DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
18. maj 2017 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel ejendomsret – forordning (EF) nr. 207/2009 – EU-varemærker – artikel 97, stk. 1 – international kompetence – sag om krænkelse af et varemærke anlagt mod et selskab, der har hjemsted i et tredjeland – datterdatterselskab, der har hjemsted på den medlemsstats område, hvor den ret, som sagen er indbragt for, er beliggende – begrebet »forretningssted««
I sag C-617/15,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) ved afgørelse af 16. november 2015, indgået til Domstolen den 23. november 2015, i sagen
Hummel Holding A/S
mod
Nike Inc.,
Nike Retail BV,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič (refererende dommer), og dommerne A. Prechal, A. Rosas, C. Toader og E. Jarašiūnas,
generaladvokat: E. Tanchev,
justitssekretær: fuldmægtig M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. oktober 2016,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Hummel Holding A/S ved Rechtsanwalt T. Bösling,
– Nike Retail BV og Nike Inc. ved Rechtsanwälte B. Führmeyer og F. Klein,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Collabolletta,
– Europa-Kommissionen ved J. Samnadda, T. Scharf og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 12. januar 2017,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 97, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en sag mellem på den ene side Hummel Holding A/S og på den anden side Nike Inc. og dette selskabs datterselskab, Nike Retail BV, vedrørende disse sidstnævntes angivelige krænkelse af et internationalt varemærke tilhørende Hummel Holding, som har virkninger i Den Europæiske Union.
Retsforskrifter
Forordning (EF) nr. 44/2001
3 I 11.-13. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) er anført:
»(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. […]
(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.
(13) For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«
4 Forordningens artikel 2, stk. 1, er affattet således:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
5 Den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, fastsætter:
»Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.«
Forordning nr. 207/2009
6 Forordning nr. 207/2009 er blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 (EUT 2015, L 341, s. 21), der trådte i kraft den 23. marts 2016. Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen er denne præjudicielle forelæggelse blevet behandlet på grundlag af forordning nr. 207/2009, som gældende før denne ændring.
7 Følgende fremgår af 15.-17. betragtning til forordning nr. 207/2009:
»(15) For at styrke [EU]-varemærkernes beskyttelse skal medlemsstaterne under hensyn til deres nationale ordninger udpege et så begrænset antal nationale domstole i første og anden instans som muligt med bemyndigelse til at behandle søgsmål om krænkelse af [EU]-varemærker og om disses gyldighed.
(16) Det er afgørende, at retsafgørelser vedrørende gyldigheden om krænkelse af [EU]-varemærker har retskraft inden for hele [Unionens] område, da dette er den eneste måde, hvorpå man kan undgå indbyrdes modstridende afgørelser fra domstolene og [Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)] og krænkelse af [EU]-varemærkets enhedskarakter. Det er bestemmelserne i forordning [nr. 44/2001], der bør finde anvendelse på alle søgsmål vedrørende [EU]-varemærker, medmindre denne forordning fraviger de deri angivne regler.
(17) Det bør undgås, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål, hvori de samme parter er involveret, og som er anlagt vedrørende de samme forhold, om krænkelse af et [EU]-varemærke og parallelle nationale varemærker. Når søgsmålene er anlagt i samme medlemsstat, skal midlerne til at nå dette mål derfor søges i de nationale retsplejeregler, som denne forordning ikke anfægter, medens det, når søgsmålene er anlagt i forskellige medlemsstater, synes hensigtsmæssigt med bestemmelser, der bygger på reglerne om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav i forordning [nr. 44/2001].«
8 Denne forordnings artikel 94 med overskriften »Anvendelse af forordning [nr. 44/2001]« indgår i dennes afsnit X, som indeholder reglerne vedrørende kompetence og retspleje i søgsmål vedrørende EU-varemærker. Denne artikel fastsætter:
»1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder bestemmelserne i forordning [nr. 44/2001] anvendelse på sager vedrørende [EU]-varemærker og ansøgninger om registrering af [EU]-varemærker samt på sager i forbindelse med litispendens og indbyrdes sammenhængende krav vedrørende [EU]-varemærker og nationale varemærker.
2. For så vidt angår sager, der er resultatet af de i artikel 96 omhandlede søgsmål og modkrav:
a) finder artikel 2, artikel 4, artikel 5, nr. 1), 3), 4) og 5), og artikel 31 i forordning [nr. 44/2001] ikke anvendelse
b) finder artikel 23 og 24 i forordning [nr. 44/2001] anvendelse med de begrænsninger, der er fastsat i artikel 97, stk. 4, i nærværende forordning
c) finder de bestemmelser i kapitel II i forordning [nr. 44/2001], der gælder for personer, som har bopæl i en medlemsstat, ligeledes anvendelse på personer, som ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, men som har et forretningssted i en af disse.«
9 Den nævnte forordnings artikel 95, stk. 1, med overskriften »[EU]-varemærkedomstole« fastsætter:
»Medlemsstaterne udpeger på deres områder det mindst mulige antal nationale retter i første og anden instans, i det følgende benævnt »[EU]-varemærkedomstole«, som skal varetage de opgaver, der pålægges dem ved denne forordning.«
10 Forordningens artikel 96 med overskriften »Kompetence med hensyn til krænkelse og gyldighed« bestemmer:
»[EU]-varemærkedomstolene har enekompetence til at afgøre:
a) alle søgsmål vedrørende krænkelse af et [EU]-varemærke og – hvis national ret giver mulighed herfor – søgsmål vedrørende trussel om krænkelse af et [EU]-varemærke
[…]«
11 Artikel 97 i forordning nr. 207/2009 med overskriften »International kompetence« lyder således:
»1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning eller i de bestemmelser i forordning [nr. 44/2001], der finder anvendelse i henhold til artikel 94, anlægges de sager, der er et resultat af de i artikel 96 omhandlede søgsmål og modkrav, ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, eller, hvis han ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i den medlemsstat, hvor han har forretningssted.
2. Har sagsøgte hverken bopæl eller forretningssted i nogen af medlemsstaterne, anlægges disse sager ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøger har bopæl, eller, såfremt han ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i den medlemsstat, hvor han har forretningssted.
3. Har hverken sagsøgte eller sagsøger en sådan bopæl eller et sådant forretningssted, anlægges disse sager ved retterne i den medlemsstat, hvor [EUIPO] har sit hjemsted.
[…]
5. De sager, der er et resultat af de i artikel 96 omhandlede søgsmål og modkrav, kan, bortset fra søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse af et [EU]-varemærke, ligeledes anlægges ved retterne i den medlemsstat, hvor krænkelsen er begået, eller hvor der er risiko for krænkelse, eller hvor en handling som omhandlet i artikel 9, stk. 3, andet punktum, er begået.«
12 Denne forordnings artikel 98 med overskriften »Kompetenceområde« bestemmer i stk. 1:
»En [EU]-varemærkedomstol, der har kompetence i medfør af artikel 97, stk. 1 til 4, er kompetent med hensyn til:
a) krænkelser af [EU]-varemærker, der er begået, eller som der er risiko for i en af medlemsstaterne
[…]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
13 Hummel Holding er en virksomhed med hjemsted i Danmark, der producerer sportsartikler, sports- og fritidstøj og sports- og fritidssko. Hummel Holding er indehaver af et internationalt figurmærke, der er registreret under nummer 943057, og som har virkning i Unionen for varer i klasse 25 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og som svarer til følgende beskrivelse: »beklædningsgenstande, fodtøj, hovedbeklædning«.
14 Nike, der har sit hjemsted i De Forenede Stater, er moderselskabet for Nike-koncernen, der markedsfører sportsartikler i hele verden. Nike Retail, der har hjemsted i Nederlandene, hører også til denne koncern. Sidstnævnte driver det websted, hvorpå der reklameres for og tilbydes Nike-produkter til salg, bl.a. rettet mod Tyskland. Foruden onlinesalget på dette websted sælges Nike-produkterne i Tyskland via uafhængige forhandlere, som forsyner sig hos Nike Retail. Selskaberne i Nike-koncernen driver ikke direkte engros- eller detailforretninger i Tyskland.
15 Nike Deutschland GmbH, hvis hjemsted ligger i Frankfurt am Main (Tyskland), og som ikke er part i tvisten i hovedsagen, er ifølge Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) Nike Retails datterselskab. Nike Deutschland har ikke en egen internetside og distribuerer ikke varer til endelige forbrugere eller til mellemmænd. Nike Deutschland forhandler derimod kontrakter mellem mellemmændene og Nike Retail og hjælper sidstnævnte selskab med reklame og opfyldelse af kontrakter. Nike Deutschland forestår ligeledes eftersalgsservicen hos de endelige forbrugere.
16 Hummel Holding er af den opfattelse, at visse af Nikes varer, navnlig basketball-shorts, krænker det varemærke, der er nævnt i nærværende doms præmis 13, og har gjort gældende, at størstedelen af krænkelserne har fundet sted i Tyskland. Hummel Holding anlagde sag mod Nike og Nike Retail ved Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland), som erklærede sig kompetent med den begrundelse, at Nike Deutschland udgjorde et forretningssted for Nike, men Landgericht gav ikke Hummel Holding medhold. Hummel Holding iværksatte appel af denne afgørelse til den forelæggende ret.
17 Hummel Holding har nedlagt påstand om forbud mod at importere og eksportere disse produkter, reklamere for dem, tilbyde dem, markedsføre dem og lade dem markedsføre for Nikes vedkommende på Unionens område (subsidiært på Forbundsrepublikken Tysklands område), for Nike Retails vedkommende på Forbundsrepublikken Tysklands område.
18 Nike og Nike Retail har påberåbt sig de tyske retters internationale inkompetence.
19 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de tyske retters internationale kompetence til at træffe afgørelse i sagen, der omfatter hele Unionen, og som er rettet mod selskaberne i Nike-koncernen, kun kan følge af artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009. Den har imidlertid anført, at rækkevidden af begrebet »forretningssted« som omhandlet i denne bestemmelse, når der er tale om selvstændige datterselskaber og datterdatterselskaber, er omtvistet, og at Domstolen ikke har klarlagt begrebet.
20 Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Under hvilke omstændigheder skal et juridisk selvstændigt selskab med hjemsted i [en medlemsstat i] Unionen, som er et datterdatterselskab af en virksomhed, som ikke selv har hjemsted i EU, anses for denne virksomheds »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i artikel 97, stk. 1, i [forordning nr. 207/2009]?«
Om det præjudicielle spørgsmål
21 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at et juridisk selvstændigt selskab, der har hjemsted i en medlemsstat, som er datterdatterselskab til et moderselskab, der ikke har sit hjemsted i Unionen, udgør et »forretningssted« for dette moderselskab i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i denne bestemmelse.
22 Det bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis følger det såvel af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning (jf. bl.a. dom af 18.1.1984, Ekro, 327/82, EU:C:1984:11, præmis 11, af 3.9.2014, Deckmyn og Vrijheidsfonds, C-201/13, EU:C:2014:2132, præmis 14, og af 16.7.2015, Abcur, C-544/13 og C-545/13, EU:C:2015:481, præmis 45).
23 Dette er tilfældet for begrebet »forretningssted« som omhandlet i artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, eftersom dette begreb ikke defineres i den nævnte forordning, og denne ikke indeholder nogen henvisning til de nationale lovgivninger med henblik på at fastlægge dets betydning.
24 Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 207/2009, med forbehold af de undtagelser, som udtrykkeligt er anført deri, fastsætter anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 på sager vedrørende EU-varemærker og ansøgninger om sådanne varemærker, hvilket fremgår udtrykkeligt af 16. betragtning til forordning nr. 207/2009 samt af dens artikel 94 og artikel 97, stk. 1.
25 I denne henseende bemærkes, at det – selv om visse bestemmelser i forordning nr. 44/2001, såsom dens artikel 5, stk. 5, og dens artikel 18, stk. 2, også henviser til begrebet »forretningssted« på en sådan måde, at det ikke kan udelukkes, at de oplysninger, der følger af Domstolens praksis, som vedrører disse to bestemmelser, i et vist omfang kan være relevante med henblik på fortolkningen af begrebet »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i forordning nr. 207/2009 – dog ikke kan lægges til grund, at det nævnte begreb nødvendigvis har den samme rækkevidde, alt efter om det er blevet anvendt inden for rammerne af den ene eller den anden af disse to forordninger.
26 På trods af princippet om anvendelse af forordning nr. 44/2001 på søgsmål vedrørende et EU-varemærke er anvendelsen af visse bestemmelser i denne forordning og navnlig de regler, der er omhandlet i dens artikel 4 og dens artikel 5, stk. 1, på sager, der er et resultat af de i artikel 96 i forordning nr. 207/2009 omhandlede søgsmål og modkrav, udelukket i medfør af denne sidstnævnte forordnings artikel 94, stk. 2. I betragtning af denne udelukkelse følger EU-varemærkedomstolenes kompetence, der er fastsat i artikel 95, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, til at træffe afgørelser i søgsmål og om modkrav, der er omhandlet i denne forordnings artikel 96, af de regler, der er fastsat direkte ved denne forordning, som udgør lex specialis i forhold til de regler, der er fastsat ved forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Coty Germany, C-360/12, EU:C:2014:1318, præmis 26 og 27).
27 Forordning nr. 44/2001 på den ene side og forordning nr. 207/2009 på den anden side forfølger desuden formål, der ikke er identiske. Forordning nr. 44/2001 tilsigter således ifølge 12. og 13. betragtning dertil at supplere sagsøgtes bopæl med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje eller, for forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler, at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.
28 Forordning nr. 207/2009 har for sit vedkommende ifølge 15.-17. betragtning dertil til formål at styrke EU-varemærkernes beskyttelse og at undgå indbyrdes modstridende afgørelser fra domstolene og krænkelse af de nævnte varemærkers enhedskarakter ved hjælp af afgørelser fra EU-varemærkedomstole, der har retskraft inden for hele Unionens område.
29 Der skal endvidere med henblik på at fastlægge de elementer, der karakteriserer begrebet »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, i overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 22 nævnte praksis fra Domstolen ikke blot tages hensyn til ordlyden af denne bestemmelse, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, den forfølger.
30 Ordlyden af artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 omfatter ikke en præcisering af begrebet »forretningssted« med henblik på dets anvendelse. Det fremgår imidlertid af denne bestemmelse, at en sagsøgt, der ikke har bopæl i Unionen, dér kan have et eller flere forretningssteder, hvilket a priori i dette sidstnævnte tilfælde synes at antyde, at der kan anlægges sag ved retterne i de forskellige medlemsstater, på hvis område sådanne forretningssteder befinder sig.
31 Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 97 i forordning nr. 207/2009 indgår, bemærkes, at denne bestemmelse sikrer eksistensen af et kriterium inden for Unionen for alle tvister om krænkelse og gyldighed af et EU-varemærke. I denne artikel, der omfatter flere internationale kompetenceregler, opregnes i stk. 1-4 de successive kriterier, der gør det muligt at fastlægge den medlemsstat, hvis retter er kompetente, ved anvendelse af denne forordnings artikel 98, stk. 1, litra a), for at sikre den effektive beskyttelse af EU-varemærker på hele Unionens område.
32 Artikel 97 i forordning nr. 207/2009 indfører først og fremmest i stk. 1 kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, eller, hvis han ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i den medlemsstat, hvor han har forretningssted. Det er kun, hvis sagsøgte hverken har bopæl eller forretningssted i en EU-medlemsstat, at denne artikels stk. 2 henholdsvis 3 subsidiært fastsætter en kompetence for retterne, hvor sagsøgeren har bopæl eller forretningssted, og mere subsidiært en kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor EUIPO har sit hjemsted.
33 Hvad angår den nævnte artikels stk. 5 indfører dette stykke bl.a. en kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor krænkelsen er begået, eller hvor der er risiko for krænkelse, i hvilket tilfælde en sådan ret imidlertid, således som det fremgår af artikel 98 i forordning nr. 207/2009, har en kompetence, der er begrænset til den medlemsstat, som den henhører under.
34 Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, udgør artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, som fastsætter kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor forretningsstedet for et selskab, der ikke har hjemsted i Unionen, befinder sig, på ingen måde en undtagelse fra det principielle kriterium om sagsøgtes bopæl, der fremgår af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, set i lyset af 11. betragtning til sidstnævnte; Den udgør snarere en gennemførelse af dette, hvilket taler for en bred fortolkning af dette begreb.
35 Baggrunden for, at denne kompetenceregel, som er udtryk for retsgrundsætningen actor sequitur forum rei, er opstillet som det almindelige princip, er nemlig, at den normalt gør det lettere for sagsøgte at forsvare sig (jf. i denne retning dom af 13.7.2000, Group Josi, C-412/98, EU:C:2000:399, præmis 35, og af 19.2.2002, Besix, C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 52). Som generaladvokaten har anført i punkt 82 i forslaget til afgørelse, er dette tilfældet, når en part bliver foranlediget til at forsvare sig ved retterne i en stat, hvor den pågældende har et forretningssted, og som den således er tættere på.
36 Denne fortolkning skader i øvrigt ikke EU-varemærkeforordnings formål, som er anført i nærværende doms præmis 28, eftersom de kompetente EU-varemærkedomstoles afgørelser på grundlag af artikel 97 i forordning nr. 207/2009 har retskraft inden for hele Unionen.
37 En sådan bred fortolkning fører til, at der kræves materielle kendetegn, som uden videre kan tillade, at det kan anerkendes, at der foreligger et »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009. Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, kræves der, for at der foreligger et sådant forretningssted, en reel og stabil tilstedeværelse, fra hvilken der udføres en kommerciel aktivitet, og som giver sig udslag i, at der findes personale og materielt udstyr. Dette forretningssted skal desuden udadtil varigt fremtræde som en repræsentation for moderselskabet (jf. i denne retning dom af 22.11.1978, Somafer, 33/78, EU:C:1978:205, præmis 11, af 18.3.1981, Blanckaert & Willems, 139/80, EU:C:1981:70, præmis 12, af 9.12.1987, SAR Schotte, 218/86, EU:C:1987:536, præmis 10, og af 19.7.2012, Mahamdia, C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 48).
38 Det har i denne henseende ingen betydning, om forretningsstedet i en medlemsstat for et selskab, hvis hjemsted er beliggende uden for Unionen, har retsevne eller ej (jf. i denne retning dom af 15.12.2011, Voogsgeerd, C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 54). Tredjemand skal således kunne indgå aftaler i tillid til den fremtræden, som forretningsstedet, der handler som repræsentation for moderselskabet, har skabt (jf. i denne retning dom af 9.12.1987, SAR Schotte, 218/86, EU:C:1987:536, præmis 15).
39 Den omstændighed, at det selskab, der har hjemsted i den medlemsstat, for hvis retter sagen er anlagt, er et datterdatterselskab til det selskab, hvis hjemsted er beliggende uden for Unionen, og ikke et direkte datterselskab til dette, har heller ingen betydning, for så vidt som de betingelser, der er fastsat i nærværende doms præmis 37, er opfyldt.
40 Det har i øvrigt i princippet heller ingen betydning med henblik på anvendelsen af artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, om det således fastlagte forretningssted har deltaget i den hævdede varemærkeforfalskning eller ej. Et sådant krav, som ikke er fastsat i artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, er nemlig heller ikke foreneligt med nødvendigheden af, at begrebet »forretningssted« skal gives en bred fortolkning, jf. ovenfor i nærværende doms præmis 34.
41 Henset til disse betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 97, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at et juridisk selvstændigt selskab, der har hjemsted i en medlemsstat, som er datterdatterselskab til et moderselskab, der ikke har sit hjemsted i Unionen, udgør et »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i denne bestemmelse, for dette moderselskab, når datterdatterselskabet er et centrum for erhvervsudøvelse og i den medlemsstat, hvor det er beliggende, har en reel og stabil tilstedeværelse, ud fra hvilken der udøves en kommerciel aktivitet, og som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for det nævnte moderselskab.
Sagsomkostninger
42 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 97, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker skal fortolkes således, at et juridisk selvstændigt selskab, der har hjemsted i en medlemsstat, som er datterdatterselskab til et moderselskab, der ikke har sit hjemsted i Den Europæiske Union, udgør et »forretningssted« i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i denne bestemmelse, for dette moderselskab, når datterdatterselskabet er et centrum for erhvervsudøvelse og i den medlemsstat, hvor det er beliggende, har en reel og stabil tilstedeværelse, ud fra hvilken der udøves en kommerciel aktivitet, og som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for det nævnte moderselskab.
Underskrifter