Sag C-459/03

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Irland

»Traktatbrud – De Forenede Nationers havretskonvention – kapitel XII – beskyttelse og bevarelse af havmiljøet – konventionens ordning for bilæggelse af tvister – den af Irland mod Det Forenede Kongerige indledte voldgift inden for rammerne af denne ordning – tvist vedrørende MOX-anlægget i Sellafield (Det Forenede Kongerige) – Det Irske Hav – artikel 292 EF og artikel 193 EA – forpligtelse til ikke at underkaste en tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af traktaten en anden tvistbilæggelsesform end den i traktaten fastsatte – blandet aftale – Fællesskabets kompetence – artikel 10 EF og artikel 192 EA – forpligtelse til samarbejde«

Sammendrag af dom

1.        Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – havretskonventionen

(Art. 175, stk. 1, EF og art. 176 EF)

2.        Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – havretskonventionen

(Art. 220 EF, 227 EF og 292 EF)

3.        Medlemsstater – forpligtelser

(Art. 227 EF og 292 EF; art. 142 EA og 193 EA)

4.        Medlemsstater – forpligtelser – almindelig forpligtelse efter artikel 10 EF

(Art. 10 EF og 292 EF)

5.        Medlemsstater – forpligtelser – samarbejdsforpligtelse

(Art. 10 EF; art. 192 EA)

1.        Artikel 175, stk. 1, EF udgør den rette hjemmel til tiltrædelse af internationale aftaler på miljøbeskyttelsesområdet på Fællesskabets vegne. Som anført i artikel 176 EF er denne for Fællesskabet eksterne kompetence på miljøbeskyttelsesområdet ikke en enekompetence, men i princippet en delt kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. Spørgsmålet om, hvorvidt en bestemmelse i den blandede aftale henhører under Fællesskabets kompetence, vedrører imidlertid kompetencetilskrivelse og følgelig selve eksistensen af Fællesskabets eksterne kompetence på dette område, og ikke om der er tale om delt kompetence eller enekompetence. Heraf følger, at eksistensen af Fællesskabets eksterne kompetence på havmiljøbeskyttelsesområdet i princippet ikke afhænger af, om der vedtages afledte retsakter, som omfatter det pågældende område og kan berøres, i tilfælde hvor medlemsstaterne deltager i tiltrædelsesproceduren for den pågældende aftale. Fællesskabet kan nemlig tiltræde aftaler på miljøbeskyttelsesområdet, uanset at de specifikke områder, der er dækket af disse aftaler, endnu ikke eller kun delvis er gjort til genstand for en fællesskabsregulering, som derved ikke kan blive berørt.

I den særlige kontekst af De Forenede Nationers havretskonvention er en overdragelse af delt kompetence til Fællesskabet imidlertid betinget af, at der på det område, som de pågældende bestemmelser i konventionen vedrører, findes fællesskabsbestemmelser, uanset deres omfang eller beskaffenhed. De områder, som er omfattet af konventionens bestemmelser vedrørende forebyggelse af havforurening, navnlig konventionens artikel 123, 192, 193, 194, 197, 206, 207, 211 og 213, er i vidt omfang reguleret af fællesskabsretsakter, hvoraf flere i øvrigt udtrykkeligt er nævnt i bilaget til kompetenceerklæringen til Rådets afgørelse 98/392, hvorved konventionen er blevet godkendt på Fællesskabets vegne. Heraf følger, at disse bestemmelser i konventionen henhører under Fællesskabets kompetence, som dette har valgt at udøve ved at blive part i konventionen, hvorfor disse bestemmelser udgør en del af Fællesskabets retsorden. Følgelig er Domstolen kompetent til at påkende tvister vedrørende fortolkningen og anvendelsen af disse bestemmelser og til at tage stilling til, om en medlemsstat har overholdt disse bestemmelser.

(jf. præmis 90, 92-95, 108, 110, 120 og 121)

2.        En international aftale sådan som De Forenede Nationers havretskonvention kan ikke påvirke fællesskabsretsordenens autonomi, som Domstolen i medfør af artikel 220 EF skal beskytte. Denne enekompetence for Domstolen bekræftes af artikel 292 EF, hvorefter medlemsstaterne forpligter sig til ikke at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af EF-traktaten afgjort på anden måde end fastsat i traktaten. Endvidere gør den pågældende konvention det netop muligt at undgå en sådan indgriben i Domstolens enekompetence, således at fællesskabsretsordenens autonomi bevares. Det følger nemlig af konventionens artikel 282, at ordningen for bilæggelse af tvister, som indeholdes i EF-traktaten – eftersom denne foreskriver en procedure, der indebærer en bindende afgørelse i bilæggelsen af tvister – i princippet har forrang for den ordning, som indeholdes i konventionens kapitel XV.

Heraf følger, at artikel 220 EF og 292 EF er til hinder for, at en tvist vedrørende fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser – der henhører under Fællesskabets kompetence, som dette har udøvet ved at tiltræde konventionen, hvorfor disse bestemmelser udgør en integreret del af Fællesskabets retsorden – forelægges en voldgiftsdomstol, som er nedsat i overensstemmelse med bilag VII til konventionen. Desuden henhører tvisten, der er mellem to medlemsstater og vedrører en påstået tilsidesættelse af fællesskabsretlige pligter, som er fastsat i konventionen, klart under en af de tvistbilæggelsesmåder, som er indført ved EF-traktaten og omhandlet i artikel 292 EF, nemlig den i artikel 227 EF fastlagte procedure.

(jf. præmis 123-126, 128 og 133)

3.        En medlemsstats forelæggelse af fællesskabsretlige instrumenter vedrørende EF-traktaten og Euratom-traktaten for en anden retsinstans end Domstolen, sådan som en voldgiftsdomstol, der er nedsat i overensstemmelse med bilag VII til De Forenede Nationers havretskonvention, med henblik på disse instrumenters fortolkning og anvendelse inden for rammerne af en sag, hvorved medlemsstaten tilsigtede at få fastslået, at en anden medlemsstat havde tilsidesat bestemmelser i disse instrumenter, er i strid med den forpligtelse, som i henhold til artikel 292 EF og artikel 193 EA påhviler medlemsstaterne til at respektere Domstolens enekompetence til at påkende tvister vedrørende fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretlige bestemmelser, navnlig ved at anlægge sag som fastsat i artikel 227 EF og artikel 142 EA med det formål at få fastslået, at en anden medlemsstat har tilsidesat disse bestemmelser. Desuden indebærer iværksættelsen og gennemførelsen af en procedure for voldgiftsdomstolen under disse omstændigheder en åbenbar risiko for indgreb i den kompetence, som er fastsat i traktaterne, og følgelig i fællesskabsretsordenens autonomi.

(jf. præmis 151, 152 og 154)

4.        Medlemsstaternes forpligtelse i artikel 292 EF til at anvende Fællesskabets retssystem og respektere Domstolens enekompetence, som udgør et fundamentalt træk ved dette system, må ses som et særligt udtryk for deres mere generelle loyalitetsforpligtelse, som følger af artikel 10 EF. Følgelig er der ingen grund til at fastslå en tilsidesættelse af generelle forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, hvis det allerede er konstateret, at en medlemsstat har tilsidesat sine mere specifikke fællesskabsforpligtelser efter artikel 292 EF.

(jf. præmis 169 og 171)

5.        Medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at have et nært samarbejde for at kunne opfylde de forpligtelser, som de har påtaget sig i medfør af en delt kompetence ved vedtagelsen af en blandet aftale. Det forholder sig navnlig således i tilfælde af en tvist, der hovedsagelig vedrører forpligtelser, der følger af en blandet aftale, som henhører under et område, hvor henholdsvis Fællesskabets og medlemsstaternes kompetence kan være tæt forbundet. Forelæggelsen af en sådan tvist for en retsinstans sådan som en voldgiftsdomstol, der er nedsat i overensstemmelse med bilag VII til De Forenede Nationers havretskonvention, indebærer en risiko for, at en anden retsinstans end Domstolen udtaler sig om omfanget af de forpligtelser, som påhviler medlemsstaterne i henhold til fællesskabsretten.

Under disse omstændigheder indebærer forpligtelsen til et nært samarbejde inden for rammerne af en blandet aftale for en medlemsstats vedkommende en pligt til forudgående at underrette og høre de kompetente fællesskabsinstitutioner, førend den indleder en tvistbilæggelsessag inden for rammerne af konventionen.

(jf. præmis 175-177 og 179)