Language of document :

Sag anlagt den 1. februar 2018 – Europa-Kommissionen mod Republikken Slovenien

(Sag C-69/18)

Processprog: slovensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved H. Støvlbæk, G. von Rintelen og M. Žebre)

Sagsøgt: Republikken Slovenien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Slovenien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EUT 2014, L 158, s. 196), idet den ikke senest den 17. juni 2016 har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om disse bestemmelser.

Republikken Slovenien pålægges at betale dagbøder på 7 986,60 EUR fra den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag.

Republikken Slovenien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I overensstemmelse med artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber skulle Republikken Slovenien senest den 17. juni 2016 have vedtaget og offentliggjort de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Eftersom Republikken Slovenien på denne dato ikke havde underrettet Kommissionen om gennemførelsen af samtlige dette direktivs bestemmelser, har Kommissionen besluttet at indbringe sagen for Domstolen.

I stævningen har Kommissionen nedlagt påstand om at pålægge Republikken Slovenien at betale dagbøder på 7 986,60 EUR. Ved beregningen af dette beløb har Kommissionen taget hensyn til såvel grovheden og varigheden af overtrædelsen af EU-retten som den afskrækkende virkning på baggrund af Republikken Sloveniens betalingsevne.

Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 17. juni 2016.

____________