RETTENS KENDELSE (Syvende Udvidede Afdeling)
6. september 2011 (*)
»Annullationssøgsmål – forordning (EF) nr. 1007/2009 – handel med sælprodukter – forbud mod import og salg – undtagelse til fordel for inuitsamfund – anvendelse af artikel 263, stk. 4, TEUF – begrebet »regelfastsættende retsakt« – ej umiddelbart eller individuelt berørt – afvisning«
I sag T-18/10,
Inuit Tapiriit Kanatami, Ottawa (Canada)
Nattivak Hunters and Trappers Association, Qikiqtarjuaq (Canada)
Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Association, Pangnirtung (Canada)
Jaypootie Moesesie, Qikiqtarjuaq
Allen Kooneeliusie, Qikiqtarjuaq
Toomasie Newkingnak, Qikiqtarjuaq
David Kuptana, Ulukhaktok (Canada)
Karliin Aariak, Iqaluit (Canada)
Efstathios Andreas Agathos, Athen (Grækenland)
Canadian Seal Marketing Group, Québec (Canada)
Ta Ma Su Seal Products, Inc., Cap-aux-Meules (Canada)
Fur Institute of Canada, Ottawa
NuTan Furs, Inc., Catalina (Canada)
GC Rieber Skinn AS, Bergen (Norge)
Inuit Circumpolar Conference Greenland (ICC), Nuuk, Grønland (Danmark)
Johannes Egede, Nuuk
Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK), Nuuk,
først ved advokaterne J. Bouckaert, M. van der Woude og H. Viaene, derefter ved J. Bouckaert og H. Viaene,
sagsøgere,
mod
Europa-Parlamentet ved I. Anagnostopoulou og L. Visaggio, som befuldmægtigede,
og
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Moore og K. Michoel, som befuldmægtigede,
sagsøgte,
støttet af
Kongeriget Nederlandene ved C. Wissels, Y. de Vries, J. Langer og M. Noort, som befuldmægtigede,
og af
Europa-Kommissionen, først ved É. White, P. Oliver og J.-B. Laignelot, derefter ved É. White, P. Oliver og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede,
intervenienter,
angående en påstand om annullation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16. september 2009 om handel med sælprodukter (EUT L 286, s. 36),
har
RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Dittrich, og dommerne F. Dehousse, I. Wiszniewska-Białecka, M. Prek (refererende dommer) og A. Popescu,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og parternes påstande
1 Den 16. september 2009 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter (EUT L 286, s. 36, herefter »den anfægtede forordning«), der ifølge artikel 1 har som sin genstand at fastsætte harmoniserede regler om omsætning af sælprodukter.
2 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 2010 anlagde sagsøgerne, Inuit Tapiriit Kanatami, Nattivak Hunters and Trappers Association, Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Association, Jaypootie Moesesie, Allen Kooneeliusie, Toomasie Newkingnak, David Kuptana, Karliin Aariak, Efstathios Andreas Agathos, Canadian Seal Marketing Group, Ta Ma Su Seal Products, Inc., Fur Institute of Canada, NuTan Furs, Inc., GC Rieber Skinn AS, Inuit Circumpolar Conference Greenland (ICC), Johannes Egede og Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK), det foreliggende søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede forordning.
3 Ved et særskilt dokument, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. februar 2010, fremsatte sagsøgerne en begæring om foreløbige forholdsregler, hvori de nedlagde påstand om, at Rettens præsident anordnede udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordning.
4 Parlamentet og Rådet fremsatte deres bemærkninger til denne begæring om foreløbige foranstaltninger inden for de fastsatte frister.
5 Ved kendelse af 30. april 2010 i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (sag T-18/10 R, ikke trykt i Samling af Afgørelser), tog Rettens præsident ikke begæringen om foreløbige forholdsregler til følge.
6 Ved særskilte dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 20. og den 21. maj 2010 fremsatte Parlamentet og Rådet formalitetsindsigelser i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.
7 Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 31. og den 21. maj 2010 fremsatte Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for de af Parlamentet og Rådet nedlagte påstande. Sagsøgerne og Parlamentet har fremsat bemærkninger om disse begæringer inden for de fastsatte frister. Rådet har ikke fremsat bemærkninger.
8 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 8. juni 2010 fremsatte Rådet begæring om, at bilag A 7 til stævningen, der består af udtalelse af 18. februar 2009 fra Rådets Juridiske Tjeneste vedrørende forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handel med sælprodukter fremsat af Kommissionen (KOM(2008) 469 endelig af 23.7.2008), i lighed med det i stævningens punkt 46 citerede uddrag af den omhandlede udtalelse fjernes fra sagens akter.
9 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juli 2010 fremsatte Parlamentet bemærkninger til Rådets anmodning om at fjerne dokumenter fra sagens akter.
10 Ved kendelse af 6. juli 2010 imødekom formanden for Rettens Femte Afdeling interventionsbegæringerne fra Kongeriget Nederlandene og Kommissionen.
11 Den 13. juli 2010 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til Parlamentets og Rådets formalitetsindsigelser.
12 Den 19. og den 20. august 2010 fremsatte Kongeriget Nederlandene og Kommissionen interventionsindlæg, der kun vedrører formalitetsindsigelserne.
13 Ved skriftligt indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juli 2010 fremsatte sagsøgerne, med undtagelse af en sagsøger, en ny begæring om foreløbige forholdsregler, der var baseret på artikel 278 TEUF og 279 TEUF samt på procesreglementets artikel 109, hvori de nedlagde påstand om, at Rettens præsident anordnede udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordning, indtil Retten havde taget stilling til annullationssøgsmålet mod denne forordning.
14 Ved kendelse af 19. august 2010 i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (sag T-18/10 R II, ikke trykt i Samling af Afgørelser) udsatte Rettens præsident gennemførelsen af de betingelser, der i medfør af den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 1, begrænser omsætningen af sælprodukter, for så vidt angår sagsøgerne, indtil afsigelsen af kendelse om afslutning af sagen om foreløbige forholdsregler.
15 Parlamentet, Rådet samt Kommissionen fremsatte deres bemærkninger til denne anden begæring om foreløbige forholdsregler den 7. september 2010. Kongeriget Nederlandene fremsatte ikke bemærkninger.
16 Den 5. oktober 2010 fremsatte sagsøgerne en begæring i henhold til procesreglementets artikel 129 vedrørende fortolkningen af kendelsen afsagt af Rettens præsident den 19. august 2010 i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i præmis 14.
17 Henholdsvis den 14., 18. og 13. oktober 2010 fremsatte Parlamentet, Rådet og Kommissionen deres bemærkninger til denne begæring.
18 Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 19. oktober 2010 i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (sag T-18/10 RII-INTP, ikke trykt i Samling af Afgørelser) blev begæringen om fortolkning afvist.
19 Ved kendelse af 25. oktober 2010 i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (sag T-18/10 R II, ikke trykt i Samling af Afgørelser, under appel) tog Rettens præsident ikke den anden begæring om foreløbige forholdsregler til følge.
20 Ved særskilte dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 6. og den 14. oktober 2010 fremsatte Rådet og Kommissionen anmodning om, at den foreliggende sag henvises til Store Afdeling. Subsidiært og for så vidt angår realiteten, anmodede Kommissionen om, at sagen henvises til en afdeling, der er sammensat af fem dommere.
21 Den 26. oktober 2010 besluttede Retten på baggrund af disse anmodninger, og henset til ordlyden af procesreglementets artikel 51, stk. 1, andet afsnit, at henvise sagen til Syvende Udvidede Afdeling.
22 Den 19. oktober 2010 fremsatte sagsøgerne og Parlamentet deres bemærkninger til de af Kongeriget Nederlandene og Kommissionen indgivne interventionsindlæg, der kun vedrører formalitetsindsigelser.
23 Ved skrivelse af 8. februar 2011 anmodede Retten parterne om at besvare et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgerne er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning. Sagsøgerne, Parlamentet, Rådet og Kommissionen besvarede dette spørgsmål inden for den fastsatte frist. Kongeriget Nederlandene har ikke besvaret Rettens spørgsmål.
24 I stævningen har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:
– Søgsmålet antages til realitetsbehandling.
– Den anfægtede forordning annulleres.
– Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært, for det tilfælde, at formalitetsindsigelsen ikke tages til følge, eller Retten udsætter sin afgørelse herom, indrømmes Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med procesreglementets artikel 114, stk. 4, en frist til at afgive et svarskrift.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Kongeriget Nederlandene og Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
27 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises, da det er åbenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
28 Sagsøgerne har i deres indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelserne henskydes til afgørelse i forbindelse med realiteten.
– Subsidiært antages sagen til realitetsbehandling.
– I alle tilfælde tilpligtes Parlamentet og Rådet at betale sagens omkostninger.
– Kongeriget Nederlandene og Kommissionen pålægges at bære deres egne omkostninger.
Retlige bemærkninger
29 Ifølge procesreglementets artikel 114, stk. 1 og 4, kan Retten, hvis en part fremsætter begæring derom, tage stilling til formalitetsindsigelsen uden at indlede behandlingen af sagens realitet.
30 I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten endvidere til enhver tid af egen drift, efter høring af parterne, træffe afgørelse om, at sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt. Denne afgørelse træffes i henhold til de betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4.
31 Det følger af procesreglementets artikel 114, stk. 3, at der forhandles mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og den har besluttet, at det er ufornødent at indlede den mundtlige forhandling.
Anvendelsen af artikel 263, stk. 4, TEUF
32 Det bemærkes, at den anfægtede forordning blev vedtaget i henhold til EF-traktaten (artikel 95 EF), mens søgsmålet blev anlagt efter TEUF’s ikrafttræden.
33 Det er parternes opfattelse, at formaliteten vedrørende den foreliggende sag skal undersøges i lyset af artikel 263, stk. 4, TEUF.
34 I denne forbindelse skal det bemærkes, at hvad angår spørgsmålet om den tidsmæssige anvendelse af bestemmelser, der fastsætter betingelser for antagelse til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål, indgivet af en enkeltperson for EU’s retsinstanser, fremgår det af fast retspraksis for det første, at i overensstemmelse med maksimen tempus regit actum, skal spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, behandles efter de regler, der var i kraft, da sagen blev anlagt, og for det andet, at betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling skal bedømmes i forhold til det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, dvs. ved indgivelsen af stævningen (jf. Rettens kendelser af 7.9.2010, sag T-532/08, Norilsk Nickel Harjavalta og Umicore mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70, og sag T-539/08, Etimine og Etiproducts mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).
35 I det foreliggende tilfælde var betingelserne for sagens antagelse til realitetsbehandling reguleret ved artikel 263 TEUF på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt. Følgelig skal spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af den foreliggende sag, i betragtning af den retspraksis, der er nævnt i den foregående præmis, behandles på grundlag af denne artikel.
Om formaliteten med hensyn til det foreliggende søgsmål
36 Parlamentet og Rådet, støttet af Kongeriget Nederlandene og Kommissionen, har fremført tre anbringender til støtte for påstanden om afvisning, henholdsvis om, at den anfægtede forordning ikke er en regelfastsættende retsakt, den omfatter gennemførelsesforanstaltninger, og den berører ikke sagsøgerne individuelt.
37 Sagsøgerne har bestridt de påstande, der er fremsat af Parlamentet og Rådet, støttet af Kongeriget Nederlandene og Kommissionen.
Begrebet »regelfastsættende retsakt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF
38 Artikel 263, stk. 4, TEUF er affattet således: »Enhver fysisk eller juridisk person kan på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.«
39 Det bemærkes, at selv om denne bestemmelse indebærer en fornyelse i forhold til EF-traktaten med hensyn til adgangen til EU’s retsinstanser, nemlig at en fysisk eller juridisk person nu kan anlægge sag til prøvelse af regelfastsættende retsakter, der berører den pågældende umiddelbart, og som ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger, er begrebet »regelfastsættende retsakt« ikke defineret i TEUF.
40 Med henblik på at tage stilling til, om det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal der derfor foretages en ordlydsfortolkning og en historisk og teleologisk fortolkning af denne bestemmelse.
41 For det første skal der henvises til, at artikel 230, stk. 4, EF gav fysiske og juridiske personer adgang til at anlægge sag til prøvelse af beslutninger, der har karakter af såvel individuel som almengyldig retsakt, såsom en forordning, der umiddelbart berører denne person på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham på lignende måde som adressaten for en afgørelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, og af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 36).
42 Artikel 263, stk. 4, TEUF gentager disse to muligheder, selv om den udelader udtrykket »beslutning« og tilføjer en tredje. Den giver adgang til at anlægge sag til prøvelse af individuelle retsakter og almengyldige retsakter, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Det følger af den almindelige betydning af udtrykket »regelfastsættende karakter«, at de retsakter, der er omfattet af denne tredje mulighed, ligeledes er almengyldige retsakter.
43 Under disse omstændigheder må det fastslås, at denne mulighed ikke omfatter samtlige almengyldige retsakter, men en begrænset kategori heraf, nemlig regelfastsættende retsakter.
44 Artikel 263, stk. 1, TEUF fastsætter nemlig flere kategorier af EU-retsakter, der kan underkastes legalitetskontrol, nemlig dels lovgivningsmæssige retsakter, dels andre bindende akter, der er bestemt til at have retsvirkninger over for tredjemand, hvorved disse kan være individuelle og almengyldige retsakter.
45 Det må heraf udledes, at artikel 263, stk. 4, TEUF, læst i sammenhæng med bestemmelsens stk. 1, bestemmer, at fysiske eller juridiske personer kan anlægge sag til prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, samt dels med henblik på prøvelse af almengyldige retsakter, lovgivningsmæssige retsakter eller regelfastsættende retsakter, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt, dels med henblik på prøvelse af visse andre almengyldige retsakter, nemlig regelfastsættende retsakter, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.
46 Hertil kommer, at en sådan fortolkning af udtrykket »regelfastsættende« og af tilsvarende udtryk i de forskellige sprogversioner af TEUF, i modsætning til udtrykket »lovgivningsmæssig«, ligeledes følger af flere andre bestemmelser i TEUF, navnlig artikel 114 TEUF, der henviser til en indbyrdes tilnærmelse af »medlemsstaternes love og administrative bestemmelser«.
47 I denne forbindelse må sagsøgernes argument om, at den sondring mellem lovgivningsmæssige retsakter og regelfastsættende retsakter, som er foreslået af Parlamentet og Rådet og gengivet i denne kendelses præmis 42-45 ovenfor, består i at tilføje præciseringen »lovgivningsmæssige« foran udtrykket »retsakter«, der henviser til de to første muligheder i artikel 263, stk. 4, TEUF, forkastes. Som det fremgår af den konklusion, der drages i præmis 45 ovenfor, omfatter udtrykket »retsakter«, der henviser til disse to første muligheder, nemlig foruden retsakter, der er rettet til en fysisk eller juridisk person, alle retsakter, lovgivningsmæssige retsakter eller regelfastsættende retsakter, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt. Navnlig lovgivningsmæssige retsakter og regelfastsættende retsakter, der omfatter gennemførelsesforanstaltninger, er omfattet af denne sidstnævnte muligheds anvendelsesområde.
48 Det skal endvidere præciseres, at det, i modsætning til det af sagsøgerne fremførte, fremgår af ordlyden af det sidste sætningsled i artikel 263, stk. 4, TEUF, at medlemsstaterne ikke havde til hensigt, at denne bestemmelse kun skulle omfatte delegerende retsakter som omhandlet i artikel 290 TEUF, men regelfastsættende retsakter mere generelt.
49 For det andet bekræftes den fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF, der fremgår af præmis 42-45 ovenfor, af den tilblivelseshistorie, der førte til vedtagelsen af denne bestemmelse, der oprindeligt blev foreslået som artikel III-365, stk. 4, i udkastet til en traktat om en forfatning for Europa. Det fremgår nemlig af følgeskrivelsen fra Konventets præsidium (det europæiske konvents sekretariat, CONV 734/03) af 12. maj 2003, at selv om der i det relevante ændringsforslag til artikel 230, stk. 4, EF blev henvist til »almengyldige retsakter«, fastholdt præsidiet en anden løsning, der bestod i »regelfastsættende retsakter«. Som det fremgår af den ovennævnte følgeskrivelse, gør denne affattelse det muligt at »indføre en sondring mellem lovgivningsmæssige retsakter og regelfastsættende retsakter, under bevarelsen af en restriktiv tilgang for så vidt angår klager fra enkeltpersoner med henblik på prøvelse af lovgivningsmæssige retsakter (for hvilke betingelsen om, at de pågældende skal være »umiddelbart og individuelt berørt«, bevares)«.
50 For det tredje må det som følge af valget om at genanvende en sådan affattelse i artikel 263, stk. 4, TEUF, antages, at formålet med denne bestemmelse er at gøre det muligt for en fysisk eller juridisk person at anlægge sag til prøvelse af almengyldige retsakter, der ikke er lovgivningsmæssige akter, men som berører vedkommende umiddelbart og ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvorved det undgås, at en sådan person skal tilsidesætte lovgivningen for at få adgang til domstolene (jf. følgeskrivelsen fra Konventets præsidium). Som det fremgår af den analyse, der er redegjort for i de foregående præmisser, tillader affattelsen af artikel 263, stk. 4, TEUF ikke, at der anlægges sag til prøvelse af alle de retsakter, der opfylder kriterierne om at være umiddelbart berørt og manglende gennemførelsesforanstaltninger, eller til prøvelse af alle almengyldige retsakter, der opfylder disse kriterier, men alene, at der anlægges sag til prøvelse af en specifik kategori af sidstnævnte retsakter, nemlig regelfastsættende retsakter. Som følge heraf er betingelserne for realitetsbehandling af et annullationssøgsmål til prøvelse af en lovgivningsmæssig retsakt fortsat mere restriktive end i tilfældet med et annullationssøgsmål til prøvelse af en regelfastsættende retsakt.
51 Denne konklusion berøres ikke af sagsøgernes argumentation vedrørende retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, navnlig i relation til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2007 C 303, s. 1). Det følger nemlig af fast retspraksis, at EU’s retsinstanser ikke uden at overskride deres kompetencer kan fortolke betingelserne for, at en borger kan anlægge sag til prøvelse af en forordning på en måde, der indebærer en fravigelse af disse betingelser, der er udtrykkeligt fastsat i traktaten, hvilket ligeledes gælder i lyset af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 1.4.2004, sag C-263/02 P, Kommissionen mod Jégo-Quéré, Sml. I, s. 3425, præmis 36, og Rettens kendelse af 9.1.2007, sag T-127/05, Lootus Teine Osaühing mod Rådet, præmis 50).
52 Sagsøgernes argument om, at forpligtelsen til at fortolke artikel 263, stk. 4, TEUF »vidt« ligeledes følger af to internationale konventioner, der er vedtaget af De Forenede Nationer, nemlig konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, der blev undertegnet i Århus den 25. juni 1998, samt konventionen om den biologiske mangfoldighed, der blev undertegnet i Rio de Janeiro den 5. juni 1992, må ligeledes forkastes.
53 For det første må anføres, at selv om sagsøgerne har konkluderet, at artikel 263, stk. 4, TEUF skal fortolkes i overensstemmelse med disse to konventioner, har de ikke konkret angivet, hvordan de forskellige formalitetsbetingelser i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF skal fortolkes i lyset af de påberåbte internationale regler, idet deres argumenter er generelle og uden relevans for de nævnte formalitetsbetingelser.
54 For det andet vedrører den retspraksis, som sagsøgerne i denne forbindelse har påberåbt sig (Domstolens dom af 14.7.1998, sag C-341/95, Bettati, Sml. I, s. 4355, præmis 20, og af 1.4.2004, sag C-286/02, Bellio F.lli, Sml. I, s. 3465, præmis 33), forpligtelsen for EU’s retsinstanser, der er forelagt et spørgsmål om gyldigheden af en retsakt i afledt EU-ret, til ligeledes at undersøge denne gyldighed i lyset af international ret.
55 Der skal under alle omstændigheder mindes om, at der ved traktaten blev indført et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som EU’s retsinstanser er betroet varetagelsen af, og hvormed kontrolleren med lovligheden af EU’s institutioners retsakter sikres (jf. i denne retning dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, præmis 41 ovenfor, præmis 40). Bestemmelserne i de påberåbte internationale konventioner må ikke fravige disse regler i den primære EU-ret (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 306-308, og Rettens dom af 17.9.2007, sag T-201/04, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 3601, præmis 798).
56 I betragtning af det ovenstående må det konkluderes, at begrebet »regelfastsættende retsakt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF skal forstås således, at det omfatter enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivningsmæssige retsakter. En lovgivningsmæssig retsakt kan følgelig alene være genstand for et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller psykisk person, hvis akten vedrører vedkommende umiddelbart og individuelt.
Kvalificeringen af den anfægtede forordning
57 I betragtning af den konklusion, der blev draget med hensyn til fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF i præmis 56 ovenfor, skal det fastlægges, om den i denne sag anfægtede forordning skal kvalificeres som en lovgivningsmæssig retsakt eller en regelfastsættende retsakt.
58 Den anfægtede forordning skal herefter kvalificeres i forhold til de kategorier af retsakter, der er fastsat i TEUF.
59 Den anfægtede forordning blev vedtaget i henhold til artikel 95 EF efter den fælles beslutningsprocedure i henhold til artikel 251 EF.
60 I denne forbindelse fremgår det af artikel 289, stk. 1 og 3, TEUF, at de retsakter, der vedtages efter proceduren i artikel 294 TEUF, der er betegnet som »den almindelige lovgivningsprocedure«, er lovgivningsmæssige retsakter.
61 Da proceduren i artikel 294 TEUF i det væsentlige svarer til proceduren i artikel 251 EF, må det fastslås, at den anfægtede forordning inden for rammerne af de kategorier af retsakter, der er fastsat i TEUF, skal kvalificeres som en lovgivningsmæssig retsakt.
62 I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at det ikke er den måde, hvorpå en retsakt vedtages, der afgør retsaktens natur, men om foranstaltningen har individuel eller almengyldig rækkevidde. Det er rækkevidden, der danner grundlaget for, om en forordning kan kvalificeres som en regelfastsættende retsakt eller ej. Endvidere skal adjektivet »regelfastsættende« fortolkes i overensstemmelse med dets betydning, dvs. som henvisning til en retsakt, der har til formål at fastlægge regler, der finder almen anvendelse.
63 Kriteriet for sondringen mellem en forordning og en beslutning skal efter fast retspraksis søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ej. En retsakt er nemlig almengyldig, hvis den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (jf. Rettens kendelse af 30.11.2009, sag T-313/08, Veromar di Tudisco Alfio & Salvatore mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
64 Denne retspraksis vedrører navnlig anden del af artikel 230, stk. 4, EF, der omfatter søgsmål til prøvelse af retsakter, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt. Formålet med denne bestemmelse var, som den er blevet fortolket i retspraksis, især at forhindre, at EU’s institutioner blot ved at vælge forordningsformen kan afskære en borger fra at anlægge sag til prøvelse af en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt, og således at præcisere, at valget af form ikke kan ændre en retsakts karakter (jf. kendelse i sagen Veromar di Tudisco Alfio & Salvatore mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 63, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
65 I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ikke den almengyldige rækkevidde af den anfægtede forordning, der er relevant, men den angivelige kvalificering af forordningen som regelfastsættende retsakt. Selv om kriteriet for sondringen mellem en almengyldig retsakt og en individuel retsakt skal findes i den eventuelle almengyldige rækkevidde af den omhandlede retsakt, beror kvalificeringen af retsakten som en lovgivningsmæssig retsakt eller en regelfastsættende retsakt ifølge TEUF på, om den er vedtaget i en lovgivningsmæssig procedure.
66 Hvad angår den fortolkning af begrebet »regelfastsættende retsakt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, der er anlagt ovenfor i præmis 41-56, og konklusionen om, at den anfægtede forordning ikke er en regelfastsættende retsakt som omhandlet i denne artikel, må det konkluderes, at det foreliggende annullationssøgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling på grundlag af sidste sætningsled i artikel 263, stk. 4, TEUF. Under disse omstændigheder er det ufornødent at fastlægge, om den anfægtede forordning omfatter gennemførelsesforanstaltninger.
67 Det skal således undersøges, om sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede forordning.
Om sagsøgerne er umiddelbart berørt
68 Parlamentet og Rådet, støttet af Kongeriget Nederlandene og Kommissionen, har ved formalitetsindsigelserne ikke gjort gældende, at sagsøgerne ikke er umiddelbart berørt, med undtagelse af en enkelt bemærkning herom, som ikke er nærmere underbygget, og som er indeholdt i og gengivet i Parlamentets formalitetsindsigelse.
69 Eftersom betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling er ufravigelige procesforudsætninger (Domstolens kendelse af 7.10.1987, sag 108/86, d. M. mod Rådet og ØSU, Sml. s. 3933, præmis 10, jf. ligeledes Rettens dom af 22.10.2008, forenede sager T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, TV 2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2935, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis), tilkommer det Retten ex officio at undersøge, om betingelsen i artikel 263, stk. 4, TEUF om, at sagsøgerne skal være umiddelbart berørt, er opfyldt.
70 Sagsøgerne, Parlamentet og Rådet samt Kommissionen har på et spørgsmål fra Retten den 8. februar 2001 (jf. præmis 23 ovenfor) udtalt sig om dette punkt.
71 Det følger af fast retspraksis, at det, for at en borger kan være umiddelbart berørt, for det første kræves, at den anfægtede EU-retsakt umiddelbart skal have indvirkning på denne borgers retsstilling, og for det andet, at den ikke må overlade et skøn til de adressater for denne retsakt, der skal gennemføre den, idet gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-retsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. kendelsen i sagen Lootus Teine Osaühing mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
72 Det fremgår entydigt af denne retspraksis, at disse to kumulative betingelser skal være opfyldt, for at en retsakt kan anses for at berøre en fysisk eller juridisk person umiddelbart (Rettens kendelse af 21.5.2010, sag T-441/08, ICO Services mod Parlamentet og Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56).
73 I denne forbindelse må det antages, at mellemkommende regler, der er omfattet af den retspraksis, der er nævnt i præmis 71 ovenfor, svarer til de regler, der skal vedtages på nationalt plan eller EU-plan.
74 I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 1, der udgør forordningens centrale bestemmelse, bestemmer, at »[o]msætning af sælprodukter er kun tilladt, hvis sælproduktet hidrører fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds traditionelle jagt og bidrager til deres underhold«.
75 Heraf følger, at den anfægtede forordning alene har direkte virkning på retsstillingen for de sagsøgere, der driver virksomhed i forbindelse med omsætning af sælprodukter på EU’s marked. Denne forordning forbyder nemlig hverken sæljagt, der desuden finder sted uden for EU’s marked, eller anvendelse eller forbrug af sælprodukter, der ikke er genstand for markedsføring. Det skal således bemærkes, at selv om det ikke kan udelukkes, at det generelle forbud mod markedsføring, der er fastsat i den anfægtede forordning, kan medføre virkninger for de personer, hvis virksomhed ligger før eller efter denne markedsføring, forholder det sig ikke desto mindre således, at sådanne virkninger ikke kan anses for at følge umiddelbart af dette forbud (jf. i denne retning Rettens kendelse af 11.7.2005, sag T-40/04, Bonino m.fl. mod Parlamentet, Sml. II, s. 2685, præmis 56). Hvad endvidere angår de eventuelle økonomiske konsekvenser af dette forbud, bemærkes, at disse virkninger ifølge retspraksis ikke påvirker sagsøgernes retsstilling, men udelukkende deres faktiske situation (jf. i denne retning Rettens dom af 27.6.2000, forenede sager T-172/98, T-175/98 – T-177/98, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 2487, præmis 62).
76 For det andet fremgår det af den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 4, læst i sammenhæng med forordningens artikel 5, stk. 3, at »[…] foranstaltninger til gennemførelse af [artikel 3], der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, [vedtages] efter forskriftsproceduren med kontrol«, der er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184, s. 23). Det fremgår endvidere af 17. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen navnlig bør tillægges beføjelse til »at fastsætte betingelserne for omsætning af sælprodukter, der hidrører fra inuitsamfundenes og andre oprindelige samfunds traditionelle jagter, og som bidrager til deres underhold«.
77 Det må fastslås, at selv om det på grundlag af denne bestemmelse i den anfægtede begrundelse kan antages, at det er forbudt at omsætte sælprodukter, for hvilke det er godtgjort, at de ikke hidrører fra inuitsamfundenes og andre oprindelige samfunds traditionelle jagter, og som bidrager til deres underhold, er betingelserne for omsætningen af produkter, der kan opfylde disse betingelser, ikke defineret.
78 Den anfægtede forordning præciserer nemlig navnlig ikke, hvad der skal forstås ved »andre oprindelige samfund«, der er nævnt i forordningens artikel 3, stk. 1, og giver ingen forklaring med hensyn til de former for traditionel jagt, som bidrager til underholdet, eller om hvordan inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds oprindelse godtgøres. Hvad angår de produkter, der kan undergives undtagelsesordningen, kan de nationale myndigheder således ikke anvende den anfægtede forordning uden gennemførelsesforanstaltninger, der fastsættes i en gennemførelsesforordning, som netop skal fastlægge betingelserne for omsætning af disse produkter (17. betragtning til den anfægtede forordning). En sådan bestemmelse udgør derfor ikke en fuldstændig bestemmelse, der i sig selv er tilstrækkelig, som ikke kræver en yderligere gennemførelsesbestemmelse, og som derfor kan berøre enkeltpersoner umiddelbart (jf. i denne retning Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 31). Det er alene på baggrund af foranstaltninger vedrørende gennemførelsen af den anfægtede forordning, at situationen for de sagsøgere, der er omfattet af den omhandlede undtagelse, kan bedømmes.
79 Det må derfor lægges til grund, at den anfægtede forordning alene har umiddelbar indvirkning på retsstillingen for de sagsøgere, der driver virksomhed i forbindelse med omsætning af sælprodukter på EU’s marked, og som er berørt af det generelle forbud mod omsætning af disse produkter. Det forholder sig derimod anderledes for de sagsøgere, hvis virksomhed ikke består i omsætning af disse produkter, og/eller de sagsøgere, der er omfattet af den undtagelse, der er fastsat i den anfægtede forordning, eftersom omsætning på EU’s marked af sælprodukter, der hidrører fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds traditionelle jagt og bidrager til deres underhold, i princippet fortsat er tilladt.
80 Mere konkret kan, for det første, den første kategori af sagsøgere, dvs. de inuitter, der jager og fanger sæler, samt den anden kategori af sagsøgere, der udgøres af de organisationer, som varetager deres interesser, ikke anses for at drive virksomhed inden for omsætning af sælprodukter.
81 Disse to kategorier omfatter sagsøgerne Jaypootie Moesesie, Allen Kooneeliusie, Toomasie Newkingnak, David Kuptana og Johannes Egede samt Inuit Tapiriit Kanatami, en national canadisk organisation, der repræsenterer inuitterne og varetager deres interesser, ICC, en national organisation i Grønland, der repræsenter disse befolkningsgrupper og varetager deres interesser, Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Association, en organisation, der har til formål at varetage og beskytte interesserne for de inuitter, der lever i Pangnirtung-regionen, og som beskæftiger sig med jagt og slagtning, Nattivak Hunters and Trappers Association, en organisation, der varetager og beskytter interesserne for de inuitter, der lever i Broughton Island-regionen, og som beskæftiger sig med denne type aktiviteter, og KNAPK, der repræsenterer de inuitter og ikke-inuitter, der beskæftiger sig med jagt og fiskeri i Grønland.
82 For det andet er Karliin Aariak beskæftiget med forarbejdning af sælprodukter, dvs. design og salg af beklædningsgenstande, der er fremstillet af sælskind. Imidlertid fremgår det af stævningen samt af sagsøgernes bemærkninger til formalitetsindsigelserne, at hun også tilhører inuitsamfundet. Eftersom Karliin Aariak ikke har anført, at hun beskæftiger sig med omsætning af andre produkter end dem, der er omfattet af den omhandlede undtagelse, kan hun ikke anses for at være umiddelbart berørt af den anfægtede forordning.
83 For det tredje er Efstathios Andreas Agathos en læge, der gennemfører kliniske forsøg med henblik på medicinsk anvendelse af hjerteklapper fra sæler, og som følge heraf ikke beskæftiger sig med omsætning af sælprodukter.
84 For det fjerde gør det samme sig gældende for Fur Institute of Canada, der er en national organisation, som ikke arbejder med vinding for øje, og hvori den canadiske pelsindustri, herunder de statslige reguleringsmyndigheder, er organiseret. Organisationens aktiviteter består i koordination, videnskabelig forskning og kommunikation med medierne samt den brede offentlighed og regeringerne med hensyn til økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige spørgsmål i forbindelse med pelshandel. Som følge heraf er dette institut ikke umiddelbart berørt af et forbud mod markedsføring af sælprodukter.
85 Derimod fremgår det af sagen, at Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs og GC Rieber Skinn samt den organisation, hvori de er organiseret, Canadian Seal Marketing Group, driver virksomhed inden for forarbejdning og/eller markedsføring af sælprodukter, der hidrører fra jægere og fangere af inuit og ikke-inuit oprindelse. Som følge heraf må det antages, at deres retsstilling er påvirket af det generelle forbud mod omsætning af sælprodukter, der er fastsat i den anfægtede forordning.
86 Det følger heraf, at med undtagelse af Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs, GC Rieber Skinn og Canadian Seal Marketing Group, er sagsøgerne ikke umiddelbart berørt af den anfægtede forordning.
87 Da betingelserne om, at sagsøgere skal være umiddelbart og individuelt berørt, er kumulative, står det tilbage at undersøge, om Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs, GC Rieber Skinn og Canadian Seal Marketing Group er individuelt berørt af den anfægtede forordning.
Om Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs, GC Rieber Skinn og Canadian Seal Marketing Group er individuelt berørt
88 Som bemærket i præmis 41 ovenfor, er en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra den, som afgørelsen er rettet til, individuelt berørt af en anfægtet retsakt, såfremt denne person er berørt på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham på lignende måde som adressaten for afgørelsen.
89 Som Parlamentet og Rådet, støttet af Kongeriget Nederlandene og Kommissionen, med rette har bemærket, finder den anfægtede forordning anvendelse på objektivt bestemte situationer og indebærer retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper. Navnlig er det generelle forbud mod omsætning af sælprodukter, med undtagelse af de produkter, der hidrører fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds traditionelle jagter og bidrager til deres underhold, formuleret i generelle vendinger og kan finde anvendelse uden forskel på enhver erhvervsdrivende, der er omfattet af den anfægtede forordnings anvendelsesområde.
90 Som anført ovenfor i præmis 85, driver Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs og GC Rieber Skinn samt den organisation, hvori de er organiseret, Canadian Seal Marketing Group, virksomhed inden for omsætning af sælprodukter, der hidrører fra jægere og fangere af inuit og ikke-inuit oprindelse. De er i denne egenskab berørt af den anfægtede forordning som enhver anden erhvervsdrivende, der omsætter sælprodukter.
91 Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at de organisationer, der repræsenterer inuit- og ikke-inuitvirksomheder, som deltager i produktionskæden for fremstilling af sælprodukter, samt de virksomheder, der beskæftiger sig med forarbejdning af sælprodukter, er individuelt berørt, i det mindste for så vidt angår de af deres medlemmer, der er inuitter, eller de produkter, der hidrører fra inuitter.
92 Dette argument kan ikke tiltrædes. Selv om det lægges til grund, at de omhandlede sagsøgere ikke blot er omfattet af det generelle forbud, men også af undtagelsen vedrørende produkter med inuitoprindelse, er dette nemlig ikke tilstrækkeligt til at individualisere dem på lignende måde som adressaten for en afgørelse. Desuden har sagsøgerne på ingen måde forklaret, hvordan den anfægtede forordning påvirker disse organisationer og virksomheder på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.
93 Det følger af det ovenstående, at Ta Ma Su Seal Products, NuTan Furs og GC Rieber Skinn samt Canadian Seal Marketing Group ikke er individuelt berørt af den anfægtede forordning.
94 På dette grundlag må det foreliggende annullationssøgsmål afvises, uden at det er fornødent at tage stilling til Rådets begæring om at fjerne stævningens bilag A 7 og det citerede uddrag herfra i stævningen fra sagens akter.
Sagens omkostninger
95 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale Parlamentet og Rådets omkostninger i overensstemmelse med disse institutioners påstand.
96 Desuden bærer Kongeriget Nederlandene og Kommissionen deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Inuit Tapiriit Kanatami, Nattivak Hunters and Trappers Association, Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Association, Jaypootie Moesesie, Allen Kooneeliusie, Toomasie Newkingnak, David Kuptana, Karliin Aariak, Efstathios Andreas Agathos, Canadian Seal Marketing Group, Ta Ma Su Seal Products, Inc., Fur Institute of Canada, NuTan Furs, Inc., GC Rieber Skinn AS, Inuit Circumpolar Conference Greenland (ICC), Johannes Egede og Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.
3) Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 6. september 2011.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |