bøde

68.      Ligesom datterselskabet GSD fremførte Groupe Gascogne argumenter under retsmødet for Domstolen vedrørende selskabets aktuelle finansielle stilling og hævdede at være ude af stand til at betale den bøde, der var pålagt ved beslutningen. Der blev ikke fremsat nogen tilsvarende argumenter i sagen i første instans, og der blev ikke henvist til nogen bestemmelser i traktaten, statutten for Domstolen eller dens procesreglement til støtte herfor.

69.      Af de samme grunde, som er anført i punkt 121-124 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland, mener jeg ikke, at Groupe Gascognes argumenter om, at virksomheden ikke er i stand til at betale, kan antages til realitetsbehandling.

 Overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen

70.      Forsinkelser i retsvæsenet har gennem årene givet rigeligt stof til skønlitterære forfattere. Det bedste eksempel, der illustrerer dette og er relevant for de foreliggende appelsager, er Charles Dickens’ Bleak House, hvor jeg vil citere fra forordet til førsteudgaven:

»En dommer i Kanslerretten var engang så elskværdig at informere mig (i selskab med et halvandethundrede mænd og kvinder, hvoraf ingen havde attest på at være gale) om, at selv om Kanslerretten var så uhyre upopulær (her forekom det mig, at vedkommende dommer sendte netop mig et blik), var den i virkeligheden så godt som uangribelig. Han ville indrømme, at der nok havde været et par småeksempler på langsommelighed, men de var blevet vildt overdrevet og skyldtes faktisk udelukkende »en nærig offentlighed«, og denne syndefulde offentligheds brøde lod til at bestå i, at man hidindtil på det mest energiske havde modsat sig enhver udvidelse af det antal dommere, der i sin tid var bevilget den – jeg tror, han sagde under Richard den Anden sidst i 1300-tallet, men for min skyld må man gerne give en anden konge skylden.«

71.      Med sit fjerde anbringende har Groupe Gascogne hævdet, at Retten har tilsidesat bestemmelserne i chartrets artikel 47, idet sagen ikke er blevet afgjort inden for en rimelig frist. Det er ikke første gang, Domstolen forelægges spørgsmålet om, hvad der er en rimelig frist for Rettens behandling af konkurrencesager (36). Denne sag giver imidlertid Domstolen mulighed for – og kræver – at den præciserer en række principielle spørgsmål (37). Hvornår og for hvilken ret (Retten eller Domstolen i en appelsag) bør der rejses en indsigelse om urimelig forsinkelse? Hvilke kriterier skal der anvendes til at bestemme, hvad der er en »urimelig« eller »uforholdsmæssig stor« forsinkelse? Og hvis det skønnes, at der har været tale om en urimelig forsinkelse, hvad er da den mest hensigtsmæssige afhjælpning?

 Retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tidsfrist

72.      Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse er et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Det er fastslået i EMRK’s artikel 6 og 13 og bekræftet ved chartrets artikel 47 (38). I henhold til artikel 47 har alle ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har de rettigheder, der er sikret ved artikel 47, samme betydning og omfang som i EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13, i det omfang disse rettigheder svarer til dem, der er sikret ved konventionen (39). De kriterier, som Menneskerettighedsdomstolen har formuleret i forbindelse med fortolkningen af disse bestemmelser, bør således anvendes ved afgørelsen af, hvorvidt en sag er blevet pådømt inden for en rimelig frist, og hvordan en tilsidesættelse af dette princip skal afhjælpes (40). Denne domstol fastslog i Sürmeli-dommen (41), at de kontraherende stater har pligt til at indrette deres retssystemer således, at deres retter kan opfylde kravene i EMRK’s artikel 6, stk. 1, herunder forpligtelsen til at høre en sag inden for en rimelig frist.

73.      Den Europæiske Union er naturligvis endnu ikke kontraherende part i EMRK. For så vidt som medlemsstaterne allerede har givet chartret samme status som traktaterne, har de imidlertid forpligtet sig til at sikre, at de rettigheder, som er sikret i chartret, reelt overholdes inden for det EU-retlige område. Desuden er Den Europæiske Union nu forpligtet til at indgå i de nødvendige forhandlinger om tiltrædelse af EMRK. Jeg mener derfor, at medlemsstaterne i princippet allerede har forpligtet sig til at sikre, at Den Europæiske Unions domstolsstrukturer er i stand til at opfylde kravene i chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, stk. 1, og sikre en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist i sager, der hører under deres kompetenceområde.

 Et anbringende vedrørende urimelig forsinkelse

74.      Den bedste måde at undgå en krænkelse af retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist på, er at sikre, at der iværksættes afhjælpende foranstaltninger, før der sker uforholdsmæssig stor forsinkelse i behandlingen af sagen. Den foretrukne procedure er naturligvis, at retsinstansen selv foretager en effektiv sagsbehandling. Jeg mener dog også, at det er helt korrekt og legalt, at en part i sagen udtrykker bekymring, hvis sagen trækker ud i urimelig grad, uden nødvendigvis at vente, til der er afsagt dom. Det kan (f.eks.) ske ved at kontakte Justitskontoret, hvis der i et længere tidsrum åbenbart ikke er sket noget i sagen, for at høre, hvordan den skrider frem. Det er ikke min opfattelse, at en sagspart er forpligtet til at forespørge en retsinstans om fremskridt i sagen, men fordelen ved at være proaktiv er, at problemet måske kan tages i opløbet. Den pågældende retsinstans kan tage skridt til at sikre, at resten af proceduren fremskyndes, så retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist overordnet set overholdes.

75.      Hvorvidt et retssubjekt har rejst spørgsmålet ved Retten eller ikke, har efter min opfattelse ingen konsekvenser for vedkommendes ret til efterfølgende at rejse det i en appel for Domstolen.

76.      En appel til prøvelse af en afgørelse truffet af Retten er begrænset til retsspørgsmål. Anbringender kan desuden vedrøre rettergangsfejl, som krænker den pågældende appellant (42). I henhold til fast retspraksis er overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen en sådan rettergangsfejl, som Domstolen har fastslået kan antages til realitetsbehandling (43).

 Uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid – kan det måles?

77.      Menneskerettighedsdomstolen vurderer rimeligheden af sagsbehandlingens længde i lyset af de særlige omstændigheder i den pågældende sag og tager hensyn til følgende fire kriterier, som er fastlagt i dens praksis: sagens betydning for sagsøgeren, dens kompleksitet, sagsøgerens adfærd og de kompetente myndigheders adfærd (44).

78.      I Baustahlgewebe-dommen målte Domstolen sagsbehandlingens varighed for Retten (som den beskrev som »meget lang tid«) fra datoen, hvor stævningen i annullationssøgsmålet blev indleveret, til datoen, hvor Domstolen afsagde dom (i dette tilfælde ca. fem år og seks måneder) (45). Der var forløbet 32 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling til beslutningen om at indlede den mundtlige forhandling. I løbet af den periode var der blevet truffet en proceduremæssig beslutning om at forene 11 sager med henblik på den mundtlige forhandling. Domstolen fastslog, at spørgsmålet om, hvad der er en rimelig frist, skal vurderes fra sag til sag, og anvendte de fire kriterier fra Menneskerettighedsdomstolens praksis, som jeg har nævnt ovenfor (herefter »Baustahlgewebe-kriterierne«). Desuden bemærkede Domstolen, at der er særlige krav i forbindelse med sagsbehandlingen ved Unionens retsinstanser. Den foreslog navnlig, at der tages hensyn til reglerne om det sprog, der skal benyttes i sagsbehandlingen (46).

79.      I Der Grüne Punkt-sagen (47) var sagsbehandlingstiden på fem år og ti måneder. Heraf medgik tre år og ni måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling. Retten tog ingen proceduremæssige skridt i løbet af det tidsrum. I appelsagen vurderede Domstolen perioden fra stævningens indlevering til domsafsigelsen på baggrund af Baustahlgewebe-kriterierne.

80.      I både Baustahlgewebe- og Der Grüne Punkt-dommen fastslog Domstolen, at Retten havde tilsidesat en rimelig sagsbehandlingstid. Imidlertid har den fremgangsmåde, som hidtil er blevet anvendt til at fastslå, hvorvidt sagsbehandlingen har været urimelig langvarig, måske været mere pragmatisk end videnskabelig.

81.      Jeg mener, det er vigtigt at modstå fristelsen til at opstille generelle regler for, hvad der er »uforholdsmæssig lang tid«, ved kun at fokusere på sagsbehandlingens samlede varighed. Jeg mener, at det rigtige udgangspunkt snarere er at danne sig et overblik over, hvad Retten gør, og hvilke begrænsninger den har i sit arbejde, for at se, hvilken virkning disse faktorer har på, hvor længe det har taget den at behandle en sag, og på dette grundlag identificere netop de perioder under sagsbehandlingen, som bør underkastes en nærmere undersøgelse.

82.      Siden Retten blev oprettet i 1989, er der sket en betydelig udvidelse af dens kompetenceområde (48). Hvis man ser bort fra de retlige områder, som ikke er genstand for denne appel, kan dens kompetence til at efterprøve Kommissionens beslutninger i konkurrencesager ikke uden videre sidestilles med en national konkurrencerets funktioner. EU-kartelsager involverer ofte virksomheder i flere forskellige medlemsstater, der indleverer stævninger i annullationssøgsmål, som er affattet på et processprog efter eget valg ud af de 23 (snart 24) officielle sprog, som de kan vælge imellem. Når de skriftlige indlæg er afsluttet, skal de oversættes til et fælles arbejdssprog, så dommerne og deres referandarer kan begynde at arbejde på sagen. Både Domstolen og Retten benytter oversættelsesdirektoratet. Der er stor efterspørgsel efter oversættelsesressourcer, og det er urealistisk at tro, at alle oversættelserne til hver enkelt konkurrencesag, der forelægges Retten, kan (eller bør) prioriteres lige så højt som (f.eks.) en præjudiciel hasteprocedure for Domstolen, hvor sagsøgeren er varetægtsfængslet. Hvis alle indlæg er afgivet i udførlig form (stævning, svarskrift, replik og duplik), eventuelt med fristudsættelser for dem alle bortset fra den oprindelige stævning, og alle disse dokumenter også skal oversættes, er det ikke usandsynligt, at der allerede er forløbet næsten 20-22 måneder, før sagen kan åbnes til en egentlig behandling (49). Det, jeg gerne vil frem til, er, at EU-konkurrencerettens multilingvistiske karakter normalt vil medføre, at der forløber lang tid, før behandlingen af en sag overhovedet kan begynde (50).

83.      Der er imidlertid efter al sandsynlighed ikke noget, der hedder en »gennemsnitlig« konkurrencesag. Nogle sager kan være forholdsvis ligetil, når først argumenterne er blevet skåret ind til benet. Andre kan give anledning til kompakte, komplekse og nye spørgsmål. I nogle sager er selve vægten af dokumenter og tekniske beviser, som skal bedømmes, en udfordring i sig selv. Når der er flere virksomheder, der anfægter en kommissionsbeslutning, som pålægger dem en bøde for kartelvirksomhed, er det logisk at behandle sagerne under ét. Det betyder imidlertid, at de enkelte sager ikke kan gå hurtigere end den langsomste sagsbehandling i den pågældende gruppe af sager.

84.      I det omfang Retten måtte finde det nødvendigt med en aktiv sagsbehandling for at kunne foretage en korrekt undersøgelse af sagen (ved f.eks. at indkalde til et sagsbehandlingsmøde eller ved at anmode om yderligere specifikke, skriftlige oplysninger fra parterne), bør den tid, der medgår til dette, ikke medregnes i en undersøgelse af, hvor lang tid det har taget at behandle sagen. Den tid, der bruges på at sikre en retfærdig rettergang, er altid rimelig.

85.      Det påstås at være almindeligt kendt, at Retten er overbebyrdet, at der har ophobet sig et betydeligt antal sager, og at dette nødvendigvis indebærer, at det tager væsentlig længere tid for Retten at behandle en sag, end det ellers ville have taget.

86.      Selv om jeg har stor forståelse for Rettens kvaler, mener jeg ikke, at en generel overbelastning i sig selv kan bruges til at retfærdiggøre uforholdsmæssig stor forsinkelse i sagsbehandlingen, som medfører tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist.

87.      I det omfang en revision af de interne procedurer og en aktiv sagsbehandling kan give en bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer, er dette uden tvivl et mål, som bør forfølges aktivt. Retten er faktisk ved at gå sit procesreglement efter i sømmene med netop dette mål for øje. At tilstræbe en hurtigere sagsbehandling må dog ikke blive et mål, som overskygger alle andre mål. Retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist består af to centrale led. Hvis der skydes genvej på alle måder for at få en hurtigere sagsbehandling, vil der ikke kunne opretholdes en generel retfærdighed i sagsbehandlingen. Generelt set ville det heller ikke være den korrekte måde at drive et retsvæsen på. Baggrunden for disse indbyrdes forbundne appelsager er, at de pågældende virksomheder er blevet pålagt betydelige bøder for en adfærd, som Kommissionen anser for at udgøre meget alvorlige tilsidesættelser af konkurrencereglerne. Virksomhederne har ret til at fremsætte argumenter, der anfægter denne beslutning, og til en omhyggelig undersøgelse af argumenterne, ligesom de skal føle, at Retten med sin prøvelse af sagen har givet dem en retfærdig rettergang, uanset om de vinder eller taber sagen. Som Domstolen har fremhævet, er Rettens fuldstændige prøvelse nødvendig for at sikre en retfærdig rettergang, når Kommissionen fungerer som undersøgelsesmyndighed, anklagemyndighed og straffende myndighed (51). Som allerede nævnt er den tid, som det tager at foretage en grundig prøvelse, ikke »uforholdsmæssig lang« tid eller »spildt« tid. Det er det grundlag, som legitimerer Rettens domme.

88.      Såfremt de ressourcer, Retten råder over, ikke er tilstrækkelige til, at den kan foretage en korrekt behandling af den aktuelle arbejdsbyrde og den byrde, som med rimelighed kan forventes fremover, er det medlemsstaterne, der har ansvaret.

89.      Jeg har allerede omtalt (52) den forpligtelse, som de kontraherende stater i EMRK har til at sikre, at deres retsvæsen er indrettet således, at det respekterer retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist. Jeg kan ikke se nogen god grund til, at den samme logik ikke skulle gælde for Unionens retsinstanser. Rettens kompetence (og dermed også dens arbejdsbyrde) er vokset betydeligt gennem årene. Alle ved, at der er problemer med ophobede sager. Der er blevet anmodet om flere dommere (53), men indtil videre uden resultat. Der er til tider problemer selv inden for de gældende rammer. Rettens nuværende præsident har for nylig udsendt en offentlig skrivelse, hvori han gør opmærksom på, at Rettens produktivitet vil blive forringet, hvis genudnævnelsesproceduren ikke forløber problemfrit (ved at give behørig mulighed for behandling i et udvalg i medfør af artikel 255), og der er en længere periode med usikkerhed før fornyelsesdatoen (54). Der er reel grund til bekymring (55). En person, som er omfattet af en enkelt medlemsstats jurisdiktion, har ret til at forvente, at denne stat tilrettelægger det nationale retsvæsen på behørig og effektiv vis, indsætter tilstrækkelige, velkvalificerede dommere og fornyr deres embedsperiode (såfremt de er kompetente), således at der opretholdes en stabil og effektiv dommerstand, samt sørger for tilstrækkeligt støttepersonale. Personer, hvis sag behandles ved Unionens retsinstanser, er naturligvis på samme måde berettiget til, at der er sikret beskyttelse af deres ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist.

90.      Derfor bør problemer som følge af ophobning af sager – hvor reelle de end måtte være – ikke komme i betragtning under en vurdering af, hvorvidt der har været uforholdsmæssig stor forsinkelse i behandlingen af en bestemt sag.

91.      For at samle trådene i min ovenstående redegørelse mener jeg, at det er berettiget for det første at se bort fra tidsrummet fra indleveringen af stævningen til afslutningen af den skriftlige forhandling, for det andet at tillade et rimeligt ekstra tidsrum (som tommelfingerregel vil jeg sige fire måneder, men det kunne være længere, hvis det er en meget tung sag, eller hvis det er på et tidspunkt af året, hvor der er særlig stort pres på oversættelsesressourcerne) til at få oversat det sidste indlæg efter afslutningen af den skriftlige forhandling, og for det tredje at se bort fra eventuelle tidsrum, der kan tilskrives en aktiv sagsbehandling. Fokus bør derfor være på at undersøge perioder med åbenbar inaktivitet, samtidig med at se med rimeligt gavmilde øjne på den tid, som rent faktisk kræves, fra de skriftlige indlæg foreligger på institutionens arbejdssprog til det tidspunkt, hvor indkaldelsen til retsmødet bør kunne sendes ud (56).

92.      Igen vil jeg understrege, at man ikke blot kan tage et magisk tal ud af den blå luft og sige, at det er den »rigtige« størrelse af det tidsrum, som bør forløbe, fra de oversatte sagsakter er til rådighed, til der indkaldes til retsmøde, for at retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist er overholdt (57). Hvis sagen er forholdsvis ligetil, kræver den del af proceduren måske seks måneder. En betydeligt mere kompleks sag (eller eksempelvis en kartelsag med flere indbyrdes forbundne appeller) kræver måske dobbelt så lang tid eller endnu længere. Hvis jeg skal give en rettesnor for de parametre, som jeg tænker i, mener jeg helt overordnet, at alarmklokkerne bør ringe, hvis der i en sag, hvor der ikke har været nogen aktiv sagsbehandling, er forløbet over 18 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling (dvs. på processproget), og parterne stadig ikke er blevet underrettet om datoen for retsmødet. Denne tidsramme går efter min opfattelse ud over, hvad der er en rimelig standard for sagsbehandlingen.

93.      Betyder det, at der er tale om en uforholdsmæssig stor forsinkelse, så snart denne tidsramme (hvis vilkårlighed jeg erkender) er overskredet?

94.      Det mener jeg ikke. Jeg mener, at der er en overgangsfase, hvor der uden tvivl kan tales om forsinkelse, men forsinkelsen er stadig ikke »uforholdsmæssig stor«. Også her bevæger vi os ind i en subjektiv bedømmelse i stedet for klar analyse. For mit vedkommende vil jeg være villig til at acceptere, at der måske forløber hele seks måneder mere, før forsinkelsen bliver uforholdsmæssig stor (eller i daglig tale, før »for sent« bliver til »alt for sent«). Andre vil måske sætte andre tal på de forskellige faser. Når først der er forløbet over to år efter afslutningen på den skriftlige forhandling, uden at der har været en aktiv sagsbehandling, og parterne ikke er blevet indkaldt til retsmøde, vil jeg dog være tilbøjelig til at anse det for en uforholdsmæssig stor forsinkelse, medmindre gode grunde kan overbevise mig om det modsatte.

95.      På denne baggrund vil jeg tage stilling til, om der var tale om en uforholdsmæssig stor forsinkelse i den foreliggende sag.

 Sammenfatning af indlæggene

96.      Groupe Gascogne har anført, at selskabet, da det indleverede stævningen til Retten med henblik på prøvelse af beslutningen og bøden, sørgede for at få en bankgaranti, der dækkede denne bøde og eventuelle påløbne renter, mens det afventede udfaldet af sagen i første instans. Groupe Gascogne har hævdet, at denne sagsbehandling (der varede næsten seks år) var uforholdsmæssig lang (58). Groupe Gascogne har nedlagt påstand om, at Retten har tilsidesat chartrets artikel 47, idet den ikke har pådømt sagen inden for en rimelig frist. Derfor har Groupe Gascogne nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom eller subsidiært nedsætter den bøde, som er pålagt, under hensyntagen til den økonomiske byrde, som tilsidesættelsen af dens grundlæggende rettighed har medført for virksomheden.

97.      Kommissionen har for det første gjort gældende, at Groupe Gascognes anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da virksomheden ikke fremsatte anbringendet om tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid under retsmødet for Retten. For det andet bør den appellerede dom ikke ophæves i sin helhed, da Groupe Gascogne ikke har gjort gældende, at virksomhedens ret til forsvar er tilsidesat, fordi Retten ikke afgjorde Groupe Gascognes sag inden for en rimelig frist. For det tredje har Groupe Gascogne – selv om Domstolen skulle fastslå, at sagsbehandlingen for Retten var urimelig lang – ikke lidt nogen materielle tab på grund af sagsbehandlingens uforholdsmæssig lange varighed. For det fjerde er det korrekte retsmiddel under disse omstændigheder, at Groupe Gascogne indleder et særskilt erstatningssøgsmål. Med det femte og subsidiære anbringende har Kommissionen gjort gældende, at såfremt Domstolen tildeler Groupe Gascogne erstatning i appelsagen, bør denne være symbolsk.

 Vurdering: Var der tale om tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid?

98.      Af de samme grunde, som jeg har gjort rede for i punkt 128-130 i mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland, mener jeg ikke, at der er noget til hinder for, at Groupe Gascogne kunne rejse spørgsmålet om, hvorvidt Retten har tilsidesat en rimelig sagsbehandlingstid (59), for første gang i appelsagen for Domstolen.

99.      Groupe Gascogne har hævdet, at der var en forsinkelse fra afslutningen af den skriftlige forhandling til den dato, hvor selskabet modtog meddelelsen om retsmødet (60). Groupe Gascogne har dog bekræftet, at sagsbehandlingen gik hurtigt, efter at sagen var blevet overgivet til en ny refererende dommer i september 2010 (61).

100. Groupe Gascogne indleverede stævningen i annullationssøgsmålet den 23. februar 2006. Den skriftlige forhandling sluttede den 23. juli 2007. Den 23. september 2010 meddelte Rettens Justitskontor Groupe Gascogne, at sagen var blevet henvist til Rettens Fjerde Afdeling (på det tidspunkt havde der ikke været noget aktivitet i en periode på ca. tre år og to måneder). Den 20. oktober 2010 anmodede Groupe Gascogne om genåbning af den skriftlige forhandling (62). Den 14. december 2010 blev selskabet underrettet om, at der var fastsat en dato for retsmøde i sagen. Den mundtlige forhandling for Retten fandt sted den 2. februar 2011, og den 16. november samme år blev der afsagt dom.

101. Hvilke kendte faktorer kan begrunde den (langvarige) periode mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indkaldelsen til de forskellige retsmøder?

102. For så vidt angår sager med relation til dette kartel indleverede mindst 15 adressater for beslutningen stævninger i annullationssøgsmål for Retten (63). En af disse sager blev trukket tilbage (64). I to sager blev der afsagt dom den 13. september 2010 (65). I ni sager (heriblandt den foreliggende) blev der afsagt dom den 16. november 2011. Tre sager verserer stadig for Retten. Bortset fra denne appelsag, Gascogne Sack Deutschland og Kendrion, verserer der på nuværende tidspunkt to andre appelsager for Domstolen (66).

103. Groupe Gascognes sag er tæt forbundet med datterselskabet, GSDʼs sag. Behandlingen af den sag er dog forløbet i stort set samme tempo som moderselskabets og har derfor ikke bremset den foreliggende sag.

104. Hvis man betragter de fire Baustahlgewebe-kriterier, står det klart, at da Groupe Gascogne hæfter solidarisk for en bøde på 9,9 mio. EUR, er sagen af betydning for virksomheden (67). Det står også klart, at sagen rejser komplekse spørgsmål.

105. Jeg mener ikke, at sagsbehandlingens varighed kan tilskrives Groupe Gascognes adfærd. Det er ganske vist korrekt, at Groupe Gascogne den 20. oktober 2010 anmodede Retten om at genåbne den skriftlige forhandling med henblik på at fremsætte argumenter vedrørende chartrets nye status efter Lissabontraktatens ikrafttræden (jf. punkt 19-21 ovenfor). Imidlertid følger det klart af den omstændighed, at Groupe Gascogne den 14. december 2010 blev underrettet om, at der var fastsat en dato for retsmøde i selskabets sag, at denne proceduremæssige begivenhed kun havde mindre eller slet ingen konsekvenser for sagsbehandlingens samlede varighed.

106. Så vidt jeg kan konstatere, fandt der ingen aktiv sagsbehandling sted i den periode, hvor der åbenbart ikke var nogen aktivitet (tre år og to måneder) fra afslutningen af den skriftlige forhandling til Groupe Gascognes anmodning om genåbning af den skriftlige forhandling.

107. Groupe Gascogne har antydet, at den omstændighed, at der blev fastsat en dato for retsmødet ca. tre måneder, efter at den var blevet overgivet til en ny refererende dommer, betyder, at den åbenbart fra begyndelsen havde kunnet behandles inden for dette tidsrum, hvilket jeg vil afvise som ren retorik. På den ene side er det både ugrundet og usandsynligt at slutte, at den nye refererende dommer overtog en sag, som forgængeren slet ikke havde arbejdet på, og på den anden side er det uden for enhver tvivl, at dommer van der Voude og hans medarbejdere gjorde en ekstraordinær indsats, for at der kunne blive afholdt retsmøde i sagerne om industriplastiksække. Det ville være helt forkert og urealistisk at bruge det tidsrum, de brugte til det, som målestok til at bedømme, hvad der ville have været et rimeligt »normalt« tidsrum til behandling af denne sag.

108. Det er også nødvendigt (som nævnt ovenfor) at tage behørigt hensyn til oversættelsesspørgsmål og for den tid, der gik med at gennemgå flere indbyrdes forbundne sagsakter – indlæg og udførlige (som regel ikke-oversatte) bilag – som vedrørte det samme kartel og anfægtede Kommissionens beslutning samt rejste komplekse faktuelle og retlige spørgsmål. Så vidt jeg kan se i sagsakterne, var der ingen specielle grunde til, at appellerne vedrørende dette konkrete kartel fra begyndelsen skulle behandles i en særlig hasteprocedure (eller til, at de tre – ud af de 15 annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning – som har ført frem til de foreliggende appeller fra Groupe Gascogne, GSD og Kendrion, skulle have været skilt ud fra begyndelsen med henblik på særbehandling, idet der (eksempelvis) ikke var blevet fremsat begrundede begæringer om foreløbige forholdsregler, som ikke var imødekommet). Med andre ord havde appellanterne ret til at få deres sager behandlet inden for en rimelig frist, hverken mere eller mindre.

109. Ud fra denne standard og ud fra de overordnede parametre, jeg har angivet i punkt 72-95 ovenfor, må det imidlertid uvægerlig konkluderes, at der gik for lang tid med behandlingen af denne sag.

110. Jeg mener, at Domstolen bør modstå fristelsen til i sin dom at angive et specifikt antal måneder som standard for, hvor lang tid der bør forløbe fra det tidspunkt, hvor den skriftlige forhandling er afsluttet (på processproget), til det tidspunkt, hvor der fastsættes en dato for retsmødet i den generiske kartelsag. Selv om der kan og bør opstilles interne mål, er disse tal en rettesnor. Der kan være særdeles gode grunde til at overskride dem i bestemte appelsager eller rækker af appelsager. Heraf følger – som nævnt ovenfor (68) – at forsinkelse nødvendigvis må vurderes fra sag til sag.

111. Samtidig medgiver jeg, at det ikke er nok at sige, »der var en uforholdsmæssig stor forsinkelse i den foreliggende sag«. Dels er det vigtigt at angive, i hvilket omfang retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist blev tilsidesat. Dels vil det – såfremt en eller flere af appellanterne vælger at indbringe et særskilt erstatningssøgsmål (69) – være nødvendigt at kvantificere tilsidesættelsen, for at der kan tages stilling til et erstatningskrav.

112. Jeg kan ikke understrege nok, at kvantificering af forsinkelse ikke hører til de eksakte videnskaber. En vurdering er altid tilnærmelsesvis. Når jeg ser på omstændighederne i denne sag på baggrund af alle søgsmålene anlagt til prøvelse af beslutningen, der pålægger industrisækkekartellet bøder, med fokus på det tidsrum, der forløb mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indkaldelsen til retsmøde, anser jeg det for rimeligt at sige, at behandlingen af dette trin af proceduren kunne have taget op til to år, uden at der nødvendigvis havde været tale om en forsinkelse, som med rimelighed kunne kaldes »uforholdsmæssig stor«. Heraf følger, at behandlingen af denne sag – i runde tal – tog ca. halvandet år længere i første instans for Retten, end den burde have taget.

113. Hvad bør Domstolen gøre, når der anlægges en appelsag med påstand om, at Retten ikke har pådømt sagen inden for en rimelig frist?

 Retsmidler

114. I tilfælde af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid skal denne tilsidesættelse afhjælpes effektivt (70). I forbindelse med EMRK har Menneskerettighedsdomstolen anført, at der bør være en særlig procedure i de kontraherende parters retsordener til behandling af disse søgsmål (71).

115. Domstolen har fulgt to forskellige linjer i henholdsvis Baustahlgewebe-dommen (nedsættelse af bøden) og Der Grüne Punkt-dommen (særskilt erstatningssøgsmål). Ingen af dem er perfekte.

116. Groupe Gascogne ønsker, at Domstolen anvender samme linje som i Baustahlgewebe-dommen (72). Denne tilgang har den åbenlyse fordel, at den er procesbesparende. Som jeg vil gøre nærmere rede for, nærer jeg dog tvivl med hensyn til, om der er tilstrækkeligt retsgrundlag for denne tilgang, og hvorvidt den reelt kan anses for en effektiv og hensigtsmæssig afhjælpning (73).

117. Fremgangsmåden i Der Grüne Punkt-dommen kræver, at der anlægges et særskilt erstatningssøgsmål ved Retten. Retten ville således skulle undersøge, om sagsøgeren har lidt skade eller tab, om der er årsagsforbindelse mellem skaden og undladelsen af at pådømme sagen inden for en rimelig frist og opgøre enhver erstatning. Enhver tilkendt erstatning ville således afspejle den skade, som sagsøgeren faktisk har lidt. Der foretages ikke en sådan undersøgelse efter fremgangsmåden i Baustahlgewebe-dommen. Domstolen vurderer ikke detaljerede erstatningspåstande, når en sagsøger påberåber sig urimelig forsinkelse i forbindelse med appel af en dom fra Retten, der stadfæster en kommissionsbeslutning, der pålægger sanktioner for overtrædelse af konkurrencereglerne. Den foretager snarere en samlet vurdering af, hvilken procentmæssig nedsættelse af den oprindelige bøde der ville være passende. Fremgangsmåden i Der Grüne Punkt-dommen er dog pr. definition proceduremæssigt tungere, idet den kræver, at der skal anlægges særskilte erstatningssøgsmål. Desuden ville sagen skulle rejses for Retten, og det er netop dennes behandling af den egentlige appel, som ligger til grund for erstatningssøgsmålet. Ville et sådant søgsmål opfylde kravene i EMRK’s artikel 6, stk. 1?

118. Tilsyneladende er der ikke nogen fælles procedure i Den Europæiske Union for afhjælpning af tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid. I nogle medlemsstater bliver den sanktion, der er pålagt, nedsat, eller fuldbyrdelsen af den bliver gjort mere lempelig, hvis der har været uforholdsmæssig stor forsinkelse i sagsbehandlingen (74). Andre medlemsstater yder økonomisk erstatning i stedet for nedsættelse af bøden (75). Nogle har indført specifikke bestemmelser om erstatning for tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist (76). Andre anser en dom, hvorved det fastslås, at der er sket tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, for at være en tilstrækkelig og passende kompensation (77). I mindst én medlemsstat (78) er der specifikke regler om den procentvise nedsættelse af bøden, der skal gælde i tilfælde af tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i konkurrencesager.

119. Domstolen opfordrede de 27 medlemsstater, Europa-Parlamentet og Rådet til skriftligt at tilkendegive deres synspunkter vedrørende den linje, der blev fulgt i henholdsvis Baustahlgewebe-dommen og Der Grüne Punkt-dommen. Syv medlemsstater gav udtryk for, at de foretrak den førstnævnte linje, tre stater foretrak den sidstnævnte, og seks medlemsstater havde ingen præference. Rådet tilsluttede sig Baustahlgewebe-dommen, men medgav, at begge former for afhjælpning findes, og at ingen af dem er perfekt. Europa-Parlamentet mente, at Der Grüne Punkt-linjen var den bedste.

120. Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at en dom i givet fald kan udgøre passende kompensation i sager, hvor det er fastslået, at der er begået en rettergangsfejl (79). Endvidere fastsætter EMRK’s artikel 41, at denne domstol om nødvendigt kan tilkende den forurettede part passende erstatning. EU-retten indeholder imidlertid ikke en tilsvarende bestemmelse, som udtrykkeligt giver Domstolen beføjelse til at tilkende en »passende erstatning«.

121. Jeg udleder følgende principper af Domstolens praksis, EMRK som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen og medlemsstaternes retlige traditioner. For det første er der ingen ensartet fremgangsmåde. For det andet vil ingen fremgangsmåde sandsynligvis være perfekt, da de alle vil have både fordele og ulemper. For det tredje skal en afhjælpning være effektiv, hvis den skal være i overensstemmelse med EMRK’s artikel 13 og således chartrets artikel 47.

122. Lad os for en kort stund vende tilbage til de grundlæggende principper.

123. En virksomhed anlægger en sag ved Retten med påstand om annullation af en beslutning vedrørende konkurrence. Der afgives den sædvanlige række af skriftlige indlæg, og den skriftlige forhandling afsluttes. I begyndelsen er virksomhedens repræsentanter ikke bekymret over tiden. Retten arbejder ganske givet på sagen. Efter et stykke tid begynder man at rette forespørgsler til Rettens Justitskontor for at høre, hvordan sagen skrider frem. Da der slet ikke er tegn på, at der foregår en aktiv sagsbehandling, sender man måske et høfligt formelt brev til Retten og udtrykker bekymring over det tidsrum, der allerede er forløbet, anfører sandsynlige tab (uforudsete ekstra omkostninger til bankgarantien, faldende aktiekurs på grund af usikkerhed, som gør det vanskeligt at planlægge fremtiden osv.) og forbeholder sig på klientens vegne ret til at nedlægge påstand om overskridelse af en rimelig frist for behandling af appellen og om enten nedsættelse af den bøde, som oprindeligt er pålagt, eller erstatning. Hvis Retten reagerer ved at fremskynde processen, er alt godt – problemet er taget i opløbet, og der er ikke brug for yderligere afhjælpning. Såfremt dette ikke sker, vil argumentet om urimelig forsinkelse imidlertid blive rejst igen under retsmødet for Retten.

124. Hvordan vil dette anbringende blive behandlet i Retten? Her vil jeg gerne sondre skarpt mellem sager, hvor appellanten stadig i fuldt omfang kan udøve sin ret til forsvar, og de – forhåbentlig sjældne – sager, hvor appellanten ikke længere har mulighed for en retfærdig rettergang, fordi der er forløbet for lang tid (80). Under disse omstændigheder er den eneste effektive afhjælpning af tilsidesættelsen af retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist faktisk at annullere beslutningen. Der er imidlertid intet i de tre appeller, der tyder på, at Groupe Gascogne, GSD eller Kendrion er blevet forhindret i reelt at fremsætte argumenter for deres appeller.

125. Den bøde, som er blevet anfægtet ved Retten, blev pålagt for en konkret overtrædelse af konkurrencereglerne. Hvis man antager, at der ikke gives medhold i nogen af anbringenderne, hvilken grund skulle der så være til at nedsætte bøden? Ingen, så vidt jeg kan se. I det omfang virksomhederne kan angive konkrete tab – skader, de har lidt som følge af den del af den samlede tid, der er brugt til at forkaste appellen, der kan anses for »urimelig« eller »uforholdsmæssig lang« – kan der være reelt grundlag for et (særskilt) erstatningssøgsmål i henhold til artikel 340 TEUF. En forsinkelse i Retten er imidlertid et helt andet begreb end den konkurrencebegrænsende adfærd, som oprindeligt foranledigede Kommissionen til at pålægge en bøde. Derfor kan et anbringende for Retten om urimelig forsinkelse korrekt karakteriseres som irrelevant. Selv om det har et retligt grundlag og er i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder i sagen, kan det ikke påvirke resultatet af appellen (81).

126. Hvis dette anbringende er irrelevant i en sag for Retten, er det vel lige så irrelevant i en appelsag for Domstolen?

127. Dette er årsagen til, at jeg ikke kan tilslutte mig fremgangsmåden i Baustahlgewebe-dommen. En bøde, som pålægges en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne, kan ikke sidestilles med en frihedsstraf, som en person idømmes, hvor en forsinkelse i retssagen rent faktisk kan afhjælpes på passende vis med en strafnedsættelse (hvis personen stadig kendes skyldig og idømmes fængsel). Hvis virksomheden har lidt skade som følge af forsinkelse, kan denne skade derimod opdeles i forskellige økonomiske tab med årsagsmæssig tilknytning til den uforholdsmæssig lange tid, der er brugt til at behandle appellen. Der kan føres beviser, og hvis skaden bevises, kan der tildeles en kompensation. Inden for EU’s retsorden er det Retten, og ikke Domstolen, der har kompetence til at undersøge de nærmere omstændigheder i sagen og vurdere beviserne. Dette er efter min mening endnu en omstændighed, der taler for at konkludere, at et selvstændigt erstatningssøgsmål for Retten er at foretrække som afhjælpning frem for en bødenedsættelse i en appelsag.

128. Engang i det 18. århundrede stillede en Lord Chancellor of England følgende spørgsmål: »Kan man forvente, at en virksomhed har en samvittighed, når den hverken har en sjæl, der kan fortabes, eller en krop, der kan sparkes?« (82). At en virksomhed mangler disse egenskaber, betyder bl.a., at den – i modsætning til en person – ikke med rimelighed kan kræve erstatning for psykiske traumer forbundet med at have en retssag hængende over hovedet (83). Såfremt virksomheden har lidt tab på markedet som følge af uforholdsmæssig lang sagsbehandling, kan det med rimelighed forventes, at den forsøger at kvantificere tabet med konkrete beløb og fremlægger beviser, der understøtter de pågældende tal (84).

129. Jeg skal tilføje, at mit forbehold over for Baustahlgewebe-fremgangsmåden øges, fordi jeg føler mig usikker med hensyn til det præcise retsgrundlag for at nedsætte en bøde under sådanne omstændigheder. Her kan det atter være hensigtsmæssigt at gå tilbage til de grundlæggende principper.

130. Når Kommissionen pålægger en bøde, har den skønsbeføjelse med hensyn til beløbet. Der er ingen specifikke bestemmelser i forordning nr. 1/2003, som den kan bruge som retsgrundlag for at nedsætte den bøde, den ellers ville have pålagt, fordi den administrative procedure tog for lang tid. Dette er ikke desto mindre, hvad Kommissionen gjorde i Dutch Beer-sagen (85). I appelsagen nedsatte Retten bøden med yderligere 5%, selv om der ikke blev givet medhold i anbringenderne.

131. For mig står det ikke klart, hvordan artikel 261 TEUF (som Retten støttede sin afgørelse på) giver et tilfredsstillende grundlag for at nedsætte en bøde, når der ikke er materielt grundlag for at ændre Kommissionens vurdering af den bøde, som var passende i forhold til overtrædelsen. Artikel 31 i forordning nr. 1/2003 og artikel 261 TEUF giver ganske vist Retten (og Domstolen i appelsager) »fuld prøvelsesret«, men denne fulde prøvelsesret er snævert forbundet med spørgsmålet, om den pålagte straf i forbindelse med den overtrædelse, der er begået, er passende i forhold til overtrædelsen (eller ikke). Forsinkelse i en procedure – hvad enten det er Kommissionens forsinkelse i den administrative fase eller Rettens forsinkelse i den retslige fase – har intet at gøre med virksomhedens adfærd eller overtrædelsens grovhed.

132. Jeg er klar over, at denne strenge holdning ikke stemmer overens med det standpunkt, som Retten har indtaget i forbindelse med behandlingen af påstande om urimelig forsinkelse (86). Det var heller ikke den linje, Domstolen anlagde i Baustahlgewebe-dommen. Jeg mener dog, at Domstolen nu er nået til et punkt, hvor den kan og bør afgøre, hvilken af de to metoder til afhjælpning, som er til rådighed på nuværende tidspunkt, der er den bedste. Jeg forstår, at det er fristende at vælge procesbesparelsen forbundet med at nedsætte bøden (med en ikke nærmere angivet procentdel, som beregnes på et ukendt grundlag) (87) i en appelsag. Jeg er ikke tilfreds med det intellektuelle grundlag for en sådan tilgang (forholdet mellem bøde og adfærd, kompetence, gennemsigtighed), og i værste fald risikerer den at blive næsten fuldstændig vilkårlig (jeg skal her tilføje, at det er en helt anden sag, hvis lovgiver beslutter at indføre specifikke regler for, hvordan det påvirker bødestørrelsen, hvis der sker en urimelig forsinkelse i enten den administrative eller retslige fase af konkurrencesager, men indtil videre er det – så vidt jeg ved – ikke en metode, der er blevet udforsket).

 Kvantificering af skade

133. Groupe Gascogne har hævdet, at selskabet har lidt skade på grund af den uforholdsmæssig lange sagsbehandlingstid for Retten. Det har imidlertid ikke fremsat noget erstatningskrav med nærmere angivelse af det tab, som det henfører til tilsidesættelsen af dets ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist (88). Her kan det igen være hensigtsmæssigt at gå tilbage til de grundlæggende principper.

134. Når Kommissionen pålægger en bøde for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, og den virksomhed, som beslutningen er rettet til, vælger at anfægte Kommissionens beslutning for Retten, har virksomheden et valg. Den kan enten betale bøden eller få en bankgaranti, som dækker både selve bøden og eventuelle påløbne renter (89). Det er mit indtryk, at virksomhederne som en standard-forretningsbeslutning vælger den sidstnævnte mulighed, fordi de normalt anser det for at være i deres økonomiske interesse. Det er i hvert fald, hvad Groupe Gascogne besluttede at gøre (90).

135. En appelsag for Retten har ikke suspensiv virkning. Det har foreløbige forholdsregler med henblik på at beskytte en sagsøger mod et rent økonomisk tab heller ikke (91). Selv om en virksomhed får medhold i et annullationssøgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der pålægger den en bøde, hvorved beslutningen ophæves i sin helhed, eller bøden nedsættes, bærer den således stadig omkostningerne til finansiering af en eventuel bankgaranti, som den har stillet, og skal desuden betale både en eventuel udestående bøde og påløbne renter. Disse finansieringsomkostninger refunderes ikke.

136. Hvis virksomheden derimod vælger at betale bøden og herefter får medhold i et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af beslutningen om pålæggelse af bøden, har den ret til tilbagebetaling af både bøde og renter. Renterne kompenserer for den omstændighed, at sagsøgeren ikke har kunnet råde over disse penge, mens retssagen verserede.

137. Såfremt Retten behandler sagen inden for en rimelig frist, accepteres det således, at en virksomhed, der vælger at sikre betalingen af bøden ved brug af en bankgaranti, påtager sig de økonomiske omkostninger forbundet med dens beslutning om ikke at betale bøden først. Såfremt Rettens sagsbehandling er urimelig langvarig, lider denne virksomhed under i) usikkerhed og ii) ekstra omkostninger, idet den skal bære udgiften til finansiering af bankgarantien i længere tid end forventet. I det omfang virksomheden lider materielle tab på grund af den periode, der forløber ud over det, som ville have været en »rimelig frist« for at høre appellen, er dette dog stadig en anden sag end den overtrædelse af konkurrencereglerne, som virksomheden har begået, og den pålagte bøde for overtrædelsen. Og som jeg vil forklare nedenfor, er det ikke altid en selvfølge, at disse omkostninger svarer til et materielt tab, da virksomheden valgte den konkrete metode til at opfylde sin forpligtelse til at betale bøden (92).

138. Såfremt en virksomhed er blevet pålagt en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, har den tid, det har taget at høre dens sag, således ingen betydning for selve bøden.

139. Før jeg endeligt erklærer min præference for fremgangsmåden med særskilt erstatningssøgsmål, er jeg nødt til at nævne to indlysende potentielle ulemper. For det første er der allerede spildt alt for meget tid, så hvad med den yderligere tid, der vil gå med at føre en særskilt erstatningssag? For det andet kan det måske give problemer, at erstatningssøgsmålet skal rejses for den samme ret, som angiveligt har påført sagsøgeren skade ved at undlade at høre den egentlige appel til prøvelse af Kommissionens beslutning inden for en rimelig frist?

140. For så vidt angår den første indvending giver det sig selv, at Retten ville være nødt til at sikre, at et særskilt erstatningssøgsmål blev behandlet hurtigt. Hvis den gør det, mener jeg, at den første potentielle indvendig kan afvises.

141. Den anden potentielle indvending vejere tungere. Erstatningssager mod en EU-institution henhører under Rettens enekompetence. Retten vil skulle undersøge de faktuelle spørgsmål, der følger af dette erstatningssøgsmål, f.eks. hvorvidt der var tale om et materielt og/eller ikke-økonomisk tab, og hvorvidt dette tab var forårsaget af tilsidesættelsen af chartrets artikel 47 (såfremt Domstolen ikke allerede i en appelsag har fastslået, at der har været urimelig forsinkelse i Rettens sagsbehandling, vil et af de faktuelle spørgsmål, der skal afgøres, være, hvorvidt der rent faktisk havde været en uforholdsmæssig stor forsinkelse).

142. Selv om en sådan sag naturligvis ville kunne prøves ved Domstolen i en appelsag, indebærer den omstændighed, at Retten både ville være den part, som påstås at have krænket grundlæggende rettigheder, og den ret, som skal tage stilling til denne påstand, da, at den ikke vil kunne opfylde kravet til en »uafhængig og upartisk domstol« som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1 (93)?

143. Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at der er en tæt sammenhæng mellem begreberne uafhængighed og upartiskhed. Følgende faktorer er relevante i enhver vurdering af uafhængighed: måden, hvorpå den pågældende domstols medlemmer udpeges, deres embedsperiode, hvorvidt der er garantier mod eksternt pres, og hvorvidt den pågældende instans opfattes som uafhængig. Hvad upartiskhed angår har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, for det første, at domstolen subjektivt skal være uden personlige fordomme og forudindtagethed, og for at andet, at den skal være upartisk ud fra en objektiv synsvinkel. Der skal altså være tilstrækkelige garantier for, at enhver legitim tvivl i den henseende kan udelukkes (94).

144. I henhold til artikel 252 TEUF og artikel 2 og 3 i statutten for Domstolen er Rettens medlemmer underlagt forpligtelser, som skal sikre, at de er uafhængige og upartiske. Desuden er det åbenbart, at der ikke vil være tvivl om deres uafhængighed i bedømmelsen af erstatningssager, da de ikke er underlagt tilsyn fra institutioner eller organer, som kunne have en interesse i udfaldet af en sådan sag.

145. Det virkelige problem er efter min opfattelse, hvorvidt Retten ville blive opfattet som upartisk, når den træffer afgørelse i en erstatningssag, hvori det hævdes, at Retten selv var ansvarlig for overtrædelsen af sagsøgerens grundlæggende rettigheder.

146. Jeg mener, at der er passende overvægt af faktorer, der giver anledning til at formode, at Retten vil blive anset for at være tilstrækkelig upartisk.

147. For det første ville en eventuel kompensation ikke skulle betales af Retten selv. Den ville blive betalt over Unionens budget, så Retten ville ikke have nogen direkte interesse i sagens økonomiske konsekvenser (95). For det andet ville Retten for at opfylde det subjektive krav om at være uden personlige fordomme (96) skulle sikre, at et sådant erstatningssøgsmål høres af dommere i en anden afdeling end den, som behandlede det materielle spørgsmål. For det tredje er det Domstolen, som skulle tage stilling til, hvorvidt der var tale om en uforholdsmæssig stor forsinkelse, for så vidt som anbringendet om, at chartrets artikel 47 er tilsidesat, sandsynligvis vil blive rejst i en appelsag og ikke for Retten. Rettens rolle ville være begrænset til at behandle beviser for tab og vurdere omfanget. For det fjerde ville Kommissionens rolle, hvis funktion er at fremme Unionens almene interesser i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, TEU, være at forsvare sagen for Retten, selv om den situation, der har ført til en sag om tilsidesættelse af chartrets artikel 47, ligger inden for Rettens kompetenceområde. (97). For det femte ville Rettens afgørelse naturligvis altid kunne gøres til genstand for Domstolens prøvelse.

148. Jeg konkluderer således, at i det omfang appellanten mener at have lidt tab, fordi Retten undlod at afgøre dennes sag inden for en rimelig frist, udgør et erstatningssøgsmål for Retten en mere passende og effektiv afhjælpning ved tilsidesættelse af chartrets artikel 47 som fortolket i lyset af EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13 end en bødenedsættelse (98). Såfremt der er grundlag for en udtrykkelig form for anerkendelse af Rettens forseelse uafhængigt af enhver påstand om erstatning, mener jeg, at en erklæring herom fra Domstolens side udgør en passende kompensation.

149. Der er et sidste spørgsmål i den forbindelse, som skal besvares: Hvad kunne være »den omstændighed, der ligger til grund for« et krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, som omhandlet i statuttens artikel 46? Denne omstændighed må efter min opfattelse være, at Domstolen fastslog, at der var en urimelig forsinkelse i Rettens sagsbehandling (99). Heraf følger, at den periode på fem år, inden for hvilken et erstatningssøgsmål skal indledes, ville begynde fra Domstolens domsafsigelse i appelsagen.

150. Jeg foreslår derfor, at Domstolen fastslår, at der var en uforholdsmæssig stor forsinkelse i Rettens behandling af Groupe Gascognes appel, og at Domstolen udtaler, at Groupe Gascogne har mulighed for at vælge at anlægge et særskilt erstatningssøgsmål.

 Sagens omkostninger

151. Såfremt Domstolen er enig i min bedømmelse af appellen, bør Groupe Gascogne, som den tabende part i alle anbringender i appelsagen, i henhold til procesreglementets artikel 137, 138, 140 og 184, sammenholdt, pålægges at betale sagens omkostninger.

 Forslag til afgørelse

152. Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:

–        Appellen forkastes.

–        Retten undlod at pådømme sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, inden for en rimelig frist.

–        Groupe Gascogne betaler sagens omkostninger.

1 –      Originalsprog: engelsk.

2 –      Domme af 16.11.2011, sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, og sag T-79/06, Sachsa Verpackung GmbH mod Kommissionen. De tre appellerede domme er offentliggjort i sammendrag på engelsk. Alle tre domme foreligger i fuld udgave på fransk på Domstolens websted. Kendrion-dommen foreligger desuden i fuld udgave på nederlandsk.

3 – Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig af 30.11.2005 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/38354 – Industrisække) (herefter »beslutningen«). Et sammendrag er offentliggjort i EUT 2007 L 282, s. 41.

4 –      Sag C-40/12 P, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen, sag C-50/12 P, Kendrion mod Kommissionen, og sag C-58/12 P, Groupe Gascogne mod Kommissionen (den foreliggende sag). Hvad angår anfægtelse af beslutningen for Retten og de efterfølgende appeller til Domstolen henvises der for fuldstændighedens skyld til punkt 102 nedenfor.

5 –      EUT 2010 C 83, s. 2.

6 –      Nævnt i fodnote 4 ovenfor.

7 –      Forslagene til afgørelse i alle tre appelsager fremsættes den 30.5.2013.

8 – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1). Forordning nr. 17 blev ophævet i henhold til artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1/2003. Kommissionen har henvist til begge forordninger i beslutningens del 6 som retsgrundlag for de bøder, den har pålagt. De relevante bestemmelser i forordning nr. 17 er artikel 15, stk. 2, og artikel 17. De er afspejlet i artikel 23, stk. 2 og 3, og artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Jeg vil i dette forslag til afgørelse henvise til bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, som bør fortolkes således, at de også omfatter artikel 15, stk. 2, og artikel 17 i forordning nr. 17, da de indholdsmæssige ændringer af disse ikke er relevante for de anbringender, der er fremført i denne appelsag.

9      Dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 102. Kommissionens retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3) nævner også verdensomspændende omsætning, når der henvises til loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Jeg skal derfor anvende udtrykket »verdensomspændende omsætning« i dette forslag til afgørelse, når jeg henviser til den samlede koncerns omsætning.

10 –      Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13.6.1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber (EFT L 193, s. 1).

11 – Jf. første betragtning til direktivet om konsoliderede regnskaber.

12 – Jf. tredje betragtning til direktivet om konsoliderede regnskaber.

13 – Sag T-72/06, Groupe Gascogne, nævnt i fodnote 2 ovenfor (herefter »den appellerede dom«).

14 – I henhold til fast retspraksis kan et datterselskabs adfærd tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet ikke frit bestemmer sin egen handelspolitik. Under disse omstændigheder udgør moder- og datterselskabet én virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF. Kommissionen kan rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen. Når et moderselskab ejer 100% af kapitalen, foreligger der en formodning om, at dette kan udøve bestemmende indflydelse på dets datterselskab, og der foreligger en simpel formodning om, at det faktisk udøver en sådan indflydelse (herefter »formodningen om bestemmende indflydelse«). Jf. dom af 19.7.2012, forenede sager C-628/10 og C-14/11 P, Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (»Alliance One«), præmis 42-46 og den deri nævnte praksis.

15 –      Nævnt i fodnote 14 ovenfor.

16 –      Dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 59-62.

17 –      Min oversættelse.

18 – Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 14 ovenfor, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis.

19 – Jf. punkt 29 ovenfor.

20 – Jf. punkt 30-32 ovenfor.

21 – Jf. f.eks. dom af 3.9.3008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (»Kadi«), Sml. I, s. 6351, præmis 335.

22 –      Dom af 3.5.2012, sag C-289/11 P, Legris Industries mod Kommissionen, Sml., EU:C:2012:270, præmis 36.

23 –      Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 14 ovenfor, præmis 113.

24 –      Elf Aquitaine-dommen, nævnt i fodnote 16 ovenfor, præmis 59-62.

25 –      Min oversættelse.

26 –      Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 14 ovenfor, præmis 64.

27 –      Min oversættelse.

28 –      Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 14 ovenfor, præmis 42.

29 –      Dom af 18.7.2007, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 280 og 281.

30 –      Forløberen for artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

31 –      De relevante principper i Domstolens praksis er anført i punkt 40 ovenfor.

32 –      Dom af 12.12.2007, sag T-112/05, Sml. II, s. 5049.

33 –      Min oversættelse.

34 –      Min oversættelse.

35 – Jf. punkt 56 ovenfor.

36 – Dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417 (herefter »Baustahlgewebe-dommen«), af 6.7.2009, sag C-385/07 P, Der Grüne Punkt Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6155 (herefter »Der Grüne Punkt-dommen«), og af 25.10.2011, sag C-110/10 P, Solvay mod Kommissionen, Sml. I, s. 10439 (herefter »Solvay-dommen«). Sidstnævnte sag vedrørte Kommissionens forsømmelighed med behandlingen af procedurens administrative fase inden for en rimelig frist og Rettens forsømmelighed med hensyn til at pådømme sagen inden for en rimelig frist.

37 –      Jf. desuden mit forslag til afgørelse i sagen Gascogne Sack Deutschland, punkt 125-141, og i Kendrion-sagen, punkt 108-134.

38 –      Kadi-dommen, nævnt i fodnote 21 ovenfor, præmis 335.

39 – Chartrets artikel 47 omfatter begge rettigheder: Nærmere bestemt sikrer artikel 47, stk. 1, retten til effektive retsmidler, og artikel 47, stk. 2, sikrer retten til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist.

40 – Dom af 28.2.2013, sag C-334/12 RX, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (herefter »Jaramillo-dommen«), Sml., EU:C:2012:468, præmis 28.

41 – Sürmeli mod Tyskland [GC], sag nr. 75529/01, præmis 137, Reports of Judgements and Decisions 2006-VII.

42 –      Artikel 58 i statutten for Domstolen.

43 – Baustahlgewebe-dommen, præmis 19. Jf. desuden Der Grüne Punkt-dommen, begge nævnt i fodnote 36 ovenfor, præmis 176.

44 – Pélissier og Sassi mod Frankrig [GC], sag nr. 25444/94, præmis 67, Reports of Judgements and Decisions 1999-II.

45 – Baustahlgewebe-dommen, nævnt i fodnote 36 ovenfor, præmis 28 og 29.

46 – Baustahlgewebe-dommen, præmis 43, nævnt i fodnote 36 ovenfor. Jf. desuden procesreglementets artikel 36 og 37 om fastlæggelse af processprog.

47 –      Nævnt i fodnote 36 ovenfor.

48 –      Domstolens årsberetning, Rettens sagsbehandling og statistik over Rettens retssager på http://curia.europa.eu/jcms/jcmsJ02_7000/ kan give et nyttigt overblik.

49 –      Jeg tager her udgangspunkt i, hvad der generelt forekommer at være det normale forløb af den skriftlige forhandling i konkurrencesager for Retten. Det ville naturligvis være muligt at ændre på systemet, så konkurrencesager blev behandlet på en anden måde under hele domstolsprocessen. Jeg skal dog understrege, at denne appel (samt appellen i Kendrion-sagen, GSD-sagen samt sag C-578/11 P (som verserer og på nuværende tidspunkt er udsat)) drejer sig om, hvorvidt der har været for stor forsinkelse i behandlingen af en bestemt sag, og ikke hvorvidt en radikal ændring af det eksisterende system vil være en god idé.

50 – Dette gælder uanset bemærkningen i fodnote 48. Selv med et ændret system vil det på grund af karteller, der involverer flere medlemsstater, og Den Europæiske Unions multilingvistiske karakter efter min opfattelse være vanskeligt at behandle EU-konkurrencesager lige så hurtigt som nationale konkurrencesager.

51 – Dom af 8.12.2011, sag C-272/09 P, KME m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 12789, præmis 102-106 og den deri nævnte retspraksis. Jf. desuden punkt 68 og 69 i mit forslag til afgørelse og den deri nævnte retspraksis.

52 – Jf. punkt 72 ovenfor.

53 – Jf. del II i http://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2011-04/projet_da.pdf.

54      Skrivelse af 12.3.2013 fra Rettens præsident, Marc Jaeger, til det irske formandskab, offentliggjort på http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/13/st07/st07758.en13.pdf. Marc Jaeger har tidligere (den 23.5.2012) skrevet til Rådet for at oplyse navnene på de dommere, hvis embedsperiode udløber den 31.8.2013, og anmode de pågældende regeringer om at indstille deres kandidater inden den 15.11.2012 (http://www.parlament.gv.at/PAKT/EU/XXIV/EU/08/82/EU_88277/imfname_10037088.pdf). Jf. også House of Lords European Union Committee, 16th Report of Session 2012-2013 med overskriften »Workload of the Court of Justice of the European Union: Follow-up Report«, navnlig punkt 59 og 67 (http://www.publications.parliament.uk/pa/ld201213/ldselect/ldeucom/163/163.pdf). Jf endvidere skrivelse af 26.3.2013 fra CCBE (sammenslutningen af advokatråd i Europa) til Domstolens præsident vedrørende udnævnelse af dommere til EU-Domstolen (http://www.ccbe.eu/fileadmin/user_upload/NTCdocument/260313_EN__EU_Repsp1_1364893059.pdf).

55 –      Mens dette forslag til afgørelse skrives, ser det ud, som om der (forudsat at alle udnævnelsesprocedurer bliver gennemført til tiden) vil blive op til ni nye dommere i forbindelse med den delvise fornyelse af medlemskabet af Retten i september 2013. Da der også vil blive ansat flere dommere både i Retten og i Domstolen i forbindelse med Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union pr. 1.7.2013, betyder det, at godt en tredjedel af Rettens medlemmer vil være nye.

56 –      Dette er den tilgang til spørgsmålet, som Menneskerettighedsdomstolen har anlagt. Jf. f.eks. dom af 25.2.1997 i sagen Findlay mod Det Forenede Kongerige, præmis 73 og 74, Reports of Judgments and Decisions 1997-I.

57 – Jaramillo-dommen, nævnt i fodnote 40 ovenfor, præmis 43 og 44.

58 – Stævningen i annullationssøgsmålet blev indleveret den 23.2.2006, og dommen blev afsagt den 16.11.2011.

59 –      Jf. punkt 75 ovenfor.

60 –      Dette gælder i alle tre appeller. Jf. desuden sagen Gascogne Sack Deutschland og Kendrion-sagen.

61 –      Også GSD og Kendrion har anført, at der skete en hurtig udvikling i behandlingen af deres sager, efter at de var blevet videregivet til en ny refererende dommer.

62 – Jf. punkt 17 ovenfor.

63 – I de femten sager var der i alt seks forskellige processprog.

64 –      Kendelse af 6.7.2006 i sag T-43/06, Cofira Sac mod Kommissionen. Rettens kendelse foreligger i fuld ordlyd på fransk og italiensk på Domstolens websted.

65 –      (i) Dom af 13.9.2010 i sag T-26/06, Trioplast Wittenheim mod Kommissionen. Den fulde tekst foreligger på fransk og svensk på Domstolens websted. (ii) Sag T-40/06, Trioplast Industrier mod Kommissionen, Sml. II, s. 4893.

66 –      Sag C-35/12 P, Plásticos Españoles (ASPLA) mod Kommissionen og sag C-36/12 P, Armando Álvarez mod Kommissionen. Begge sager er blevet udsat, indtil der er afsagt dom i sagerne Groupe Gascogne, Gascogne Sack Deutschland og Kendrion.

67 –      Den bøde, som er pålagt GSD, er på 13,2 mio. EUR. Groupe Gascogne hæfter solidarisk for 9,9 mio. EUR af selskabets 100% ejede datterselskabs bøde.

68 – Jf. punkt 81-84 ovenfor.

69 – Jf. punkt 133 f. nedenfor.

70 – Kudla mod Polen [GC], sag nr. 30210/01, præmis 156, Reports of Judgements and Decisions 2000-VII.

71 –      Kudla mod Polen, nævnt i fodnote 70 ovenfor, præmis 157.

72 –      Det samme har appellanterne i sagen Gascogne Sack Deutschland og i Kendrion-sagen.

73 – Jf. punkt 130 og 131 nedenfor.

74 – Belgien, Det Forenede Kongerige, Finland, Nederlandene, Spanien, Tyskland og Østrig.

75 –      Frankrig, Italien, Polen og Rumænien.

76 –      Finland, Italien, Polen og Tyskland.

77 –      Grækenland og Tyskland.

78 – Følgende regler er udviklet i nederlandske retters praksis i konkurrencesager: Sagsbehandlingen anses for at have været urimelig lang, hvis den administrative fase og den retslige fase sammenlagt varer mere end fem år og seks måneder. Hvis dette tidsrum overskrides med under seks måneder, kan bøden nedsættes med op til 5%. Bøden nedsættes med op til 10% (med et loft på 10 000 EUR), hvis sagsbehandlingen varer mellem seks og tolv måneder ud over den fastsatte grænse. Hvis overskridelsen er på mere end tolv måneder, tilkommer det retten ud fra et skøn at afgøre, hvor meget bøden skal nedsættes.

79 – Dom af 24.5.1989, Hauschildt mod Danmark, præmis 58, serie A, sag nr. 154.

80 – Det er nok mere sandsynligt, at dette sker for en person end for en virksomhed, men det kan ikke udelukkes, at et hovedvidne for virksomheden dør eller ikke længere kan opspores i løbet af en alt for lang sagsbehandling.

81 –      Dom af 21.9.2000, sag C-46/98 P, EFMA mod Rådet, Sml. I, s. 7079, præmis 38. Jf. senest dom af 29.9.2011, sag C-520/09 P, Arkema mod Kommissionen, Sml. I, s. 8901, præmis 31.

82 –      Edward, First Baron Thurlow Lord Chancellor of England 1778-1783 og 1783-1792, citeret i John Poynder, Literary Extracts (1844), bd. 1, s. 268.

83 – Menneskerettighedsdomstolen har undertiden tilkendt erstatning for ikke-økonomisk tab, hvis den fastslår, at sagsøgeren har været påført lidelse og forstyrrelse som følge af forsinkelse i sagsbehandlingen. Jf. f.eks. dom af 15.12.2005 i sagen Barry mod Irland, sag nr. 18273/04, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis. Uden beviser for skade som følge af forsinkelse tilkender Menneskerettighedsdomstolen imidlertid ikke erstatning. Jf. f.eks. dommen i sagen Hauschildt mod Danmark, nævnt i fodnote 79 ovenfor, præmis 58.

84 – Såfremt den har haft fordele af forsinkelsen, skal den modregne disse fordele i beløbet for det samlede tab.

85 –      Dom af 16.6.2011, sag T-235/07, Bavaria mod Kommissionen, Sml. II, s. 3229 (herefter »Dutch Beer-dommen«).

86 –      Jf., ud over Dutch Beer-dommen (nævnt ovenfor i fodnote 84), dom af 30.4.2009, sag T-18/03, CD-Contact Data mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, og af 5.6.2012, sag T-214/06, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen.

87 –      Jeg er klar over, at generaladvokat Kokott i sit forslag til afgørelse i Solvay-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 36, i punkt 198 foreslog, at 50% eventuelt var en passende bødenedsættelse i den pågældende sag. Hvis jeg ikke tager fejl, angav hun ikke nogen præcise grunde til, at det ville være en passende procentdel. Måske havde hun den holdning, at »det rigtige tal er X i betragtning af alle omstændighederne i sagen«. Af de grunde, jeg har anført ovenfor, er jeg ikke sikker på, at det er den rette fremgangsmåde.

88 –      Det samme gjorde GSD og Kendrion.

89 –      Jf. Kommissionens skrivelse til Groupe Gascogne af 13.12.2005 (bilag 3 til Groupe Gascognes stævning i søgsmålet for Retten med påstand om annullation af beslutningen).

90 –      Det samme gjorde GSD og Kendrion.

91 –      Jf. f.eks. kendelse af 2.3.2011 afsagt af Rettens præsident i sag T-392/09 R, 1. garantovaná mod Kommissionen.

92 –      Jf. punkt 134-138.

93 –      I forbindelse med Baustahlgewebe-sagen foreslog generaladvokat Léger, at Domstolen skulle høre disse sager. Det er imidlertid ikke længere muligt på grund af de ændringer i reglerne om Domstolens kompetence, som var en følge af Nicetraktatens ikrafttræden. Jf. punkt 321 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse i Der Grüne Punkt-sagen, nævnt i fodnote 36 ovenfor.

94 – Findlay-dommen, nævnt i fodnote 56 ovenfor, præmis 73.

95 – Bøder indgår i Den Europæiske Unions egne midler.

96 – Jf. punkt 143 og 144 ovenfor.

97 – Jf. desuden artikel 335 TEUF.

98 – Groupe Gascognes anbringende i denne sag om nedsættelse af bøden er, så vidt jeg kan se, direkte baseret på Baustahlgewebe-dommen. Det blev ikke fremsat som en særskilt påstand om erstatning for materielle og/eller ikke-økonomiske tab, og Domstolen ville heller ikke have kompetence til at behandle et sådant krav.

99 –      Hvis denne »omstændighed« var det punkt, hvor en rimelig sagsbehandling blev til en urimelig forsinkelse, a) ville der være en betydelig retsusikkerhed med hensyn til, fra hvilket tidspunkt denne periode på fem år begyndte, og b) en alt for uforholdsmæssig forsinkelse i Rettens sagsbehandling ville måske endog føre til, at en sag blev forældet, før Retten afsagde dom. Det kan ikke være rigtigt.